Palle Sørensen

En nat i 1965 skød og dræbte Palle Sørensen fire politibetjente, efter at have begået flere indbrud med en kammerat i timerne forinden. Palle var kendt af politiet, efter de mange indbrud han havde begået i løbet af årene. Efter mordene sad Palle fængslet i 33 år, hvilket er yderst usædvanligt for en livstidsfange i Danmark.

Palle Mogens Foged Sørensen blev født d. 26. marts 1927 på Amager. Han var barn af Else og Viktor, der to år forinden havde fået datteren Inge. Palles far var politibetjent hos Københavns Politi i Antoniogade, indtil han som 36-årig blev pensioneret efter en alvorlig hjernerystelse, der havde gjort ham ude af stand til at fortsætte jobbet som politibetjent. I stedet fik han job som kontrollør i Cirkusbygningen, mens Palles mor bidrog til familiens indkomst, via sit arbejdede som rengøringsdame på den nærliggende kommuneskole. Ved siden af stod moderen ellers for alt det huslige og børnepasningen, sammen med Palles farmor, som var flyttet ind hos familien, da farfaren døde. Palle voksede op på Italiensvej, i et kærligt og økonomisk stabilt hjem. Som barn var han vildere end Inge, som var en yderst artig og sød pige, men han deltog sjældent i slåskampe og kom ikke i problemer. Helt fra han var lille, elskede Palle at sejle, og kom ofte i Sundby Sejlklub, hvor faderen havde en lystbåd liggende, som han havde istandsat.

I 1934 begyndte Palle på Sundbyøster Skole. Han klarede sig fint og var en rigtig glad dreng. Men i sommerferien mellem 1. og 2. klasse blev han syg med skarlagensfeber, under et besøg hos sin mormor og morfar i Korsør, og blev som resultat af det indlagt i flere måneder. Det betød også, at han ikke kunne starte med sine klassekammerater efter sommerferien, og da han endelig kunne vende tilbage, blev der ikke gjort noget for, at han kunne følge med i timerne igen. Og dermed klarede han sig ikke ligeså godt fagligt længere. Derfor mistænkte skolen i slutningen af 3. klasse, at Palle var ordblind, og besluttede at han skulle gå klassetrinnet om i en specialklasse for ordblinde på Højdevejens Skole. Her gik han i et år, før lærerne konstaterede at han ikke var ordblind, og han blev da flyttet til Skolen ved Sundet, hvor også Inge og Palles bedste ven Jørgen var elever. Palle var glad for at gå på denne skole, og klarede sig også ganske fint. Især i sløjd og regning, hvor han i sidstnævnte fik karakteren UG.
Efter at Palle i 1942 havde færdiggjord 8. klasse, valgte han at forlade skolen. Han brugte de 200 kroner, han havde fået i konfirmationspenge, til at købe en lille sejlbåd, og tilbragte hele sommeren i Sundby Sejlklub, hvor han sammen med sin far klargjorde båden, så Palle kunne sejle rundt i Øresund.

Men Palle kunne ikke leve af bare at sejle rundt, så i 1943 fik han job som arbejdsdreng hos Bertram Larsen i Wildersgade på Christianshavn. Firmaet fremstillede og vedligeholdte tårnure, men ved siden af havde Bertram Larsen hemmelige opgaver for tyskerne, hvor han blandt andet lavede forsøgsopstillinger og undervandkameraer. I slutningen af året blev Palle tilbudt en læreplads som finmekaniker i firmaet, til hvilket han med glæde takkede ja. Under de sidste måneder af besættelsen begyndte Palle, i selskab med nogle kammerater, at begå småtyverier rundt omkring i København og omegn. Ikke så meget for pengenes skyld, men mest for spændingen. Med sin viden indenfor finmekanik blev Palle dygtig til at bryde ind, og han blev efterhånden en slags leder for gruppen.
Glæden over at være lærling hos Bertram Larsen var relativt kort, for efter befrielsen i 1945 blev firmaet lukket på grund af samarbejdet med tyskerne. Bertram Larsen skaffede Palle et job i et andet firma, hvor han mindst én gange om ugen skulle klatre op i kirketårnene på blandt andet Amalienborg, Vor Frue Kirke og Skt. Petri Kirke, for at trække tårnurene op. Efterkrigsårene var rent kaos mange steder, og i mange firmaer valgte arbejderne at strejke. Det resulterede i at Palle og de andre lærlinge skulle lave svendenes arbejde – gratis – hvilket gjorde Palle så rasende, at han stjal et anemometer fra lagret. Denne ansættelse endte dog brat, da Palle d. 3. december 1946 blev anholdt for første gang. Han havde forsøgt at sælge et benzinkort i Trommesalen i Indre By, og havde da været i besiddelse af en pistol. Politiet ransagede hans og familiens hjem på Italiensvej, og her fandt de en masse tyvekoster. Palle tilstod og blev varetægtsfængslet i Vestre Fængsel. Under varetægtsfængslingen mødte Palle en mand, der gav ham en idé til et stort kup på Arbejdsmændenes Arbejdsløshedskasse. Han blev desuden mentalundersøgt i januar 1947, og her var konklusionen at han hverken var sindssyg eller åndssvag, men godt begavet og havde udviklet uheldige karaktertræk, som overdreven eventyrlyst og fantasifuldhed. Derfor mente de, at han var særligt velegnet til ungdomsfængsel. D. 21. marts 1947 blev Palle sendt til Nyborg Statsfængsel og en måned senere til ungdomsfængslet Søby Søgaard. Palle syntes at det var et forfærdeligt sted, og han begyndte derfor at opføre sig dumt, så han ville blive sendt til Nyborg Statsfængsel. Her var han dog kun i en måned, før han atter blev sendt til Søby Søgaard.
D. 15. juli 1948, da Palle var 21 år gammel, blev han løsladt og flyttede atter hjem til sine forældre. Han fik en læreplads hos Porsbøl, men her følte han, at han blev set ned på grundet sin tid i fængslet, og han valgte derfor at forlade lærepladsen i december samme år.

