Foto: Netflix

Titel: The Keepers
Skabt af: Ryan White
Sprog: Engelsk, med mulighed for danske undertekster
Udgivelsesdato: 19. maj 2017
Kan ses på: Netflix
Genre: Dokumentarserie
Antal afsnit: 7 af 56-66 min.

Beskrivelse

To tidligere elever begynder en ihærdig undersøgelse af mordet på søster Catherine Cesnik, en nonne, som blev dræbt i Baltimore i 1969.

27-årige Søster Catherine Cesnik forsvandt om aftenen d. 7. november 1969, da hun tog ud for at købe en forlovelsesgave til sin lillesøster i Baltimore. Søster Cathy, som hun hovedsageligt blev kaldt, havde før undervist i Engelsk og drama på pigeskolen Seton Keough High School, men var efter sommerferien blevet rykket til Western High School, til stor ærgrelse og forvirring for samtlige af hendes tidliere elever.
Fire dage senere, d. 11., forsvandt 20-årige Joyce Malecki under lignende forhold i Baltimore. Hendes lig blev fundet to dage senere ved flodkanten på et Fort Meade træningsområde. Hun var blevet enten kvalt eller druknet, og havde fået knivstik flere steder på halsen og i ansigtet. Fordi hun blev fundet på et føderalt område, overtog FBI efterforskningen.
Baltimore County Police forestod fortsat eftersøgningen af Søster Cathy. D. 3. januar 1970 blev hendes lig fundet på et afsides område langs Monumental Road. Hun var blevet udsat for vold mod hovedet, der havde forårsaget et kraniebrud, men det var en hjerneblødning der til sidst havde taget livet af hende, som resultat af volden.
Selvom de to unge kvinders mord havde en del ligheder, valgte FBI og Baltimore Police County at konkludere, at de to mord ikke havde relation til hinanden. Begge mord er i dag forsat uopklaret, men takket være to af Cathys tidligere elever, har sagen atter fået opmærksomhed.

Hvorfor skulle Søster Cathy dø? Og hvem slog hende ihjel?
Mange år senere kom det frem, at der i stor grad foregik seksuelle overgreb på Seton Keough High School, og at Søster Cathy muligvis havde forsøgt at stoppe disse. Flere af ofrene står frem i dokumentarserien med deres historier, imens de to tidligere elever, Abbie og Gemma, forsøger at finde frem til sandheden om mordet.

Min bedømmelse

Jeg frygtede til en start at syv afsnit, hver af cirka en times varighed, hurtigt ville blive langtrukkent og kedeligt, men ikke et eneste øjeblik kedede jeg mig. Det er først når dokumentarserien starter, at man bliver klar over at der ikke kun er foregået ét mord, men den tager hurtigt en anden drejning og Joyce Malecki bliver kun nævnt få gange efterfølgende. Som dokumentarserien udvikler sig, går den fra at omhandle de to uopklarede mord, til at omhandle seksuelle overgreb, den katolske kirkes forsøg på at skjule sandheden, og Baltimore County Polices eventuelle samarbejde med ærkebispedømmet – alt sammen med personer, der på den ene elle anden måde er involveret i sagen, med på sidelinjen. Først da jeg var færdig med serien, gik det op for mig, hvor lidt den egentlig havde handlet om selve mordsagen, men mere omstændighederne omkring – for jeg var så opslugt og berørt.

Det er uden tvivl i min stemme, at jeg kan sige at The Keepers er en af de bedste dokumentarserier jeg har set, hvis ikke den bedste. Og jeg vil til enhver tid anbefale at se den.

 Foto: BBC Three

Titel: Mobbeofret der blev morder (Love and Hate Crime: Killing in the Classroom)
Skabt af: Ben Steele, via BBC Three
Sprog: Engelsk, med danske undertekster
Udgivelsesdato: 29. oktober 2019
Kan ses på: DRTV
Genre: Dokumentarserie

Beskrivelse

Abel Cedeno tog en kniv med i skole – og få timer efter dræber han en klassekammerat og sårer en anden. Abel hævder, at drabet skete i selvforsvar, fordi han i årevis er blevet udsat for homofob mobning og chikanerier. Her følger vi Abel og ofrets familie – og advokater på begge sider redegør for, hvordan sagens udfald bør være. Er Abel en morder – eller et offer?

