I 1970’erne dræbte Rosemary og Fred West sammen mindst ni unge kvinder, hvoraf størstedelen blev s
Se næste indlæg >
Ronald DeFeo Jr. – Amityville-mordene
Mennesker der dræber
En novembernat i 1974 dræbte 23-årige Ronald ”Butch” DeFeo Jr. sine forældre og fire søskende. Siden har han givet mange andre skylden for mordene, og forsøgte da også at blive frikendt på grund af sindssyge.
Familiens hjem er eftersigende et af de mest hjemsøgte steder i verden, og har da også været fokuspunkt for alverdens film og bøger, hvoraf The Amityville Horror nok er den mest kendte.
Ronald Joseph DeFeo Jr., kaldt Butch, blev født d. 26. september 1951, i Brooklyn, New York, USA. Han var den ældste ud af en søskendeflok på fem, af forældrene Ronald Sr. og Louise. Ronald Sr. sørgede for at familien kunne vedholde deres øvre middelklasse levestil med sit arbejde i Louises fars bilforretning, og da alle børnene var kommet til verden, flyttede familien til 112 Ocean Avenue i Amityville, New York. Han var desuden en mand med temperament, og ville ofte skændes med sin kone og sine børn. Især Butch, hvilket kun blev forværret som sønnen blev ældre. Da Butch nærmede sig teenageårene ville skænderierne nogle gange udvikle sig til slåskampe.
Det var ikke kun derhjemme Butch sloges; han begyndte også at slås med nogle af sine venner. Hans forældre sendte ham derfor til en psykiater, men Butch nægtede at han skulle have nogle problemer, og det var derfor kun en ganske kortvarig periode han besøge psykiateren. I håb om at Butch ville falde til ro og begynde at opføre sig bedre, begyndte hans forældre at give ham penge og dyre gaver, blandt andet en speedbåd, men ingen forskel gjorde det. Pengene blev hovedsageligt brugt på LDS og heroin, som Butch som 17-årig var blevet dybt afhængig af. Omkring denne alder blev han desuden bortvist fra skolen, på grund af sin voldsomme opførsel.
Da Butch var 18 år gammel skaffede hans far ham et job i bilforretningen, som dog var uden stor succes. Men så var han i det mindste beskæftiget og gjorde bare et eller andet for at få penge. Pengene gik nu ikke længere kun til stoffer, men også våben. Han tog flere gange på jagt med sine venner, og en af gangene truede han en ven med sit jagtgevær. Vennen var naturligvis betydeligt berørt af episoden, men Butch derimod lod som om at intet usædvanligt var hændt.
Vennen var ikke den eneste Butch truede med skydevåben. Under et skænderi mellem sine forældre pressede Butch sit haglgevær mod faderens hoved, mens han sagde: ”Lad den kvinde være. Jeg dræber dig, din fede skid!”. Butch trykkede på aftrykkeren, men våbenet fejlede og intet skud blev affyret. Forholdet mellem Butch og hans far blev kun værre og værre derfra.
Butch var utilfreds med lønnen han fik for arbejdet i bilforretningen, og det blandet med det dårlige forhold til faderen, fik Butch til at planlægge at stjæle fra sin morfars bilforretning. I slutningen af oktober 1974 blev Butch, sammen med en medsammensvoren, sendt til banken for at deponere et beløb på $21.800 i banken (i dag svarende til cirka $113.450, altså cirka 767.000 kr.). De tog fra bilforretningen omkring kl. 1230, og kom først tilbage to timer senere. Da fortalte de at de var blevet berøvet af en bevæbnet person på vejen derhen, da de ventede i et lyskryds. Butchs far blev meget vred og politiet blev straks tilkaldt. Men Butch nærmest nægtede at samarbejde med politiet, og virkede irriteret over at skulle tale med dem. Politiet begyndte at spørge ind til hvor de havde været i de to timer, og hvorfor de ikke var kommet tilbage til butikken med det samme. Butch begyndte at reagere voldsomt, og da anede hans far uråd.
Fredag d. 8. november skulle Butch kigge på billeder af mulige mistænkte, men i sidste øjeblik sprang han fra.
Mordene
Omkring kl. 3 om natten, onsdag d. 13. november 1974, tog Butch sin .35 kaliber riffel fra sit skab, og gik ind på sine forældres soveværelse. Et øjeblik stod han og betragtede det sovende par, inden han affyrede to skud mod sin fars ryg. Hans mor vågnede, men nåede ikke ud af sengen før hun også blev ramt af to skud. Begge døde med det samme.
