John Wayne Gacy – Killer Clown | Seriemordere

John Wayne Gacy drev en succesfuld virksomhed, var social og vellidt, og især når han var iført sit klovnekostume. Hvad mange ikke vidste, eller havde set komme, var at han i løbet af seks år dræbte mindst 33 teenagedrenge og unge mænd – og dermed fik kaldenavnet ”Killer Clown”. John blev henrettet d. 10. maj 1994, 52 år gammel.

John Wayne Gacy Jr. blev født d. 17. marts 1942 i Chicago, Illinois, USA. Hans far, John Stanley Gacy, der arbejdede som maskinarbejder, havde polske forældre. Hans mor, Marion Elaine Robinson, der var hjemmegående husmor, havde danske aner. Familien, der bestod af far, mor, storesøster Joanne, John og lillesøster Karen, boede i et middelklasse-område i nordlige Chicago, og dyrkede den katolske tro. John var meget tæt med sine søstre og sin mor, mens hans forhold til faderen var yderst anstrengt, hovedsageligt på grund af faderens alkoholmisbrug. På trods af faderens voldelige tendenser, der hovedsageligt gik ud over John med en læderstrop, ønskede John inderligt at modtage faderens anerkendelse. Men det eneste han fik af sin far, var tæsk. Som 4-årig blev han slået med et læderbælte, og senere slået bevidstløs med et kosteskaft. Da John som 6-årig stjal en legetøjslastbil fra en butik, fik hans mor ham til at gå tilbage med den og sige undskyld til butiksejeren – og da han kom hjem, ventede hans far med læderstroppen. Derefter begyndte Johns mor at beskytte John fra faderens vold, hvilket førte til at John blev kaldt for ”tøsedreng” og ”mors dreng”, som ”sikkert ville vokse op bøsse”.
Da John var 7 år gammel rørte han, sammen med en ven, en jævnaldrende pige intimt, hvilket førte til tæsk af faderen. Samme år blev John angiveligt selv seksuelt misbrugt af en ven af familien. Vennen, der var entreprenør, tog John med ud på køreture i hans lastbil, og forgreb sig på ham. John var bange for at hans far ville give ham skylden for misbruget, og han fortalte ham derfor aldrig om det.

Ud over den fysiske og psykiske terror fra faderens side, led John også med en hjertesygdom, der betød at John ikke måtte dyrke sport. Dette førte til at John blev overvægtig, og som en gennemsnitlig elev med få venner, blev han et mobbeoffer for børnene i nabolaget og på skolen. I 4. klasse begyndte han at opleve blackouts, og han blev derfor af og til indlagt. Hans far mente at John simulerede disse blackouts, for at få sympati og opmærksomhed, og det blev aldrig fastgjort hvad der egentlig skyldtes blackoutsne, selvom det mistænkes at det var relateret til hjertesygdommen, eller at han som 11-årig fik en gynge i hovedet. På grund af de hyppige indlæggelser på hospitalet, kom John mere og mere bagud i skolen, hvilket førte til dårlige karakterer og tab af venskaber. Igennem high school skiftede han flere gange skole, men formåede ikke at færdiggøre sin skolegang.

I 1960, da John var 18 år gammel, begyndte han at involvere sig i politik. Han fik arbejde som assistent for en lokalpolitiker fra Democratic Party, hvilket han modtog meget kritik for fra faderens side. Da John blev kandidat for Democratic Party købte hans far en bil til ham, som han ville blive få overdraget i sit navn når han var færdig med at betale sin far af for den. Det var noget der ville tage flere år, og hver gang John og hans far blev uvenner, tog faderen bilnøglerne fra ham. Det blev John til sidst træt af, og han fik derfor lavet et ekstra sæt nøgler i 1962. Da hans far opdagede dette, fjernede han strømfordeleren fra bilen og beholdte den i tre dage. Da John endelig fik strømfordeleren til bilen, kørte han til Las Vegas.
I Las Vegas fik John et arbejde i et lighus, hvor han sov bag balsameringslokalet. John fortalte senere, at ligene fascinerede ham, og at han en gang kravlede ned i en kiste, hvori der lå en afdød teenagedreng, og omfavnede og kærtegnede drengen. Efter tre måneder i Las Vegas ringede John til sin mor, for at spørge om hans far mon ville lade ham komme hjem igen, og John rejste derefter hjem.

Selvom John ikke havde færdiggjort high school formåede han at blive optaget på Northwestern Business College, og i 1963 blev han færdiguddannet derfra. Han fik derefter et job hos Nunn-Bush Shoe Company, som i 1964 sendte ham til Springfield, Massachusetts og forfremmede ham til afdelingsleder. Samme år blev han medlem af Jaycees (The United States Junior Chamber), som er en organisation der omhandler ledertræning for personer mellem 18 og 40 år.
Gennem sit arbejde mødte han Marlynn Myers, der arbejdede i den afdeling han var leder for. De to fandt hurtigt sammen, og i september 1964 blev de gift. Marlynns far ejede tre Kentucky Fried Chicken restauranter i Waterloo, Iowa, og da John blev tilbudt en lederstilling flyttede John og Marlynn til Waterloo. John begyndte i jobbet i 1966, og modtog årligt $15.000, hvilket i 2018 svarer til cirka $115.274 (cirka 742.514 kr.), samt bonusser. I februar samme år blev parrets søn, Michael, født, og blot et år efter blev datteren Christine født.
John blev en del af den lokale Jaycees i Waterloo, hvor han hurtigt blev vicedirektør, og modtog stor ros for al den tid han lagde i sit arbejde i organisationen.
John omtalte denne tid af hans liv som perfekt; han havde kone og to børn, et velbetalt arbejde, og et godt socialt liv. Og for første gang i sit liv, modtog han anerkendelse af hans far, og modtog endda en undskyldning fra ham, for al den fysiske og psykiske smerte han havde påført ham.

Begyndelsen på de seksuelle overgreb

Men selvom alt virkede perfekt, var der en helt anden side af John. Denne side kom særligt frem i Jaycees-organisationen, der gjorde brug af både konebytte, prostitution, pornografi og stoffer. John var involveret i langt de fleste af disse aktiviteter, og var ofte sin kone utro med lokale prostituerede. John havde allerede dyrket homoseksuelle oplevelser, blandt andet med en mandlig kollega, da han arbejde i Springfield, der udførte oralsex på ham, men nu begyndte han at gøre seksuelle tilnærmelser mod de teenagedrenge, der var ansat i restauranterne han var leder for. John ville som regel tilbyde dem alkohol for at ”varme dem op”, og hvis de afviste hans tilnærmelser, ville han sige at det var en joke eller en ”moraltest”.

