Dagmar Overby – Englemagersken

I starten af 1900-tallet slog Dagmar Overby uskyldige spædbørn ihjel, som hun adopterede fra ugifte mødre. Dette gav hende navnet Englemagersken, og gjorde hende til den mest kendte danske kvindelige morder.

Johanne Dagmar Amalie Overby, kendt som Dagmar Overby eller Englemagersken, blev født d. 23. april 1887 i Vedslet sogn, ved Horsens. Hun voksede op i et fattigt hjem, hvor familien var såkaldte ”indsiddere”, hvilket betyder at de boede til leje hos en gård- og husmand. Dagmars far, Søren Julius August Overby, blev født d. 29. marts 1859 og døde d. 12. april 1933. Hendes mor, Ane Marie Petrine Kristiansdatter Johnson, blev født d. 25. september 1858 og døde d. 26. august 1931.
Dagmar var ikke et nemt barn, og hun forsøgte at dominere sine omgivelser, og få folk til at tro at hendes familie var bedre og finere, end den egentlig var. Ifølge hendes eget udsagn blev hun udsat for seksuelt overgreb i sin barndom af sin bedstefar, mens han var på besøg, hvor forældrenes eneste reaktion var at bede bedstefaderen om at rejse før tid.

Dagmar var tidligt på kant med loven, og blev taget i tyveri flere gange. Derfor sendte hendes forældre hende bort da hun var kun 12 år. Hun kom tilbage tre år efter, hvor hun der kom ud at tjene, indtil hun blev anklaget for tyveri igen. Denne gang fik hun en dom for tyveri, som hun afsonede på Fyn.

Da hun var færdig med at afsone sin dom, rejste Dagmar til Aarhus hvor hun fik et job på en restaurant. Her fik hun et barn med restauratøren hun arbejdede for, men barnet døde – hvorfor, vides ikke. Dagmar opholdte sig efterfølgende i området nær Randers, og var i en kort periode gift med handelsmanden Anton Nielsen. Nogle kilder siger at Dagmar også fik et barn med Anton, hvor dette barn også døde.

Dagmar fungerede på et tidspunkt som husholdeske for husmanden Jens Sørensen, som hun fik et barn med. Hun sagde at hun havde givet barnet væk, eftersom de to ikke var gift.
I 1915 flyttede Dagmar til Holmbladsgade på Amager, hvor hun åbnede en slikbutik. Her mødte hun en fyrbøder, som hun fik et barn med – men også dette barn døde af ukendte årsager.

I 1916 startede Dagmars mord på uskyldige spædbørn for alvor, mens hun boede sammen med fyrbøderen i en lejlighed på Jægersborggade.
Dagmar fik kontakt til en kvinde via en annonce, der havde født sit andet barn, som hun ønskede skulle bortadopteres. Dagmar fik 12 kroner af barnets mor, og derefter tog hun til Assistens Kirkegård, hvor hun kvalte barnet og smed det toilettet.

Mindst syv gange efterfølgende indtil 1917, gjorde Dagmar lignende ting mod spædbørn hun adopterede fra kvinder. Hun dræbte børnene ved enten kvælning eller drukning, og ligene blev enten gravet ned, brændt, gemt i hjemmet eller smidt et sted i byen. Dog beholdte hun nogle af de børn hun adopterede, herunder blandt andet drengen Angelo, som hun havde et tæt forhold til.
Allerede i 1888 blev en lov vedtaget vedrørende offentlig godkendelse og kontrol af plejemødre og adoption, men selvom udvekslingen af børn på denne måde ikke var lovlig, var den desværre ret normal for ugifte kvinder med uægte børn.

Nogle gange ønskede mødrene at få deres børn tilbage, eller blot se børnene, og i disse tilfælde fandt Dagmar ud af, hvordan hun kunne undgå at blive afsløret. Nogle gange fik hun udstedt falske døds- og begravelsesattester, hvori der stod at børnene var døde af naturlige årsager. Andre gange foretog hun forbytninger, hvor mødrene fik et andet barn tilbage, end det der egentlig var deres eget.

Fra d. 30. august 1917 og to år frem, afsonede Dagmar endnu en fængselsdom for tyveri. Hun kom ud i 1919, og forsatte hvor hun slap – hun ville dræbe flere børn.

D. 2. september 1920 blev Dagmar kontaktet af en ung kvinde, der få dage forinden havde afleveret sit barn til hende. Den unge kvinde fortrød nu, og ville have sit barn tilbage, og hun ringede derfor på Dagmars dør – men uden svar. Kvinden valgte derfor at gå til den nærmeste politistation med sin mistanke om at der foregik noget, samt sit ønske om at få sit barn tilbage. Politiet fortalte hende, at de havde brug for flere oplysninger inden de kunne hjælpe, og kvinden valgte derfor at gå tilbage til Dagmars hjem. Dagmar svarede denne gang, og fortalte at hun havde givet kvindens barn væk til en fremmede kvinde. Kvinden skyndte sig tilbage til politiet med sine nye informationer, hvilket fik dem til at ransage hendes hjem. Her fandt de blandt andet resterne af kvindens barn i kakkelovnen. Dagmar blev arresteret.

