Charles Whitman – University of Texas at Austin massakren | Skoleskydere & massemordere

D. 1. august 1966 gik 25-årige Charles Whitman op i tårnet på University of Texas at Austin. Her dræbte han 15 personer, hvoraf størstedelen blev dræbt af skud Charles affyrede fra udsigtsplatformen i toppen af tårnet. Inden skyderiet havde Charles dræbt sin mor og kone.

Yderligere 32 personer blev såret under skyderiet, hvoraf én person døde af følgerne i 2001.

Charles Joseph Withman blev født d. 24. juni 1941, i Florida, USA. Han var den ældste ud af tre sønner, af forældrene Margaret og Charles Whitman. Forældrene blev gift året inden Charles blev født, da Margaret var kun 17 år gammel. Ægteskabet var ikke just lykkeligt, og heller ej familielivet, da Charles’ far udsatte både sin kone og børnene for fysisk og psykisk vold. Charles’ lillebror Patrick blev født i 1946, og året efter blev lillebror John født.
De første seks år af Charles’ liv flyttede familien otte gange, men slog sig endeligt ned i Lake Worth, Florida, i 1947. Samme år startede Charles på en katolsk skole.
Som barn var Charles en yderst høflig og intelligent dreng, som allerede som seksårig havde en IQ på 138, hvilket hører under ”særdeles begavet” på IQ-skalaen. Han blev opfordret til at stræbe efter høje karakterer, og opnåede også dette langt det meste af tiden, men hvis ikke lod hans far ham det også mærke, både fysisk og gennem ord.

Charles’ mor var romerskkatolsk, og opdragede også dine tre sønner under denne trosretning. Sammen tog de ofte til Messe, og alle tre sønner var også alterdrenge ved Sacred Heart Roman Catholic Church. Charles’ far gik ikke op i religion, men var i stedet meget betaget af skydevåben og samlede på disse. Han lærte desuden sine sønner at skyde og vedligeholde skydevåben, og tog dem ofte med på jagtture. Også jagt var Charles dygtig til, hvilket nok var et af de få områder han modtog ros fra sin far på.
Som 11-årig meldte Charles sig til spejder, og blev en Ørnespejder allerede som 12 årig – indtil da den yngste Ørnespejder nogensinde. Derudover spillede han også klaver, og gik med aviser.

I 1955 begyndte han på St. Ann’s High School i West Palm Beach, og købte en Harley-Davidson motorcykel for de penge han havde tjent via sin avisrute. I skolen var han vellidt, og klarede sig stadig godt fagligt, hvilket blev bemærket af både klassekammeraterne og lærerne. Han blev færdig med high school i 1959, og da blev han optaget på Georgia Institute of Technology. Han valgte dog i stedet at melde sig til USA’s marinekorps en måned efter han var færdig med high school – uden sin fars viden. D. 6. juli drog han fra hjemmet, da han skulle udsendes til Guantánamobugten i 18 måneder. Først da Charles var på vej mod Guantánamobugten opdagede hans far, at Charles havde meldt sig til marinekorpset, og da foretog han opkaldt i et forsøg på at få sin søn hjem igen, men uden held.

Under de 18 måneders udsendelse opnåede han en skarpskytter medalje og Marine Corps Expeditionary Medal. Han fik 215 ud af 250 mulige point i en skydefærdighedstest, hvor han gjorde det særligt godt når han skulle skyde på længere distancer og på objekter i bevægelse.
Efter de 18 måneder ansøgte han om et Flåde- og Marinekorps-stipendiumsprogram, med henblik på at færdiggøre college og blive officer. Han blev godkendt, og startede først på en forberedende skole i Maryland, hvor han gennemførte kurser i matematik og fysik, før han blev overflyttet til University of Texas at Austin, Texas, hvor han ville studere til maskiningeniør. Her begyndte han d. 15. september 1961, og klarede det til at starte med ikke særlig godt, i forhold til hvordan hans tidligere skolegang havde forløbet.
Kort efter skolestart blev Charles og to venner set begå krybskytteri på en hjort af et vidne, som noterede Charles’ nummerplade og meldte dem til politiet. De var i gang med at udskære hjorten i et bad på Charles’ sovesal, da politiet ankom og anholdte dem. Som straf fik Charles en bøde på $100, hvilket i dag svarer til omkring 5.280 kr. Charles fik ellers ry for at være en sjov fyr, dog med nogle til tider morbide kommentarer.