Butch gik derefter ind på sine brødres værelse. Her lå 9-årige John Matthew og 12-årige Marc og sov i hver deres seng; de havde ikke hørt skyderiet. Butch stillede sig mellem deres senge og dræbte dem én efter én. Han gik derefter ind på sine søstres værelse, og dræbte 18-årige Dawn og 13-årige Allison. På under femten minutter havde Butch dræbt sin familie.
Han gik derefter i gang med at rydde op efter sig og begyndte at planlægge sit alibi. Han gik i bad, trimmede sit skæg og tog rent tøj på. Han lagde det blodige tøj og riflen i et pudebetræk, smed det ud i sin bil, og kørte til Brooklyn. Her smed han pudebetrækket i et afløb, og kørte derefter hjem igen. Ved 6 tiden mødte han ind på arbejde, som om intet var hændt. Han ringede flere gange hjem, og fik fri ved 12-tiden, da der ikke var mere han kunne lave den dag. Han ringede da til sin kæreste, 19-årige Mindy Weiss, og aftalte at besøge hende, men inden han tog hjem til hende, stoppede han hos sin ven, Bobby Kelske. Ved 13-tiden ankom Butch hos Mindy, hvor han nævnte at han ikke kunne få fat på sine forældre. De tog ud for at shoppe om eftermiddagen, og kørte derefter hjem til Bobby. Her nævnte Butch igen, at han ikke kunne få fat på sine forældre, og sagde: ”Der foregår noget derhenne. Bilerne holder i indkørslen, og jeg kan stadig ikke komme ind i huset. Jeg har ringet til huset to gange og ingen svarede”. Uden videre spurgte han lige efter, om Bobby havde planer for at tage i byen senere, og de aftalte da at mødes på en lokal bar, ved navn Henry’s, ved 18-tiden. Butch tilbragte den resterende eftermiddag på at besøge venner, drikke og tage heroin.
Lidt efter kl. 18 ankom Butch på Henry’s, og få minutter efter kom Bobby. Butch sagde at han blev nødt til at tage hjem og bryde ind i huset, og forlod Henry’s. Der gik ikke mange minutter før Butch vendte tilbage, og bad Bobby om at hjælpe ham: ”Nogle har skudt min mor og far”. Sammen med nogle andre mænd kørte de i Butchs bil hen til familiens hjem. Bobby gik ind af hoveddøren og løb op til soveværelset, hvor han fandt Ronald Sr. og Louise dræbt i deres seng. En anden tilkaldte derefter politiet fra køkkenet, og indenfor ti minutter ankom den første politibetjent. Han fandt flokken på græsset foran huset, samlet om Butch der grædende sagde: ”Min mor og far er død”.
Politibetjenten gik straks ind i hjemmet, og fandt Ronald Sr., Louise, Marc og John Matthew. Han brugte derefter telefonen i køkkenet, hvor flokken nu var gået ind og Butch sad grædende ved bordet, for at ringe til hovedkvarteret. Butch hørte at politibetjenten kun nævnte forældrene og brødrene, og fortalte ham, at hans søstre også var blevet dræbt. Politibetjenten skyndte sig ovenpå, og da ankom endnu en politibetjent til hjemmet. Sammen fandt de Dawn og Allisons lig, der var så tildækket af blod, at de umiddelbart ikke kunne se hvor de var blevet skudt henne. Alle ligene blev fundet i deres senge, liggende på maven.
Der gik ikke længe før Butch blev afhørt. Han blev spurgt om, hvem han troede kunne finde på at slå hans familie ihjel, til hvilket han uden at tøve svarede Louis Falini. Louis Falini var en lejemorder fra mafiaen, som Butch mente bar nag over et skænderi der havde fundet sted nogle år forinden. For hans egen sikkerheds skyld, valgte politiet at tage ham med til hovedkvarteret for yderligere spørgsmål. Her afgav Butch sit første officielle udsagn. Han fortalte at han havde været hjemme hele aftenen og var blevet oppe til kl. 200, mens han havde set Castle Keep i TV’et. Han havde sovet indtil kl. 400, hvor han var stået op og gået forbi badeværelset på førstesalen. Her stod hans lillebrors kørestol foran døren, og han hørte toilettet skylle ud. Fordi han ikke kunne sove længere tog han tidligt på arbejde, og resten af dagen blev beskrevet som den var hændt: tidligt fri, besøg hos kæreste og venner, druk, og forsøg på at komme i kontakt med hjemmet. Han fortalte at han var kommet ind i hjemmet via køkkenvinduet, hvor han straks var gået ovenpå og havde fundet sine forældre, og skyndte sig tilbage til Henry’s.
