Mordet på Olof Palme

D. 28. februar 1986 blev Sveriges daværende statsminister Olof Palme skudt og dræbt efter en biograftur med sin kone, deres søn og dennes kæreste. Morderen flygtede fra gerningsstedet, og er endnu ikke blevet fanget. Hvem der stod bag er den dag stadig et mysterium – dog er der mange teorier.

NYT I SAGEN:
D. 10. juni 2020 fortalte chefanklager Krister Pettersson og efterforskningsleder Hans Melander fra svensk politi, at sagen officielt er lukket og en gerningsmand er udpeget. Læs mere nederst i indlægget.

Omkring kl. 18 kom Olof Palme hjem til lejligheden på Västerlånggaten 31 i Stockholm. Hans livvagter havde han givet fri allerede om formiddagen, da han ikke mente han ville få brug for dem. Derhjemme ringede han til sin søn Mårten, og de to snakkede om en biograftur. Mårten og hans kæreste Ingrid ville tage i Grand-biografen og se filmen Brødrene Mozart, men Olof og hans kone Lisbet havde talt om at tage i Spegeln-biografen og se filmen Mit Liv Som Hund. Ingrid og Lisbet havde allerede talt sammen tidligere på dagen, hvor Lisbet havde inviteret Ingrid og Mårten med i Spegeln-biografen, men da havde de allerede bestilt billetter til den anden film. Samtalen mellem Mårten og Olof sluttede, dog uden videre aftale om biografturen.
Efter at have spist aftensmad tog Lisbet og Olof et fyldt undergrundstog lidt over kl. 20³⁰ i retning mod Grand-biografen. De ankom til biografen lidt før kl. 21, hvor de overraskede Mårten og Ingrid, og sammen gik de alle fire ind og så filmen Mit Liv Som Hund.
Filmen sluttede omkring kl. 23¹⁰, og inden de gik hver til sit, stod Mårten, Ingrid, Olof og Lisbet udenfor biografen og snakkede kort. Olof og Lisbet gik derefter mod stationen på Rådmansgaten, dog af en anden vej end den de var kommet af. De stoppede kort op ved butikken Sari i krydset ved Sveavägen og Adolf Fredriks Kyrkogata for at kigge på butiksvinduet, og fortsatte dernæst ned af Tunnelgatan.

Kl. 23²¹ blev Olof skudt i ryggen fra en afstand på 10-30 cm, og døde på stedet. Lisbet blev strejfet, men var ellers fysisk uskadt.
Gerningsmanden løb straks derfra, ned af Tunnelgatan, over Luntmakargatan, op af trapperne til Malmskillnadsgatan, og videre ad David Bagares gata. Derefter var der ingen sikre vidneudsagn, og det er uvist hvor gerningsmanden derefter løb hen.
Et vidne til mordet ringede straks til politiet, men kom ikke igennem. En taxichauffør, der også så mordet, kontaktede straks taxicentralen via sin radio og fik dem til at kontakte politiet. Få minutter senere ankom de første politibetjente, og en forbipasserende ambulance blev stoppet. Ambulancen kørte Olof og Lisbet til Sabbatsberg Sygehus. Selvom Olof allerede var død da ambulancen ankom, blev han først erklæret død kl. 00⁰⁶, d. 1. marts 1986.

Efterforskning af mordet

Politiet fandt ikke mange tekniske beviser, men der var en del vidner, inklusiv Lisbet, der var deres vigtigste vidne.
Af tekniske beviser blev der kun fundet to kugler – dog var det ikke politiet der fandt kuglerne, på trods af at de var tæt på gerningsstedet. Begge kugler blev fundet dagen efter mordet; den ene på det modsatte fortov, den anden ved siden af gerningsstedet. Ammunitionen viste sig at være en kaliber .457 Magnum af Winchester Western, og politiet kiggede derfor nærmere på hvem der ejede en revolver med den kaliber. De fandt at der var 2160 registrerede revolvere i Sverige, hvoraf 650 var i Stockholm amt. Planen var at alle disse skulle prøveskydes, men det kom ikke til at ske. Dog er mange revolvere siden blevet prøveskudt. Desuden kunne de ikke, som altid når der er våben involveret, udelukke at mordvåbenet ikke var registreret.

