Kipland “Kip” Kinkel – Thurston High School skyderiet

D. 20. maj 1998 skød og dræbte 15-årige Kipland Kinkel sine forældre. Dagen efter dræbte han to elever, og sårede yderligere 25 personer, på Thurston High School. Kipland fortalte under afhøringen, at stemmer i hans hoved havde sagt han skulle dræbe, og han blev senere idømt næsten 112 års fængsel uden mulighed for prøveløsladelse.

Kipland Philip ”Kip” Kinkel blev født d. 30. august 1982, i Springfield, Oregon, USA. Hans forældre, Faith og William, der var henholdsvis 39 og 44 år da Kip blev født, var begge spansklærere, og havde fem år forinden bragt Kips storesøster, Kristin, til verden.
I 1986 flyttede familien til Spanien i et år. Kristin, der på det tidspunkt gik i 5. klasse, blev placeret i en 3. klasse, da det var den eneste klasse der havde en lærer der kunne tale engelsk. Kristin havde et godt år, men Kipland kæmpede, for den børnehave han blev placeret i, havde intet engelsktalende personale.
Da familien kom hjem fra Spanien, valgte Kips forældre at udsætte Kips skolestart med et år, da Kip både følelsesmæssigt og fysisk udviklede sig langsomt. I stedet startede han i skole i 1988, og det gik hurtigt op for hans forældre, at Kip havde nogle problemer. Det var dog først i 2. klasse at de bad skolen om at foretage tests, for at finde ud af hvilke problemer han havde. Disse viste til en start, at Kip var en gennemsnitlig elev, der havde skrive- og stavevanskeligheder. Men Kip viste samtidig dårlige motoriske færdigheder, og hans niveau af angst og frustrationer var højt.
I 3. klasse fik han tildelt specialundervisning, og da skoleåret var slut, modtog Kip en medalje for hans forbedring til at læse og hans hårde indsats for at overkomme sine frustrationer. Dette skoleår fik Kip høje karakterer, og viste at han var særligt god til matematik.
I 4. klasse fandt man grunden til Kips vanskeligheder; han var både ordblind og led af indlæringsvanskeligheder. Dog klarede han sig stadig over gennemsnitligt i matematik og videnskabelige fag, og han blev derfor placeret i et ”Talentfuld og begavet”-program.

Da Kip gik i 7. klasse flyttede hans storesøster hjemmefra, da hun blev overflyttet til college på Hawaii. Omkring samme tidspunkt bestilte Kip og nogle af hans venner nogle bøger om at lave bomber over internettet på skolen. Drengene blev opdaget, og Kips mor begyndte at bekymre sig meget for Kip, både omkring hans omgangskreds og hans begyndende interesse for sprængstoffer og skydevåben. Året efter blev Kip taget i at begå butikstyveri sammen med nogle venner, hvor han stjal nogle CD’er. Det var også dette år, at Kip købte sit første skydevåben; et gammelt, oversavet haglgevær, som han gemte for sine forældre på sit værelse. Disse to år var Kip også meget efter en dreng fra skolen, som han kaldte for blandt andet svans, sæk og luder, og som han flere gange kom op at slås med.
D. 4. januar 1997 blev Kip og en ven anholdt, efter at have kastet sten ned fra en motorvejsbro. En af stenen ramte en bil – heldigvis kom ingen til skade – og vennen blev anholdt på motorvejsbroen, mens Kip blev fundet på det motelværelse drengene havde lejet i Bend. Med det samme begyndte Kip at græde, og spurgte meget ind til, om der var nogen der var kommet til skade. Ifølge Kip var det vennen der havde kastet stenen, men begge blev anklaget og henvist til Department of Youth Services i Eugene, Oregon.
Senere samme måned var Kip til sin første samtale med psykologen Jeffrey Hicks, sammen med sin mor. Kips mor fortalte psykologen at hun var meget bekymret for Kip, blandt andet på grund af hans temperament og hans interesse for skydevåben, knive og sprængstoffer, og at hun var bange for, at han ville gøre skade på sig selv eller andre. Psykologen noterede i journalen, at Kip fik tårer i øjnene, da de snakkede om hans forhold til sin far. Kips far støttede ikke op om psykologsamtalerne, og Kip sagde til psykologen, at hans far forventede det værste af ham. Allerede efter første møde afviste psykologen at Kip led med tankeforstyrrelser eller psykose, og konkluderede at Kip led af en svær depression.
D. 26. februar mødtes Kip med psykologen Dr. John Crumbley fra Skipworth Juvenile Facility, som følge af anholdelsen for stenkast. Både Kip og hans forældre blev interviewet af Dr. Crumbley, og hurtigt konkluderede psykologen at der ikke var noget unormalt ved Kip eller hans familie, og at Kip ikke var som de kriminelle unge mennesker, han normalt mødte gennem sit arbejde, da Kip tydeligt viste anger. Dr. Crumbley mente desuden at hele episoden var nogle drengestreger. Da mødet var slut, blev det afgjort at Kip skulle udføre 32 timers samfundstjeneste, betale for skaderne på bilen, og skrive et brev hvori han undskyldte.

