Brenda Spencer - Grover Cleveland Elementary School skyderiet

Elliot Rodger – Isla Vista massakren

Lørdag aften d. 23. maj 2014 dræbte Elliot Rodger 6 personer, og sårede yderligere 14. Elliot efterlod sig et selvbiografisk manifest på 137 sider, der ville give stort indblik på hans forskruede verden, som blandt andet fokuserede på et dybt had mod kvindekønnet, der drev ham til at udføre hvad han kaldte ”Gengældelsens Dag”.

Elliot Oliver Robertson Rodger blev født d. 24. juli 1991, i London, England. Hans far, Peter, har britiske rødder, og hans mor, Li Chin, blev født i Malaysia og har kinesiske rødder. Li Chin flyttede til England som ung, for at arbejde som research assistent i filmbranchen. De første fem år af Elliots liv boede familien i Sussex, England. Elliots far arbejdede som fotograf, med en drøm om at blive filminstruktør, og Elliots mor sagde sit job op, for at blive hjemme hos Elliot. Elliots mormor flyttede ind hos dem, for at hjælpe med at tage sig af hjemmet og Elliot.

Som 4-årig blev Elliot meldt ind på Dorset House School, som dengang var en fin skole kun for drenge, men Elliot var ikke glad for at være der. Omkring samme tid tog familien en tur til Los Angeles, fordi Elliots far ønskede at udvide sine muligheder indenfor filmbranchen. Kort før sin 5-års fødselsdag blev Elliot storebror til Georgia, og derefter flyttede familien til Woodland Hills, California, USA, og i dette område voksede Elliot op. Elliot blev meldt ind på Pinecrest, en lille privatskole, hvor han skulle starte i børnehaveklasse. Da dette heller ikke var en succes, blev Elliot flyttet til Farm School.
Allerede som barn begyndte jalousien og misundelsen overfor andre, og bankede særligt på, når han så drenge der var bedre til fodbold eller kunne gynge højere end ham uden at blive skubbet. Elliots mors mistænkte ham for at lide med højtfungerende autisme eller Aspergers syndrom, særligt fordi han var ”anderledes”; han kunne ikke lide at være iblandt mange mennesker, holdte sig for ørerne når han hørte høje lyde eller der var larm, og kunne ikke lide forandringer.

Grundskolen stod forude, og Elliot blev indskrevet på Serrania Avenue Elementary School. Her nåede han kun at gå i to uger inden familien flyttede til Topanga, hvor Elliot startede på Topanga Elementary School. Elliot var glad for at gå på Topanga Elementary School, og det var her han mødte James – Elliots første og bedste ven, og de udviklede et venskab, der ville holde ved i mange år.
Kort efter Elliot var fyldt 7 år, blev hans forældre skilt. Elliot og Georgia flyttede med deres mor til et andet hos i Topanga, og besøgte deres far i weekenden. Det nye hus var mindre end det gamle, og Elliot og Georgia skulle nu dele værelse – hvilket ikke behagede Elliot.

I 2. klasse flyttede James skole, men det ændrede ikke på deres tætte venskab, og de sås næsten hver uge. Omkring samme tid blev Elliots far nødt til at sælge hjemmet og flytte i et nyt hus, og pludselig kom der en ny kvinde ind i faderens liv: Soumaya. Allerede i slutningen af 3. klasse flyttede Elliots far igen; denne gang til et større hus, i den finere del af West Hills. Elliot elskede luksus, men på trods af luksus og lækre omgivelser hos sin far, foretrak Elliot at være hos sin mor, fordi hun vidste hvad Elliot ville have og kunne lide, og Elliots far havde ofte travlt med arbejdet. Omkring samme tidspunkt som flytningen, blev det besluttet at Elliot og Georgia skulle bo hos deres mor fra mandag til torsdag, og hos deres far og Soumaya fra torsdag aften til mandag morgen.

Ifølge sig selv, begyndte Elliot at gå igennem ændringer både følelsesmæssigt og intellektuelt, da han var 9 år. Han begyndte at opleve flere frustrationer end før, og blev mere bevidst om sig selv, blandt andet at han var lav af sin alder, hvilket irriterede ham rigtig meget. Da han startede i 4. klasse var han den laveste i klassen, og mindreværdsfølelserne begyndte at komme til overfladen. Elliot havde læst at hvis man spillede basketball ville man blive højere, så han kastede sig straks over sporten. Det meste af tiden spillede han alene, men i skolen var der nogle gange nogle andre drenge der ville spille med. Drengene var bedre end ham, og det fik Elliot til at tænke, at samtidig med at han var lav af sin alder, var han også fysisk svag, i forhold til andre på hans alder. Selv nogle af drengene fra de mindre klasser var stærkere end ham, og det forvirrede og frustrerede ham.

Et par måneder efter skolestart i 4. klasse, ændrede hans forældre igen ordningen; nu skulle Elliot og Georgia være en uge hos deres mor, og en uge hos deres far og Soumaya. Hos deres far var det mest barnepiger der tog sig af børnene. Elliot begyndte at have konflikter med Soumaya, fordi han ikke kunne lide de regler hun lavede, og han mente ikke at hun havde ret til at bestemme over ham. Efter et skænderi, mens en legekammerat var på besøg, nægtede Elliot at have venner med hjem hos sin far, og Elliot fik mindre og mindre lyst til at være hos sin far.
I slutningen af 4. klasse gik det op for Elliot at der var hierarkier; at nogle var ”bedre” end andre, og han begyndte at sammenligne sig selv med de ”seje” børn i skolen. Her gik det, til hans store frygt, op for ham, at han ikke lignede dem, blandt andet fordi han var halvt asiat. I et forsøg på at komme til at ligne de ”seje” børn, fik han overtalt sine forældre til at få afbleget sit hår. Da han kom i skole dagen efter, fik han lidt af den opmærksomhed han havde ønsket, men det gik hurtigt over igen.
På trods af sin store kærlighed til Pokémon, droppede han det fuldstændig, da han hørte at det ikke længere var sejt. I stedet kastede han sig over skateboarding. Dette var starten på Elliots lange kamp om at blive en af de ”seje” og populære. Da 4. klasse var ovre, lovede Elliot sig selv, at når 5. klasse startede, ville han være så sej som overhovedet muligt. I løbet af sommeren blev Elliot bedre til at stå på skateboard, og da han fik tøj der passede til hans nye hobby, var han sikker på, at han nok skulle blive populær.

Den sommer besluttede Elliots far sig for igen at flytte til et endnu større hus, og han besluttede, at Elliot skulle sendes på sommerlejr, hvilket Elliot på ingen måde syntes var en god idé.
Da 5. klasse startede følte Elliot, at han var sej; han havde det ”rigtige” tøj, blond hår, og var blevet bedre til at stå på skateboard. Men ingen virkede til at bemærke det, for alle var optaget af deres egen verden.
Elliots mor flyttede til et andet hus i Woodland Hills, hvor han og Georgia kunne have hver deres værelse igen. Men glæden varede kort, for juleaften fik Elliot en PlayStation 2, som kan skulle dele med Georgia, og hjemme hos deres far fik de en hund – på trods af, at Elliot var bange for hunde. Dog blev han senere glad for hunden.

Til Elliots store irritation var skateboards allerede ude igen, og nu var det Hacky Sacks der var inde. Elliot fik straks overtalt sin mor til at købe en til ham, og som næsten altid, fik Elliot hvad han ville have.
Fordi Elliot stadig nægtede at tage venner med hjem hos sin far og Soumaya, var de blevet bekymret for, om han overhovedet havde nogle venner. Derfor tvang Soumaya en dag Elliot til at forsøge at blive venner med nogle børn, der legede udenfor lidt længere nede af vejen. Soumaya lukkede Elliot ud af huset, og nægtede at lukke ham ind, før han havde introduceret sig selv for børnene. Elliot gemte sig, og Soumaya sendte derfor barnepigen ud til ham, som tog Elliot med ned til børnene, og spurgte om Elliot måtte være med til at lege. Dette gjorde Soumaya to gange, men Elliot fik aldrig faste venskaber ud af det.

I skolen havde Elliot ikke en fast gruppe af venner. I stedet hoppede han fra den ene gruppe til den anden, og forsøgte at passe ind alle steder, uden at integrere sig fuldstændigt. Da de i 5. klasse skulle skifte pladser i klasselokalet, kom han til at sidde ved siden af John Jo Glen – en dreng han tidligere havde syntes var en idiot, men de to blev venner, og 5. klasse blev Elliots bedste år i grundskolen.
I slutningen af 5. klasse tog klassen på lejrtur, og her havde nogle drenge taget blade med billeder af modeller i med. Elliot syntes det var mærkeligt, at drengene allerede havde interesse for piger, for han var slet ikke nået dertil endnu.

I sommerferien blev han sendt på en skateboard-lejr. Her så han nogle børn der var yngre end ham, som var bedre til at stå på skateboard – og her endte Elliots drøm om at blive professionel skateboarder. Da sommerferien var slut, var det tid til mellemskolen, og Elliot blev skrevet ind på Pinecrest Middle School i 6. klasse. Det gjorde Elliot meget nervøs at han ikke kendte nogen, eller vidste hvad der var sejt, og hvordan han skulle opføre sig overfor pigerne. Han opdagede, at der var to grupper af ”seje” børn: skateboarder-drengene og drengene der var populære blandt pigerne. Men fordi Elliot ikke vidste hvordan kan skulle begå sig, særligt iblandt pigerne, blev han kendt som ”den generte nye dreng”. Pigerne begyndte dog at lægge mærke til ham, og særligt pigerne i 7. og 8. klasse var søde overfor Elliot. Nogle af pigerne gav ham kram, hvilket gav ham en dejlig følelse, han ikke kunne forstå, og til hans første skolebal 6. klasse, lærte nogle af pigerne ham endda at danse. Det var den sidste gang, at Elliot havde en god oplevelse med piger.

Fordi Elliots far begyndte at betale mindre i børnebidrag, blev hans mor nødt til at flytte igen. Hun flyttede til et mindre hus i Canoga Park, og det var Elliot bestemt ikke tilfreds med; kvarteret var et underklasse-kvarter, og Elliot fandt dette nedgørende at de skulle bo der. Dog foretrak Elliot stadig at være hos sin mor. Omkring samme tidspunkt kom der igen en ny ordning, hvilket betød at Georgia og Elliot skulle bo hos deres mor i hverdagene, og besøge deres far i de weekender han var hjemme.
Elliot havde ikke fået nogle nye venner på skolen, men havde stadig kontakt til nogle af de gamle. For ikke at virke helt ensom i skolen, blev han ”venner” med drengen Connor. Connor var ikke populær, specielt ikke blandt pigerne, og han var ikke altid sød mod Elliot. Men fordi Elliot ikke ville være alene, fandt han sig i det. En dag inviterede Elliots mor Connor over for at lege, til Elliots store irritation, for han ville ikke have at nogen så hvor hans mor boede. Efter Connor havde været på besøg begyndte han at drille Elliot med at han boede i et ”fattigt hus”, og fortalte de andre elever om det. Elliot ville overbevise dem om, at han bestemt ikke var fattig, og viste derfor billeder af sin fars store hus. Dog nægtede han stadig at tage nogen med derhjem, på grund af Soumaya.

Dette år begyndte Elliot at bruge internettet oftere og mere regelmæssigt, og igennem chatsites fik han udfyldt lidt af sit sociale behov. En dag sendte en af hans internet-venner et billede til ham af en nøgen pige, og det skabte følelser i Elliot, som han ikke kunne håndtere eller forstå. Han valgte derfor at stoppe al kontakt med den ven.
Da 6. klasse var ved at nå sin ende, følte Elliot sig utilfreds og ubetydelig. Men senere betragtede Elliot 6. klasse som det bedste år i mellemskolen.

I sommerferien mellem 6. og 7. klasse blev Elliot sendt på sommerlejr på Pinecrest, og det var her han for første gang oplevede, at blive behandlet skidt af en pige. I en leg var der nogle drenge der kildede Elliot, og ved et uheld stødte Elliot ind i en pige, som reagerede meget vredt og råbte af Elliot. Det chokerede ham voldsomt, og han mente selv, at denne hændelse traumatiserede ham for resten af livet. Derfra oplevede Elliot altid at være nervøs omkring piger.

7. klasse startede – Elliots ry for at være genert og stille forblev, og han havde stadig ikke formået at få nogle nye venner i skolen. Men han havde opdaget online computerspil, og det var en glæde han delte med sine gamle venner John Jo og Charlie. Sammen begyndte de at tage til Planet Cyber hver fredag, og brugte mange timer på at spille computerspil. Det fik Elliots fokus på og behov for popularitet til at fylde mindre i denne tid, og 7. klasse gik stærkt for ham.
I sommerferien efter 7. klasse, fik Elliot og Georgia den glædelige nyhed, at Soumaya var gravid, og de skulle have en lillebror. Samme sommerferie besøgte Elliot med sin mor og Georgia familie i Malaysia i tre uger, og Elliot blev 13 år – nu var han teenager, og det skræmte ham lidt.

Ifølge Elliot, var denne sommer den sidste gode sommer i hans liv.

Da 8. klasse startede, stoppede John Jo og Charlie med at komme forbi om fredagen, og Elliot tog derfor alene til Planet Cyber i en periode. Her så han en dag en teenagedreng se porno på en af computerne, hvilket han i sit selvbiografiske manifest omtalte som ”chokerende, traumatiserende og ophidsende”. Elliot havde godt lagt mærke til, at han var begyndt at udvikle seksuelle følelser for piger, men det var alligevel et chok at se noget seksuelt.
Omkring samme tidspunkt ændrede hans forældre igen ordningen, og det blev til at Elliot og Georgia skulle bo en uge hos deres mor, og en uge hos deres far og Soumaya – hvilket Elliot ikke var begejstret for.

Den jul fik han World of Warcraft i julegave; et spil som han elskede, og ville have stor betydning for ham i mange år. Først kunne han kun spille spillet på sin fars computer og i Planet Cyber, men da hans mor flyttede i en ny lejlighed, med bedre internetforbindelse, kunne han nu også spille hjemme hos hende. Dette var, ifølge Elliot, enden på hans sociale liv, og han blev ligeglad med alt andet end World of Warcraft. Dog brugte han også lidt tid på at spille Halo 2 sammen med James.
Elliot begyndte at kede sig i skolen, og det fik ham til at begynde at opføre sig mærkeligt og irritere folk, bare for at få en eller anden form for opmærksomhed fra dem. Det ændrede ham fra at være ”den generte dreng” til ”den mærkelige dreng”, og de andre elever begyndte at gøre nar af ham. Men Elliot var ligeglad – lige indtil en gruppe piger fra 7. klasse begyndte at drille ham. Det fik Elliot til at hade piger, og se dem som ondskabsfulde, forfærdelige og hjerteløse væsener, der nød at se ham lide.
Jazz kom til verden, og snart var mellemskole-tiden ovre. På grund af sin voksende frygt for piger, bad Elliot sine forældre om at melde ham til den prestigefulde katolske drengeskole Crespi Carmelite High School, når 8. klasse var ovre. Elliot havde set frem til at bruge sin sommerferie på at spille World of Warcraft, men denne plan blev spoleret, da han skulle rejse til Marokko med sin far, Soumaya, Georgia og Jazz i 8 uger. De første tre uger af rejsen skulle hans far arbejde, og det betød at Elliot skulle være alene med Soumaya, Jazz og Georgia, hvilket ikke behagede Elliot.
På denne rejse fyldte Elliot 14 år, og han opdagede, at han havde ramt puberteten. Med puberteten ville hele hans verden ændre sig.