Politiet begyndte derefter at spørge ind til familie, og hvorfor Louis Falini skulle have dræbt dem. Ifølge Butch havde Louis Falini boet hos familien i noget tid, hvor han havde hjulpet Butch og hans far med at udgrave et gemmested i kælderen, hvor Butchs far gemte værdisager og kontanter. Skænderiet, der skulle have startet uvenskabet, var hændt efter Louis Falini havde kritiseret noget af det arbejde Butch havde lavet i bilforretningen.
Butch erkendte også at tage heroin – han nægtede dog at være afhængig – og at han havde sat ild til en af sin fars både, for at faren kunne indsamle forsikringspenge, i stedet for at betale for at erstatte bådens motor, som Butch havde ødelagt. Omkring kl. 300, cirka et døgn efter mordene, var politiet færdige med at afhøre Butch, og han fik for sin egen sikkerheds skyld lov til at overnatte i arkivrummet.
Butch havde samarbejdet med politiet, og de havde til en start ingen grund til at mistænke ham for at stå bag mordene. Det ville dog hurtigt ændre sig. To dage efter mordene blev et væsentligt bevis nemlig fundet, da kriminalbetjent John Shirvell tog et sidste kig i værelserne i DeFeo-hjemmet. Indtil da havde politiet kun gennemgået Butchs værelse overfladisk, da det jo ikke var et gerningssted som de andre værelser. Kriminalbetjenten gik da ind på Butchs værelse og fandt to aflange papkasser, med etiketter der fortalte at de havde indeholdt en .22 og .35 kaliber riffel. Kriminalbetjenten vidste endnu ikke at mordene var blevet begået med en .35 kaliber riffel, men han valgte alligevel at tage papæskerne med tilbage til politistationen som eventuelt bevismateriale. Kort efter sin ankomst til politistationen fik han det at vide, og efterfølgende blev Butchs ven, Bobby Kelske, afhørt. Bobby fortalte at Butch var våbenfanatiker, og at han havde stået bag ”røveriet” han var blevet udsat for, da han skulle aflevere den store mængde penge til banken fra sin morfars bilforretning. Da begyndte politiet at mistænke, at Butch måske ikke var så uskyldig alligevel.
Et par timer efter blev Butch vækket af en kriminalbetjent, der fortalte ham hans rettigheder, og kort efter sad Butch igen til afhøring. Butch holdte fast i at han var uskyldig, og afslog derfor at skaffe sig en advokat.
Til afhøringen blev der spurgt ind til hvad Butch havde lavet de sidste par dage, og de begyndte at prikke mere til hans udsagn. Efterhånden faldt hans historie fra hinanden, stykke for stykke, og pludselig lød det, at han havde været i hjemmet da mordene fandt sted, men ikke været i værelserne før efter familiemedlemmerne var blevet dræbt. Da fik Butch at vide, at politiet godt vidste at han ejede en .35 kaliber riffel, og at det var netop sådan et våben der havde dræbt hans familie.
Butch fortsatte med at lyve, og var til sidst viklet ind i et stort spind af løgne. Hans forklaring skiftede nu til at Louis Falini, i selskab med en anden mand, havde vækket ham med en pistol mod hans hoved omkring kl. 330, og havde taget Butch fra værelse til værelse, mens de dræbte hans familie. Her begik Butch endnu en fejl, men en stor én af slagsen. Han sagde at han havde samlet og fjernet bevismaterialer fra gerningsstederne, herunder blandt andet en patron. Den ene af kriminalbetjentene der afhørte Butch, stoppede ham og spurgte hvorfor han havde fjernet den hvis han var uskyldig og ikke vidste, at det var hans våben der var blevet brugt. Butch svarede ikke, men talte blot videre. Kriminalbetjentene lod ham, da de efterhånden havde fået samlet nok beviser til at anholde Butch for mordene, herunder blandt andet at Louis Falini havde et alibi der lød at han havde været ude af staten på mordtidspunktet.
