D. 2. februar 1996 skød og dræbte 14-årige Barry Loukaitis to klassekammerater og sin algebralærer, og sårede yderligere en klassekammerat, på Frontier Junior High School. Kort forinden var hans forældre blevet skilt, hvilket havde efterladt hans mor selvmordtruet – men hun var ikke den eneste i familien, der led med psykiske problemer.
(mere…)
Mellem 1978 og 1990 dræbte Andrei Tjikatilo mindst 53 personer. Ofrene, der var af begge køn, var mellem 7 og 45 år, og mordene blev begået rundt omkring i Sovjetunionen.
Andrei, der havde både børn og kone, samt en fortid som lærer, blev henrettet i 1994.
Foto: CMDTitel: A Mother’s Reckoning: Living in the aftermath of the Columbine Tragedy
Forfatter: Sue Klebold
Sprog: Engelsk
Udgivelsesdato: 15. februar 2016
Link: http://amothersreckoning.com/
On April 20, 1999, Eric Harris and Dylan Klebold walked into Columbine High School and killed twelve students and a teacher, and wounded twenty-four others before taking their own lives.
In A Mother’s Reckoning, Sue Klebold recounts with unflinching honesty her journey as a mother trying to come to terms with the indescribable grief and tragedy of that day, offering hard-won wisdom and compassion.
_______________________________________________________________________________________________
Sue Klebold er mor til Dylan Klebold, der i 1999 begik Columbine-massakren med Eric Harris. Drengene var kun 17 og 18 år gamle, og blev desværre aldrig ældre. De valgte at slutte massakren af med at begå selvmord i skolens bibliotek, hvor de havde dræbt størstedelen af ofrene.
Bogen handler som sådan ikke om massakren. Faktisk bliver den ikke beskrevet med særligt mange ord. Bogen handler i stedet om, hvordan en uskyldig dreng, med en helt almindelige opvækst og familie, kan vokse op til at blive massemorder, og hvordan det er at stå tilbage som mor til en massemorder. En massemorder der vel og mærke ikke kan svare på spørgsmål, fordi denne har begået selvmord. Og hvordan det er at være i totalt sorg over at have mistet sin søn – mens han samtidig har været skyld i at mange andre forældre også står i sorg over at have mistet deres børn.
Sue Klebold forsøger på ingen måde at helliggøre sig selv i sin bog. Hun forsøger heller ikke at undskylde hvad hendes søn har gjort. For hun står ved at Dylan dræbte uskyldige børn, og hun står ved at hende og hendes mand ikke var perfekte. Det er ingen forældre. I stedet forklarer hun på ganske fin vis, at det er nærmest umuligt at reagere på noget, man ikke ved hvordan ser ud. For hende og hendes mand vidste godt at Dylan havde problemer, men de troede på at det nok skulle gå, at de havde styr på problemerne.
Til en start var de også overbevidste om at Dylan var blevet lokket eller tvunget til at begå massakren af Eric Harris, men da de så de berygtede The Basement Tapes, som er en række videooptagelser lavet af Eric Harris og Dylan Klebold, hvorpå de blandt andet snakker om planerne for massakren og deres årsager, måtte de erkende at deres søn havde deltaget frivilligt. Båndene, som er navngivet The Basement Tapes fordi de er optaget i Erics kælder, er aldrig blevet offentliggjort for offentligheden, men forældrene og en lille gruppe af journalister, har fået lov at se dem. Ifølge Jefferson County blev båndene destrueret i 2011, og er overraskende nok aldrig blevet lækket. Dog er alt hvad der findes på båndene blevet skrevet ned i detaljer.
Men nok om båndene, og tilbage til bogen. Det er vigtigt for mig at slå fast, at Sue altså ikke forsøger at undskylde sin søns handlinger eller forsvare hvad han gjorde. Hun forsøger heller ikke at give andre skylden. Bogen kan desværre heller ikke give et svar på hvorfor Dylan – eller andre skoleskydere, for den sags skyld – begik massakren. For selvom Dylan til dels har forklaret i både sine dagbøger og på båndene, så kan det ikke siges med sikkerhed.
Men én ting Sue i sin bog slår fast, er at psykiske problemer uden tvivl har sin del i det. Både Dylan og Eric havde psykiske problemer – dog af forskellige former – og ingen af dem formåede at få den rette hjælp. Det ses ofte hos massemordere, og derfor har Sue også valgt at overskuddet fra bogen skal gå til forskning og til velgørende organisationer med fokus på psykiske problemer.
I november 2016 deltog Sue Klebold i TEDMED, hvor hun med i sin TED Talk ønskede at dele ud af sin erfaring af hvad det vil sige, at være mor til en massemorder. Hun fortæller at hun har forsøgt at finde frem til hvor hun fejlede i sin opdragelse af Dylan, og at hun forsøger at forstå hvordan Dylans selvmordstanker endte med mord. Hun nævner desuden også ganske hurtigt, hvor absurd nemt det er at få fat på våben – både lovligt og ulovligt – og at det stadig er et problem. Hun fortæller også at hun to år efter massakren fik konstateret brystkræft, og hvordan hun senere fik problemer med psyken og led med panikanfald. Hendes TED Talk kan ses her.
When Dylan was about nine years old, I contracted a nasty eye infection that persisted despite several trips to the doctor. Dylan had been concerned, checking my eyes often to see if they had improved. He was always a physically affectionate child, and I can still summon the sense memory of his hand on my shoulder as he peered anxiously into my eyes. While I was still healing, I discovered a tiny winged horse made of folded paper carefully placed on my desk, along with a note in his childish handwriting. The note said, “I hope my get well Pegasus makes you well. I made him especially for you. Love, Dylan.”
How could I reconcile the cherub with the halo of golden hair who used to giggle while smashing kisses into my face, and the man – that killer – on screen? How could the person who had made me this get-well Pegasus possibly be the same person I’d seen on that tape? I needed to synthesize my own experience of mothering that boy while acknowledging the person he’d become at the end of his life. s. 146.
Det er to år siden at jeg læste bogen første gang. Siden har jeg tænkt på den ofte, og det er også derfor jeg gerne vil lave denne anmeldelse. For jeg synes at den fortjener at blive læst. Ikke kun af folk der interesserer sig for true crime og Columbine-massakren, for det er jo egentlig slet ikke det den handler om. Den bør også læses af forældre, og ja, alle der egentlig har med børn og unge at gøre. Det er så vigtigt at tage mentalt helbred seriøst – ikke kun for at vi, muligvis, kan forsøge at undgå skoleskyderier, men også fordi det generelt bare er et alt for stort problem, at alt for mange børn og unge mennesker render rundt og har det dårligt psykisk. Ikke kun i USA, men over alt i verden.
Udover at være yderst relevant, er det også bare en rigtig god bog. Den er velskrevet, ret nem at gå til, den er fangende og ekstremt rørende. Så ha’ lommetørklædet klar.
Alt i alt, så er det en bog jeg uden tvivl, helt klart, kan anbefale enhver at læse.
Bogen kan bl.a. købes her, hvor jeg også selv købte den.