Albert Fish – Den Grå Mand | Seriemordere

I den første halvdel af 1900-tallet dræbte Albert Fish mindst tre børn, og mistænkes at have dræbt mindst seks flere. Men mord var ikke det eneste Albert udsatte sine ofre for; han var udover morder også kannibal.
Albert led desuden med hallucinationer, og blev seksuelt ophidset af smerte, hvilket blandt andet resulterede i mindst 29 nåle i hans bækken.

Albert Hamilton Fish, døbt Hamilton Fish, blev født d. 19. maj 1870, i Washington D.C., USA, som den yngste af søskende Walter, Annie og Edwin. Alberts far, Randall, var 43 år ældre end Alberts mor, Ellen, og var 75 år gammel da Albert blev født.
D. 16. oktober 1875, da Albert var fem år gammel, døde hans far af et hjerteanfald. Efter dødsfaldet sendte Alberts mor ham til Saint John’s Børnehjem. Her blev Albert mobbet med sit navn, og kaldt for ”Ham & Eggs”; derfor valgte Albert at han ikke længere ville kaldes for Hamilton, men bad om at blive kaldt Albert, efter en bror der døde før han blev født. Børnehjemmet var ikke et rart sted at være, og børnene blev ofte udsat for mishandling. Albert løb ofte væk fra børnehjemmet, og udviklede en tendens med at tisse i sengen, som varede til han var 11 år gammel. Det var også på børnehjemmet at Albert udviklede sin sadomasochistiske side, da han nød at blive påført smerte. På børnehjemmet oplevede Albert sin første erektion, mens han fik en endefuld.

Da Albert var ni år gammel fik hans mor et job, og det betød at han nu kunne flytte hjem til sin mor igen. Moderen led med hallucinationer, men var ikke den eneste i familien med psykiske problemer. Alberts onkel led med mani, en af hans brødre havde været indlagt på et psykiatrisk hospital, hans søster var diagnoseret med ”mental lidelse”, ligesom tre andre familiemedlemmer også var diagnoseret med psykiske sygdomme.

Som 12-årig indledte Albert sit første seksuelle forhold, til en dreng der introducerede ham for voyeurisme – altså at belure andre mennesker i intime situationer. Albert begyndte at tilbringe det meste af sine weekender i offentlige bade, hvor han lurede på drenge der klædte sig af. Det var også denne kæreste der introducerede Albert for at spise afføring og drikke urin.
Albert færdiggjorde skolen da han var 15 år gammel, og begyndte derefter at arbejde som maler. Han begyndte da at tage fra by til by for at male huse og dekorere.
Da Albert var tyve år gammel flyttede han til New York City, hvor han ved siden af sit malerjob begyndte at prostituere sig. Han besøgte samtidig mandlige bordeller, og begyndte at voldtage unge drenge, hvor størstedelen var under seks år gamle.

I 1898 arrangerede Alberts mor et ægteskab for ham, med den ni år yngre Anna Mary Hoffmann. Parret fik seks børn sammen: Albert, Anna, Gertrude, Eugene, John og Henry. Efter næsten tyve års ægteskab forlod Anna dog Albert og børnene, for en mand ved navn John Straube. Efter noget tid kom hun dog tilbage og bad ham om at tilgive hende, hvilket Albert gik med til, på én betingelse: at hun endte forholdet til John. Det lovede hun at gøre, men gemte i stedet John på loftet. Det opdagede Albert, hvilket resulterede i et heftigt skænderi, og siden da så Albert ikke sin kone eller hendes elsker igen. Men Alberts kone var ikke den eneste der havde en elsker ved siden af ægteskabet; Albert selv havde en affære med en mand, som på et tidspunkt tog ham med på voksmuseum. Her så Albert en penis delt i to, hvilket gjorde ham nærmest besat af seksuel lemlæstelse.
I 1903 blev Albert anholdt for underslæb og tyveri, og fængslet i Sing Sing Correctional Facility. Her dyrkede han en del sex med mænd.