I august 1967 lokkede John 15-årige Donald Voorhees, der var søn af et medlem af Jaycees, hjem til ham, med løfte om at vise han pornografiske film. Derhjemme serverede John alkohol for Donald, og da Donald var blevet beruset, fik John ham til at udføre oralsex. De følgende måneder misbrugte John flere teenagedrenge på samme måde, nogle gange med begrundelsen at det var for ”videnskabelige undersøgelser” og betalte dem op til $50 for at udføre oralsex. I marts 1968 fortalte Donald Voorhees sin far om John og hvad han havde gjort, og John blev derefter politianmeldt og anholdt, anklaget for seksuelt overgreb mod Donald, samt forsøg på overgreb mod 16-årige Edward Lynch. John benægtede alt, og udtalte offentligt at det hele måtte være politisk motiveret, fordi Donalds far var imod ham. Flere troede på ham, men ikke retten; i maj 1968 blev han officielt tiltalt.
Tre måneder senere overtalte John 18-årige Russell Schroeder, der var ansat i en af Johns restauranter, til at overfalde Donald Voorhees, for at få ham til at lade være med at vidne i retten, hvilket han ville få $300 for. I starten af september lokkede Russell Donald til et afsides sted, sprøjtede tåregas-lignende produkt i hovedet på ham, og tæskede ham, mens han råbte at han ikke skulle vidne i retten. Donald formåede at flygte fra Russell, og anmeldte straks overfaldet til politiet. Russell blev anholdt den følgende dag, og indrømmede at John havde betalt ham for at overfalde Donald – John blev derfor også anholdt, og fik nu endnu en anklage på sig.
Efter anholdelsen blev John beordret til at gennemgå en psykisk evaluering, og efter 17 dages evaluering konkluderede to læger, at John havde en antisocial personlighedsforstyrrelse, og at han ikke ville have gavn af terapi eller medicinsk behandling. Derudover mente de at han sandsynligvis ville gentage sine forbrydelser, og at han var kompetent til at stå for retten.

John kendte sig skyldig i at have begået seksuelt overgreb mod Donald, men kendte sig ikke skyldig i de resterende anklager. John sagde desuden til dommeren, at Donald selv havde tilbudt sig seksuelt, og at han havde taget imod tilbuddet af nysgerrighed. D. 3. december 1968 blev John kendt skyldig for overgrebet, og idømt ti års fængsel i Anamosa State Penitentiary. Samme dag søgte Johns kone skilsmisse, hvori hun bad om at overtage huset, ejendele, ægtefællebidrag og få fuld forældremyndighed over børnene. Skilsmissen gik igennem d. 18. september 1969, og John så aldrig sine børn igen.
I fængslet gik det godt for John; han blev chefkok i køkkenet, blev medlem af Jaycees for indsatte, hvor han øgede medlemstallet fra 50 til 650, og han var yderst vellidt. I juni 1969 ansøgte John om tidlig prøveløsladelse, men blev afvist. For at forberede sig til næste ansøgning, gennemførte han 16 high school kurser, og modtog endelig sit high school diplom i november 1969. Omkring juletid samme år, døde Johns far af skrumpelever. Han søgte om at få lov til at tage med til begravelsen, men denne ansøgning blev også afvist.
Men efter et halvt år kunne John atter søge prøveløsladelse, og her blev kan ikendt 12 måneders prøveløsladelse – efter at have afsonet kun 18 måneder ud af sin straf på ti år. Betingelserne for prøveløsladelsen lød på, at John skulle flytte til Chicago for at bo hos sin mor, hvor han skulle være hjemme hver dag senest kl. 22⁰⁰, samt at Iowa Board of Parole jævnligt skulle modtage opdateringer fra ham.
D. 19. juni flyttede John hjem til sin mor, og kort efter fik han arbejde som kok.

Der gik dog ikke længe, før John atter blev anklaget. D. 12. februar 1971 meldte en teenagedreng John for at have udsat ham for seksuelle overgreb eller forsøg på, men da drengen ikke mødte i retten blev sagen afvist. Dette ville have gjort en ende på Johns tilværelse udenfor fængslet, hvis Iowa Board of Parole havde hørt om dette. Men af ukendte årsager hørte de aldrig om dette – i hvert fald ikke før flere år senere – og i juni havde John færdiggjort sine tolv måneder prøveløsladelse, hvorefter hans straffeattest blev forseglet, og John var atter en fri mand.
Johns mor hjalp John økonomisk med at købe et hus på 8213 West Summerdale Avenue i Chicago. Sammen flyttede de ind i huset i sommeren 1971, og ganske kort efter blev John forlovet med Carole Hoff. Carole havde som teenager været veninder med Johns lillesøster, og havde to døtre fra et tidligere ægteskab. Hun kendte til Johns fængselsstraf, men ligesom Johns familie og omgangskreds, troede hun på at det hele var en stor misforståelse og at John var uskyldig. Hun flyttede derfor, sammen med sine to døtre, ind hos John, og kort før deres bryllup i d. 1. juli 1972, flyttede Johns mor ud af hjemmet. Blot en uge før brylluppet blev John dog anholdt og anklaget for at have udgivet sig for at være politibetjent overfor en ung fyr, hvorefter han havde lokket fyren ind i sin bil og tvunget ham til at udføre oralsex. Atter holdt Johns pårørende fast i at John var uskyldig, og da sagen blev droppet, fordi fyren forsøgte at afpresse John til at betale ham for at droppe sagen, jublede de alle.

Men hvad kun John vidste, var at han havde gjort det der var værre endnu – han havde nemlig allerede begået sit første mord. D. 2. januar 1972 rejste 16-årige Timothy McCoy fra Michigan til Glenwood, efter at have besøgt sin tante, og han stoppede i Chicago for at se byen. John samlede ham op på busstationen, med løfte om at Timothy kunne overnatte i hans hjem – som var tomt, fordi Johns kone og steddøtre besøgte familie – og at han ville køre ham tilbage til busstationen den næste morgen.
Ifølge John vågnede han om morgenen, hvor Timothy stod i døren ind til hans soveværelse, med en køkkenkniv i hånden. John frygtede at Timothy ville dræbe ham, og de to begyndte at slås. Slåskampen endte da John stak Timothy i brystet flere gange med køkkenkniven. I køkkenet havde Timothy forberedt morgenmad og dækket bord til to, og først her gik det op for John, at Timothy ikke havde haft intentioner om at dræbe ham. Han lagde derefter Timothys lig i sin krybekælder, hvor han senere dækkede liget med cement.
Han udtalte senere, at han under drabet havde fået en orgasme, og at det var her det gik op for ham, at død var den ultimative fornøjelse.

