Ed Gein

I en årerække efter sin mors død, gravede Ed Gein regelmæssigt lig op på kirkegårde, og brugte ligenes kropsdele til at fremstille en kvindekrop, som han kunne tage på og af. Når det ikke var muligt for ham at anskaffe ligdele, slog han i stedet kvinder ihjel.

Edward Theodore Gein blev født d. 27. august 1906 i La Crosse County, Wisconsin, USA, som den yngste søn af ægteparret George og Augusta. Fem år forinden var Eds storebror Henry kommet til verden.
Faderen var alkoholiker og kunne ikke holde på et job, hvilket moderen foragtede ham for. Moderen drev en lille købmandsforretning, men parret valgte at sælge den i 1914, og brugte fortjenestelsen på at købe en lille gård i udkanten af Plainfield i Waushara County. Her var der langt til den nærmeste nabo, og flytningen isolerede familien fra resten af samfundet. Samme år startede Ed på Roche-a-Cri skolen, hvor han fagligt klarede sig ganske udmærket, især i læsning. Men fordi sønnerne kun forlod hjemmet når de skulle i skole, og udelukkende brugte deres fritid på at arbejde på gården, formåede de ikke at få nogle venner. Det resulterede i at Ed blev en genert og sær dreng, og det, samt en medfødt fejl på hans venstre øje, gjorde at han blev udsat for en del mobning i skolen. Når han kom grædende hjem fra skole, tæskede hans far ham for at være svag, og hans mor for at han forsøgte at få venner. Moderen forsøgte nemlig især at isolere sine sønner fra omverdenen, og prægede dem med sin stærke lutheranske tro. Hun hjernevaskede sønnerne med fortællinger om verdens moralske forfald, alkohols ondskabsfulde evner, samt at alle kvinder – undtagen hende selv – var prostituerede og djævlens værk. Da hun fangede Ed i at onanere, da han var 12 år gammel, tog hun fat i hans kønsdele og kaldte dem for ’mandens forbandelse’, og senere fik hun begge sønnerne til at love, at de for evigt ville forblive jomfruer.

Som 14-årig droppede Ed ud af skolen efter 8. klasse, og brugte nu al sin tid på gården. De kommende år skete der ikke andet i hans liv, end hvad der skete på gården.
I 1937, da Ed var 31 år gammel, endte faderens alkoholmisbrug ud i, at han blev invalid og dermed afhængig af familiens hjælp. Men der var ikke meget hjælp at hente, for både Ed, hans bror og moderen hadede og frygtede faderen. Tre år senere døde han 66 år gammel af hjertesvigt, som følge af det livslange alkoholmisbrug. Moderen så dødsfaldet som en perfekt mulighed for fortsat at prædike om alkoholens ondskab, og sagde ofte at faderen var i Helvede nu.
To år efter faderens død drog Ed til Milwaukee, for at gennemgå en fysisk undersøgelse i forbindelse med værnepligt. Han havde aldrig før været så langt hjemmefra, og ville heller aldrig komme længere væk. Ed blev afvist og kunne derfor ikke udføre sin værnepligt, grundet den medfødte fejl på hans øje der svækkede hans syn. Men det havde dog heller aldrig været en drøm for Ed at komme i militæret, og han tog derfor ikke afslaget særlig tungt.

Først efter faderens død begyndte Ed og hans bror at komme udenfor hjemmet. For at hjælpe med til at dække udgifterne i hjemmet, tog de småjobs rundt omkring, ofte som håndværkere. Men Ed tog også ofte job som barnepige hos naboerne, og var overraskende god til jobbet, nok på grund af hans evne til at forholde sig til børnene. Efter at sønnerne begyndte at komme mere ud af hjemmet, fik Henry øjnene op for moderens årelange mishandling af dem begge. Han ville ikke længere lytte til hendes prædiker, og bagtalte hende ofte overfor Ed. Ed var dog ikke ligeså nem at omvende, og han forgudede fortsat deres mor.
I maj 1944 afbrændte brødrene en mose, der hørte til gården. De mistede kontrollen over afbrændingen, og brandvæsenet blev derfor tilkaldt for at få ilden under kontrol og redde gården, men undervejs forsvandt Henry. Da branden var slukket meldte Ed sin bror forsvundet, og en eftersøgning blev sat i gang. Det afbrændte område blev søgt igennem, men først flere timer senere blev liget af Henry fundet, med ansigtet ned i jorden. Han havde været død i nogle timer, og døden blev fastslået at være forårsaget af åndenød, da der ikke var tegn på at han var blevet såret. Senere kilder nævner dog, at Henry havde blå mærker på hovedet. Myndighederne godtog teorien om dødsårsagen, og der blev derfor aldrig udført en obduktion af liget.