Retssag og tiden efter

Retssagen varede tre dage. Dagmar forklarede at hun havde været påvirket af nafta og æter da hun begik mordene, og hun kunne derfor ikke huske at de var sket. Hun blev erklæret for løgnagtig og overspændt, men fik ikke diagnosen sindssyg. Hun led desuden af voldsomme humørsvingninger, og under retssagen svingede hun mellem at være koldsindig, uberørt, fortvivlet og give udtryk for en slags kåd munterhed. Hun kastede sig mange gange ud i kortvarige og meget problematiske forhold med mænd, som hun desuden sjældent ville have sex med. Hun udtalte selv, at hun nærede afsky for enhver form for seksuel udfoldelse, og mændene kaldte hende ”meget stidbar” og ”stiv som et bræt”.

Anklagerens procedure lød på, at Dagmar skulle dømmes for overlagt mord. Forsvarerens procedure lød på, at Dagmar havde været ”et redskab for et mangelfuldt samfund og for ligegyldige mødre”, og benægtede desuden at hun havde handlet med fuldt overlæg.
Men nævningenes dom var klar, og den lød på dødsstraf. Dagmar blev erklæret skyldig i alle ni drab, og dommen blev ikke anket. En måned efter blev Dagmars dom dog ændret fra dødsstraf til livstid, med betingelser om at hun aldrig måtte frigives eller få særlige privilegier.

Det lykkedes aldrig at finde en egentlig årsag til, hvorfor Dagmar begik mordene, og det vides ikke med sikkerhed, hvor mange spædbørn hun nåede at slå ihjel – det menes dog generelt, at det er over 20, men at politiet kun kunne finde beviser for de ni af dem. Det vides heller ikke hvilken rolle fyrbøderen, som Dagmar boede sammen med, havde i mordene, men det kom frem at han havde modtaget penge fra Dagmar, og at han ikke kunne lide børn.
Mange har spekuleret over, om Dagmar begik mordene af økonomiske årsager, da hun jo ved at adoptere børnene fik et beløb af forældrene, og ved at slå børnene ihjel, skulle hun ikke bruge penge på børnene.

Dagmar afsonede i Kvindefængslet på Christianshavn, men blev senere flyttet til Vestre Fængsel, hvor hun døde d. 6. maj 1926, kun 42 år gammel.
Under sin afsoning blev hun ramt af en psykose, og blev en overgang flyttet ti Skt. Hans i Roskilde.
Året efter Dagmars død blev dødsstraffen afskaffet i Danmark. Denne blev dog kort genindført under Retsopgøret efter besættelsen.

Efter Dagmars retssag var der debat omkring at forældrene til  børnene måtte tage deres del af skylden og ansvaret. Fra mange sider blev det nævnt at det var samfundet der måtte påtage sig et langt større ansvar for den gruppe af børn, der blev født udenfor ægteskab. Der blev derfor et akut behov for mødrehjem, hvor det offentlige skulle føre tilsyn.
Loven om tilsyn med plejebørn tog udspring direkte fra sagen om Dagmar. Loven blev ændret til at alle børn der blev født udenfor ægteskab fik tilsyn af det offentlige.

Medier

Dagmars sag er omtalt på Politihistorisk Museum på Nørrebro, og er en fast del af udstillingen.

Lotte Arnsbjerg skrev et teaterstykke, kaldt ”Historien om en Mor®der”, der blev spillet på Teatret ved Sorte Hest i 2006.

Karen Søndergaard Jensen udgav i 2004 romanen ”Dagmar Overby – Englemagersken”, hvor hun forsøger at give et bud på, hvorfor Dagmar endte som hun gjorde. Romanen fortæller om Dagmars opvækst og ungdom, og behandler retssagen. Bogen er desuden baseret på fakta hentet fra datidens avisartikler og udskrifter fra retssagen.

I 2011 udkom albummet Udkantsland (Sange fra Skæve Danmark, Vol. 1) af Mikael K & Klondyke, hvorpå der er en sang der omhandler Dagmar Overby og bygningen hun boede i.
Denne bygning, hvor hun begik mordene, står der stadig i dag, på Enghavevej 21 i København V.

I 2013 udkom biografien ”Dagmar – historien om en barnemoderske”, skrevet af Frank Bøgh. Bogen omhandler Dagmars gerninger og liv, samt fortæller om hvordan samfundet, særligt i København, fungerede i starten af 1900-tallet.

Kilder:

– Wikipedia

– Dansk Politi