Politiet har mødt meget kritik for deres efterforskning af mordet, især under Hans Holmérs ledelse, blandt andet fordi noget ammunition, som politiet havde beslaglagt hos Sigge Cedergren, pludselig forsvandt i deres varetægt, og det blev de først opmærksomme på 20 år efter mordet. Det kunne ellers, hvis det var et match med ammunitionen fra mordet, understøtte teorien om at det var Christer Pettersson, der slog Olof Palme ihjel. Derudover satte politiet også telefonaflytning hos Sigge Cedergren og hans spilleklub, men flere optagelser af det blev slettet inden det nåede at blive dokumenteret skriftligt.
Noget andet politiet også har fået kritik for, er at de ikke formåede at afspærre og undersøge gerningsstedet, og at det ikke engang var politiet selv der fandt kuglerne. Politiets tekniske laboratorium rengjorde desuden kuglerne da de undersøgte dem, og fjernede dermed eventuelle DNA beviser.
Alt dette, samt at Hans Holmér ingen erfaring havde med mordefterforskning og alligevel blev efterforskningsleder på sagen, og så mange andre ting, fik politiet kritik for. Om det var på grund af politiets inkompetence, eller om det var fordi politiet selv var involveret i mordet, er op til den enkelte at gætte sig til.

Officielle og uofficielle mistænkte

Da politiet ikke havde mange tekniske beviser, var vidnerne i sagen meget vigtige. Til en start var der fokus på en person som politiet navngav ”Grandmanden”: ifølge vidner blev han beskrevet som værende 35-45 år gammel, 160-180 cm høj, og kraftig af bygning. Han blev først set af flere vidner ved Grand-biografen før, under og efter filmen blev spillet, hvor han gik vredt frem og tilbage foran biografen og kiggede ind i den. Han blev dernæst set gå i samme retning som Olof of Lisbet, og igen set gå cirka 10 meter bag dem ved Adolf Fredriks Kyrkogata.
Lisbet blev afhørt allerede dagen efter mordet, og her udtalte hun at morderen var en stor, kraftig, mørkhåret mand, iklædt en lang blå eller mørkeblå jakke der gik til taljen eller længere. Den mørkeblå jakke blev også set af andre vidner. Altså lød det til at det var ham ”Grandmanden” der havde begået mordet, men hvem han så var, var og er stadig et mysterium. Lisbet har siden kommet med andre udsagn, muligvis fordi hendes krop stadig var i chok da hun blev afhørt, og det er noget der meget vel kan få hukommelsen til at drille.
Andre vidner så en mand stå og vente ved butikken Dekorima ved Tunnelgatan, og så at det var denne der skød Olof.

Allerede få dage efter mordet begyndte politiet at samle informationerne fra de 22 øjenvidners forklaringer, så de kunne få et fantombillede lavet. De udarbejdede desuden senere en kontrolliste over 86 personer, som sidst blev reduceret til 6 personer, kaldt ”GMP-objekter”. Heraf er fire af dem særligt beskrevet i kommissionsrapporten:
Den første er en jugoslavisk mand, kaldt GC, der tidligere er blevet dømt for drabsforsøg. Den anden er en kriminel og psykisk forstyrret mand, kaldt GF, der var kendt for sit voldsprægede ”Palmehad”. Den tredje er en psykisk syg mand, kaldt GG, der var meget fixeret på Olof Palme. Den fjerde er Christer Andersson.
Christer Andersson havde siden 1980 ejet en Smith & Wesson .357 revolver, men da politiet flere år efter mordet kontaktede ham, fortalte Christer at han i efteråret 1992 havde solgt sin revolver til en ukendt person, og at han desuden havde opholdt sig i sin lejlighed den aften mordet fandt sted, da han lå syg med influenza. Christer Anderssons revolver er derfor aldrig blevet prøveskudt.
Christer Andersson var en udpræget enspændertype, der som ung blev dømt for dyrplageri. I 1980 vandt han et millionbeløb, hvoraf han brugte størstedelen på at købe aktier, som han derefter belånte og anvendte til flere aktiehandler. Da den svenske regering i 1986 lavede beslutning om forhøjelse af aktieomsætningsskatten, der medførte stort fald i aktiekurserne dagen efter – kendt om ”sorte tirsdag – kom Christer i alvorlige økonomiske problemer. Christer var i forvejen ikke glad for Olof, og havde endda mistet sin våbentilladelse, fordi han skød efter sit TV mens Olof var i fjernsynet. Han udtalte dog senere at det ikke passede, men at det blot var et uheld at han havde skudt sit TV. Christer boede tæt på gerningsstedet, men hans udseende passede ikke med vidnernes udsagn, og han blev derfor aldrig mere end blot en mistænkt i sagen.
D. 12. august 2008 begik Christer Andersson selvmord ved at skyde sig selv.