Psykologsamtalerne med Jeffrey Hicks fortsatte, og psykologen noterede i Kips journal, at det virkede til at gå bedre for Kip og at han virkede mindre vred. På trods af dette, blev Kip suspenderet fra skole i to dage i april, efter at han havde sparket en anden elev i hovedet, efter denne havde skubbet til Kip. Kort efter denne episode, blev Kip igen suspenderet, denne gang i tre dage, efter at have kastet en blyant efter en anden elev.
Vold var uacceptabelt i Kinkel-familiens hjem; børnene måtte ikke se TV eller film der involverede vold, og derfor var det meget bekymrende for Kips forældre, da Kip pludselig begyndte at udvise voldelige tendenser, samtidig med at hans interesse for sprængstoffer og skydevåben stadig holdt ved. Men i stedet for at forbyde Kip i at dyrke sin interesse, valgte hans forældre at lade Kip købe et skydevåben, og lære ham at bruge det korrekt. I slutningen af juni tog Kips far derfor Kip med ud for at købe en pistol, og der var klare regler: Kip skulle betale med sine egne penge, han måtte ikke bruge pistolen uden at hans far var til stede, og Kip ville først få overdraget ejerskabet når han fyldte 21 år.
Samme måned udskrev psykologen antidepressivaet Prozac til Kip, som han begyndte at tage. Psykologen noterede at det gik godt for Kip, og i enighed valgte de at stoppe psykologsamtalerne i slutningen af juli.

Efter sommerferien 1997 begyndte Kip sit første år på Thurston High School. Kort efter stoppede Kip med at tage Prozac, og Kip købte sammen med sin far en halvautomatisk riffel, med samme betingelser som med pistolen.
Kips temperament var dog stadig en anelse ustabilt. En dag han var hjemme hos en ven, sammen med nogle andre venner, gik han amok efter en leg tog overhånd; han endte med at blive låst ude af vennens soveværelse, og gik derfor udenfor, hvor han stak både en golfkølle og en kniv ind gennem vinduet til soveværelset. En anden gang kastede han en flaske gennem stuen, hos samme ven, da han mistænkte at en af vennerne havde taget hans kniv, som det viste sig, at han bare havde fået forlagt.
I marts 1998 var Kip, hans forældre og storesøster på en tur sammen – dette var være sidste gang, at Kristin så sine forældre i live. Kristin har senere udtalt i et interview at det var en hyggelig tur, at de havde det godt sammen, og at hun endelig følte at Kip var på rette vej: ”Han var mere positiv, han var sjov. Han ville lave jokes, og han var ekstremt høflig. Han havde en selvsikkerhed jeg ikke havde set før. […] Han virkede så glad, positiv og sund.”

