Mordet på Georgette Bauerdorf

Mordet på JonBenét Ramsey

D. 26. december 1996 blev 6-årige skønhedsdronning JonBenét Ramsey fundet dræbt i hendes forældres kælder. Sagen fik stor opmærksomhed, men selv en dusør på $100.000 og utallige efterforskere kunne ikke fange morderen, og sagen er stadig uopklaret.

I 1966 blev John Bennett Ramsey gift med Lucinda, og sammen fik de tre børn, Elizabeth, Melinda og John. Parret blev skilt i 1978, og kort efter mødte John og Patricia ”Patsy” Paugh hinanden. Patsy var 13 år yngre og tidligere skønhedsdronning. John og Patsy blev gift i 1980, og syv år efter fik de deres første fælles barn, Burke. I 1989 skabte John firmaet Advanced Product Group, der sammen med tre andre firmaer blev til Access Graphics, hvor John blev administrerende direktør, og sikrede dermed sin familie økonomisk.

D. 6. august 1990 blev JonBenét født, og fik navn efter sin far. I 1991 flyttede familien til Boulder, Colorado, og ligesom sin mor, skulle JonBenét være skønhedsdronning. Da hun var seks år gammel, havde hun allerede vundet fem titler: Little Miss Colorado, Little Miss Charlevoix, Colorado State All-Star Kids Cover Girl, America’s Royale Miss og National Tiny Miss Beauty.
I 1992 mistede JonBenéts halvstoresøster Elizabeth livet i en trafikulykke.

Mordet og efterforskningen

Tidligt om morgenen d. 26. december 1996 opdagede Patsy et brev på trappen, da hun var på vej ned i køkkenet for at sætte kaffe over. I brevet stod der:

”Hr. Ramsey,

Lyt godt efter! Vi er en gruppe af individer, der repræsenterer en lille udenlandsk fraktion. Vi respekterer din forretning, men ikke det land det servicerer. I dette øjeblik har vi din datter i vores varetægt. Hun er i sikkerhed og uskadt, og hvis du ønsker at hun skal se 1997, skal du følge vores instruktioner i brevet.

Du vil hæve $118,000 fra din bankkonto. $100,000 vil være i $100 sedler og de resterende $18,000 i $20 sedler. Vær sikker på at du tager en passende størrelse attachétaske med i banken. Når du kommer hjem vil du putte pengene i en brun papirspose. Jeg vil ringe til dig mellem 8 og 10 i morgen for at give instruktioner til levering. Leveringen vil være udmattende, så jeg råder dig til at være udhvilet. Hvis vi overvåger at du henter pengene tidligt, ringer vi måske til dig tidligere for at arrangere en tidligere levering af pengene, og dermed en tidligere afhentning af din datter.

Enhver afvigelse fra mine instruktioner vil resultere i øjeblikkelig henrettelse af din datter. Du vil også blive nægtet hendes rester til en passende begravelse. De to gentlemen der våger over din datter kan især ikke lide dig, så jeg råder dig til ikke at provokere dem. At snakke med nogen om din situation, såsom politiet, FBI, osv., vil resultere i at din datter bliver halshugget. Hvis vi fanger dig i at snakke til en herreløs hund, dør hun. Hvis du alarmerer myndighederne i banken, dør hun. Hvis pengene på nogen måde er mærket eller pillet ved, dør hun. Du vil blive scannet for elektroniske enheder og hvis nogen bliver fundet, dør hun. Du kan forsøge at narre os, men vær advaret, at vi er bekendte med ordenhåndhævelsens modforanstaltninger og taktikker. Du har 99% chance for at dræbe din datter hvis du forsøger at narre os. Følg vores instruktioner og du har 100% chance for at få hende tilbage.

Du og din familie er under konstant kontrol, det samme med myndighederne. Forsøg ikke at gro en hjerne John. Du er ikke den eneste fede kat omkring, så tro ikke at dræbe vil være svært. Undervurder os ikke John. Brug den gode sydlige fornuft af din. Det er op dig til nu John!

Sejr!

S.B.T.C”

Patsy tjekkede straks efter JonBenéts værelse, hvor hun aftenen inden var blevet lagt i seng – men JonBenét var der ikke.
Kl. 552 ringede Patsy til alarmcentralen, og lige efter til familie og venner. 3 minutter efter ankom politiet til familiens hjem, og foretog en overfladisk undersøgelse af hjemmet, hvor de ikke fandt nogen tegn på indbrud eller spor i sneen udenfor.
Politiet konkluderede at JonBenét var blevet kidnappet, og John arrangerede at betale løssummen, som tilfældigvis var på præcist det beløb han havde modtaget i en bonus tidligere på året. JonBenéts værelse blev som det eneste rum i huset afspærret, for at bevare eventuelt bevismateriale. Efterhånden ankom venner og familie til huset, og disse rengjorde blandt andet køkkenet.
Kriminalbetjent Linda Arndt ankom til hjemmet omkring kl. 800 i håb om at modtage instruktioner fra kidnapperne – men opkaldet kom aldrig.

