Drengen i kassen

I februar 1957 blev liget af en lille dreng fundet i en papkasse i en skov i Philadelphia, USA. På trods af stor optimisme hos efterforskerne i starten, samt massevis af teorier, herunder om en plejefamilie, en ondskabsfuld mor, et omrejsende karneval, og mange flere, er sagen 60 år senere stadig uopklaret.  

D. 23. februar 1957 tjekkede en ung mand sine bisamrottefælder, som han ulovligt havde sat op, i skoven ved Susquehanna Road i Fox Chase, Philadelphia, Pennsylvania, USA. Pludselig opdagede han en papkasse, der før havde indeholdt en babykurvevugge. Nu indeholdte den i stedet liget af en lille dreng, der var svøbt ind i et tæppe. Fordi den unge mands fælder var ulovlige, og han derfor frygtede at få en bøde eller få konfiskeret fælderne, valgte manden dog at lade være med at underrette politiet.
To dage senere kom den collegestuderende Frederick Benosis kørende ned af vejen ved skoven, da han fik øje på en kanin. Fordi han vidste der lå fælder, og ville sikre sig at kaninen var sikker, gik han ind i skoven for at lede efter fælder. Her fandt også han papkassen med drengen. Først var han i tvivl om, om han skulle kontakte politiet, ifølge visse kilder fordi det nok nærmere var piger fra den nærliggende skole han kiggede efter, fremfor kaniner. Men dagen efter valgte han heldigvis alligevel at underrette politiet, og straks efter gik efterforskningen i gang.

Drengens fingeraftryk blev straks taget, og til en start var politiet meget optimistiske omkring identificeringen af drengen. Men fingeraftrykkene gav ingen resultater, og der kom ingen vidner eller personer med informationer, der kunne føre dem tættere på en identificering af drengen eller hans forældre.
Alt hvad efterforskerne vidste om drengen, var at han var mellem 4 og 5 år gammel, var 107 cm høj og vejede 14 kilo, havde blå øjne og lysebrunt hår. Han var alvorligt underernæret, og havde ar fra operationer på ankler og lyske, samt et L-formet ar under hagen. Han havde desuden mærker og sår flere steder på kroppen og i ansigtet. Dødsårsagen var en hovedskade, og var sket 2 eller 3 dage før liget blev fundet. Han blev desuden fundet nøgen, og med nyklippet hår – muligvis klippet efter døden indtraf, da der blev fundet afklippede totter af håret på og omkring hans krop. Huden på hans fingre og tæer var rynket, hvilket fik politiet til at mistænke at han havde været i bad før sin død.
Gerningsstedet blev gennemgået igen og igen og igen, men de eneste fund efterforskerne gjorde, var fundet af en blå fløjlskasket, et hvidt lommetørklæde med bogstavet ”G” i hjørnet, samt et børnetørklæde. De fandt desuden også en død kat, der var svøbt i en mandesweater. Ingen af delene førte til videre spor.

Sagen tiltrak enorm opmærksomhed i området, og avisen The Philadelphia Inquirer udsendte d. 8. marts 400.000 flyers, med tre fotografier af drengen, samt af tæppet og kasketten. På dem stod al information efterforskerne havde samlet om drengen, tæppet og kasketten, i håb om at bare en eller anden ville genkende en af de tre, og kunne bidrage med viden til efterforskningen.
Politiet fik desuden lavet et billede af drengen, som han muligvis havde set ud i live, og fik dette offentliggjort.
I håb om at få gerningsmanden/mændene til at stå frem, udtalte politiet til medierne, at de mistænkte at drengens død var et uheld, og at liget var blevet dumpet fordi forældrene ikke havde råd til en begravelse. Dette var dog uden held, ligeså vel som løftet om en dusør på $1000 til den der kunne komme med afgørende informationer.

