Ted Bundy

I 1970’erne begyndte unge kvinder med langt, glat hår og midterskilning at forsvinde i flere stater i USA. Ted Bundy blev anholdt og anklaget for kidnapning, men ikke engang fængslet kunne stoppe mordene; Ted formåede at flygte hele to gange, og anden gange dræbte han to kvinder og en 12-årig pige i Florida.
Hvor mange personer Ted Bundy dræbte, vides ikke med sikkerhed, men inden han blev henrettet i 1989 tilstod han at have dræbt 30 unge kvinder og piger.

D. 24. november 1946 kom Theodore Robert Cowell til verden, på et hjem for ugifte mødre i Burlington, Vermont, USA. Hans mor, Eleanor Louise Cowell, der gik under navnet Louise, var kun 22 år da hun fødte Ted, og hvem faderen var, blev aldrig opklaret. Ifølge Teds fødselsattest var det en veteran fra Flyvevåbenet ved navn Lloyd Marshall, men Louise sagde at det var en løgn. Flere familiemedlemmer mistænkte dog at det var Louises egen voldelige far, altså Teds morfar, der var faderen.
De tre første år af Teds liv boede han i Philadelphia hos sin mormor og morfar – som han troede var hans forældre. Familien ønskede ikke at omverdenen vidste at Louise havde fået et ”uægte” barn. Hvordan Ted fandt ud af at Louise var hans mor, og ikke storesøster, er endnu uklart; en forklaring lyder på at Ted selv fandt sin fødselsattest, en anden forklaring lyder på at det var Teds fætter der kaldte ham for en horeunge og viste han fødselsattesten. I al fald tilgav Ted aldrig sin mor for løgnen, samt uvisheden om hvem hans far var

I 1950 skiftede Louise og Ted efternavn til Nelson, og flyttede ind hos nogle familiemedlemmer i Tacoma, Washington. Året efter tog Louise til en single-aften i metodistkirken i Tacoma, og her mødte hun Johnny Culpepper Bundy. De to forelskede sig, og blev samme år gift. Johnny adopterede Ted, men lige meget hvor meget han forsøgte, lykkedes det ham aldrig at komme helt tæt på Ted. Hen over de kommende år fik Louise og Johnny fire børn sammen, og eftersigende skulle hjemmet have været et stabilt og religiøst hjem.
Som Ted blev ældre begyndte han at bruge mere tid udenfor hjemmet, blandt andet på at lede efter billeder af nøgne kvinder, krimier, hård pornografi, true crime magasiner og dokumentarer der omhandlede seksuel vold i skraldespande. Han fandt særligt magasiner, der havde billeder eller illustrationer af dræbte eller lemlæstede personer, spændende. Han begyndte også at indtage store mængder af alkohol, og gå på jagt efter vinduer, hvor han kunne se på kvinder der klædte sig af eller udførte seksuelle handlinger.