Mordene

Ifølge Albert selv, begik han sit første mord i 1910, da han torturede og dræbte en udviklingshæmmet dreng i New York. Også dette år udviklede Albert et forhold til 19-årige Thomas Kedden, som siges også at have været udviklingshæmmet. Albert og Thomas dyrkede regelmæssigt brutal sex, men hvorvidt Thomas rent faktisk var med i dette, eller om Albert tvang ham, er ikke klargjort. På et tidspunkt tog Albert Thomas ud til et gammelt, forladt gårdshus, hvor han i over to uger torturerede ham. Til slut skar Albert halvdelen af Thomas’ penis af. Han overvejede om han skulle dræbe ham, men var bange for at det varme vejr ville drage opmærksomhed på ham, så i stedet hældte han peroxid ud over såret og pakkede det ind i et lommetørklæde med vaseline, inden han kyssede Thomas farvel og efterlod ham med $10. Albert drog hjemad, og fandt aldrig ud af hvad der skete med Thomas.

Det var dog først i 1917, da Alberts kone forlod dem, at børnene lagde mærke til ændringer i hans opførsel. Da begyndte Albert at opleve hallucinationer, hvor han blandt andet mente at han kommunikerede med Apostlen Johannes. Også omkring dette tidspunkt begyndte Albert at stikke nåle ind i sin lyske og mave for at opnå seksuel tilfredsstillelse. Han slog desuden sig selv med en pagaj, hvorpå han havde fastsat søm, og proppede uld, overhældt med lightervæske, op i anus og satte ild til det. Det har aldrig været mistænkt at Albert hverken fysisk eller psykisk angreb sine børn, men han opfordrede dem og deres venner til at slå på hans nøgne balder med søm-pagajen.
Også omkring dette tidspunkt udviklede Albert en fascination af kannibalisme, og spiste ofte råt kød.

Omkring 1919 stak Albert en udviklingshæmmet dreng ihjel i Georgetown-området i Washington, D.C. Der ville dog gå nogle år før Albert igen dræbte.
D. 11. juli 1924 så Albert 8-årige Beatrice Kiel lege alene ved en gård i Staten Island. Han tilbød pigen penge for at ”hjælpe ham med at lede efter rabarbere”, men netop som pigen skulle til at forlade gården med Albert, kom hendes mor løbene og jog Albert væk derfra. Han kom dog tilbage senere, hvor han gik ind i laden for at sove, men da kom pigens far og jog ham atter væk derfra. Fire dage senere blev 9-årige Francis McDonnell meldt savnet af sine forældre, da han ikke vendte hjem efter at have leget med sine venner i Port Richmond nabolaget i Staten Island. Hans lig blev fundet hængende i et træ i et skovområde nær hans hjem; han var blevet udsat for seksuelt overgreb, og derefter stranguleret ved brug af sine seler. Francis’ venner fortalte politiet at han var blevet taget af en ældre mand med gråt skæg, og ligeledes kunne vidner fortælle om en ældre mand med gråt skæg i området, hvoraf en havde set en dreng gå sammen med ham. Beskrivelsen af gerningsmanden gav ham kaldenavnet ”Den Grå Mand”. Dog ville mordet i år endnu forblive uopklaret.
I løbet af 1924 oplevede Albert hallucinationer, hvor han hørte Gud kommandere at han skulle torturere og seksuelt lemlæse børn. Af hvad man ved var det dog først i 1926 at Albert slog til igen, da han mistænktes at have dræbt 5-årige Emma Richardson d. 5. oktober.
D. 11. februar 1927 forsvandt 3-årige Billy Beaton og 4-årige Billy Gaffney fra en lejlighedsbygning i Brooklyn, efter at have leget med Billy Beatons 12-årige bror. Billy Beaton blev fundet senere på loftet af bygningen. Da han blev spurgt om hvad der var sket med Billy Gaffney, svarede han at ”bøhmanden tog ham”. Billy Gaffney blev aldrig fundet. I lang tid var seriemorderen Peter Kudzinowski mistænkt for at stå bag drabet.