En af de første personer til at blive mistænkt, og som endda var mistænkt i lang tid, var Viktor Gunnarsson, som i medierne til start var kendt som ”den 33-årige”. Han blev hentet ind til afhøring allerede d. 8. marts 1986, og igen d. 12.
Den aften mordet fandt sted befandt Viktor sig, ifølge sig selv, på sin stamcafé Mon Chéri på Kungsgatan, og her talte han eftersigende med tre kvinder og to unge mænd, inden han tog i Rigoletto-biografen også på Kungsgatan, for at se Rocky IV. Han tog derefter på McDonald’s, og til sidst hjem.
Ved første afhøring skulle to vidner spejlkonfrontere Viktor, hvor det ene udtalte at han var 100% sikker på at Viktor var den mand der forsøgte at stoppe hans bil på mordnatten i nærheden af gerningsstedet og kort efter mordtidspunktet. På baggrund af dette blev Viktor varetægtsfængslet d. 17. marts, men to dage senere blev han løsladt, da det kom frem at kriminalkommissær Börje Wingren havde manipuleret vidnet.
I midten af maj opgav politiet at undersøge Viktor nærmere, dog var der stadig politifolk der var overbevist om Viktors skyld og endda fortsatte med at sprede rygtet. Viktors navn og billede kom under efterforskningen i de svenske aviser, og han blev lagt for had, som resulterede i at han måtte have politibeskyttelse, mens han boede i skjul hos venner rundt omkring i Sverige. Viktor kunne heller ikke få sig et job, selvom han ikke længere var officielt mistænkt, og han endte derfor med at flytte til USA. I december 1993 blev Viktor dræbt lidt udenfor byen Salisbury, North Carolina, USA. Politimanden Lamont C. Underwood blev dømt for drabet, som han angiveligt begik fordi Viktor blev kærester med hans ekskæreste. Lamont var desuden mistænkt for også at have dræbt ekskærestens mor, men blev aldrig dømt for dette.

Indenfor den første uge efter mordet modtog politiet mange tips om Christer Pettersson, men først i slutningen af maj 1986 hentede de ham ind til afhøring.
Christer dræbte i 1970 en mand med en bajonet, der ved et uheld havde væltet hans indkøbspose, for hvilket han fik kaldenavnet Bajonetmorderen. Han blev idømt 6 måneders ophold på en psykiatrisk afdeling for mordet, og her mødte han en kvindelig sygeplejerske som han efter opholdet flyttede ind hos. Han begyndte derefter at røve pushere med en ven, og var involveret i en række andre voldsforbrydelser. Han fik 6 måneders fængsel for at stikke en mand ned, og igen året efter et års fængsel for at stikke en pusher ned. Han blev også mistænkt for mordet på sin egen far, men aldrig dømt for det. I stedet blev han smidt i fængsel i fem år, da han igen stak en pusher ned.