Da Elliot startede på Crespi Carmelite High School i 9. klasse kendte han to af drengene, hvilket han troede ville være med til at gøre det lettere. Men allerede den første uge oplevede Elliot at blive mobbet, og nogle elever begyndte at kaste mad efter ham. Elliot trak sig mere og mere ind i World of Warcraft-verdenen, og brugte al sin tid på det, i stedet for lektier, hvilket ikke blev bedre da han i en sen fødselsdagsgave fra sin far, fik sin egen computer.

De to drenge Elliot kendte i forvejen på Crespi Carmelite High School, fortalte alle de andre om, hvor mærkelig og irriterende Elliot havde været på Pinecrest, hvilket gjorde mobberiet værre. Han blev kaldt fornærmende og nedladende udtryk, og nogle elever tog hans ting, for at få Elliot til at løbe efter dem, hvorefter de kaldte Elliot for lille og svag, fordi han ikke kunne følge med. Elliot begyndte at gemme sig på skolen, indtil alle var væk, så han kunne gå til time i fred, og han begyndte at gå omveje på skolen, for at undgå andre elever. Hans forældre begyndte derfor at lede efter en ny skole, som han kunne starte i, i 10. klasse.

I juleferien i 9. klasse onanerede Elliot for første gang, og begyndte at finde billeder af smukke piger på internettet – dog ikke pornografiske billeder. Drengene i skolen begyndte også at tale mere om sex, og nogle af dem pralede endda med, at de allerede havde haft sex, hvilket fik Elliot til at blive meget misundelig.

Inden sommerferien flyttede Elliots mor i et nyt hus i et pænere kvarter, og på sin sidste skoledag fik han at vide, at han ville starte på Taft High School efter sommerferien. Taft High School var en meget større skole, med både piger og drenge. Samtidig fik han også nyheden om, at han skulle gå i sommerskole på Taft High School. Elliot var ikke glad.

Allerede efter første uge på Taft High School, oplevede Elliot igen at blive mobbet, og da han brød sammen overfor sin mor, besluttede hans forældre, at Elliot ikke skulle fortsætte med at gå i skole der. I stedet skulle han starte på Independence Continuation High School, som var en lille skole med omkring 100 elever. Her skulle Elliot kun være i skole i 3-4 timer om dagen, og derefter lave resten af skolearbejdet derhjemme. Elliot kunne godt lide det system, og det gav ham mere tid til at spille World of Warcraft. Elliot formåede ikke at få nogle venner på Independence, men hans sociale behov blev midlertidigt tilfredsstillet når han spillede World of Warcraft med James, og to af James’ venner, Steve og Mark.

Elliots far skulle på en jordomrejse, for at lave sin dokumentarfilm ”Oh My God”, hvilket betød at han ikke ville være hjemme i flere måneder – og det betød også, at i de uger Elliot og Georgia skulle være hos deres far, ville det kun være Soumaya, Jazz og Jazz’ barnepige, der ville være der. Elliot var stadig mest glad for at være hjemme hos sin mor, og dette gav bestemt ikke Elliot mere lyst til at være hos hans far.
I sommerferien efter 10. klasse mødte Elliot 12-årige Leo, som var stedsøn til en af hans fars venner. Leo var lige flyttet fra Tyskland til USA, men havde allerede fået venner og et socialt liv, og han var høj, pæn og blond – han var faktisk alt, det som Elliot ville være. Elliot udviklede stor misundelse og dyb had overfor Leo, på trods af aldersforskellen på næsten fire år.

Da 11. klasse startede var Elliot nu 16 år, men fordi han ikke turde lære at køre bil, tog han stadig skolebussen til skole, hvilket han fandt nedværdigende. Da hans fars dokumentarfilm ikke blev nogen succes, men nærmere det modsatte, begyndte hans økonomi at lide under det, og han stoppede derfor med at betale børnebidrag til hans mor. Hun måtte derfor finde sit et nyt job og en ny lejlighed i et underklasse-kvarter.
Omkring samme tidspunkt flyttede en udvekslingsstuderende ind hos Elliots far. Han hed Max, var 19 år gammel, kom fra Frankrig, og skulle bo der i nogle måneder. Elliot blev tæt med Max, og så ham nærmest som en storebror i den tid. Da Max rejste tilbage til Frankrig, blev Elliot meget ked af det, men fortsatte med at have kontakt til ham.

Til en middag, hvor drengen Leo var med, så Elliot ham kysse med en 16-årig pige. Det gjorde ham meget vred, og han kunne slet ikke forstå, hvordan en 12-årig dreng, kunne kysse med en 16-årig pige. Til en anden middag noget tid efter, havde Leos storesøster inviteret nogle venner forbi. Vennerne var populære og smukke drenge og piger – den slags personer, som Elliot altid havde ønsket at være en del af. Elliot begyndte at græde overfor dem alle, da de snakkede om fester og deres liv, og det gik op for Elliot, at havde var gået glip af en masse ting i sit liv. Han sagde til dem, at han ønskede at begå selvmord, hvilket fik Elliots far, Soumaya og Leos forældre til at snakke med ham i tre timer, for at opmuntre ham. Men følelsen af at være ingenting, og misundelsen efter at være populær, forsvandt aldrig. Og det blev kun værre.

Da sommerferien efter 11. klasse startede, følte Elliot sig meget deprimeret, og følelsen af mindreværd blev mere intens. Omkring dette tidspunkt gik det op for Elliot, hvor uretfærdigt hans liv var, og han sammenlignede sig med andre teenagere. Det gjorde ham meget vred, fordi de oplevede alle mulige ting, som han gerne selv ville opleve, men som han ikke formåede, fordi han blev holdt udenfor.
I starten af august tog Elliot til Frankrig for at besøge Max. Her mødte Elliot nogle af Max’ venner, og i et kort øjeblik oplevede Elliot hvordan det var at være ”rigtig teenager”. Han havde en fantastisk rejse, udover da Max fortalte om sine seksuelle erfaringer, og så snart rejsen var ovre, vendte ensomheden og følelsen af uretfærdighed tilbage.

Da 12. klasse startede aftalte Elliot med sig selv, at han skulle være færdig med high school før marts måned. Det var realistisk, hvis han arbejdede hårdt, og han bad derfor lærerne om mere hjemmearbejde, og spillede kun World of Warcraft, når han havde lavet alt sit skolearbejde.
Elliot spillede dog stadig World of Warcraft hver dag sammen med James, Steve og Mark. En dag fandt han ud af, at de tre ofte mødtes hjemme hos en af dem og spillede sammen, uden at Elliot blev inviteret. Nogle gange opdagede Elliot det imens de spillede, og det fik ham til at opføre sig ubehøvlet overfor dem igennem spillet, men de var ligeglade.

Jo mere ensom Elliot følte sig, jo mere vred blev han, og selv World of Warcraft kunne ikke fjerne følelsen af ensomhed. Det fik ham til at trække sig mere væk fra World of Warcraft.

Elliot begyndte at udvikle ekstreme følelser af had, vrede og misundelse mod alle der havde et sexliv, og begyndte at se de personer som fjender. Han besluttede sig for, at han ikke længere bare kunne acceptere uretfærdigheden i at han ikke fik lov at opleve sex, og ville derfor gøre noget ved det. Omkring samme tidspunkt begyndte hans fantasier om at blive magtfuld og gøre sex ulovligt. Han så sex som en ond og barbarisk handling – kun fordi, at han ikke selv kunne få det. Og at forbyde sex, var den eneste måde, verden kunne være et retfærdigt sted.
Han havde en åbenbaring om, at bare fordi han var blevet dømt til at leve et liv med ensomhed, lidelse og afvisning, betød det ikke at han var ubetydelig; på grund af hans store intelligens, så han verden på en anden måde end andre, og han måtte derfor være bestemt til storhed. Han var bestemt til at skulle ændre verden, og forme den så den passede til ham.

Det blev starten for Elliots ideologi, som blev drevet af hans ønske om at ødelægge alt han fandt uretfærdigt i verden, og ønsket om hævn mod alle han hadede og misundte. Han brugte meget tid på at læse bøger om historie, politik og sociologi, og han følte sig som en ny og stærkere person, drevet af sin ideologi.

I midten af februar afsluttede Elliot high school, og han var stolt og lettet.

Elliots forældre lagde mærke til forandringerne hos ham, og besluttede at der skulle ske noget. Da Soumaya og 4-årige Jazz skulle til Marokko for at besøge familie, bestemte de at Elliot skulle rejse med. Elliot var på ingen måde med på idéen, men beslutningen var taget. Han planlagde derfor at han ville løbe hjemmefra fra sin far om morgenen på dagen for afrejse, og gemme sig på loftet i sin mors lejlighed. Da dagen kom opdagede han, at hans far havde sat alarmen til i hjemmet, og han måtte derfor vente med at flygte, til de andre var stået op. Da hans far stod op, sagde Elliot sagde til ham, at han ville gå sig en lille tur. Så snart Elliot var ude af døren begyndte han at løbe. Hans far løb efter ham, og efter lidt tid gav Elliot op og stoppede med at løbe. Soumaya kom kørende i bilen få minutter efter, og sammen kørte de hjem. Der var intet at gøre – Elliot skulle med Soumaya og Jazz til Marokko.
Da de ankom til Marokko begyndte Elliot at sende mails til sin mor, hvori han skrev at han havde det helt forfærdeligt, og at han lovede, at hvis han måtte komme hjem igen, ville han ændre sig til en person hun kunne være stolt af. Efter en uge fløj Elliots mor til Marokko for at tage ham med hjem.

Først var han lettet og glad for at være hjemme, men der gik ikke længe for ensomheden og følelsen af at være udenfor kom tilbage. Han begyndte derfor at gå lange ture hver dag. Når han var hos sin mor gik han til centeret, og satte sig på en balkon med udsigt til spiseområdet ved siden af biografen. Her kunne han se unge mennesker stå i kø til biografen sammen, og det boblede med had inde i ham, når han så dette. Når han var hos sin far gik han hen til et mere eksklusivt detail- og underholdningskompleks kaldt Calabasas Commons, og nogle gange cyklede han rundt omkring. Andre gange gik han op på en bakke tæt på sin fars hus, hvor han sad og tænkte over sit liv og fantaserede om at blive magtfuld nok til at kunne straffe alle han hadede og misundte. En dag, mens han cyklede rundt omkring, kørte en gruppe teenagere forbi ham, og gjorde nar af ham. Elliots følelse af elendighed blev værre og værre at leve med, og han følte ikke, at hans forældre forstod hans situation. Særligt følte han, at hans far ikke lagde mærke til noget som helst, og tænkte ofte: ”hvordan kan han være så blind?”.

Det hele nåede et klimaks, da Elliot en lørdag aften gik hen til Calabasas Commons. Her så han masser af unge mennesker holde i hånd, og grupper af smukke teenagepiger og –drenge have det sjovt. Han endte med at løbe grædende hjem, og græd i flere timer ind på natten. Dagen efter brugte han på at tænke over sit liv, og blev enig med sig selv om, at der var mange muligheder i fremtiden, for han var jo kun 17 år gammel. Han besluttede sig for at give livet en ny chance, og han fortalte sine forældre og Georgia om, at han ville forsøge at ændre sit liv. Han besluttede sig for, at han blev nødt til at ændre sit udseende, så han fik en ny frisure, og tog med sin mor og Georgia ud for at købe nyt tøj. Han begyndte at føle håb for fremtiden og et bedre liv. Måske var det alligevel muligt for ham at få det liv han ønskede; et godt, socialt liv med en smuk kæreste, sex og opleve alle de ting, han i så lang tid havde hungret efter.
Elliot havde før snakket med James om sine problemer og sit syn på kvinder og livet. James var, ligesom Elliot, jomfru og havde aldrig været populær hos pigerne. Men James delte på ingen måde samme vrede som Elliot, og derfor var det en lettelse for ham, da Elliot til fejringen af Uafhængighedsdagen fortalte om hans ændringer og nye syn.

Elliot lavede en Facebook-profil, og fik kontakt med nogle gamle venner fra Topanga, blandt andre Philip, som han aftalte at mødes med senere den sommer. Han forsøgte også at lave en aftale med Charlie og John Jo, men de virkede ikke til at være interesseret.

På sin 18-års fødselsdag aftalte Elliot med sig selv, at det nye år skulle være et godt og muntert år; at hans liv ville blive vendt om, og at han ville udføre sine ønsker. Da sommeren var ved at være slut meldte Elliot sig til Pierce College – et stort community college i Woodland Hills, tæt på begge hans forældre. På grund af den sene tilmelding, kunne han kun komme ind i én klasse.

Sidst på sommeren mødtes Elliot med Philip, som han ikke havde set i to år. Det var en glædelig begivenhed, og Elliot blev introduceret for Philips ven, Addison, som lige var flyttet tilbage til USA. Addison havde også gået på Topanga Elementary School, men de var aldrig blevet venner dengang. Elliot fandt Addison meget intelligent og mere informeret end andre på deres alder.

Da Elliot en dag var ude at shoppe med sin mor, købte han sin første lotteribillet. Tanken om at vinde en million dollars gjorde han spændt – og på trods af, at han kun ville komme til at opleve skuffelse, var det noget Elliot ville komme til at gøre mange gange. Elliot havde altid været glad for luksus, og havde som regel fået alt han ville, men først nu var det begyndt at gå op for ham, hvor stor en vigtighed penge havde, og hvordan penge kunne gøre en person mere magtfuld og succesfuld.

En aften så Elliot filmen Alpha Dog hos sin far; en film der påvirkede ham meget følelsesmæssigt. Hovedpersonen er involveret i en masse problemer og dør i slutningen af filmen, men alligevel ønskede Elliot, at han var som hovedpersonen – alene fordi han festede og havde sex.