Også i 1927 blev 12-årige Yetta Abramowitz dræbt, hvor Albert mistænkes at være morderen. I starten af 1928 så Albert to drenge lege udenfor lejlighedsbygningen han boede i. Han spurgte drengene om de havde spist frokost, og da de svarede nej, inviterede han dem indenfor til sandwicher. De to drenge begyndte at lege på Alberts seng, og fik pludselig rykket til madrassen. Nedenunder lå en kniv, en lille håndsav og en kødøkse. Drengene blev skræmte over synet, og løb ud af lejligheden.

D. 25. maj 1928 så Albert en annonce i avisen New York World, hvor der stod: ”Ung mand, 18, ønsker stilling i land. Edward Budd, 496 West 15th Street”. Tre dage senere tog Albert hen til familien Budds hjem, hvor han lod som om han ville hyre Edward. Han introducerede sig selv som landmanden Frank Howard fra Farmingdale, New York, og sagde at han ville ansætte Edward og hans ven, Willie. Han ville komme tilbage nogle dage senere for at hente dem, men da han, af ukendte årsager, ikke kunne dukke op, sendte han et telegram, hvori han undskyldte og kom med en ny dato. D. 3. juni ankom Albert atter til familien Budds hjem, hvor han mødte 10-årige Grace Budd. Med det samme besluttede han sig for at han ville dræbe hende, i stedet for hendes storebror. Med forklaring om at han skulle til sin nieces fødselsdagsfest, fik han Graces forældre til at lade hende tage med ham. Grace kom aldrig hjem igen, men sagen ville være uopklaret i nogle år endnu.

Albert var aldrig officielt blev skilt fra sine børns mor, men alligevel lykkedes det ham at blive gift d. 6. februar 1930, med Estella Wilcox. Ægteskabet varede dog kun en uge, før Estella ville skilles.
I maj samme år blev Albert anholdt, efter at have sendt uanstændige breve, blandt andet med forespørgsel om de ville tisse på ham, til kvinder, hvis adresser han fandt i kontaktannoncer. Året efter blev han atter anholdt, hvilket resulterede i at han blev indlagt på Bellevue psykiatrisk hospital. Efter to måneders observation blev han udskrevet, med en journal der lød: ”Ikke sindssyg; psykopatisk personlighed; seksuel type”.
Mellem 1930 og 1934 mistænkes Albert at have dræbt 4-årige Emil Aalling, 6-årige Robin Jane Liu, 16-årige Ellen O’Connor og 17-årige Benjamin Collings.

