Marc Lépine – École Polytechnique massakren

 

Som 25-årig valgte Marc Lépine at begå selvmord d. 6. december 1989, men først dræbte han 13 kvinder i en massakre på universitetet École Polytechnique de Montréal – tilsyneladende alene af den grund, at de var kvinder.

Marc Lépine blev født d. 26. oktober 1946 i Montreal, Quebec, Canada. Hans mor, Monique Lépine, arbejdede som sygeplejerske, og hans far, Rachid Liass Gharbi, var algerisk immigrant med arbejde indenfor investeringsverdenen. Rachid var ikke-praktiserende muslim, og Monique havde tidligere været aktiv i den katolske kirke. Monique og Rachid mødte hinanden i 1962, og blev gift i New York State i 1963. Marc blev døbt Gamil Rodrigue Liass Gharbi i den Romerskkatolske kirke som spæd, men hans opvækst var ikke præget af religion. Marcs mor har senere udtalt, at Marc var ”bekræftet ateist hele hans liv”. I 1967 blev Marcs lillesøster, Nadia, født.

Familien flyttede ofte, og de første år af Marcs barndom blev brugt i Costa Rica og Puerto Rico, hvor hans far arbejdede for et schweizisk investeringsselskab. I 1968 flyttede familien permanent tilbage til Montreal, Canada, kort før et børskrak resulterede i at familien mistede meget af deres formue.
Udover de hyppige flytninger var Marcs barndom desuden præget af vold og ustabilitet. Hans far var en autoritær og jaloux mand, og udviste ofte voldelig adfærd overfor sin kone og børn. Han var af den mening at kvinder kun var til for at servicere deres mænd, og krævede at Marcs mor skulle fungere som hans personlige assistent. Hvis hun kom til at skrive forkert, fik hun lussinger og blev tvunget til at omskrive dokumenter, selvom børnene græd. Børnene kendte ikke til omsorg fra faderens side, da han mente at det at vise ømhed var forkælelse, og det ville ødelægge børnene.

I 1970 besluttede Marcs mor sig for at forlade faderen, efter at han havde slået Marc så hårdt i hovedet, at det kunne ses i en uge efter. I 1971 blev de separeret, og endeligt skilt i 1975. Marc og Nadia boede hos deres mor i hjemmet, men der gik ikke længe før deres hjem og ejendele blev beslaglagt, da faderen ikke havde betalt pantbetalinger han skyldte.
I en kort periode så Marc og Nadia deres far ved ugentlige overvågede besøg, men det stoppede hurtigt. Derefter havde Marc aldrig kontakt til ham igen, og nægtede i fremtiden at snakke om ham.
Da Marcs far stoppede med at betale børnebidrag, måtte hans mor begynde at arbejde igen. For at forbedre sin karriere begyndte hun at tage kurser, og imens boede børnene hos familiemedlemmer i hverdagen, og så kun deres mor i weekenden. På grund af de store ændringer, valgte Marcs mor at kontakte en psykiater fra St. Justine’s Hospital i 1976, for at få noget hjælp og vejledning. Psykiateren vurderede at der ikke var noget galt med Marc, men anbefalede at Nadia skulle i terapi, fordi hun havde problemer med autoritet.

I 1977 flyttede Marc, Nadia og deres mor til et hus i middelklasseforstaden Pierrefonds. Fagligt klarede Marc sig udmærket i skolen, men det sociale var han ikke god til, dog havde han én ven, Jean Bélanger. Marc blev drillet med sit navn, Gamil Rodrigue Liass Gharbi, fordi det lød arabisk, og derfor valgte han som 14-årig officielt at skifte navn til Marc Lépine.
Ifølge de der kendte Marc, var han en meget stille dreng, der ikke viste særlig mange følelser og havde lavt selvværd. Han led meget med akne, hvilket hans lillesøster offentligt gjorde grin med, samt hans mangel på en kæreste. Nadias hån og mobning gjorde forholdet mellem de to dårligt, og Marc ønskede at Nadia ikke skulle være i hans liv. Han fantaserede om hendes død, og på et tidspunkt lavede han endda en grav til hende. På trods af uro i hjemmet, viste Marc stort ansvar, og hjalp meget til med rengøring og reparationer.
For at Marc skulle få det bedre med sig selv, fik han i 1977 en ”storebror” fra Big Brothers Big Sisters, hvilket var en meget positiv oplevelse for ham. Men i 1979 blev det brat stoppet, da organisationen blev mistænkt for misbrug af de unge drenge. Både Marc og organisationen afslog dog disse mistanker.