Til sidst blev Butch spurgt om Louis Falini og den ukendte mand havde fået ham til at dræbe mindst én af familiemedlemmerne, til hvilket Butch svarede ja. Den ene kriminalbetjent sagde pludselig til Butch: ”Det skete ikke sådan, gjorde det?”. Butch vidste at han nu var fanget i sit eget spind af løgne.
Til sidst tilstod han: ”Det begyndte så hurtigt. Da jeg var først var gået i gang, kunne jeg ikke stoppe. Det gik så hurtigt”.
Retssag
Retssagen begyndte d. 14. oktober 1975. I mellemtiden havde Butch samarbejdet med politiet og blandt andet vist dem hvor han havde gjort af mordvåbenet.
Butch havde hyret advokaten William Weber til sit forsvar, og deres strategi lød på at overbevise juryen om at Butch havde været sindssyg i gerningsøjeblikket, da det var stemmer i hans hoved der havde beordret ham til at begå mordene, og i bedste fald dermed få Butch frifundet for mordanklagerne.
Det var dog ikke noget anklageren troede på et eneste øjeblik; op til retssagen havde de studeret Butch nøje, og var kommet frem til at han var en patologisk løgner og koldblodig morder. Under retssagen indkaldte forsvaret psykiateren dr. Schwartz som vidne, der bakkede op om at Butch havde været sindssyg i gerningsøjeblikket. Dr. Schwartz ville senere vidne i sagen om seriemorderen David Berkowitz. Anklageren indkaldte psykiateren dr. Zolan, der anerkendte at Butch havde et heroin og LDS misbrug og havde en antisocial personlighedsforstyrrelse, men var overbevist om at han havde været bevidst om sine handlinger i gerningsøjeblikket.
Også Butch blev indkaldt som vidne. Hans advokat holdte et billede op af hans dræbte mor, liggende i sengen, og spurgte Butch om det var hans mor, til hvilket han svarede, at han ikke vidste hvem personen var. Advokaten holdte derefter et billede op af faderens lig, og spurgte om han dræbte sin far. Butch svarede: ”Dræbte jeg ham? Jeg dræbte dem alle. Ja, Sir, jeg dræbte dem alle i selvforsvar”. Advokaten spurgte hvorfor, til hvilket han svarede: ”Så vidt jeg ved, hvis jeg ikke dræbte min familie, ville de dræbe mig. Og så vidt jeg ved, var dét jeg gjorde i selvforsvar og der var intet galt med det. Når jeg har et våben i min hånd, er der ingen tvivl i mit sind om hvem jeg er. Jeg er Gud”.
Dette var et forsøg på at få Butch til at fremstå sindssyg, men så snart krydsforhøret gik i gang, blev det atter pillet fra hinanden. Anklageren udpegede de mange forskelle på hans daværende og nuværende forklaring angående mordnatten, og formåede at tirre Butch til en sådan grad, at Butch på et tidspunkt udbrød: ”Hvis jeg havde nogen fornuft, hvilket jeg ikke har, ville jeg komme derned og dræbe dig nu”. Anklageren formåede desuden at få Butch til at erkende, at han havde haft en god følelse da han begik mordene.
D. 19. november 1975 gik juryen i gang med forhandlinger. De skulle afgøre om Butch skulle findes skyldig eller ej, mest af alt med fokus på hans mentale tilstand. D. 21. november blev Butch fundet skyldig i seks tilfælde af andengradsmord, og d. 4. december blev han idømt 25 år til livstid i fængslet. Han blev derefter ført til Green Haven Correctional Facility i Beekman, New York. Her har han siddet lige siden, for alle hans appeller er blevet afvist.
Tiden efter
Hvad der ville ske efter mordene, er nok noget af det der har gjort sagen allermest berømt.
I december 1975 flyttede George og Kathleen Lutz ind i DeFeo-huset, sammen med deres hund, Harry, og Kathleens tre børn fra et tidligere forhold, Daniel på 9 år, Christopher på 7 år og Melissa på 5 år. De kendte til mordene da de købte huset, men troede ikke at det var noget der ville påvirke dem. Dagen inden de flyttede ind, valgte de dog alligevel at få huset velsignet, på trods af at de ikke var særligt religiøse. Fader Ray stod for velsignelsen, og mærkede straks at det ikke var et fredeligt hjem. Da han begyndte at bede hørte han en stemme beordre at han skulle gå ud, og i værelset, hvor Marc og John Matthew var blevet dræbt, havde han også hørt en mystisk stemme. Det var dog ikke noget han med det samme fortalte parret. Først d. 24. december ringede han til George, og fortalte ham at de ikke skulle gå ind på værelset, men da blev opkaldet pludseligt afbrudt. Efterfølgende fik Fader Ray høj feber og vabler på hænderne, der lignede Kristi sårmærker.