Da Elliot endelig startede på Pierce College, glædede han sig. Han var sikker på at dette var starten på noget godt. Han var stadig ikke god til at skabe nye bekendtskaber, men håbede at han via sine daglige gåture, ville møde nogen der ville tage kontakt til ham.

Da Soumaya kom hjem fra Marokko, smed hun Elliot ud af hans fars hus og forbød ham at komme på besøg. Hun var meget vred over den opførsel Elliot havde udvist i Marokko, og Elliots far sagde hende ikke imod. Elliot boede derfor nu kun hos sin mor, og det fik Elliot til at miste al respekt for sin far.

Elliot fortsatte med at se Philip og Addison, som var de eneste venner han havde udover James, og han var glad, da Addison inviterede ham med til sin fødselsdagsfest på stranden. Dog var dette ikke en succes, da Elliot havde svært ved at socialisere med de andre, og han endte med at drikke sig så fuld, at han kastede op foran alle.

Da Halloween kom besluttede Elliot sig for at være social. Via Facebook fandt han ud af, at der var en fest i et hus ved West Hills, og han tog af sted, selvom han ikke kendte nogen der ville komme til festen. Dog var han der kun i nogle minutter inden han vendte hjemad igen, for han blev bange for, at de andre til festen ville opdage at han var alene. Kort før han nåede sin mors hus, kørte en gruppe af fire unge mænd forbi ham, og kastede æg efter ham. I vrede kastede Elliot en af skallerne efter bilen, hvilket fik personerne i bilen til at stoppe op og gå hen til ham. Elliot trak hurtigt sin lommekniv frem, som han altid havde på sig på sine gåture, og de fire unge fyre gik tilbage til deres bil og kørte væk. Episoden fik Elliot til at tænke, at de fire unge fyre i bilen havde set ham som en svækling, og han besluttede sig for at begynde at træne, så han ville se stærkere ud og måske endda tiltrække piger.

Soumayas vrede stilnede endelig af, og Elliot fik lov at komme til middag en gang i mellem hos sin far. På trods af at Elliot var meget vred på sin far over svigtet, tog han alligevel imod tilbuddet om at lære at køre bil af ham.

Omkring dette tidspunkt blev Elliot introduceret for Jack, som han senere fandt ud af, at hans mor datede. Jack var en meget velhavende mand, og ejede et hus ved stranden i Malibu, som Elliots mor fik lov at låne. Her arrangerede hun en lille sammenkomst med James og nogle andre venner af familien, heriblandt pigen Maddy, som Elliot havde leget med som barn. Det var første gang i 6 år at Elliot og Maddy så hinanden, og det var en meget akavet oplevelse for Elliot. Maddy var blevet en smuk og populær teenagepige – præcis den slags, som Elliot frygtede – og han vidste ikke, hvordan han skulle opføre sig overfor hende.
Samme aften mødtes Elliot med Philip og Addison, og til Elliots store frustration, havde Addison ændret sig drastisk. Han var blevet en af de populære på sin skole, og snakkede om alle de smukke piger han havde mødt, hvilket gjorde Elliot meget misundelig og vred – men det var ikke det værste. Da de mødtes med nogle andre, behandlede Addison Elliot som en ”taber”, og droppede ham og Philip for at tage til en fest. Philip og Elliot mødtes med nogle andre venner ved molen i Santa Monica, hvor Elliot blev fyldt med vrede og misundelse, over at se alle de unge mennesker have det sjovt. Han røg her sin første cigaret, fordi han troede det ville hjælpe på vreden. Da Elliot kom hjem den nat, gik han en tur ned på stranden, hvor han råbte og skreg.

Efter den aften forsvandt Elliots optimisme og tro på et bedre liv, og vreden og hadet mod verden og mennesker vendte tilbage i fuld hastighed. Elliot besluttede sig for at droppe den ene klasse han havde på Pierce College, for han kunne ikke se mening i at komme der, når han alligevel ikke fik nogle venner eller en kæreste. Hans mor begyndte derfor at presse ham til at få et arbejde, men Elliot kunne ikke finde noget der passede ham. I stedet begyndte han at læse meget, og tog hver dag i Barnes & Noble, hvor han brugte flere timer på at læse biografier om magtfulde ledere, historie fra betydningsfulde periode, selvhjælpsbøger, bøger om filosofi og psykologi, og historiske romaner. Men hver gang han så unge par i butikken, gik han ud på toilettet for at græde.

Selvom Elliot nu hadede Addison, mødtes han stadig med ham og Philip en gang i mellem. En dag opdagede Elliot dog, at Addison havde fjernet Elliot som ven på Facebook, og det fik ham til at skrive en hadefuld besked til ham.
Elliot havde for noget tid siden oprettet en profil på Facebook, som han brugte til at stalke folk. Via den så han at Addison havde været til en stor fest Nytårsaften, og der var mange billeder af Addison med forskellige piger. Elliot ønskede mere og mere at udleve hans ideologi, om at skabe en verden hvor sex var forbudt.

Elliots mor blev ved med at presse Elliot til at finde et arbejde, hvilket begyndte at skabe konflikter mellem dem, og derfor fandt hun en life coach til Elliot. Det var den 40-årige Tony, og ham og Elliot mødtes hver anden uge, hvor han gav Elliot råd om hvordan man socialiserer og råd om selvforbedring. Men hver gang Tony kom med et arbejde til Elliot, afslog han det. Som regel var det job i butikker, og det nægtede Elliot at arbejde med – han mente at det var ydmygende og nedværdigende.
Til sidst fandt Elliots far et arbejde til ham hos en af hans venner, hvor Elliot skulle hjælpe med at bygge en trappe i hans nye hus i Woodland Hills. Her arbejdede Elliot i tre uger, og det var en oplevelse han var glad for.

En dag efter arbejde tog Elliot hjem til sin far. Soumaya blev vred over at Elliot ikke havde banket på døren, og bad ham om at gå ud igen, og ikke komme ind før han havde banket på. Elliot sagde til hende, at hun ikke kunne bestemme over ham, og tog et glas vand. Soumaya slog glasset ud af hånden på ham, hvilket fik Elliots far til at blande sig – men som altid, tog han Soumayas side. De smed ham ud af huset, og sagde til ham, at han ikke skulle komme tilbage.
Elliot var vred, og det endte med at han ikke så Soumaya, Jazz eller sin far i flere måneder efter dette.

Samme uge mødtes Elliot igen med Philip og Addison. Elliot og Addison kørte på hinanden hele aftenen, og smed rundt med fornærmelser. Sidst på aftenen sagde Addison til Elliot, at ingen pige nogensinde ville have sex med ham. Det ramte Elliot meget hårdt, og efter dette så han ikke Philip og Addison i noget tid. James var nu den eneste ven Elliot havde.

Da det gik op for Elliot, at hans mor og den velhavende Jack datede, bad han sin mor om at gifte sig med Jack. Han tænkte, at hvis de to blev gift, ville Elliot også være rig, og dermed ville alting gå i orden. Elliots mor nægtede, og fortalte ham, at hun aldrig skulle giftes igen, men det fik ikke Elliot til at stoppe sit forsøg på at overtale sin mor.

I starten af sommeren fik Elliot endelig sit kørekort, og da hans mor fik en ny bil af Jack, fik Elliot hendes gamle bil. Elliot besluttede sig for at han ville starte på college igen, og han skrev sig op til en sommerklasse på Moorpark College. Dagene optil første skoledag følte Elliot igen en ny følelse af håb. Håb for at han ville få venner, håb for at han ville møde en pige, som ville blive hans kæreste. Han fantaserede meget om denne kæreste; hendes blonde hår, smukke ansigt, sensuelle krop, om at de gik hånd i hånd, og så på solnedgange i bjergene…

De første dag på Moorpark College gik også fint, men ensomheden og fortvivlelsen vendte atter tilbage. Hver gang han så unge par gå sammen hånd i hånd, gjorde det ondt i ham, og han spurgte hele tiden sig selv: ”hvad har jeg gjort forkert?”.

En dag sagde Elliots mor til ham, at han burde blive forfatter, hvilket var noget han ikke havde overvejet før. Dette gav ham en idé: hvis han kunne skrive en god fantasy historie, som så ville blive lavet til en film, ville han blive rig og dermed attraktiv for piger, hvilket ville føre til en kæreste og popularitet. I stedet for at lave skolearbejde, begyndte han at bruge sin tid på at skrive – og sådan gik det i to uger, indtil han mistede håbet, efter at have læst flere artikler om hvor svært det var at få gennemført sådan en idé, og at de færreste forfattere tjente penge nok til at kunne leve det liv, som Elliot ønskede. Han forlod derfor idéen, og stoppede med at skrive. Han endte også med at droppe sommerklassen på Moorpark College, fordi der var et kærestepar i hans klasse.
For ikke at skuffe sin mor yderligere og komme i problemer med hende, skyndte han sig at ringe til sin life coach Tony, som endte med at han fik et arbejde i en kontorbygning, der var forbundet til en lufthavn i Los Angeles. Han havde kun arbejdet en dag, for da han opdagede at det gik ud på at gøre rent, blev han dybt forarget og sagde op. Han ringede derfor til hans fars ven, som han tidligere havde hjulpet med at lave en trappe, men han var næsten helt færdig med at bygge sit hus og havde derfor ikke brug for mere hjælp. Elliots mor og lillesøster Georgia var på ferie på Hawaii, så han havde kun få dage tilbage til at udtænke en ny plan. Han kom frem til, at det var bedre at fortsætte på college, og udstå synet af kærestepar og glade mennesker, end at have et underklasse-arbejde. Han ringede derfor grædende til sin mor, og fortalte at han havde sagt jobbet op, men at han ville melde sig ind på college igen og fortsætte med at skrive. Til Elliots overraskelse var hun forstående, og sagde at hun ville støtte ham.

Da Elliot fyldte 19 år, fik han et brev fra sin far, hvori der stod tillykke og at han ønskede at Elliot ville sige undskyld til Soumaya. Men Elliot nægtede.
I sin ensomhed begyndte Elliot igen at spille World of Warcraft sammen med James, og han begyndte også at gå til karate med James hver fredag.
Da Elliot igen startede på Moorpark College, begyndte begge hans bedstemødre at senge penge til ham, som han besluttede sig for at gemme, til hvis hans liv pludselig ændrede sig drastisk. Han havde kun skrevet sig op til faget statskundskab, og til hans store lettelse, var der ingen kærestepar i denne klasse. Men de var stadig til at se på resten af skolen, og hver dag græd Elliot på turen hjem fra skole.

Da Elliots bedstemor, på hans fars side, kom på besøg, pressede hun Elliot og hans far til at blive forenet, og insisterede på at hende, Elliot og hans far skulle mødes og snakke om det. Efter en del snak under en frokost, hvor Elliot og hans far anklagede hinanden, bad Elliots bedstemor om at de blev venner for hendes skyld. De gav hinanden hånden, og blev enige om at lægge fortiden bag dem. Efter frokosten gik Elliot en tur med sin bedstemor, og da de vendte tilbage til Elliots fars hus, var Soumaya kommet hjem. Elliot var ikke meget for at gå indenfor, men hans bedstemor fik ham overtalt til at gå ind og snakke med hende. Far og Soumaya sagde, at de ønskede at starte forfra, og Elliot gik med til at give det en chance. Inden Elliots bedstemor tog tilbage til England, fik hun dem alle til at love, at de ville forblive gode venner, og at Elliot skulle inviteres over til middag en gang imellem. De første gange var en smule akavet, og da Elliot opdagede at hans 6-årige lillebror Jazz var ved at blive en af de ”seje” børn, gjorde det ikke situationen bedre.

Da juleferien startede, besluttede Elliot sig for at bruge den på at spille World of Warcraft. Efter at have spillet World of Warcraft næsten non-stop i to uger, besluttede han sig dog for at droppe det igen. Han var skuffet over det nye spil, og lagde mærke til at det var blevet et populært spil. Det var derfor ikke længere muligt for ham at ”gemme” sig i spillet, da han også her blev konfronteret med personer der fortalte om deres seksuelle erfaringer, og han blev særligt fornærmet, da udtrykket ”jomfru” blev brugt som en fornærmelse overfor de personer, der var mere fordybet i spillet. Nytårsaften brugte han derfor på at have skænderier med tilfældige personer, der havde skrevet om deres kærester inde i spillet.

I starten af år 2011 tog Elliot og hans forældre på en japansk restaurant, hvor de snakkede om Elliots livssituation. Hans forældre blev enige om, at det ikke var godt for Elliot at han boede hjemme hos sin mor, og at han skulle væk for at starte på ny. Her begyndte Santa Barbara-planen, som gik ud på at Elliot skulle starte på Santa Barbara City College, og bo i Isla Vista, som er et kommunefrit område i Santa Barbara County, California, hvor størstedelen af indbyggerne er studerende på University of California, Santa Barbara eller Santa Barbara City College.
Selvom planen først blev formet den aften, havde Elliot faktisk ønsket at bo i Isla Vista, siden den aften han så filmen Alpha Dog. Efter at have set filmen, havde han læst om Santa Barbara og fundet Isla Vista, og her var alt han ønskede.
Elliots forældre aftalte, at hans far skulle betale for undervisningen og give Elliot $500 om måneden, som han kunne leve for. Hans mor skulle betale huslejen og fortsat betale for hans bil. Hans bedstemødre gav ham fortsat penge hver måned. Elliot skulle igennem et semester mere på Moorpark College, og derefter ville han blive overført til Santa Barbara City College om sommeren. Planen gjorde Elliot spændt og nervøs. Han havde været tæt på at opgive alt håb om det liv han ønskede, men den her plan kunne ændre alt! Han kunne starte på ny i en smuk by, på et nyt college, med hans eget sted. Dog skulle han dele lejlighed med nogle andre studerende, men Elliot så det som en mulighed for at få et mere socialt liv.

Da det nye semester på Moorpark College startede, havde Elliot meldt sig til historie, sociologi og psykologi. På den første dag droppede han sociologiklassen, fordi der var et kærestepar i klassen. Det betød at han havde meget tid mellem historieklassen og psykologiklassen, og dem brugte han på at sidde for sig selv og skrive i sin dagbog.
Både historieklassen og psykologiklassen var dog heller ikke succesfulde. I historieklassen var der en smuk pige, som Elliot udviklede følelser for, men han fandt ud af, at hun havde en kæreste, og i psykologiklassen var der en gruppe af personer der irriterede ham, fordi de var populære. Men han kunne ikke droppe begge fag, så i stedet for pjækkede han en del. Dog deltog han i de vigtige timer og prøver, men ellers sad han på sit udvalgte sted og skrev i sin dagbog og observerede mennesker.

Det slog Elliot at Isla Vista måske slet ikke ville være anderledes end Moorpark College. Det skulle jo også have været en ny og håbefuld start, men han var endt hvor han altid endte – alene og ensom.