Da John var blevet gift, sagde han sit job op som kok, og startede i stedet sin egen virksomhed, kaldt PDM Contractors. PDM stod for ”painting, decorating and maintenance” [malning, dekoration og vedligeholdelse]. Han ansatte hovedsageligt unge mænd og teenagedrenge, men alligevel var firmaet en succes, der allerede i 1978 havde en årlig omsætning på over $200,000, hvilket i 2018 svarer til $773,454, altså 4,982,049 kr.
I 1973 købte han gennem virksomheden en grund i Florida, og da han skulle kigge på grunden tog han en ansat teenagedreng med. I løbet af den første nat i Florida voldtog John teenagedrengen, og da teenagedrengen den efterfølgende nat nægtede at sove på samme værelse som John, endte han med at sove på stranden. Efter de kom hjem igen, tæskede teenagedrengen John i Johns have, hvor Johns svigermor måtte stoppe slåskampen. John sagde at teenagedrengen havde overfaldt ham, fordi John havde nægtet at betale ham for noget dårligt udført arbejde – hvilket alle troede på.
I 1974 involverede John sig igen i politik, og blev et aktivt medlem af Democratic Party. Han var meget aktiv i lokalsamfundet og var yderst vellidt af alle, anset som selskabelig og hjælpsom. Samme år dræbte han sit andet offer: en uidentificeret teenagedreng mellem 14 åg 18 år. Teenagedrengen mistede livet ved at blive stranguleret, hvorefter liget blev gemt i Johns klædeskab, inden John begravede liget i haven under cement.
I 1975 blev han bestyrelsesmedlem for Polish Constitution Day Parade i Chicago, som er en årlig fejring af Tredje Maj-forfatningen. Han stod for begivenheden fra 1975 til 1978, og gennem dette mødte han blandt andre daværende førstedame Rosalynn Carter d. 6. maj 1978, hvor de blev fotograferet sammen.
John var også medlem af den lokale Moose Club, og gennem denne blev han bekendt med klovneklubben Jolly Joker, hvis medlemmer regelmæssigt optrådte ved indsamlingsbegivenheder og parader, samt besøgte syge børn på hospitaler. Han blev en del af Jolly Joker, og opfandt sine egne karakterer, Klovnen Pogo og Klovnen Patches. Han designede sine egne kostumer, lærte sig selv at lægge klovnemakeup, og optrådte blandt andet ved lokale fester, begivenheder for Democratic Party, velgørenhedsbegivenheder og på børnehospitaler.

Men ligeså perfekt alt virkede udenfor hjemmet, ligeså uperfekt var det indenfor hjemmet. John fortalte sin kone, Carole, at han var biseksuel, og på Mors Dag 1975 fortalte han hende, at det var sidste gang de ville have sex. Han begyndte at bruge mere og mere tid hjemmefra, og kom først hjem de tidlige morgentimer. Da Carole flere gange så John tage teenagedrenge med ind i garagen, og fandt homoseksuel pornografi i hjemmet, bad hun om skilsmisse.
I maj 1975 ansatte John 15-årige Anthony Antonucci i sin virksomhed. To måneder senere tog John hjem til drengen, da han vidste han ville være alene hjemme. John fik Anthony til at drikke alkohol, og viste han et tryllenummer der involverede at bryde fri af håndjern. John formåede at give Anthony håndjernene på, men havde ikke fået lukket det helt om højre håndled. Da John forlod rummet gjorde Anthony sig fri af håndjernene, og da John kom tilbage overfaldt Anthony ham, med kneb han havde lært fra wrestling, og gav John håndjernene på. John blev vred, men lovede til sidst at han ville forlade hjemmet, hvis Anthony fjernede håndjernene. Anthony slap ham fri, og John forlod hjemmet. Anthony forblev ansat i virksomheden, da hans største ønske på daværende tidspunkt var at købe en bil, og for at kunne det, havde han brug for penge.

Blot en uge efter forsvandt 17-årige John Butkovitch, der også var ansat i Johns virksomhed. Dagen før han forsvandt, havde John Butkovitch eftersigende truet John fordi han ikke havde fået sin løn, og John havde derfor inviteret John Butkovitch hjem, for at ordne betalingen. Derhjemme fik John teenagedrengen i håndjern, strangulerede ham til døde, og begravede ham under cementgulvet i garagen. John Butkovitchs bil blev fundet på en parkeringsplads, hvor både bilnøgler og pung lå indeni. John Butkovitchs far ringede til John, som lovede at hjælpe til med at lede efter teenagedrengen. John blev desuden også afhørt af politiet, hvor han udtalte at John Butkovitch og to af hans venner var taget hjem til John og krævet at få lønnen, men at de var taget i sted igen efter at være nået til enighed. De følgende tre år ringede John Butkovitchs familie til politiet mere end hundrede gange, for at bede dem om at efterforske John yderligere.

Mordene tog til

Da John og Carole blev skilt i marts 1976, begyndte den tid, John senere ville omtale som sine ”cruising years”.
En måned efter skilsmissen dræbte John 18-årige Darrell Sampson; hans pludselige forsvinden blev mistænkt at skyldes, at han blot var løbet hjemmefra. Darrell blev begravet i krybekælderen under spisestuen. Fem uger senere forsvandt 15-årige Randall Reffett på vej hjem fra skole, og samme dag forsvandt også 14-årige Samuel Stapleton. Randall og Samuel blev begravet sammen i krybekælderen.
I starten af juni blev 17-årige Michael Bonnin dræbt; han forsvandt da han rejste fra Chicago til Waukegan, og blev stranguleret og begravet i krybekælderen. Ti dage senere blev 16-årige William Carroll dræbt, og begravet i krybekælderen under Johns køkken. I starten af august dræbte John 16-årige James Haakenson, 17-årige Rick Johnston og en uidentificeret mand mellem 23 og 30 år. De blev begravet sammen i krybekælderen.

I slutningen af juli 1976 blev 18-årige David Cram ansat i Johns virksomhed, og flyttede ind hos John en lille måneds tid efter. Dagen efter David var flyttet ind, gav John ham håndjern på mens han var beruset, og sagde at han ville voldtage ham. David sparkede John i hovedet og formåede at slippe fri af håndjernene. Dette var dog ikke nok til at David ville flytte ud med det samme, men da John nogle uger efter sagde: ”Dave, du ved virkelig ikke hvem jeg er. Måske ville det være godt, hvis du gav mig hvad jeg vil have”, valgte David at flytte ud og sige jobbet op. Han arbejdede dog stadig periodisk for Johns virksomhed de følgende to år. Kort efter David flyttede ind, flyttede 18-årige Michael Rossi ind, der også var ansat i Johns virksomhed.
Mellem august og oktober dræbte John desuden to uidentificerede unge mænd, der menes at være mellem 15 og 24 år og 18 og 22 år. Den ene unge mand blev begravet mellem William Carroll og Rick Johnston, mens den anden blev begravet i nordøst hjørnet af krybekælderen.
D. 24. oktober dræbte John 16-årige Kenneth Parker og 14-årige Michael Marino, og begravede dem sammen i krybekælderen. To dage senere forsvandt 19-årige William Bundy, der var ansat i Johns virksomhed; den unge mand havde sagt til sin familie at han skulle til en fest, men kom aldrig hjem. Han blev begravet i krybekælderen under Johns soveværelse.

D. 12. december blev 17-årige Gregory Godzik set i live for sidste gang. Gregory, der også var ansat i Johns virksomhed, blev sit set da han kørte sin kæreste hjem efter en date. Han havde været ansat i virksomheden i tre uger, hvor han på et tidspunkt havde fortalt sin familie, at han var blevet sat til at lave en slags afløb i Johns krybekælder – det viste sig, at Gregory havde været med til at grave sin egen grav. Gregorys bil blev senere fundet forladt i byen Niles, cirka 24 km fra Chicago. Gregorys forældre kontaktede John angående hans forsvinden, hvor John sagde at Gregory havde efterladt en telefonsvarerbesked til John, hvori han indikerede at han ville løbe hjemmefra. Da de spurgte om de måtte høre denne besked, sagde John at han havde slettet den.
D. 20. januar 1977 forsvandt 19-årige John Szyc, efter han, eftersigende, havde solgt sin bil til John. John Szyc blev begravet i krybekælderen ovenpå Gregory. John gemte John Szycs high school ring fra 1975 med initialer samt et Motorola TV, og solgte senere bilen til Michael Rossi, der stadig boede hos John.
På et tidspunkt mellem december 1976 og marts 1977 dræbte John en uidentificeret mand mellem 22 og 32 år, og begravede ham under 20-årige Jon Prestidge, der blev dræbt d. 15. marts. John dræbte desuden endnu en uidentificeret ung mand, og begravede ham i krybekælderen under entréen. Ikke meget vides om denne unge mand, heller ikke hvornår han blev dræbt, men han menes at have været mellem 17 og 21 år, og havde brækket kravebenet inden sin død.

