Jack the Stripper

Fantomtegning af den formodede gerningsmand

Fra 1959 til 1965 dræbte en uidentificeret person mindst otte kvinder, der arbejdede som prostituerede, og dumpede de nøgne lig i eller nær Themsen i London, England. Morderen blev kaldt for Jack the Stripper, som en reference til den uidentificeret seriemorder Jack the Ripper, der i slutningen af 1800-tallet dræbte mindst fem personer i Whitechapel-distriktet i London. Sagen, der i dag fortsat er uopklaret, trods tilståelser, selvmord og en lang række mistænkte, bliver også kaldt for Hammersmith Nude Murders.

Tidlig morgen d. 17. juni 1959 blev liget af 21-årige Elizabeth Friggs fundet af politibetjente i Duke’s Meadows, Chiswick, på den nordlige bred af Themsen. Hendes kjole var blevet revet i stykker ved taljen, og hendes bryster var bare. Hun manglede sit undertøj og sine sko, og havde ingen personlige ejendele på sig. Politiet offentliggjorde derfor et billede af Elizabeth, i håb om at pårørende ville henvende sig og identificere hende. Elizabeths mor og roommate så billedet, og identificerede hende.
Obduktionen viste at Elizabeth havde mærker på halsen, hvilket passede til dødsårsagen der lød på at hun var blevet stranguleret. Hun var blevet slået ihjel mellem midnat og kl. 2⁰⁰, samme dag hun blev fundet. Ejeren af en bar på den anden side af floden, fortalte efterforskerne at han og hans kone havde set en bil holde parkeret med lyset tændt i området Elizabeths lig blev fundet. Bilens lys var blevet slukket efter lidt tid, og da havde de hørt en kvinde skrige. Efterforskerne mistænkte derfor at Elizabeth var blevet dræbt i sin klients bil, og derefter dumpet. Trods grundig undersøgelse af området, blev Elizabeths undertøj, sko og taske aldrig fundet.

På en losseplads i Mortlake, cirka 1,6 km fra hvor Elizabeths lig blev fundet, blev liget af 22-årige Gwynneth Rees fundet d. 8. november 1963. Med undtagelse af en enkelt strømpe på det højre ben, var liget helt nøgen. Liget var blevet fundet, da en ansat på lossepladsen jævnede området med en skovl, og ved et uheld kom til at hugge hendes hoved af. Det var derfor ikke muligt at fastslå en dødsårsag, men obduktionen viste, at hun flere af hendes tænder var blevet fjernet.

D. 2. februar 1964 blev liget af 30-årige Hannah Tailford fundet på Themsens kyst, ved London Corinthian Sailing Clubs klubhus. Obduktionen viste at hun havde fået proppet sig undertøj i halsen, var blevet stranguleret og smidt i vandet, hvor hun var druknet. Igen var flere tænder blevet fjernet.

Lidt over to måneder senere, d. 8. april, blev liget af 25-årige Irene Charlotte Lockwood fundet på Themsens kyst, ikke langt fra hvor Hannah var blevet fundet. Irene var gravid og fire måneder henne, da hun blev dræbt.
Senere samme måned tilstod en mand ved navn Kenneth Archibald at have dræbt Irene. Da han kom for retten i juni trak han sin tilståelse tilbage, og da der ikke var andre beviser end tilståelsen, der ikke engang stemte helt overens med sandheden, blev han frifundet for mordet. Efterforskerne begyndte nu at forbinde mordene med hinanden, men først mange år senere, ville de to første mord indgå i samlingen.

D. 24. april blev liget af 22-årige Helen Catherine Barthelemy fundet i en gyde i Brentford, som det første offer væk fra floden. Fire af hendes fortænder var blevet fjernet, hvoraf den ene blev fundet i hendes hals. Obduktionen viste at Helen var blevet stranguleret ihjel.
For første gang stod efterforskerne nu også med fysisk bevismateriale fra gerningsmanden: spor af maling på liget, der viste sig at stamme fra bilfabrikanter. Efterforskerne begyndte derfor at kigge nærmere på bilfabrikanter og deres ansatte.

Der gik nu lidt under tre måneder, før næste lig blev fundet. Det var 30-årige Mary Flemming, der d. 14. juli blev fundet nøgen og dræbt på Barrymede Road i Chiswick. Mary var blevet meldt savnet tre dage forinden.
Kort før liget blev fundet, havde beboere på vejen hørt en bil vende for enden af gaden og køre væk derfra. Desværre var ingen i stand til at give en ordentlig beskrivelse af bilen. Obduktionen viste at Mary var blevet stranguleret, og havde fået fjernet flere af sine tænder. Igen blev der fundet maling på liget.

21-årige Frances Brown blev sidst set i live d. 23. august 1964, af sin kollega Kim Taylor, da hun steg ind i en Ford Zephyr eller Zodiac. Frances’ lig blev fundet d. 25. november i en gyde i Kensington, med pletter af maling på kroppen og en fortand der var blevet hevet ud. Igen var dødsårsagen strangulation.
Kim Taylor er det eneste vidne der har kunne give en beskrivelse af gerningsmanden, og det førte til en fantomtegning der kort efter blev offentliggjort, sammen med et billede af den formodede bil.