Omkring kl. 1300 bad kriminalbetjenten John og en familieven om at gennemsøge huset, for at se om noget var som det ikke skulle være. De startede i kælderen, og gik ind i et rum, som politiet ikke havde undersøgt endnu, fordi døren var låst. På gulvet i rummet lå JonBenét; hendes mund var dækket med gaffatape, en nylonsnor var bundet om hendes hals og håndled, og hendes overkrop var dækket af et tæppe. John tog straks JonBenét op i armene og bar hende ovenpå. Hun var allerede afgået ved døden.

Obduktionen viste at dødsårsagen var strangulering og kraniebrud, og blev erklæret som mord. Der var ikke beviser på seksuelt overgreb, men dette kunne alligevel ikke udelukkes fuldstændigt, da der var beviser på vaginal skade, at hendes underliv var blevet tørret af med en klud, og spor af blod i JonBenéts underbukser.
Hele sagen begyndte at tage en uventet drejning, og politiet begyndte at mistænke John og særligt Patsy. Den snor der blev fundet om JonBenéts hals og håndled, viste sig at stamme fra Patsys hobbygrej, og håndskriftseksperter kunne ikke udelukke fuldstændigt at Patsy havde skrevet brevet. På det stykke gaffatape over JonBenéts mund, fandt kriminalteknikkerne fibre fra en jakke som Patsy havde haft på aftenen før.
Obduktionen viste ydermere at JonBenét havde spist ananas få timer før hendes død. Et fotografi, taget i hjemmet tidligt på dagen hun blev fundet, viste en skål med ananas i køkkenet med en ske i, men hverken John eller Patsy kunne huske at have stillet skålen frem eller givet JonBenét ananas. Politirapporten viste at Burkes fingeraftryk var på skålen, men John og Patsy har altid holdt fast i at Burke sov igennem det hele og først vågnede flere timer efter at politiet ankom.
Dette var dog ikke det eneste mærkværdige ved sagen. Brevet var nemlig også mærkværdigt og usædvanligt. Politiet mente at brevet muligvis var falsk, blandt andet fordi de ikke kunne finde nogle fingeraftryk på det, og fordi det indeholdte et usædvanligt brug af udråbstegn og forkortelser. Desuden blev både brevet og et udkast skrevet med kuglepen og på papir fundet i familien hjem, hvilket også er yderst mærkværdigt.

I 1997 udtalte politiet at de havde en liste på over 1600 personer, som de fandt ”interessante”. Samme år udtalte de også at John og Patsy forblev under en ”paraply af mistanke”, og en måned efter denne udtalelse ville politiet afhøre parret igen, hvilket de nægtede medmindre de måtte se på de nyeste beviser.
Fejl i den tidlige efterforskning komplicerede sagen; blandt andet forsvandt noget bevismateriale, andet bevismateriale blev beskadiget, og beviser var blevet delt med John og Patsy. I 1997 begyndte Boulder County District Attorney Office også at arbejde på sagen, og den pensionerede kriminalbetjent Lou Smit skulle hjælpe til med efterforskningen. I maj 1998 fortalte Lou om sine fund i sagen, som blandt andet indeholdte beviser der talte imod at John og Patsy stod bag; han mente at det var en indtrænger, der var gerningsmanden.
Disse fund ændrede dog ikke meget, og guvernør Ray Romer satte derfor gang i en anklagejury. Lou Smit valgte derefter at træde af fra efterforskningen, da han følte at hans teori om en indtrænger ikke blev bakket op. Steve Thomas, der også arbejdede på sagen, valgte også at trække sig, fordi han mente at Boulder County District Attorney Office ikke støttede op om politiets efterforskning.

Anklagejuryen blev kaldt ind til at begynde sagen d. 15. september 1998, hvor de skulle overveje om John og Patsy skulle anklages. I 1999 afgjorde anklagejuryen at parret skulle anklages for at sætte et barn i fare på en sådan måde at det førte til død, samt anklage for at forhindre en efterforskning om mord. Boulder County District Attorney Office valgte dog at gå imod anklagejuryens afgørelse, fordi de mente at der ikke var nok beviser, og John og Patsy blev derfor ikke retsforfulgt.
Denne anklage var ikke offentligt kendt før d. 25. oktober 2013, da de hidtil forseglede retsdokumenter blev offentliggjort.