Ifølge Ted valgte han at være alene og ikke have venner, fordi han ikke forstod venskaber, og ikke vidste hvordan han skulle begå sig socialt. Men ifølge klassekammerater fra Woodrow Wilson High School var Ted ganske vellidt og velkendt. Mens han gik i high school begyndte Ted at stå på ski, og for at kunne udføre denne hobby begyndte han at stjæle udstyr og forfalske billetter. Det, og vindueskiggeri, var dog ikke det eneste kriminalitet han udførte; i løbet af high school blev han flere gange anholdt på grund af mistanke om biltyveri og indbrud, men da han blev 18 år blev disse optegnelser fjernet fra hans straffeattest. Tyverierne blev dog en regelmæssig handling.
I sommeren 1965 færdiggjorde Ted high school, og i efteråret begyndte han på University of Puget Sound i Tacoma. Efter et år på University of Puget Sound blev han overført til University of Washington i Seattle, hvor han studerede Kinesisk. Det var også her han i 1967 indledte et forhold til en kvinde, der mest kendes under navnet Stephanie Brooks. I starten af 1968 droppede Ted ud af universitet, og tog i stedet forskellige jobs rundt omkring, mens han arbejdede som frivillig ved Nelson Rockefellers præsident kampagne. Via det arbejde deltog han i Republican National Convention i Miami i 1968.
Kort efter turen til Miami afsluttede Stephanie deres forhold; hun syntes Ted var umoden og uambitiøs. Ted var knust over bruddet, og tog på en rejse der startede i Colorado, og derefter besøg hos familie i Arkansas og Philadelphia, hvor han tog et semester på Temple University. I 1969 tog Ted tilbage til Seattle, og begyndte igen på University of Washington, hvor han studerede psykologi. Her mødte han Elizabeth Kloepfer (også kaldt Meg Anders, Beth Archer og Liz Kendall), og de to indledte et forhold. Elizabeth var en fraskilt kvinde, der var flyttet til Seattle fra Utah efter skilsmissen. Denne gang tog Ted studierne mere seriøst, og var vellidt af både medstuderende og professorerne.
I 1971 fik Ted arbejde på en selvmordslinje – her mødte han Ann Rule, der senere blev kendt for at skrive en af de mest kendte bøger om Ted, ”The Stranger Beside Me”.

Ted blev færdig med psykologistudiet i 1972, og blev en del af guvernør Daniel J. Evans’ genvalgskampagne. Han blev blandt andet brugt til at skygge modstander Albert Rosellini, og optage dennes tale således Daniel J. Evans’ hold kunne analysere den. Daniel J. Evans blev genvalgt som guvernør, og Ted fik arbejde som assistent hos Ross Davis, daværende formand for Washington State Republican Party.
I 1973 blev hans ansøgning om at komme ind på jurastudiet accepteret. Hans karakterer fra optagelsesprøven var middelmådige, men han havde fantastiske udtalelser fra Daniel J. Evans, Ross Davis og flere professorer fra psykologistudiet. Samme sommer var Ted med Republican Party i Californien. Her mødte han Stephanie Brooks, og de to indledte atter et forhold – uden Elizabeths viden. De følgende måneder fløj Stephanie flere gange til Seattle for at være sammen med Ted, og han præsenterede hende endda for Ross Davis som hans forlovede. Men pludselig i januar 1974, uden videre, stoppede han med at besvare hendes opkald og breve. En måned senere fik Stephanie endelig fat på Ted, og bad naturligvis om en forklaring, hvortil Ted ligegyldigt svarede: ”Stephanie, jeg ved ikke hvad du mener” og lagde på. De to snakkede aldrig sammen igen.

D. 4. januar 1974 brød Ted ind i 18-årige University of Washington-studerende Karen Sparks’ kælderlejlighed; han slog hende bevidstløs med en metalstang fra hendes sengeramme, og udførte seksuelle overgreb på hende med enten metalstangen eller et spekulum af metal. Karen Sparks overlevede overfaldet med permanente fysiske og psykiske mén, men var bevidstløs i ti dage.
Efterhånden begyndte Ted at misse flere og flere timer på studiet, og da det blev april stoppede han helt med at deltage.
Inden da havde Ted Bundy allerede begået sine første drab – og skaffet sig et job hos Seattle Crime Prevention Advisory Commission, hvor han blandt andet skrev en folder til kvinder, om hvordan de kunne undgå voldtægt.

Mordene

Hvornår Ted begik sit første mord, er der den dag i dag stadig tvivl om. Ted fortalte Polly Nelson (advokat, der var en del af hans forsvar og forfatter til bogen ”Defending the Devil”) at han i 1969 forsøgte at kidnappe en kvinde i Ocean City, New Jersey, men først begik drab i 1971 i Seattle. Psykolog Art Norman fik at vide at Ted, at han dræbte for første gang i Atlantic City, da han besøgte familie i Philadelphia i 1969 og tog livet af to kvinder. Overfor kriminalbetjent Robert Keppel hentydede han at han begik sit første drab i Seattle i 1972. Både Ann Rule og Robert Keppel mente at Ted muligvis begik sine første mord allerede da han var teenager – en teori mange bakker op om, eftersom en otteårig pige forsvandt fra nabolaget han boede i, da Ted var 14 år gammel.
Det tidligste beviste mord fandt dog sted i 1974, da Ted var 27 år gammel.