Under en historietime på Urban Assembly School for Wildlife Conservation i Bronx, New York, d. 27. september 2017 trak 18 årige Abel Cedeno en kniv frem og stak to af sine klassekammerater: 15 årige Matthew McCree og 16 årige Ariane LeBoy. Matthew afgik ved døden kort efter, mens Ariane blev alvorligt såret. Da politiet ankom til skolen blev Abel anholdt, og straks efter gik en langvarig efterforskning og forberedelse til retssag i gang.
Selvom der var adskillige vidner ved hændelsen, blev det svært at finde ud af hvad der præcist var sket i klasselokalet, og ikke mindst hvad der var sket forud for mordet. Abel og flere klassekammerater hævdede at han igennem længere tid var blevet mobbet på grund af sin homoseksualitet, andre hævdede at Matthew havde mobbet Abel og var en del af Bronx’ hårde bandemiljø, mens andre hævdede at Matthew var en respektfuld, fornuftig og venlig dreng, der ikke mobbede.

Dette afsnit er 1. episode i 2. sæson af dokumentarserien Love and Hate Crime, og tager udgangspunkt i efterforskningen af sagen, fra forsvar og anklagers synspunkt. Abels forsvarsadvokater, Christopher Lynn og Robert Feldman, der begge er LGBT+-forkæmpere, hoppede straks på sagen, med stor overbevisning om at Abel havde handlet i selvforsvar. Den forklaring købte Matthews familie og deres advokat, Sandy Rubenstein, dog ikke, og forsvarede Matthews uskyld. Chris Vasquez troede heller ikke på at Abel havde handlet i selvforsvar. Han havde tidligere været ansat på skolen og kendte Matthew, og valgte efter opsigelsen af sit job, at gå all in med sin egen efterforskning af sagen, for at bevise at Matthew ikke havde mobbet Abel eller været en del af Bronx’ bandemiljø.
Abel Cedeno blev d. 10. september 2019 idømt 14 års fængsel for manddrab, vold og våbenbesiddelse. Efter retssagen udtalte hans advokater at de planlagde at anke dommen.

Love and Hate Crime er en britisk dokumentarserie fra BBC Three på seks afsnit fordelt på to sæsoner. Dokumentarserien handler om forskellige hadforbrydelser i USA, herunder blandt andet mordene på transkvinden Mercedes Williamson og afroamerikanske James Craig Anderson.
På DRTV kan ses alle afsnit fra sæson 2: Mobbeofret der blev morder, Racemord i paradis og Dødsdømt for æresdrab.

Min bedømmelse

Udover at være en dokumentar om en mordsag, er denne episode i stor grad også en dokumentar om diskrimination og bandemiljø, ligesom den ligeledes oplyser om hvor stor en indflydelse medierne har. Alle sammen vigtige emner, som i den grad er oppe i tiden – og med god grund.

Til tider oplevede jeg at blive afsporet, og der var nogle dele jeg undrede mig over. Jeg vil være ærlig og sige, at jeg nok nærmere føler sådan på grund af de personer der medvirkede, end på grund af måden dokumentaren var lavet på. Den føltes også sært ufærdigt, hvilket jeg mistænker at fordi den hovedsageligt er optaget før sagen kom for retten og udkom allerede måneden efter Abel fik sin dom. Men det afholder mig ikke i at se de resterende episoder der er tilgængelige på DRTV.
Alt i alt, så har den stort potentiale, men min personlige mening er, at den ikke lever op til det. Forventer man en true crime dokumentar, er det ikke denne man skal vælge. Med det siger jeg dog ikke, at man ikke bør se den – for jeg synes den er værd at se. Især på grund af al den had der foregår i samfundet i disse dage. Det må simpelthen stoppe.

 Foto: Netflix

Titel: Extremely Wicked, Shockingly Evil and Vile
Skabt af: Joe Berlinger, m.fl.
Sprog: Engelsk, med danske undertekster som mulighed
Udgivelsesdato: 3. maj 2019 (Netflix), verdenspremiere på Sundance Film Festival 26. januar 2019
Kan ses på: Netflix
Genre: Biografisk drama

Beskrivelse

Den enlige mor Liz falder for Ted Bundy og nægter i årevis at tro på sandheden om hans forbrydelser. Et drama baseret på en virkelig historie.