Til start mærkede familien Lutz ikke noget videre usædvanligt, men det ville hurtigt ændre sig. Hver nat omkring kl. 315 ville George vågne, Kathleen havde mareridt om mordene hvor hun så hvordan mordene skete, og børnene begyndte at sove på maven, på samme måde som alle ligene var blevet fundet. Huset var desuden plaget af fluer, trods vintersæsonen, og der var kolde steder og pludselige lugte af parfume og ekskrementer rundt omkring i hjemmet. Melissa fik sig en usynlig ven ved navn Jodie, der var en gris med røde øjne – hvilket der som sådan ikke er noget usædvanligt i, udover at både George og Kathleen flere gange også så denne usynlige ven. Oplevelserne blev vildere og vildere, og George og Kathleen besluttede sig for selv at velsigne huset d. 8. januar 1976. George holdte et sølvkors frem, mens de oplæste Fadervor. Da hørte George angiveligt flere stemmer bede dem om at stoppe.
I midten af januar velsignede de igen huset, men måtte straks efter flytte. Da havde de kun boet i huset i 28 dage, men turde ikke blive længere. Hvad der præcist skete har parret aldrig helt fortalt, med begrundelsen at det var for skræmmende.
Parret blev efterfølgende introduceret for forfatteren Jay Anson, som skrev bogen The Amityville Horror, der handler om deres oplevelser i huset. Parret arbejdede ikke direkte sammen med Anson, men optog omkring 45 timers båndoptagelser, hvor de fortalte om hændelserne, som Jay Anson baserede sin bog på.
Der var naturligvis, som der altid er når man kommer ind på det paranomale, nogle der ikke troede på parret. De blev derfor begge koblet til en løgnedetektor mens de igen fortalte deres historie – og bestod.
Al snakken omkring det hjemsøgte hus var grobund for teorien om, at det var hjemmet der stod bag mordene. Nogle mener nemlig at Butch var blevet besat af det onde i hjemmet, som fik ham til at dræbe sin familie.
Efter familien Lutz flyttede ud, blev huset sat til salg igen. Det blev solgt i 1977, til en familie der boede der helt frem til 1987. Det blev igen solgt i 1997 og i 2010, for hvad der i dag svarer til $1.117.740, altså 7,6 mio. kr. Huset blev igen sat til salg i 2016, og solgt i 2017 for $646.721, altså cirka 4,4 mio. kr.
Siden familien Lutz, har ingen af familierne angiveligt oplevet overnaturlige hændelser. Grunden har desuden fået nyt husnummer, så det nu er 108 Ocean Avenue.
Butch har siden været i medierne flere gange, og er på ingen måde blevet glemt.
I 1986 deltog han i et interview med Newday, hvor han hævdede at han ikke stod bag mordene. Han fortalte at han dengang havde været gift med en kvinde ved navn Geraldine Gates, og at de sammen boede i New Jersey. Hans mor havde ringet til ham den aften, og bedt ham om straks at komme, fordi hans søster Dawn og faderen var i et voldsomt skænderi. Sammen med Geraldines bror, Richard, var han taget hjem og havde forsøgt at stoppe skænderiet. Det var endt med at Dawn dræbte deres far, hvorefter moderen gik amok og dræbte Butchs søskende. Han måtte derfor dræbe hende, for ikke selv at blive dræbt. Han forklarede at han havde taget skylden for mordene, fordi han havde været bange for at hans morfar og farbror ville dræbe ham, hvis han sagde noget dårligt om sin mor.
Men der var en del detaljer, der gjorde at denne historie ikke kunne være sandheden.
I 1990 indgav Butch in ’440 Motion’, der er et forslag om at fjerne en straf fra en dømt person. Hans grundlag for forslaget var igen at det ikke var ham, der egentlig var morderen. Hans forklaring lød nu, at Dawn og en ukendt medsvoren, der var flygtet fra hjemmet inden Butch kunnen nå at se denne ordentligt, havde dræbt deres forældre og søskende, og at Butch ved et uheld havde dræbt Dawn, da de sloges over riflen. Igen skulle Geraldines bror have været med.