Da han var teenager fik Marc et luftgevær, som han brugte til at skyde efter duer tæt på hjemmet, i selskab med sin ven, Jean. De to brugte også meget tid på at designe og bygge elektroniske gadgets. Omkring samme tidspunkt udviklede Marc også interesse for 2. Verdenskrig, og en beundring af Hitler.

I 1981 blev Nadia sendt på et opholdshjem på grund af hendes kriminelle opførsel og stofmisbrug, hvilket var til Marcs store lettelse. Samme år ansøgte Marc om at komme i det canadiske forsvar, men blev afvist under interviewdelen. Året efter flyttede Marc og hans mor til Saint-Laurent, da der var tættere på moderens arbejde og den skole Marc gik på. Der gik ikke længe før Marc mistede kontakten med sin eneste ven, og det lykkedes ham ikke at få nye venskaber. Han gik på et college, der skulle forberede ham til universitetet, og i det første semester dumpede han i to fag. I løbet af andet semester blev hans karakterer dog meget bedre. Samtidig havde han et deltidsarbejde på det hospital, som hans mor var ansat ved som leder af sygeplejerskerne, hvor han blandt andet serverede mad for patienterne. Arbejdet var dog ingen succes, og hans kollegaer fandt ham nervøs, hyperaktiv og umoden.

Efter et år på college skiftede han studielinje fra et universitetsbestemt videnskabsprogram til et elektronikteknologisk program. I 1985 faldt hans karakterer pludseligt og uden forklaring, og i februar 1986, mens han var i gang med sit sidste semester, stoppede han pludseligt med at komme til timerne. Han endte derfor med ikke at få sit afgangsbevis.
Kort efter flyttede Marc hjemmefra, og ansøgte om at studere ingeniørvidenskab på École Polytechnique de Montréal. Han blev optaget, på betingelse af at han gennemførte to obligatoriske kurser.
I 1987 blev Marc fyret fra sit arbejde på hospitalet på grund af aggressiv opførsel, manglende respekt for ledelsen og uforsigtighed i hans arbejde. Fyringen gjorde Marc vred, og det var derefter han begyndte på at udvikle en plan, der gik ud på at udføre en massakre og begå selvmord.
I efteråret samme år tog Marc tre kurser for at få sit collegediplom, som han afsluttede med gode karakterer. I februar 1988 begyndte han på et computerprogammeringsfag på et privat college i Montreal, og i vinteren 1988 gik han på en aftenskole hvor han tog et kursus i opløsningskemi, som var et forudsætningskursus for École Polytechnique.

Selvom studierne for det meste gik godt, manglede Marc mere i sit liv. Han havde ingen venner, og drømte om at få en kæreste – men han var ikke god til kvinder. Han hersede rundt med dem og opførte sig arrogant. Han fortalte andre mænd, at han ikke kunne lide feminister, karrierekvinder og kvinder der havde mande-dominerede job, for eksempel job i politiet, og at han mente, at kvinder bare burde blive i hjemmet og tage sig af deres familie.
Hans ansøgning til École Polytechnique blev i 1989 afvist, fordi han stadig manglede nogle kurser, hvilket fik tændt yderligere op for vreden, og han droppede derfor computerprogrammeringsfaget. I april samme år mødtes han med en ansat fra optagelseskontoret på École Polytechnique, hvor han klagede over at kvinder overtog jobmarkedet.