D. 19. maj 1998 stjal Kips ven, Corey Ewert, en pistol fra Scott Keeney, der var far til en af deres fælles venner. Dagen efter havde Kip $110 med i skole, og købte den stjålne pistol fra Corey, som han efterfølgende lagde i sit skab. Scott Keeney ringede til skolen for at fortælle at hans pistol var blevet stjålet, og at han mistænkte at en af hans søns venner stod bag. Han gav endda en liste over 12 elever fra skolen, som han fandt mistænksomme – dog var Kip ikke på den liste. En politibetjent snakkede med de mistænkte elever, og endte til sidst hos Kip, som uden videre tilstod at have pistolen i sit skab. Kip og Corey blev straks anholdt, eskorteret fra skolen i håndjern, og suspenderet fra skolen, med stor risiko for at blive smidt ud. Da de ankom til politistationen blev Kip officielt anklaget for at være i besiddelse af et skydevåben i en offentlig bygning, samt at købe et stjålent våben. Ifølge politibetjent Al Warthen, der stod for afhøringen af Kip, var Kip meget berørt af situationen, og bekymret for hvordan hans forældre ville reagere. Kips far hentede Kip på politistationen omkring kl. 12⁰⁰, hvorefter de tog på Burger King – i stilhed.

Kip blev morder

Da Kip og hans far kom hjem, fortalte Kips far ham, at han var meget skuffet og flov over Kip, og at han var bekymret for hvordan Kips mor ville tage det – samt hvordan deres omgangskreds ville reagere.
Scott Keeney ringede til Kips far omkring kl. 15⁰⁰, og her gav Kips far tydeligt udtryk for at han ikke vidste hvad han skulle gøre ved Kip. På et tidspunkt efter opkaldet var slut, hentede Kip pistolen, gik ned i køkkenet hvor hans far sad ved køkkenbordet og drak kaffe, og dræbte ham med ét skud i hovedet. Kip trak derefter liget af sin far ud på badeværelset, og lagde et lagen over ham.
Efter Kips far var blevet dræbt, var der flere der ringede til hjemmet. Blandt andre en elev fra Lane Community College, hvor Kips far underviste i Spansk; eleven ringede for at høre hvor Kips far var henne, da han ikke var mødt op til undervisningen, til hvilket Kip svarede at han ikke kunne komme på grund af familie-problemer. Nogle af Kips venner ringede også, og til disse sagde Kip blandt andet at hans far ikke var hjemme. Han gentog flere gange at det hele var ovre, at intet betød noget længere, og spurgte flere gange hvornår hans mor kom hjem.

Omkring kl. 18³⁰ kom Kips mor hjem. Kip skyndte sig ned i garagen under huset, da han så hendes bil komme kørende. Da hans mor var på vej op af trappen til selve hjemmet, sagde Kip til hende, at han elskede hende – hvorefter han skød hende. Da han havde skudt hende et par gange trak han hende hen over gulvet, mens hun stadig var i live. Han sagde igen til hende, at han elskede hende, og dræbte hende derefter med flere skud. I alt blev Kips mor skudt to gange i baghovedet, tre gange i ansigtet og én gang i hjertet.
Resten af aftenen brugte Kip på at sidde med en pistol mod hovedet – men han kunne ikke få sig selv til at begå selvmord. På et tidspunkt skrev han følgende besked:
”Jeg har lige dræbt mine forældre. Jeg ved ikke hvad der sker. Jeg elsker min mor og far så meget. Jeg har lige fået to forbrydelser på min straffeattest. Mine forældre kan ikke klare det! Det ville ødelægge dem. Flovheden ville være for meget for dem. De ville ikke kunne leve med sig selv. Jeg er så ked af det. Jeg er en forfærdelig søn. Jeg ville ønske jeg var blevet aborteret. Jeg ødelægger alt jeg rører. Jeg kan ikke spise. Jeg kan ikke sove. Jeg fortjente dem ikke. De var vidunderlige personer. Det er ikke deres skyld eller skylden af nogen person, organisation eller tv-show. Mit hoved virker bare ikke korrekt. God damn, de STEMMER indeni mit hoved. Jeg vil gerne dø. Jeg vil gerne være væk. Men jeg bliver nødt til at dræbe personer. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg er så ked af det! Hvorfor gjorde Gud dette mod mig. Jeg har aldrig været glad. Jeg ville ønske jeg var glad. Jeg ville ønske at jeg gjorde min mor stolt. Jeg er ingenting! Jeg forsøgte så hårdt at finde lykken. Men du kender mig, jeg hader alting. Jeg har ingen andre valg. Hvad er jeg blevet til? Jeg er så ked af det.”