I 1981 udgav Elizabeth Kloepfer bogen The Phantom Prince: My Life with Ted Bundy, under navnet Elizabeth Kendall. Bogen, der handler om kærligheden og forholdet mellem hende og Ted Bundy, blev udgivet otte år før Ted Bundy blev henrettet for en lang række drab på unge kvinder.
Elizabeth og Ted mødte hinanden i oktober 1969; da var Elizabeth nyskilt og enlig mor til en 2-årig datter (der i bogen bliver kaldt Tina, men i filmen Molly), men det var ikke noget der skræmte Ted. De to forelskede sig hurtigt og heftigt, og planlagde at tilbringe resten af deres liv sammen. Fem år senere begik Ted det første (beviste) mord ud af mindst 30 mord, og han ville snart blive verdenskendt som en af de absolut mest modbydelige seriemordere. Hans ofre var kvinder mellem 12 og 26 år, der alle havde langt, glat hår med midterskilning.

Planen om at filmatisere bogen kom frem i 2017, hvor det også kom frem at Zac Efron fik rollen som Ted Bundy, og senere samme år, at Lily Collins skulle spille Elizabeth, der i filmen blot går under navnet Liz Kendall. Rollelisten byder blandt andet på andre skuespillere som Kaya Scodelario, John Malkovich, Haley Joel Osment og Angela Sarafyan.
Joe Berlinger fik Elizabeth Kloepfers tilladelse til at lave filmen, og inden filmoptagelserne gik i gang mødte Elizabeth og Lily Collins hinanden. Elizabeth ønskede dog ikke at være involveret på nogen måde der viste hende offentligt frem, da hun siden bogudgivelsen egentlig blot har ønsket at leve et så normalt liv som muligt.

Bogen gik ud af tryk i 1988, og det er i dag nærmest umuligt at finde den til under 1000 kr. – i brugt tilstand. Man kan dog finde bogen i piratudgave som PDF-fil, men det tager jeg personligt afstand fra, da jeg ikke går ind for tyveri.
Det var i mange år uvist om Elizabeth ville genudgive bogen, da hun netop havde taget meget afstand fra medierne. Men d. 7. januar 2020 bliver bogen udgivet på ny, med nye tilføjelser i form af blandt andet nye forord, efterskrift, billeder og et kapitel skrevet af Elizabeths datter.

Min bedømmelse

Filmen har mødt blandede anmeldelser. Siden det kom frem at filmen ville blive lavet, havde jeg glædet mig. Jævnligt besøgte jeg IMDB for at se om der ikke snart var noget nyt om filmen, og jublede da jeg læste at den ville komme på Netflix. Men inden da nåede jeg ærlig talt at blive så træt af hele Ted Bundy-ræset, og det endte derfor med at jeg ventede fire måneder, før jeg så filmen.
I 2019 har der været meget fokus på Ted Bundy, da det er 30 år siden at han blev henrettet. Netflix har haft premiere på både denne film, men også dokumentarserien Conversations with a Killer: The Ted Bundy Tapes. Det har været nærmest umuligt at undgå at støde på ham som emne, og jeg har da også selv bidraget med mit indlæg om Ted Bundy.
Det jeg blev mest træt og ked af, var den romantisering der pludselig skete, især på de sociale medier. Man kan ikke fornægte at Ted Bundy formåede at charmere sig ind på mange kvinder, men man skal ej glemme at han også formåede at dræbe mange kvinder.

Jeg havde derfor indstillet mig en anelse kritisk, inden jeg overhovedet havde startet filmen, fordi jeg bare ikke gad endnu en romantisering af Ted Bundy. Men jeg blev glædeligt overrasket. Filmen er ikke en romantisering, og – selvom jeg ved at en del er blevet skuffet over det – er det ikke en film om Ted Bundy og mordene. Naturligvis bliver mordene nævnt, men de er på ingen måde fokuspunktet.
Filmen viser fint hvordan Elizabeth forelskede sig i en mand, som viste sig ikke at være som hun kendte ham. Og han forelskede sig i hende, det er der ingen tvivl om. Den viser hvordan kærligheden ødelagde hende, og hvordan hun kæmpede med sig selv for at komme ovenpå igen.
Fordi filmen ikke handler om Ted Bundy som sådan, vil jeg anbefale at man har noget baggrundsviden om ham, inden man ser den. Og hvis man vil se en film der handler om ham og mordene, er det ikke denne film man skal starte ud med.