I marts 1977 var der gået ét år siden skilsmissen gik igennem. I løbet af dette år havde John dræbt mindst 17 unge mænd og teenagedrenge, hvoraf langt de fleste var blevet begravet i cement i krybekælderen.
I april blev John forlovet med en kvinde, han havde set i tre måneders tid. Da Michael Rossi flyttede ud, og hun flyttede ind, holdte John en pause med drabene. Men da forlovelsen endte i starten af juni, begyndte drabene igen. 19-årige Matthew Bowman blev stranguleret med en årepresser, og begravet i krybekælderen – mens han stadig havde årepresseren om halsen.
I august blev Michael Rossi anholdt, efter han havde stjålet benzin fra en tankstation. Michael havde købt John Szycs bil af John, og via bilens registreringsnummer fandt politiet frem til Johns adresse. John fortalte dem igen, at han havde købt John Szycs bil og solgt til Michael Rossi, denne gang med tilføjelsen at han havde købt bilen, fordi John Szyc havde sagt han havde brug for penge så han kunne forlade byen. John blev ikke yderligere afhørt om John Szycs forsvinden.
Fra september til december 1977 dræbte John 18-årige Robert Gilroy, 19-årige John Mowery, 21-årige Russell Nelson, 16-årige Robert Winch, 20-årige Tommy Boling og 19-årige David Talsma. Alle blev stranguleret og begravet i krybekælderen.

D. 30. december bortførte John 19-årige Robert Donnelly fra et busstop i Chicago, mens han truede Robert med en pistol. Derhjemme voldtog og torturerede John Robert med diverse redskaber, samt pressede hans hoved ned i det fyldte badekar indtil han besvimede, hvorefter han genoplivede ham. Efter flere timers tortur, nærmest tiggede Robert John om bare at dræbe ham, så det var slut, til hvilket John svarede: ”Jeg kommer til det”. Men John dræbte ikke Robert – i stedet kørte han ham til hans arbejde i de tidlige morgentimer, hvor han fjernede håndjernene om Roberts håndled og efterlod ham. Robert meldte det til politiet, og d. 6. januar 1978 blev John afhørt, hvor han sagde at de havde haft konsensual ”slave-sex”. Måneden efter dræbte han 19-årige William Kindred.
I maj 1978 lokkede John 26-årige Jeffrey Rignall ind i sin bil, med løfte om at han havde marihuana. Han bedøvede Jeffrey med kloroform, og kørte hjem. Derhjemme voldtog og torturerede han Jeffrey med forskellige redskaber, herunder blandt andet stearinlys og piske, og bedøvede Jeffrey flere gange med kloroform. Da John var færdig med at torturere Jeffrey, kørte han ham til Lincoln Park i Chicago og efterlod ham, stadig bevidstløs men i live. Jeffrey formåede at gå hjem til sin kærestes lejlighed, og anmeldte derefter overfaldet. Jeffrey var indlagt på hospitalet i seks dage, og havde fået permanente skader på sin lever på grund af kloroformen. Politiet valgte at ukendte årsager ikke at tro på Jeffrey, på trods af fysiske beviser samt at Jeffrey kunne beskrive både bilen og køreturen, og John blev derfor ikke efterforsket.

Efterhånden var der ikke plads til flere lig i krybekælderen, og John skulle derfor finde et nyt sted at skaffe sig af med ligene. Han overvejede at gemme ligene på loftet, men frygtede at dette ville skabe lækage, og han besluttede derfor at smide ligene i Des Plaines River. Midt i juni dræbte han 20-årige Timothy O’Rourke, som blev fundet i floden d. 30. juni. Der gik fem måneder før han dræbte igen; 19-årige Frank Landingin blev fundet i floden d. 12. november. 24. november dræbte han 20-årige James Mazzara, som blev fundet d. 28. december.
D. 11. december 1978 besøgte John et apotek i Des Plaines, hvor han skulle snakke med ejeren om en potentielt ombygning af apoteket. Her mødte John 15-årige Robert Piest, som var ansat på apoteket. John fortalte Robert om sin virksomhed, og fik vækket Roberts nysgerrighed, da han fortalte at han kunne tjene næsten det dobbelt af hvad han tjente i apoteket, hvis han blev ansat i Johns virksomhed. Robert sagde til sin mor, som var kommet for at hente Robert, at han lige ville gå udenfor for at snakke med en entreprenør om et job, og at han ville komme tilbage hurtigt – men Robert kom ikke tilbage. Familien meldte Robert savnet, og apoteksejeren fortalte at det nok var John, som teenagedrengen havde skulle snakke med. Politiet kontaktede derfor John aftenen efter, men han benægtede at have snakket med Robert, og lovede endda at tage til politistationen for at afgive en officiel udtalelse – men ifølge John, kunne han ikke komme lige med det samme, da hans onkel netop var død. Først kl. 3 om natten ankom John til politistationen, dækket til af mudder, hvilket han forklarede med, at han havde været involveret i et biluheld. Han holdte fast i, at han ikke havde tilbudt Robert et job. Apoteksejeren havde dog allerede fortalt politiet, at John var vendt tilbage til apoteket senere; dette forklarede John med, at apoteksejeren havde ringet og sagt at John havde glemt sin aftalebog, og han derfor var kommet for at hente den, men dette afkræftede apoteksejeren. Politiet bad derfor John om at afgive en skriftlig forklaring, der kunne fortælle hvor John havde været i løbet af den dag.

Politiet mistænkte John for at være involveret, lige meget hvor meget han så end forsøgte at krybe udenom – og derfor tjekkede de hans generalieblad, hvor de fandt at John flere gange var blevet anmeldt, samt at han havde været fængslet for seksuelt overgreb. D. 13. december blev hans hjem derfor ransaget, og her fandt efterforskere blandt andet high school ring fra 1975 med initialer J.A.S, som de senere lærte tilhørte John Szyc, forskellige kørekort, håndjern, en træklods med borede huller i begge ender, bøger om homoseksualitet og pæderasti, en injektionssprøjte, tøj der var alt for småt til John, en 6 mm Brevettata starterpistol samt fotokvittering fra det apotek, hvor Robert arbejdede. Johns privatbil samt firmabilerne blev konfiskeret af politiet, for at der kunne udføres yderligere undersøgelser, og to politibetjente blev sat til at overvåge John.
Dagen efter ransagningen af Johns hjem, ringede Michael Rossi til politiet. Han fortalte dem om Gregory Godziks forsvinden, samt at Charles Hattula, der også havde været ansat i firmaet, var blevet fundet druknet i en flod i Illinois året forinden. D. 15. december lærte politiet om sagen med Jeffrey Rignall, og samme dag afhørte de Johns ekskone, der kunne fortælle om John Butkovitchs forsvinden. De fandt også at ringen, fundet i Johns hjem under ransagningen, tilhørte John Szyc, og de kontaktede derfor hans mor, som fortalte at sønnens Motorola TV var forsvundet sammen med ham.