I februar 1962 mødte Charles 18-årige Kathleen Frances Leissner, der studerede til lærer. De var hinandens første rigtige kærester, og efter fem måneders dating blev de forlovet. D. 17. august 1962 blev parret gift ved en katolsk ceremoni i Kathleens hjemby, Needville, Texas, hvor både Kathleen og Charles’ familier glædeligt deltog.
Charles fik bedre karakterer i andet og tredje semester som maskiningeniørstuderende, men marinekorpset var alligevel ikke helt tilfredse, så derfor valgte de at han skulle i aktiv tjeneste, og sendte ham til Camp Lejeune i North Carolina i februar 1963. Charles var ikke begejstret for den beslutning, på trods af at han straks blev forfremmet til overkonstabel. I november 1963 blev han stillet for krigsretten for gambling, ulovlig udlåning af penge til urimelig høj rente, at være i besiddelse af privatejet skydevåben på basen, samt udsætte en anden Mariner for trusler på grund af et lån på $30 (hvilket i dag svarer til omkring 1.320 kr.). Han blev idømt 30 dages fangenskab og 90 dage med hårdt arbejde, og blev degraderet fra overkonstabel til menig.
Mens han ventede på at komme for krigsretten begyndte Charles at skrive en dagbog, som han kaldte ”Daily Record of C. J. Whitman”. Heri skrev han blandt andet om den kommende krigsret og hans foragt for marinekorpset, samt hans dagligdag i marinekorpset, sin kone og andre familiemedlemmer. Om sin kone skrev han kærlige ord, og skrev om hvordan han længtes efter at være sammen med hende. Han skrev desuden også om hans plan for at blive økonomisk uafhængig af sin far.

I december 1964 slap Charles endelig fri fra marinekorpset, og vendte tilbage til University of Texas at Austin, hvor han begyndte at studere til arkitektonisk ingeniør. Ved siden af studiet fik han job som regningsopkøber for Standard Finance Company, for at han og Kathleen havde noget at leve for. Senere fik han job hos Austin National Bank som bankkasserer, inden han i januar 1965 fik job som trafikmåler for Texas Highway Department. Da var Kathleen færdig med studierne, og fik job som biologilærer på Lanier High School. Udover job og studier, var Charles desuden også spejderleder i en årrække.
Ægteskabet mellem Kathleen og Charles var hovedsageligt godt, og Charles elskede sin kone meget højt. Mindst to gange slog han hende dog, men begge gange havde ført til at Charles væmmedes ved sig selv, fordi han var bange for at være som sin far. Et ægteskab der dog ikke fungerede, var Charles’ forældres, og derfor valgte hans mor i marts 1966 at gå fra Charles’ far, netop på grund af hans vold. Charles kørte til Florida for at hjælpe sin mor med at flytte til Austin, og som en sikkerhed havde han fået en politibetjent til at holde vagt ved hjemmet, mens hans mor pakkede hendes ting. Charles’ yngste bror, John, flyttede med moderen til Austin, mens broderen Patrick blev i Lake Worth, hvor han arbejdede for sin far.

I Austin fik Charles’ mor job i et cafeteria, og fortsatte sit liv – alt imens Charles’ far brugte mere end hvad der i dag svarer til 54.000 kr. på langdistance opkald til både moderen og Charles, i håb om at hun skulle vende tilbage til ham.
Mens alt dette stod på begyndte Charles at tage amfetamin, og oplevede voldsomme hovedpiner.
I marts havde Charles sin første og eneste samtale med Dr. Heatley, der var tilknyttet universitets rådgivningscenter, efter at han var blevet henvist af en alment praktiserende læge. Her noterede Dr. Heatley at Charles havde et anstrengt forhold til sin far, og bestemt ikke ønskede at være som ham. Han skrev desuden i sine noter at Charles udtrykte at han til tider havde problemer med at styre sit temperament, samt at Charles nogle gange havde tænkt på at tage en riffel med op i universitets tårn og begynde at skyde folk.

D. 31. juli 1966 købte Charles en kikkert og en kniv hos en isenkræmmer, og en dåse Spam hos 7-Eleven. Han hentede derefter Kathleen da hun fik fri fra sit sommerjob som telefonist, hvorefter de spiste frokost med Charles’ mor.
Omkring kl. 16 besøgte Charles og Kathleen nogle venner, som de kørte fra kl. 17⁵⁰, da Kathleen havde endnu en arbejdsvagt mellem kl. 18 og 22.
Mens Kathleen var på arbejde, skrev Charles et selvmordsbrev, hvori der stod:

”Jeg forstår ikke helt hvad der tvinger mig til at skrive dette brev. Måske er det for at efterlade en vag årsag til de handlinger jeg har foretaget mig på det seneste. Jeg forstår ikke helt mig selv disse dage. Jeg skulle være en gennemsnitlig rimelig og intelligent ung mand. Dog, på det seneste (jeg kan ikke erindre hvornår det startede) har jeg været offer for mange usædvanlige og irrationelle tanker. Disse tanker er konstant tilbagevendende, og det kræver en stor mental indsats at koncentrere mig om brugbare og progressive opgaver. I marts, da mine forældre gik fra hinanden, bemærkede jeg en stor del stress. Jeg kontaktede Dr. Cochrum fra University Health Center, og bad ham henvise mig til nogen jeg kunne snakke med om nogle psykiatriske lidelser jeg følte jeg havde. Jeg talte med en doktor i omkring to timer og forsøgte at fortælle ham om mine frygter jeg følte kom som overvældende voldelige impulser. Efter et møde så jeg aldrig doktoren igen, og siden har jeg kæmpet med min mentale turmult alene, og tilsyneladende til ingen nytte.