Mary Lacy, der var ansat ved Boulder County District Attorney Office, overtog officielt sagen fra politiet d. 26. december 2002. I april 2003 blev hun og en dommer enige om, at beviserne i sagen hældte mest til teorien om at en indtrænger dræbte JonBenét, end at det var Patsy og John.
I december 2003 havde retsmedicinerne samlet bevismateriale fra blodpletten i JonBenéts underbukser, og kunne dermed lave en DNA-profil. DNA-profilen tilhørte en ukendt mand, men der blev ikke fundet nogle match i FBIs system. I oktober 2016 blev en ny analyse dog igen lavet, og denne viste i stedet DNA fra to individer udover JonBenét.
D. 2. februar 2009 udtalte politichef Mark Beckner at politiet atter overtog sagen, og at de ville fortsætte efterforskningen. På dette tidspunkt var der dog gået så mange år, at anklagejuryens afgørelse om at anklage John og Patsy havde overskredet fristen, og derfor ville de ikke kigge nærmere på sagen mod dem.
I oktober 2010 fandt nye afhøringer sted, men der kom ingen nye informationer.
I september 2016 udtalte politichef Greg Testa at efterforskningen stadig ville fortsætte med at være en aktiv mordsag.

Teorier og mistænkte

De personer der har været under størst mistanke, er John og Patsy Ramsey. Udover snoren fra Patsys hobbygrej, håndskriftseksperternes vurderinger, fibrene på gaffatapen og de manglende tegn på indbrud, var der flere mærkværdigheder der pegede mod John og Patsy. Blandt andet ringede John til sin privatpilot kort tid efter fundet af JonBenét, og bad ham forberede sig på afgang, og i den efterfølgende efterforskning var John og Patsy ikke altid helt samarbejdsvillige og krævede blandt andet at se bevismaterialer før de udtalte sig på ny.
En teori lyder på at Patsy slog JonBenét i raseri, fordi hun havde tisset i sengen, og at Patsy derefter strangulerede hende for at skjule hvad hun havde gjort. Patsy havde ingen tidligere kendte problemer med ukontrolleret vrede, og JonBenéts bror, Burke, har senere udtalt, at vold på ingen måde var en del af deres opvækst.
I 2016 udtalte Kimberly Archuleta, der modtog opkaldet til alarmcentralen, sig for første gang om opkaldet i et interview i tv-programmet Dateline NBC. I optagelsen af opkaldet kan man høre Patsy fortælle at hun har fundet brevet og at hendes datter er blevet kidnappet, med panik i stemmen. Da Kimberly har fået alle de nødvendige informationer, lægger Patsy røret på – men nogle personer mener, at forbindelsen ikke blev afbrudt. Nogle personer mener, at man kan høre forældrene snakke med Burke, som ifølge John og Patsy sov på daværende tidspunkt. Kimberly udtalte i interviewet at hun hørte en tredje stemme, og at det lød som om at Patsy sagde: ”Okay, vi har ringet til politiet, hvad nu?”. Men FBI og Secret Service, der også har hørt optagelsen af opkaldet, har analyseret det og har ikke kunne høre noget. Derudover fik NBC News nogle eksperter fra to forskellige laboratorier til at lytte til opkaldet, og disse fandt heller ikke noget brugbart.
I 2016 sendte CBS en dokumentarserie om sagen, hvori en gruppe eksperter evaluerede sagen på ny, og disse mente at det var Burke der stod bag mordet. De mente, at Burke slog JonBenét i hovedet med et tungt objekt, muligvis ikke med mening om at dræbe hende, og at brevet var et forsøg på at skjule hvad der egentlig var sket. Efterfølgende sagsøgte Burke CBS og Dr. Werner Spitz, der medvirkede i serien.
De DNA beviser der er blevet opsamlet, har aldrig kunne bevise at hverken John, Patsy eller Burke stod bag mordet.

