Elisabeth Wæver

Da Elisabeth Wæver igen oplevede at blive afvist af en mand hun elskede, valgte hun d. 27. august 1995 at flyve til Bornholm for at tage livet af hans kone og deres to sønner på 4 og 7 år.

Elisabeth Wæver blev født d. 20. august 1954 i Haderslev. Hun voksede op i trygge rammer i en fireetagers patriciervilla, med to søskende, Kirsten og Svend, hvor Elisabeth var den mellemste og blev kaldt for Lis. Deres far, Poul W. Wæver, ejede byens Ford-forhandler, mens deres mor, Kamma, tog sig af børnene og hjemmet.

Elisabeth gik på den kommunale Louise Skole, indtil hun i 1968 blev optaget på Haderslev Katedralskoles realafdeling, hvor målet var at komme i gymnasiet. Hun havde svært ved at klare sig fagligt, men blev alligevel erklæret egnet til at begynde på Haderslev Katedralskole i 1971. Gamle klassekammerater har senere udtalt til BT, at Elisabeth var ”forsigtig ud over alle grænser – nærmest sky – og talte med en næsten hviskende stemme”, men dog alligevel en meget almindelig pige.
I gymnasiet sang Elisabeth i kor, og passede ellers sin skolegang. Som mange andre unge piger oplevede hun også at blive forelsket, men da hun blev afvist af fyren, havde hun svært ved at håndtere det, og reagerede ved at foretage adskillige desperate telefonopkald til fyren. Hun afsluttede alligevel tre års studier på Haderslev Katedralskole med en fin eksamen.

I sin fritid spillede hun tennis og dyrkede klassisk musik – interesser, som hun havde arvet fra forældrene. Hun drømte om en plads på konservatoriet som fløjtespiller, men valgte i stedet medicinstudiet så hun kunne blive børnekirug. Under medicinstudiet boede hun i Aarhus, men da hun blev færdig i 1984 flyttede hun tilbage til sin hjemegn, hvor hun fik turnusstilling på sygehusene i Aabenraa og Haderslev. Allerede året efter fik hun et job på Rigshospitalets børnekirugiske afdeling, hvor patienterne elskede hende. Elisabeth var uden tvivl fagligt dygtig og god til sit job.

Da videreuddannelsen som børnekirug ikke fandtes i Danmark, valgte Elisabeth at dygtiggøre sin karriere i både England, Sverige og Schweiz. Samtidig var hun i sin fritid koordinator for private studiemøder i København, med spisning og undervisning fra indbudte overlæger.

Alt syntes perfekt for Elisabeth, men hvad ingen tænkte nærmere over, var at Elisabeth drømte om at møde en mand, forelske sig, blive gift og stifte familie. I slutningen af 1980’erne mødte Elisabeth en jævnaldrende narkoselæge, som hun forelskede sig i. Følelserne var ikke gengældt, og igen reagerede Elisabeth ved at foretage desperate telefonopkald. Til sidst blev det for meget for narkoselægen, og han endte med at kontakte politiet.

Elisabeth og Bent

Elisabeth vikarierede på en række forskellige sygehuse i Københavnsområdet samt Bornholm, og da hun i 1994 vikarierede på Bornholms Centralsygehus i Rønne mødte hun Bent Brandt Hansen. Hun var næsten færdiguddannet som speciallæge, og boede på et vagtværelse tilknyttet til sygehuset, når hun var på Bornholm. Bent var far til to drenge, og gift med Birgit, der også arbejdede på sygehuset. De to havde kendt hinanden i 22 år, og været gift siden 1989. Der gik ikke længe før rygterne startede angående Elisabeth og Bents affære. I et år havde de et seksuelt forhold, men Elisabeth ville have mere end det og begyndte at sætte krav; til sidst krævede hun at Bent skulle forlade sin familie til fordel for hende. I løbet af sommeren 1995 forsøgte Bent flere gange at ende forholdet mellem dem, men blev ved med at udskyde det endelige brud. D. 27. august 1995 skulle Bent til et kursus i København, og han valgte at nu skulle det endelige brud ske. Sammen gik Bent og Elisabeth en tur ned af kajen på Langelinie om eftermiddagen, og det var her han fortalte hende at han ikke ville forlade sin familie, og at det skulle være slut mellem ham og Elisabeth. Samme aften fløj Elisabeth fra København til Rønne, under falsk navn.