D. 1. februar 1974 brød Ted ind hos 21-årige University of Washington-studerende Lynda Ann Healy. Han slog hende bevidstløs, gav hende blå jeans, hvid bluse og støvler på, og førte hende ud af hjemmet. Lynda blev aldrig set i live igen. D. 12. marts forsvandt 19-årige Evergreen State College-studerende Donna Gail Manson på vej til en jazzkoncert. Heller ikke hun blev set i live igen.
D. 17. april forsvandt 19-årige Susan Elaine Rancourt efter at have været til møde på Central Washington State College i Ellensburg. En kvindelig studerende fra samme college fortalte at hun samme aften havde mødt en mand med sin arm i en slynge, der havde spurgt om hun ville hjælpe ham med at bære nogle bøger hen til hans Volkswagen Beetle. En anden kvindelig studerende havde haft en lignende oplevelse, blot tre aftenener forinden.
Først på aftenen d. 6. maj forlod 20-årige Roberta Kathleen Parks sit værelse ved Oregon State University i Corvallis, Oregon, for at mødes med nogle venner på en nærliggende café. Roberta dukkede aldrig op på caféen.
Da begyndte politiet fra King County og Seattle at blive bekymret, men de havde ikke mange bevismaterialer og spor at gå ud fra. Men de vidste at kvindernes forsvinden hang sammen; de var alle unge, kvindelige studerende med langt, glat hår med midterskilning, og de forsvandt alle i aftentimerne, som regel nær byggepladser – og flere vidner kunne fortælle om manden med armen i slynge eller på krykker, samt en brunlig Volkswagen Beetle.

D. 1. juni forsvandt 22-årige Brenda Carol Ball, efter at have forladt Flame Tavern i Burien nær Seattle-Tacoma International Airport. Hun blev sidst set i live på parkeringspladsen, hvor hun talte med en brunhåret mand der havde sin arm i en slynge. Ti dage senere forsvandt 18-årige Georgeann Hawkins på højlys dag, da hun var på vej fra sit eget kollegieværelse til hendes kærestes. Ted fortalte år senere, at han på krykker havde spurgt Georgeann om hun ville hjælpe med at bære en mappe hen til hans bil; her slog han hende bevidstløs med et koben, gav hende håndjern på, satte hende ind i bilen og kørte til Issaquah. Her strangulerede han hende, og brugte den følgende nat med hendes lig. Dagen efter var kriminalbetjente i fuld færd med at undersøge stedet Georgeann forsvandt, alt imens Ted selv var der og formåede at fjerne hendes tabte øreringe og sko. Kriminalbetjentene fandt ingenting.
Omkring dette tidspunkt fik Ted arbejde i Olympia, Washington, hos Department of Emergency Services, en statsorganisation der var involveret i eftersøgningen på de forsvundne kvinder. Her mødte han Carole Ann Boone, der var nyligt fraskilt og mor til en teenagesøn, og de to indledte et forhold – igen uden at Elizabeth anede noget om det.

Ted var begyndt at blive mere modig, og efter mordet på Georgeann begyndte han at bortføre flere kvinder i dagstimerne. D. 14. juni formåede han at bortføre to kvinder fra en overfyldt strand ved Lake Sammamish State Park i Issaquah. 5 kvindelige vidner fortalte senere politiet at en attraktiv mand iført hvidt tennistøj med venstre arm i slynge var kommet hen til dem, og med let accent introduceret sig som Ted og bedt om hjælp til at læsse en sejlbåd af hans bil. Fire af kvinderne havde afslået at hjælpe ham, men én var gået med. Dog var hun flygtet fra ham, da de var nået til bilen og hun så at der ikke var nogen sejlbåd. Tre yderligere vidner så samme mand tage kontakt til 23-årige Janice Ann Ott, med samme båd-forklaring, og så Janice gå med ham. Fire timer efter Janices forsvinden forlod 19-årige Denise Marie Naslund en picnic for at gå på toilettet – og kom aldrig tilbage.
Ted fortalte senere Stephen Michaud (forfatter til bogen ”The Only Living Witness: The True Story of Serial Sex Killer Ted Bundy” og ”Ted Bundy: Conversations with a Killer”) at Janice stadig var i live da han kom tilbage med Denise, og at han tvang den ene til at se den anden blive dræbt. Dog benægtede han dette senere.