Planen om at udføre en massakre, havde længe ligget i hovedet på Marc, men nu ville han gøre den til virkelighed. I august 1989 ansøgte han om våbentilladelse, som han derefter modtog i oktober, og i november købte han en halvautomatisk riffel. Da december startede, valgte Marc ikke at betale husleje, selvom han altid havde betalt til tiden. D. 2. december besøgte han sin mor, og med sig havde han to poser med ejendele og et brev. Hun opdagede først tingene noget tid efter massakren.

École Polytechnique massakren

D. 6. december 1989 blev Marc set ved lokale A-201 mellem kl. 16⁰⁰ og 16⁴⁰, på École Polytechnique de Montréal. Her sad han på en bænk tæt på indgangen til lokalet, og rodede i en plastikpose. Han snakkede ikke med nogen, og da en ansat på et tidspunkt kom hen og spurgte om hun kunne hjælpe ham med noget, rejste han sig op og gik, uden at sige noget. Omkring kl. 16⁴⁵ blev han set på gangen på 2. sal, hvor han lænede sig op af en væg. I hånden havde han en sort plastikpose med noget aflangt i, og en lille hvid plastikpose.
Omkring et kvarters tid senere blev han set på gangen på 1. sal, på vej mod lokale C-230.4. Han gik ind i lokalet, og tog sin halvautomatiske riffel op af posen. Han gik hen mod en elev der var ved at fremlægge, og sagde: ”Alle sammen, stop alting”, og affyrede derefter et skud op i loftet. Efterfølgende bad han personerne i lokalet om at dele sig op i køn, og da ingen reagerede, gentog han sin ordre med en autoritær tone i stemmen. Eleverne forsøgte at dele sig op, men på grund af nervøsitet og forvirring, endte de i grupper hist og her i lokalet. Marc pegede mod den højre side af lokalet, og bad mændene stille sig derhen. Derefter pegede han mod det bagerste venstre hjørne, og bad kvinderne stille sig derhen. Da han havde fået kønsopdelt eleverne, sagde han: ”Okay, drengene går, pigerne bliver der”. Han bevægede sig hen mod en gruppe af ni kvinder, og spurgte om de vidste hvorfor de var der. En af kvinderne svarede nej, og til det svarede han: ”Jeg kæmper mod feminisme”. Den samme kvinde sagde til Marc, at de ikke var feminister, og at hun aldrig havde kæmpet imod mænd. Derefter begyndte Marc at skyde mod gruppen, fra venstre til højre, og dræbte seks af kvinderne og sårede resten. Marc forlod lokalet, og gik ind i lokale C-229 på den anden side af gangen, hvor han skød efter personer inde i lokalet. Derefter gik han mod lokale C-228, hvor han stillede sig i døråbningen og kiggede på eleverne i lokalet. Han sigtede på en kvinde bagerst i lokalet, og forsøgte to gange at affyre skud, men hans våben ville ikke affyre. Irriteret gik han hen til nødtrappen, hvor han genladte sit våben, samtidig med at en elev kom ned af trappen. Eleven anede ikke hvad der foregik, men opdagede det hurtigt, da han gik ind i lokale C-229, og så tre sårede elever på gulvet.
Marc gik tilbage til lokale C-228, men eleverne i lokalet havde låst døren. Han forsøgte at komme ind ved at affyre tre skud mod døren, men det lykkedes ham ikke. Han gik derefter ned af gangen mod foyeren, hvor han skød og sårede en kvinde. En person gemte sig bag en skranke i foyeren, men Marc havde set ham. Han gik han mod personen, mens han affyrede skud. Han ramte ikke, og forsøgte igen, men ramte igen ikke. Til sidst opgav han at skyde personen, og gik i stedet lidt rundt i foyeren, inden han gik mod lokale B-211. På vejen låste en kvinde sig inde i lokale B-218, hvilket Marc hørte, og han skyndte sig hen til døren. Han kiggede gennem ruden i døren, og så kvinden bevæge sig væk fra døren. Han skød gennem ruden, og dræbte kvinden.