Til afhøringen fortalte Christer at han på mordaftenen havde besøgt spilleklubben Oxen, drevet af Sigge Cedergren, som Christer købte stoffer hos. Han fortalte at han ankom til klubben kl. 19, og tog toget hjem til sin lejlighed i Rotebro fra centralstationen kl. 22. Han faldt dog i søvn i toget og endte derfor på endestationen i Märsta, og tog derfra toget til Rotebro. Han kom hjem kl. 23³⁰, og gik direkte i seng, og hørte først om mordet dagen efter. Den forklaringen stemmede dog ikke overens med en forklaring som Christers kammerat, der passede Christers lejlighed mens han var væk, gav politiet, da han skulle være Christers alibi. Kammeraten fortalte nemlig at Christer først kom hjem lidt efter kl. 1. Alligevel blev det noteret i rapporten at kammeraten havde givet Christer et alibi for mordtidspunktet, og det var først i efteråret 1988 at politiet atter begyndte at interessere sig for Christer. Det resulterede i at de fik godkendt telefonaflytning hos Christer d. 1. november, dog uden videre resultat.
Politiet mistænkte Christer stod bag mordet blandt andet fordi:

Da han i 1970 gik bajonet-mordet flygtede han af samme vej, som morderen flygtede efter mordet på Olof Palme.
Christer besøgte ofte Sigge Cedergrens lejlighed, der lå tæt på Grand-biografen og brugt ofte en telefonkiosk ved biografen.
Hans ophold på Oxen og exit derfra tidsmæssigt passede fint med mordtidspunktet.
Der var uoverensstemmelser mellem hjemkomsttidspunktet.
Christer kendte bombemanden Lars Tingström.

D. 14. december 1988 blev Lisbet Palme hentet ind til vidnekonfrontation, og her identificerede hun Christer Pettersson som morderen. Også andre vidner udpegede Christer som morderen, eller udtalte at han havde ligheder med morderen. Det er dog senere kommet frem at vidnekonfrontationen foregik under ret ukontroversielle forhold. To vidners forklaringer talte dog imod at Christer skulle være morderen; én så Christer på stationen i Märsta omkring kl. 23²⁰, og en anden så Christer ved Rotebro mellem kl. 23⁴⁵-23⁵⁰.

Christer blev alligevel tiltalt og kom for retten. Her blev han d. 27. juli 1989 kendt skyldig i mordet og idømt fængsel på livstid.
Christer ankede straks dommen, og blev derefter frikendt. Anklagemyndigheden forsøgte at genoptage sagen i 1998, men blev afslået.
Christer kom dog atter i fængsel, af flere omgange; i 1990 fordi han havde slået en mand ned, i 1992 for vold mod en ændre kvinde, og senere seks måneder for nær at have slået sin kæreste ihjel.

I 2001 blev en artikel, skrevet af Gert Fylking, udgivet, hvori der står at Christer tilstod mordet, med forklaringen at det var ham der havde dræbt Olof, men at politiet aldrig kunne fange ham fordi mordvåbenet var væk. Angiveligt havde Christer været på vej mod Sigge Cedergrens lejlighed da han så Olof ved biografen, og havde så fundet en revolver hos Sigge, der desuden ikke var hjemme, hvorefter han var gået tilbage til biografen, ventet på at Olof kom ud og fulgt efter ham og Lisbet – og til sidst altså skudt ham. Det viste sig dog at Gert Fylking havde betalt Christer 2000 kroner for udtale at han havde begået mordet.
I 2004 døde Christer på Karolinska Sygehus, hvor han var blevet indlagt efter at have pådraget sig voldsomme kvæstelser i hovedet.
To år efter Christers død udkom dokumentarfilmen Det Forkerte Mord, lavet af Lasse Spang Olsen og Mikael Hylin. I dokumentarfilmen udtaler en bekendt til Christer, at han så Christer skyde Olof. Året efter offentliggjorde en tidligere kæreste til Christer omkring 40 breve fra ham, via den svenske avis Aftonbladet. Christer skulle eftersigende havde tilstået overfor hende at have begået mordet, og sagt til hende at han gjorde alt for ”Bombemanden”.