Efter min død ønsker jeg at en obduktion bliver foretaget på mig. Jeg har haft nogle enorme hovedpiner førhen og har indtaget to store bøtter Excedrin i de seneste tre måneder.

Det var efter mange overvejelser at jeg besluttede at dræbe min kone, Kathy, i aften efter jeg har hentet hende fra arbejde på telefonselskabet. Jeg elsker hende inderligt, og hun har været så fin en kone for mig, som nogen mand nogensinde kunne håbe på at have. Jeg kan ikke rationelt udpege nogen specifik grund til at gøre dette. Jeg ved ikke om det er egoisme, eller om jeg ikke ønsker at hun skal stå overfor den flovhed mine handlinger med sikkerhed ville bringe hende. På dette tidspunkt, dog, er den fremtrædende grund i mit sind at jeg virkelig ikke mener at denne verden er værd at leve i, og er forberedt på at dø, og jeg ønsker ikke at efterlade hende til at lide alene i den. Jeg agter at dræbe hende så smertefrit som muligt.

Lignende årsager får mig til at dræbe min mor, også. Jeg mener ikke at denne stakkels kvinde nogensinde har nydt livet så meget som hun var berettiget til. Hun var en simpel ung kvinde der giftede sig med en besidderisk og dominerende mand. Hele mit liv som dreng, indtil jeg løb hjemmefra for at komme i marinekorpset.”

Massakren

Lige efter midnat d. 1. august 1966 kørte Charles hen til sin mor og dræbte hende. Hvordan han dræbte hende er ikke helt fastslået, men det menes at han gjorde hende bevidstløs, for derefter at stikke hende i hjertet.
Ved siden af hendes krop efterlod han et brev, hvori der blandt andet stod:

”Til hvem det måtte vedrøre,
Jeg har lige taget min mors liv. Jeg er meget ked af at have gjort det. Dog føler jeg at hvis der er en himmel er hun der helt bestemt nu. Og hvis der ikke er noget liv efter, har jeg lindret hende fra hendes lidelse her på Jorden. Den intense had jeg føler for min far er hævet over enhver beskrivelse. Min mor gav den mand de 25 bedste år af hendes liv, og fordi hun endelig fik nok af hans tæsk, ydmygelse og nedbrydelse og trængsler, som jeg er sikker på at ingen udover hende og han vil nogensinde kende til – at forlade ham. Han har besluttet at behandle hende som en luder […].
Jeg er virkelig ked af at dette er den eneste vej jeg kunne se lindre hendes lidelser, men jeg tror det var det bedste. Lad der ikke være tvivl om at jeg elskede den kvinde af hele mit hjerte. Hvis der eksisterer en Gud, lad ham forstå mine handlinger og dømme mig hermed.
Charles Whitman”

Han kørte derefter hjem igen. Her dræbte han sin kone ved at stikke hende tre gange i hjertet, mens hun sov. Han dækkede hendes krop med lagner, og skrev med en kuglepen på det selvmordsbrev han havde skrevet tidligere:
”Venner afbrød. 1-8-66 Man. 03:00. BEGGE DØDE
Jeg forestiller mig at det virker brutalt at jeg dræbte begge mine elskede. Jeg forsøgte kun at udføre et hurtigt, gennemført job […] Hvis min livsforsikring er gyldig, vær venlig at betale min gæld […] donér resten anonymt til en mentalt helbreds organisation. Måske kan forskning forhindre yderligere tragedier som denne […] Giv vores hund til mine svigerforældre. Fortæl dem at Kathy elskede ”Schocie” meget […] Hvis I kan få jer selv til at opfylde mit sidste ønske, kremer mig efter obduktionen.”
Han skrev derudover to korte brev til sine to brødre, som han efterlod i hjemmet sammen med en anmodning om at få to filmruller fremkaldt.
Kl. 05⁴⁵ ringede Charles til Kathleens tilsynsførende, og sagde at hun ikke kunne komme på arbejde fordi hun var syg. Fem timer senere foretog han et lignende opkaldt til sin mors arbejdsplads.

