Barry Loukaitis - skyderiet på Frontier Junior High School

Mordkulten Manson Indefra

Foto: FOX

Titel: Mordkulten Manson Indefra: De glemte bånd (Inside the Manson Cult: The Lost Tapes)
Skabt af: Hugh Ballantyne, Robert Hendrickson, Simon Andreae, m.fl.
Sprog:
Engelsk, med danske undertekster
Udgivelsesdato:
17. september 2018
Kan ses på: 
dr.dk/tv
Genre: Dokumentar

Beskrivelse

Selvom Charles Manson var mistænkt for op mod 35 drab, blev han først dømt, da medlemmer af hans kult, ‘Familien’ brutalt myrdede syv mennesker, heriblandt filmstjernen Sharon Tate. 50 år efter ugerningen er der dukket 100 timers optagelser op, meget af det ukendt. En ung Robert Hendrickson fik i to år fuld adgang til at filme sekten, og de gamle optagelser giver sammen med nye interview med nøglepersoner et rystende indblik i, hvordan det lykkedes Manson at forvandle en gruppe almindelige unge til massemordere – og hvor langt de var parat til at gå for at glæde ham!

___________________________________________________________________________________________________________________ 

 Da hippie-tiden i slutningen af 1960’erne var på sit højeste, formåede Charles Manson at samle en gruppe unge mennesker i det sydlige Californien, og danne det der ville blive kendt som kulten Manson-familien, også kaldt Familien. Han vandt dem over med blandt andet sin charme og stoffer, og fik gjort medlemmerne ekstremt loyale og lydhør overfor ham. Selvom kulten fokuserede på fred og kærlighed, endte det alligevel med drab.
D. 27. juli 1969 dræbte medlemmerne Bobby Beausoleol, Mary Brunner og Susan Atkins Gary Allen Hinman, efter at have holdt ham fanget i to dage. Natten til d. 9. august blev Sharon Tate, Jay Sebring, Abigail Folger, Voytek Frykowski og Steven Parent dræbt af medlemmerne Susan Atkins, Linda Kasabian, Patricia Krenwinkel og Tex Watson. Dagen efter dræbte medlemmerne Leslie Van Houten og Steve Grogan, samt de fire medlemmer fra mordet dagen før, Leon og Rosemary LaBianca. Alle mordene blev begået på ordre fra Charles Manson.

Kort efter at Charles Manson og fire af medlemmerne var blevet sigtet for mordene, fik Robert Hendrickson og hans filmhold lov til at komme indenfor i kulten i to år. Det førte til over 100 timers filmoptagelser, der blandt andet indeholder interviews med nogle af kultmedlemmerne, samt interviews med Paul Watkins, der kort forinden havde forladt kulten. Nogle af optagelserne blev brugt i en dokumentarfilm der udkom i 1973. Denne dokumentarfilm blev dog forbudt, efter at et af medlemmerne, kaldt Squeaky, i 1975 forsøgte at dræbe daværende præsident Gerald Ford. Størstedelen af optagelserne var aldrig set før, og blev først fundet da Robert Hendrickson døde i 2016.
Fundet resulterede i denne dokumentarfilm, der udover de gamle optagelser, også indeholder interviews med tidligere kultmedlemmer Catherine ”Gypsy” Share og Dianne ”Snake” Lake, samt andre involveret i sagen.
Optagelserne giver et fint billede af hvordan og hvorfor det lykkedes Charles Manson at få andre til at begå mord for ham. Medlemmerne troede inderligt og oprigtigt på ham, på hans ord. Og de var forblændet af ham.
Denne version er en sammenklippet version på 1 time og 30 minutter, ud af en ellers to timers lang dokumentarfilm.

Min bedømmelse

I modsætning til så mange andre dokumentarfilm og bøger om Manson-familien, fokuserer denne ikke særlig meget på selve Charles Manson. I stedet lærer man mere om medlemmerne, om livet i kulten, og om hvordan og hvorfor Charles formåede at vinde medlemmernes tillid og kærlighed. Det er noget jeg personligt godt kan lide.
Noget jeg dog bliver en smule træt af i længden, er al den snak om Sharon Tate. Jovist, hun var en smuk skuespillerinde, gift med en af de helt store navne indenfor filmverdenen, Roman Polanski, men hun var ikke det eneste offer. Et drabsoffer er et offer, ligegyldigt hvilken baggrund og karriere ofret har. De er alle lige. Men det er ikke kun denne dokumentarfilm der begår denne ”fejl”, det er desværre ret generelt.

Set bort fra det, så synes jeg det er en meget spændende dokumentarfilm. Jeg kan ikke benægte at jeg elsker originale kilder, så at se filmoptagelserne får mit true crime-hjerte til at banke. Lidt ligesom når jeg finder originale FBI dokumenter eller journaler …
Manson-familien er på min liste over sager jeg ønsker at skrive om, men jeg har endnu ikke formået at finde et sted at presse den ind, især fordi den er så omfattende. Denne dokumentar har dog kun givet mig mere lyst til at dykke ned i sagen. Ikke fordi jeg føler, at jeg mangler svar, men simpelthen fordi det bare er en spændende sag.

Så, alt i alt, jeg synes helt klart at det er en dokumentarfilm der er værd at se.
Jeg så den på dr.dk/tv, hvor den kan findes her, og her kan den indtil videre ses indtil d. 9. oktober 2020.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Barry Loukaitis - skyderiet på Frontier Junior High School