Øksemanden fra New Orleans

Øksemanden fra New Orleans, på engelsk kendt som the Axeman of New Orleans, var en ukendt seriemorder, der fra maj 1918 til oktober 1919 sårede mindst 12 personer, hvoraf 6 personer døde af angrebene.
Øksemanden brugte, som navnet hentyder til, en økse til næsten alle sine angreb, som fandt sted i eller omkring New Orleans. Ofte tilhørte øksen, han brugte til angrebene, offeret selv, og i de fleste tilfælde kom han ind i deres hjem, ved at mejsle et panel væk fra døren.

Ægteparret Joseph og Catherine Maggio blev angrebet i deres hjem tidlig morgen d. 22. maj 1918. Parret lå og sov i deres hjem, som lå ovenpå den købmandsforretning Joseph ejede, da Øksemanden brød ind i deres hjem, og skar halsen over på begge med en barberkniv og slog dem i hovedet med en økse.

Josephs bror, Andrew, boede i den tilstødende lejlighed, og det var ham der opdagede parret cirka to timer efter angrebet, da han hørte mærkelige stønnende lyde gennem væggen. Andrew havde været ude at fejre at han skulle i Flåden, og havde derfor været beruset da han kom hjem, og havde ikke hørt selve angrebet.

Da Andrew kom ind i lejligheden var Catherine allerede død; hun var blevet skåret så dybt, at hendes hoved næsten var adskilt fra kroppen. Joseph var stadig i live, men døde få minutter efter at være blevet opdaget.

Efterforskerne fandt morderens blodige tøj i lejligheden, hvilket kunne betyde, at han havde skiftet tøj inden han forlod hjemmet igen. Der blev ikke udført en fuldstændig eftersøgning af hjemmet, men den blodige barberkniv, der var blevet brugt til at begå drabene, blev fundet på græsplænen ved en nærliggende ejendom. Politiet udelukkede hurtigt røveri som motivation, da der hverken var blevet stjålet penge eller andre værdisager, på trods af at de lå åbenlyst fremme i hjemmet.

Barberkniven skulle vise sig at tilhøre Josephs bror, Andrew, som ledte en barbershop. En ansat i barbershoppen fortalte politiet, at Andrew to dage inden mordene fandt sted, havde taget barberkniven, med den forklaring at han ville have den pudset. Politiet var meget overrasket over, at Andrew ikke havde hørt da selve angrebet fandt sted, også selvom han havde været beruset. Andrew blev derfor hovedmistænkt i sagen, men blev frigjort da efterforskerne ikke kunne nedbryde hans erklæring samt hans beretning om en ukendt man, han eftersigende havde set lure nær boligen før mordet.

Tæt på ægteparrets hjem fandt man en besked skrevet i kridt: ”Fru Joseph Maggio vil side op i nat. Bare skriv Fru Toney”. Hvad denne besked betyder, eller hvem der skrev den, er aldrig blevet konkluderet, men mistænksomt er det.

Efter angrebet på ægteparret Maggio, begyndte efterforskerne at kigge gamle sager igennem, og her fandt de 3 mord og en del angreb på andre italienske købmænd, som havde fundet sted allerede tilbage i 1911 og 1912. Den gang mente man at angrebene var relateret til Mafiaen, men efterforskerne begyndte nu at overveje muligheden for, om angrebene dengang havde forbindelse til angrebet på ægteparret.

Tidlig morgen d. 27. juni 1918 blev Louis Besumer og hans elskerinde Harriet Lowe angrebet, mens de lå og sov i deres seng. Louis blev slået af en håndøkse over hans højre tinding, og fik muligvis et kraniebrud. Harriet blev slået over det venstre øre.

Parret blev fundet af John Zanca, føreren af en bagervogn, lidt efter kl. 7⁰⁰ om morgenen. John var ankommet til Louis’ købmandsforretning for at foretage en levering, og da der ikke blev svaret, gik han ind i hjemmet. Her fandt han parret i en pøl af blod, og tilkaldte politiet. I hjemmet fandt politiet håndøksen der var blevet brugt på badeværelset; håndøksen var Louis’ egen.