Hen af morgenen lejede han en sækkevogn og indkasserede falske checks på i alt $250, hvilket i dag svarer til omkring 12.560 kr. Han kørte derefter til en isenkræmmer, hvor han blandt andet købte en halvautomatisk karabin, og otte æsker med ammunition, med forklaringen at han skulle jagte vildsvin. Han besøgte derefter en våbenbutik, hvor han blandt andet købte yderligere seks æsker med ammunition, og inden han kørte hjem besøgte han også en Sears butik, hvor han købte et halvautomatisk haglgevær.
Derhjemme savede han haglgeværets løb og skæfte over, og pakkede det ned i en lille kuffert, sammen med en jagtriffel, en pumpriffel, en karabin, to pistoler, en revolver, og mere end 700 runder ammunition. Han pakkede derudover også mad, kaffe, vitaminer, ørepropper, vand, tændstikker, lighter benzin, reb, kikkert, en machete, tre knive, transistorradio, toiletpapir, barberkniv, deodorant, Dexedrine og Excedrin.
Han tog en kakifarvet heldragt på, udenpå hans trøje og jeans, og drog mod University of Texas at Austin.

Omkring kl. 11²⁵ankom Charles til universitetet. Han viste et falsk ID kort for at kunne få lov at parkere, og fragtede derefter alle hans ting mod hovedbygningen på hans sækkevogn. Inde i hovedbygningen opdagede han at elevatoren skulle aktiveres, hvilket en ansat ved navn Vera Palmer hjalp ham med. Han takkede hende, og sagde at hun ikke anede hvor glad det gjorde ham.
Han tog elevatoren til 27. etage, og slæbte sine ting op til toppen af tårnet, hvor man fra en reception kunne gå ud på en udsigtsplatform, og kigge ud over universitetets område. Her sad receptionisten 51-årige Edna Elizabeth Townsley. Charles slog Edna i gulvet og slog hende med enden af en riffel i baghovedet, så kraniet revnede. Han slog hende derefter over venstre øje, og slæbte hende om bag en sofa. Da kom Cheryl Botts og Don Walden ind fra udsigtsplatformen. De så Charles’ riffel, men troede at han blot skulle ud og skyde duer. Charles smilte og hilste på dem, inden de tog elevatoren ned. Charles skubbede derefter et skrivebord hen foran indgangen ind til receptionen.
Omkring kvart i 12 var Marguerite Lamport og hendes mand, William, på vej op i tårnet, sammen med Marguerites bror, M.J. Gabour, og dennes kone, Mary, og deres to sønner, 19-årige Mike og 15-årige Martin. Da de nåede toppen af tårnet så Mike og Martin skrivebordet foran indgangen til receptionen, som de pressede sig forbi. Da så Charles dem, og affyrede skud mod dem. Mike blev ramt i skulderen, mens Martin blev ramt i hovedet og døde med det samme. Charles affyrede derefter skud ned af trappen mod resten af familien, og ramte Marguerite og Mary. Marguerite døde også med det samme. M.J. og William løb straks efter hjælp, mens Mary og Mike spillede døde. Charles skød derefter Edna i hovedet, og gik ud på udsigtsplatformen.

Kl. 11⁴⁸ begyndte Charles at affyre skud fra udsigtsplatformen, 70 meter over jorden. Han skød mod folk der gik rundt på universitets område og folk på en del af Guadalupe Street, kendt som The Drag, hvor mange studerende hang ud i bogbutikker og caféer. Den første person Charles ramte, var 18-årige Claire Wilson, og lige efter hendes kæreste, 18-årige Thomas Frederick Eckman. Claire, der var 8 måneder gravid, var på vej væk fra Student Union, da hende og Thomas pludselig blev ramt af skud på den åbne plads foran tårnet. Clair overlevede, men hendes ufødte barn og Thomas døde. En forbipasserende sagde til Clair at hun skulle rejse sig fra den varme asfalt, men det var hun ikke i stand til. Da flere skud blev affyret, løb den forbipasserende væk fra parret. Efter noget tid, alt imens skuddene fortsatte, løb Rita Starpattern hen til Clair, og lagde sig ved hendes side. I en time lå Rita ved Clairs side, mens hun forsøgte at berolige hende. Til sidst løb James Love, John Fox og Artly Snuff hen til dem, og slæbte Clair væk derfra. En mand tog Thomas i sine arme og gik væk med ham, selvom Thomas allerede da var død.

Imens Clair lå på den varme asfalt på den åbne plads, blev flere dræbt af skud.
Først 33-årige Robert Hamilton Boyer, der blev ramt nederst i ryggen. Lige efter blev Devereau Huffman ramt i armen; han smed sig til jorden, og lod som om at han var død.
David Mattson, Roland Ehlke, og Tom Herman var sammen på vej til frokost, hvor de skulle møde 22-årige Thomas Aquinas Ashton. På vej blev der affyret skud, som ramte Davids håndled og smadrede det. Roland blev ramt på først armen og dernæst benet. Homer J. Kelley løb hen mod de tre unge mænd for at hjælpe dem i sikkerhed, da han blev ramt i benet. Thomas, der var på vej for at møde sine venner, blev skudt i brystet. Han blev erklæret død på hospitalet få timer efter.
Nancy Harvey og Ellen Evganides var netop gået ud fra tårnet for at gå til frokost, da de hørte skuddene. De skyndte sig derfor ind igen, men her fortalte en vagt dem at det var sikkert for dem at gå ud. De nåede ikke langt før Nancy blev skudt i hoften og Ellen i venstre ben.