I februar fik han bogen ”The Secret” skrevet af Rhonda Byrne af sin far. Bogen handler om en ældgammel, hemmelig tankegang, som kan ændre ens liv, ved blandt andet konceptet ”law of attraction”. Bogen gav Elliot al håb tilbage, og da han havde læst bogen færdig, kørte han straks til Point Dume i Malibu. Han satte sig helt ud til kanten på forbjerget, og fortalte universet alt hvad han ønskede sig; han ville være millionær, så han kunne leve et luksuriøst liv og endelig blive i stand til at tiltrække smukke piger.
Han ønskede at gøre op for alle de år, han havde brugt i sit unge liv på at være ensom, og ved at gøre det, ville han få hævn over alle der troede de var bedre end ham – alt sammen ved bare at blive rig. Han mente, at den eneste måde han kunne blive rig, var ved at vinde lotteriet. Så derfor købte han nogle lotterisedler, og satte sig op på sin mors loft for at meditere og bede til at han ville vinde. Da han ikke vandt, mistede han al tro på bogen ”The Secret”, og i vrede og frustration rev han den næsten over på midten. Men han var ikke klar til at miste håbet endnu, og valgte at tro på, at den eneste gode chance for et godt liv, var ved at give Isla Vista en chance.

Elliot gik stadig til karate med James, men da han begyndte at bruge sin vrede i timerne, blev trænerne ikke glade. Det blev ikke bedre, da en dreng der var yngre end ham, blev bedre og bedre, mens Elliot ikke rigtig rykkede sig.
Elliot snakkede stadig med James om sine frustrationer over at se kærestepar og stadig være jomfru. Nogle af de ting Elliot fortalte om sine fantasier, om at blive magtfuld og få folk til at lide, begyndte at skræmme James, og en aften sagde han til Elliot, at han ikke ville høre om det mere. Samme aften besluttede Elliot sig for at stoppe til karate, og i noget tid havde Elliot og James ikke rigtig nogen kontakt.

De så først hinanden igen, da de begge skulle til en fødselsdag hos Lemelson-familien på en fin restaurant i Los Angeles. Her hilste Elliot på en fyr ved navn Julian, som han havde gået i skole med, men Julian kunne ikke huske Elliot. Da Julian faldt i snak med nogle piger, blev Elliot vred og drak sig fuld. James og Elliot så hinanden igen nogle uger efter til en middag, og her var det den fire år yngre Roy der gjorde Elliot vred. Roy, der var indisk og søn af en husholderske, pralede med sin succes med piger, og viste beskeder fra piger på sin telefon. Under middagen gik Elliot og James udenfor for at snakke, blandt andet om deres fantasier om hvad de ville gøre, hvis de fik magiske evner. På trods af at de kom fint ud af det den aften, kontaktede James ikke Elliot i nogle måneder efterfølgende.

Elliots sidste semester på Moorpark College var ved at nå enden, men han var så frustreret over at være ensom på skolen, at han ikke længere deltog i timerne. For at hans mor ikke skulle opdage det, kørte han til Barnes & Noble hver morgen, hvor han opholdt sig indtil han vidste, at hans mor var taget på arbejde, og han igen kunne tage hjem. På sin sidste dag mødte han op og tog sin eksamen, og tog hurtigt af sted igen. Det var sidste gang, han var på Moorpark College, og han var glad for, at han ikke skulle tilbage igen.

I slutningen af maj fortalte Elliots mor ham, at han allerede skulle flytte til Isla Vista d. 4. juni. Det var en meget ubehagelig overraskelse for ham, for han følte sig overhovedet ikke klar til at flytte hjemmefra endnu. Men da han kiggede på lejligheder med sine forældre i Isla Vista, tænkte han at det nok skulle gå alligevel. Han elskede alt ved Isla Vista, og tænkte, at når han først flyttede dertil, ville han ikke have problemer med at skabe sig et socialt liv og miste sin jomfruelighed. De fandt en god lejlighed hvor Elliot kunne have sit eget værelse, og dele resten af lejligheden med to andre studerende. Men ingen af lejlighederne til efterårs semesteret var klar før juli, så det blev aftalt, at Elliot skulle bo i en midlertidig lejlighed i en måned, indtil han kunne flytte i den ønskede lejlighed i juli.

Pludselig gik det op for Elliot, at grunden til at hans mor var så ivrig efter at få ham til at flytte ud, og endda villig til at betale $900 i husleje hver måned, var fordi hun hadede at bo sammen med ham. Og han vidste, at når han først var flyttet ud, var der ingen vej tilbage – han ville aldrig få lov at flytte hjem igen.

Isla Vista, Santa Barbara

I dagene inden flytningen, tænkte Elliot meget på den store forandring han skulle igennem nu, og han ville forberede sig så meget som muligt. Han begyndte derfor at træne i træningscenter i mange timer, og købte nyt tøj og nye sko.
Da d. 4. juni 2011 kom, følte Elliot sig klar. Han pakkede sine vigtigste ejendele og flyttede til Isla Vista. Han skulle dele den midlertidige lejlighed med to unge mænd i den første uge. Den ene var en stille, russisk studerende fra University of California, Santa Barbara, og den anden var en høj, blond, surfer-type fra Santa Barbara City College – og han irriterende Elliot fra starten, fordi han var så attraktiv og høj. Men Elliot var alligevel fast besluttet på, at han ville få det bedste ud af denne oplevelse, som overhovedet muligt.

Allerede den første nat, var han dog ved at give op. Han kunne høre en masse unge mennesker feste udenfor, og han kunne høre nogen i lejligheden ovenpå have sex, men han forsøgte at berolige sig selv ved at tænke, at det snart var ham. Den første uge fortsatte dog ubehageligt. Hans to bofæller var rare, men de havde en mørkhudet ven ved navn Chase, som de tit inviterede forbi. Denne ven fortalte om sin succes med piger, og det fik Elliot til at spørge dem alle, om de var jomfruer. De svarede alle tre nej, og Chase fortalte, at han havde sex for første gang som 13-årig med en blond pige. Elliot sagde til ham, at han ikke troede på ham, og skyndte sig ind på sit værelse, hvor han ringede grædende til sin mor. Han kunne ikke lade være med at tænke: ”hvordan kan en underlegen, grim, sort dreng være i stand til at have sex med en hvid pige, men ikke jeg?” – han var jo selv halvt hvid, og havde endda britiske rødder.

Omkring dette tidspunkt, begyndte Elliot at tænke, at der var noget helt galt med kvindekønnet, og jo mere han udforskede Isla Vista, jo mere latterlighed var han vidne til. Da de to bofæller flyttede ud af lejligheden, flyttede der to nye ind: en kraftig, russisk studerende ved navn Daniel, som Elliot kom til at snakke en del med, og en stille asiatisk-amerikaner ved navn Reed, der studerede biologi på University of California, Santa Barbara.

Elliot havde meldt sig til en historieklasse og en geografiklasse, som han skulle deltage i hen over sommeren. Nu kom tiden til at skulle starte på ny, og Elliot var positivt indstillet. På den første dag havde han gjort meget ud af sit udseende, men da den første time startede, og ingen tog kontakt til ham, blev han skuffet. Men han nægtede at give op – resten af hans liv var afhængig af hans succes i Isla Vista!
Geografiklassen var mere spændende, men der var ikke nogle smukke piger. I frokostpausen var der dog fyldt med smukke piger – mange blondiner, præcis som Eliot var vild med – men han turde ikke gå hen og snakke med dem, i frygt for at de ville syntes dårligt om ham.

Få uger efter første skoledag, droppede Elliot historieklassen, fordi han ikke kunne holde en gruppe af drenge ud, som snakkede med pigerne i klassen. Resten af den første måned forsøgte Elliot at få sig til placeret i et socialt miljø i Isla Vista, og for at dette kunne lade sig gøre, fik han sin bofælle Daniel til at købe en flaske vodka til ham, som han kunne drikke af, inden han ville bevæge sig ud i det sociale miljø om aftenen i weekenderne. Efter at have drukket vodka gik han ture, hvor han håbede på at nogen ville tage kontakt til ham. Ofte endte han med at sidde alene på en café, og derefter gå alene hjem. En aften blev han dog fuld nok til at turde introducere sig selv for nogle andre studerende, der boede i samme lejlighedskompleks som ham. De opholdte sig i fællesarealet, og Elliot satte sig hen til dem. Han snakkede en smule med dem, men snakken faldt hurtigt ud, og så sad han der, helt stille. Nogle af de andre spurgte ham om, hvorfor han var så stille – noget han altid havde hadet – og tilbød ham nogle øl. Han endte med at blive meget beruset og tage hjem, hvor han kastede op på gulvet. Han følte sig meget flov dagen efter, men tænkte, at det da var fremgang i forhold til før, hvor han bare sad alene på sit værelse.
Efter en måned tog Elliot hjem på weekend, og her fortalte hans forældre ham under en middag, at de var stolte af ham. Uafhængighedsdagen blev fejret hos Lemelson-familien, hvor Elliot snakkede med James for første gang i flere måneder. Han fortalte om Isla Vista, og James virkede glad på hans vegne.
Da Elliot kom tilbage til Isla Vista, var det blevet tid til, at han skulle flytte i den permanente lejlighed, som han skulle bo i resten af skoleåret, og i denne ville bofællerne først flytte ind til august, hvilket gav ham en måned for sig selv.

Et par dage efter flytningen til den nye lejlighed, kom Elliots far på besøg og tog ham med ud at spise frokost. Her så Elliot en mexicansk fyr med en blond pige, og det gjorde ham så vred, at han nær havde kastet sin sodavand efter dem, men han stoppede sig selv, fordi hans far var der.
Dagen efter så Elliot et kærestepar kysse på Starbucks. Da parret forlod Starbucks, fulgte Elliot efter dem ud til deres bil, og her kastede han sin kaffe efter dem. Fyren råbte efter Elliot, men han skyndte sig hen til sin bil og kørte væk. Han brugte derefter tre timer i sin bil, på at få styr på sine følelser.

Episoden fik Elliot til at tænkte, at han ikke længere ville tøve med at torturere eller dræbe dem han hadede, for han var fyldt med så meget vrede, had og misundelse, at han ikke kunne se nogen anden løsning end vold. Hver gang han så fyre snakke med piger, tænkte han på om de mon ville have sex, og han begyndte at fantasere om at bryde ind på deres værelser mens de havde sex, og dræbe dem med en kniv.

Elliot havde nu boet i Isla Vista i over en måned, og han var stadig jomfru, på trods af at han boede i en by fyldt med fest og sex. Og så gik det pludselig op for ham, at han kun havde 12 dage tilbage som teenager – og han ville have sex, inden han fyldte 20 år! Han blev enig med sig selv om, at han skulle gøre alt hvad han overhovedet kunne for at det skulle ske, og det eneste han kunne komme i tanke om, der kunne føre til det, var at opholde sig så meget som muligt i fællesområderne i Isla Vista. Han brugte alle 12 dage på at sidde ved et bord udenfor Domino’s Pizza, hvor han håbede på, at en pige ville komme hen og snakke med ham. Når det blev tid til aftensmad, gik han hen til Silvergreen’s, og forsatte med at håbe. Men hver aften gik han skuffet og ensom hjem.

En dag på skolen tog han sig sammen til at sige hej til en pige, som han gik forbi. Da hun ikke svarede, blev han så vred og frustreret, at han låste sig inde på et toilet og græd i en time.
På en af sine sidste dage som teenager, så han et kærestepar kysse udenfor Domino’s Pizza. Det gjorde han så vred, at han fulgte efter dem i sin bil, og kastede sin iste efter dem.

Da sommerskolen var ovre, tog Elliot hjem for at fejre sin 20-års fødselsdag på en fin restaurant med sine forældre og Georgia. Det irriterede Elliot grusomt at hans forældre ikke virkede til at være bekymret over, hvor elendigt Elliot havde det over at være en 20-årig jomfru. Han brugte resten af sin fødselsdag på at drikke vin, og tænkte at den eneste måde han kunne gøre op for, at han ikke havde haft sex som teenager, var ved at have et ekstraordinært sexliv i sine 20’ere. Men hvis dette ikke kom til at ske, ville han ikke have noget at leve for.

Han blev hjemme hos sin mor i en uges tid, og før han tog tilbage til Isla Vista, mødtes han med Philip og Addison, som han sidst så for et års tid siden, da Addison havde sagt til ham, at ingen pige nogensinde ville have sex med ham.
De tog på Starbucks, og Elliot lagde mærke til at Addison havde ændret sig igen – til det bedre. Han var dog stadig vred, og blev ved med at konfrontere Addison med hvor forfærdeligt han havde opført sig. De blev til sidst enige om at løse deres konflikter med hinanden, men det betød ikke at Elliot ville glemme, hvad Addison havde gjort.
Dagen efter mødtes Elliot med James alene, hvor Elliot fortalte James at han ville forsøge at ændre sit liv, og det gjorde James glad.

Da Elliot kom tilbage til Isla Vista var der en måned til semesterstart, og et par dage efter flyttede hans to nye bofæller ind i lejligheden. De to nye bofæller var latinamerikanerne Ryan og Angel, som allerede var gode venner, og Elliot kunne fra start ikke lide dem, fordi han syntes de var larmende og underklasse-typer. Elliot havde håbet på nogle velplejede og anstændige bofæller, og det mente han ikke at Ryan og Angel var.
Da de havde boet sammen i en dag, inviterede Ryan og Angel nogle venner forbi, og Elliot gjorde et forsøg på at være med i fællesskabet. Samtalen handlede pludselig om sex, og Elliot blev spurgt om, om han stadig var jomfru, hvilket han indrømmede at han var. De andre begyndte at prale med hvor mange år siden det var, at de mistede deres jomfruelighed, og hvor mange piger de havde været sammen med. Elliot blev så vred, at han gik ind på sit værelse og slog hånden ind i væggen, hvilket de andre hørte og begyndte at grine.
Dagen efter kom Elliot og Angel op at toppes, og endte næsten i et slagsmål, fordi Elliot ikke kunne lide hans attitude, hvilket han havde udtrykt ved at sige til Angel, at han bare var underklasse, og omtalte sig selv om overlegen. Ryan holdt Angel tilbage da han ville angribe Elliot. Elliot ringede straks til sin mor og fortalte hvad der var sket – dog uden at fortælle alle detaljer – og de blev enige om, at Elliot ikke skulle bo sammen med Ryan og Angel. Elliot ringede derefter til udlejerens kontor, og bad om en ny lejlighed. Den nye lejlighed ville koste $1000 om måneden, og Elliot skulle kun have én bofælle. Elliot skrev straks under og fik at vide, at han kunne flytte ind til september. For at gøre det sidste af august måned mindst smertefuldt, lod Elliots mor ham komme hjem hver weekend til han kunne flytte i den nye lejlighed. Men hverdagene var et helvede for Elliot; hver gang Ryan og Angel gik ud af døren, råbte de til Elliot, at de skulle ud og dyrke sex med lækre piger, de gjorde grin med Elliot fordi han var jomfru, og larmede om natten for at vække Elliot.