John opførte sig venligt overfor de to politibetjente, der var sat til at overvåge ham; han tilbød dem blandt andet at spise middag sammen med ham på restauranter og drikke drinks på barer eller i hans hjem. Han blev ved med at sige, at han ikke havde noget med Roberts forsvinden at gøre, og beskyldte efterforskerne for at chikanere ham på grund af hans politiske forbindelser eller brug af euforiserende stoffer.
Men han vidste også, at sandsynligheden for at politiet ville anholde ham for noget trivielt var lille, og han begyndte derfor at køre hasarderet, hvor det mere end én gang lykkedes ham at køre fra de to overvågende politibetjente.
D. 17. december blev Johns privatbil undersøgt, hvor der blev fundet fibre i bagagerummet, der kunne være menneskehår, som blev sendt til analyse. Tre hunde skulle lugte til de konfiskerede biler, for at afgøre om Robert havde været i nogle af dem – og i Johns privatbil lagde en af hundene sig ned, hvilket betød, at Robert havde været i bilen.
Samme aften inviterede John de to overvågende politibetjente på middag på en restaurant. De tilbragte natten sammen, og spiste morgenmad på en anden restaurant. John fortalte dem om sin virksomhed, om sine ægteskaber, og om sine aktiviteter som registreret klovn. På et tidspunkt sagde han til dem: ”I ved … Klovne kan slippe af sted med mord”. Han var efterhånden begyndt at vise tegn på presset der lå på ham; han barberede sig ikke længere, så træt ud, virkede angst og drak meget alkohol.

Om eftermiddagen d. 18. december tog John hen til sin advokaters kontor, for at lægge sag an mod Des Plaines politiet, med krav om at ende overvågningen. Politiet begyndte at finde flere og flere beviser mod John; blandt andet viste det sig, at fotokvitteringen fra apoteket, som blev fundet i Johns hjem, gav en vigtig ledetråd. Serienummeret på kvitteringen førte dem til Kim Byers, Roberts kollega, som kunne fortælle at hun havde haft en jakke på og lagt kvitteringen i lommen på denne jakke – og at hun havde givet Robert jakken, da han forlod apoteket for at snakke med John. Altså kunne politiet nu konkludere, at John og Robert havde snakket sammen.
Dagen efter begyndte politiet at samle alle beviserne, for at kunne få en ny dommerkendelse til at ransage Johns hjem. Om eftermiddagen inviterede John de to overvågende politibetjente indenfor i hjemmet, hvor den ene forsøgte at distrahere John, mens den anden listede ind i soveværelset for at notere serienummeret på Motorola TV’et. Den ene bemærkede dog en lugt fra en varmekanal, der mindede ham om lugten af rådne lig. Under den første ransagning havde huset været koldt, og det var derfor først nu, at denne lugt blev opdaget.

Både Michael Rossi og David Cram, der begge havde boet hos John, var flere gange blevet afhørt under efterforskningen, og begge havde kunne fortælle mange brugbare informationer. Michael fortalte blandt andet, at John havde fået ham til at sprede ti poser med lime i krybekælderen i sommeren 1977, og at John havde fået ham til at grave render i krybekælderen, hvor han havde været meget efter ham, for at være sikker på, at han ikke gravede andre steder, end præcis hvor han fik besked på. Da politiet spurgte Michael om hvor John muligvis kunne have gjort af Roberts lig, svarede han: ”I krybekælderen; han kunne have lagt ham i krybekælderen”.
David fortalte politiet om Johns forsøg på at voldtage ham i 1976, at han også var blevet sat til at sprede lime og grave render i krybekælderen. Han fortalte, at renderne var 0,61 meter brede, 1,8 m lange og 0,61 m dybe. Disse render ville senere vise sig at være grave.

Om aftenen d. 20. december tog John hen til sine advokaters kontor, angiveligt for at snakke om høringen angående sagsanlægget mod Des Plaines politi. John virkede forpjusket og bad med det samme om en alkoholisk drik, så den ene advokat hentede straks en flaske whisky i sin bil. Da han kom tilbage, spurgte de John hvad han ville snakke om. Han samlede avisen Daily Herald op fra et skrivebord, pegede på forsiden, der omhandlede Roberts forsvinden, og sagde: ”Denne dreng er død. Han er i en flod.” Det var begyndelsen på Johns tilståelse, som varede helt til de tidligere morgentimer. John fortalte dem, at han havde været ”dommeren, juryen og henretteren af mange, mange personer”, at han havde begravet de fleste i sin krybekælder, og smidt resten i Des Plaines River. Nogle af ofrene omtalte han ved navn, andre som mandelige prostituerede, svindlere og løgnere, som han gav ”reb-tricket” – altså strangulerede til døde. Han hævdede desuden, at han nogle gange var vågnet op og fundet ligene på hans gulv med håndjern på. Han fortalte også, at han havde givet Robert en årepresser om halsen og taget livet af ham, mens han græd og var bange.
John havde efterhånden indtaget en del alkohol, og faldt i søvn midt i sin tilståelse. Mens John sov, arrangerede advokaterne at John fik en aftale hos en psykiater kl. 9³⁰. Men da John vågnede, rystede han blot på hovedet da hans advokater sagde, at han havde tilstået at have dræbt cirka 30 personer, og sagde: ”Nå, jeg kan ikke tænke på det lige nu. Jeg har ting jeg skal gøre”. Han forlod derefter kontoret, bevidst om at hans frihed kun varede få timer endnu. Han kørte til en tankstation og fik fyldt sin lejebil op med benzin, og gav den ansatte en lille pose med cannabis. De overvågende betjente fik posen af den ansatte lige efter. John kørte derefter hjem til sin ven, Ronald Rhode, hvor han grædende gav ham et kram, og sagde: ”Jeg har dræbt tredive personer, mere eller mindre”. Han forlod Ronald, og mødtes derefter med Michael Rossi og David Cram. Efter at have talt med dem, fik han David til at køre ham til et planlagt møde med den ene af hans advokater; David informerede imens politiet om, at John havde tilstået over 30 mord overfor sine advokater. Da John var færdig med at snakke med sin advokat, fik han David til at køre ham til Maryhill Catholic Cemetery & Mausoleum, hvor hans far lå begravet.
Mens John var på denne tur afskeds-tur, arbejdede politiet stærkt på at få dommerkendelse til at ransage huset, for at finde Roberts lig i krybekælderen. Betjentene, der overvågede John, informerede efterforskerne om Johns mærkværdige opførsel, og at de frygtede at han ville begå selvmord. De besluttede derfor, at det var bedst at anholde John, og der kom den lille pose cannabis i spil; John blev anholdt for besiddelse og viderefordeling af stoffer.
Kl. 16³⁰ fik efterforskerne endelig dommerkendelse til ransagning, og de kørte straks til Johns hjem. Her fandt de, at John havde frakoblet sin pumpebrønd, og at krybekælderen derfor var fyldt med vand, hvilket satte ransagningen på midlertidig pause. Da vandet var fjernet, kravlede bevistekniker David Gently i krybekælderen; han kravlede mod sydøst hjørnet og begyndte at grave. Få minutter efter råbte han til sine kollegaer, at de kunne anklage John for mord, for han havde allerede fundet rådnet kød og en armknogle fra et menneske, og tilføjede: ”Jeg tror dette sted er fyldt med unger”.