Måske var det på grund af offentliggørelsen af både fantomtegning og bil, at der gik noget tid før gerningsmanden slog til igen. 27-årige Bridget O’Hara blev sidst set i live d. 11. januar 1965, og d. 16. februar blev hendes lig fundet bag et Heron Trading Estate lagerskur i Acton. Liget viste tegn på at have været opbevaret i et tørt og varmt miljø, inden gerningsmanden havde dumpet liget bag skuret. Efterforskerne fandt også nu ud af, at den maling der var blevet fundet på flere af ligene, inklusiv Bridget, matchede malingen på en overdækket transformer, placeret få meter fra hvor Bridgets lig blev fundet.
Bridget var det sidste offer man formoder, blev dræbt af Jack the Stripper. Efter det indledende pressemøde, stoppede mordene.

Chefpolitiinspektør John Du Rose fra Scotland Yard stod for efterforskningen, der blandt andet involverede næsten 7000 interviews af mistænkte. De 7000 blev til 20, senere til 10 og til sidst til tre mistænkte – men ingen blev nogensinde dømt.
John Du Rose var af den overbevisning, af de sidste seks ofre blev kvalt under oralsex, mens andre involveret i sagen har udtalt, at der ikke var sex involveret i mordene. Ens for alle ofre var, at de udover at være blevet fundet i eller nær Themsen, alle var prostituerede kvinder og blev fundet helt eller delvist nøgen, en del også med manglende tænder.

Mistænkte

Kenneth Archibald var en 57-årig mand, der arbejdede som vicevært hos Holland Park Lawn Tennis Club. D. 27. april 1964 mødte han op på Notting Hill politistation, og påstod at han havde dræbt Irene Lockwood. Tilståelsen Kenneth kom med, stemte ikke helt overens med beviserne, men han blev alligevel tiltalt for mordet og kom for retten. Her trak han sin tilståelse tilbage, med forklaringen at han havde været deprimeret, og da der ikke var andet end hans tilståelse der forbandt ham med mordet, blev han d. 23. juni kendt ikke skyldig og frikendt.

Mungo Ireland var en velrespekteret, gift mand i 40’erne. Mungo havde arbejdet som sikkerhedsvagt hos Heron Trading Estate, hvor malingen var blevet sporet til en overdækket transformer. Kort efter mordet på Bridget O’Hara blev Mungo afhørt og kom i rækken af mistænkte. Efter afhøringen begik Mungo selvmord ved kulilteforgiftning, og efterlod sig et selvmordsbrev, hvori han blandt andet skrev: ”Jeg kan ikke gøre det længere” og ”For at redde dig og politiet fra at lede efter mig, vil jeg være i garagen”.
Alt dette tydede på at Mungo var morderen, og det var der også en del der var og fortsat er overbevist om. Men der var ingen beviser der kunne forbinde ham med mordene, udover arbejdspladsen, og nyere efterforskning tyder på at Mungo var i Skotland, da Bridget O’Hara blev dræbt.

Freddie Mills var verdensmester i letvægtsboksning fra 1948 til 1950. I 2001 fortalte forhenværende gangster Jimmy Tippett Jr., at han i forbindelse med research af sin bog om Londons gangstermiljø, kom til informationer der pegede på, at Freddie var Jack the Stripper. Han fortalte, at han havde talt med personer fra miljøet og pensionerede efterforskere fra Scotland Yard, der havde arbejdet på sagen, og at han og de var overbevist om at Freddie var morderen, samt at han var en ’seksuelt fordrejet sadist’ der nød at påføre andre smerte.
Også freelance journalisten Peter Neale mistænkte Freddie Mills, efter at han i 1972 eftersigende fik oplysninger fra en chefpolitiinspektør, der lød at Freddie var morderen. Peter Neale fortalte senere, at det var ’almen viden’ i West End, og at mange talte om det.
Der har været en del rygter om opstandelsen af mistanken mod Freddie, men han har aldrig officielt været mistænkt. Da John Du Rose udgav sin selvbiografi, hvori han naturligvis omtalte sagen, nævnte han ikke noget om Freddie Mills.
D. 24. juli 1965 blev Freddie fundet død i sin bil, i en gyde bag hans natklub. I bilen blev der fundet en riffel fra et tivoli, som efterforskerne mente Freddie havde brugt til at skyde sig gennem sit højre øje. Da ambulancefolkene ankom til stedet, ødelagde de gerningsstedet og dermed en masse bevismateriale, da de valgt at tage Freddie på hospitalet, trods han var død. Til en start mistænkte politiet at Freddie var blevet dræbt, men få dage efter valgte de ikke at bruge yderligere tid på efterforskningen, og konkluderede at Freddie havde begået selvmord grundet vinklen på skuddet.