17-årige Aleck Hernandez var ude på sin avisrute, med sin fætter med på cyklen, da han blev ramt af skud i benet. De væltede til jorden, og folk kom hen til dem for at hjælpe. Allen Crum, der var leder i University Book Store Co-Op på den anden side af gaden, troede først folk samledes på grund af en slåskamp, og gik derfor der hen. Da så han Aleck ligge såret på jorden, og gav sig til at hjælpe ham. Han begyndte derefter at begive sig mod tårnet, via de andre bygninger.
Kort efter blev 17-årige Karen Griffith ramt af skud i skulderen og på brystet, der punkterede hendes lunge. Karen døde på hospitalet 7 dage senere. 24-årige Thomas Ray Karr løb hen for at hjælpe Karen, men blev skudt i rygsøjlen, og døde cirka en time senere.
23-årige David Hubert Gunby var på tilbage til biblioteket for at hente en bog han havde glemt, da han blev skudt i venstre arm. Skuddet gik videre ind i hans mave, og ødelagde hans tyndtarm. Da David senere blev opereret opdagede lægerne at han kun havde haft én fungerende nyre, men nu var denne også ødelagt. David levede resten af sit liv i smerte, og valgte i 2001 at stoppe dialysebehandling. Efter en uge afgik David ved døden. Hans død blev officielt erklæret for et drab, og han er officielt på listen over de dræbte ofre fra massakren.
Brenda Littlefield og Adrian Littlefield, der var blevet gift ni dage forinden, var netop trådt ud fra tårnet da Brenda blev skudt i hoften, og lige efter blev Adrian skudt i ryggen. Brenda, Adrian og David blev efter noget tid samlet op af en pansret bil, der var blevet sat ind for at hente de sårede.

18-årige Claudia Rutt og hendes kæreste, 18-årige Paul Bolton Sonntag, stod og snakkede med 18-årige Carla Sue Wheeler, da de hørte skud. De skyndte sig om bag en vejspærring for at søge ly fra skuddene. Pludselig rejste Paul sig op, muligvis for at se hvad der skete, og blev ramt i munden. Han døde med det samme. Carla forsøgte at holde Claudia tilbage, da hun blev ramt af skud i hånden. Claudia blev ramt i brystet, og døde.
29-årige Roy Dell Schmidt gemte sig sammen med nogle andre bag hans bil, cirka 450 meter fra tårnet. Roy, der troede at de var langt nok væk fra tårnet, rejste sig på et tidspunkt op, og blev straks dræbt af et skud i overkroppen.

Til en start troede flere at de høje brag kom fra et nærliggende byggeområde, eller at personerne der faldt til jorden var en del af en teatergruppe eller nogle anti-krig demonstranter. Først fire minutter efter første skud blev affyret fra tårnet blev politiet tilkaldt. En af de første politibetjente der ankom til stedet var 24-årige Billy Paul Speed. Han stod gemt bag balustre med en anden politibetjent, da han blev ramt af et skud der gik gennem et hul i balustren. Han døde kort efter på hospitalet. Lige efter blev 38-årige Harry Walchuk dræbt af et skud i brystet, da han forlod en butik på Guadalupe Street. Billy Snowden blev ramt i skulderen, da han stod i døråbningen til en barbersalon over 450 meter fra tårnet. Yderligere Sanda Wilson, Adbul Khashab, Janet Paulos, Lana Phillips, Oscar Royvela, Irma Garcia, Avelino Esparza og Robert Heard blev ramt på lang afstand, og overlevede alle. John Scott Allen stod inde i Student Union bygningen og kiggede ud af vinduet, da han blev ramt af skud i højre arm.
Morris Hohman brugte sin bedemandsvogn til at hente ofre og køre dem til hospitalet, da han blev ramt i venstre ben. Politiet var da begyndt at skyde mod tårnet i forsøg på at stoppe Charles, men endnu uden held. F.L. Foster og Robert Frede blev såret af skud under skududvekslingen. Della Martinez og Marina Martinez blev også såret af skud. Delores Ortega blev såret af enten skud eller glasskår, mens C.A. Stewart blev såret i al tumulten.