Vidnerne fra Lake Sammamish State Park gav gode og detaljerede beskrivelser af gerningsmanden og hans bil, og politiet i King County fik derfor lavet en skitse af gerningsmanden, som de hang kopier af op i Seattle-området, samt offentliggjorde i lokale aviser og TV. Elizabeth, kollegaen Ann Rule, en anden kollega og en professor fra University of Washington genkendte straks skitsen og bilen, og de kontaktede derfor politiet med deres viden. Politiet, der modtog op til 200 tips dagligt om sagen, mente dog at det var usandsynligt at en mand som Ted Bundy kunne være gerningsmanden.
I august flyttede Ted til Salt Lake City, Utah, da han blev optaget på University of Utah Law School. Elizabeth blev boende i Seattle, men de to fortsatte forholdet – selvom Ted ofte var sammen med andre kvinder, inklusiv Carole Ann Boone.
Som Ted flyttede til Utah, begyndte unge kvinder nu at forsvinde her. D. 2. oktober bortførte Ted 16-årige Nancy Wilcox i Holladay, nær Salt Lake City, og tog hende med til et skovområde. Her voldtog han hende, og strangulerede hende til døde – ifølge ham selv ved et uheld, da han ville få hende til at tie stille. Han begravede hende nær Capitol Reef National Park, 320 km fra Holladay, men hendes lig blev aldrig fundet.
D. 18. oktober forsvandt 17-årige Melissa Anne Smith, datter af politichefen i Midvale, efter at have forladt et pizzeria. Hendes nøgne lig blev fundet ni dage senere i nærliggende bjerge, men obduktionen indikerede at hun havde været i live i syv dage efter sin forsvinden. D. 31. oktober forsvandt 17-årige Laura Ann Aime, efter at have forladt en café i Lehi kort efter midnat. D. 27. november blev hendes nøgne lig fundet i American Fork Canyon i Wasath Mountains. Begge kvinder var blevet voldtaget, tæsket og stranguleret med en nylonstrømpe.

Ted brugte hovedsageligt to forklaringer til at lure sine ofre væk. Den han mest brugte, var at han havde brug for hjælp til at bære noget hen til sin bil eller brug for anden hjælp, fordi hans arm var i slynge eller han var på krykker. Den anden forklaring han brugte, var at fortælle at han var en form for autoritetsfigur, for eksempel fra politiet eller brandvæsenet. Den sidste brugte han sidst på eftermiddagen d. 18. november, da han tog kontakt til 18-årige Carol DaRonch i Fashion Place Mall i Murray. Han fortalte Carol at han var politibetjent Roseland fra Murray Police Department, og at nogen havde forsøgt at bryde ind i hendes bil, så han ville bede hende følge med ham til politistationen for at udføre papirarbejde. Carol fulgte med Ted, satte sig ind i hans bil, men på vejen opdagede hun at han kørte i den forkerte retning, hvilket hun pointerede overfor Ted. Han forsøgte at give hende håndjern på, men kom til at lukke begge håndjern om samme håndled; de kæmpede, indtil han tog en pistol frem og truede hende med den. Da faldt Carol ud af døren, og skyndte sig at løbe væk da Ted steg ud af bilen. Carol løb ud på vejen, hvor et ældre ægtepar kom kørende; de samlede hende op, og kørte hende straks til politistationen. Nu havde politiet for alvor noget at gå efter.
Senere samme aften forsvandt 17-årige Debra Jean Kent, efter at have forladt et teaterstykke på sin skole. Hun skulle hente sin bror, men dukkede aldrig op. Både dramalæreren og en elev fortalte politiet at en fremmede mand var kommet hen til dem og bedt dem om at følge med ud på parkringspladsen for at identificere en bil. En anden elev så samme mand gå hastigt frem og tilbage bagerst i auditoriet. Uden for auditoriet fandt efterforskerne nøglen til håndjernene Ted havde låst om Carols håndled. Debra Jean Kents lig blev aldrig fundet.