Kort efter Henrys død, blev moderen ramt af et slagtilfælde der lammede hende delvist, og Eds primære opgave var nu at tage sig af sin mor. I december 1945 besøgte Ed og hans mor en nabo, for at købe halm af ham. Eftersigende blev moderen så forfærdet over at naboen boede med en kvinde, at hun blev ramt af endnu et slagtilfælde, og hendes tilstand blev hurtigt forværret. D. 29. december afgik hun ved døden, 67 år gammel – og Ed var nu alene. Han håndterede ikke moderens dødsfald særlig godt. Blandt andet sømmede han alle værelser til, som moderen havde opholdt sig i, så de kunne blive bevaret som da hun var i live, og han stoppede med at gå i bad.
Det meste mærkværdige var dog gravrøverierne. Ed havde længe haft en interesse for gravrøverier, skrumpehoveder og menneskeanatomi, men han tog nu interessen videre fra kun at læse om emnerne. Efter moderens død gik det op for Ed, at han gerne ville være en kvinde, trods moderens skræmmende fortællinger om kvinder. Han havde læst en del om kønsskifteoperationer, og især fordybet sig i sagen om Christine Jorgensen, der var den første person i USA der gennemgik kønsskifte, men fandt at en sådan operation var for omfattende for ham. I stedet ville han lave sin egen kvindekrop, som han kunne tage på og af efter behov.
Fra 1947 og frem gravede Ed mindst 40 nyligt begravede lig op, fordelt over tre kirkegårde, eftersigende mens han var i en ”forvirret tilstand”. Han tog ligdele eller hele lig med hjem, og garvede huden derhjemme for at fremstille kropsdelene. Ifølge visse kilder gravede han også sin mor op.

Mordene

D. 8. december 1954 forsvandt 51-årige Mary Hogan, fra det værtshus hun ejede og drev i Pine Grove. Det var også på dette værtshus, at Ed mødte Mary for første gang tre år forinden. Han syntes hun lignede hans mor, hvis man så bort fra at hun snakkede grimt og havde en beskidt baggrundshistorie.
Mary blev meldt forsvundet, og da politiet ankom til værtshuset for at undersøge sagen nærmere, blev der fundet blod på gulvet, ved siden af et kuglehylster. Det fik dem til at mistænkte, at Marys forsvinden ikke var uden grund til bekymring, men der ville gå lang tid før de fandt hende.
Det ville vise sig, at Ed havde opholdt sig på værtshuset sammen med Mary, og pludselig havde skudt hende. Dagen efter mordet tilstod Ed at have dræbt Mary overfor en arbejdskammerat, ved navn Elmo Ueeck, men han troede ikke på ham. Politiet havde på et tidspunkt Ed på listen over mistænkte i sagen, men da der ikke var nogle egentlige beviser, kunne de ikke sigte ham for noget, og han gik derfor fri.

D. 15. november 1957 besøgte Ed en isenkramforretning, ejet af 58-årige Bernice Worden, for at kigge på frostvæske. Han købte ikke noget, men sagde at han ville komme tilbage den følgende dag. Og som lovet dukkede Ed op den følgende morgen, for at købe frostvæske – og dræbe Bernice.
Isenkramforretningen var lukket hele dagen, hvilket var usædvanligt, men naboerne mistænkte at det var på grund af jagtsæsonen. Omkring kl. 17 ankom Bernices søn, der var vicesherif, til butikken og opdagede at kasseapparatet stod åbent, samt at der var blodpletter på gulvet. I butikken blev også fundet en kvittering på frostvæske, købt af ’Eddie Gein’, om morgenen. Samme aften blev Ed anholdt i en købmandsbutik, og Waushara County Sheriff’s Department gik i gang med at gennemsøge gården. Her blev de mødt af Bernices hovedløse lig i skuret, hængende fra en bjælke i loftet, sprættet op som et dyr fra vagina til brystben. Inde i hjemmet blev der blandt andet fundet:

• Menneskeknogler og fragmenter
• Fire næser
• Ni masker af menneskehud
• Skåle lavet af menneskekranier
• 10 kvindehoveder med toppen savet af
• Kranier på Eds sengestolper
• En lampeskærm lavet af hud fra et ansigt
• Flere stolesæder betrukket med menneskehud
• Ni vulva i en skotøjsæske
• Et bælte lavet af kvindelige brystvorter
• Et par læber på en træksnor til et rullegardin
• Et korset fremstillet af en kvindelig overkrop
• Et par bukser af menneskehud
• Mary Hogans hoved i en papirspose
• Bernice Wordens hoved i en sæk, og hendes hjerte i en plasticpose i køkkenet

Efterforskning og retssag

Allerede under den første afhøring tilstod Ed at have dræbt Mary og Bernice, samt gravrøverierne, men fordi sherif Schley bankede Eds hoved ind i en mur, kunne tilståelsen ikke længere bruges. Sheriffen var tydeligt påvirket af omstændighederne, og døde af et hjerteanfald kort før retssagen skulle begynde, kun 43 år gammel. Kollegaer og venner udtalte at det var Eds forbrydelser, der havde traumatiseret og taget livet af sheriffen.