En af weekenderne Elliot var hjemme hos sin mor, skulle hans mor flytte. Elliot var glad for at hun skulle flytte til et nyt og bedre sted, men ønskede allermest at hun bare giftede sig med en velhavende mand, og sagde til hende, at hun skulle gøre det for hans skyld.
Samme weekend var sidste gang, Elliot besøgte James. De tog ud for at spise på en restaurant, hvor en gruppe unge mennesker kom ind, og som altid blev Elliot vred og misundelige. Han tog derfor sin mad og forlod stedet. James gik efter ham, og de endte med at tage resten af maden med hjem til James. Derhjemme udtrykte Elliot overfor James, at han ikke kunne forstå hvorfor James ikke blev vred, og han fortalte om hvordan han ønskede at udføre sin hævn; om hvordan han ville flå huden af dem han hadede mens de var i live, og få dem til at skrige i smerte. James fandt det meget forstyrrende, og forsøgte at tale med Elliot mens han græd.
Herefter begyndte deres venskab for alvor at falde ud.

De sidste dage i lejligheden med Ryan og Angel som bofæller, besluttede Elliot sig for at han ville finde en pige, så han kunne bevise overfor Ryan og Angel at de tog fejl. Han vandrede rundt i Isla Vista, men gik altid alene hjem. En aften så han en fyr gå med to piger, og Elliot begyndte at bande af dem, mens han fulgte efter dem. Da fyren kyssede den ene af pigerne, løb Elliot grædende hjem.

Da det nye semester startede, havde Elliot meldt sig til historieklassen, astronomiklassen og matematikklassen. På grund af skemaet, ville han have meget tid han skulle tilbringe på skolen udenfor timerne, og det tænkte Elliot, ville give ham en chance for at møde nogle mennesker. I klasserne havde han igen svært ved at komme i kontakt med de andre elever, og følelsen af håbløs ensomhed blev hængende. En dag mødte han dog en fyr ved navn Andy Chan, som var en studerende fra Kina. De to gik nogle gange ture sammen på Del Playa Drive, som er den gade, hvor de fleste fester finder sted. Dog kom der ikke noget ud af det, da Andy var socialt akavet ligesom Elliot.

D. 5. september flyttede Elliot ind i den nye lejlighed, hvor hans nye bofælle ville flytte ind to uger senere. Da Elliot så sit nye værelse, blev han fyldt med håb, og tænkte, at lige her ville han sige farvel til livet som jomfru. Håbede varede dog kort, og blev igen erstattet af skuffelse og håbløshed.
Efter lidt tid droppede Elliot sin matematikklasse, fordi den var sidst på dagen, og Elliot kunne ikke holde ud at skulle opholde sig blandt kyssende unge mennesker i så mange timer hver dag. Ensomheden fik Elliot til at vende tilbage til World of Warcraft, men da Elliot spillede med James oplevede han, at James opførte sig koldt overfor ham. Det endte med en skænderi mellem de to, hvor James fortalte Elliot at han ikke ville snakke med ham online længere, og Elliot deaktiverede igen sin World of Warcraft konto.

I midten af september flyttede den nye bofælle ind. Han hed Spencer, var et år ældre end Elliot og studerede på University of California, Santa Barbara. Igen blev Elliot dog lidt skuffet, da han havde håbet på at hans nye bofælle ville være en der kunne hjælpe Elliot med at komme ind i det sociale miljø, og Spencer virkede ikke som en type der kunne det. De kom dog fint ud af det sammen, indtil Spencer fortalte, at han tidligere havde haft en kæreste. Det var svært for Elliot at håndtere, og han forsøgte at overbevise sig selv om, at denne kæreste måtte have været ligeså utiltalende, som Spencer var. Og som tiden gik, begyndte Elliot også at hade Spencer, fordi han var vidne til Elliots ensomme liv.

I løbet af oktober og november forsøgte Elliot dog igen at forbedre sit sociale liv. Han fortsatte med at ses med Andy, og han introducerede Elliot for nogle af sine venner. De hang alle ud sammen som en gruppe, men det gik op for Elliot, at han stadig ikke havde fået det bedre med sig selv, og han følte sig stadig ynkelig og blev vred, når han så andre drenge med piger. Da Elliot fandt ud af, at hans nye vennegruppe så hinanden uden at invitere ham, stoppede han med at ringe til dem. Han tænkte, at det nok alligevel var for det bedste, for den gruppe var alligevel ikke populære eller havde succes med piger.

Til Thanksgiving så han James for første gang i lang tid. Først var James meget kold overfor Elliot, men varmede mere og mere op, og det gav Elliot håb for deres venskab. Samme weekend så han også Philip og Addison, og til Elliots store glæde, var Addison ved sit gamle-jeg, som han var blevet glad for, dengang de mødtes.

Omkring samme tidspunkt besluttede Elliot sig for at droppe at komme historieklassen, på grund af en fyr der snakkede med to smukke piger i klassen, og han ville derfor kun komme til den afsluttende eksamen.
Første semester var nu slut – og det havde været en stor fiasko for Elliot. Men han ville endnu ikke give op, og aftalte med sig selv, at han ville bruge juleferien på at forbedre sig, så næste semester ville blive succesfuldt.
Den jul rejse Elliot med sin mor og Georgia til England, for at besøge familie. Inden rejsen skulle de til den årlige julefest hos Lemelson-familien, og her var James også til stede. De snakkede frem og tilbage, men Elliot kunne mærke at noget var anderledes mellem dem. Den aften var sidste gang Elliot så James.

På rejsen til England følte Elliot sig som en fiasko, fordi han ikke kunne fortælle sin bedstemor at alt var godt, og at han havde en kæreste. Han havde svært ved at nyde at være på rejse, fordi han fokuserede meget på at han ikke havde en kæreste at nyde det med. I julegave fik han en guldhalskæde af sin bedstemor, som han derefter altid havde på.

Dagen efter de kom hjem fra England, var det Nytårsaften. For ikke at skulle sidde alene, som de sidste mange år, besluttede Elliot sig for at tage med sin far og Soumaya til en fest. Til festen hørte han en mor fortælle om sin 16-årige søn og hans kæreste. Det gjorde Elliot så vred, at han skyndte sig ud på badeværelset, og forsøgte at få afløb for sin vrede ved at sige til sig selv i spejlet, at han hadede den dreng og ville dræbe ham. Elliot drak sig fuld, og dagen efter var han taknemmelig for, at han formåede at brække sig i toilettet, i stedet for foran alle menneskerne til festen.

Inden Elliot tog tilbage til Isla Vista, mødtes han med Philip og Addison. De besøgte blandt andet Getty museet, og her hørte Elliot Philip sige til Addison, at der var nogle piger der tjekkede ham ud. I misundelse spurgte Elliot, om der var nogle piger der tjekkede ham ud, hvortil Philip svarede nej. Elliot gik ud på en terrasse, hvor han begyndte at græde og tænke over sit liv. Hvad var overhovedet meningen med hans liv? Han forsøgte at lade som ingenting da de forlod stedet, men da han senere kom hjem, begyndte han igen at græde over det, hvilket han mor hørte og spurgte ind til. Det var ikke usædvanligt for Elliot at græde overfor sin mor, men lige meget hvor mange gange han forklarede hende hvorfor han græd, var det som om, hun aldrig forstod problemet. Men hun var jo også en kvinde, så hvordan skulle hun kunne forstå det?

Det nye semester startede om få uger, og Elliot drog igen til Isla Vista – denne gang med en fornyet, forsigtigt konstrueret selvsikkerhed, særligt på grund af alt det nye dyre designer tøj, han havde købt. Han forsøgte at påtage sig en sofistikeret og selvsikker personlighed, og gjorde sin accent mere tiltalende og velformuleret.

Indtil videre havde det været okay for Elliot at bo sammen med Spencer, men da han i januar hørte Spencer have en pige på sit værelse, blev han vred. Han ventede udenfor døren til Spencers værelse, og blev lettet da han så, at pigen ikke var særligt smuk. Det gjorde dog stadig ondt, og om aftenen sagde Elliot til Spencer, at han ikke skulle være stolt over at have en ”grim luder” på sit værelse. Efter den episode blev de mere og mere fjendtlige overfor hinanden.

Elliot havde meldt sig til sociologiklassen, matematikklassen, filmstudier og engelskklassen, hvor engelskklassen var en online-klasse. Sidste semester havde han ikke formået at blive en del af det sociale miljø, og det her var hans sidste chance; hvis han ikke klarede det denne gang, var al håb dødsdømt.

På sin første skoledag i det nye semester, følte Elliot sig optimistisk og selvsikker; han overbeviste sig selv om, at alle pigerne han mødte på sin vej, syntes han var tiltrækkende. Da han nåede klasselokalet til sin første sociologiklasse, ventede han med at gå ind, før alle havde sat sig ned. Han håbede at de andre elever i klassen ville kigge beundrende på ham, men til hans store skuffelse, var der ikke nogen der kiggede på ham. I matematikklassen var der en af de smukkeste piger, han nogensinde havde set, og hun blev en del af hans fantasier – også de seksuelle.
En dag i den første uge, da han var på vej hjem i sin bil, så han to blondiner ved et busstoppested, mens han holdt for rødt. Han smilte til dem, men i stedet for at smile tilbage, kiggede de bare væk. Han blev meget vred, og besluttede sig lidt længere ned af vejen for at vende om, og kaste sin caffe latte efter dem. Han skyndte sig at køre væk med en tilfredsstillende følelse i kroppen – men det ærgrede ham, at caffe latten ikke havde været varm nok til at brænde dem.

Selvom han stadig ikke formåede at få nogle nye venner, blev han ved med at komme til timerne, og en dag gik det op for ham, at det var lige meget at han var iklædt dyrt designer tøj, for folk var alligevel bare ligeglade.

Der gik ikke længe før Elliot droppede matematikklassen. Via Facebook fandt han den smukke pige fra klassen, og så at hun havde en kæreste. Og denne kæreste var præcis den type person Elliot ønskede at være, men alligevel hadede. Jo flere billeder han så af dem sammen, jo mere blev han fyldt med vrede. Han begyndte at fantasere om at dræbe dem; han ville fange dem og fjerne fyrens hud mens hun kiggede på. Hvis han ikke kunne få hende, skulle ingen have hende! Elliot skreg og græd af vrede, og på det tidspunkt var han så ligeglad med alt, at det ikke betød noget at Spencer hørte det hele. Og det var så enden for matematikklassen, og alle de andre klasser, for Elliot var så vred, at han kort efter droppede de andre klasser. At droppe klasserne, var enden på håbet han havde haft om Isla Vista. Han følte at alt var lige meget, og at han var dømt til at leve et liv som jomfru med afslag og ydmygelse fra kvinder. Der var noget helt galt med kvinder, og deres seksuelle tiltrækning var fyldt med fejl.
Han begyndte at tænke, at han hellere ville dø end lide med sådan et liv, og vidste at hvis det kom til det, ville han tage hævn mod verden. Så ville han i det mindste kunne dø, med viden om at han havde kæmpet mod uretfærdighederne, der havde været hans liv. Siden han havde været 17 år, havde han tit fantaseret om at straffe alle de populære mennesker og kærestepar, ved at torturere og dræbe dem, alene for den forbrydelse at have et bedre liv end ham – og fantasien var tilfredsstillende. Men han troede endnu ikke at han ville gøre noget ved det, for han håbede stadig på at leve et lykkeligt liv. Det var først da han var flyttet til Isla Vista, og igen oplevet fiasko, at han var begyndt at overveje at blive nødt til at udføre noget voldeligt, som den sidste løsning på at håndtere uretfærdighederne. Det var her han kom med et navn til det: Gengældelsens Dag. Gengældelsens Dag ville blive en dag hvor han ville udføre sin ultimative gengældelse og hævn mod alle hedonistiske udskud, der nød livet med nydelser de ikke fortjente. Og hvis Elliot ikke kunne få det han ville have, ville han ødelægge og dræbe alle andre der fik det. Og særligt kvinder skulle lide for det. Dette ville han opnå ved at bevæbne sig med dødelige våben og slagte ”alle kvinder og de mænd, de er tiltrukket af”, som de dyr de var. Han mente, at det var det de fortjente, og vidste at hvis det kom dertil, ville han blive nødt til at begå selvmord efterfølgende, for at undgå at komme i fængsel.
Gengældelsens Dag var nu noget Elliot så som en sidste mulighed. Han skrev om det i sin dagbog, men i frygt for at nogle ville læse det, rev han de sider ud af den, hvorpå han havde skrevet om Gengældelsens Dag.

Efter lidt overvejelse slog det Elliot, at Gengældelsens Dag ikke var den eneste måde at gøre op for al den lidelse og uretfærdighed, han havde oplevet igennem livet. Hvis han på en eller anden måde kunne blive multimillionær som ung, ville hans liv med det samme blive bedre end de fleste andre på hans alders liv, og dermed ville han kunne få hævn ved at leve over dem. Han begyndte igen at tænke over, hvordan han kunne blive millionær hurtigt. Han forsøgte stadig at overtale sin mor til at finde en rig mand og gifte sig med ham, men hun blev mere og mere træt af at høre på det.

I begyndelsen af marts tog han hjem på weekend, og forsøgte at skjule overfor sine forældre at han havde droppet alle sine fag på college. I den weekend fik han lov at smage på det luksuriøse liv som velhavende. Igennem nogle venner havde hans mor fået billetter til en privat og eksklusiv koncert med Katy Perry, som han tog med til sammen med sin mor og Georgia. Men her blev han misundelig og vred på alle de rige børn der var til stede, og kunne ikke lade være med at tænke, at hvis bare hans mor havde giftet sig med en rig mand i stedet for at være egoistisk, ville han være ligesom de børn.
Dagen efter var han til rød løber premiere til filmen The Hunger Games, som hans far havde været med til at lave som second unit director. Den røde løber og VIP efterfesten, gjorde Elliot overbevist om, at det var præcis den livsstil var den rette vej for ham.