Bill Kelly var manden der tog fingeraftrykkene af drengen i kassen. Han var så opsat på at finde frem til drengens identitet, at han brugte sin fritid på at gennemgå tidsrelevante fødselsjournaler fra området. I disse fødselsjournaler var der nemlig aftryk af de nyfødtes fødder, og det var der han håbede at kunne finde et match med fingeraftrykket. Efter ni år havde Bill gennemgået alle fødselsjournalerne, og havde undervejs opklaret flere fødestue-forbyttelser, men desværre ikke drengens identitet.

Papkassen drengen blev fundet i, viste sig at have indeholdt en kurvevugge til babyer, solgt hos J. C. Penney. Efterforskerne fik derfor en liste over køb hos den lokale J. C. Penney forretning, og fandt at der var blevet købt 11 kurvevugger af denne type. Dog formåede efterforskerne kun at finde frem til 9 af køberne, hos hvilke de ikke fandt noget yderligere at gå efter.
I håb om at en læge kunne genkende operationsarene, blev disse beskrevet til mindste detalje og udsendt i tidsskrifter for kiruger. Men heller ikke her kom der endelige spor.

Da alle undersøgelser på drengens lig var færdiggjort, blev drengen begravet på de ukendtes grav i Holmesburg, med alt betalt af donationer fra efterforskerne. På gravstenen stod der: Heavenly Father, Bless This Unknown Child, February 25, 1957.

Teorier og mistænkte

Det er over 60 år siden, af liget af drengen blev fundet. I løbet af de 60 år har der været en del teorier oppe at vende, men alle er indtil videre blevet afvist eller ikke kunne bevises. De to mest populære teorier, som både medierne og politiet har arbejdet mest på, er dem om plejefamilien og Marthas mor.

Teorien om plejefamilien tager udgangspunkt i en plejefamilie, der boede cirka 2,5 kilometer fra hvor liget blev fundet. Remington Bristow, der var ansat hos retsmedicinsk afdeling, kontaktede i 1960 en clairvoyant fra New Jersey. Denne fortalte ham at han skulle lede efter et hus der så ud på en bestemt måde, og denne beskrivelse matchede huset, som plejefamilien boede i. Remington Bristow tog endda clairvoyanten med til Philadelphia, og straks førte denne Remington direkte til plejefamiliens hus.
Inde i hjemmet fandt Remington en babykurvevugge af samme mærke som den der havde været i papkassen, drengen blev fundet i. Han fandt desuden tæpper, der lignede tæppet drengen var svøbt i, hængende på tørresnoren. Efterhånden kom Remington frem til teorien om at drengens mor var plejefaderens steddatter, og at de ved et uheld havde dræbt drengen. For at det ikke skulle komme frem at steddatteren var en ugift mor, havde de derfor, ifølge Remingtons teori, efterladt liget i skoven.
Remington var overbevist om at han havde ret, og holdte fast i sin overbevisning helt frem til sin død i 1993.
En del pegede da også i denne retning, men det var ikke muligt for efterforskerne at finde noget der kunne bevise deres skyld i sagen. I 1998, 41 år efter fundet af drengens lig, blev steddatteren og plejefaderen endelig afhørt. De to havde siden giftet sig med hinanden. Afhøringen førte ikke til noget, og efterforskningslederen lukkede dermed efterforskningen af plejefamilien.