D. 21. november blev Ed tiltalt for mord, og kendte sig ikke skyldig på grund af sindssyge. Han blev derefter sendt til de første af mange mentalundersøgelser, og blev til start stemplet som skizofren og ’seksuel psykopat’, trods intet tyder på at hverken gravrøverierne eller mordene var af seksuel karakter.
I den følgende tid blev gravene og Eds hjem undersøgt, og her blev blandt andet et af Eds koben fundet i en tom grav, og endnu et kranie, med en guldtand, blev fundet begravet i en skyttegrav ved gården. Alle de fundne genstande blev sendt til et laboratorium, hvor de blev fotograferet og sidenhen destrueret.

I december modtog dommeren besked fra Central State Hospital, hvor Ed var blevet mentalundersøgt. Beskeden lød at Ed var sindssyg, og at han derfor, i stedet for at skulle gennemgå en retssag, skulle indlægges permanent på hospitalet. Han blev derfor sendt til den topsikrede hospitalsfacilitet for forvaringsdømte, der i dag hedder Dodge Correctional Institution. Der ville gå ti år, før lægerne mente at Ed var ’rask’ nok til at komme for retten.
D. 14. november 1968 kom Ed for retten og blev fundet skyldig i mord, men fordi han fortsat var juridisk sindssyg, blev han idømt til at tilbringe resten af sit liv på psykiatrisk hospital.

Tiden efter

Efter at alle undersøgelser var færdige, blev det besluttet at gården skulle bortauktioneres d. 30. marts 1958. Tre dage inden auktionen blev gården ødelagt af en brand, der mistænkes at have været påsat, men årsagen blev aldrig officielt opklaret.
Bunny Gibson, ejeren af et omrejsende tivoli, købte Eds bil på en offentlig auktion, til hvad der i dag svarer til cirka 44.800 kr. Efterfølgende opkrævede han tivoliets gæster 25 cents for at få lov til at se bilen.

I 1974 skrev Ed et brev til retten i Waushara County, og anmodede om at blive udskrevet fra hospitalet, da han var af den overbevisning, at han ikke længere var sindssyg. Anmodningen blev afvist.
Fire år senere blev Ed overflyttet til Mendota Mental Institute i Madison. Her døde d. 26. juli 1984 han af respirationssvigt og hjertesvigt, forårsaget af kræftsygdom, 77 år gammel. Dagen efter blev han begravet på Plainfield Cemetery, ved siden af sin mors grav.

I løbet af årene blev Eds gravsted ofte udsat for vandalisme, og stykker af hans gravsted blev regelmæssigt stjålet. I 2000 blev det resterende af gravstenen stjålet, og fundet nær Seattle det efterfølgende år. I dag er gravstenen udstillet ved Waushara County Sheriff’s Department.

Ofre

Ed Gein dræbte to kvinder:

• Mary Hogan, 51 år – 8. december 1954
• Bernice Worden, 58 år – 16. november 1957

Det præcise antal lig han gravede op er ukendt, men man ved at han gravede mindst 40 grave op.

Det mistænkes desuden at Ed også dræbte:

• Georgia Weckler, 8 år – forsvandt d. 1. maj 1947
• Victor ”Bunk” Travis, 42 år – forsvandt d. 1. november 1952
• Ray Burgess – forsvandt d. 1. november 1952
• Evelyn Hartley, 15 år – forsvandt d. 24. oktober 1954

Nogle mistænker også at Ed stod bag faderens, broderens og moderens død.
Men eftersom at Eds motiv for at slå ihjel var at anskaffe kvindedele, er det en anelse usandsynligt at han skulle dræbe mænd og så unge piger. Det siges desuden at Ed dræbte, fordi jorden på disse tidspunkter var for hård til at kunne grave lig op, og han derfor måtte anskaffe kvindedele på en anden måde.