Klokken var nu omkring 17²⁰. Marc gik igen mod foyeren, hvor han tog rulletrappen til stueetagen, og gik ind i cafeteriet. Der var omkring 100 personer i cafeteriet, men da han skød og dræbte en kvinde, begyndte alle at løbe væk derfra. Marc bevægede sig langsomt ned i den anden ende af cafeteriet, og affyrede imens flere skud i forskellige retninger. Da han nåede enden af cafeteriet skød og dræbte han to kvinder. Han så en mand og kvinde gemme sig under et bord, og sagde til dem at de skulle komme ud derfra. De gjorde som han sagde, og skyndte sig væk – uden at blive skudt efter. Marc forlod derefter cafeteriet, og gik ind i et opbevaringsrum.
Næste gang han blev set, var i foyeren på 1. sal, kort før han bevægede sig op på 2. sal. Her sårede han tre personer, inden han gik ind i lokale B-311. I lokale B-311 gik han hen mod et podie, hvor tre elever var ved at fremlægge, og sagde: ”Gå ud, gå ud”. Han skød mod en kvinde på podiet, og vendte sig derefter om mod eleverne på første række, og affyrede skud. To kvindelige elever blev dræbt af skud, da de forsøgte at flygte ud af lokalet. Nogle andre elever formåede at flygte ud af en dør bagerst i lokalet imens. Marc bevægede sig derefter ned gennem lokalet, mens han skød efter personer der gemte sig under bordene. Fire blev ramt, hvoraf en kvinde mistede livet.

Marc blev ved med at gå frem og tilbage i lokalet, og stillede sig på et tidspunkt op på et bord bagerst i lokalet, mens han affyrede skud tilfældigt ud i lokalet. Den kvinde han havde skudt på podiet, lå nu og bad om hjælp. Marc gik hen til hende, tog en kniv frem, og stak hende tre gange, hvorefter hun mistede livet.
Han lagde efterfølgende kniven, sin kasket og to æsker med ammunition på katederet. Han satte sig på podiet, tog sin jakke af og viklede rundt om geværløbet, og sagde: ”Oh shit”. Han begik derefter selvmord ved at skyde sig selv i hovedet, med den sidste kugle i magasinet.

Ofre

I alt blev 28 personer såret, hvoraf 14 personer mistede livet. Alle de dræbte var kvinder.

Geneviève Bergeron, 21 år                        Hélène Colgan, 23 år
Nathalie Croteau, 23 år                              Barbara Daigneault, 22 år
Anne-Marie Edward, 21 år                         Maud Haviernick, 29 år
Maryse Leclair, 23 år                                  Anne-Marie Lemay, 22 år
Sonia Pelletier, 28 år                                  Michèle Richard, 21 år
Annie St-Arneault, 23 år                            Annie Turcotte, 20 år
Barbara Klucznik-Widajewicz, 31 år

Efter massakren er der flere studerende fra École Polytechnique der har begået selvmord; mindst to af dem efterlod selvmordsbreve, hvori de skrev om smerten, massakren havde påført dem.

Selvmordsbrev

Da politiet ankom til stedet, og undersøgte Marcs lig, fandt de et selvmordsbrev i inderlommen på hans jakke. Senere blev to breve, adresseret til bekendte, også fundet. Selvmordsbrevet, der var skrevet på fransk, er aldrig officielt blevet offentliggjort, men i november 1989 fik journalisten Francine Pelletier fingrene i det, og offentliggjorde det efterfølgende i avisen La Presse.
Selvmordsbrevet indeholdte blandt andet en liste over 19 navne og telefonnumre på fremtrædende feminister fra Quebec, som Marc eftersigende ønskede at angribe. Francine Pelletier var en af kvinderne på listen.

Den franske udgave af selvmordsbrevet, samt en engelsk oversættelse, kan findes her.

”Tilgiv fejlene, jeg havde kun 15 minutter til at skrive dette. Se også bilag.

Vil du notere, at hvis jeg begår selvmord i dag 89-12-06 er det ikke på grund af økonomiske årsager (for jeg har ventet indtil jeg har udtømt alle mine økonomiske midler, endda afvist job) men på grund af politiske årsager. For jeg har besluttet at sende feministerne, der altid har ødelagt mit liv, til deres Skaber. I syv år har livet bragt mig ingen glæde, og værende totalt blaseret, har jeg besluttet mig for at ende de rappenskralder.