Den første efterforskningsleder på sagen, Hans Holmér, var overbevist om at PKK (Kurdistans Arbejderparti) stod bag mordet, såvel som to andre mord begået i Sverige, samt et i Danmark, eftersigende på frafaldende PKK’ere. I 1984 blev Enver Ata skudt og dræbt af kurderen Zülküf Kilinc, og i 1985 blev Cetin Güngör skudt og dræbt af kurderen Nuri Candemir. To dage efter mordet på Cetin, blev Mustafa Tangüner dræbt i Danmark. Det mistænkes i høj grad at PKK stod bag mordene på Enver, Cetin og Mustafa – og af Hans Holmér også mordet på Olof. Motivet til mordet skulle findes i en anmeldelse som Sverige, sammen med fire andre lande, lavede mod Tyrkiet til Europarådet for overtrædelse af menneskerettighederne. Anmeldelsen blev trukket tilbage i december 1985, som følge af mordene, men en række PKK-ledere fik rejseforbud.
Politiet brugte mange ressourcer i efterforskningen af PKK i forbindelse med Olof Palmes mord, blandt andet på ulovlig aflytning og Operation Alfa, hvor politiet d. 20. januar 1987 hentede 26 personer, heraf halvdelen kurdere, ind til afhøring. Nogen blev mistænkt for mordet på Olof, andre for at have medvirket i mordet på Cetin Güngör. Men alt i alt, så førte Operation Alfa ikke noget med sig, udover at Hans Holmér i marts 1987 måtte trække sig fra efterforskningen.
Mistanken om PKK forsvandt dog ikke helt sammen med Hans Holmér, og i 2001 blev PKK-lederen Abdullah Öcalan afhørt. I 1999 havde han udtalt at hans tidligere kone stod bag mordet, men hverken dét eller afhøringen førte noget nyt med sig.

Et spor der i 2015 endnu var åbent, var et der omhandlede Sydafrika. Olof var åbenlyst imod apartheid, og kritiserede det flere gange offentligt. Han støttede desuden Oliver Tambo, der var sydafrikansk politiker og central figur i African National Congress.
Tilbage i 1980’erne undersøgte forfatter Stieg Larsson svenskeren Bertil Wedin, der ifølge kilder havde arbejdet for det sydafrikanske hemmelige politi, BOSS, og var involveret i blandt andet mordet på anti-apartheid-aktivist Ruth First d. 17. august 1982. Ruth First var desuden en ven af Olof. Ifølge Stieg Larssons oplysninger havde Bertil søgt om våbentilladelse i Sverige, ifølge ham selv fordi han frygtede sine ”forretningsforbindelser” fra Sydafrika. Stieg Larsson gav alle sine fundne informationer til politiet, men det eneste det førte med sig var en kort telefonsamtale med Bertil.

Mange er blevet mistænkt for at stå bag, udføre og/eller være involveret i mordet på Olof Palme, men kun én er blevet anholdt og dømt: Christer Pettersson, som dog kort efter blev frikendt.
Andre der har været mistænkt, af enten politi, medier, konspirationsteoretikere, offentligheden eller andre, er blandt andre Jugoslaviens hemmelige politi Udba, udenlandske narkotikaorganisationer, CIA, VEVAK, Bofors, en mand kaldt Skandiamanden, og lande som Israel, Chile og Indien.
Selv det svenske politi har været under mistanke, både som helhed, grupper og enkelte personer indenfor politiet, blandt andet på grund af deres ringe efterforskning. Den svenske forfatter og kriminolo Leif G.W. Persson har skrevet en trilogi om mordet, og mener at det er en person med baggrund i enten politiet eller militæret der begik mordet.
Også Olofs kone, Lisbet, har været mistænkt for at begå mordet; blandt andet af tv-producer Lars Krantz, der mener at Lisbet dræbte Olof og at sønnen Joakim var indblandet.