I november 1934 kunne Albert ikke længere tie stille om mordet på Grace Budd, der endnu var uopklaret. Han sendte derfor et anonymt brev til Graces mor, hvori der stod:
Min kære fru Budd,
I 1984 blev en ven af mig sendt som dækhånd på damperen Tacoma, Kaptajn John Davis. De sejlede fra San Francisco til Hong Kong, Kina. Da de ankom der gik han og to andre i land og blev fulde. Da de kom tilbage var båden væk. På det tidspunkt var der hungersnød i Kina. Kød af enhver slags var fra $1 til 3 for et pund. Lidelsen var så stor blandt de meget fattige, at børn under 12 blev solgt til slagtere, så de kunne skæres ud og blive solgt som mad, for at andre ikke skulle sulte. En dreng eller pige under 14 år var ikke sikker i gaderne. Du kunne gå ind i enhver butik og spørge efter bøf – koteletter – eller oksetern. En del af den nøgne krop af en dreng eller pige ville blive bragt ud og lige hvad du ønskede ville blive skåret af den. En dreng eller piges bagdel er den sødeste del af kroppen, og solgt som kalvekød indbragte den den højeste pris. John blev der så længe at han fik smag for menneskekød. Da han kom tilbage til N.Y. stjal han to drenge, en 7, en 11. Tog dem med hjem, fjernede deres tøj og bandt dem i et skab, brændte derefter alt de havde på. Flere gange hver dag og nat spankede han dem – torturerede dem – for at gøre deres kød god og mør. Først dræbte han den 11 årige dreng, fordi han havde den fedeste røv og selvfølgelig mest kød på den. Enhver del af hans krop blev tilberedt og spist, udover hovedet – ben og indvolde. Han blev ristet i ovnen, (hele hans røv) kogt, stegt og stuvet. Den lille dreng var næst, gik på samme måde. På det tidspunkt boede jeg på 409 E 100 St, bagside – på højre side. Han fortalte mig så ofte hvor godt menneskekød smagte, at jeg besluttede mig for at skulle smage det. Søndag d. 3. juni – 1928, besøgte jeg dig på 406 W 15 St. Bragte dig ost – jordbær. Vi havde frokost. Grace sad på mit skød og kyssede mig. Jeg besluttede mig for at spise hende, lade som om jeg ville tage hende med til fest. Du sagde Ja, hun kunne gå. Jeg tog hende til et tomt hus i Westchester, som jeg allerede havde udvalgt. Da vi ankom bad jeg hende blive udenfor. Hun plukkede vilde blomster. Jeg gik ovenpå og tog alt mit tøj af. Jeg vidste, at gjorde jeg ikke det, ville jeg få blod på det. Da alt var klart gik jeg over til vinduet og kaldte på hende. Så gemte jeg mig i et skab indtil hun var i rummet. Da hun så mig helt nøgen begyndte hun at græde og forsøgte at løbe nedenunder. Jeg tog fat i hende, og hun sagde at hun ville fortælle det til sin mor. Først tog jeg hendes tøj af. Hvor hun sparkede – bed og kradsede. Jeg kvalte hende til døde, skar hende derefter i små stykker så jeg kunne tage kødet med til mine værelser, tilberede og spise det. Hvor sød og mør hendes lille røv var, ristet i ovnen. Det tog mig ni dage at spise hele hendes krop. Jeg knaldede hende ikke, dog, jeg kunne hvis jeg havde villet det. Hun døde som jomfru.”

Graces mor afleverede brevet til politiet, som undersøgte det. Historien om John og hungersnøden i Hong Kong kunne ikke bekræftes, men delen der omhandlede Grace gik politiet stærkt ud fra var sandt, da det passede med deres informationer og beviser. Dog kunne de ikke vide med sikkerhed om afsenderen af brevet havde spist Grace.
På kuverten brevet blev sendt i, var det et lille sekskantet emblem med bogstaverne ”N.Y.P.C.B.A.”. Politiet fandt at det stod for New York Private Chauffeur’s Benevolent Association, der holdte til på 627 Lexington Avenue i New York City. De tog derfor derhen for at se om de kunne finde ud af mere. Her fortalte en pedel for firmaet at han havde taget noget af firmaets brevpapir, og havde efterladt det på sit værelse på et logihus på 200 East 52nd Street da han flyttede derfra. Lederen for efterforskningen, William F. King, tog straks hen til logihuset, hvor han spurgte ind til om nogen kendte Frank Howard og beskrev hvordan han så ud. Værtinden mente at det lød som Albert Fish – og da lærte efterforskningslederen at Frank Howard i virkeligheden hed Albert Fish. Han tog sig da til at vente på at Albert kom tilbage til logihuset.
Da Albert ankom bad efterforskningslederen ham om at tage med til politiets hovedkvarter til afhøring, hvilket Albert gik med til uden protest. Han tilstod da også at have dræbt Grace Budd, og fortalte endda at hans egentlige plan havde været at dræbe hendes storebror.

Retssag og tiden efter

Under afhøringen udtalte Albert at han ikke havde overvejet at voldtage Grace Budd, men fortalte senere sin advokat at han, da han knælede på Graces bryst mens han strangulerede hende, oplevede to ufrivillige ejakulationer. Denne information blev brugt under retssagen i hævdelsen at kidnapningen var seksuelt motiveret, og dermed undgik Albert at kannibalismen blev nævnt.
Da Albert blev anholdt fik han foretaget et røntgenbillede af sit bækken, der viste at han havde mindst 29 nåle siddende i området.