Teorien om Marthas mor tager udgangspunkt i Marthas egen forklaring, om hvordan hendes mor dræbte drengen. Om kvinden egentlig hedder Martha er ikke helt sikkert, men det er det navn hun oftest er blevet omtalt med. I februar 2002 kontaktede Martha efterforskerne, og lod dem vide at hendes mor stod bag mordet på drengen, som ifølge hende hed Jonathan. Hendes voldelige og mishandlende mor havde ”købt” drengen af hans forældre i sommeren 1954, og havde siden udsat ham for vold, mishandling og seksuelt misbrug. En aften under aftensmaden, der lige denne aften bestod af baked beans, havde drengen kastet op. Moderen tæskede derfor drengen, hvor hun bankede hans hoved ned i gulvet. Efter tæskene gav hun ham et bad, og det var her han døde.
Drengen havde langt hår, og for at gøre ham mere ugenkendelig valgte moderen at klippe håret af ham, inden hun og Martha dumpede liget i skoven. De parkerede bilen ved udkanten af skoven, og inden de nåede at få papkassen med liget ud af bilen, kom en mand kørende forbi. Han holdte ind til siden og spurgte om de havde brug for hjælp, til hvilket de svarede at de havde styr på det. Han kørte derfor videre.
Meget passede med Marthas forklaring. Først og fremmest kunne hun fortælle en del detaljer, som aldrig var blevet offentliggjort, herunder blandt andet at drengen havde spist baked beans kort forinden døden, og igennem flere årtier holdte hun fast i forklaringen og den ændrede sig aldrig. Dernæst var der forklaringen om da de dumpede liget; en mand kontaktede nemlig politiet i 1957, og fortalte at papkassen var blevet placeret i skoven, inden liget var blevet lagt ind i denne. Dette kunne være samme mand som spurgte Martha og hendes mor, om de havde brug for hjælp. Men Martha havde en baggrund med psykisk sygdom, og flere naboer og bekendte, der i årene hvor drengen eftersigende skulle have været i hjemmet, ofte havde besøgt hjemmet, afviste at der skulle have boet en dreng der og afviste helt og aldeles Marthas forklaring. Dog skulle drengen ifølge Martha have boet i kælderen, og var altid låst inde når der var gæster.
Efterforskningen om Martha og hendes mor blev til sidst lukket, da det var umuligt at finde konkrete beviser.

En tredje teori, skabt af Frank Bender, der blandt andet lavede ansigtsrekonstruktioner for politiet, lød på at drengen skulle have været opdraget til at være og behandlet som en pige. Teorien tog hovedsageligt udgangspunkt i den dårlige hårklipning, som Frank Bender mente var foregået i al hast efter døden, for at gøre drengen ugenkendelig – fordi han, som den pige han skulle forestille at være, havde haft langt hår. Frank mente desuden også at drengens øjenbryn var blevet stylet til at se mere feminine ud. I 2008 offentliggjorde Frank Bender en skitse, der skulle forestille drengen med langt hår, men det kom der ingen reaktion ud af.
Teorien er aldrig blevet yderligere undersøgt. Frank Bender døde 2011.

En fjerde teori opstod i 2010’erne da forfatterne Jim Hoffmann og Louis Romano mente at de havde fundet et potentielt identitetsmatch i Memphis, Tennessee.
I slutningen af 1990’erne sluttede Bill Kelly sig til gruppen af pensionerede efterforskere, der brugte deres fritid på at efterforske sagen. I 1998 fik de gravet liget op af drengen for at få foretaget DNA test, som kunne bruges til muligvis at finde pårørende til drengen.
En mand fra Philadelphia der oprindeligt fandt sporet, introducerede Jim Hoffmann og Louis Romano for hinanden, og derfra arbejdede de videre på teorien. Louis Romano tog til Memphis og formåede at få fat på DNA fra den mistænkte, som straks blev sendt til Philadelphia Police Department, for at kunne blive sammenlignet med drengens DNA. Efterforskerne undersøgte teorien og DNA’en, men der var ingen forbindelse og dermed blev også denne teori lukket.

I 1961 blev ægteparret Kenneth og Irene Dudley afhørt af politiet i forbindelse med sagen. Parret havde ti børn og arbejdede på et omrejsende karneval, så de kom vidt omkring. De kom under efterforskernes søgelys da deres 7-årige datter døde som resultat af underernæring og forsømmelse. I stedet for at få datterens lig begravet på en kirkegård, valgte parret at svøbe liget i et tæppe og placere det i et skovområde i Virginia. Efterhånden som efterforskerne kiggede mere på sagen, opdagede de at syv af parrets børn var døde af samme årsager, og ingen af dem havde fået en passende begravelse.
Derfor mistænkte efterforskerne at drengen kunne have været en af deres sønner. Men efter at have gennemgået deres rejser i 1957 nøje, fandt de at de ikke havde været i Philadelphia på rette tidspunkt. Og de måtte derfor erkende, at heller ikke ægteparret var gerningsmændene.