Tiden efter

Dagene efter mordet blev gerningsstedet fyldt med blomster, og en gaslampe blev placeret på et podium, der skulle brænde frem til begravelsen, mens fagforeningsfolk stod fanevagt.
D. 16. marts blev Olof æret ved en mindehøjtidelighed i Stockholms rådhussal, hvor omkring 1500 personer deltog. Anna Lindh, der dengang var formand for det socialdemokratiske ungdomsforbund holdte en tale, hvori hun blandt andet sagde: ”Et menneske kan myrdes, men ikke idéer. Dine idéer lever videre gennem os. Efter vores formåen vil vi føre din kamp videre, kampen for freden, for international solidaritet, kampen for et frit og åbent Sverige uden racisme og fremmedfjendtlighed .Vor tak til dig bliver at føre dit budskab videre”. Anna Lindh blev stukket ihjel i 2003 af Mijailo Mijailovic.
Efter mordet på Olof Palme blev Ingvar Carlsson statsminister, og sad på posten frem til 1991. Han blev valgt til statsminister i 1994, men meddelte i 1995 at han ville træde af, og blev i 1996 erstattet af Göran Persson.

Olof Palme blev begravet på Adolf Fredriks Kyrkas kirkegård.
På torvet for Olof blev myrdet er nu placeret en mindeplade, og flere gader i både Sverige, Danmark, Tyskland, Indien, Tyrkiet, Ungarn, Mozambique, Holland og Grækenland har fået navn efter Olof Palme.

I 1987 blev Olof Palme-prisen stiftet. Prisen bliver hvert år givet til en person eller organisation der har gjort betydelig indsats indenfor områder der knytter sig til Olof Palmes liv og gerninger, og uddeles så tæt på hans fødselsdag, d. 30. januar, som muligt. Den oprindelige pris lød på 100.000 svenske kroner (cirka 70.820 kr.), men i 1998 blev den sat op til $50.000 (cirka 330.160 kr.), og i 2005 til $75.000 (cirka 495.240 kr.). Den første modtager af prisen var Cyril Ramaphosa, og senere har blandt andre Amnesty International, Kofi Annan, Hédi Fried og Carsten Jensen modtaget prisen.

Lisbet Palme involverede sig særligt i børns rettigheder, og var i 1990-1991 formand for UNICEF. D. 18. oktober 2018 døde Lisbet, 87 år gammel, efter kort tids sygdom. Hun fastholdte desuden at det var Christer Pettersson, der dræbte hendes mand – hvilket også sønnen Mårten, der var med i biografen med sine forældre og sin kæreste på mordaftenen, også er enig i.
Parrets ældste søn, Joakim, uddannede sig indenfor politologi og sociologi, og er eller har været tilknyttet som forsker og professor til blandt andre Uppsala Universitet, Institut for Fremtidsstudier i Stockholm, Stockholm Universitet og Syddansk Universitet.
Den mellemste søn, Mårten, er professor i økonomi ved Stockholm Universitet, mens den yngste søn, Mattias, var involveret sig i Sveriges socialdemokratiske arbejderparti, ligesom sin far, og har desuden en doktorgrad i økonomi.

Medier

Mordet på Olof Palme har bragt inspiration med sig; blandt andre har Lars Lilholt Band lavet sangen To skud i Stockholm, der omhandler mordet. Sangen kan findes på albummet Kong Pukkelrygs Land fra 1994. Også Björn Afzelius, med sangen På mäster Olofs tid, fra albummet Tankar vid 50 fra 1997, er inspireret af mordet, samt af Olofs gerninger.
Derudover er filmen Sista Kontraktet fra 1998, instrueret af Kjell Sundvall, og romanen The Novac Legacy af John Douglas-Gray fra 2011, inspireret af mordet.