De tidlige morgentimer d. 22. december 1978 tilstod John at have begået mellem 25 og 30 drab i løbet af de sidste seks år, hvilket dog viste sig at være mindst tre for lidt, og hævdede at alle ofrene var mandelige teenagere der var løbet hjemmefra eller prostituerede, som han typisk ville samle op fra busstationen, Washington Square Park eller på gaden. Han brugte flere metoder; nogle gange sagde han, at han var politibetjent eller opnåede på anden vis tillid, nogle gange med løfte om et job i hans virksomhed, eller tilbød penge for seksuelle ydelser. Derhjemme ville han ofte tilbyde dem alkoholiske drikke, og få dem i håndjern for at ”lære dem trylletricks”. Når de var i håndjern, eller på anden måde bundet sammen, ville han begå seksuelle overgreb og tortur mod dem. Nogle blev forsøgt druknet og genoplivet, og de fleste endte livet ved at blive stranguleret med en årepresser – hvilket han kaldte for sit ”reb-trick”. Alle drabene, udover ét, fandt sted mellem kl. 3 og 6 om natten. Derefter ville han typisk opbevare ligene under hans seng i op til 24 timer, inden de blev begravet – få ofre blev balsameret i garagen. For at gøre forrådnelsesprocessen hurtigere, ville han periodisk hælde kalciumoxid i krybekælderen, og havde planlagt at dække hele krybekælderen med beton i januar 1979 for at skjule ligene yderligere.
Fra det øjeblik John fik at vide, at der var fundet menneskelige rester i krybekælderen, benægtede han ikke længere. Han var derimod meget samarbejdsvillig, fortalte næsten glædeligt om mordene, og tegnede endda uopfordret et kort over krybekælderen, med markeringer over gravene. John fortalte også om de fem lig, han havde smidt i Des Plaines River – dog blev kun fire lig fundet. Han hævdede på et tidspunkt også, at han måske havde dræbt 45 lig, men trak hurtigt den udtalelse tilbage.

Mellem d. 22. og 29. december blev der fundet 27 lig i Johns hjem, hvoraf 26 af dem var i krybekælderen. Der var planlagt yderligere udgravning i januar 1979, men denne måtte udskydes på grund af en voldsom snestorm. John, der måske nu var begyndt at indse hvilken straf han kunne se frem til, hævdede nu at politiet havde fundet alle ligene – på trods af, at han før havde sagt at der var op til 45 lig. Udgravningen startede op igen i marts, og her fandt de det 28. offer. 16. marts blev 29. og sidste offer i hjemmet, fundet. Fordi størstedelen af ofrene i krybekælderen, samt de to i haven og garagen, var i forrådnelse, brugte retsmedicineren hovedsageligt tandlægejournaler til at identificere, samt tydelige kendetegn. Der var dog alligevel seks ofre, der aldrig blev identificeret.
D. 9. april 1979 blev liget af Robert Piest fundet i kanten af Des Plaines River i Grundy County. Efterforskerne stod nu med 33 lig, og da de spurgte John om der var flere ofre, svarede han, at det var dem der måtte finde ud af det. Da efterforskerne var færdige med at undersøge Johns hjem i april 1979, blev huset revet ned.

Retssag

D. 6. februar 1980 blev John bragt for retten, anklaget for 33 drab. Året op til retssagen brugte John over 300 timer med læger fra Menard Correctional Center, hvor han gennemgik forskellige psykiatriske undersøgelser, for blandt andet at vurdere om han var mentalt kompetent til at komme for retten. John forsøgte at overbevise lægerne om, at han led af dissociative lidelser, men tre psykiatere vurderede at han led af paranoid skizofreni, med en dissociativ lidelse. Johns advokater, der ville have at John skulle kende sig ikke skyldig på grund af sindssyge, fik de tre psykiatere til at vidne i retten.
Anklagerne var dog ikke enige i, men mente i stedet at John var i fuld kontrol over sine handlinger. For at støtte denne teori, indkaldte de læger, der kunne vidne om at John havde handlet med overlæg – og de afviste desuden at han skulle lide af psykiske lidelser, der skulle gøre ham ude af stand til at kontrollere sine handlinger.

Retsmedicineren vidnede i retten, at 19 ofre var døde af kvælning og strangulering, og 1 offer af knivstik i brystet. Det havde ikke været muligt at fastslå dødsårsagen ved de resterende 13 ofre, men det kunne fastslås at det var mord. Da Johns advokater krydsforhørte retsmedicineren, forsøgte de at åbne muligheden for at alle 33 mord var uheldige tilfælde af erotisk asfyksi, også kendt som kvælesex, men det afslog retsmedicineren ganske hurtigt.
Michael Rossi og David Cram blev også indkaldt som vidner i retssagen, og fortalte blandt andet om udgravningerne i krybekælderen.
De tre overlevende ofre, Donald Voorhees, Jeffrey Rignall og Robert Donnelly, vidnede også i retten. Donald Voorhees fortalte, åbenlyst følelsesmæssigt bevæget, om Johns seksuelle overgreb mod ham i 1967, samt at John havde betalt en ung mand til at overfalde ham. Jeffrey Rignall fortalte grædende om voldtægten og torturen John udsatte ham for i 1978; da han blev bedt om at fortælle mere detaljeret om torturen, brækkede han sig i vidnestolen. Robert Donnelly fortalte om voldtægten og torturen John udsatte ham for i 1977, og brød flere gange grædende sammen – alt imens John flere gange grinte af ham.

I den femte uge af retssagen skrev John et brev til dommeren, hvori han bad om at få erklæret retssagen for ugyldig domsforhandling, blandt andet fordi han ikke ville godkende hans advokaters erklæring om sindssyge, samt at han var utilfreds med at hans advokater ikke ville lade ham vidne. Dommeren afviste, og svarede at John selv måtte bestemme om han ville vidne.
D. 11. og 12. marts foregik med de afsluttende argumenter. Anklageren brugte fire timer på at fortælle om Johns fortid med at misbruge teenagedrenge, beskrev de overlevende ofre som ”levende døde”, kaldte John for den værste af alle mordere, og sagde blandt andet: ”John Gacy har stået for mere menneskelig ødelæggelse, end mange jordiske katastrofer, at man må skælve. Jeg skælver når jeg tænker på, hvor tæt han var på at komme af sted med det hele.” Som afslutning viste anklageren billeder af de 22 identificerede ofre, og bad juryen ”vise samme sympati overfor John, som han havde vist ofrene da han dræbte dem, og smed dem dér”, hvorefter han smed billederne ned i lugen til krybekælderen, der var blevet taget ind i retssalen som bevismateriale.
Forsvaret brugte mest tid på at argumentere imod anklagernes argumenter og indkaldte vidner, og beskrev John som en mand drevet af kompulsiv trang, som han ikke var i stand til at kontrollere. Forsvaret bad juryen om at lægge alle fordomme mod John væk, og at de skulle finde ham ikke skyldig på grund af sindssyge. De tilføjede desuden at psykologien i Johns adfærd ville være til gavn for videnskabelige undersøgelser, og at hans sind burde studeres.

