Syv dage til døden

Foto: CMD

Titel: Syv dage til døden: En sand beretning om forbrydelse og dødsstraf (Sju dagar kvar att leva: En berättelse om brott och dödsstraff)
Forfatter: Carina Bergfeldt
Forlag: Turbulenz
Sprog: Dansk, oversat fra svensk af Mette Egerod
Udgivelsesdato: maj 2015, dansk udgave i januar 2016

Bagsidetekst

Da den svenske journalist Carina Bergfeldt i sommeren 2013 møder amerikaneren Vaughn Ross, har han en uge tilbage at leve i. Han er dømt til døden i Texas, den amerikanske delstat, der henretter flest fanger. I mere end ti år har han ventet på at dø som straf for de to mord, han blev dømt for i 2002.

Mødet bliver startskuddet til en uge i Texas, hvor forfatteren interviewer mennesker, der har dødsstraf tæt inde på livet: Præsten, der har hørt de sidste bekendelser fra 150 dødsdømte. Fængselsdirektøren, der har ført 88 mænd og én kvinde ned af dødsgangen. Kvinden, der er forelsket i en morder. Familien, som vil have hævn. Og politibetjenten, der har afgivet et løfte, der først indfries, når dødsdommen eksekveres.

Men det hele begynder og slutter med manden, der har syv dage til døden.


I slutningen af januar 2001 blev 53-årige Douglas Birdsall og 18-årige Viola McVade fundet dræbt i en bil i Texas, USA. Vaughn Ross, der var kærester med Violas søster, blev senere fundet skyldig og idømt dødsstraf for mordene.
Sagen om Vaughn Ross fik meget opmærksomhed i Sverige, da han i ugen op til henrettelsen blev interviewet af journalist Carina Bergfeldt, som en del af en artikelserien En vecka med döden om dødsstraf i avisen Aftonbladet. Netop dette var også hvad der førte til bogen.

Men bogen handler ikke kun om Vaughn Ross. Faktisk handler den ikke særlig meget om ham, men mere om dødsstraf, om systemet og personerne der vedrører. Om manden der blev idømt dødsstraf og næsten henrettet for et mord han senere blev frikendt for, efter at have siddet bag tremmer i over 18 år. Om pårørende til både dødsdømte og ofre af dødsdømte. Om de personer der har været en del af systemet, og har arbejdet med henrettelser og dødsdømte. Bogen ser derfor sagen – dødsstaf – fra faktisk alle synspunkter.
Udover de involverede personer, tager forfatteren også fat i selve dødsstraffen, og giver et indblik i hvordan henrettelser foregår og systemet omkring dødsstraf. Og belyser også ret godt, hvem der bliver idømt dødsstraf – for selvom domstolen burde være retfærdig, er den det ikke altid. Især den amerikanske har tendenser til at være racistisk.

Carina Bergfeldt, født 1980, er svensk journalist, der arbejder som USA korrespondent for SVT. Tidligere har hun været journalist hos Aftonbladet. I 2012 vandt hun en pris for sin reportage Dagen vi aldrig glömmer, omhandlende massakren på Utøya, 22. juli 2011. Carina har vundet flere priser, og også været nomineret til en del, herunder blandt andre Schibsted Journalism Awards for artikelserien som bogen er udsprunget af, En vecka med döden. Hun har desuden skrevet to krimier: Fadermord, 2012 og Fotografiet, 2015.

Udvalgt citat

Der er ingen ende på Anthony Graves’ [manden der var idømt dødsstraf og sad fængslet i over 18 år for et mord han ikke begik] historier. Han fortæller om en fange, der ikke havde forstået, at han skulle dø, men gang på gang spurgte de andre indsatte, hvad de syntes, han skulle tage på til begravelsen, ganske enkelt uden at fatte, at det var ham selv, der skulle i kisten. Han fortæller om en anden fange, som satte sig midt på gulvet og langsomt rev sit lagen i strimler, viklede det om kroppen og stak ild til sig selv. Og om fangen med diagnosticeret skizofreni, der en dag pressede sit ene øje ud med hånden, stoppede det i munden og spiste det. Han fortæller om fangen, der aldrig måtte komme i nærheden af et barberblad, for aldrig så snart han gjorde det, før han skar et eller andet af kroppen. Hvad som helst, bare et eller andet, han kunne komme til at skære af. Mænd og minder, der bliver hos Anthony Graves, længe efter at han har lagt medfangerne og fængslet bag sig.
»Isolation giver en lyst til at dø,« siger han roligt.
»Nogle af fyrene derinde trak deres appel tilbage. De nåede til et punkt, hvor de hellere ville dø end at leve videre i Polunsky.« s. 76