Da han kom tilbage til Isla Vista igen, havde han intet at tage sig til, og han begyndte at planlægge hvordan han kunne blive rig. Han kom frem til, at han enten skulle opfinde noget, få en god forretningsidé, eller starte på at skrive igen. Men da det gik op for ham, hvor længe dette ville tage, og at han ikke havde nogle talenter for noget af det, droppede han de idéer. Han så en reklame for Mega Millions lotteriet, og det fik ham til at spille igen. Han fantaserede om livet som rig; han skulle have et stort palæ med smuk udsigt, og superbiler til at tiltrække smukke piger. Han brugte mere og mere af sin opsparing på lotteriet, og mente at det var hans skæbne at vinde. Men hver gang der blev trukket en ny vinder, og det ikke var ham, blev han fyldt med skuffelse og håbløshed. En dag var det så slemt, at han nægtede at se sin mor og Georgia, da de kom på forbi Isla Vista, og de næste måneders tid brugte han isoleret på sit værelse. Han følte at hans liv var ovre, det var slut.

I april måned endte venskabet mellem Elliot og James helt. Elliot var fornærmet over, at James ikke havde kontaktet ham siden julefesten, og Elliot havde derfor forsøgt at kontakte James i løbet af de første måneder af 2012. Det var lykkedes  ham at få fat over telefonen i februar, men der havde James hurtigt fundet på en undskyldning for at lægge på. En måned efter opkaldet havde Elliot skrevet en besked til James på Facebook hvori han konfronterede ham med dette, men først i april modtog han et svar fra James. Han skrev, at han ikke længere ville være venner med Elliot, uden nogen videre forklaring. Herefter nægtede James helt at være i kontakt med Elliot, og det var den sidste gang de snakkede sammen. Det gjorde meget ondt på Elliot at miste sin første og eneste gode ven, og han følte at det var det ultimative forræderi.

I sin besættelse af tanken om at rigdom var den eneste måde, Elliot kunne få det han ønskede, læste han bogen ”The Power of Your Subconscious Mind” skrevet af Joseph Murphy i juni måned. Bogen minder på mange punkter om ”The Secret”, og havde samme effekt på Elliot. Han brugte juni og juli på at gå lange ture og visualisere sig selv vinde i lotteriet, for at blive millionær var den eneste måde, han ville kunne undgå at skulle gennemføre Gengældelsens Dag. Han ville vente med at købe en lotteriseddel til jackpotten steg til $100 millioner, for først her mente han, at han ville vinde. Resten af sommeren holdt Elliot fast i sit håb, på trods af, at det altid var andre end ham der vandt.

En dag i juli var Elliot ude på en af sine sædvanlige gåture. Her så han en gruppe unge mennesker have det sjovt, og han blev så vred, at han gik ind i en butik og købte en stor vandpistol som han fyldte med appelsinjuice. Han gik tilbage til gruppen, og sprøjtede dem til mens han skreg af vrede. Nogle af drengene i gruppen løb efter Elliot, men han skyndte sig ind i sin bil og kørte væk. Han følte sig helt oppe at køre, og tænkte, at det ville have været meget bedre, hvis han havde sprøjtet dem til med kogende olie. De fortjente en forfærdelig og smertefuld død, ifølge Elliot – fordi de begik den forbrydelse, at nyde livet mere end han gjorde.
Efter noget tid begyndte Elliot at blive bekymret for, om han ville komme i problemer på grund af det han havde gjort mod gruppen af unge mennesker, men da han stadig ikke havde hørt noget efter nogle dage, forsvandt bekymringen.

Elliot fyldte nu 21 år, og det blev fejret med hans mor og Georgia på en japansk restaurant i et stille kvarter i Montecito, som Elliot havde valgt fordi han vidste, at der ikke ville komme mange unge kærestepar eller grupper af unge mennesker.

I september ville Elliot skulle flytte i en ny lejlighed med nye bofæller, men det tænke han ikke meget over, for han var overbevist om, at han ville vinde lotteriet inden. Da tiden kom til at flytte, opdagede han, at den lejlighed han skulle bo i, var den helt første lejlighed han havde boet i midlertidigt, og han ville have to uger for sig selv, inden de nye bofæller flyttede ind.

Tiden var inde til lotteriet, og Elliot brugte en hel uge på sit værelse, hvor han mediterede og visualiserede at vinde. Men da datoen for offentliggørelsen af vinderen kom, var det igen ikke ham der havde vundet. Den aften var han fyldt med vrede; han råbte og græd i flere timer, og slog ud i luften med sin lommekniv. Han kom til at spilde vin på sin computer, så den gik i stykker. Dagen efter fik han overtalt sin mor til at købe en ny til ham, efter at have løjet om, hvordan den var gået i stykker.
Mens han ventede på, at hans nye computer ville blive sat op og gjort klar til brug, tog han en tur på en skydebane. Han vidste at Gengældelsens Dag var en realitet, og han blev derfor nødt til at øve sig på at skyde, for skydevåben ville blive hans hovedvåben.

I slutningen af september flyttede de nye bofæller ind. De var to sky fyre ved navn Chris og Jon. Elliot havde som sådan ikke noget imod dem, men han besluttede sig for, at han ikke ville være venner med dem, da han ikke følte de havde noget at tilbyde ham.

Halloween brugte han på at drikke vin hjemme hos sin mor, og overvejede for første gang at fastsætte en dato for Gengældelsens Dag. Han overvejede Halloween til næste år, men blev enig med sig selv om, at det var en dårlig idé fordi der ville være meget politi tilstede i byen.
Elliot besluttede sig for, at han ikke ville deltage i nogle klasser til det nye semester, men han ville melde sig til nogle, for at hans forældre ikke skulle opdage noget. I stedet brugte han sin tid på at læse bøger om historie, forretninger og filosofi.

Hans plan var, at hvis han ikke vandt lotteriet og blev rig, ville han blive nødt til at udføre Gengældelsens Dag, men han holdt stadig fast i håbet om at vinde. Da det ikke så ud til at være nogen succes med Mega Million lotteriet, valgte han at køre til Arizona midt om natten, for at deltage i Powerball lotteriet, hvor man kunne vinde over $500 millioner. På grund af nervøsitet, gik der nogle dage før han tjekkede om han havde vundet – og igen blev han ramt af skuffelse. Da han fandt ud af, at han igen ikke havde vundet, kørte han hen til en park, hvor han sad i sin bil i flere timer og græd. Han ringede til sine forældre, og det fik dem til at beslutte, at Elliot skulle begynde at se en psykiater når han kom hjem på juleferie. Elliot havde fra han var barn flere gange modtaget psykiatrisk behandling, blandt andet havde han modtaget ugentlig terapi, da han gik på Independence Continuation High School. På et tidspunkt i 2007 fik Elliot diagnosen GUA (Gennemgribende udviklingsforstyrrelse, anden), og tog som 15-årig Xanax og Prozac, som blandt andet bruges mod angst og depression, i et års tid som behandling.

Jo mere det gik op for Elliot, at han ikke ville blive millionær, jo mere blev Gengældelsens Dag en realitet, og han måtte derfor gå i gang med at planlægge. Det første han gjorde som forberedelse, var at købe en Glock 34 semiautomatisk pistol i Goleta Gun and Supply. Han underskrev alle papirerne, og i midten af december hentede han våbenet. Derefter tog han hjem på juleferie, hvor han valgte ikke at deltage i den årlige julefest hos Lemelson-familien, da det ville være akavet at skulle se James igen, efter han havde stoppet deres venskab.
Denne jul tog Elliot igen til England med sin mor og Georgia, men denne gang opholdt Elliot sig mest på hotelværelset eller hos sin bedstemor. Han orkede ikke at skulle mindes om, at han ikke havde en kæreste.

Da det nye semester i 2013 startede, valgte Elliot kun at tilmelde sig klasser han kunne tage online. Håbet om at vinde lotteriet og blive rig hang stadig ved, og derfor kørte han hele vejen til Arizona tre gange inden april, for at deltage i Powerball lotteriet. Men hver gang blev han ramt at skuffelse, og følte sig mere og mere tvunget til at skulle udføre Gengældelsens Dag. Han begyndte at planlægge sin hævn mere seriøst, og hans næste skridt var at købe endnu en pistol.
Ensomheden var overvældende, og sidst på foråret besøgte han sine forældre mere og mere. Han tilbragte meget tid sammen med sin lillebror Jazz, som han følte han blev meget tæt med, men det gik op for Elliot, at Jazz var helt anderledes end ham selv. Jazz var allerede høj af sin alder og meget social, og Elliot tænkte, at han ville vokse op og blive præcis til en af de personer, som han så inderligt hadede og misundte.
Elliot mødtes også med Philip og Addison omkring dette tidspunkt, som han ikke havde set siden den dag han havde grædt på Getty museet. Mens de kørte rundt i byen, fantaserede Elliot om at køre alle de glade unge mennesker ned med bilen, og tænkte, at han ville bruge sin fars store Mercedes på Gengældelsens Dag, til at køre folk ned med.
Når Elliot var i Isla Vista brugte han næsten al sin tid på sit værelse, og byggede mere på sit filosofiske syn og teorier om verden. Han hadede alle mænd der kunne nyde sexlivet med smukke piger – men han hadede pigerne endnu mere, fordi det var dem der fratog Elliot glæden ved sex og kærlighed. Han kom frem til, at kvinder helt sikkert måtte have en fejl i deres hjerne, som om de ikke var udviklet videre fra dyrelignende tænkning, og at de derfor ikke selv skulle have lov til at vælge, hvem de ville have sex og børn med. Elliot så sig selv som en slags gud, hvis formål med livet måtte være at udføre den ultimative gengældelse, og fjerne alle de urenheder han kunne se i verden.

På et tidspunkt i løbet af foråret faldt Elliot over websiden PUAHate.com, som var et forum for mænd, hvoraf mange havde lidt af samme problemer og synspunkter som Elliot. Dette forum fik Elliot til at tænke, at hans teorier om piger var helt rigtig, og han sendte et link til siden til sine forældre, i forhåbning om at de ville forstå hvor elendigt han havde det. Men det gjorde de ikke…

Planlægningen af Gengældelsens Dag fortsatte, og han begyndte at overveje, hvor og hvornår den skulle finde sted. Han overvejede Santa Barbara City College, men kom frem til, at det ville være bedre at udvælge steder i Isla Vista og køre rundt i området, fordi der ville være fyldt med unge par og populære mennesker på vej til fester om aftenen i weekenderne. Han ville udføre sin gengældelse i en weekend i november, hvilket gav ham fem måneder til at planlægge og forberede resten.

Når Elliot tog hjem på weekend hos sine forældre, mødtes han med sin psykiater, og sammen med Elliots forældre havde psykiateren arrangeret at han skulle tilknyttes en rådgiver. Det blev den 25-årige Gavin, som selv havde boet i Isla Vista, og Elliot mødtes nu med ham hver gang han tog hjem på weekend. Elliot fortalte Gavin om alle hans problemer med piger og at få venner, og Gavin bekræftede at størstedelen af pigerne i Isla Vista var tiltrukket af en anden type fyr, end den type Elliot var.

Da Elliot var ude at spise på Fars Dag med sin far, slog det ham, at han ikke havde lyst til at opgive livet endnu. Eftersom han først havde planlagt at skulle udføre Gengældelsens Dag i november, ville det give ham resten af sommeren til at ændre sit liv – og dermed valgte han at give livet endnu en chance, en sidste chance før enden. Så da hans mor flyttede til et nyt hus i West Hills, fortsatte Elliot derfor med at forsøge at presse hende til at gifte sig med en rig mand, for han troede virkelig på, at det ville gøre alt bedre.

Gavin og Elliots forældre blev enige om, at det ville være en god idé, hvis Elliot fik nogle rådgivere i Isla Vista, der kunne hjælpe ham med at træne hans sociale færdigheder. Den ene rådgiver Elliot blev tilknyttet var en fyr ved navn Karlin, men da Elliot spurgte ham, om han var jomfru, og Karlin svarede at han havde haft sex med flere piger, nægtede Elliot at se ham igen. Den anden rådgiver var en pige ved navn Sasha, der var et par år ældre end Elliot. Først ville Elliot ikke have en kvindelig rådgiver, men da han så hvor smuk hun var, gav han det en chance. Hun flyttede dog kort efter, og derefter besluttede Elliot, at han ikke ville have en kvindelig rådgiver igen.

Juli måned brugte Elliot på at træne på sit værelse, i et sidste forsøg på at blive så attraktiv som overhovedet muligt. Han lovede sig selv, at når han havde brugt to uger på stram træning, ville han gå en tur i byen og gøre sit bedste for at møde en pige. Hvis han da stadig ikke fik noget ud af det, ville der ikke være andre muligheder end at gå igennem med udførelsen af Gengældelsens Dag.

Lørdag aften d. 20. juli følte Elliot sig klar. Han drak sig mod til med vodka, og da han var blevet lettere beruset, gik han ind i et hus på Del Playa Drive hvor der var fest. Han blev irriteret over at ingen lagde mærke til ham, og da han så en asiatisk fyr snakke med en pige, gik han hen og skubbede til ham. Fyren sagde til Elliot, at han virkede meget fuld og burde drikke noget vand, hvilket fik Elliot til at gå udenfor. Her blev han dog så vred på sig selv, fordi han var gået fra konflikten, at han gik indenfor igen og fandt fyren, for at svine ham til, inden han igen skyndte sig væk.
Aftenen gik mere og mere ned af bakke derfra. Elliot forsøgte at fornærme og svine alle til han kom i nærheden af, og når de gav igen eller grinte af ham, blev han vred. Da han ville gå fra festen, skubbede han til alle han kunne komme til, helst piger, men pludselig skubbede nogen igen, og Elliot faldt ned af en afsats og slog sit ben. Han kunne ikke støtte på sit ben, og humpede væk fra stedet, men da han var nået lidt væk, gik det op for ham at nogen havde stjålet hans elskede Gucci solbriller, som hans mor havde givet ham. Han ville have dem tilbage, og gik tilbage mod huset. I sin berusede tilstand tog han fejl af husene, og endte med at stå og råbe udenfor nabohuset til det han havde været i før. Rygtet om ham havde allerede spredt sig til nabohuset, og han var derfor også allerede meget upopulær her. Elliot endte i en slåskamp med en gruppe fyre, men da nogle udefra blandede sig for at stoppe slåskampen, skyndte Elliot sig at humpe væk fra stedet. Det var første gang Elliot havde fået tæsk, og han følte sig ydmyget.

Da han kom hjem ringede han straks til både sin mor, sin far og Georgia. Og her gik det op for ham, at han havde mistet sin elskede guldhalskæde, som han havde fået af sin bedstemor. Han var knust, og græd sig selv i søvn.
Dagen efter var han i smertehelvede på grund af sit ben, og han var bange for, at han ville komme i problemer, fordi han havde skubbet til folk og truet dem. Han vidste at han skulle på hospitalet for at få tjekket sit ben, og han ville blive nødt til at finde på en troværdig historie om, hvordan han var kommet til skade.
Elliots far kom og kørte ham på hospitalet, og her blev Elliot afhørt af to politibetjente, hvor han fortalte, at nogle fyre havde forsøgt at skubbe ham ned af afsatsen, efter han havde opført sig kæphøj overfor dem. Han nævnte ikke noget om, at han havde startet det hele, eller at han havde truet folk. Han sagde også til politibetjentene, at han håbede de fyre ville blive straffet for det de havde gjort. Politiet afhørte fyrene, som selvfølgelig havde en anden historie, og eftersom der ikke var nogle egentlige beviser i sagen, blev den afvist.