Tommy Butler var chefsuperintendent hos Metropolitan Politi, og blev mistænkt af Jimmy Evans og Martin Short i deres bog The Survivor, 2002. Tommy Butler blev aldrig officielt mistænkt, og afgik ved døden i 1970.

Harold Jones dræbte i 1921 8-årige Freda Burnell og 9-årige Florence Little i Abertillery, Wales, da han selv var 15 år gammel. Han blev idømt livstid, men løsladt da han var 35 år, i 1941. Det lyder at han derefter tog tilbage til Abertillery, for at besøge pigernes gravsteder.
I 1947 flyttede Harold til Fulham, London, og gik under navnet Harry Stevens. Han boede her frem til 1962, hvorefter han ikke kunne spores, før sin død i Hammersmith i 1971.
Harold Jones har aldrig været officielt mistænkt, men forfatteren Neil Milkins mistænker ham for at stå bag mordene i sin bog Who Was Jack the Stripper? fra 2011. Teorien om at Harold var morderen, kom også frem i dokumentarserien Fred Dinenage: Murder Casebook.

En tidligere politibetjent fra Metropolitan Politi, der af offentligheden ikke kendes ved navn, blev ifølge forfatteren til Jack of Jumps, David Seabrook, mistænkt af flere seniorefterforskere, der havde arbejdet på sagen. Andre der mistænker politibetjenten, er Owens Summers, journalist hos The Sun, i en række artikler fra 1972, Brian McConnell, journalist fra Daily Mirror, i sin bog fra 1975 Found Naked and Dead, samt Dick Kirby, tidligere politibetjent hos Metropolitan Politi, i sin bog Laid Bare fra 2016.

Dette er bare få ud af mange mistænkte gennem årene. Sagen blev en af de største i Scotland Yards historie, men alligevel formåede efterforskerne aldrig at finde frem til morderen. Eftersigende er alle oprindelige bevismaterialer forsvundet eller ødelagt, hvilket desværre nok betyder, at sagen vil forblive uopklaret.

Medier

Følgende podcasts er lavet om sagen:
– Nature vs Narcissism, sæson 1 episode 10: Jack the Ripper & Jack the Stripper, januar 2018
– Still At Large Podcast, over tre episoder: The Hammersmith Nude Murders AKA Jack the Stripper, februar og marts 2018
– S’laugther: True Crime Podcast, episode 69: Jack the Stripper and the Disappearance of Arlene Fraser, marts 2019
– Our True Crime Podcast, episode 54: Jack the Stripper, august 2019
– State of Crime, episode 66: England – Jack the Stripper, september 2019
– The Six O’Clock Knock, episode 2: The Hammersmith Nudes, maj 2020

Romanen Goodbye Piccadilly, Farewell Leicester Square fra 1966, skrevet af Arthur La Bern, er løst baseret på sagen. Romanen er filmatiseret i Alfred Hitchcocks film Frenzy fra 1972.
Derudover er også Cathy Unsworths roman fra 2009 Bad Penny Blues delvist baseret på sagen.

D. 12. januar 2019 havde dokumentarfilmen Dark Son: The Hunt for a Serial Killer, der handler om sagen, premiere. Sagen er desuden nævnt i dokumentarserien Great Crimes and Trials of the Twentieth Century, i sæson 1 episode 24: Jack the Stripper. Episoden blev sendt første gang på BBC i 1993.

Følgende bøger er skrevet om sagen:
– Found Naked and Dead, af Brian McConnell, 1975
– Jack the Stripper: The Hammersmith Nudes Case, af Marshall Cavendish, i Murder Casebook-serien, 1990
– Jack of Jumps, af David Seabrook, 2006
– Who Was Jack the Stripper?: The Hammersmith Nudes’ Murders, af Neil Milkins, 2011
– Exposing Jack the Stripper: A Biography of the Worst Serial Killer You’ve Probably Never Heard Of, af Fergus Mason, 2013
– Laid Bare: The Nude Murders and the Hunt for ’Jack the Stripper’, af Dick Kirby, 2016

Derudover er sagen blandt andet nævnt i følgende bøger:
– Murder Was My Business, af John Du Rose, 1973
– The Visual Encyclopedia of Serial Killers, af Nigel Blundell og Susan Blackhall, 1996
– The Encyclopedia of Serial Killers, af Michael Newton, 2000
– A History of British Serial Killing, af David Wilson, 2008
– British Serial Killers, af Nigel Wier, 2011
– Mafialand: How the Mob Invaded Britain, af Douglas Thompson, 2011
– The Secret Life of Freddie Mills – National Hero, Boxing Champion, SERIAL KILLER, af Michael Litchfield, 2017

Kilder

• Bog: The Encyclopedia of Serial Killers, af Michael Newton
• Jack the Stripper, via Murder UK
• Wikipedia (Engelsk): Hammersmith nude murders
• Wikipedia (Dansk): Jack the Stripper