Det første store kup

Palle stod nu igen uden indtægt, og hans manglende lyst til at arbejde drev ham til at færdiggøre planlægningen af det store kup mod Arbejdsmændenes Arbejdsløshedskasse. Et af de sidste, og det sværeste led, i planlægningen var at anskaffe sprængstof. En dag tog han til Faxe Kalkbrud for at undersøge mulighederne for at få fat i noget her, men måtte erkende at han havde brug for en vogn, for at kunne få det med til København. D. 8. januar, kort før midnat, stjal Palle en bil der holdte parkeret på Dronning Elisabeths Allé, og kørte til Faxe Kalkbrud. Han læssede bilen med cirka 260 kilo sprængstof, 3500 sprængkapsler og tændkabler. For at pege politiet i en anden retning, efterlod han en besked, hvor han havde skrevet: ”HILSEN FRA KOMMUNISTERNE. LEVE STALIN”.
Han kørte derefter direkte til sejlklubben, hvor han gemte sprængstoffet i sit skur, og tog sprængkapslerne og tændkablerne med hjem og gemte på loftet. Bilen parkerede han i nærheden af, hvor han nogle timer forinden havde stjålet den.
11 dage senere fandt kuppet sted om aftenen. Palle lagde sprængstof i en stofpose, og lagde i sin lomme sammen med sprængkapsler og tændkabel. Med lommerne fyldt, og detonatorer og værktøj læsset på cyklen, kørte han omkring kl. 21 mod Ingerslevsgade, hvor han kort efter fandt den rette bygning. Han brød ind i kælderen, men da han ikke kunne komme videre derfra, måtte han i stedet bryde ind på chefens kontor ved hjælp af en stige. Her fandt han et stort pengeskab, og fyldte dets nøglehul med 10-15 gram sprængstof og anbragte en sprængkapsel med lunte i hullet. Palle rejste et egetræsbord på kant for beskyttelse, og tændte lunten. Det gav et ordentligt brag, og så var hele pengeskabsdøren sprængt af. Indeni lå der omkring 130.000 kroner i 50-kronesedler og 2-kronemønter. Palle lagde sedlerne i en papkasse og mønterne i en sæk. Ude på gangen forsøgte han at brække et pengeskab op med et koben, men lykkedes ikke, og turde ikke sprænge det op, i frygt for at vinduerne ville sprænge ud af bygningen.
Sidst på natten forlod Palle bygningen via hovedindgangen. Først slæbte han den 30 kilo tunge sæk med mønterne ud af bygningen, og gemte dem på jernbaneterrænet overfor bygningen. Han hentede derefter papkassen, som han bandt fast til sin cykel, og cyklede derefter hjemad. Kassen med pengene gemte han på loftet, og cyklede derefter tilbage til Arbejdsmændenes Arbejdsløshedskasse. Politiet var allerede ankommet, men Palle fik uden problemer hentet sækken med penge og cyklet hjem med dem. Efter at have gemt sækken på loftet, faldt han i søvn på sofaen i stuen, og blev nogle timer senere vækket ved at der blev kastet en avis ned på hans bryst. Over ham stod familien samlet, og spurgte ham, om han kendte noget til det store pengekup. Palle benægtede, men familien troede ikke på ham. Dog valgte de ikke at gøre noget ved deres viden.

Kort efter tog Palle til Vejle for at købe en bil for 13.000 kroner. Han betalte med 260 50-kronesedler, hvilket sælger åbenbart ikke fandt mærkværdigt, eller blot var ligeglad med. Men Palle turde ikke tage bilen med hjem til arbejderkvarteret han boede i, da der dengang ikke var mange der ejede en bil. Han parkerede den i stedet ved Palads Hotel på Rådhuspladsen, og tog derefter hjem til sin ven Jørgen, for at fortælle ham om bilen. Sammen aftalte de, at hvis nogen spurgte, ville forklaringen lyde at bilen var en de skulle sætte i stand for en mand de kendte. Men en bil var ikke nok for Palle, der jo pludselig var i besiddelse af flere penge end nogensinde. Han ville også have en hurtig motorbåd, og købte en for 10.000 kroner, som skulle sættes i stand.
Jørgen, der også selv var kommet til penge på ulovlig vis, fik en idé til hvordan de to unge mænd kunne få fingrene i endnu flere penge. Sammen med en anden kammerat købte de en fiskekutter for 18.000 kroner på Bornholm, som udadtil skulle bruges til erhversfiskeri. Den egentlig plan var at bruge den til at smugle spiritus og cigaretter fra Antwerpen til Danmark, men den store plan blev aldrig rigtig til noget. De købte derfor fiskeudstyr for 10.000 kroner, og forsøgte at få gang i noget fiskeri, men oplevede at blive snydt af lokale fiskeopkøbere, og endte til sidst med at give kutteren væk til et bådværft på Thurø.