Allen Crum, der havde hjulpet den såret Aleck Hernandez, samarbejdede nu med politiet, og fik udleveret en riffel. Han og Ramiro Martinez bevægede sig op i tårnet, hvor de fandt Matin Gabour, Mike Gabour, Mary Gabour, Marguerite Lamport og Edna Townsley. De bevægede sig ud på udsigtsplatformen, med våbnerne trukket. Kort efter kom Houston McCoy også, og bevægede sig om mod den side Charles skød fra, sammen med Ramiro Martinez. Jerry Day kom lige efter, og gik den anden vej på udsigtsplatformen med Allen Crum bag sig. Pludselig kom Allen til at affyre et skud ved et uheld, men ramte blot muren.
Klokken var nu 13²⁴. Mens Charles sigtede mod lyden af skuddet, bevægede Ramiro Martinez og Houston McCoy rundt om det nordøstlige hjørne på tårnets udsigtsplatform, og sneg sig ind på Charles. Både Houston McCoy og Ramiro Martinez skød Charles, og han døde med det samme.
Skyderiet var dog endnu ikke helt slut, da både borgere med våben og politi fortsatte med at skyde mod tårnet nede fra jorden. Først da Allen Crum viftede med et hvidt lommetørklæde, stoppede skyderiet.

Ofre

I alt dræbte Charles 17 personer, inklusiv David Hubert Gunby der døde i 2001 samt Claires ufødte barn.

Edna Elizabeth Townsley, 51 år
Martin ”Mark” Gabour, 16 år
Marguerite Lamport, 45 år
Marguerite blev begravet på Holy Cross Cemetery, Texarkana, Texas.
“Baby Boy” Wilson, ufødt
Clair Wilson var kun få uger fra at skulle føde sin søn, da hun blev ramt af skud. Den ufødte søn døde som følge, og blev begravet på Austin Memorial Park Cemetery, Austin, Texas.
Thomas Frederick Eckman, 18 år
Thomas blev født d. 2. oktober 1947. Han var Clairs kæreste gennem nogle måneder. Thomas blev begravet på Saints Peter And Paul Cemetery, Ottawa, Ohio.
Robert Hamilton Boyer, 33 år
Robert blev født d. 11. december 1932. Han blev erklæret død da han ankom til Brackenbridge Hospital. Inden han blev dræbt, var planen at han skulle rejse hjem til Liverpool, England, hvor hans gravide kone og deres to børn boede.
Thomas Aquinas Ashton, 22 år
Thomas blev født d. 1. juni 1944. Han blev erklæret død på Brackenbridge Hospital få timer efter skyderiet. Thomas blev begravet på Hillside Memorial Park, San Bernardino, California.
Karen Griffith, 17 år
Karen blev født d. 3. maj 1949. Hun døde syv dage efter skyderiet, mens hun var indlagt på Brackenbridge Hospital, af følgerne. Hun blev begravet på Crestview Memorial Park, Wichita Falls, Texas.
Karen var elev på Lanier High School, hvor Charles’ kone, Kathleen, underviste i biologi. Årbogen fra skoleåret 1966-1967, hvor Karen ville være blevet færdig med high school, indeholdte en hyldest til Karen og Kathleen.
Thomas Ray Karr, 24 år
Thomas blev født d. 29. juli 1942. Han døde under operation på Brackenbridge Hospital, få timer efter skyderiet. Thomas blev begravet på Spur Cemetery, Spur, Texas.
David Hubert Gunby
David blev født d. 14. april 1943, og døde d. 12. november 2001, 58 år gammel. David fik ødelagt sin eneste fungerende nyre under skyderiet, og levede resten af sit liv i smerte. I november 2001 valgte han at stoppe dialysebehandlingen, og døde efter en uge. På trods af at der var gået så mange år efter skyderiet, blev hans død erklæret for mord, og David er officielt på listen over personer Charles dræbte.
Claudia Marilyn Rutt, 18 år
Claudia blev født d. 30. marts 1948. Hun døde under operation på Brackenbridge Hospital få timer efter skyderiet. Claudia blev begravet på Oakwood Cemetery, Austin, Texas.
Paul Bolton Sonntag, 18 år
Paul blev født d. 2. maj 1948. Hans bedstefar, Paul Bolton, arbejdede som nyhedsdirektør hos KTBC; han var live i radioen da en kollega oplæste navnene på de dræbte, og dermed fandt Paul ud af at hans barnebarn var blevet dræbt. Paul blev begravet på Austin Memorial Park Cemetery, Austin, Texas.
Roy Dell Schmidt, 29 år
Roy blev født d. 18. september 1936. Han blev begravet på Cook-Walden Capital Parks Cemetery and Mausoleum, Pflugerville, Texas.
Billy Paul Speed, 24 år
Billy blev født d. 22. februar 1942. Han blev erklæret død da han ankom til Brackenbridge Hospital. Billy blev begravet på Fort Houston Cemetery, San Antonio, Texas.
Harry Walchuk, 38 år
Harry blev født d. 3. februar 1928. Han blev begravet på Fort Snelling National Cemetery, Hennepin, Minnesota.
Kathleen Frances Whitman, 23 år
Kathleen, kendt som Kathy, blev født d. 12. juli 1943. Charles dræbte hende morgenen inden han begik skyderiet. Kathleen blev begravet på David-Greenlawn Cemetery, Rosenberg, Texas.
Margaret E. Whitman, 43 år
Margaret blev født d. 26. oktober 1922. Charles dræbte sin mor, Margaret, om natten inden skyderiet. Margaret blev begravet på Hillcrest Memorial Park, West Palm Beach, Florida.

