John Straffen

Da John Straffen var i starten af 20’erne, dræbte han tre piger på 5, 6 og 9 år. John, der var psykisk udviklingshæmmet, blev idømt dødsstraf, men benådet af Dronning Elizabeth II. John sad i fængsel i 55 år, indtil hans død i 2007. 

John Thomas Straffen blev født d. 27. februar 1930, Bordon Camp, Hampshire, England. Johns far, John Straffen Sr., var soldat i den britiske hær, og familien boede derfor på militærtræningslejren Bordon Camp. John var det tredje barn i familien, og havde en storesøster der blev betegnet som mentalt retarderet.
Da John var 2 år gammel, flyttede familien til Indien på grund af faderens arbejde. I 1936, da John var 6 år gammel, fik han hjernebetændelse, hvilket efterlod skader på hjernebarken, der først senere ville blive opdaget.

I marts 1938 flyttede familien tilbage til England. Johns far forlod hæren, og familien bosatte sig i Bath, Somerset. Omkring dette tidspunkt begyndte Johns adfærd at tage en negativ drejning, og i oktober samme år blev han henvist til Child Guidance Clinic, fordi han havde begået tyveri og blev væk fra skole. Året efter stjal han en pung fra en pige, hvilket førte til at han kom for børne- og ungdomsstolen og blev idømt en betinget dom på to år.
Johns tilsynsførende opdagede at John ikke forstod forskellen på rigtigt og forkert, og heller ej betydningen af en betinget dom. Han tog derfor John med til en psykiater, som konkluderede at John var åndssvag – i dag ville man nok nærmere sige, at han var psykisk udviklingshæmmet. I 1940 blev der samlet en journal om John, hvori der blev noteret at hans IQ var på 58, og at hans mentale alder var 6 år. John blev derfor som 10-årig sendt på kostskolen St. Joseph’s School i Sambourne, der fungerede som en skole for psykisk udviklingshæmmede børn. Der var han i to år, inden han blev sendt til Besford Court School, der også var en skole for psykisk udviklingshæmmede børn. I Johns papirer stod der at han ikke tog godt imod irettesættelser, og at han var meget alene. Som 14-årig blev John mistænkt for at have kvalt to gæs, ejet af en ansat på skolen, men da der ikke kunne findes beviser, blev der intet gjort.

Som 16-årig var hans IQ på 64 og hans mentale alder på 9,5 år, og John blev derfor sendt hjem til sin familie i Bath. Her fik han arbejde som maskinarbejder på en tøjfabrik, og begyndte at begå indbrud i ubesatte hjem. Han stjal småting, som han gemte rundt omkring. Han tog aldrig tingene med hjem, og forsøgte heller ej at sælge eller videregive tingene han stjal. I sommeren 1947 tog en 13-årig pige til politiet, og fortalte at en dreng ved navn John havde overfaldt hende med en hånd for munden, og sagt: ”Hvad ville du gøre, hvis jeg dræbte dig? Jeg har gjort det før”. Dette ville først senere blive sat i forbindelse med John. Seks uger senere tog John livet af fem kyllinger ved at kvæle dem. Kyllingerne tilhørte en mand, hvis datter John havde været oppe at skændes med. John blev anholdt og tilstod med det samme, at have dræbt kyllingerne – han tilstod også at have begået indbrud, samt andre forbrydelser han ikke havde begået, selvom politiet ikke spurgte ind til dette.
John blev varetægtsfængslet og undersøgt – og atter lød konklusionen på, at John var psykisk udviklingshæmmet. Han blev sendt til den åbne koloni Hortham Colony i Bristol, der tog sig af behandlingen af mentalt handicappede forbrydere, med formål at gøre dem klar til at begå sig i samfundet. John opførte sig pænt, men holdte sig for sig selv. I 1949 blev han flyttet til et landbrugssted i Winchester; her var han i et halvt år, inden han blev sendt retur til Hortham Colony, efter at have stjålet en pose valnødder.

I 1951 blev John undersøgt på Bristol Hospital, og først her opdagede man via elektroencefalografi (EGG) skaderne fra hjernebetændelsen han havde som barn. Det blev desuden vurderet at John var tilstrækkeligt rehabiliteret, og han blev derfor tilladt at tage på hjemmebesøg uden opsyn. Under hjemmebesøget fik han arbejde i en markedshave, og han fik derfor lov til at blive overladt i sin mors varetægt og flytte hjem. Samme år blev hans mentale alder vurderet til at være 10 år.