D. 21. maj 1998 omkring kl. 7³⁰, parkerede Kip sin mors bil lidt væk fra Thurston High School, og gik resten af vejen til skolen. I sin rygsæk havde han ammunition, og under sin lange trenchcoat var han bevæbnet med en halvautomatisk riffel, en pistol, en halvautomatisk pistol, en jagtkniv tapet til benet, en anden kniv under jakken, og to kugler tapet på brystet. Kl. 7⁵⁵ trådte han ind i skolen, stødte på nogle venner, og bad dem holde sig væk fra cafeteriet. Derefter gik han mod cafeteriet; på vejen skød han Ben Walker og Ryan Atteberry. 16-årige Ben Walker døde senere på hospitalet af sine kvæstelser. Kip skød derefter ind i cafeteriet, hvor han dræbte 17-årige Mikael Nickolauson. På et tidspunkt under skyderiet, gik han hen til Ryan Crowley, lagde riflen mod Ryans pande og trykkede på aftrækkeren – men da var han løbet tør for ammunition. Da han ville genlade sin riffel, kastede sårede Jacob Ryker sig over ham. Kip trak pistolen frem, og sårede Jacob og flere elever yderligere, alt imens han gentagende råbte: ”Bare dræb mig!”. Det lykkedes at få pistolen fra Kip, og syv elever var med til at holde Kip nede på gulvet indtil politiet ankom.
På det tidspunkt havde Kip dræbt sine forældre og Mikael Nickolauson; 26 ydereligere var såret, hvoraf én, Ben Walker, senere på dagen ville miste livet.

Afhøring og tilståelse

Da politiet overtog trak Kip en kniv frem, og forsøgte at stikke en politibetjent, mens han igen bad om at blive dræbt. Da politibetjentene havde fået fat i Kip og sikret ham, slog en af eleverne, der havde været med til at holde Kip nede på gulvet, ham i hovedet med en knytnæve.
Politibetjent Al Warthen, der dagen forinden havde afhørt Kip, ankom til skolen kort efter, og da han genkendte Kip tog han Kip i sin varetægt. De kørte til politistationen, hvor Al låste Kip inde afhøringslokalet. Al forlod afhøringslokalet ganske kort for at stille noget fotoudstyr op, men imens formåede Kip, der stadig var iført håndjern, at tage jagtkniven han havde tapet til benet, frem. Da Al kom tilbage truede Kip ham med kniven, mens han råbte: ”Dræb mig, skyd mig”. Al skyndte sig ud af lokalet, men måtte hurtigt tilbage derind, da Kip begyndte at skære i sig selv med kniven. Al sprøjtede peberspray på Kip, mens en anden politibetjent tog kniven fra ham.
Da klokken var lidt over 9⁰⁰, fik Kip atter sine rettigheder at vide. Al spurgte Kip hvordan hans far havde det, hvortil Kip svarede at han havde dræbt begge sine forældre. Kip blev fotograferet, og fik derefter lov til at gå i bad – men inden opdagede Al de to kugler tapet fast til Kips bryst. Han spurgte hvad meningen med dem var; Kip svarede, at det var så han var sikker på at have ammunition nok til at kunne dræbe sig selv.