I min ungdom forsøgte jeg at komme i Forsvaret som officerselev, hvilket ville have tilladt mig at komme ind i arsenalet og gå forud for Lortie^* i et overraskelsesangreb. De afslog mig på grund af antisocial [sic]. Derfor blev jeg nødt til at vente med at udføre mine planer til denne dag. Imens fortsatte jeg mine studier på en tilfældig måde, for de interesserede mig aldrig rigtig, på forhånd vidende om min skæbne. Hvilket ikke forhindrede mig i at opnå gode karakterer på trods af min teori om ikke at aflevere opgaver og mangel på at studere før eksamener.

Selv hvis jeg vil blive givet tilnavnet Mad Killer af medierne, ser jeg mig selv som en rationel lærd, som kun ankomsten af Manden med Leen har tvunget til ekstreme handlinger. For hvorfor holde fast i at eksistere, hvis det kun er for at betale regeringen. Værende temmelig bagudskuende af natur (undtaget videnskab) har feministerne altid gjort mig vred. De ønsker at bevare kvinders fordele (f.eks. billigere forsikringer, forlænget barselorlov forud for forebyggende orlov osv.) mens de beslaglægger de samme som mænd.

Således er det en åbenlys sandhed, at hvis De Olympiske Lege fjernede mænd-kvinder skelnen, ville der kun være kvinder med i de yndefulde begivenheder. Så feministerne arbejder ikke for at fjerne den barriere. De er så opportunistiske at de ikke negligerer at drage fordel af den viden opsamlet af mænd gennem tiderne. De forsøger altid at give et forkert billede af dem hver gang de kan. Således hørte jeg den anden dag, at de ærede de canadiske mænd og kvinder der kæmpede på frontlinjen under verdenskrigene. Hvordan kan du forklare det, når kvinder ikke var autoriserede til at være på frontlinjen??? Vil vi høre om Cæsars kvindelige legioner og kvindelige galejslaver, som selvfølgelig tog op til 50% af historiens vækker, selvom de aldrig eksisterede. En sand Casus Belli^**.

Beklager det kortfattede brev.

Marc Lépine

Bilag ^{(listen over de 19 kvinder)}

Døde næsten i dag. Manglen på tid (fordi jeg begyndte for sent) har tilladt disse radikale kvinder at overleve.

Jacta est alea^***.”

^* Denis Lortie stod bag angrebet mod Parlamentsbygningen i Quebec i 1984, hvor 3 personer blev dræbt og 13 personer såret.
^**Casus Belli er latinsk for ”grund til krig”, altså en begivenhed der giver anledning til krig.
^*** Alea Jacta Est, på dansk Jacta est alea, betyder ”terningen er kastet”.

I et andet brev, adresseret til en bekendt, lovede Marc en forklaring på massakren, som skulle findes i Marcs lejlighed via ledetråde. Efterforskerne fulgte Marcs ledetråde, men fandt blot en kuffert med computerspil og hardware.

Marc blev begravet på Cimetière Notre-Dame-des-Neiges i Montreal.

Efterforskning og reaktioner

Mens efterforskningen stod på, blev en psykiater sat til at interviewe Marcs familie og bekendte, og havde samtidig adgang til Marcs breve. Psykiateren konkluderede at Marcs primære motivation var selvmord, og det at han valgte at begå mord-selvmord (på engelsk murder-suicide), altså dræbe andre før han dræbte sig selv, fik psykiateren til at mene, at Marc led af en seriøs personlighedsforstyrrelse. Psykiateren noterede derudover, at Marc havde en ekstrem narcissistisk sårbarhed, som viste sig ved fantasier om magt og succes, kombineret med et højt niveau af selvkritik samt problemer med at håndtere afvisninger og fiasko. Dermed blev Marcs følelse af magtesløshed og inkompetence erstattet af et voldeligt og storslået imaginært liv.