Da Elisabeth landede i Rønne tog hun direkte ud til Bents hus på Helsevej 10. Klokken var omkring 21³⁰, og hjemme var Bents kone, Birgit Holm Hansen, og deres to sønner, 4-årige Henrik Brandt Hansen og 7-årige Søren Brandt Hansen. Hvad der præcist skete ved kun Elisabeth, men politiet ankom senere til et hus i flammer, da en forbipasserende havde tilkaldt politi og brandvæsen.

Indenfor fandt brandfolkene Birgit siddende i en lænestol, brændt til ukendelighed, og 4-årige Henrik i sin tremmeseng. Udenfor lå 7-årige Søren på græsset, forbrændt på 70% af kroppen men stadig i live. Han blev spurgt om hvem der havde været i huset, hvortil han svarede: ”Mor, min lillebror og damen, der stak ild på”. Han nåede også at tilføje, at han havde måtte bruge alle sine kræfter på at komme ud af huset. Det viste sig at Elisabeth havde forladt huset, efter hun havde påsat ild forskellige steder i hjemmet, og derefter var gået over en stubmark ned til vandet, hvor hun havde taget en dukkert. Derefter havde hun ringet til sin arbejdsplads på Herlev Sygehus, sagt at hun ville blive forsinket, og derefter taget til lufthavnen for at tage morgenflyet d. 28. august 1995 tilbage til København. Her tog hun direkte på arbejde, men efter et par timer tog hun hjem igen, vaskede sit tøj og gik så til frisøren for at få klippet de svedne hårspidser af. Kort efter bankede politiet på hendes dør.

Elisabeth nægtede sig skyldig og ville ikke udtale sig til politiet. Under en ransagning af hendes lejlighed fandt politiet bl.a. en huskeseddel, hvorpå der stod: ”elastik, kanyle, piller i pulver opløst i vand, handsker, barberblade, sprøjte, T-shirt, mv”, samt flybilletter med falsk navn. Elisabeth blev anholdt, og dagen efter blev hun, skjult under tæppe og politijakke, ført til grundlovsforhør i retsbygningen på Store Torv i Rønne. Allerede der begyndte gætterier og rygter om, hvem brandstifteren og morderen var. Da Elisabeths navn blev nævnt iblandt rygterne, var mange i chok.

De næste uger gik med intensiv efterforskning, mens den 7-årige søn Søren lå bevidstløs i respirator på Hvidovre Sygehus. Han havde fået amputeret det ene ben samt det meste af den anden fod. Obduktion viste at Birgit allerede var død da branden bredte sig, da hun havde ingen spor af sod i lungerne, men i stedet var der spor af en dødelig dosis morfin i hendes krop. 4-årige Henrik var død af kulilteforgiftning i sin tremmeseng.

I september 1995 blev Birgit Holm Hansen, Henrik Brand Hansen og Søren Brand Hansen begravet sammen på kirkegården ved Sankt Bodil Kirke på Bornholm.

Retssagen og fængsling

D. 21. oktober 1996 begyndte retssagen mod Elisabeth Wæver, og hendes navn blev offentliggjort. Mange lokale bornholmere og pressefolk stod klar ved Tinghuset for at overvære retssagen, men pladsmangel gjorde at en del måtte gå derfra skuffet. Inde i salen sad 12 bornholmske nævninge, tre juridiske dommere fra København, forsvarsadvokat Thomas Rørdam, statsadvokat Birgitte Vestberg, Elisabeth Wæver og 45 tilskuere.

Under retssagen blev det fastslået at Elisabeth havde en ren straffeattest, at hun var velbegavet, selvsikker og ambitiøs – men mentalerklæringen afslørede at hun havde en mindre psykotisk afvigelse i form af egoisme, og der blev tegnet et billede af en forkælet kvinde der havde tendens til at reagere og handle teatralsk, når noget gik imod hendes forventninger og forhåbninger. De to sager, hvor Elisabeth havde kørt ”telefonterror” mod mænd der havde afvist hende, blev også fremhævet i retten. Søren havde afgivet to vidneudsagn, der kom til at have stor betydning i sagen. Han havde fortalt at han var vågnet, da Elisabeth var i gang med at tænde ild, og da han forsøgte at komme ud, havde hun holdt hoveddøren lukket udefra. Da ilden var begyndt at tage fat, var hun løbet, og dermed kunne Søren komme ud. Elisabeth selv udtalte at det var en trist ulykke, som hun havde forsøgt at hjælpe familien ud af. Ingen tekniske beviser har kunne dokumentere hvad der præcist er sket i huset den aften, men det vides med sikkerhed, at ilden blev antændt tre forskellige steder i huset, og at den udviklede sig hurtigt og eksplosivt.