Efterfølgende begyndte Palle at købe præmieobligationer. I efteråret 1950 købte han en ny bil, en Mercedes-Benz 500K Cabriolet, for 50.000 kroner og den gamle bil i bytte, og kaskoforsikrede den nye bil for yderligere 50.000 kroner. I samme periode købte han også en ny motorbåd for 14.000 kroner. Palle havde altid været fascineret af skydevåben, og besluttede at han nu skulle udvide samlingen. Han købte to maskinpistoler og en riffel for nogle hundrede kroner, af en gammel ven der havde stjålet våbnene under sin værnepligt på Bornholm.
Da Palle nåede 1951 var pengene efterhånden begyndt at slippe op, og han gik derfor i gang med at planlægge et nyt kup. Undervejs udførte han en række indbrud med nogle kammerater, blandt andet i mindre værksteder og små butikker, men det kom der ikke store penge ud af. Han besluttede sig derfor for, at han måtte få sin nye bil til at forsvinde, så han kunne indsamle de 50.000 kroner fra forsikringen. Han kørte derfor bilen hjem til Jørgen, hvor han og kammerater skar den i stykker. Efterhånden blev stykkerne af bilen sejlet ud på Øresund og kastet over bord. Benzintanken og motorblokken endte dog med at blive smidt i Kalkbrænderihavnen, og med det var bilen væk og Palle kunne melde den stjålet.
To uger senere blev Palle anholdt og sigtet for 11 indbrudstyverier, falsk anmeldelse, forsøg på forsikringssvindel og hæleri. Det skete efter at en af de kammerater der havde hjulpet Palle, var blevet anholdt og havde fortalt politiet alt. Under afhøringen spurgte kriminalkommissæren om, hvor Palle havde gjort af pengene fra det store pengekup, men det nægtede Palle at svare på. Palle blev i denne forbindelse igen mentalundersøgt, og denne gang blev det konkluderet, at han var en ’konstitutionel psykopat i middelsvær grad’.
I november 1951 blev Palle idømt fem års fængsel. Han ankede dommen, men to måneder senere blev den stadfæstet, og Palle blev da sendt til Nyborg Statsfængsel. Senere blev han overført til Vridsløselille Statsfængsel. Samme år døde Palles far på grund af hjerteproblemer.

D. 5. januar 1955 blev Palle prøveløsladt, med to års prøvetid, med betingelsen at han skulle have et job og holde sig ude af kriminalitet. Gennem Dansk Forsorgsselskab fik Palle et job som chauffør i et brændselsfirma på Amager, men han nåede aldrig rigtig at udføre jobbet, da han i stedet brugte det meste af sin tid på at udvikle nye mekaniske instrumenter og avancerede låseværktøjer. Blandt andet fremstillede han møntoblater med samme mål og vægt som 1-kronemønter, som hans venner brugte til at få gratis cigaretter ud af cigaretautomaterne rundt omkring i byen. Men en dag blev Palle og hans venner taget i snyderiet og anholdt. Palle tilstod med det samme alt, og blev d. 31. oktober 1955 idømt otte måneders fængsel, minus de 23 dage han havde siddet varetægtsfængslet. Oveni det skulle han også afsone resten af den tidligere dom, eftersom han ikke havde opfyldt kravene for prøveløsladelsen. Palle ankede dommen, men den blev stadfæstet, og han sendt til Vridløselille Statsfængsel igen. Efter at have afsonet 1 år og to måneder af sin straf, blev Palle prøveløsladt. Han besluttede sig da for, at nu ville han rette op på sit liv, og gøre sin uddannelse som finmekaniker færdig. I april 1957, 30 år gammel, kunne Palle endelig kalde sig uddannet finmekaniker.

Men den nye livsstil holdte ikke længe, for Palle kunne ikke stoppe med at udarbejde planer for nye kup. Kort før midnat d. 31. december 1957 begik han indbrud på Skattevæsenets kontor på Bredgade, hvor han stjal 36.000 kroner. Henover foråret begik han yderligere to indbrud: d. 7. marts stjal han 8662,75 kroner fra Sygekassen Sundet, og d. 3. april stjal han 53.402 kroner fra Skattevæsenets kontor på Gimle Allé. Alle pengene gemte han på loftet, sammen med en sjat af de tilbageværende fra forrige røverier.
Men d. 16. maj 1958 blev Palle atter anholdt, og nægtede til start at kende noget til indbruddene. Da politiet fandt det værktøj, som han havde brugt under indbruddene, indrømmede han indbruddene på Skattevæsenets kontorer, men holdte fortsat fast i, at han ikke havde noget at gøre med indbruddet på Sygekassen Sundet.
Igen blev Palle mentalundersøgt, og denne gang lød det at psykopattrækkene var tiltaget. Han blev derfor anbefalet anbringelse på psykopatforvaringsanstalt. Københavns Byret valgte dog ikke at følge denne anbefaling, og idømte ham i stedet sikkerhedsforvaring i september 1958, hvilket Palle ankede på stedet. I stedet for stadfæste, resulterede det i at dommen blev ændret til psykopatforvarring. Palle blev derfor sendt til Horsens Statsfængsel, hvor han mødte 44-årige invalidepensionist Norman Lee Bune. Norman var en professionel vaneforbryder, med utallige domme bag sig, blandt andet for tyverier, røverier og drabsforsøg. De to blev hurtigt venner, og tilbragte en del tid sammen. Palle blev også gode venner med en vagabond ved navn Astor, der havde specialiseret sig i at begå indbrud i korn- og foderstofforretninger i Jylland.
D. 10. december 1962 blev Palle prøveløsladt. Han var endnu ikke flyttet hjemmefra, og blev derfor sendt hjem til sine forældre igen, hvor han fortsat havde penge liggende på loftet. Det følgende efterår købte Palle en 4-dørs Cadillac for 10.000 kroner. Han lagde 5000 kroner kontant, og aftalte at afbetale 300 kroner om måneden, for at det ikke skulle virke mistænksomt. Han aftalte desuden med sin mor, at hvis nogen spurgte, havde han lånt de 5000 kroner af hende.
Han fik arbejde som drejer hos Dansk Gummi- og Guttaperkafabrik, hvor han tjente 450 kroner om ugen. Efter et halvt år skiftede han job, og blev ansat hos et engelsk firma, der fremstillede antenner for militæret. Her tjente han 400 kroner om ugen.

Lige før julen i 1964 stødte Palle på Norman, som han ikke havde set siden de begge var i forvaring i Horsens Statsfængsel. De begyndte at tilbringe meget tid sammen, og efter nogle måneder røg Palle tilbage til sin gamle livsstil, denne gang med Norman som partner. For ikke at skabe for meget opmærksomhed ved indbruddene, valgte Palle at købe en Simca Versailles for 3900 kroner, og bruge den til røverierne i stedet for Cadillacen. Tyvekosterne solgte Palle og Norman til en kvinde, der ejede en kiosk på Løjtegårdsvej og nemt kunne sælge dem videre her.
En dag fik Norman den idé, at de skulle bryde ind hos en bedemand. Da de endelig kom ind i forretningen, kunne de ikke finde nogle penge. Norman overbeviste Palle om at bedemanden havde taget pengene med hjem, og de fandt derfor bedemandens adresse frem og kørte hjem til ham. Klokken var omkring to om natten, da de ankom til bedemandens hjem, men nu turde Norman alligevel ikke bryde ind, og de kørte derfor hjem, mere eller mindre tomhændet – med undtagelse for en æske chokolade og andre småting.