I november ringede Elizabeth igen til politiet, efter at have læst om kvinderne der forsvandt i Salt Lake City-området. Hun blev afhørt, og Ted kom på listen over mistænkte – men da vidner fra Lake Sammamish State Park ikke udpegede Ted som gerningsmanden, valgte politiet at ligge ham nederst i bunken. Elizabeth ringede igen i december, men på grund af manglende beviser gjorde politiet intet. Alt imens fortsatte Elizabeth og Teds forhold som sædvaneligt, og de tilbragte en uge sammen i Seattle i januar 1975.
Da Ted kom tilbage til Salt Lake City rykkede han mordene til staten Colorado. D. 12. januar forsvandt 23-årige Caryn Eileen Campbell mens hun gik på en velbelyst gang mellem elevator og hendes værelse på skisportsstedet Wildwood Inn i Snowmass Village, 640 km fra Salt Lake City. Hendes nøgne lig blev fundet d. 18. februar.

D. 1. marts 1975 blev Brenda Carol Balls lig fundet ved Taylor Mountain, Washington. Fundet af Brenda førte til at ligene af Lynda Ann Healy, Susan Elaine Rancourt, Roberta Kathleen Parks og et uidentificeret lig blev fundet to dage senere. Ted har senere udtalt, at det uidentificerede lig var Donna Gail Manson.
D. 15. marts forsvandt 26-årige Julie Cunningham, da hun var på vej til at mødes med en ven til middag i Vail. Efter at have kørt Julie til Rifle, 140 km fra Vail, og stranguleret hende, tog han alt hendes tøj af og smed i en velgørenheds tøjcontainer. Ted besøgte hendes lig igen nogle uger senere, men liget blev aldrig fundet.
D. 6. april forsvandt 25-årige Denise Lynn Oliverson, da hun cyklede hjem til sine forældre i Grand Junction. Denises cykel og sandaler blev fundet under en jernbanebro, men hendes lig blev aldrig fundet. En måned senere kom 12-årige Lynette Dawn Culver ikke hjem fra skole i Pocatello, Idaho. Ifølge Ted tog han Lynette med på et hotelværelse, hvor han druknede og seksuelt misbrugte hende, inden han smed hendes lig i en flod nord for Pocatello, men liget blev aldrig fundet.

Midt i maj havde Ted besøg af tre tidligere kollegaer, inklusiv Carole, i en uge. Måneden efter besøgte Ted Elizabeth i Seattle, hvor de talte om at blive gift til december. Udover forholdene til Carole og Elizabeth, havde Ted også et forhold til en jurastuderende fra Utah, kendt som enten Kim Andrews eller Sharon Auer.
D. 28. juni forsvandt 15-årige Susan Curtis i Provo. Hun var den sidste person, som Ted tilstod at have dræbt, men hendes lig blev aldrig fundet.
Politiet i Washington efterforskede ihærdigt sagen om de forsvundne og dræbte kvinder, og brugte, som nogle af de første en database til at lave overblik over alle detaljerne. Databasen fandt at Ted var en der skulle mistænkes, og dermed kom han på listen over de 100 mest mistænkte i sagen.