Louis fortalte politiet at han havde sovet, da han pludselig blev slået med øksen. Politiet anholdte kort efter Lewis Oubicon – en 41-årig mand, der ugen forinden havde været ansat i Louis’ butik. Anholdelsen fandt sted, på trods af at der var ingen beviser for, at han skulle stå bag angrebet, udover nogle modstridende forklaringer på, hvor han havde opholdt sig den pågældende morgen.

Harriet havde været bevidstløs da politiet ankom til hjemmet, men da hun kom til bevidsthed igen, fortalte hun, at hun kunne huske at hun var blevet angrebet af en mulat. Dette udsagn så politiet dog bort fra, på grund af hendes sindstilstand.

Denne gang mente politiet at angrebet måtte være motiveret af røveri, også selvom der igen ikke var stjålet hverken penge eller andre værdisager. Lewis blev frifundet da politiet ikke kunne finde tilstrækkelige beviser for at han stod bag angrebet.

Da en række breve, skrevet på tysk, russisk og jiddisch, blev fundet i Louis’ hjem, blev al fokus placeret på Louis. Politiet mistænkte, at Louis var en tysk spion, og embedsmænd startede derfor en efterforskning af hans eventuelle spionage.

Harriet skiftede mellem at være ved bevidsthed og bevidstløs, men nogle uger efter angrebet, fortalte hun politiet, at hun mente at Louis faktisk var en tysk spion, og det førte til, at Louis med det samme blev anholdt. Der gik dog ikke mere end to dage, før Louis igen blev frifundet, og to efterforskere på sagen blev degraderet på grund af uacceptabelt politiarbejde. Louis blev dog igen anholdt i starten af august i 1918. Harriet havde været igennem en mislykket operation i forbindelse med angrebet, og lå nu på sit dødsleje; her fortalte hun, at det var Louis der havde angrebet hende med sin håndøkse. Harriet Lowe døde d. 5. august 1918.

Louis blev sigtet for mord, og afsonede ni måneders fængsel, inden han d. 1. maj 1919 blev frikendt i sagen.

Tidligt på aftenen d. 5. august 1918 lå Mary Schneider i sin seng og sov, og vågnede og så en mørk figur stod og kiggede på hende. Mary, som var gravid i 8. måned, blev slået i hovedet flere gange, og skåret i hovedbunden. Hendes mand, Edward Schneider, opdagede hende i sengen, da han kom hjem fra arbejde kort efter midnat. Edward udtalte til politiet at intet var blevet stjålet, udover $6 fra hans pung. Der var ingen tegn på indbrud, og politiet mente at Mary var blevet angrebet med en lampe fra hjemmet.

Mary kunne intet huske fra angrebet, og blev behandlet for sine skader; to dage efter angrebet fødte hun en datter. James Gleason, en tidligere dømt, blev anholdt kort efter angrebet, men blev frifundet hurtigt på grund af manglende beviser.

Efter angrebet på Mary udtalte politiet offentligt, at de spekulerede over om angrebet var relateret til de tidligere angreb.

Om morgenen d. 10. august 1918 vågnede Pauline og Mary Romano til lyden af tumult i det tilstødende værelse. Pigerne boede sammen med deres onkel, Joseph, og han havde værelse ved siden af dem. De to piger gik ind i værelset, hvor de så at Joseph havde fået slag i hovedet, som havde forårsaget to åbne sår. Gerningsmanden var ved at flygte fra stedet, da de pigerne kom derind, men de nåede at se at han var en mørkhudet, tætbygget mand, iført en mørk dragt og en bulehat. På trods af at være alvorligt såret, kunne Joseph selv gå ind i ambulancen da den ankom; han døde dog to dage senere på grund af hovedtraume.

Igen var hverken penge eller værdisager blevet stjålet, men hjemmet var denne gang blevet endevendt. I baghaven fandt politiet en blodig økse, og opdagede at et panel på bagdøren var mejslet af.