Min bedømmelse

Jeg overvejede i nogen tid, om bogen overhovedet hørte til på Mennesker der dræber. For selvom bogen udspringer af Vaughn Ross og hans henrettelse, handler den jo om så meget mere end det. Faktisk handler den meget mere om andet, end et menneske der dræber. Alligevel føler jeg at bogen hører til herinde, og hvorfor kan jeg ærlig talt ikke helt forklare. Jeg kan bare sige, at det muligvis er en af de bedste bøger indenfor denne genre, jeg har læst.

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg er helt og aldeles imod dødsstraf. Intet kan i mine øjne retfærdiggøre mord – heller ikke, når det er staten der udfører det. Jeg har altid været imod dødsstraf, og jeg kan komme med mange grunde til, hvorfor det burde afskaffes. Ikke kun grunde der har grobund i følelser, men også i tal og statistikker.
Min fornemmelse siger mig, at forfatteren også er imod dødsstraf, men det er sådan set irrelevant. Bogen er på ingen måde politisk eller en debat, men angiver facts der viser, hvor forkert dødsstraf er på så mange punkter. Ikke nok med at henrettelse er mord, så er det ikke usædvanligt at uskyldige bliver idømt dødsstraf, og heraf er der desværre også en del der bliver henrettet. Nu skal jeg ikke røbe for meget, men det er bare noget af det, som bogen også belyser.

På trods af det lidt tunge emne, er bogen let og yderst velskrevet. Den sætter tankerne i gang, og til tider også tårekanalerne – i hvert fald hvis man, som jeg, har let til tårer.
Som det nok kan fornemmes allerede, så kan jeg i den grad anbefale denne bog.

Jeg faldt tilfældigt over den, en dag jeg gik rundt i Bog & idé. Jeg foretrækker til enhver tid fysiske bøger, men det er desværre ikke lykkedes mig at finde ud af, hvor man kan købe den udgave på internettet. Dog har både Bog & idé, Saxo og Arnold Busck den som E-bog. Men det kan være at du kan være heldig som jeg, at finde den fysiske udgave i en af deres butikker.

Drengen i kassen

I februar 1957 blev liget af en lille dreng fundet i en papkasse i en skov i Philadelphia, USA. På trods af stor optimisme hos efterforskerne i starten, samt massevis af teorier, herunder om en plejefamilie, en ondskabsfuld mor, et omrejsende karneval, og mange flere, er sagen 60 år senere stadig uopklaret.   (mere…)

Mordkulten Manson Indefra

Foto: FOX

Titel: Mordkulten Manson Indefra: De glemte bånd (Inside the Manson Cult: The Lost Tapes)
Skabt af: Hugh Ballantyne, Robert Hendrickson, Simon Andreae, m.fl.
Sprog:
Engelsk, med danske undertekster
Udgivelsesdato:
17. september 2018
Kan ses på: 
dr.dk/tv
Genre: Dokumentar

Beskrivelse

Selvom Charles Manson var mistænkt for op mod 35 drab, blev han først dømt, da medlemmer af hans kult, ‘Familien’ brutalt myrdede syv mennesker, heriblandt filmstjernen Sharon Tate. 50 år efter ugerningen er der dukket 100 timers optagelser op, meget af det ukendt. En ung Robert Hendrickson fik i to år fuld adgang til at filme sekten, og de gamle optagelser giver sammen med nye interview med nøglepersoner et rystende indblik i, hvordan det lykkedes Manson at forvandle en gruppe almindelige unge til massemordere – og hvor langt de var parat til at gå for at glæde ham!