Andre psykiatere mente at Marc var psykotisk, og at han havde mistet forbindelsen til virkeligheden, da han forsøgte at fjerne minderne om en brutal og fraværende far, og samtidig ubevidst identificerede sig med voldelige dominerende mænd. Andre teorier lød på, at Marcs voldelig far havde forårsaget hjerneskader, eller fået ham til at føle sig som et offer, når han atter oplevede afvisninger og tab senere i livet.
Marcs mor mistænkte, at Marc havde lidt af tilknytningsforstyrelse, på grund af mishandlingen og en mulig følelse af at blive opgivet i sin barndom. Hun tænkte derudover også over, om Marc så hende som en feminist, og om massakren havde været et ubevidst forsøg på at hævne sig på grund af hendes forsømmelse, mens hun forfulgte sin karriere, samt hans søsters hån og mobning.

Efter massakren kom feminisme meget frem i debatten, på grund af kønnet på de dræbte, samt Marcs udtalelser i sit selvmordsbrev og før og under massakren. Mange feminister og nogle embedsmænd så derfor massakren som et eksempel på kvindehadsk vold og et antifeministisk angreb. Dog gik nogle endda så vidt, at  kritisere de mænd der overlevede massakren, fordi de ikke forsøgte at stoppe Marc under massakren. I et interview kort efter massakren, spurgte en journalist om, hvorfor mændene havde efterladt kvinderne, når det var klart, at det var kvinderne der var Marcs mål, mens klummeskribent Mark Steyn foreslog at mændenes ”inaktivitet” under massakren var et eksempel på en kultur af passivitet.
Efter disse voldsomme reaktioner udtrykte mange mandlige studerende og ansatte ved École Polytechnique, at de følte anger over ikke at have gjort noget under massakren, men til det svarede den overlevende studerende Natalie Provost, at hun ikke mente at de ikke have gjort noget for at stoppe det, og at de ikke skulle føle anger eller skyld. Den tidligere soldat René Jalbert, der i 1984 overtalte Denis Lortie til at overgive sig, udtalte desuden at nogen skulle have gjort noget for at forstyrre Marc, men at man ikke kan forvente det at almindelige borgere.
Antifeminister gik i den modsatte retning, og nogle hyldede endda Marc for hans gerninger.

Efter massakren blev politiet stærkt kritiseret for at de ikke var hurtige nok til at komme frem, og dermed gav Marc mere tid til at udføre massakren. De første politibetjente der ankom til stedet, lavede en perimeter om bygningen, og ventede ude foran indgangen – mens flere kvinder blev dræbt indenfor.
Efterfølgende blev der foretaget ændringer i beredskabsprotokollen, som endda førte til stor ros af beredsskabsmedarbejdernes håndtering af Dawson College skyderiet, hvor en kvinde blev skudt og dræbt af Kimveer Gill i 2006.
Da regeringen og embedsmænd frygtede at for meget medieomtale om sagen ville være for smertefuldt, blev hverken selvmordsbrev og den afsluttende efterforskningsrapport offentliggjort, og efterforskerne kom ikke med mange udtalelser under efterforskningen. Dette fik medierne, akademikere, kvindelige organisationer og familiemedlemmer til ofrene til at protestere, dog uden held.

Våbenpolitikken blev også bragt til debat efter massakren. Heidi Rathjen, der var til stede på universitetet da massakren fandt sted, startede Coalition for Gun Control sammen med blandt andre Wendy Cukier, hvor forældrene til afdøde Anne-Marie Edward, Suzanne Laplante-Edward og Jim Edward gik med kampen for ny våbenpolitik i Canada. Deres kamp førte til Firearms Act i 1995, hvor der blev indført nye regler, herunder blandt andet krav til træning af våbenejere, screening af ansøgere, opbevaring af våben og ammunition, og registrering af alle skydevåben. Kravet om registrering af skydevåben blev fjernet i 2012 i Canada, dog med Quebec som undtagelse.

Tiden efter

Regeringen i Quebec og Montreal erklærede landesorg i tre dage efter massakren. D. 11. december blev der afholdt en fællesbegravelse for ni af de dræbte i Notre-Dame Basilica, hvor blandt andre generalguvernør Jeanne Sauvé, premierminister Brian Mulroney og Montreals borgmester Jean Doré, samt tusindevis af sørgende der ønskede at vise deres støtte, var med.