Anholdelsen og retssag

I timerne inden daggry d. 6. august 1975 kørte Ted rundt i et boligområde i Granger nær Salt Lake City. En politibetjent opdagede dette, men Ted fandt hurtigt ud af at han blev overvåget; han forsøgte at køre væk fra politibetjenten, men måtte til sidst sande at det ikke kunne lade sig gøre. Han holdte derfor ind på en tankstation, hvor han viste politibetjenten sit kørekort. Politibetjenten kiggede ind i Teds bil, og så at passagersædet var fjernet og lå på bagsæderne, og så at der lå en skimaske, en maske lavet af strømpebukser, et koben, håndjern, skraldeposer, spole af reb, i issyl, samt andre dele, som politibetjenten umiddelbart antog var redskaber til at udføre et indbrud med. Ted kom med forklaringer på tingene, men pludselig huskede politibetjenten sagen om Carol DaRonch. Ted blev derfor anholdt, og hans lejlighed ransaget.
I lejligheden fandt politiet blandt andet en guide over skisportssteder i Colorado, hvor der var sat en markering ved Wildwood Inn, hvor Caryn Eileen Campbell sidst var blevet set i live, samt en brochure for det teaterstykke på Viewmont High School, som Debra Jean Kent forsvandt fra. Fundene var desværre ikke nok til at kunne beholde Ted i politiets varetægt – men havde de bare fundet den samling polaroidbilleder Ted havde taget af sine ofre… Med det samme Ted blev løsladt, ødelagde han billederne.
Han blev overvåget alle timer af døgnet, og Elizabeth blev afhørt af politiet fra Salt Lake City. Her fortalte hun at hun året inden Ted flyttede til Utah havde fundet ting i både hendes og Teds hjem, som hun ikke helt kunne forstå; blandt andet et par krykker, en kødøkse der ikke blev brugt til madlavning, en pose støbegips som han indrømmede at have stjålet, kirurgiske handsker, en pose med kvindetøj og en kniv i hans handskerum. Hun mistænkte desuden at Ted havde stjålet næsten alt han ejede, men når hun havde sagt noget til Ted om hans nye TV eller stereoanlæg, havde han sagt til hende, at hvis han fortalte nogen om det ville han brække hendes nakke. Hun fortalte desuden at han blev oprørt hvis hun nævnte at ændre sin frisure, og at hun nogle gange vågnede om natten, hvor Ted lå under hendes dyne med en lommelygte og undersøgte hendes krop.
Kort efter blev Elizabeth også afhørt af politiet fra Seattle, og her hørte hun for første gang om Stephanie Brooks, og det forhold Ted havde haft til hende alt imens han også havde et forhold til Elizabeth. Det var dog ikke nok til at Elizabeth ville gå fra ham endnu

Mens Ted var løsladt solgte han sin berygtede Volkswagen Beetle til en teenager, men straks efter valgte politiet fra Utah at beslaglægge bilen. Den blev demonteret og gennemsøgt, og her blev der fundet hår der matchede hår tilhørende Caryn Campbell, Melissa Smith og Carol DaRonch. D. 2. oktober blev Ted derfor placeret i en konfrontationsparade, og her genkendte Carol DaRonch og vidner fra Viewmont High School straks Ted. Desværre var der ikke beviser nok til at kunne anklage ham for Debra Jean Kents forsvinden, men der var nok til at kunne anklage ham for kidnapning og forsøg på overfald på Carol DaRonch. Han skulle dog endnu ikke ind bag tremmerne, for hans mor betalte kautionen på $15.000, og derefter brugte Ted det meste af sin tid hos Elizabeth i Seattle – imens han stadig var under overvågning konstant.

I november mødtes efterforskere fra Utah, Washington og Colorado for at udveksle informationer, med yderligere 30 efterforskere og anklagere fra fem stater. Mødet ville senere blive kendt som Aspen Summit. Der var stor enighed om at Ted var skyldig, men at de havde brug for stærkere beviser før de kunne anklage ham for nogle af mordene.
I februar 1976 kom Ted for retten for kidnapning og forsøg på overfald på Carol DaRonch – uden jury, efter Teds ønske på grund af den store mediedækning af sagen. Efter fire dage i retten fandt dommeren Ted skyldig i kidnapning og overgreb, og d. 30. juni blev Ted idømt 1 til 15 års fængsel i Utah State Prison.
Den følgende oktober blev Ted fundet i en busk, hvor han gemte sig med et vejkort, flyafgange og et social security kort – han ville forsøge at flygte fra fængslet. På grund af det blev han isolationsfængslet i flere uger. Også i oktober blev Ted endelig officielt anklaget for mordet på Caryn Campbell af myndighederne i Colorado, og han blev derfor overført til Aspen i januar 1977.