En anden teori fingeraftryksekspert Bill Kelly brugte tid på at undersøge, var teorien om at drengen skulle have været en flygtninge fra Ungarn. I den første halvdel af 1950’erne kom der mange flygtninge fra Ungarn til USA som følge af den politiske uro der var i landet efter Stalins død i 1953.
I 1958 så Bill Kelly tilfældigvis en artikel i en avis fra 1956, der netop omhandlede flygtninge fra Ungarn. På et af billederne i artiklen var en dreng, der lignede drengen i kassen så meget, at Bill Kelly ikke kunne lade det ligge. Han kiggede optegnelser igennem over flygtninge, men kunne ikke finde noget om drengen der. Han gennemgik de følgende år over 11.000 pasfotos, og fandt til sidst drengen. Det viste sig dog at drengen på billedet ikke var drengen i kassen; han var, heldigvis, i live og boede med sin familie i North Carolina.

Næsten to år før drengen i kassen blev fundet, blev en 2-årig dreng ved navn Steven Craig Damman kidnappet foran en butik i East Meadow, New York. Drengen havde blå øjne og lyst hår, men havde lignende træk. Det fik derfor politiet til at mistænkte, at drengen i kassen var Steven. Men ifølge Stevens forældre havde han brækket armen, og retsmedicineren fandt ikke tegn på et brud på drengens arm. Desuden matchede deres fodaftryk heller ikke. Alligevel valgte efterforskerne i 2003 at sammenligne drengen i kassens DNA med Stevens søster, og her kunne de med sikkerhed udelukke at drengen i kassen kunne have været Steven.

Disse er ikke de eneste teorier, men blot de mest omtalte, og der vil med tiden garanteret komme endnu flere til.

Tiden efter

Drengen blev efter udtagelsen af DNA atter begravet. Denne gang på Ivy Hill Cemetery i Cedarbrook, Philadelphia. Gravstedet blevet finansieret af donationer, mens kiste, gravsten, hvorpå der står ”America’s Unknown Child, Dedicated November 11, 1998” og ceremoni blev doneret af sønnen til bedemanden der i 1957 havde begravet drengen. Både medier, offentlige og private personer deltog i begravelsen. Gravstedet har siden altid været pyntet med bamser, legetøj og blomster, placeret af besøgende. Også de pensionerede efterforskere har regelmæssigt besøgt gravstedet siden.

Sagen er endnu ikke løst eller lukket. Håbet forbliver, men det er fakta, at sandsynligheden for at finde gerningsmanden, desværre bliver mindre og mindre for hver dag der går. Og der er gået mange dage, siden drengen i kassen blev fundet.
Drengen ville i dag have været en mand på omkring 67 år.

Medier

To amerikanske krimiserier har fundet inspiration i sagen:
Cold Case, sæson 1 episode 14: The Boy in the Box, sendt første gang d. 15. februar 2004, og CSI: Crime Scene Investigation, sæson 8 episode 13: A Thousand Days on Earth, sendt første gang d. 10. april 2008.

Dokumentarserien America’s Most Wanted har lavet to episoder om sagen. Den første blev d. 3. oktober 1998, og den anden d. 12. juli 2008.

Der er skrevet to bøger om sagen:
– The Boy in the Box: America’s Unknown Child af Jim Hoffmann, 2006
– The Boy in the Box: The Unsolved Case of America’s Unknown Child af David Stout, 2008

Derudover er sagen nævnt i følgende bøger:
– The Encyclopedia of Unsolved Crimes af Michael Newton, 2004
– Cold Cases: Famous Unsolved Mysteries, Crimes, and Disappearances in America af Helen Katz, 2010
– Unsolved Child Murders: Eighteen American Cases, 1956-1998 af Emily G. Thompson, 2017

Kilder

– Artikel: Who is the Boy in the Box?, bragt i Philadelphia Magazine, november 2003, skrevet af Sabrina Rubin Erdely, via americasunknownchild.net

– Wikipedia (Engelsk)