Juryen brugte under to timer på at blive enige om at John skulle kendes skyldig i alle 33 anklager om mord, samt skyldig i seksuelt overgreb. D. 13. marts bad anklagerne om at John blev idømt dødsstraf, mens forsvaret bad om fængsel på livstid. Juryen var på anklagernes side, og John blev idømt dødsstraf for 12 mord, hvor henrettelsen til start blev fastsat til d. 2. juni 1980. De 12 mord han blev idømt dødsstaf for, var mordene på Matthew Bowman, Robert Gilroy, John Mowery, Russell Nelson, Robert Winch, Tommy Boling, David Talsma, William Kindred, Timothy O’Rourke, Frank Landingin, James Mazzara og Robert Piest.

Dødsgangen

Da John havde modtaget dommen, blev han overført til dødsgangen på Menard Correctional Center i Chester, Illinois. Han begyndte at male; hovedsageligt bestod hans malerier af klovne, hvoraf nogle var selvportrætter af Klovnen Pogo. Mange af malerierne er blevet udstillet, hvor andre blev solgt for mellem $200 og $20,000. Ellers foregik Johns tid på dødsgangen forholdsvist stille for sig, udover da han i februar 1983 blev stukket i armen af en anden indsat. Datoen for henrettelsen blev flere gange udskudt, og John, der desuden læste lovbøger i fængslet, ankede dommen mange gange. På et tidspunkt var hans begrundelse for anken, at han havde ”nogen viden” om mordene på Timothy McCoy, John Butkovitch, Gregory Godzik John Szyc og Robert Piest, men at de resterende 28 mord bar begået af ansatte, der havde været i besiddelse af hans husnøgler, mens han var væk på forretningsrejse.
I midten af 1984 stadfæstede Illinois’ Højesteret dommen, hvilket John også ankede – men dette afviste retten i marts 1985. Sådan fortsatte det indtil oktober 1993, hvor hans sidste anke blev afvist i oktober 1993, og datoen for henrettelsen blev fastsat til d. 10. maj 1994.
I 1989 døde Johns mor, 81 år gammel. Om han deltog til begravelsen, er uvist. Hun blev begravet på Maryhill Catholic Cemetery & Mausoleum, hvor Johns far også ligger begravet.

Om morgenen d. 9. maj 1994 blev John overført til Stateville Correctional Center i Crest Hill , hvor henrettelsen skulle finde sted. Om eftermiddagen holdte han picnic på fængslets grund med hans familie, som han nu skulle sige et endeligt farvel til. Hans sidste måltid bestod af en spand Kentucky Fried Chicken, et dusin indbagte rejer, pomfritter, friske jordbær og en Coca Cola light. Han udtalte til sin advokat, at dræbe ham ikke ville kompensere for tabet af de andre, og at staten nu ville dræbe ham.
Om aftenen observerede han en katolsk præst bede en bøn, inden han blev ført til henrettelseskammeret. Udenfor fængslet var mere end 1000 personer samlet; nogle for at fejre henrettelsen, iført T-shirts med teksten ”Ingen tårer for klovnen”, andre for at protestere mod dødsstraf.
John skulle henrettes med dødelig indsprøjtning, men idet kemikalierne skulle sprøjtes ind, størknede det og forstoppede røret. Persiennerne blev trukket for, så vidnerne ikke kunne se med, og røret blev erstattet så henrettelsen kunne fortsætte. Efter 18 minutter blev John erklæret død, kl. 00⁵⁸ d. 10. maj 1994. Nogen siger at hans sidste ord var: “Kys min røv“, mens andre siger at det ikke passer.

Tiden efter og reaktioner

I 1984, da John stadig var i live, var Sam Amirante, søn til en af Johns advokater, med til at skabe Missing Child Recovery Act of 1984. Dette var med til at gøre, at politiet i Illinois ikke længere skule vente 72 timer før eftersøgning af forsvundne børn måtte begynde, hvilket flere stater senere også indførte. Missing Child Recovery Act blev senere formet til et nationalt netværk, Child Abduction Emergency, kendt som Amber Alert.

Efter Johns henrettelse, blev mange af hans malerier købt og destrueret. I Naperville mødtes mere end 300 personer, hvoraf familiemedlemmer til ni af ofrene deltog, i juni 1994. De lavede et bål, og brændte 25 af malerierne.
Mens John sad på dødsgangen, skrev han bogen ”A Question of Doubt: The John Wayne Gacy Story”, som blev udgivet året efter hans henrettelse.

Johns søster, Joanne, døde som 67-årig i 2007. Søsteren Karen har siden 2010 flere gange været fremme i medierne. Blandt andet var hun med i The Oprah Winfrey Show d. 9. juli 2010, og i afsnit 3 af sæson 3 af dokumentarserien Devil You Know, sendt første gang d. 22. september 2012. I 2015 blev 6. episode af serien Monster in My Family sendt; i afsnittet, der hedder Killer Clown: John Wayne Gacy, fortæller Karen blandt andet om deres opvækst, og om hvordan det er at være søster til en seriemorder. Hun fortæller desuden, at hun har forsøgt at begå selvmord to gange. I afsnittet møder hun desuden Patty Szyc, søster til ofret John Szyc.
Joannes søn, Raymond, blev i 2012 dømt for at have seksuelt misbrugt en 12-årig pige. Raymond boede hos pigen og hendes mor, som han datede, da overgrebene fandt sted. Han blev idømt 24 års fængsel for dette.
Johns egne børn, Michael og Christine, kendes der intet til, men eftersigende skulle John have ønsket, at al fortjeneste fra malerierne skulle gå til hans børn – selvom han ikke havde set dem siden 1969.

I 2011 blev dødsstraffen afskaffet i Illinois, hvor de 15 indsatte på dødsgangen fik omstødt deres dødsdom til fængsel på livstid. Det var dog mere end 10 år siden den sidste henrettelse fandt sted. Dødsstraffen har i mange år været et problematisk område, da langt de fleste læger ikke vil være med til at henrette – og netop derfor forløb Johns henrettelse ikke, som den skulle have gjort. Anæstesilæger udtalte efter Johns henrettelse, at problemerne under Johns henrettelse havde skyldtes manglende uddannelse og erfaring hos fængselspersonalet, der stod for henrettelsen, og at hvis den rette procedure var blevet fulgt, havde der ikke været problemer.

I marts 2012 indsendte Cook County Sheriff’s Office en anmodning om at foretage en udgravning, på en grund John havde ejet på West Miami Avenue i Chicago. Statsadvokaten afslog denne anmodning, med begrundelsen at der manglede en rimelig årsag til at foretage denne. Cook County Sheriff’s Office fik samlet en acceptabel årsag, og sendte en ny anmodning i oktober 2012, som blev godkendt. Udgravningen blev udført i foråret 2013, hvor både FBI sporhunde og georadar blev brugt, men der blev ikke fundet menneskelige rester eller noget der havde relevans for sagen.