Omkring kl. 9³⁰ ankom politiet til Kinkel-familiens hjem. Der blev spillet soundtracket fra filmen Romeo + Juliet, meget højt på stereoanlægget i stuen, og der lå hundredevis af .22 kaliber kugler spredt over stuegulvet. I krybekælderen under verandaen fandt de et lager af inaktive bomber, og på Kips værelse fandt de noget, de mistænkte kunne være en bombe, og fik derfor straks evakueret nærliggende hjem. På et kaffebord fandt de beskeden Kip havde skrevet efter at have dræbt sine forældre, ved siden af dagens avis. På Kips værelse fandt de en samling af knive, bøger om at lave bomber, nogle kemikalier, et oversavet gevær, et håndvåben, samt et fotografi af skolens football-hold, hvorpå en af spillernes ansigt var omridset af sort tape, og der var skrevet ”Kill” ved siden af ham. De fandt desuden også Kips dagbog, som var fyldt med vrede og had. I dagbogen havde Kip blandet andet skrevet, at han ønskede at dø, at han ønskede at andre skulle dø, at hans hoved ikke fungerede rigtigt, og at han elskede en pige, som ikke elskede ham.

Lidt i 10⁰⁰ begyndte den officielle afhøring af Kip, foretaget af Al Warthen. Under hele afhøringen græd Kip, og var tydeligt berørt. Han gentog flere gange at han ikke havde noget andet valg end at dræbe, og fortalte at han hørte stemmer. Han forklarede, at han havde været nødt til at dræbe sine forældre, for at de ikke skulle være flove og skuffet over ham, og at han havde dækket deres lig til med lagener ud af respekt.
Dagen efter blev Kip officielt sigtet for fire mord.

Retssag

I september 1999 kendte Kip sig skyldig i 4 mord og 26 drabsforsøg. Hans advokater havde ellers forsøgt og ønsket, at Kip skulle frikendes på grund af sindssyge, men det kunne ikke lade sig gøre, når Kip erkendte sig skyldig.
D. 2. november 1999 begyndte retssagen, der kun gik ud på at finde den rette straf til Kip, da han jo allerede havde erkendt sig skyldig. Under retssagen vidnede nogle af Kips venner og familiemedlemmer, politibetjente og efterforskere der havde været involveret i sagen, Kips lærere, læger og psykiatere, samt ofre og deres familier. Kips søster Kristin fortalte i retten om deres forældre og deres barndom, og sluttede af med at læse et brev højt, hun havde skrevet til dommeren, hvori hun udtalte at Kip havde brug for medicinsk støtte og hjælp.