Alt i alt, så er det en film jeg mener er anbefalelsesværdig, men ikke en der får mig til at juble helt vildt. Det ville naturligvis også være upassende …
Der er nogle småting, hvor sandheden bliver fordrejet en lille smule – dog skal det nævnes, at der aldrig bliver tilføjet noget der ikke er sket. Lily Collins gør det helt igennem fantastisk, og Zac Efron spiller en overbevisende Bundy. Så har du 108 minutter til rådighed, ville denne film være et god bud at bruge tiden på.

Du kan læse mit indlæg om Ted Bundy her.

Foto: CMD

Titel: Syv dage til døden: En sand beretning om forbrydelse og dødsstraf (Sju dagar kvar att leva: En berättelse om brott och dödsstraff)
Forfatter: Carina Bergfeldt
Forlag: Turbulenz
Sprog: Dansk, oversat fra svensk af Mette Egerod
Udgivelsesdato: maj 2015, dansk udgave i januar 2016

Bagsidetekst

Da den svenske journalist Carina Bergfeldt i sommeren 2013 møder amerikaneren Vaughn Ross, har han en uge tilbage at leve i. Han er dømt til døden i Texas, den amerikanske delstat, der henretter flest fanger. I mere end ti år har han ventet på at dø som straf for de to mord, han blev dømt for i 2002.

Mødet bliver startskuddet til en uge i Texas, hvor forfatteren interviewer mennesker, der har dødsstraf tæt inde på livet: Præsten, der har hørt de sidste bekendelser fra 150 dødsdømte. Fængselsdirektøren, der har ført 88 mænd og én kvinde ned af dødsgangen. Kvinden, der er forelsket i en morder. Familien, som vil have hævn. Og politibetjenten, der har afgivet et løfte, der først indfries, når dødsdommen eksekveres.

Men det hele begynder og slutter med manden, der har syv dage til døden.

I slutningen af januar 2001 blev 53-årige Douglas Birdsall og 18-årige Viola McVade fundet dræbt i en bil i Texas, USA. Vaughn Ross, der var kærester med Violas søster, blev senere fundet skyldig og idømt dødsstraf for mordene.
Sagen om Vaughn Ross fik meget opmærksomhed i Sverige, da han i ugen op til henrettelsen blev interviewet af journalist Carina Bergfeldt, som en del af en artikelserien En vecka med döden om dødsstraf i avisen Aftonbladet. Netop dette var også hvad der førte til bogen.

Men bogen handler ikke kun om Vaughn Ross. Faktisk handler den ikke særlig meget om ham, men mere om dødsstraf, om systemet og personerne der vedrører. Om manden der blev idømt dødsstraf og næsten henrettet for et mord han senere blev frikendt for, efter at have siddet bag tremmer i over 18 år. Om pårørende til både dødsdømte og ofre af dødsdømte. Om de personer der har været en del af systemet, og har arbejdet med henrettelser og dødsdømte. Bogen ser derfor sagen – dødsstaf – fra faktisk alle synspunkter.
Udover de involverede personer, tager forfatteren også fat i selve dødsstraffen, og giver et indblik i hvordan henrettelser foregår og systemet omkring dødsstraf. Og belyser også ret godt, hvem der bliver idømt dødsstraf – for selvom domstolen burde være retfærdig, er den det ikke altid. Især den amerikanske har tendenser til at være racistisk.

Carina Bergfeldt, født 1980, er svensk journalist, der arbejder som USA korrespondent for SVT. Tidligere har hun været journalist hos Aftonbladet. I 2012 vandt hun en pris for sin reportage Dagen vi aldrig glömmer, omhandlende massakren på Utøya, 22. juli 2011. Carina har vundet flere priser, og også været nomineret til en del, herunder blandt andre Schibsted Journalism Awards for artikelserien som bogen er udsprunget af, En vecka med döden. Hun har desuden skrevet to krimier: Fadermord, 2012 og Fotografiet, 2015.