Følgende dokumentarfilm omhandler helt eller delvist sagen:

Olof Palme: Mannan, mordet, mysteriet, 1999
Det forkerte mord, 2006
Who Killed Olof Palme, 2012
Olof Palmes Sidste Timer, 2016

Der er skrevet mange bøger om sagen, samt de forskellige konspirationsteorier angående mordet, hvoraf en del naturligvis er på svensk:

Jakten på Olof Palmes Mördare – De tre första måneden af Ann-Marie Åsheden, 1987
Olof Palme är skjuten af Hans Holmér, 1988
Han sköt Olof Palme af Börje Wingren, 1993
Fantombilden: Roman Ang. inkommet tips i Palmeutredningen af Hans Lagerberg, 1995
Mörkläggning – Statsmakten och Palmemordet af Gunnar Wall, 1997
Palmemordets nakna fakta af Ingemar Krusell, 1998
Blood on the Snow: The Killing of Olof Palme af Jan Bondeson, 2005
Opklaringen af et meget omtalt mord af Paul Smith, 2006
Den slutliga sanningen om Palmemordet af Elving Gruvedal, 2010
Mordgåtan Olof Palme af Gunnar Wall, 2010
Det Svenska trädet skall fälles af Anders Leopold, 2011
Palmes morder? Det 20. århundredes mordgåde løst? af Paul Smith, 2012
The Murder of Olof Palme af Ole Dammegård, 2015
Palmemordet af Thomas Ladegaard, 2016
Fantombilden: Eller mannen som trodde att han mördat Olof Palme af Hans Lagerberg, 2016

Leif G.W. Persson står bag Palmetrilogien, med bøgerne Mellem sommerens længsel og vinterens kulde fra 2002, En anden tid, et andet liv fra 2003 og Falder frit som i en drømfra 2008. Instruktør Kristoffer Nyholm, der står bag blandt andet Forbrydelsen, Taxa og Nikolaj og Julie, stod bag tv-serien En pilgrims død, der fik premiere i 2013, og er baseret på Palmetrilogien.

Mordet på Olof Palme og konspirationsteorierne herom er blandt andet nævnt i følgende bøger:

Spioner och spioner som spionerar på spioner: Spioner och kontraspioner i Sverige af Tore Forsberg, 2003
Konspirationsteorier: 60 populære sammensværgelse af Lars Bugge, 2007
The Cultural Sociology of Political Assassination: From MLK and RFK to Fortuyn and van Gogh af R. Eyerman, 2011

Sagen lukkes

Chefanklager Krister Petersson og efterforskningsleder Hans Melander fra svensk politi afholdte d. 10. juni 2020 et pressemøde, hvor de fortalte at sagen om daværende statsminister Olof Palmes mord hermed er lukket og en gerningsmand er udpeget. Siden 2017 har efterforskerne fokuseret på Stig Engström, også kaldt Skandiamanden grundet hans ansættelse hos forsikringsselskabet Skandia. Stig Engström havde forladt sin arbejdsplads ganske kort tid før mordet fandt sted, og var på gerningsstedet da Olof Palme blev skudt. Han blev hentet ind til vidneforklaring af flere omgange, og skiftede flere gange forklaring. Hver forklaring stemte ikke overens med de andre vidners forklaring, og Engström var desuden åbent imod Olof Palmes politik og person. Han havde også et aktivt medlemskab i en skytteforening, og var derfor i besiddelse af rette skydeevner. Alligevel blev han ikke officielt anklaget for mordet dengang, og fokus rettede sig i stedet på andre mistænkte, herunder blandt andet Christer Pettersson, der i 1989 blev kendt skyldig i mordet, men senere frifundet.

I 2016 udkom Lars Larssons bog Nationens fiende, og to år senere bogen Den osannolika mördaren, af Thomas Pettersson, hvor Stig Engström bliver udpeget som gerningsmanden i begge bøger.
Politiet fortalte under pressemødet at de ikke er kommet i besiddelse af nye bevismaterialer, men at det især var vidneforklaringer, der havde overbevist dem. De gennemgik desuden bevismaterialerne og ledetrådene, samt tidligere teorier.

Stig Engström begik selvmord d. 26. juni 2000, og det er derfor ikke muligt at retsforfølge ham.

Kilder

– Palmemordet.dk

– Dansk Wikipedia: Palmemordet
– Dansk Wikipedia: Olof Palme

– Engelsk Wikipedia: Assassination of Olof Palme