Der blev naturligvis kigget nærmere på de forskellige detaljer i sagen, herunder blandt andet ægteskabet med Geraldine, Geraldines bror og de tekniske bevismaterialer fundet på Dawn. Og intet af disse stemte overens med Butchs nye forklaring.
Det viste sig at Geraldine dengang havde været gift med en anden mand og bosat i New York; Geraldine og Butch mødtes først i 1983, og blev gift i 1989, kort før Butch indgav forslaget. Desuden fandtes Geraldines bror, Richard, slet ikke, og bevismaterialerne på Dawns natkjole viste at hun ikke havde affyret et våben.
Forslaget blev afvist, da dommeren på ingen måde fandt Butch troværdig. Geraldine og Butch blev skilt i 1993.
I 2000 mødtes Butch med forfatteren Ric Osuna – ifølge Osuna selv, for spurgte man Butch, sagde han at han ikke havde snakket med ham. Osuna udgav i 2002 bogen The Night the DeFeo Died, der angiveligt skulle være baseret på dette møde. Her fortalte Butch at han, Dawn og to venner, Augie Degenero og Bobby Kelske, havde planlagt at dræbe forældrene, men at Dawn så pludselig også havde dræbt deres søskende, hvilket havde gjort ham så vred, at han dræbte hende.
Geraldine var også med i bogen, og igen var hun ikke helt ærlig om deres ægteskab. Her fortalte hun at de var blevet gift i 1970, selvom det dengang allerede var klargjort at de blev gift i 1989. Bogen blev filmatiseret til dokudramaet Shattered Hopes: The True Story of the Amityville Murders. Det kan dog diskuteres, hvor true den er.
Ifølge visse kilder har Butch været ret populær hos damerne, og har haft flere kærester. Angiveligt blev han igen gift i 2004, med en kvinde ved navn Tracey.
Medier
De paranormale hændelser i hjemmet har været fokuspunkt for mange film og bøger, men jeg vil her fokusere på de der handler om selve Butch og mordene, selvom der ikke er nær ligeså mange.
Anklageren fra retssagen, Gerard Sullivan, udgav sammen med Harvey Aronson bogen High Hopes: The Amityville Murders i 1981. Bogen tager udgangspunkt i retssagen fra Sullivans synspunkt, men fortæller også om Butchs historie, hans opvækst og udvikling, frem til at han dræbte sin familie.
I 2012 blev bogen The Devil I Know: My Haunting Journey with Ronnie DeFeo and the True Story of the Amityville Murders, skrevet af Jackie Barrett. Barrett er et medium med flere årtiers erfaring, og har deltaget i flere TV- og radioprogrammer. Hun begyndte at tale med Butch og dette førte til bogen, hvori hun fortæller om deres forhold, og Butchs forklaring på hvad der skete på mordnatten.
Derudover er der bogen The Night the DeFeos Died: Reinvestigating the Amityville Murders af Ric Osuna fra 2009, som tidligere nævnt. Sagen er desuden nævnt i American Mass Murderers af Valrie Plaza, 2015.
Følgende dokumentarfilm handler om sagen:
– The Real Amityville Horror, 2005
– Amityville: The Final Testament, 2010
– Shattered Hopes: The True Story of the Amityville Murders, 2011 – baseret på Ric Osunas bog
– 75-A-4053: The Ronald DeFeo Interview, 2014
– High Hopes: The Amityville Horror Murders, 2014 – baseret på bogen af samme navn
Derudover er sagen nævnt i følgende dokumentarserier:
– The Serial Killers, sæson 1 episode 6: Mass Murderer Ronnie DeFeo: The Amityville Horror, sendt første gang i 1995
– History’s Mysteries, sæson 7 episode 1: Amityville: The Haunting, sendt første gang d. 30. oktober 2000
– Killing Mum & Dad, sæson 1 episode 3: The Amityville Killings, sendt første gang i 2005
– First Person Killers, sæson 8: Ronald DeFeo, sendt første gang i 2006
– The True Story, sæson 1 episode 5: The Amityville Horror, sendt først gang d. 14. maj 2008
I 2018 havde horrorfilmen The Amityville Murders premiere. Filmen handler om mordene, men med paranormalt twist, inspireret af Butchs vidnesbyrd under retssagen.
Kilder
Ingen kommentarer endnu