Medier

Ed Gein og sagen har været inspiration for blandt andet forfattere og filmskabere. Eftersigende baserede Robert Bloch sin karakter Norman Bates på Ed Gein, i sin roman Psycho fra 1959, der året efter blev filmatiseret af Alfred Hitchcock. Robert Block har dog afvist dette, og udtalt at det var et tilfælde, at de to kom til at minde om hinanden. Men karaktererne Leatherface fra Motorsavsmassakren, Buffalo Bill fra Ondskabens Øjne og Dr. Oliver Thredson i American Horror Story, sæson 2: Asylum, er skabt med inspiration fra Ed Gein. Også filmene Deranged fra 1974, House of 1000 Corpses fra 2003 og efterfølgeren The Devil’s Reject fra 2005 er inspireret af sagen.
Filmene In the Light of the Moon fra 2000 og Ed Gein: The Butcher of Plainfield fra 2007 er baseret på sagen. Filmskaberne Errol Morris og Werner Herzog startede i 1975 på et filmprojekt om Ed Gein, og i den forbindelse interviewede Errol Morris Ed Gein flere gange, samt beboere i Plainfield. Errol Morris og Werner Herzog planlagde også at grave Eds mor op for at ’teste en teori’, men nåede ikke så langt, før filmprojektet i 1975 blev droppet.

I 2012 havde teaterstykket Kannibale und Liebe premiere på Theater Dortmund. Stykket er instrueret af Jörg Buttgereit, og handler om sagen.

Ed Gein nævnes desuden i en del sange, og mange artister og bands har fundet inspiration i sagen. Nogle af disse er Slayer med sangen Dead Skin Mask, Tads med Nipple Belt og Mudvayne med Nothing to Gein.

Sagen er med i følgende podcasts:

• The Lineup Podcast, episode 18: Ed Gein: The Mad Butcher of Plainfield, fra oktober 2016
• The Generation Why Podcast, episode 206: Ed Gein, fra oktober 2016
• Morbid Moment, episode 9: Ed Gein, fra maj 2017
• The Last Podcast on the Left, episode 172-174: Ed Gein, fra december 2017
• The Conspirators, episode 78: The Butcher of Plainfield, fra juni 2018
• På stribe – din seriemorderpodcast, episode 17-18: Ed Gein, fra juli 2019
• What Makes a Killer, episode 5: Ed Gein, the Butcher of Plainfield, fra december 2019

Følgende dokumentarfilm nævner sagen:

• Murderers, Mobsters & Madmen, Vol. 3: Psychos and Mass Murderers, 1992
• Texas Chain Saw Massacre: The Shocking Truth, 2000
• Serious Serial Killers, 2012

Sagen er derudover også nævnt i følgende dokumentarserier:

• History’s Mysteries: Infamous Murders, episode: The Cannibals, sendt første gang d. 23. januar 2003
• Biography, episode: Ed Gein, sendt første gang i 2004
• THS Investigates, episode: Inside the Mind of a Serial Killer, sendt første gang d. 17. juli 2005
• De ondeste mordere, sæson 2 episode 3: Delusional, sendt første gang d. 26. august 2007

Af bøger om sagen, er der blandt andet skrevet:

• Deviant: The Shocking True Story of Ed Gein, the Original ”Psycho”, af Harold Schechter, 1989
• Ed Gein: Psycho!, af Paul Anthony Woods, 1995
• Ed Gein: The Psycho Cannibal, af Chloe Castleden, 2011
• The Cemetery Artist: Ed Gein: A True American Horror Story, af Brian Lee Tucker, 2014
• The ”Ed Gein” Story, af Timothy Mark, 2015
• The Life Story of Ed Gein, af Emily Wood, 2015
• The Ed Gein File: A Psycho’s Confession and Case Documents, af John Borowski, 2016
• Unhinged: The Horrific True Story of Ed Gein, the Butcher of Plainfield, af Robert Keller, 2017

Sagen er derudover nævnt i blandt andre disse bøger:

• Obsession, af John E. Douglas og Mark Olshaker, 1998
• The Encyclopedia of Serial Killers, af Michael Newton, 2000
• Serial Killers: The Method and Madness of Monsters, af Peter Vronsky, 2004
• Serial Killers: Inside the Minds of the Most Monstrous Murderers, af Charlotte Greig, 2017
• The Serial Killers, The Cannibals, The Cold Blooded and Ed Gein, af Rodney Cannon, 2019

Kilder

• Bog: The Encyclopedia of Serial Killers, af Michael Newton, 2000
• Bog: Serial Killers: The Method and Madness of Monsters, af Peter Vronsky, 2004
• Bog: Serial Killers: Inside the Minds of the Most Monstrous Murderers, af Charlotte Greig, 2017
• Wikipedia (Engelsk): Ed Gein
• Wikipedia (Dansk): Ed Gein
• Serial Killer timeline: Edward Theodore Gein “American Psycho”, af Brandie Jenkins, Amanda Clark, Cathleen Duncan og Lacey Robinson, Department of Psychology, Radford University