En anden teori der har været populær, er den om en indtrænger i hjemmet. Tidligt i efterforskningen blev naboen Bill McReynolds, den forhenværende husholderske Linda Hoffmann-Pugh og en mand ved navn Michael Helgoth, der kort efter begik selvmord, mistænkt for at stå bag.
Lou Smit var overbevist om at denne teori var den rigtige; han troede på at nogen havde brudt ind via et i forvejen ødelagt vindue i kælderen, gået op til JonBenét og bedøvet hende med en strømpistol, taget hende med ned i kælderen og dræbt hende, og derefter efterladt brevet. En af de personer Lou Smit mistænkte var Gary Howard Oliva. I 2016 blev Gary anholdt for to tilfælde af forsøg på seksuel udnyttelse af et barn og et tilfælde af seksuel udnyttelse af et barn, men havde tidligere problemer med loven. Den tidligere FBI agent John E. Douglas, der var blevet hyret privat af John og Patsy, støttede op om teorien om en indtrænger. Selvom Lou Smit valgte at træde ud af den officielle efterforskning i 1998, fortsatte han med at arbejde på sagen privat indtil sin død i 2010.
Desuden havde der været mere end 100 indbrud i nabolaget i månederne op til JonBenéts død, og der var 38 registrerede seksualforbrydere boende indenfor en 3 km radius fra familiens hjem.

Stephen Singular udgav i 1999 bogen ”Presumed Guilty: An Investigation into the JonBenét Ramsey Case, the Media and the Culture of Pornography”, hvori han henviser til konsultationer med specialister i it-kriminalitet, der mener at JonBenét på grund af hendes deltagelse i skønhedskonkurrencer kunne have tiltrukket pædofile og personer der står bag børnepornografi.

I 2006 troede man, at morderen var fundet, da den 41-årige John Mark Karr blev anholdt i Bangkok, Thailand, for anklager vedrørende børnepornografi. Under afhøringen hævdede John at stå bag mordet på JonBenét, og forklarede at han havde bedøvet hende, seksuelt misbrugt hende og til sidst dræbt hende ved et uheld. Men det viste sig hurtigt, at John ikke var gerningsmanden. Han kunne ikke fortælle nogle facts om sagen, som ikke allerede var offentliggjort, DNA-profilen matchede ikke, og obduktionen viste desuden ingen tegn på stoffer i JonBenéts krop. Anklagerne vedrørende børnepornografi blev droppet, og John gik fri.

Andre går en helt anden vej, og mener at JonBenét slet ikke er død – hun er popstjernen Katy Perry, eller rettere, Katy Perry er hende. I 2014 uploadede Dave Johnson en video på YouTube, hvori han forklarede at Katy Perry er JonBenét, og at hele mordet var en iscenesættelse, så JonBenét kunne blive en stjerne. Han kommer med mange forskellige ”beviser”, blandt andet at Katy Perrys forældre ligner John og Patsy på øjenbrynene.
Dog er Katy Perry seks år ældre end JonBenét, og Katy Perry har endda udtalt at hun ikke er JonBenét.

En anden der har stået for skud, er Bob Enyart. Bob Enyart er en amerikansk radiovært og pastor, der er kendt for sine kontroversielle holdninger om aborter og homoseksualitet. Bob Enyart blev i 1994 dømt for børnemishandling, efter han tæskede sin kærestes datter med et bælte. Hvorfor Bob Enyart skulle stå bag, udover at han ikke er en særlig rar fyr, har jeg dog ikke kunne finde egentlige grunde til, men der er alligevel nogle der støtter teorien.

Hvem gerningsmanden eller gerningsmændene egentlig er, vides endnu ikke med sikkerhed, og sagen er dermed stadig uopklaret.


Tiden efter

JonBenét blev begravet d. 31. december 1996 på St. James Episcopal Cemetery i Marietta, Georgia, ved siden af sin halvstoresøster Elizabeth.

I 1999 begyndte familiens advokat L. Lin Wood at sagsøge forskellige folk og firmaer, blandt andre firmaer der havde rapporteret om sagen, og Steve Thomas der skrev en bog om sagen.
I 2001 blev John og Patsy sagsøgt i to sager om æreskrænkelse, efter at have udgivet deres bog ”The Death of Innocence”. To personer, nævnt i bogen, sagsøgte John og Patsy, men sagen blev afvist. Samme år flyttede familien til Atlanta, Georgia.

I sommeren 2006 døde Patsy af æggestokkræft. Hun fik konstateret æggestokkræft tilbage i 1993, men havde været i bedring indtil 2002 hvor sygdommen atter brød ud. Patsy døde i sin fars hjem, med John ved sin side. Hun blev begravet ved siden af JonBenét.

Efter Patsys død udviklede John et venskab til Beth Holloway. Beth er moderen til Natalee Holloway, der som 18-årig forsvandt da hun var på en rejse til Aruba i 2005. Natalee blev erklæret død in absentia i 2012. Der var rygter om at de to udviklede et romantisk forhold, men John afviste disse rygter.
I 2011 blev John gift med Jan Rousseaux. I 2015 udtalte John i et interview med Barbara Walters at familiens formue på $6.4 millioner svandt ind efter JonBenéts død, og at det efterfølgende havde været svært for ham at finde et job.