Mordene

John var på vej i biografen d. 15. juli 1951, da han fik øje på 6-årige Brenda Goddard. Brenda var i gang med at plukke blomster, da John gik hen til hende og tilbød hende at vise hende et bedre sted at plukke blomster. Ifølge John løftede han Brenda over et hegn, hvorefter hun faldt og slog hovedet. Mens hun var bevidstløs dræbte han hende ved at kvæle hende, efterlod hende derefter og gik i biografen.
Drabet chokerede samfundet, og alle ønskede at finde morderen. Dette var dog inden man kunne bruge DNA til at opklare drabssager, og der var derfor ikke meget at gå efter for politiet. Alligevel valgte de at hente John ind til afhøring d. 3. august, selvom de ikke mente at han var voldelig. Dette førte dog ikke til andet, end at John blev fyret fra sit arbejde.

D. 8. august var John igen i biografen. Her mødte han 9-årige Cicely Batstone. Han tog Cicely med hen til en anden biograf, hvor de så endnu en film, og derefter tog de bussen til en eng lige udenfor Bath. Her dræbte John Cicely, også ved at kvæle hende, og efterlod igen liget åbenlyst. Cicely blev meldt savnet samme aften.
En politimands kone kunne fortælle, at hun havde set Cicely og en mand tage bussen til engen – dette førte til at politiet fandt liget af Cicely om morgenen d. 9. august. Buslederen, der havde været en tidligere kollega til John, samt et kærestepar der havde set Cicely og John på klos hold, kunne ligeledes udpege John som manden, der havde været sammen med Cicely – og da politimandens kone kom med sin beskrivelse af morderen, var politiet ikke længere i tvivl om, hvem de skulle have fat i.

Politiet tog hjem til John og anholdte ham for mordet på Cicely. John tilstod med det samme, og tilstod desuden at have dræbt Brenda, uden at politiet spurgte ind til det. John blev varetægtsfængslet, og kom for retten d. 17. oktober. Her blev han fundet sindssyg og ikke egnet til at stå for retten. Han blev derfor sendt til Broadmoor Hospital i Berkshire, der er et psykiatrisk hospital med høj sikkerhed.

Selvom dette skulle have været enden på mord begået af John, var dette ikke tilfældet. D. 29. april 1952 formåede John at flygte fra hospitalet i et ubevogtet øjeblik under sit rengøringsarbejde udenfor.
John gik mod Crowthorne, hvor han så en kvinde i en have. John spurgte kvinden om hun havde noget at drikke; han fik lidt at drikke, og de talte om blandt andet Broadmoor Hospital og sandsynligheden for at flygte derfra. Ti minutter efter gik John atter videre. Halvanden time senere nåede han til Farley Hills; her så han 5-årige Linda Bowyer cykle rundt omkring. I løbet af den næste halve time blev Linda dræbt.
Efter at have dræbt Linda, på samme måde som han dræbte Brenda og Cicely, stødte han på en kvinde, som gav ham et lift til et busstopsted. På vejen til busstopstedet så de nogle mænd i uniform, og John spurgte om det var politimænd. Det bekræftede kvinden, og John hoppede ud af bilen og løb væk. Kvinden valgte derfor at tage fat i politimændene, for at fortælle om den mærværdige passager hun lige havde haft. Få minutter efter fangede politiet John – da havde han været på fri fod i cirka fire timer.
På vej tilbage til Broadmoor Hospital, sagde John: ”Jeg er færdig med kriminalitet”.

Linda blev meldt savnet om aftenen, og fundet dræbt den følgende morgen.
Omkring kl. 8⁰⁰ tog politiet til Broadmoor Hospital for at tale med John om hans fire timer i friheden. De spurgte ham om hvad han havde foretaget sig, og til det svarede John blot: ”Jeg dræbte hende ikke”. Nyheden om mordet på Linda var på det tidspunkt ikke nået til Broadmoor Hospital, og det var derfor ikke muligt for John at vide noget om et mord – medmindre han selvfølgelig var involveret. Politiet, der allerede mistænkte John fra de fandt Linda, sagde til John at ingen havde nævnt noget om et mord, hvortil John svarede: ”Jeg ved hvad I politimænd er. Jeg ved jeg dræbte to små børn, men jeg dræbte ikke den lille pige”. Da politiet sagde, at en pige var blevet dræbt i nærheden af hvor han blev fanget, svarede John: ”Jeg dræbte ikke den lille pige på cyklen”.
Da vidste politiet, at John havde dræbt pigen, og kort efter tilstod han mordet.