Margaret og Kathleen blev først fundet da skyderiet var slut, og politiet havde identificeret Charles. Inden da anede de ikke at der var flere ofre.

Charles sårede yderligere 31 personer.
Mike Gabour pådrog sig skader der gjorde at han ikke kunne gennemføre sin Air Force træning. Hans mor, Mary, pådrog sig skader der gjorde hende lam fra halsen og ned, samt blind. Clair, der mistede sin kæreste og sit ufødte barn, var efter skyderiet indlagt i tre måneder. Her besøgte Rita, kvinden der havde lagt sig ved hendes side, hende en enkelt gang, hvor hun forærede hende et maleri. Clair fik ikke biologiske børn, men adopterede en søn.

Reaktioner

Ramiro Martinez og Houston McCoy, der dræbte Charles, blev æret med medaljer efter skyderiet. Også Allen Crum og Jerry Day blev hyldet af hele staten.

University of Texas at Austin var lukket den følgende dag, hvor der blev gjort rent og ryddet op. Udsigtsplatformen var lukket af indtil 1968, men efter at fire personer begik selvmord ved at hoppe ud derfra, blev den atter lukket i 1975. Siden tårnet åbnede i 1937 havde 7 personer begået selvmord og to faldet ned ved uheld fra udsigtsplatformen indtil 1975. Universitet brugte $500.000 på at lave sikkerhedsfunktioner og gøre udsigtsplatformen mere handicapvenlig, inden det atter åbnede i 1999. Siden da kan man kun besøge udsigtsplatformen på planlagte guidede ture, og alle besøgende skal igennem en metaldetektor. Tårnet var dog igen lukket i 2002 og 2003, efter d. 11. september 2001.

I 1999 blev Tower Garden åbnet til ære for de dræbte og sårede, og d. 1. august 2006 blev en plade med ofrenes navne tilføjet til parken. Her blev tårnets ur stoppet kl. 11⁴⁸, og var slået fra i 24 timer. Dagen blev af byen erklæret for ”Ramiro Martinez Dag”. To år senere blev en plade med navnene over de personer, der hjalp til med at stoppe Charles, placeret på en af universitetets bygninger.

Skyderiet d. 1. august 1966 var det dødeligste masseskyderi indtil da. De skoleskyderier der havde været inden, havde i størstedelen af tilfældene kun ét offer, og en enkel gang seks ofre. University of Texas at Austin skyderiet var det dødeligste masseskyderi indtil d. 18. juli 1984, hvor 41-årige James Huberty dræbte 21 personer og sårede yderlige 19, på en McDonald’s i San Ysidro, San Diego, Californien.
I dag deler skyderiet en 8. plads over de mest dødelige masseskyderier i USA, sammen med skoleskyderiet på Stoneman Douglas High School i 2018, begået af den dengang 19-årige Nikolas Cruz.

Charles’ obduktion

Efterforskningen fandt at Charles havde besøgt flere læger året op til skyderiet, og at disse havde udskrevet forskelligt medicin til ham.
Charles fik udført en obduktion, som han havde ønsket i sit selvmordsbrev. Hans lig var dog allerede d. 1. august blevet balsameret, efter det var blevet bragt til Cook Funeral Home, og det betød at toksikologiprøven blev forsinket.
D. 2. august blev obduktionen udført af blandt andre neuropatolog Coleman de Chenar. Han fandt at Charles havde en hjernetumor på størrelse med en pekannød. Dr. Chenar konkluderede at hjernetumoren ikke havde haft effekt eller indflydelse på Charles’ handlinger og opførsel, men det team af læger Dr. Chenar arbejdede med på obduktionen var ikke helt enige i dette. I obduktionsrapporten blev der noteret: ”Det er task forcens mening at relationen mellem hjernetumoren og Charles J. Whitmans handlinger i de sidste dage af hans liv ikke kan blive fastslås med sikkerhed”. Task forcen bestod af et team af neurokirurger, psykiatere, patologer, psykologer og direktører for University of Texas Health Center, John White og Maurice Heatly.
Udover hjernetumoren blev der ikke fundet tegn på sygdom.