Da den indledende høring skulle ske d. 7. juni 1977 blev Ted transporteret fra fængslet til retten i Pitkin County. Han havde valgt at være sin egen advokat, og kunne dermed undgå at have håndjern eller benbøjler på. Under en pause bad Ted om at bruge rettes bibliotek, så han kunne lave informationssøgning til sin sag. I biblioteket, der lå på 1. sal, formåede han at åbne et vindue og hoppe ud. I det han landede forstuvede han sin ankel. Han havde iført sig to lag tøj, og tog det øverste lag af, inden han gik mod Aspen Mountain. Nær toppen på Aspen Mountain brød han ind i en hytte, hvor han stjal mad, tøj og en riffel, og blev natten over. Dagen efter gik han mod Crested Buttle, men for vild i skoven. I to dage gik Ted forvildet rundt på bjerget, inden han d. 10. nåede en campingvogn ved Maroon Lake. Inden da havde han efterladt riflen i skoven, da han blev for træt til at bære på den. Han brød ind i campingvognen, stjal mad og en skijakke, og gik mod nord. Mod nord lå Aspen, og her formåede han at undgå alle de mennesker der var i gang med at lede efter ham. Tre dage senere stjal han en bil ved en golfbane ved Aspen, og træt og i smerte over anklen kørte han ind i Aspen. Her blev han stoppet af to politibetjente fordi han slingrede på vejen, og kom atter i fangeskab. Han havde da været på fri fod i seks dage, og kunne nu også se frem til anklager om flugt, biltyveri, våbentyveri og indbrud.

Flugten til Florida

Tilbage i fængslet så det ud til at sagen gik godt for Ted, blandt andet fordi anklager fik afvist brug af betydelige bevismaterialer. Alligevel gik han i gang med at planlægge endnu en flugt; han fik igennem andre indsatte fat i en detaljeret grundplan over fængslet og en nedstryger, og i en periode på seks måneder fik han besøgende, især Carole Ann Boone, til at smugle penge med ind til ham, hvilket til sidst løb op på $500. Når de andre indsatte gik i bad, gik Ted i gang med at arbejde på at lave et hul på 30×30 cm i loftet. I løbet af de seks måneder tabte han sig også 16 kg for at kunne komme igennem hullet. Han brugte flere uger på at lave øvelser og kravle rundt over loftet om natten, hvilket lavede noget larm som andre indsatte klagede over, men det blev ikke undersøgt.
I slutningen af 1977 anmodede Ted om at få retssagen rykket fra Aspen til Denver, men i stedet blev den rykket til Colorado Springs, hvor juryen var kendt for at være særligt fjendtlige overfor mordmistænkte.
Om aftenen d. 30. december, mens det meste af fængselspersonalet var på juleferie og de ikkevoldelige indsatte på orlov hos deres familier, lagde Ted bøger og mapper i sin seng, og lagde dynen over så det lignede der lå en person. Han kravlede derefter gennem hullet i loftet, brød ind gennem loftet til fængselslederens lejlighed, tog noget af fængselslederens tøj på, og gik ud af døren.
Udenfor stjal han en bil og kørte østpå, men bilen brød sammen i bjergene på Interstate 70. En anden billist gav ham derfor et lift til Vail, og herfra tog Ted en bus til Denver. Fra Denver fløj han til Chicago, Illinois – og først her, 17 timer efter, opdagede fængselspersonalet at Ted var flygtet.
Fra Chicago tog han toget til Ann Arbor, Michigan, hvor han opholdte sig i nogle dage. D. 2. januar så han en college football kamp på TV på et lokalt værtshus, og d. 7. stjal han en bil og kørte til Atlanta, Georgia. Derfra tog han bus til Tallahassee, Florida, hvor han ankom omkring kl. 8 næste morgen.