Kips forsvarsadvokater præsenterede som vidner flere eksperter, i et forsøg på at bevise at Kip var psykisk syg. En af disse eksperter fra psykolog Dr. Orin Bolstad, der havde brugt over 32 timer sammen med Kip efter anholdelsen. Dr. Bolstad havde desuden gennemgået alle papirer og journaler på Kip, samt læst Kips dagbog og gennemgået bevismaterialerne. Dr. Bolstad sagde i retten, at det var tydeligt for ham at Kip led af en psykotisk lidelse, med voldsomme paranoiske symptomer, muligvis som starten på skizofreni. Dr. Bolstad fortalte at Kip led med vrangforestillinger, og havde hørt stemmer siden han var omkring 12 år gammel. Hans vrangforestillinger gik blandt andet ud på, at Disney ville overtage verden, og at Disney-dollars ville erstatte den amerikanske dollar. Desuden havde Kip placeret sprængstoffer under verandaen, i tilfælde af at kineserne ville invadere Amerika – og hans frygt for invasion, var netop grunden til hans interesse for sprængstoffer og skydevåben. Kip hørte tre forskellige stemmer; A-stemmen gav ordrer, blandt andet beordrede stemmen Kip til at dræbe, B-stemmen svinede ham til og nedgjorde ham, og C-stemmen gentog hvad de to andre stemmer sagde. Det varierede meget med hvor ofte han hørte stemmerne; nogle gange mange gange om dagen, andre gange nogle gange om ugen. Men særligt når han blev stresset, følte sig presset, vred og deprimeret, blev stemmerne hyppigere og mere ondskabsfulde.
Dr. Bolstad fortalte desuden, at Kip var overbevist om at en mand havde fulgt efter ham, efter at Kip havde sparket til mandens advarselstrekant da han cyklede forbi den. Manden var blevet vred, havde bedt Kip om at betale $40 og truet Kip med en pistol, og efterfølgende så Kip manden over alt. Dr. Bolstad mente at dette var en del af Kips vrangforestillinger.
Om d. 20. maj, fortalte Dr. Bolstad, at stemmerne først var begyndt da Kip og hans far var på Burger King, og at de tog til på vejen hjem. Stemmerne sagde til Kip, at han skulle dræbe sin far og at han var ”a piece of shit”, og da han havde dræbt sin far, sagde A-stemmen at han også blev nødt til at dræbe sin mor, for der var ikke nogle andre valg. Senere havde stemmerne sagt at han skulle tage sine skydevåben, tage til skolen og dræbe alle.
Da Dr. Bolstad havde afsluttet sine undersøgelser af Kip, udskrev han antipsykotisk og antidepressiv medicin til Kip, som ifølge Kip hjalp ham meget. På et tidspunkt stoppede Kip dog pludselig med at tage det antidepressive medicin, for at se om det var dét der gjorde at stemmerne forsvandt. Dr. Bolstad mistænkte dog også, at Kip havde stoppet med at tage medicinen, for at gemme pillerne til at begå selvmord med. Ifølge Dr. William Sack stoppede Kip dog med at tage medicinen, fordi han frygtede at det var forgiftet.
Kip kunne dog alligevel ikke være på medicinen for længe, for da statens eksperter skulle foretage undersøgelser, måtte han ikke være på medicin.

Psykiater Dr. William Sack, der udtalte at Kip var stoppet med at tage medicinen på grund af frygt for at de var forgiftet, udtalte i retten at der på begge af Kips forældres side af familien kunne findes psykisk sygdom. Dr. Sack mente desuden at Kip kunne behandles – ikke kureres, men behandles – og at hvis han var i behandling samt tilknyttet en psykiater, ville han ikke være en trussel for samfundet, og at hvis han havde fået den rette hjælp før, ville Kip aldrig have dræbt hverken sine forældre eller elever på Thurston High School.
En anden ekspert der blev hentet ind, var neurolog Dr. Richard Konkol. Dr. Konkol havde brugt to timer på undersøge Kip, hvor han blandt andet fandt at Kip havde en lille asymmetri hans kropsfysisk, da hans venstre side var lidt mindre end højre side. En SPECT-scanning viste, at Kips højre side af hjernen havde abnormiteter, hvilket kan være skyld i Kips ordblindhed, indlæringsvanskeligheder, svækkede motoriske færdigheder, og følelsesmæssige problemer – og endda også muligvis være skyld i, at han hørte stemmer.
Også Kips tidligere psykolog, Dr. Jeffrey Hicks, vidnede i retten, men kun ganske kort, og kunne kun fortælle om, hvorfor Kip var kommet hos ham.