Efter angrebet på Joseph Romano begyndte New Orleans’ indbyggere for alvor at blive bange og frygte for deres liv. Politiet modtog mange henvendelser fra personer, der mente at de havde set Øksemanden – men desværre gav disse henvendelser aldrig noget af sig.

Tidlig morgen d. 11. august 1918 fandt Al Durand en økse og en mejsel udenfor hans dør. Døren var blevet beskadiget, men havde åbenbart været for tyk til at Øksemanden kunne fuldføre arbejdet. Senere i august var døren hos Paul Lobellas købmandsforretning samt hans hjem mejslet igennem. Heldigvis havde ingen været hjemme da det var sket. Samme dag meldte en anden købmand, Joseph Le Bouef, at der også havde været et forsøg om natten hos ham. Han var vågnet af lyden, men havde fået skræmt den ubudne gæst væk, som havde efterladt en økse. Dagen efter blev endnu en økse fundet, denne gang på græsplænen hos købmanden A. Recknagle, samt mærker fra en mejsel på hans bagdør.

Købmanden Paul Durel fandt d. 15. september 1918 tegn på at nogle havde forsøgt at komme ind i hans købmandsforretning, men nogle kasser med tomater havde stået i vejen og muligvis forvirret Øksemanden. Herefter holdte Øksemanden en pause for en stund.

Den pensionerede efterforsker, John Dantonio, udtalte offentligt at han mente, at den person der havde begået disse angreb og mord, også havde begået en række mord og angreb tilbage i 1911. Det mente han blandt andet på grund af den måde angrebene blev udført på. John beskrev morderen som et individ af to personligheder, som dræbte uden motiv. Den slags person kunne meget vel have været en normal, lovlydende borger, som blev overvundet af en overvældende lyst til at dræbe. Han beskrev senere morderen som ”Dr. Jekyl & Mr. Hyde” fra det virkelige liv.

Øksemandens pause stoppede d. 10. marts 1919, hvor han om natten angreb familien Cortimiglia, bestående af ægteparret Charles og Rosie, og deres 2-årige datter, Mary.
Købmanden Iorlando Jordano hørte skrig fra familiens hjem, og skyndte sig hen for at undersøge hvad der skete. Da han kom ind i hjemmet så han at Charles, Rosie og Mary var blevet angrebet. Rosie stod i døren med et alvorligt sår i hovedet, og knugede sin afdøde datter ind til sig. Charles lå på gulvet og blødte voldsomt.

De blev ført til Charity Hospital, hvor det blev opdaget at både Charles og Rosie havde kraniebrud. Mary var blevet dræbt af et slag med en økse i nakken, mens hun lå i armene hos sin mor og sov.

Igen var intet blevet stjålet i hjemmet, og igen var et panel på bagdøren mejslet af. En blodig økse blev fundet på hjemmets veranda.

Charles blev udskrevet fra hospitalet efter to dage, men Rosie måtte blive lidt længere. Da hun kom til fuld bevidsthed, beskyldte hun Iorlando og hans 18-årige søn, Frank, for at stå bag angrebet. Iorlando var en 69-årig mand med dårligt helbred, og Frank var omkring 182 cm høj og vejede mere end 90 kg. Men selvom Iorlandos helbred var så dårligt, at han ikke ville kunne stå bag, og Frank var så stor, at han ikke ville kunne være kommet ind i hjemmet, samt at Charles stærkt talte imod Rosies beskyldninger, blev Iorlando og Frank alligevel anholdt og sigtet.

Mændene blev kendt skyldig i mordet og angrebet; Frank blev idømt dødsstraf i form af hængning, og Iorlando blev idømt fængsel på livstid. Da retssagen var ovre, blev Charles og Rosie skilt, og efter næsten et år, fortalte Rosie at hun havde løjet. Hun havde beskyldt Iorlando og Frank for at stå bag, på grund af jalousi og trods. Eftersom hendes udsagn var det eneste bevis i sagen, blev Iorlando og Frank frikendt og løsladt kort efter.