Burke holdt sig meget udenfor mediernes søgelys, men trådte frem i 2016, da han lod sig interviewe af Dr. Phil. Burke studerede computer teknologi på Purdue University, hvor han blev færdig i 2009, og siden har han arbejdet som software ingeniør.

Medier

Der er skrevet mange bøger om sagen, og for at gøre det som enkelt som muligt, har jeg lavet en liste.

– ”Death of a Little Princess: The Tragic Story of the Murder of JonBenét Ramsey” af Carlton Smith, 1997

– ”JonBenét’s Mother: The Tragedy and the Truth” af Linda Edison McLean, 1998

– ”A Little Girl’s Dream? A JonBenét Ramsey Story” af Eleanor Von Duyke og Dwight Wallington, 1998

– ”Who Killed JonBenét Ramsey?” af Cyril H. Wecht og Charles Bosworth, Jr., 1998

– ”A Mother Gone Bad: The Hidden Confession of JonBenéts Killer” af Andrew G. Hodges, 1998

– ”Presumed Guilty: An Investigation into the JonBenét Ramsey Case, the Media, and the Culture of Pornography” af Stephen Singular, 1999

– ”Perfect Murder, Perfect Town: The Uncensored Story of the JonBenét Murder and the Grand Jury’s Search for the Truth” af Lawrence Schiller, 1999

– ”JonBenét: Inside the Ramsey Murder Investigation” af Steve Thomas, 2000

– ”Who Will Speak for JonBenét? A New Investigator Reads Between the Lines” af Andrew G. Hodges, 2000

– ”The Death of Innocence” af John & Patsy Ramsey, 2001

– Nævnt i ”The Cases That Haunt Us” af John E. Douglas og Mark Olshaker, 2001

– ”JonBenét: The Police Files” af Don Gentile og David Wright, 2003

– ”Foreign Faction – Who Really Kidnapped JonBenét?” af A. James Kolar, 2012

– ”The Other Side of Suffering: The Father of JonBenét Ramsey Tells the Story of His Journey from Grief to Grace” af Marie Chapian og John Ramsey, 2012

– ”Umbrella of Suspicion: Investigating the Death of JonBenét Ramsey” af John W. Taylor, 2012

– ”JonBenét Murder Case: The Mystery Behind the Ramsey Murder Investigation Revealed” af J.D. Rockefeller, 2016

– ”We Have Your Daughter: The Unsolved Murder of JonBenét Ramsey Twenty Years Later” af Paula Woodward, 2016

– ”Once Upon a December: Inside the Death Investigation of America’s Most Famous Beauty Queen” af David Kennedy, 2016

– ”120 Clues That Who Who Killed JonBenét” af Sam Dennis McDonough, 2016

Derudover har Walter A. David skrevet et skuespil, der omhandler hvad JonBenéts liv kunne være blevet til, kaldt ”An Evening with JonBenét Ramsey”. Joyce Carol Oates udgav i 2008 bogen ”My Sister, My Love”, der er inspireret af sagen, med en storebror som fortæller.

Sagen har også været meget i fjernsynet, herunder blandt andet i diverse dokumentarprogrammer og nyhedsmagasiner. I 2000 sendte A&E afsnittet ”JonBenét: Anatomy of an Investigation” fra dokumentarprogrammet ”Investigation Reports”. Samme år sendte CBS serien ”Perfect Murder, Perfect Town”, der er baseret på bogen af samme titel. FOX lavede også i samme år en film baseret på sagen, ved navn ”Getting Away with Murder: The JonBenét Ramsey Mystery”.
I 2008 blev afsnittet ”The JonBenét Mystery” fra dokumentarprogrammet ”Haunting Evidence” sendt på CourtTV, nu kendt som TruTV. CBS lavede i 2016 en mini-dokumentarserie om sagen, kaldt ”The Case of: JonBenét Ramsey”. Også i 2016 lavede Dateline på NBC afsnittet ”Who Killed JonBenét?”.
I 2016 lavede A&E en dokumentarfilm om sagen, ”The Killing of JonBenét: The Truth Uncovered”, og i 2017 udgav Netflix deres egen dokumentar om sagen, kaldt ”Casting JonBenét”.

I 2004 udstillede Marilyn Manson sine to malerier af JonBenét, navngivet ”Sleeping Beauty I” og ”Sleeping Beauty II”.

Kilder

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mordet på Georgette Bauerdorf