Nogle af ofrene, samt familiemedlemmer til ofrene, udtalte sig også i retten. Ben Walker og Mikael Nickolausons fædre udtalte begge i retten, at de ønskede at Kip blev fængslet for livstid. Ryan Crowleys far udtalte, at hans søn ikke kunne være der i dag, fordi han ikke kunne holde tanken ud, om at skulle være i samme rum som Kip. Ryans far fortalte desuden at Ryan var blevet ødelagt, efter at have set Kip skyde og dræbe hans ven, og endda forsøgt at dræbe Ryan, mens han så ham i øjnene. Jennifer Alldredge, der under skyderiet blev skudt i hånden og brystet, fortalte blandt andet: ”Jeg blev en som de andre børn undgik, for jeg mindede dem om dig og skyderiet” og ”Jeg blev denne historie, og ikke længere en person”. Betina Lynn blev skudt i ryggen og anklen under skyderiet, og fortalte i retten at hun heller ikke længere blev set som den person hun var – hun blev set som et offer, og havde mistet venner og var ikke længere tæt på sin familie. Betina var utroligt pæn i sine udtalelser, blandt andet sagde hun, at hun ville ønske at de havde været venner, for der var engang hvor hun syntes Kip virkede flink.
Jacob Ryker, der kastede sig over Kip og blev skudt i brystet og hånden, var derimod, forståeligt nok, meget vred: ”Hvis en hund bliver sindssyg og hvis en hund bliver glubsk og bider nogen, tilintetgøre du hunden. Så jeg står her og spørger, hvorfor er du ikke blevet tilintetgjort?”. Jacob Ryker fortalte desuden at han har modtaget hademails fra personer der hævdede at elske Kip og det han havde gjort.

Før Kip fik sin dom, læste han en udtalelse op, han havde skrevet:
”Jeg har brugt dage på at forsøge at finde ud af hvad jeg vil sige. Jeg har krøllet dusinvis af papirer sammen og smidt endnu flere idéer væk. Jeg har tænkt over hvad jeg kunne sige, der muligvis får folk til at få det lidt bedre. Men jeg er kommet frem til, at det egentlig ikke betyder noget, hvad jeg siger. Fordi der er intet jeg kan gøre for at fjerne smerten og ødelæggelsen jeg har forårsaget. Jeg elskede mine forældre og jeg havde ingen grund til at dræbe dem. Jeg havde ingen grund til ikke at kunne lide, til at dræbe eller forsøge at dræbe nogen på Thurston. Jeg er virkelig ked af at dette er sket. Jeg er gået tilbage i mit sind hundrede gange og ændret én detalje, én lille ting, så dette aldrig var sket. Jeg ville ønske jeg kunne. Jeg tager fuldt ansvar for mine handlinger. Disse begivenheder har trukket mig ned i en tilstand af forringelse og selvhad, som jeg ikke vidste eksisterede. Jeg er meget ked af alt jeg har gjort, og for hvad jeg er blevet til.”

Efterfølgende kom advokaterne med deres anbefalinger for hvilken dom Kip skulle modtage. Anklager anbefalede 220 års fængsel, og slog desuden forsvarets argument om psykisk syge til jorden, med udtalelsen: ”Fra en meget tidlig alder har Kip Kinkel været en ækel, voldelig, nem-at-frustrere og nem-at-gøre-vred dreng. Dette var hans essens længe før enhver såkaldt psykisk sygdom”, og sammenlignede Kip med Jeffrey Dahmer og John Wayne Gacy. Dette var forsvaret selvfølgelig ikke enig i, og anbefalede at Kip blev idømt mindre end 25 år, på grund af Kips alder, hans psykiske sygdomme og neurologiske funktionshæmninger.
D. 9. november blev Kip idømt 25 års fængsel for hvert dræb, som afsones på samme tid, samt i alt 86,67 år for de 26 drabsforsøg. I alt stod Kip Kinkel nu foran næsten 112 års fængsel, uden mulighed for prøveløsladelse.