Mordene

Omkring midnat d. 16. september 1965 brød Norman og Palle ind hos en handelsgartner ved Amager Landevej. Lige da de var nået ind i huset, blev de afbrud af ejeren, der råbte at han havde tilkaldt politiet. Norman og Palle flygtede ud af et vindue; Palle med pistolen i hånden, som pludselig affyrede et skud, der ramte vindueskarmen, til stor forskrækkelse for både Norman og Palle. Han affyrede endnu et skud, da de var nået ud på gaden. Her tabte Palle i kaosset sit halstørklæde, inden de to mænd kastede sig ind i bilen og drønede hjem til Norman. De kunne nu anse sig som værende eftersøgte.

Det stoppede dem dog ikke i at forsøge at begå indbrud den følgende aften. De havde endnu ikke fundet ud af, hvor de skulle begå indbrud, og kørte derfor bare rundt i byen, indtil de blev enige om at prøve at køre til Roskilde. Her fandt de en bilforretning i udkanten af byen, hvor de stjal 425 kroner, et kompressorhorn og nogle plastikdunke med olie. På vej hjem til København stoppede de ved en møbelforretning på Amagerbrogade, men kunne ikke bryde ind. De forsøgte derfor i stedet med nabobutikken, Schous Sæbehus, hvor de stjal parfumer, dametasker og damestrømper, til en samlet værdi på cirka 1693 kroner, samt 340 kroner fra kassen. Derefter brød de ind i Buskiosken på Sundbyvester Plads, og stjal her 391 kroner og et sæt spillekort. De blev enige om, at det var nok for denne nat, og de kørte derfor mod Normans lejlighed.
Undervejs kørte en politibil forbi dem, hvilket gjorde Norman så nervøs, at han ikke kunne sidde stille. Han blev ved med at vende og dreje sig mod politibilen, og politibilen vendte derfor om og kørte mod dem. Palle satte farten op og forsøgte at ryste politibilen af sig, men da den blev ved med at følge efter dem, rakte Palle Norman et skydevåben, og trak sin egen pistol frem.

Klokken var 03⁴⁸ da Palles bil blev set køre i al for høj fart ved Lufthavnsterminalen. Snart efter havde nervøsiteten hos Norman taget til i sådan en grad, at han valgte at smide våbenet ud af bilen og hoppe med, og løb væk, ind i nattens mørke. Palle var nu alene i bilen.
Pludselig var Palle tvunget til at stoppe bilen, med pres fra politibilen. Han steg ud af bilen, og ligeså gjorde den unge politibetjent, 24-årige Gert Søndergaard Harkjær. Harkjær gik få skridt mod Palle, da Palle trak pistolen frem og affyrede tre skud, der alle ramte Harkjær. Palle gik derefter hen til politibilen og affyrede to skud ind i bilen. Han ramte 23-årige Henning Skov Hansen, som nu faldt ud af bilen. Palle gik hen til den hårdt sårede mand, og skød ham yderligere to gange. Pludselig opdagede han, at Harkjær havde vaklet cirka otte mener i retning mod en hybenbusk. Palle løb mod ham og skød ham i nakken. Palle havde nu dræbt to unge politibetjente. Han satte sig ind i sil bil, og kørte væk derfra i høj fart, ned af Amager Strandvej.

På hjørnet af Amager Strandvej og Italiensvej holdte politibetjentene 24-årige Elmer Gert Jeppesen og 28-årige Aksel Dybdahl Andersen. En bil drønede forbi dem i høj fart, og da opdagede de, at det var den eftersøgte bil. Få minutter efter formåede Andersen at svinge politibilen ind foran Palle, og dermed tvinge ham til at stoppe bilen. Jeppesen steg ud af bilen og gik hen mod Palle, der nu også steg ud. Palle skød Jeppesen direkte i hjertet. Han døde på stedet. Palle skød ham igen, og gik derefter hen til politibilen, og skød Andersen, der var ved at flygte ud af bilen, i ryggen. Palle gik om på den anden side af bilen, hvor Anders havde forsøgt at flygte ud af, og skød ham igen.
Pistolen var tom, og Palle havde på få minutter dræbt fire unge politibetjente:

• Gert Søndergaard Harkjær, 23 år
• Henning Skov Hansen, 23 år
• Elmer Gert Jeppesen, 24 år
• Aksel Dybdahl Andersen, 28 år

Palle kørte derefter hen til en byggeplads ved Amager Fælled, og gemte tyvekosterne. Han gik bagefter hen til Amager Fælled og gemte sine to pistoler. Den ene skilte han ad i flere dele, og trampede ned i noget mudder. Han gik derefter hen til Normans lejlighed i Kastrup, hvor han fortalte Norman hvad der var sket. De pakkede Palles tøj godt ind, og smed det senere ud i en skraldespand. Palle stjal en cykel og kørte tilbage til byggepladsen for at hente sin bil. Den kørte han hen til Korfuvej, hvor han parkerede den og gik hjem til fods.
Derhjemme var Palles mor og storesøster Inge allerede stået op, og havde hørt om mordene i radioen. Da Inge lidt senere så billedet af Palles halstørklæde, der var blevet fundet efter indbruddet på handelsgartneriet, som allerede nu var forbundet med mordene, vidste hun, at hendes bror stod bag politimordene. Men Inge valgte at holde sin viden for sig selv endnu.
Nogle timer efter besluttede Palle sig for, at han blev nødt til at få skiftet dæk på bilen. Det kunne ikke lade sig gøre denne lørdag, og han kørte derfor i stedet hjem til Norman på sin knallert. Her fortalte Norman om sin idé, der lød at Palle på stedet skulle flytte hjem til Normans søster, Lya, som kunne være hans alibi for mordnatten. Palle fandt den idé helt dum. Under middagen udmeldte Palle pludselig, at han ville melde sig selv til politiet. Men da middagen var overstået og de havde taget afsked, var Palle fortsat i tvivl om, hvad han skulle gøre. Så han kørte hjem til sin ældste og bedste ven, Jørgen.