Udvalgt citat

”Der er ingen ende på Anthony Graves’ ^{[manden der var idømt dødsstraf og sad fængslet i over 18 år for et mord han ikke begik]} historier. Han fortæller om en fange, der ikke havde forstået, at han skulle dø, men gang på gang spurgte de andre indsatte, hvad de syntes, han skulle tage på til begravelsen, ganske enkelt uden at fatte, at det var ham selv, der skulle i kisten. Han fortæller om en anden fange, som satte sig midt på gulvet og langsomt rev sit lagen i strimler, viklede det om kroppen og stak ild til sig selv. Og om fangen med diagnosticeret skizofreni, der en dag pressede sit ene øje ud med hånden, stoppede det i munden og spiste det. Han fortæller om fangen, der aldrig måtte komme i nærheden af et barberblad, for aldrig så snart han gjorde det, før han skar et eller andet af kroppen. Hvad som helst, bare et eller andet, han kunne komme til at skære af. Mænd og minder, der bliver hos Anthony Graves, længe efter at han har lagt medfangerne og fængslet bag sig.
»Isolation giver en lyst til at dø,« siger han roligt.
»Nogle af fyrene derinde trak deres appel tilbage. De nåede til et punkt, hvor de hellere ville dø end at leve videre i Polunsky.« ^{s. 76}

Min bedømmelse

Jeg overvejede i nogen tid, om bogen overhovedet hørte til på Mennesker der dræber. For selvom bogen udspringer af Vaughn Ross og hans henrettelse, handler den jo om så meget mere end det. Faktisk handler den meget mere om andet, end et menneske der dræber. Alligevel føler jeg at bogen hører til herinde, og hvorfor kan jeg ærlig talt ikke helt forklare. Jeg kan bare sige, at det muligvis er en af de bedste bøger indenfor denne genre, jeg har læst.

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg er helt og aldeles imod dødsstraf. Intet kan i mine øjne retfærdiggøre mord – heller ikke, når det er staten der udfører det. Jeg har altid været imod dødsstraf, og jeg kan komme med mange grunde til, hvorfor det burde afskaffes. Ikke kun grunde der har grobund i følelser, men også i tal og statistikker.
Min fornemmelse siger mig, at forfatteren også er imod dødsstraf, men det er sådan set irrelevant. Bogen er på ingen måde politisk eller en debat, men angiver facts der viser, hvor forkert dødsstraf er på så mange punkter. Ikke nok med at henrettelse er mord, så er det ikke usædvanligt at uskyldige bliver idømt dødsstraf, og heraf er der desværre også en del der bliver henrettet. Nu skal jeg ikke røbe for meget, men det er bare noget af det, som bogen også belyser.

På trods af det lidt tunge emne, er bogen let og yderst velskrevet. Den sætter tankerne i gang, og til tider også tårekanalerne – i hvert fald hvis man, som jeg, har let til tårer.
Som det nok kan fornemmes allerede, så kan jeg i den grad anbefale denne bog.

Jeg faldt tilfældigt over den, en dag jeg gik rundt i Bog & idé. Jeg foretrækker til enhver tid fysiske bøger, men det er desværre ikke lykkedes mig at finde ud af, hvor man kan købe den udgave på internettet. Dog har både Bog & idé, Saxo og Arnold Busck den som E-bog. Men det kan være at du kan være heldig som jeg, at finde den fysiske udgave i en af deres butikker.

Foto: FOX

Titel: Mordkulten Manson Indefra: De glemte bånd (Inside the Manson Cult: The Lost Tapes)
Skabt af: Hugh Ballantyne, Robert Hendrickson, Simon Andreae, m.fl.
Sprog: Engelsk, med danske undertekster
Udgivelsesdato: 17. september 2018
Kan ses på: dr.dk/tv
Genre: Dokumentar

Beskrivelse

Selvom Charles Manson var mistænkt for op mod 35 drab, blev han først dømt, da medlemmer af hans kult, ‘Familien’ brutalt myrdede syv mennesker, heriblandt filmstjernen Sharon Tate. 50 år efter ugerningen er der dukket 100 timers optagelser op, meget af det ukendt. En ung Robert Hendrickson fik i to år fuld adgang til at filme sekten, og de gamle optagelser giver sammen med nye interview med nøglepersoner et rystende indblik i, hvordan det lykkedes Manson at forvandle en gruppe almindelige unge til massemordere – og hvor langt de var parat til at gå for at glæde ham!