D. 5. august blev det konkluderet at Dr. Chenars fund havde fejl, og det mistænkes at hjernetumoren alligevel havde indflydelse på Charles’ handlinger.
Flere retsmedicinske efterforskere har senere udtalt, at man mistænker hjernetumoren pressede mod Charles’ amygdala, også kendt som mandelkernen – altså den del af hjernen der blandt andet håndterer angst og forsvarsreaktioner.
Det har været svært at finde det endelige motiv for Charles’ handlinger. Var det hjernetumoren, eller var det noget helt andet? Det er ikke til at sig med sikkerhed.*

D. 5. august 1966 blev der afholdt en katolsk begravelsesceremoni for Charles og hans mor. De blev begravet ved siden af hinanden på Hillcrest Memorial Park, i Lake Worth, Florida. Fordi Charles var militærveteran blev han begravet med militærære, med det amerikanske flag over sin kiste.

Tiden efter

Charles’ far, Charles, blev i november 1966 gift med 23-årige Ellen Ward, der var mor til en 3-årig søn. De blev skilt i april 1967.
Charles giftede sig senere med Betty Glifford, der var mor til tre. Ifølge naboer havde Charles stadig tendens til at være voldelig, og blev mere end en gang set jage Betty rundt i indkørslen. Parret blev skilt i 1993.
Charles blev i 1989 diagnoseret med Parkinsons sygdom, og i 1995 med Alzheimers. Han døde på et plejehjem d. 21. juli 2001, 82 år gammel.

Charles’ ældste lillebror, John, blev gift med datteren til hans fars kone, Betty, og sammen fik de en datter. Parret blev dog skilt kort efter datterens fødsel. D. 3. juli 1973 døde John, 24 år gammel. Han blev skudt under et barslagsmål af en 21-årig mand. John blev begravet på Hillcrest Memorial Park, ligesom sin mor og bror.

Charles’ yngste lillebror, Patrick, blev året inden skyderiet gift med Patricia, og sammen fik de to døtre. I 1973 forlod Patrick sin kone og sprang ud som homoseksuel, hvorefter han flyttede til Californien. D. 30. juni 1989 døde Patrick af aids, 44 år gammel. Patrick blev også begravet på Hillcrest Memorial Park.

Medier

Flere musikere har fundet inspiration i Charles og skyderiet. Herunder Harry Chapman, med sangen Sniper der kan findes på albummet Sniper and Other Love Songs fra 1972, The Ballad of Charles Whitman af Kinky Friedman på albummet Sold American fra 1973, og The Tower af Insane Clown Posse der kan findes på albummet The Temptest fra 2007.

Filmen The Deadly Tower fra 1975 er baseret på sagen, med Kurt Russell (kendt fra blandt andet The Hateful Eight og Fast & Furious 7 + 8) i rollen som Charles.
I filmen Targets fra 1968 er karakteren Bobby Thompson inspireret af Charles, ligesom episode 3, Blood, i 2. sæson af X Files er inspireret af skyderiet.
Romanen Monday, Monday af Elizabeth Crock fra 2014 handler om forbudt kærlighed, der startede under skyderiet.

Sagen har desuden været med i dokumentarserierne Biography, episode Charles Whitman fra 2004, samt Deranged, sæson 1 episode 10: Charles Whitman, fra 2009.

I 2016 havde den delvist animerede dokumentarfilm Tower premiere. Dokumentarfilmen er lavet af Keith Maitland, og tager udgangspunkt i overlevende ofre og vidners fortælling, blandt andre Clair Wilson, Allen Crum, Aleck Hernandez, Ramiro Martinez, Houston McCoy og Artly Snuff.
Dokumentarfilmen kan ses på Netflix, og er en jeg personligt højt og dybt kan anbefale.

I 1997 udkom bogen A Sniper in the Tower: The Charles Whitman Murders, skrevet af Gary M. Lavergne, der omhandler sagen. Sagen og Charles er desuden nævnt i følgende bøger:
– Guns in America: A Reader af Jan E. Dizard, Robert Muth og Stephen P. Andrews, 1999
– They Call Me Ranger Ray: From the UT Tower Sniper to Corruption i South Texas af Ramiro Martinez, 2005
– Mass Murder in the United States: A History af Grant Duwe, 2007
– Extreme Killing: Understanding Serial and Mass Murder af James Alan Fox og Jack Levin, 2011
– Crimes of the Century: Notorious Crimes, Criminals, and Criminal Trials in American History af Steven Chemak og Frankie Y. Bailey, 2016

Kilder

– Wikipedia: Charles Whitman

– Wikipedia: University of Texas tower shooting

– Brev efter mors drab – via SchoolShooters

– Selvmordsbrev – via SchoolShooters

– Dr. Heatleys noter – via SchoolShooters

– “Tower”, 2016

– Obduktionsrapport

– Behind the Tower