Siden 1991 har d. 6. december været betegnet som National Day of Remembrance and Action on Violence Against Women, også uformelt kaldt White Ribbon Day. Samme år lancerede en gruppe mænd fra Ontario, Canada White Ribbon Campaign, for at skabe opmærksomhed på at forhindre vold mod kvinder begået af mænd. Hvert år holder École Polytechnique lukket d. 6. december, og erindringsdemonstrationer finder sted i hele landet.
I Côte-des-Neiges-Notre-Dame-de-Grâce, som er en kommune i Montreal, blev Place du 6-Décembre-1989 bygget som et mindesmærke. Installationen Nef pour quatorze reines, lavet af Rose-Marie Goulet, er en del af mindesmærket, og sted for en årlig mindehøjtid.
Et mindesmærke oprejst i Vancouver skabte stor kontrovers fordi det var dedikeret til ”alle kvinder dræbt af mænd”. Nogle mente at det antydede at alle mænd er potentielle mordere, og nogle gik endda så vidt at sende dødstrusler til kvinder der havde været involveret i projektet. Til sidst forbød Vancouver Park Board fremtidige mindesmærker der potentielt ”modarbejder andre grupper”.

På 25 års jubilæet i 2014 blev 14 projektører, et for hvert offer, installeret på toppen af Mount Royal. Samme år oprettede École Polytechnique Order of the White Rose som en hyldest for ofrene og de sårede, familierne, fakultetets ansatte og de studerende. Order of the White Rose er et stipendium på $300.000 der hvert år gives til en kvindelig ingeniørstuderende, der ønsker at tilmelde sig kandidatstudie i ingeniørfaget ved et universitet efter eget ønske, i Canada eller resten af verden.
Offeret Anne-Marie Edward havde før været studerende på John Abbott College, og her blev en ny bygning dedikeret til hende i 2013.

I 2008 udgav Marcs mor, Monique Lépine, bogen ”Aftermath” i samarbejde med Harold Gagné. Monique havde ikke kun mistet sin søn; datteren Nadia, der havde studeret fotografi på École Polytechnique da massakren fandt sted, begik selvmord i 1996 ved at tage en overdosis. Monique havde holdt sig udenfor mediernes søgelys indtil 2006, da Dawson College skyderiet fandt sted. Skyderiet rørte hende dybt, og hun valgte derfor at deltage i et interview, hvor hun efterfølgende modtog massevis af sympatiske e-mails. Hun besluttede sig derfor for at skrive en bog, hvor hun fortæller om tiden efterfølgende, med sorgen og smerten. Hun har siden holdt flere foredrag om sagen, og om det var være mor til en massemorder.

Medier

Udover Monique Lépines bog, er der skrevet flere bøger om sagen, herunder ”Marc Lépine: The Montreal Massacre”, skrevet af RJ Parker. Bogen er en del af bogserien ”Crimes Canada”, og handler om sagen og forsøger at finde ud af, hvad Marcs motivation var.

I 2004 udkom Adam Kellys skuespil ”The Anorak”, der handler om selve massakren. Skuespillet er skrevet som en dramatisk monolog fra Marcs synsvinkel, hvor publikum bliver kønsopdelt, og hvor hovedpersonen i 80 ud af 90 minutter kun henvender sig til mændene i publikum. Kun i de sidste ti minutter, der omhandler selve massakren, henvender han sig til den kvindelige del af publikum.
I 2007 skrev Colleen Murphy skuespillet ”The December Man”. Skuespillet er baseret på sagen, men personerne i det er fiktive. Hovedpersonen Jean Fournier flygtede fra massakren, og kæmpede efterfølgende med skyld.

I 2009 udkom filmen ”Polytechnique”, skabt af Denis Villeneuve og Jacques Davidts. Filmen er ligesom ”The December Man” baseret på sagen, men med fiktive personer, og handler om to overlevende.

Kilder:

– Wikipedia I
– Wikipedia II

– Selvmordsbrev

– Efterforskningsrapport