Retssagen

John blev officielt anklaget for mordet på Linda d. 1. maj, og kom for en dommer den følgende dag. Dommeren vurderede, at siden John havde formået at flygte fra Broadmoor Hospital, kunne de ikke holde på ham dér, og han skulle derfor varetægtsfængsles i Brixton Prison.

Retssagen begyndte d. 21. juli 1952. John erkendte sig ikke skyldig, men hans forsvar valgte at lade det være op til juryen at afgøre om John var sindssyg eller ej. Anklageren indkaldte vidner der kunne fortælle om mordet på Linda, og fik endda tilladelse til at præsentere beviser fra mordene på Brenda og Cicely.

På anden dagen af retssagen meddelte dommeren, at retssagen skulle starte forfra med en ny jury. Et medlem fra juryen havde aftenen forinden været på en bar, hvor han havde fortalt om retssagen; blandt andet havde han sagt, at John var uskyldig og at det var et af vidnerne fra anklageren der havde dræbt Linda.
Retssagen begyndte derfor forfra, med samme vidner og beviser præsenteret på førstedagen. Forsvaret indkaldte desuden ekspertvidner, der kunne fortælle om Johns mentale tilstand. Anklageren indkaldte sundhedspersonale fra fængslet og psykiatere, der talte imod at John var sindssyg.
Juryens afgørelse var at John ikke var sindssyg, og John blev derfor idømt dødsstraf. Han skulle hænges d. 4. september 1952.

John ankede dommen med det samme, men denne blev afvist. Samtidig blev han nægtet at appellere til House of Lords, på dansk kendt som Overhuset. Overhuset udgør sammen med House of Commons, på dansk kendt som Underhuset, Storbritanniens parlament, og fungerede indtil 2009 som appelret i straffe- og civil retssager.
Få dage inden henrettelsen skulle finde sted blev John benådet. Daværende indenrigsminister David Maxwell Fyfe anbefalede Dronning Elizabeth II at John skulle benådes, hvilket betød at John fik lov at leve – dog indenfor fængslets mure. 12 år senere ville den sidste henrettelse i Storbritannien finde sted, men først i 1998 blev dødsstraffen helt afskaffet.

Tiden i fængslet

Efter at være blevet benådet, blev John flyttet til Wandsworth Prison. Her var han i fire år, inden han blev flyttet til Horfield Prison. Han blev flyttet efter at nogle andre indsatte havde planlagt at flygte fra fængslet, og tage John med som afledning. To år senere blev han flyttet til Cardiff Prison.
Da en ny vinge åbnede på Parkhurt Prison i 1966 blev John, som en af de første, flyttet dertil. Her var han kun i to år, inden han blev flyttet til Durham Prison, hvor han blandt andet var fængslet sammen med børnemorderen Ian Brady.
I 2002 blev han flyttet til Long Lartin Prison, og på et tidspunkt senere flyttet til Frankland Prison.

Al den tid John sad fængslet forsøgte han at blive løsladt. Men i 1994 lavede daværende indenrigsminister Michael Howard en liste over 23 livstidsdømte der aldrig måtte løslades, og John var eftersigende på denne liste, sammen med blandt andre Ian Brady, Myra Hindley og Dennis Nilsen.
Da John i 2001 havde været fængslet i 50 år ansøgte hans advokater om at få genåbnet hans sag, med begrundelsen at John ikke havde været i stand til at stå for retten. Men også denne ansøgning blev afvist.
Som fængselsindsat var John eftersigende nem at have med at gøre. Han holdte sig for sig selv, og snakkede kun hvis nogen spurgte ham om noget.

D. 19. november 2007 afgik John ved døden, 77 år, i Frankland Prison i County Durham.
John er den person der, indtil videre, har siddet længst tid i fængsel i England, med sine 55 år bag tremmer.

Medier

Sagen om John er ikke omtalt meget, hverken i bøger eller i TV. Letitia Fairfield og Eric P. Fullbrook udgav i 1954 bogen ”The Trial of John Thomas Straffen”. John er desuden nævnt i bogen ”Serial Killers Encyclopedia: The Encyclopedia of Serial Killers from A to Z” af RJ Parker og JJ Slate, 2017.
Dokumentarserien ”Fred Dinenage Murder Casebook” sendte d. 4. november 2012 afsnit 5 af sæson 2, kaldt ”John Straffen”, der omhandler sagen.

Kilder

– ”John Straffen” af Eric Morgner, Department of Psychology, Radford University

– Wikipedia

– Nekrolog, The Guardian