 

Brev fra Øksemanden

Avisen The Times-Picayne modtog fredag d. 14. marts 1919 et brev fra den formodede Øksemand, som de straks offentliggjorde. Heri stod der:

”Helvede, 13. marts, 1919

Kære Dødelige i New Orleans:

De har aldrig fanget mig, og det vil de aldrig. De har aldrig set mig, for jeg er usynlig, ligesom den æter der omgiver jeres Jord. Jeg er ikke et menneske, men en ånd og en dæmon fra det varmeste helvede. Jeg er hvad I Orleansere og jeres tåbelige politi kalder Øksemanden.

Når det passer mig, vil jeg komme og kræve andre ofre. Jeg alene ved hvem det skal blive. Jeg skal ikke efterlade nogle ledetråde, udover min blodige økse, indsmurt i blod og hjerne fra ham, som jeg har sendt nedenunder for at holde mig med selskab.

Hvis du ønsker, må du fortælle politiet at være forsigtig ikke at irritere mig. Selvfølgelig er jeg en rimelig ånd. Jeg er ikke fornærmet over hvordan de tidligere har udført deres efterforskning. Faktisk har de været så fuldstændig dumme at det ikke kun morer mig, men også Hans Satanistiske Majestæt, Francis Josef, osv. Men fortæl dem at de skal være forsigtige. Lad dem ikke forsøge at finde ud af hvad jeg er, for det var bedre at de aldrig var blevet født, end at pådrage sig Øksemandens vrede. Jeg tror ikke, at der er behov for sådan en advarsel, for jeg er sikker på at politiet altid vil undvige mig, som de har i fortiden. De er kloge, og ved, hvordan man holder sig væk fra al skade.

Utvivlsomt ser I Orleansere mig som den mest forfærdelige morder, hvilket jeg er, men jeg kunne være meget værre hvis jeg ville. Hvis jeg ville, kunne jeg besøge jeres by hver aften. Hvis jeg ville, kunne jeg dræbe tusinder af jeres bedste borgere (og de værste), for jeg har et tæt forhold til Dødens Engel.

Nu, for at være præcis, kl. 12¹⁵ (Jordisk tid) næste tirsdag aften, vil jeg passere over New Orleans. I min uendelige barmhjertighed vil jeg lave et lille forslag til jer mennesker. Her er det:

Jeg er meget glad for jazzmusik, og jeg sværger ved alle djævlene i de nederste regioner, at hver person skal blive skånet i hvis hjem et jazzband er i fuld gang på det tidspunkt, jeg lige har nævnt. Hvis alle har et jazzband i gang, ja, så meget desto bedre for jer mennesker. En ting er sikker, og det er, at nogle af jer mennesker der ikke jazzer ud på den specifikke tirsdag aften (hvis der er nogen) får øksen.

Nå, da jeg er kold og længes efter varmen fra mit hjemland Tartaros, og det er på tide at jeg forlader jeres jordiske hjem, vil jeg ophøre min diskurs. Håber at du vil offentliggøre dette, så det kan gå godt med dig, jeg har været, er og vil være den værste ånd, der nogensinde eksisterede i enten virkelighed eller i fantasiverdenen.

– – Øksemanden”

 


Den tirsdag aften gjorde folk i New Orleans deres bedste for at imødekomme Øksemandens krav om jazzmusik. Restauranter og klubber var fyldt, og folk samledes i hjemmene for at høre jazz. En lokal komponist, Joseph Davilla, komponerede endda en sang til aftenen, kaldt ”The Mysterious Axeman’s Jazz”.

Dagen efter konkluderede politiet, at der ikke havde været nogle angreb den aften.

I nogle måneder var der ingen meldinger fra hverken Øksemanden eller ofre. Men om natten, d. 3. august 1919, blev Sarah Laumann angrebet i sit hjem. Nogle naboer fandt Sarah i hendes seng i hendes hjem, hvor hun havde fået en alvorlig skade i hovedet og manglede flere tænder. Øksemanden var denne gang kommet ind af et åbent vindue, og havde angrebet Sarah med en stump genstand. Efterfølgende blev der fundet en blodig økse på græsplænen. Sarah overlevede, men kunne intet huske fra angrebet.