Retssagen tog tre dage. Elisabeth blev kendt skyldig, og blev idømt fængsel på livstid. Hun blev dermed den første kvinde efter 2. verdenskrig til at blive idømt fængsel på livstid. Inden nævningetinget skulle fastsætte dommen, ytrede statsadvokat Birgitte Vestberg sin mening: ”Et gammelt ord siger, at dén, der brænder, skal selv brændes. Sådan er det heldigvis ikke mere, men det er den groveste forbrydelse, jeg har oplevet. Tredobbelt drab ved indebrænding. To af ofrene var børn på fire og syv år. Det overgås kun af indebrænding af fire eller fem. Derfor bør Elisabeth Wæver straffes med fængsel på livstid”.

Efter dommen appellerede hun sin livstidsdom til Højesteret, men det kom der ikke noget ud af.

De første år af dommen afsonede hun på Anstalten ved Herstedvester, men blev overført til kvindeafdelingen i Statsfængslet Østjylland, da det åbnede kort før nytår 2006. 
D. 8. juni 2003 blev Elisabeth gift med Peter Jensen. De to mødte hinanden i Anstalten ved Herstedvester, hvor Peter afsonede sin straf på 8 års fængsel, efter at have udført vold med døden til følge.

I 1996 tæskede han sin 3-årige stedsøn så voldsomt med knytnæveslag, at drengen fik kraniebrud der medførte skader på hjernen. Det viste sig at Peter i månedsvis forinden havde mishandlet drengen grusomt med psykisk og fysisk tortur, blandt andet ved jævnligt at tæske ham med en lineal af stål. Andre gange blev drengen tvunget til at stå med en spand over hovedet med armene igennem spandens hanke, eller blev kommanderet ud i familiens garage, hvor han blev beordret til at stå med en sæk over hovedet i flere timer. Da Peter blev anholdt og fængslet, var han allerede kendt som tidligere medlem af en rockergruppe i Korsør, og han var kendt for at have et ganske antændeligt temperament. 
Peter blev prøveløsladt i 2002, efter at have afsonet i kun 6 år, hvor han flyttede ind i Elisabeths lejlighed på Frederiksberg. Elisabeth forsøgte, i samarbejde med sin advokat Bjørn Elmquist, at få sin sag genoptaget ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, men blev afvist i april 2003.

I slutningen af 2007 havde Elisabeth afsonet 13 år i arresthuse og lukkede fængslet, og tog nu hul på et udslusningsforløb. Hun blev overført til det åbne fængsel, Statsfængslet Møgelkær. Allerede året inden havde hun holdt weekend-udgang uden opsyn, hvor hun havde tilbragt tiden i sin lejlighed på Frederiksberg med Peter. Elisabeth skiftede navn, og i 2010 kom det frem at hun var blevet prøveløsladt, og boede i et lejet hos sammen med Peter i Sønderjylland.

Medier

D. 1. april 2001 blev 13. afsnit af Rejseholdet sendt på DR1. Familiemedlemmer til Elisabeth havde forinden kontaktet Danmarks Radio, da de havde set en foromtale om afsnittet på tekst-tv, og ville sikre sig at sagen ikke blev misbrugt. Familien blev forsikret om at afsnittet kun havde ladet sig inspirere af sagen, men egentlig ikke havde noget med selve sagen at gøre. Efter at afsnittet blev sendt, mente Elisabeths advokat, Bjørn Elmquist, ikke at Danmarks Radio havde levet op til deres løfte, og at det på uheldigvis blandede fiktion med virkelighed. Sagen blev dog afvist af Pressenævnet, blandt andet fordi tv-afsnittet ikke foregik på Bornholm.

D. 18. februar 2010 sendte TV2 tredje afsnit af dramadokumentarserien De 7 drab. Afsnittet stillede spørgsmålstegn ved, om det virkelig var Elisabeth der stod bag branden og drabene – blandt andet fordi hun ikke har den ”typiske” morder-profil.

Kilder

– Drabssager i Danmark

– ALT for damerne

– Ekstra Bladet I
Ekstra Bladet II

– BT

– Fyens Stiftstidende