Jørgen var på vej ud for at skyde vildænder, og spurgte Palle om han ville med. De tilbragte aftenen sammen ude i naturen, med få ord. Da aftentrækket af vildænder var overstået, kørte Jørgen Palle hen til hans knallert, som han havde parkeret lidt væk fra Jørgens hjem, i tilfælde af at politiet var der. De tog afsked, og så aldrig hinanden igen. Da Palle kørte forbi Jørgens hus, var der fyldt med politi og Jørgen var ved at blive anholdt.
Palle kørte hen til en ven for at aflevere knallerten, og gik til fods hjemad. Da han nåede lejlighedsbygningen han og familien boede i, kunne han se at også her var der fyldt med politi. Han gik hen til et busstoppested og tog bussen til Politigården, hvor han sagde, at nogen nok gerne ville tale med ham. Straks efter var han omringet af politifolk og blev anholdt.

Efterforskning og retssag

Søndag formiddag blev Palle fremstillet i grundlovsforhør på Politigården, sigtet for overtrædelse af våbenloven og vilkårene for hans prøveløsladelse. Han nægtede ethvert kendskab til mordene, og blev varetægtsfængslet i 14 dage. Da Palle senere var til afhøring nægtede han fortsat at være involveret, trods selv at have kontaktet politiet, men erkendte at han havde overtrådt våbenloven.

To dage senere, d. 21. september, fortalte Norman, der var blevet anholdt kort efter at Palle havde forladt hans lejlighed, at Palle havde dræbt de fire politibetjente. Han fortalte om dagene optil mordene og tilstod mere eller mindre alt. Alle beviser pegede i forvejen på Palle, men denne forklaring var ekstra nyttigt. Senere samme dag blev Palle atter hentet ind til afhøring, og her blev han fortalt om deres nye viden. I længere tid sad Palle stille, indtil han bad om et glas mælk. Da han havde drukket mælken, sagde han: ”Ja, det var mig der gjorde det. Jeg skød de fire politifolk”. Han fortalte hvor han havde smidt pistolerne, og det var så dét. Drabschefen blev kaldt ind i lokalet, og tilståelsen blev genoptaget. Og med det, var mordene opklaret.
Klokken 18 samme dag kom Norman for en dommer, hvor han gav en fuldgyldig forklaring. Tre timer senere stod Palle samme sted, og blev spurgt, om han havde skudt for at dræbe. Tøvende sagde Palle, at det måtte han have gjort. Han blev sigtet for manddrab og fængslet i fire uger. Senere samme aften blev han kørt til Amager Fælled, hvor han viste kriminaloverbetjent Gadfeldt, hvor han havde smidt våbnene. Det lykkedes dem dog kun at finde den pistol, som Palle havde skilt ad og trampet ned i mudder.

Palle blev derefter isolationsfængslet, uden radio og avis. Da politibetjentene d. 25. september blev bisat fra Vor Frue Kirke i København, blev det sendt i både TV og radio, og repræsentanter fra regeringen samt kong Frederik IX var til stede. Palle kunne da høre salmen Altid frejdig når du går og taler fra radioen i nabocellen.
Efter tilståelsen, valgte Palle at samarbejde med politiet, og det gjorde efterforskningen forholdsvis nem. Under forundersøgelsen i Københavns Byret blev der i stedet for en mentalundersøgelse, bedt om en udtalelse fra Retslægerådet. Nogle uger senere kom de frem til at Palle måtte betegnes som en velbegavet psykopat, og en impulsiv, hæmningsløs, følelseskold og farlig forbryder.

D. 4. januar 1966 blev Palle tiltalt for 15 overtrædelser af loven, herunder berigelseskriminalitet, indbrud og mord. Fordi Palle havde tilstået, var det nu blot straffen der skulle findes frem til. Anklager ønskede fængsel på livstid, mens forsvar ønskede en behandlingsdom, eventuelt psykopatforvarring. D. 18. marts kom tre dommere og et hold nævninge frem til, at Palle skulle idømmes fængsel på livstid. Forsvaret ankede dommen, men d. 24. august blev den stadfæstet, og måneden efter blev Palle sendt til isolationsafdelingen i Vridsløselille Statsfængsel.

Fængselstiden

Palle sad igen isoleret, men denne gang fik han lov til at høre radio fra kl. 7 til kl. 22. Han kunne vælge mellem to kanaler fra Danmarks Radio. Han fik desuden mulighed for ½ times ophold i gården to gange dagligt. Dog havde han ikke sit eget toilet, og skulle tilkalde en vagt hver gang han skulle på toilettet. Hans nabocelle blev indrettet som arbejdsplads til Palle, hvor han blandt andet lavede sko, rullede stearinlys, samlede julekalendere og sprællemand. Samtidig brugte han konstant sin fantasi til at fremstille ting, blandt andet en dieselmotor og en jetmotor. Faktisk passede det Palle ganske fint at være isoleret og ikke i kontakt med andre fanger. Efter nogle år fik han lov til at få et musikanlæg ind i cellen, og i 1968 fik han lov til at købe et fjernsyn med stueantenne, så han kunne se OL i Mexico. Som årene gik begyndte Palle dog at undre sig over, at han fortsat skulle være i isolation. Han stillede spørgsmålstegn ved dette flere gange, og skrev i 1975 et brev til den daværende justitsminister Orla Møller. Her spurgte han om det var lovligt at være isolationsfængslet så længe og om han snart måtte komme på ledsagede udgange. Han fik aldrig svar på brevet.