___________________________________________________________________________________________________________________ 

 Da hippie-tiden i slutningen af 1960’erne var på sit højeste, formåede Charles Manson at samle en gruppe unge mennesker i det sydlige Californien, og danne det der ville blive kendt som kulten Manson-familien, også kaldt Familien. Han vandt dem over med blandt andet sin charme og stoffer, og fik gjort medlemmerne ekstremt loyale og lydhør overfor ham. Selvom kulten fokuserede på fred og kærlighed, endte det alligevel med drab.
D. 27. juli 1969 dræbte medlemmerne Bobby Beausoleol, Mary Brunner og Susan Atkins Gary Allen Hinman, efter at have holdt ham fanget i to dage. Natten til d. 9. august blev Sharon Tate, Jay Sebring, Abigail Folger, Voytek Frykowski og Steven Parent dræbt af medlemmerne Susan Atkins, Linda Kasabian, Patricia Krenwinkel og Tex Watson. Dagen efter dræbte medlemmerne Leslie Van Houten og Steve Grogan, samt de fire medlemmer fra mordet dagen før, Leon og Rosemary LaBianca. Alle mordene blev begået på ordre fra Charles Manson.

Kort efter at Charles Manson og fire af medlemmerne var blevet sigtet for mordene, fik Robert Hendrickson og hans filmhold lov til at komme indenfor i kulten i to år. Det førte til over 100 timers filmoptagelser, der blandt andet indeholder interviews med nogle af kultmedlemmerne, samt interviews med Paul Watkins, der kort forinden havde forladt kulten. Nogle af optagelserne blev brugt i en dokumentarfilm der udkom i 1973. Denne dokumentarfilm blev dog forbudt, efter at et af medlemmerne, kaldt Squeaky, i 1975 forsøgte at dræbe daværende præsident Gerald Ford. Størstedelen af optagelserne var aldrig set før, og blev først fundet da Robert Hendrickson døde i 2016.
Fundet resulterede i denne dokumentarfilm, der udover de gamle optagelser, også indeholder interviews med tidligere kultmedlemmer Catherine ”Gypsy” Share og Dianne ”Snake” Lake, samt andre involveret i sagen.
Optagelserne giver et fint billede af hvordan og hvorfor det lykkedes Charles Manson at få andre til at begå mord for ham. Medlemmerne troede inderligt og oprigtigt på ham, på hans ord. Og de var forblændet af ham.
Denne version er en sammenklippet version på 1 time og 30 minutter, ud af en ellers to timers lang dokumentarfilm.

Min bedømmelse

I modsætning til så mange andre dokumentarfilm og bøger om Manson-familien, fokuserer denne ikke særlig meget på selve Charles Manson. I stedet lærer man mere om medlemmerne, om livet i kulten, og om hvordan og hvorfor Charles formåede at vinde medlemmernes tillid og kærlighed. Det er noget jeg personligt godt kan lide.
Noget jeg dog bliver en smule træt af i længden, er al den snak om Sharon Tate. Jovist, hun var en smuk skuespillerinde, gift med en af de helt store navne indenfor filmverdenen, Roman Polanski, men hun var ikke det eneste offer. Et drabsoffer er et offer, ligegyldigt hvilken baggrund og karriere ofret har. De er alle lige. Men det er ikke kun denne dokumentarfilm der begår denne ”fejl”, det er desværre ret generelt.

Set bort fra det, så synes jeg det er en meget spændende dokumentarfilm. Jeg kan ikke benægte at jeg elsker originale kilder, så at se filmoptagelserne får mit true crime-hjerte til at banke. Lidt ligesom når jeg finder originale FBI dokumenter eller journaler …
Manson-familien er på min liste over sager jeg ønsker at skrive om, men jeg har endnu ikke formået at finde et sted at presse den ind, især fordi den er så omfattende. Denne dokumentar har dog kun givet mig mere lyst til at dykke ned i sagen. Ikke fordi jeg føler, at jeg mangler svar, men simpelthen fordi det bare er en spændende sag.

Så, alt i alt, jeg synes helt klart at det er en dokumentarfilm der er værd at se.
Jeg så den på dr.dk/tv, hvor den kan findes her, og her kan den indtil videre ses indtil d. 9. oktober 2020.