Efter anholdelsen kontaktede vidner politiet, og fortalte at Albert var manden de havde set dengang Francis McDonnell blev kidnappet og dræbt i 1924. Det fik distriktsadvokaten til at forsøge at få Albert sigtet for mordet, på trods af at Albert nægtede at have dræbt Francis.
Et vidne i sagen om Billy Gaffneys mord kontaktede også efter anholdelsen politiet, da han identificerede Albert som den mand der bortførte Billy Gaffney i 1927. Ifølge informationer politiet kunne finde frem til, arbejdede Albert et sted i Brooklyn da Billy forsvandt, og havde netop samme dag haft et job få kilometer fra lejlighedsbygningen Billy blev bortført fra. Albert skrev i et brev til sin advokat at han havde taget Billy med til en losseplads, hvor havde bundet og kneblet den lille dreng. Han var derefter gået og vendt tilbage dagen efter, hvor han havde pisket hans bagdel til den blødte. Han havde derefter lemlæstet Billy og drukket hans blod, og til sidst skåret ham ud. Han havde smidt kropsdelene i sække med sten, bundet sækkene, og smidt dem i vandet. Noget af kroppen havde han dog gemt til sig selv, som han havde taget med hjem og tilberedt og spist.
Billy Gaffneys mor besøgte på et tidspunkt Albert i fængslet, sammen med en kriminalbetjent og to andre mænd. Hun ønskede at tale med Albert om sin søns død, men han nægtede at tale med hende. Albert begynde at græde og bad dem lade ham være i fred, men først efter to timer gav moderen op. Hun var dog ikke overbevist om at Albert havde dræbt hendes søn. Det var desuden også svært at finde egentlige beviser, og derfor blev Albert officielt kun anklaget for mordet på Grace Budd, selvom han havde tilstået to yderligere mord, og i dag mistænktes at have dræbt mindst ti børn og teenagere.

Retssagen begyndte d. 11. marts 1935, i White Plains, New York, og varede i ti dage. Albert kendte sig sindssyg, med forklaringen at han havde hørt Guds stemme fortælle ham at han skulle dræbe børn. Flere psykiatere havde da talt med og undersøgt Albert, og havde især bidt mærke i hans seksuelle feticher der blandt andet inkluderede sadisme, masochisme, pædofili, kannibalisme, at drikke urin, at spise afføring, blotteri og voyeurisme. Forsvarets ekspertvidne, psykiater Fredric Wertham, forklarede i retten at Alberts hallucinationer kom af en besættelse af religion, særligt den bibelske historie om Abraham der nær havde ofret sin søn, Isak, fordi Gud befalede det. Albert troede, ifølge psykiateren, at hans synder ville blive tilgivet hvis han ofrede børn. Ifølge psykiateren var der slet ikke tvivl om at Albert var sindssyg, hvilket yderligere to psykiatere bakkede op om. Dog var lederen af Bellevue psykiatrisk hospital, hvor Albert var indlagt i 1931, ikke enig; han mente at Albert var unormal, men ikke sindssyg, hvilket andre vidner fra anklagerens side bakkede op om.

Ingen af nævningene var dog tvivl om at Albert var sindssyg, men som en af dem senere forklarede, syntes de alle at han fortjente at blive henrettet alligevel, og derfor valgte de at finde han ikke sindssyg og skyldig. Og dermed blev Albert idømt dødsstraf for mordet på Grace Budd. Albert ankom til Sing Sing Correctional Facility i marts 1935, hvor han tilstod at have dræbt Francis McDonnell i 1924.