Først i januar 1976 blev Palle overført til fællesskabsafdelingen, efter at have været isoleret i ti år. Han fortsatte sit arbejde, men fik nu også lov til at reparere fængslets skrivemaskiner og regnemaskiner. Han fik desuden også lov til at skifte sit TV ud med et der havde farver. At han var kommet ud af isolation, betød at han nu også måtte få besøg, og den mulighed tog hans mor til sig. Hun besøgte ham hver onsdag, men ellers var det sjældent han fik besøg.
I februar 1977 så Palle verdenen udenfor fængslet for første gang i mange år. Det var dog ikke af glædelige grunde, for han havde fået betændelse i bugspytkirtlen og blev derfor indlagt på Bispebjerg Hospital, hvor han var under konstant overvågning.
I november samme år blev der fundet 50 gram hash gemt i radioen i Palles arbejdscelle. Politiet mente desuden at der var blevet foretaget ulovlige indgreb i radioen, så den kunne bruges til aflytning. Palle blev afhørt og sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer og radiokommunikationsloven, men Palle nægtede at have noget med det at gøre. Fire måneder senere kom sagen for retten i Glostrup, og her blev Palle frifundet, dog med en advarsel, da det ikke kunne bevises at Palle ejede hashen og heller ej at der var blevet pillet ved radioen.

I december 1980 så Palle igen verdenen udenfor fængslet, men atter var det ikke af glædelige grunde. Hans mor havde fået lungekræft og var blevet indlagt. Palle fik lov til at besøge hende, med to fængselsbetjente der skulle overvåge ham. Han fik dog lov til at sidde med hende alene på stuen, og holdte hende i hånden. Efter en times tid sagde Palles mor, at der ikke var grund til at han sad der længere, og efter at Palle sagde at han ville besøge hende igen efter jul, tog de afsked. Palles mor døde d. 22. december.
I den forbindelse fik Palle tilbudt at ringe til sin søster, samt ledsaget udgang for at deltage i begravelsen. Han takkede ja til det første, men nej til det sidste, da han ikke ønskede at der skulle være negativ medieomtale om hans mors begravelse.

To gange om ugen kom en lokal købmand forbi fængslet og solgte varer til almindelige butikspriser til de indsatte. Palle brugte sjældent penge på sig selv, og havde derfor fået sparet en del penge sammen under sin afsoning. Han fik derfor pludselig den idé at købe en større mængde varer af købmanden, som han så derefter solgte til overpris til sine medfanger, da de ofte nåede at løbe tør for varer inden købmanden kom igen. Hovedsageligt var det småkager, cigaretter og slik, og efter noget tid havde Palle hver uge en fortjeneste på omkring 500 kroner, samt 300 kroner fra hans andet arbejde. Han lånte desuden penge ud til sine medfanger, som blev betalt tilbage med renter. Han formåede derfor at tjente en god sjat penge sammen hen over årene.
Efter at være blevet overført til fællesafdelingen, udviklede Palle venskab med rockerne og blev en del af det øverste hierarki i fængslet. Han var dog ikke involveret i kriminalitet, og var en ellers ganske rolig og vellidt fange af både indsatte og personale. Hans forretning bidrog til ro blandt de indsatte, og alt i alt blev han betragtet som en mønsterfange.

Normalt fik de fleste livstidsfanger lov til at komme på ledsagede udgange efter af have afsonet fem år. Efter sit sjette år, begyndte Palle regelmæssigt at anmode om ledsagede udgange, men blev afslået gang på gang – hvilket også betød, at han ikke kunne søge om benådning. Afslagene undrede ikke kun Palle og hans advokat, men også fængselsinspektøren Ole Hansen. Han skrev derfor et brev direkte til daværende justitsminister Ole Espersen, hvori han blandt andet skrev at Palle var ved at blive et gidsel og at han ikke skabte problemer. Men fængselsinspektøren fik aldrig svar på sit brev. Senere på året blev Erik Ninn Hansen justitsminister, og fik dermed sagen på sit bord. Han kaldte Folketingets Retsudvalg til samråd året efter, hvilket resulterede i at Palle nu endelig fik to ledsagede udgange om året, med to fængselsbetjente og to bevæbnede politifolk. Det gjorde ikke noget for Palle; han var bare glad for, at han endelig måtte komme lidt ud. Den første ledsagede udgang gik til Teknisk Museum og Kronborg i Helsingør.
At Palle kunne komme på ledsagede udgange, betød at han nu også kunne søge om benådning. Han havde nu siddet fængslet i næsten tyve år, og han gik derfor straks i gang med at søge. Men meget pludseligt blev der fundet 5 gram hash i en gardinstang og 161 gram bag en radiator på afdelingens fællestoilet. Og trods manglende beviser, blev Palle igen anklaget og til sidst sigtet for at være involveret, og atter sendt tilbage i isolation. En anden medfange tilstod at eje de 5 gram hash, men man fandt aldrig ejeren af de 161 gram. Ved et retsmøde d. 29. maj 1985 blev Palle frifundet for at have noget med de 161 gram hash at gøre, men blev idømt 10 dages fængsel for at have opbevaret 5 gram hash. Dette blev senere omsat til syv dages fængsel.
Dette havde dog ikke betydning for Palles ledsagede udgange, og han fik nu lov til at komme på ledsagede udgange fire gange om året, med samme bemanding.