Johns klovnekostumer er udstillet på kriminalmuseet Alcatraz East, i Pigeon Forge, Tennessee. Museet åbnede i 2016, og har blandt andet også Ted Bundys bil og Al Capones rosenkrans udstillet.

Ofre

Timothy McCoy, 16 år – 2. januar, 1972
Uidentificeret, 14-18 år – januar, 1972
John Butkovitch, 17 år – 31. juli, 1975
Darrell Sampson, 18 år – 6. april, 1976
Randall Reffett, 15 år – 14. maj, 1976
Samuel Stapleton, 14 år – 14. maj, 1976
Michael Bonnin, 17 år – 3. juni, 1976
William Carroll, 16 år – 10. juni, 1976
James Haakenson, 16 år – start august, 1976
Rick Johnston, 17 år – start august, 1976
Uidentificeret, 23-30 år – start august, 1976
Uidentificeret, 15-24 år – ml. august og oktober, 1976
Uidentificeret, 18-22 år – ml. august og oktober, 1976
Kenneth Parker, 16 år – 24. oktober, 1976
Michael Marino, 14 år – 24. oktober, 1976
William Bundy, 19 år – 26. oktober, 1976
Gregory Godzik, 17 år – 12. december, 1976
John Szyc, 19 år – 20. januar, 1977
Uidentificeret, 22-32 år – ml. december 1976 og marts 1977
Jon Prestidge, 20 år – 15. marts, 1977
Uidentificeret, 17-21 år – ml. forår og sommer, 1977
Matthew Bowman, 19 år – 5. juli, 1977
Robert Gilroy, 18 år – 15. september, 1977
John Mowery, 19 år – 25. september, 1977
Russell Nelson, 21 år – 17. oktober, 1977
Robert Winch, 16 år – 11. november, 1977
Tommy Boling, 20 år – 18. november, 1977
David Talsma, 19 år – 9. december, 1977
William Kindred, 19 år – 16. februar, 1978
Timothy O’Rourke, 20 år – juni, 1978
Frank Landingin, 19 år – 4. november, 1978
James Mazzara, 20 år – 24. november, 1978
Robert Piest, 15 år – 11. december, 1978

I alt blev 33 lig fundet, men om der er flere, finder man måske aldrig ud af. Det mistænkes at John også dræbte 24-årige Charles Hattula, der havde været ansat i hans firma og fundet druknet i 1977, men Charles’ død blev erklæret for et uheld.

Andre mistænker desuden, at John havde mindst én medskyldig ved mindst tre af mordene. Dette mistænkes blandt andet fordi Jeffrey Rignall eftersigende udtalte at der var endnu en mand i rummet, mens han blev tortureret, samt at John ifølge flybilletter var i Michigan, altså mere end 450 km fra Chicago, da Robert Gilroy forsvandt – og at måden Robert Gilroy blev dræbt, var en anelse anerledes end ved resten af drabene.

Medier

Der er blevet lavet følgende film, der på sin vis handler om John:

”To Catch a Killer”, 1992 – baseret på efterforskningen efter Robert Piest, som i filmen kaldes Chris Grant, forsvandt, med Brian Dennehy i rollen som John.
”Gacy”, 2003 – handler om Johns liv fra 1971 til anholdelsen i 1978.
”Dear Mr. Gacy”, 2010 – baseret på bogen ”The Last Victim” af Jason Moss, og omhandler korrespondancen mellem Jason Moss og John, før John i 1994 inviterede ham på besøg på dødsgangen.
”8213: Gacy House”, 2010 – en gyserfilm, der omhandler en gruppe paranormale efterforskere der tilbringer en nat i huset, der er bygget på den grund, hvor Johns hjem engang stod.

John har desuden været inspiration for flere karakterer i både film og serier, herunder blandt andet Twisty the Clown fra serien American Horror Story, der er med i sæson fire ”Freak Show” og ganske kort i sæson 7 ”Cult”. I sæson fem ”Hotel”, bliver John Wayne Gacy spillet af skuespiller John Carroll Lynch, der desuden også spiller Twisty the Clown.

Sagen har også været omtalt i diverse tv-udsendelser, herunder:

”The New Detectives: Case Studies in Forensic Science”, sæson 2, episode 1: ”Mindhunter”, sendt første gang d. 22. april 1997 på Discovery Channel.
”Crime Stories”, sæson 1, episode 8: ”John Wayne Gacy: Inside the Mind of the Killer Clown”, sendt første gang i 1999.
”Biography”, episode ”John Wayne Gacy: A Monster in Disguise”, sendt første gang d. 3. august 1999.
”Most Evil”, sæson 1, episode 2, sendt første gang d. 20. juli 2006 på Investigation Discovery.
”Psychic Investigators”, sæson 3, episode 3: ”What Lies Below”, sendt første gang d. 25. juli 2009.
”Devil You Know”, sæson 3, episode 3, sendt første gang d. 22. september 2012 på Investigation Discovery.
”Monster in My Family”, sendt første gang i august 2015 på Lifetime Movies.

Der er desuden skrevet mange bøger om sagen, herunder:

”29 Below” af Jeffrey Rignall (overlevende offer) og Ron Wilder, 1979
”Killer Clown: The John Wayne Gacy Murders” af Terry Sullivan og Peter T. Maiken, 1983
”Buried Dreams: Inside the Mind of Serial Killer John Wayne Gacy” af Tim Cahill, 1986
”The Man Who Killed Boys: The John Wayne Gacy, Jr. Story” af Clifford L. Linedecker, 1993
”A Question of Doubt: The John Wayne Gacy Story” af John Wayne Gacy, 1995
”The Last Victim: A True-Life Journey into the Mind of the Serial Killer” af Jason Moss (der korresponderede med John, og mødte ham to gange få måneder før henrettelsen) og Jeffrey Kottler, 1999
”The Chicago Killer: The Hunt for Serial Killer John Wayne Gacy” af Karen M. Kozenczak og Joseph R. Kozenczak, 2003
”Johnny and Me: The True Story of John Wayne Gacy” af Barry Boschelli, 2008
”John Wayne Gacy: Defending a Monster” af Sam L. Amirante (den ene af Johns advokater) og Danny Broderick, 2011
”Unfinished Nightmare: The Search for More Victims of John Wayne Gacy” af Chris Maloney, 2012
”Destination Gacy: A Cross-Country Journey to Shake the Devil’s Hand” af Nancy Rommelmann, 2014
”John Wayne Gacy: The True Crime Story of the Killer Clown” af Tyler Crane, 2016
”The Biography of John Wayne Gacy: The Killer Clown” af Harold Green, 2017
”Killer Clown: The True Story of John Wayne Gacy” af Aimee Baxter, 2017

John er derudover også nævnt i følgende bøger:

”The World’s Most Evil Psychopaths: Horrifying True-Life Cases” af John Marlowe, 2013
”Serial Killers: Notorious Killers Who Lived Among Us” af William Murray, 2009
”Serial Killers: Inside the Minds of the Most Monstrous Murderers” af Charlotte Greig, 2017

Kilder:

– Wikipedia

– FBI

– Bog: ”Serial Killers: Inside the Minds of the Most Monstrous Murderers” af Charlotte Greig

– TV-udsendelse: ”Monsters in My Family – Killer Clown: John Wayne Gacy”