Elliots ben var brækket, så han fik en midlertidig gipsbandage på, og fik at vide, at han skulle gå med krykker i seks uger, og muligvis igennem en operation. Heldigvis kunne han stadig køre bil, men han følte sig som en taber. Han tog hjem til sin mor, for at bruge sommeren på at komme sig. Den sommer, som han ellers skulle have brugt på at give verden og livet en sidste chance. Hans 22 års fødselsdag var forfærdelig, men hans mor gav ham en ny guldhalskæde, fordi hun vidste hvor knust han havde været over at miste den, han havde fået i julegave af sin bedstemor.

I starten af august blev Elliot opereret i benet, da en specialist rådede ham til at få det gjort, fremfor at skulle vente på at den brækkede knogle selv helede. Efter operationen skulle han holde benet oppe konstant i en hel uge, og da hans mor og Georgia skulle til Hawaii, måtte han finde et andet sted at være. Soumaya nægtede at have ham deres hjem, fordi hun fik besøg af familie, så i stedet bookede hans mor et hotelværelse til ham. Her brugte han sin tid på at planlægge Gengældelsens Dag, og kom frem til at han blev nødt til at udskyde den til foråret 2014. Elliots rådgiver, Gavin, kom og besøgte ham på hotellet, og rådede Elliot til at flytte væk fra Isla Vista, men det ville han ikke.

Da Elliots mor og Georgia kom hjem fra Hawaii, blev Elliot hos dem en uge. Han syntes det ville være for ydmygende at tage tilbage til Isla Vista på krykker. Elliots forældre arrangerede et møde med hans psykiater, hvor de alle skulle være til stede. Til Elliots mors store irritation, dukkede Soumaya op til mødet, hvilket var skyld i at den første halvdel gik med at løse konflikten mellem de to, da Elliots mor var vred på Soumaya over, at Elliot ikke havde fået lov at være hos dem, mens hun og Georgia var på Hawaii. Psykiateren endte med at udskrive antipsykotikummet Risperidon, der blandt andet bruges mod psykoser, mani og skizofreni, men efter Elliot læste om medicinen, nægtede han at tage det, for han ikke mente det var det rette for ham. Efterfølgende nægtede han at se psykiateren.

Da de seks uger på krykker var overstået fik Elliot at vide af lægen, at han kunne smide krykkerne, men skulle have en støvlebandage på og bruge en stok til at støtte med.

Da han kom tilbage til Isla Vista, var hans bofæller flyttet ud af lejligheden. Weekenden efter så Elliot Philip og Addison, og her fortalte Elliot Addison om sin filosofi om kvinder. Addison sagde til Elliot, at han var en person med høj intelligens, og at han ikke skulle spilde det ved at gøre noget dumt. Det var sidste gang Elliot så og snakkede med Philip og Addison.

Samme weekend besøgte han sin far og Soumaya, og her kom Elliot op at skændes med Soumaya. Hun fortalte at Jazz havde fået en agent, så han kunne blive reklameskuespiller, og sagde at når Jazz var på Elliots alder, ville han være en succesfuld skuespiller. Soumaya vidste godt, at Elliot var misundelig på Jazz, og da hun samtidig sagde, at Jazz aldrig ville have problemer med at møde piger, og ville miste sin jomfruelighed tidligt, blev det for meget. Den dag besluttede Elliot, at han blev nødt til at dræbe Jazz på Gengældelsens Dag. Han ville ikke have at Jazz kom til at vokse op, og blive en af de personer han så inderligt hadede og misundte. For at kunne dræbe Jazz, ville han også blive nødt til at dræbe Soumaya, men han turde ikke dræbe sin far, og derfor ville han blive nødt til at udføre Gengældelsens Dag, mens hans far ville være på forretningsrejse.

For at give Elliot bedre selvværd, skaffede hans mor ham en ny og bedre bil – en BMW 328i Sedan. Elliot havde længe ønsket sig en bedre bil, og tænkte at dette måske kunne være med til at pigerne ville give ham opmærksomhed, men efter at have kørt adskillige ture rundt i Isla Vista, gik det op for ham, at heller ikke dette ville gøre en forskel.

Inden semesterstart flyttede de to nye bofæller ind. Det var to asiatiske udvekslingsstuderende ved University of California, Santa Barbara, ved navn Weihan og Cheng. Elliot syntes at de to fyre var de største nørder, han nogensinde havde mødt, og han var meget utilfreds. Der gik ikke længe før han besluttede, at når Gengældelsens Dag ville komme, ville han dræbe sine to nye bofæller.
Omkring samme tidspunkt fik Elliot en ny rådgiver i Isla Vista, som han skulle mødes med hver uge. De to tog ud og drak kaffe eller lavede frivilligt arbejde, og selvom der ikke kom noget ud af det, nød han alligevel at have noget socialt at lave.

I efteråret 2013 fandt Elliot ud af, at hans lillesøster Georgia havde fået en kæreste, og at hun havde haft sex med ham. Kæresten hed Samuel, og Elliot hadede ham allerede ved første møde. Han nægtede at tale med Samuel, og forsøgte at få sin mor til at forbyde Samuel i at komme i hjemmet, uden held.

Sidst i oktober kom Elliots bedstemor, på hans fars side, på besøg. Elliot drak kaffe med hende, og viste hende alle de steder i området, han havde opholdt sig i mange timer, nogle år forinden. Da de tog afsked, blev Elliot ramt af tristhed, da det gik op for ham, at det nok var sidste gang de ville se hinanden. Omkring samme tidspunkt gik Elliot igen i behandling hos en psykiater – denne gang hos Dr. Gold, som han også havde set da han var 13 år.

Elliot elskede solnedgangen, men aftenen inden han tog hjem på juleferie, blev også dette ødelagt for ham. Han stod og beundrede solnedgangen, da et kærestepar stillede sig i nærheden af ham og begyndte at kysse. Han blev så vred og ked af det; nu havde han ingenting at nyde.

At bo sammen med Weihan og Cheng irriterede Elliot meget, og d. 14. januar 2014 foretog Elliot en civil anholdelse af Cheng, fordi han havde stjålet tre stearinlys fra Elliots værelse. Politiet blev kontaktet og ankom til lejligheden, hvor Cheng sagde at han havde gjort det, fordi Elliot havde taget hans risskål og flyttet rundt på hans ting. Politiet endte med at tage Cheng i varetægt, men sagen blev afvist af en dommer.

I starten af 2014 begyndte Elliot at planlægge helt præcist, hvad der skulle ske på Gengældelsens Dag. Han skulle finde en fast dato, og først overvejede han Valentines Dag, men droppede det igen da det var for tæt på, og han havde brug for mere tid til at planlægge og forberede. Desuden var folk mere spredt omkring på Valentines Dag, end i almindelige weekender. Derefter overvejede han Deltopia, som er en dag hvor der er masser af fest på Del Playa Drive, men efter lidt research opdagede han, at der ville være meget politi til stede, og droppede derfor også den dag. Han endte med at vælge en ganske almindelig lørdag; d. 26. april 2014. Han havde også brug for at købe en tredje pistol, for planen var at han ville begå selvmord til sidst, ved at skyde sig selv i hovedet med to pistoler, og derfor havde han brug for en tredje, som en sikkerhed. Han skulle også købe ammunition, knive og en taske, han kunne opbevare alt dette i.
Derefter brugte han de første måneder af 2014 på at nyde livet så meget som muligt, og få mest muligt ud af hver dag. Hver morgen satte han sig ind i sin bil og kørte på eventyr, hvor han blandt andet tog på gåture i bjergene i Montecito, gik ture langs stranden, drak caffe latte på caféer, og først om aftenen kørte han hjem igen. For hver gang han så unge kærestepar, blev han mere og mere ivrig efter at udføre Gengældelsens Dag.
Elliot havde dog stadig lidt håb tilbage i sig, så da semesteret startede tilmeldte han sig to klasser. Håbet varede dog kun to uger, inden han droppede fagene, da han alligevel ikke mente, at der var nogen grund til at deltage.

Til sidst havde han lavet en hel plan for Gengældelsens Dag, og delt den op i faser:

Den første fase ville begynde dagen før Gengældelsens Dag, hvor han ville dræbe sine bofæller. Derefter ville han lokke så mange personer som muligt ind i lejligheden, som han ville bruge som sit personlige tortur- og mord-kammer. Han ville dræbe sine ofre ved at slå dem med en hammer, og derefter skære halsen over på dem. Hvis han fik lokket nogle pæne personer ind i lejligheden, ville han torturere dem før han dræbte dem. Når personerne var døde, ville han halshugge dem og beholde hovederne.

Den anden fase ville finde sted på Gengældelsens Dag, og denne dag ville skulle repræsentere hans krig mod kvinder. Først ville han tage hjem til sin far, og dræbe Jazz og Soumaya. Derefter ville han tage sin fars store Mercedes, og køre til søsterskabet Alpha Phis hus omkring kl. 21, fordi dette søsterskab havde flest smukke blondiner, og omkring den tid på aftenen, ville festerne starte. Her ville han snige sig ind i huset, og dræbe dem alle, og hvis tiden var til det, ville han sætte ild til huset bagefter.

Den tredje fase ville gå ud på at skynde sig væk fra søsterskabets hus, køre til Del Playa Drive, og ramme alle han kunne med bilen. Dem han ikke ramte, ville han skyde. Når han ville ankomme til Del Playa Drive, ville han parkere bilen ved et hus hvor der var fest, og smide hovederne fra de personer han havde halshugget i den første fase foran alle, og råbe hvordan han havde fået dem til at lide, for at få folk til at frygte ham. Og derefter ville massakren begynde, hvor han særligt ville gå efter kærestepar og pæne mennesker.

Når den første politibil ville vise sig, ville han skynde sig at køre væk i høj fart, og skyde alle på sin vej væk, indtil han ville ankomme til det rette sted, hvor han skulle ende sit liv. Her ville han sluge al det medicin han havde til overs sammen med noget stærk alkohol, og derefter skyde sig selv i hovedet med to pistoler.

I ugerne op til d. 26. april oprettede han en YouTube-kanal, hvor han uploadede en masse videoer på, hvori han udtrykte nogle sine følelser. Han planlagde at han ville uploade sin sidste video få minutter før angrebet mod søsterskabet, hvori han ville fortælle præcis hvorfor, det måtte ende sådan.

En af sine videoer kaldte han ”Why do girls hate me so much?”, og her spurgte Elliot om, hvorfor piger ikke kan lide ham. Han omtaler sig selv som pragtfuld, den ultimative gentleman, fortæller at han har god stil, og siger, at han fortjener piger mere end alle de andre fyre. Han håbede på at få nogle svar med denne video, og endda muligvis at der var en pige der ville skrive til ham, men de eneste svar Elliot fik, var fra andre fyre, der gjorde grin med ham.

Den 26. april, og dermed Gengældelsens Dag, nærmede sig, og det eneste Elliot manglede at gøre, var at skrive sit selvbiografiske manifest færdig og filme sin sidste video. Men d. 24. april blev Elliot ramt af en forkølelse, og hans far var kommet hjem fra sin arbejdsrejse tidligere end forventet, og derfor besluttede Elliot sig for at udskyde Gengældelsens Dag til d. 24. maj. I stedet tog han hjem til sin mor den weekend, og da han kom tilbage til Isla Vista vidste han med sikkerhed, at d. 24. maj ville være Gengældelsens Dag, og at der var ingen vej udenom for ham.

En uge efter at have uploadet endnu en video på YouTube, bankede politiet på Elliots dør. Elliot blev først meget bange, og troede at de på en eller anden måde havde fundet ud af hans planer, men grunden til at de havde opsøgt ham, var hans seneste video. Hans mor havde set hans videoer og kontaktet en kriselinje tilknyttet Santa Barbara County Mental Health, fordi hun var bekymret og ikke havde hørt fra Elliot i fire dage. Medarbejderen på kriselinjen kontaktede politiet, som derefter kørte ud til Elliot. De udspurgte ham blandt andet om, om han havde selvmordstanker, men Elliot fik overbevist dem om at alt var okay, og da politiet igen tog derfra, skyndte Elliot sig at fjerne de fleste af hans videoer på YouTube. Hans plan var, at han ville uploade dem igen, nogle dage inden Gengældelsens Dag, og han vidste nu, at han skulle være mere forsigtig. De følgende dage var Elliot bange for, om politiet ville komme tilbage, og havde derfor hele tiden en ladt pistol i nærheden; hvis de kom tilbage, ville han skynde sig at skyde dem, og derefter flygte fra stedet.

I de sidste få uger af sit liv, indså Elliot mere og mere, hvor rigtigt det ville være at udføre Gengældelsens Dag. I hans selvbiografiske manifest, skrev han sin ideologi ned om, hvordan en fair og retfærdig verden skulle være:

– Seksualitet skulle ikke eksistere; dette ville opnås ved at forbyde sex helt. I en verden uden sex ville menneskeheden være ren og civiliseret. Mænd ville vokse op fair og lige, fordi ingen mand ville være i stand til at opleve nydelsen ved sex, mens andre blev nægtet det. Hermed ville den menneskelige race udvikle sig til et helt nyt niveau af civilisation, helt uden urenheder og degeneration.

– For at sex kunne forbydes, ville kvinder skulle afskaffes i samfundet. Det første skridt i afskaffelsen af kvinder, ville være at sende dem i en form for koncentrationslejr, hvor størstedelen ville blive sultet til døde. Her ville Elliot gerne have et tårn, så han kunne observere dem lide og dø af sult.

For at den menneskelige race ikke skulle uddø, ville nogle få, udvalgte kvinder få lov at leve – men dette ville foregå i hemmelige laboratorier, hvor de kun skulle bruges til at avle, ved at blive insemineret med sæd.

Fremtidens mænd og drenge ville ikke kende til kvinder, og dermed ville lysten til sex forsvinde, og seksualitet og kærlighed ville ikke længere eksistere. Og i sådan en verden, ville menneskets intelligens blive udvidet, og den menneskelige race ville nå til den perfekte civilisation.

For at få alt dette indført, ville der skulle skabes en ny og magtfuld regering, som ville være under kontrol af én guddommelig leder, som f.eks. Elliot selv. Denne leder ville have fuldstændig magt og kontrol af alle aspekter af samfundet. Der ville skulle være en højt trænet hær af fanatisk loyale tropper til rådighed, for at kunne håndhæve de nye love.