I forbindelse med ansøgningen om benådning skulle Palle i foråret 1986 mentalundersøges. Her kom psykiateren frem til at risikoen for at Palle ville begå ny kriminalitet var lav, og at Palle med årene var blevet mindre impulsiv. Det var Retslægerådet ikke tilfredse med, og de anbefalede derfor en ny observation i et andet miljø. Det betød at Palle blev sendt til Anstalten ved Herstedvester, hvor han blev undersøgt og observeret. Det gik såmænd ganske fint, og alt tydede godt. Men da Palle blev sendt tilbage til Vridsløselille Statsfængsel fik han pludselig besøg af en ny psykiater af flere omgange. Denne psykiater havde tydeligvis en forventning om at Palle var impulsiv og utilregnelig. Hun blev ved med at spørge ind til, om Palle kunne forestille sig at bruge vold. Palle nægtede flere gange, og sagde at han havde udført nok vold i sit liv. Efter at have fået stillet spørgsmålet utallige gange, sagde Palle, at hvis han kom gående på Rådhuspladsen og så en mand med en atombombe midt på pladsen, der truede med at detonere bomben og dermed dræbe millioner af mennesker, nok godt kunne finde på at skyde manden. Psykiateren havde endelig fået sit svar, og med det var undersøgelserne overstået. D. 28. april 1987 kom den nye mentalerklæring: Palle kunne risikere at handle impulsivt ved akut belastning, og burde derfor ikke benådes.
Fængselsinspektøren var rasende, og fandt det på ingen måde retfærdigt. Palles advokat var heller ikke tilfreds, og skrev et brev til Den Europæiske Menneskerettighedskommission, hvori han spurgte om de ville tage sagen op. To uger senere fik han et svar, der lød at det ville de ikke.

Under efterforskningen af en røverisag fandt politiet præmieobligationer for mere end 20.000 kroner, tilhørende Palle. Det var nogle han havde brugt sine fortjeneste og fængselsløn på, og som hans søster havde hjulpet ham med. Efterforskerne kiggede på Palles konti og konkluderede, at alle de penge ikke kunne være anskaffet lovligt. Der var cirka 300.000 kroner i kontanter, obligationer og aktier i banker og sparekasser, og de var overbeviste om, at det kom fra hashhandel. Palles celle blev ransaget, og Palle atter smidt i isolation i 13 dage. Under ransagningen fandt de 68 gram hash i en udhulet hylde i hans arbejdscelle, samt smykker, ure og papirer, der indikerede at Palle solgte hash. Sidstnævnte var indbetaling af de lån, fra medfanger, som havde lånt penge af Palle og ikke kunne betale tilbage i kontanter. Efterforskningen stod på i flere måneder, hvor Palle holdte fast i at han ikke at solgte hash. Efter at have været isoleret i 13 dage, blev han sendt til arresthuset i Hillerød, hvor han sad i cirka en måned. Han kunne derefter vende tilbage til afsoningen af sin straf, men skulle nu overføres til Nyborg Statsfængsel.

Det var ikke noget der gjorde Palle det store. Han kunne fortsætte med at arbejde, og kom fortsat ikke i problemer med andre medfanger. Han stod for en masse reparationer, og deltog i alle kurser han fik tilbudt. Dog var Palles ledsagede udgange sat i bero, mens efterforskningen stod på.
I slutningen af juli 1989 blev Palle tiltalt for at have solgt lidt over 300 gram hash. Retsmødet fandt sted i Københavns Byret d. 30. januar 1990, hvor Palle blev frifundet, da der ikke var nogle beviser. Her var der allerede en ny sag i gang mod Palle, der lød at han skulle betale sine afsoningsomkostninger. Det nægtede Palle, men det blev senere, i september 1992, besluttet at han skulle betale afsoningsomkostningerne fra d. 1. november 1988 til d. 31. maj 1995.
Kort efter at Palle var blevet frifundet i narkosagen, afslog daværende justitsminister Hans Engell at benåde Palle. I stedet fik han kort tid efter lov til at komme på ledsagede udgange én gang om måneden, med tre ledsagere: en fængselsfunktionær og to politifolk fra Nyborg politikreds. Året efter søgte Palle igen om benådning, men blev atter afvist af Engell.
På 25 års dagen for mordene valgte fangerne i Vridsløselille Statsfængsel og Nyborg Statsfængsel at strejke, i protest mod at Palle, fordi han endnu ikke engang var blevet overvejet prøveløsladt, blev behandlet anderledes end andre livstidsfanger.

Kort tid efter at det blev besluttet, at Palle skulle betale afsoningsomkostningerne, blev han indlagt på den psykiatriske afdeling på Middelfart Sygehus. Han skulle igennem endnu en mentalundersøgelse, der denne gang bestod af døgnobservation, psykologiske undersøgelser og samtaler med overlæge og første reservelæge. Efter cirka en måned blev Palle sendt tilbage til Nyborg Statsfængsel, og efter endnu en måned kom den nye mentalerklæring: Palle var ikke i stand til at reflektere over sit liv og tankeindhold, han var umoden og ekspansiv i sin tankegang – og ikke mindst, at Palle mente, at mordene var uheld skabt af situationen, og tænkte mere over konsekvenserne det havde haft for ham, end for andre. Altså mente de, at det ikke var sikkert at benåde Palle.
I august 1993 modtog Palles advokat et brev fra daværende justitsminister Erling Olsen, hvori han havde skrevet at Palle ikke blev benådet før han fik en garanti på, at Palle ikke ville begå flere mord. Dog kunne han nu få ledsagede udgange hver 14. dag. I februar året efter klagede Palle til Folketingets Ombudsmand, Hans Gammeltoft Hansen, over justitsministerens afslag, samt at han ikke måtte komme på uledsagede udgange. Folketingets Ombudsmand brugte over et år på at behandle sagen, og kom først med svar i marts 1995.
En rapport viste, at i den tid Palle havde siddet fængslet, altså næsten 30 år, var 18 livstidsfanger blevet benådet. Disse havde i gennemsnit siddet fængslet i 13 år og ni måneder. 11 livstidsfanger var endnu ikke blevet benådet, men kun tre af disse havde været fængslet i mere end 14 år. Altså var det uden tvivl, at Palle var blevet behandlet væsentligt anderledes end andre livstidsfanger, og Folketingets Ombudsmand henstillede den nye justitsminister, Bjørn Westh, til at kigge på sagen.
I samråd med kriminalforsorgen besluttede justitsministeren at Palle skulle overføres til det åbne fængsel i Sønder Omme, og her flyttede Palle hen d. 26. maj 1995.