D. 16. januar 1936 blev Albert henrettet i den elektriske stol i Sing Sing Correctional Facility, 65 år gammel. Han gik ind i dødskammeret kl. 23⁰⁶, og blev erklæret død tre minutter senere. Hans sidste ord var eftersigende: ”Jeg ved ikke engang hvorfor jer er her”. Inden henrettelsen havde Albert skrevet et brev med sin sidste udtalelse, men hans advokat valgte ikke at offentliggøre dette, med kommentaren: ”Jeg vil aldrig vise det til nogen. Det var den mest beskidte række sjofelheder jeg nogensinde har læst”.
Ifølge et vidne tog det to stød i stolen før Albert døde – hvilket resulterede i et rygte om at den elektriske stol kortsluttede på grund af de mange nåle Albert havde i kroppen. Rygtet er senere blevet afkræftet, og henrettelsen skulle have forgået som enhver anden henrettelse dengang.
Albert blev begravet på Sing Sing Prison Cemetery.

Hvad der siden er sket med Alberts børn siden, vides ikke.

Ofre

Albert udtalte på et tidspunkt at han hovedsageligt udvalgte mentalt handicappede personer og afroamerikanske personer, da han var af den tro at disse ikke ville blive savnet ligeså meget som andre personer. Derudover gik han også hovedsageligt efter børn.

De eneste man ved Albert med sikkerhed dræbte, var:
– Francis X. McDonnell, 8 år
– Billy Gaffney, 4 år
– Grace Budd, 10 år

Derudover mistænkes han at have dræbt:
– Emma Richardson, 5 år
– Yetta Abramowitz, 12 år
– Emil Aalling, 4 år
– Robin Jane Lui, 6 år
– Ellen O’Connor, 16 år
– Benjamin Collings, 17 år

Selv har Albert også på et tidspunkt nævnt at han begik sit første mord i 1910, da han stak en udviklingshæmmet dreng ihjel i New York, samt at han også stak en udviklingshæmmet dreng ihjel i Washington, D.C., i 1919.
Derudover begik Albert også mange seksuelle overgreb. Hvad det egentlige tal af overgreb lyder på kan ikke fastslås med sikkerhed, men anklageren mente at han havde begået mindst 100 i 23 stater. Dog nævnte Albert at tallet nok nærmere var tættere på 400, med kommentaren: ”Jeg har haft børn i hver stat”.

Medier

I 2007 udkom dokumentarfilmen Albert Fish: In Sin He Found Salvation, der omhandler sagen, med særligt fokus på biblens involvering.
Derudover har YouTube-kanalen Biographics lavet en biografisk video om Albert Fish, der hedder Albert Fish: The Grey Man. Videoen kan findes her.

Følgende bøger er skrevet om sagen:
– The Cannibal af Mel Heimer, 1971
– Albert Fish: The Werefolf of Wysteria af Biographia, 2008
– Albert Fish: The Lying Cannibal af Chloe Castleden, 2011
– Albert Fish In His Own Words af John Borowski, 2014

Sagen er desuden nævnt i følgende bøger:
– The Serial Killers: A Study in the Psychology of Violence af Colin Wilson og Donald Seaman, 1990
– Deranged: The Shocking True Story of America’s Most Fiendish Killer af Harold Schechter, 1990
– Cannibalism: The Last Taboo! af Brian Marriner, 1922
– Cannibal Killers af Moira Martingale, 1993
– Murder Cases of the Twentieth Century: Biographies and Bibliographies of 280 Convicted or Accused Killers af David K. Frasier, 1996
– The Encyclopedia of Serial Killers af Michael Newton, 2000
– My Life Among the Serial Killers: Inside the Minds of the World’s Most Notorious Murderers af Helen Morrison og Harold Goldberg, 2004
– The World’s 20 Worst Crimes: True Stories of 20 Killers and Their 1000 Victims af Kate Kray, 2007
– The Killer Book of Serial Killers: Incredible Stories, Facts and Trivia from the world of Serial Killers af Tom Philbin og Michael Philbin, 2009
– Profile of Serial Killers af Christina Doidge, 2012
– Serial Killers: Inside the Minds of the Most Monstrous Murderers af Charlotte Greig, 2017