Tiden i fængslet

Kip blev efter dommen sendt til MacLaren Youth Correctional Facility i Woodburn, Oregon. MacLaren er et fængsel for mænd mellem 12 og 25 år, der har begået forbrydelser fra overfald og sexforbrydelser til mord. Som en del af afsoningen modtager de indsatte desuden intensiv terapi.
D. 8. december 1999 ankede statens forsvarsadvokat dommen, med begrundelsen at det var en grusom og usædvanlig straf, og at den var imod statens retningslinjer – men straffen forblev den samme. I 2007 søgte Kip om at få en ny retssag, med begrundelsen at han burde have lyttet til sine advokater og erkendt sig ikke skyldig på grund af sindssyge. Dette blev afvist – præcis som alle hans andre ansøgninger og forsøg på at anke.

Personligt har Kip fået meget ud af sin tid i fængslet; han har færdiggjort high school, og senere videreuddannet sig. Da han kort før sin 25 års fødselsdag i 2007 blev rykket til Oregon State Correctional Institution, fik han stillingen som fængslets elektriker, og arbejder desuden i biblioteket og underviser yoga.
Kips barndomsven, Tony McCown, har sporadisk vedligeholdt kontakten til Kip. Mens han sad i MacLaren Youth Correctional Facility besøgte Tony ham flere gange, og senere har de udvekslet breve. Først i 2018 besøgte Tony Kip i Oregon State Correctional Institution, med intention om at lave et interview med Kip, da han arbejder på at skrive en bog om psykiske sygdomme og stigmatisering af dette. Kip var dog ikke helt sikker på, om han ville stille op til et interview, da han frygtede det ville åbne gamle sår.
Selvom Kip dræbte deres forældre, forsøger Kristin at støtte og drage omsorg for Kip, og besøger ham flere gange i løbet af året.

Reaktioner

Thurston High School åbnede allerede fem dage efter skyderiet, og her blev elever og ansatte på skolen mødt af breve, blomster, fotografier og bamser, der hang på skolens hegn. Både elever og ansatte fra skolen lever stadig med psykiske og fysiske mén.
D. 13. juni besøgte daværende præsident Bill Clinton skolen, hvor han og hans stab var iført blå bånd, som en del af kampagnen ”Let it end here”. Bill Clinton holdte en tale, hvori han blandt andet sagde at ”vi” skulle blive bedre til at identificere børn der muligvis har problemer før noget som dette sker, samt at han havde sat Uddannelsesministeriet til at lave en håndbog med tidlige advarselstegn, man skal holde øje med
De to tidligere spansklærere Gladys Campbells og Rae LaMarche har været med til at oprette Bill and Faith Kinkel Scholarship, der hvert år siden 1998 har tildelt fire fremmedsprogsstuderende et stipendium.

Medier

FRONTLINE sendte d. 18. januar 2000 The Killer at Thurston High, der omhandler sagen.

Sagen er desuden nævnt i følgende bøger:

• Inside the Minds of Mass Murderers: Why They Kill af Katherine M. Ramsland, 2005
• Why Kids Kill: Inside the Minds of School Shooters af Peter Langman, 2009
• School Shooters: Understanding High School, College, and Adult Perpetrators af Peter Langman, 2015

Kilder:

– PBS – Interview med Kristin Kinkel

– Kronologi af Kiplands liv

– Noter fra Kiplands journal hos psykolog Dr. Jeffrey Hicks

– ”Rampage School Shooters: A Typolgy” af Peter Langman, Ph.D.

– Kip Kinkels afhøring og tilståelse

– Noter fra Kiplands dagbog, besked efter drab på forældre, samt offentlig udtalelse

– Psykolog Dr. Orin Bolstads, neurolog Dr. Richard Konkol, psykiater Dr. William Sack, og psykolog Dr. Jeffrey Hicks’ vidneforklaring

– Ofres vidneudsagn

– Retssag

”Remembering Thurston” af KLCC
– Del I: 20 Years, Later Wounds and Questions Still Linger
– Del II: Survivors Cope, Prosper, and Reflect 
– Del III: A Look Into Kip Kinkels Life Behind Prison Walls 

– FRONTLINE: The Killer at Thurston High