Det åbne fængsel var noget anderledes, end hvad Palle havde været vant til de sidste næsten 30 år. Han havde fortsat sit arbejde med at reparere ting, og arbejdede fra kl. 7³⁰ til 15³⁰. Men der var pludselig meget plads og frihed, hvilket til en start skræmte Palle en anelse. Han kom hurtigt til at elske det.
Efter et år skulle Palle atter gennem en mentalundersøgelse, hvor han dels skulle vurderes i fængslet og dels på psykiatrisk hospital i Århus. Her lød konklusionen at Palle næppe udgjorde en væsentlig fare for andre. Den konklusion bakkede Retslægerådet op om, og få uger senere blev det besluttet, at Palle skulle sendes til Pensionen Lyng. Denne blev brugt til at udsluse indsatte til et liv i frihed. D. 7. marts 1997 pakkede Palle alle sine ting, og flyttede til pensionen, der lå i nærheden af Sønder Omme.
Her var der endnu mere frihed, og her var Palle ikke pålagt arbejde. Han påtog sig frivilligt opgaver, hvor han blandt andet syede for pensionen og samlede nyindkøbte cykler. Han købte en knallert, men solgte den efter lidt tid til en anden indsat – for samme beløb, som han selv havde købt den for. I anledningen af sin 70 års fødselsdag fik Palle lov til at komme på en ledsaget udgang til København, hvor hans søster Inge holdte fødselsdag for ham.
Fødselsdagen blev Palles sidste ledsagede udgang, for der var nu kommet en nu justitsminister til, Frank Jensen, og han valgte at indstille Palles seneste benådningsansøgning for dronningen i 1998. D. 4. maj modtog Pensionen Lyng en besked fra Justitsministeriet, der lød at Palle skulle løslades.

Livet som en fri mand

Der var dog få betingelser ved benådningen. Han skulle føre et ordentligt liv, hvor han i fem år ville være undergivet tilsyn og i disse fem år ikke måtte begå strafbare forhold. Desuden skulle han blive på pensionen, indtil Kriminalforsorgen fandt en passende bolig til ham. I det kommende år rejste Palle flere gange til København for at kigge på ældreboliger, hvor han imens overnattede hos sin søster. I foråret 1999 flyttede Palle ind i en ældrebolig i Valby, og var endelig en fri mand. 72 år gammel, fængslet i 33 år.

Den første tid i det nye hjem gik med at komme på plads, og til det fik han hjælp af Astor, som han havde mødt tilbage i psykopatforvarringen for 40 år siden. Astor boede nu på Amager, og de to begyndte at tilbringe meget tid sammen. Astor lærte Palle om livet i friheden, der havde ændret sig en del de sidste 33 år. Blandt andet lærte Palle at tage offentlig transport. I 2001 fik Astor nyresvigt, og blev derfor indlagt på Rigshospitalet, hvor Palle jævnligt besøgte ham. Astor nægtede at tage imod behandling, og døde derfor til sidst.
Palle blev også hurtigt venner med folk i nabolaget og de andre ældre i bygningen. Han tog ofte på tilbudsjagt, og handlede ind for de ældre, der ikke selv kunne. Alligevel valgte han at tage tilbage til Pensionen Lyng for at holde sin første juleaften og nytårsaften som en fri mand.

Hans interesse for både havde ikke ændret sig, og i 2002 købte han derfor en motorbåd, som han placerede i Karlslunde Havn. Han navngav båden Havblik, og sejlede den del i Køge Bugt og arrangerede fisketure. Efter et halvt år solgte han båden til en mand på Grønland, da han ville købe en større og hurtigere.

I 2007 modtog Palle et brev fra forfatteren Frank Bøgh, der ønskede at skrive en slags biografi om ham. Det var langt fra første gang at Palle fik sådan en henvendelse, og brevet lå også usvaret i nogle måneder. Palle valgte til sidst at takke ja til tilbuddet, og det resulterede i bogen Palle Sørensen: Politimorder, udgivet i 2012. Under en af deres mange samtaler, fortalte Palle at han havde brugt mange timer og dage på at tænke på de personer han dræbte, på deres koner og eventuelle børn, og havde forskellige forestillinger om, hvordan det kunne være endt uden mord. Han fortalte også, at han efter sin løsladelse ofte havde haft mareridt om at være tilbage i fængslet, selvom han var løsladt, med en nervøs og urolig følelse.

Palle holdte sig på den rene sti resten af sit liv, og blev boende i sin ældrebolig i Valby. Han mødte ikke mange de ønskede ham dårligt, tvært imod blev han en ganske vellidt mand i friheden.
D. 1. februar 2018 afgik Palle ved døden, 90 år gammel. Dødsårsagen er ikke offentliggjort.

I dag er straffeloven ændret sådan, at livstidsdømte efter 12 år skal vurderes hvert år. Den dansker der i dag har siddet længst tid fængslet, er Naum Conevski, der i 1984 skød og dræbte 20-årige Enrico Per Nielsen og 16-årige Brian Jensen Petersen.

Medier

I 1989 udkom dokumentaren Hævnen er vor – et portræt af fange nr. 22, Palle Sørensen, skabt af Lars Engels.
I 2015 lavede P1 radiodokumentaren 4 drab der ændrede Danmark, hvor politimordene er et af de fire drab. Efter Palles død blev dokumentaren genudgivet i en lettere redigeret udgave.

Som tidligere nævnt udkom bogen Palle Sørensen: Politimorder, skrevet af Frank Bøgh, i 2012. Jeg læste bogen i forbindelse med dette indlæg, og kan i den grad anbefale den til enhver, der er interesseret i at læse mere.

Sagen er desuden nævnt i følgende bøger:
– Fængselsliv – Vridsløselille Statsfængsel, af Peter Grønlund, 2017
– Gården: Politigården i København, af Claus Buhr, 2018
– Ondskab, af Frederik Strand, 2019

Kilder

• Bog: Palle Sørensen: Politimorderen, af Frank Bøgh
• Palle Sørensen, via Politimuseet