Dette angreb var især skræmmende for folk, eftersom det ikke lignede Øksemandens sædvanlige mønster; Sarah var hverken italiener, eller havde italienske rødder, og hun havde ingen forbindelse til købmandsforretninger, samt Øksemandens fremgangsmåde var anderledes end normalt. Der har senere været meget snak om, om Sarah overhovedet var offer for Øksemanden, eller om det var en helt anden gerningsmand der stod bag dette angreb.

Steve Boca opdagede om natten d. 10. august 1919, at en mørk figur stod og kiggede på ham, mens han sov. Da han kom til bevidsthed, løb han udenfor for at undersøge hvad der var sket, og her opdagede han, at han var såret. Han løb hen til en nabo, hvorefter han mistede bevidstheden. Dette angreb lignede det sædvanlige, hvor et panel var mejslet væk, og intet var blevet stjålet. Steve overlevede, men kunne intet huske fra selve angrebet.

D. 2. september 1919 fik den lokale apoteker William Carson besøg af en ubuden gæst, der havde brudt ind i hans hus og efterladt en økse. William havde skudt efter gerningsmanden flere gange, men havde eftersigende ikke ramt ham.

Om natten d. 27. oktober 1919 blev Mike Pepitone angrebet af Øksemanden, mens han sov. Hans kone sov i et værelse ved siden af, sammen med deres seks børn, og vågnede af larmen. Hun skyndte sig ind til Mike, og her så hun en ”økse-svingende” mand flygte. Mike var blevet slået i hovedet, og både han og hele værelset var dækket af blod. Det var alt Mikes kone kunne fortælle politiet.

Mike Pepitone døde af angrebet, og blev dermed det sidste kendte offer for Øksemanden.

 

Mistænkte 


Teorier om hvem Øksemanden var, har der været mange af, og de florerer stadig.

Forfatteren Colin Wilson mistænkte, at Øksemanden var en mand ved navn Joseph Momfre. Ifølge Colin, blev Joseph dræbt i Los Angeles i december 1920, da Mike Pepitones kone skød ham. Denne teori er blevet gentaget mange gange, både i true crime bøger og på diverse websites.

True crime forfatteren Michael Newton undersøgte denne teori nærmere, og fandt ingen beviser på at der overhovedet havde været en mand ved navn Joseph Momfre eller lignende, der var blevet angrebet eller dræbt i Los Angeles. Han fandt heller ingen beviser på at Mike Pepitones kone, som bliver identificeret som Esther Albano eller ”kvinde der hævder at være Pepitones enke” i nogle kilder, var blevet anholdt, sigtet eller dømt for en sådan forbrydelse, eller overhovedet havde været i Californien.

Ifølge Michael var Momfre ikke et usædvanligt efternavn i New Orleans i den tidsperiode, og at det fremgår at der muligvis var en person ved navn Joseph Momfre eller Mumfre i New Orleans, som havde en fortid med kriminalitet og som muligvis havde forbindelse til organiseret kriminalitet. Lokale optegnelser fra den tid er dog ikke omfattende nok til at kunne bekræfte dette, eller identificere personen.

Colin Wilsons teori skal derfor ikke tages som et endegyldigt bevis.

Ægteparret Schiambra blev skudt i deres hjem tidlig morgen d. 16. maj 1912, og nogle personer mener at ægteparret var nogle af Øksemandens første ofre. Manden overlevede, men konen døde.

Ifølge kilder, blev overfaldsmanden i nogle aviser kaldt Momfre mere end en gang, hvilket selvfølgelig er en smule tankevækkende, i forhold til Colin Wilsons teori. Dog er måden ægteparret blev angrebet på, meget anderledes end Øksemandens normale fremgangsmåde.