Elliots udførsel af Gengældelsens Dag ville være hans forsøg på at gøre alt han overhovedet kunne, for at tilintetgøre alt det, han ikke kunne få og være en del af. Alt han ønskede var at elske og blive elsket at kvinder, og Elliot mente, at det var kvinders skyld, at det måtte ende som det gjorde.

Elliot havde efterhånden generet unge kærestepar mange gange, men d. 6. maj 2014 blev politiet kontaktet på grund af en episode. Elliot var gået hen til en asiatisk fyr, og sagt: ”Du er heldig at være en asiatisk fyr der dater en hvid pige. Det er bare ærgerligt, at hun er sådan en hestefjæs luder”, hvorefter han skyndte sig at køre væk. Pigen blev ked af det, og kørte rundt på parkeringspladsen for at finde Elliot, men da hun endelig fandt ham og konfronterede ham, ignorerede han hende. Hun kørte væk igen, da hun fandt hele situationen meget ubehagelig, og her så hun Elliot køre i høj fart gennem parkeringspladsen, hvor han var tæt på at ramme flere biler. Hun ringede derefter til politiet og gav dem hans nummerplade.

Gengældelsens Dag

Lørdag d. 23. maj dræbte Elliot sine to bofæller 20-årige Weihan Wang og 20-årige Cheng Yuan Hang, og deres 19-årige ven George Chen, i lejligheden. Først dræbte han Weihan, ved at stikke ham 15 gange og skære ham 23 gange i hoved, hals, bryster, ryg og begge arme og hænder. Da Cheng ankom til lejligheden, dræbte Elliot ham ved at stikke ham 15 gange og skære ham 23 gange i hoved, hals, bryst, ryg og begge arme og hænder. Ligene blev fundet på deres værelse, dækket af håndklæder, lagner og tøj. Da George ankom til lejligheden, dræbte Elliot ham ved at stikke ham 94 gange og skære ham 11 gange i hoved, hals, bryst, ryg og begge arme og hænder. George blev fundet på lejlighedens badeværelse.

Derefter skiftede Elliot tøj, og cirka tre timer efter, kl. 1937, tog Elliot til Starbucks på 888 Embarcadero Del Norte, hvor han købte en triple vanilla latte. Omkring kl. 2030 blev Elliot set i sin BMW på parkeringspladsen ved sin lejlighed. Kl. 2117 uploadede han videoen ”Retribution” på YouTube, og sendte sit selvbiografiske manifest på e-mail til 34 e-mail adresser, blandt andre sine forældre, og Gavin kl. 2118.

Få minutter efter kørte han til søsterskabet Alpha Phis hus på 840 Embarcadero Del Norte, hvor han bankede på døren. Ingen svarede, og Elliot gik tilbage mod sin bil, hvorfra han skød tre kvinder på fortovet. To af kvinderne overlevede ikke; 22-årige Katherine Breann Cooper blev skudt 8 gange i venstre side, venstre flanke og højre lunge, og 19-årige Veronika Elizabeth Weiss blev skudt 7 gange i bryst og bækkenområde. 20-årige Bianca de Kock blev skudt 5 gange i brystet og armene, men overlevede som den eneste af de tre. Hun udtalte senere, at Elliot havde smilt til dem og at han så glad ud, da han skød dem.

Derefter kørte Elliot til Pardall Road, hvor han fra sin bil skød mod en lukket kaffebar. Kort derfra affyrede han flere skud mod Isla Vista Deli Mart, hvor 20-årige Christopher Ross Michaels-Martinez blev ramt i brystet, og afgik ved døden. En patruljebetjent så Elliot køre derfra, men identificerede ham umiddelbart ikke som gerningsmanden, og fulgte derfor ikke efter ham.

Elliot kørte derefter i den forkerte vejbane mod Embarcadero Del Norte, hvor han kørte en mand ned og affyrede skud mod to personer, uden at ramme. Han kørte videre og fortsatte med at affyre skud, og ramte et kærestepar på vej ud fra et pizzeria samt en kvindelig cyklist. Længere nede af vejen affyrede han skud mod endnu en kvinde uden at ramme, lavede derefter en U-vending og udvekslede skud med en vicesherif. Elliot kørte videre, og ramte to mænd med sin bil på Del Playa Drive, og skød og sårede en mand der gik på Camino Del Sur. Ved 6688 Sabado Tarde ramte han en mand på sit skateboard med sin bil, lidt længere henne af vejen ramte han en mandelig cyklist, og kort efter en mandelig fodgænger. Ved 6573 Sabado Tarde skød og sårede han to mænd, og ved vejkrydset ved El Embarcadero og Sabado Tarde udvekslede han skud med 3 vicesheriffer, inden han drejede ned af El Embarcadero og ned af Del Playa Drive, hvor han ramte en mandelig cyklist. Her besluttede Elliot sig for at afslutte sin massakre, og skød sig selv i hovedet mens han stadig kørte bilen. Bilen kørte ind i en parkeret bil, og massakren stoppede dermed kl. 2135.

Elliot dræbte i alt 6 personer, og sårede 14 andre.

En efterforsker på sagen kontaktede Elliots mor omkring kl. 23, som allerede var på vej til Isla Vista, efter at Gavin havde ringet til hende cirka en halv time tidligere. Elliot havde haft sidste skoledag den dag, og havde lovet at ringe til sin mor når han var færdig med eksamen, men hun havde intet hørt og han besvarede hverken opkald eller beskeder. Så da Gavin ringede og fortalte om manifestet, var hun blevet bange og havde ringet til Elliots far, og derfor var de nu på vej til Isla Vista i hver deres bil.

Lidt efter midnat ankom efterforskerne til Elliots lejlighed, og her fandt de Weihan, Cheng og George. De havde forinden forsøgt at ringe til Cheng, men han svarede ikke. Efterforskerne var bange for at der ville være lureminer i lejligheden, og derfor skulle tekniker først tjekke lejligheden, før efterforskerne kunne komme ind. Omkring kl. 01 mødte efterforskerne Elliots forældre og Soumaya på en parkeringsplads, hvor de fortalte hvad der var sket, og aftalte at de ville snakke sammen senere.

Den følgende efterforskning gav et stort indblik i Elliots liv, og hans voldsomme vrede og had mod kvinder, kærestepar og populære personer – hvilket alt sammen, ifølge Elliot selv, skyldtes at kvinder ikke ville have sex med ham.

På sit værelse havde Elliot lagt sit selvbiografiske manifest og sine to dagbøger frem på skrivebordet, og derudover fandt efterforskerne blandt andet hans bærbare computer, lagen med rifter og puder med stikmærker, som kunne indikere at han havde brugt disse til at øve sig, det tøj han havde været iført da han dræbte Cheng, Weihan og George, flere knive, en forhammer, en machete, en åben flaske champagne, 10 computerspil, tomme æsker til ammunition og knive, en tegning af nogen blive stukket med knive, bogen ”The Art of Seduction” skrevet af Robert Greene, og recepter på Lorazepam (bruges bl.a. mod angst), Escitalopram (bruges bl.a. mod depression) og Vitamin D2.

Hans internethistorik viste, at han havde stor interesse for Det Tredje Rige, og at han havde søgt efter blandt andet hvordan man dræber nogen med en kniv, om Hitler havde en kæreste, informationer om knive og torturinstrumenter, og porno.
På hans iPhone 4 fandt efterforskerne 492 billeder, hvoraf cirka 200 af dem var selfies. De fandt 24 videoer, hvor adskillige var videoer hvori han lyttede til private samtaler.
I Elliots bil fandt de to Sig Sauer semiautomatiske pistoler, en Glock semiautomatisk pistol same adskillige jagt-lignende knive, som blev brugt til at udføre drabene.

Alt i alt kunne det konkluderes, at Elliot følte sig tvunget til at skulle udføre Gengældelsens Dag, blandt andet på grund af sin opfattelse af kvinder. Opfattelsen af kvinder stammede blandt andet fra hans forventning om, at andre skulle tage kontakt til ham, og han forsøgte sjældent selv at tage kontakt til andre, helt fra barnsben af.

Hans verdenssyn var meget snævert og urealistisk, hvilket blandt andet kan ses i hans ideologi hvor han vil forbyde sex, alene på grund af kvinder. Dog nævner han på intet tidspunkt homoseksualitet, som om at dette ikke eksistere i hans verden. Som barn handlede det for ham om at være populær, men efter puberteten trådte i kraft, handlede alt om hans behov for sex med kvinder – og helst de smukke, blonde kvinder.  Og han kunne kun fokusere på muligheder, der skulle give ham dette.

Elliot forstod ikke hvordan man begår sig socialt, og han mente at det var alle andres skyld, end hans egen, at det måtte ende som det gjorde. Han var yderst egoistisk, og tænkte sjældent på andre end sig selv og sine egne ønsker.

Elliot ønskede ikke at dø, men han ønskede at andre skulle lide, og for at kunne opnå dette, måtte han opgive sit eget liv.

Den efterfølgende tid

Mandagen efter massakren, blev alle timer på University of California, Santa Barbara aflyst for at afholde mindehøjtidelighed om eftermiddagen, hvor mere end 20.000 personer deltog. Her snakkede et af ofrene, Christopher Ross Michales-Martinez’ far, Richard Martinez, til forsamlingen, og udtrykte sin mening, om at våbenloven skulle ændres, hvor han blandt andet gav National Rifle Association skylden for massakren. Richard Martinez blev efterfølgende stor fortaler for ændringer i den amerikanske våbenlov, og arbejder i dag for Everytown for Gun Safety. Richard Martinez mødtes privat med Elliots far, nogle dage efter massakren.

Torsdagen efter massakren, d. 29. maj 2014, udtalte familievennen Simon Astaire på Elliots families vegne, til The Today Show på NBC: ”Vi græder i smerte for ofrene og deres familier. Det knuser vores hjerter på et niveau vi ikke troede var muligt. Følelsen af at vide, at det var vores søns handlinger der var skyld i tragedien, kan kun beskrives som et helvede på jorden. Det er nu vores ansvar at gøre alt vi kan, for at hjælpe til med at undgå at dette sker for andre familier. Ikke kun for at undgå flere uskyldige ødelagt, men også for at identificere og håndtere de mentale problemer der førte vores søn til at gøre hvad han gjorde”.

Efterfølgende trak Elliots mor sig helt fra mediernes søgelys, af respekt for ofrene og deres familie. Elliots far derimod, deltog i et interview med Barbara Walters fra ABC, der blev sendt i programmet ”20/20, Special Edition: The Secret Life of Elliot Rodger” d. 27. juni 2014. Elliots far fortalte at han ønskede at deltage i interviewet, for at fortælle andre forældre om advarselstegn, og om hvilke ændringer der skulle laves i psykiatrien, så dette ikke ville ske igen.
I interviewet fortalte Elliots far om, hvordan Elliot havde været misundelig på sin far over hans udseende, og at han allerede som barn begyndte at modtage psykiatrisk behandling på grund af sine sociale problemer. Han udtalte desuden, at hverken han eller Elliots mor så massakren komme, og at de virkelig havde troet, at flytningen til Isla Vista ville være god for Elliot. Men Elliot var en god løgner, og han havde et hemmeligt liv, som hverken Elliots far eller mor kendte til.

Derudover snakkede Elliots far ofte med ham om sex, og forsøgte at forklare Elliot at det var okay at være jomfru. Han mente desuden ikke at det ville have ændret noget, selv hvis Elliot ikke havde været jomfru, og at en kæreste ikke ville have gjort Elliot lykkelig, fordi han var psykisk syg.
Da Barbara Walters spurgte Elliots far om, hvorfor Jazz og Soumaya ikke var blevet dræbt, som Elliot ellers havde planlagt, svarede han, at en ændring i hans kalender redede deres liv.

Efter massakren lavede Elliots far et album på sin webside, som han kaldte ”Elliot Why”. Albummet indeholdte billeder af Elliot taget igennem hans opvækst. Albummet blev fjernet eller gjort privat sidst i 2017, muligvis på grund af uønsket opmærksomhed.

Få dage efter massakren snakkede Elliots ven Philip med Daily Mail Online. Hans mor havde udtalt sig uheldigt til pressen, hvor hun blandt andet havde sagt at Elliot havde udtalt at han ville voldtage kvinder, og Philip følte at han blev nødt til at fortælle, at dette ikke var sandt, og at hans mor var meget syg og stærkt medicineret. Philip var iblandt de personer der fik tilsendt Elliots selvbiografiske manifest, men han hørte først om tragedien morgenen efter, og læste først manifestet efterfølgende.
Philip fortalte Daily Mail Online, at han i januar havde ringet til Elliots mor, fordi Elliot havde lavet en bekymrende statusopdatering på Facebook, hvori Elliot blandt andet havde skrevet, at han var deprimeret fordi piger ikke kunne lide ham. Philip havde mange gange forsøgt at forklare Elliot, at han blev nødt til selv at tage kontakt til pigerne, og at han ikke kunne forvente at pigerne selv kom til ham, men han lyttede ikke. Philip udtalte desuden også, at Elliot altid havde været generet og akavet, en person af få ord, og at han ikke mente at deres venskab var så tæt, som Elliot havde givet udtryk for i sit selvbiografiske manifest. Til sidst i interviewet udtalte Philip: ”Elliot var en meget foruroligende person, men han skjulte det for alle, inklusiv mig”.

I noget tid var der igen debat om den amerikanske våbenlov, og dette førte til at staten California lavede en lov der lyder, at familiemedlemmer kan bede en dommer om at fjerne skydevåben fra et familiemedlem, hvis de mistænker denne for at være en trussel.
Men som altid, når der har været et skyderi i USA, bliver våbenloven debatteret. Nogle amerikanere mener, at det er deres ret at bære og eje skydevåben, og vil ikke ændre våbenloven. Andre mener, at våbenloven skal strammes helt til, og at privatpersoner ikke må bære eller eje våben. Og det er ikke kun privatpersoner der ikke kan blive enige; politikerne har ligeså svært ved det. Og indtil da fortsætter skyderierne i Amerika.

Kilder

– ”My Twisted World – The Story of Elliot Rodger” (Selvbiografisk manifest)

– Isla Vista Mass Murder May 23, 2014 – Investigation Summary – Santa Barbara County Sheriff’s Office

– Elliot Rodgers YouTube kanal

– Wikipedia

– ABC 20/20 “Special Edition: The Secret Life of Elliot Rodger” (Barbara Walters interview m. Peter Rodger, d. 27. juni, 2014)

– Richard Martinez’ artikel i Los Angeles Times, d. 17. februar 2018

– Familieven Simon Astaires udtalelse til The Today Show på NBC d. 29. maj, 2014

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Brenda Spencer - Grover Cleveland Elementary School skyderiet