___________________________________________________________________________________________________________________ 

 Da hippie-tiden i slutningen af 1960’erne var på sit højeste, formåede Charles Manson at samle en gruppe unge mennesker i det sydlige Californien, og danne det der ville blive kendt som kulten Manson-familien, også kaldt Familien. Han vandt dem over med blandt andet sin charme og stoffer, og fik gjort medlemmerne ekstremt loyale og lydhør overfor ham. Selvom kulten fokuserede på fred og kærlighed, endte det alligevel med drab.
D. 27. juli 1969 dræbte medlemmerne Bobby Beausoleol, Mary Brunner og Susan Atkins Gary Allen Hinman, efter at have holdt ham fanget i to dage. Natten til d. 9. august blev Sharon Tate, Jay Sebring, Abigail Folger, Voytek Frykowski og Steven Parent dræbt af medlemmerne Susan Atkins, Linda Kasabian, Patricia Krenwinkel og Tex Watson. Dagen efter dræbte medlemmerne Leslie Van Houten og Steve Grogan, samt de fire medlemmer fra mordet dagen før, Leon og Rosemary LaBianca. Alle mordene blev begået på ordre fra Charles Manson.

Kort efter at Charles Manson og fire af medlemmerne var blevet sigtet for mordene, fik Robert Hendrickson og hans filmhold lov til at komme indenfor i kulten i to år. Det førte til over 100 timers filmoptagelser, der blandt andet indeholder interviews med nogle af kultmedlemmerne, samt interviews med Paul Watkins, der kort forinden havde forladt kulten. Nogle af optagelserne blev brugt i en dokumentarfilm der udkom i 1973. Denne dokumentarfilm blev dog forbudt, efter at et af medlemmerne, kaldt Squeaky, i 1975 forsøgte at dræbe daværende præsident Gerald Ford. Størstedelen af optagelserne var aldrig set før, og blev først fundet da Robert Hendrickson døde i 2016.
Fundet resulterede i denne dokumentarfilm, der udover de gamle optagelser, også indeholder interviews med tidligere kultmedlemmer Catherine ”Gypsy” Share og Dianne ”Snake” Lake, samt andre involveret i sagen.
Optagelserne giver et fint billede af hvordan og hvorfor det lykkedes Charles Manson at få andre til at begå mord for ham. Medlemmerne troede inderligt og oprigtigt på ham, på hans ord. Og de var forblændet af ham.
Denne version er en sammenklippet version på 1 time og 30 minutter, ud af en ellers to timers lang dokumentarfilm.

Min bedømmelse

I modsætning til så mange andre dokumentarfilm og bøger om Manson-familien, fokuserer denne ikke særlig meget på selve Charles Manson. I stedet lærer man mere om medlemmerne, om livet i kulten, og om hvordan og hvorfor Charles formåede at vinde medlemmernes tillid og kærlighed. Det er noget jeg personligt godt kan lide.
Noget jeg dog bliver en smule træt af i længden, er al den snak om Sharon Tate. Jovist, hun var en smuk skuespillerinde, gift med en af de helt store navne indenfor filmverdenen, Roman Polanski, men hun var ikke det eneste offer. Et drabsoffer er et offer, ligegyldigt hvilken baggrund og karriere ofret har. De er alle lige. Men det er ikke kun denne dokumentarfilm der begår denne ”fejl”, det er desværre ret generelt.

Set bort fra det, så synes jeg det er en meget spændende dokumentarfilm. Jeg kan ikke benægte at jeg elsker originale kilder, så at se filmoptagelserne får mit true crime-hjerte til at banke. Lidt ligesom når jeg finder originale FBI dokumenter eller journaler …
Manson-familien er på min liste over sager jeg ønsker at skrive om, men jeg har endnu ikke formået at finde et sted at presse den ind, især fordi den er så omfattende. Denne dokumentar har dog kun givet mig mere lyst til at dykke ned i sagen. Ikke fordi jeg føler, at jeg mangler svar, men simpelthen fordi det bare er en spændende sag.

Så, alt i alt, jeg synes helt klart at det er en dokumentarfilm der er værd at se.
Jeg så den på dr.dk/tv, hvor den kan findes her, og her kan den indtil videre ses indtil d. 9. oktober 2020.