Miriam C. Davis, forfatter af bogen ”The Axeman of New Orleans: The True Story”, blev i forbindelse med bogens udgivelse i marts 2017 interviewet af Vice. I interviewet fortæller hun, at hun er af den overbevisning at Øksemanden allerede begyndte angrebene i 1910, og begik sit første drab i 1911, da han dræbte Joe Davi. Dengang blev han i medierne kaldtThe Cleaver (Flækkekniven). Efter sit første drab holdte han en pause på 6 år, inden han gik i gang igen, og blev kendt som Øksemanden.

Derudover mener Miriam ikke at Louis Besumer, Harriet Lowe, Mary Schneider og Sarah Laumann var ofre for Øksemanden. Ifølge hende, ligner Louis og Harriets angreb mest et tilfælde af vold i hjemmet, og Mary og Sarahs angreb ligner indbrud der blev forstyrret.

Nogle drejer dog sagen i en helt anden retning, og mener at Øksemanden var et overnaturligt væsen, der kunne dukke op og forsvinde igen, som det selv ønskede. Andre hævder at han var en kvinde eller en dværg, eftersom han kunne komme igennem stykket han mejslede af.

Men hvem Øksemanden virkelig var, forbliver måske for evigt et mysterium.

Medier

Der er skrevet mange bøger om Øksemanden, og bøger hvori han bliver nævnt – både i romaner og true crime bøger.

Herunder er en liste af nogle af bøgerne: 


⁃ ”Gumbo Ya-Ya: A Collection of Louisiana Folk Tales” af Lyle Saxon, Robert Tallant og Edward Dreyer, fra 1945. True crime bog, der inkluderer et kapitel om Øksemanden.

– “The Axeman’s Jazz” af Julie Smith, fra 1991. Fiktiv historie om Øksemanden.

⁃ ”The Axeman’s Jazz” af Ray Celestin, fra 2014. En fiktionaliseret udgave af sagen.

⁃ ”Serial Murder and Media Circuses” af Dirk C. Gibson, fra 2006. True crime bog, der handler om mordsager, hvori medierne har været stærkt til stede.

⁃ ”Cold Cases: Famous Unsolved Mysteries, Crimes, and Disappearances in America” af Hélèna Katz, fra 2010. True crime bog, der inkluderer et kapitel om Øksemanden.

⁃ ”The Encyclopedia of Unsolved Crimes (Facts on File Crime Library)” af Michael Newton, fra 2009. 
En true crime bog, hvori der er skrevet om sagen.

⁃ ”Ready to Hang: Seven Famous New Orleans Murders” af Robert Tallant, fra 1952. True crime bog, der er baseret på en sammenblanding af avisudklip, som Robert har samlet sammen.

 

Flere musikere har også fundet inspiration i sagen om Øksemanden. Herunder blandt andre det australske rockband Beasts of Bourbon, der i 1984 udgav albummet ”The Axeman’s Jazz”, samt bandet One Ton Project der i 2015 udgav sangen ”Deathjazz” der drager paralleller til sagen.
Duoen Fila Brazillia udgav i 1998 albummet ”Power Clown” hvorpå sangen ”Tunstall and Californian Haddock” kan høres; sangen starter med en oplæsning af noget af Øksemandens brev.

I sæson 3 af serien American Horror Story, bliver Øksemanden portrætteret af Danny Huston. Derudover er filmene ”Axeman” fra 2013, og efterfølgeren ”Axeman 2: Overkill”inspireret af sagen.

Stuff You Missed in History Class lavede en podcastserie på to dele, der omhandlede sagen. Du kan finde links til disse i kilderne.
My Favorite Murders 60. afsnit, ”Jazz it” omhandlede også Øksemanden. Link til dette kan også findes i kilder, eller findes på iTunes.

 

Kilder

• Wikipedia: Axeman of New Orleans
• Interview: How the ‘Axeman of New Orelans’ Terrorized a City and Escaped the Law, Vice
• Podcast: Jazz It, af My Favorite Murder
• Podcast: The Axeman of New Orleans – Part 1, af Stuff You Missed in History Class
• Podcast: The Axeman of New Orleans – Part 2, af Stuff You Missed in History Class