I Tallahassee, Florida, lejede Ted et værelse på et pensionat nær Florida State University under navnet Chris Hagen. Hans plan var at finde et arbejde og blive væk fra enhver form for kriminalitet, for han tænkte at hvis bare han kunne blive udenfor politiets opmærksomhed i Florida ville han kunne forblive fri. Men det var ikke muligt for Ted at finde et arbejde uden at skulle vise ID, og han vendte derfor tilbage til sin gamle vane med at butikstyveri og stjæle kreditkort.
Omkring kl. 2⁴⁵ d. 15. januar 1978 gik Ted ind gennem en ulåst bagdør i studenterforeningen Chi Omegas hus. Han tæskede 21-årige Margaret Bowman med et stykke brænde mens hun sov, og strangulerede hende med en nylonstrømpe. Han gik derefter ind på 20-årige Lisa Levys værelse, tæskede hende, strangulerede hende, rev hendes venstre brystvorte af, bed hende hårdt i venstre balde og misbrugte hende seksuelt med en hårproduktsflaske. Han overfaldt dernæst 20-årige Kathy Kleiner på hendes værelse, hvilket resulterede i en brækket kæbe og rivemærker på skulderen. Til slut overfaldt han 21-årige Karen Chandler, som fik en hjernerystelse, brækket kæbe, mistede tænder og fik knust en finger. Kathy og Karen overlevede med varige mén; Margaret og Lisa mistede livet.
Femten minutter senere var han atter ude af studenterforeningen hus. Han brød ind i en kælderlejlighed otte blokke derfra, og overfaldt 21-årige Cheryl Thomas. Han rev hendes skulder af led, og forårsagede brud på hendes kæbe og fem steder på hendes kranium. Cheryl overlevede overfaldet, men blev permanent døv og fik skader der endte hendes dansekarriere. På hendes seng fandt politiet en sædplet, samt en maske lavet af strømpebukser, der indeholdte hår der havde store ligheder med Teds.

D. 8. februar kørte Ted til Jacksonville i en stjålet varevogn der tilhørte Florida State University. På en parkeringsplads præsenterede han sig overfor 14-årige Leslie Parmenter som Robert Burton fra brandvæsenet, men da kom hendes storebror og fik jagtet Ted væk. Samme eftermiddag kørte Ted 97 km til Lake City Junior High School. Her forsvandt 12-årige Kimberly Diane Leach; hun havde forladt en lektion for at hente en glemt pung, og kom aldrig tilbage. D. 7. april blev hendes lig fundet i en grisestald nær Suwannee State Park; obduktionen viste at hun var blevet seksuelt misbrugt og muligvis stranguleret til døde, men det var svært at sige med sikkerhed på grund af stadiet af forrådnelse.
Mordene gjorde at Ted blev tilføjet til FBI Ten Most Wanted Fugitives d. 10. februar. To dage senere stjal han en bil og kørte mod Florida Panhandle. Her blev han d. 15. februar stoppet af en politibetjent nær grænsen til Alabama, fordi han kørte for stærkt. Politibetjenten opdagede at bilen var meldt stjålet, og han anholdte derfor Ted – men da sparkede Ted benene væk under politibetjenten og gav sig til at løbe. Politibetjenten affyrede et varselsskud og begyndte at løbe efter. Han tacklede Ted, og de kæmpede om pistolen, men til sidst fik politibetjenten kontrol over Ted, og fik ham atter anholdt. Politibetjenten var da endnu uvidende om at han lige havde anholdt en af FBIs mest eftersøgte.
I bilen fandt politiet tre ID kort der tilhørte to kvindelige Florida State University studerende, 21 kreditkort, et stjålet TV, og mørke briller og et par slacks som ville vise sig at være hans forklædning som ”Robert Burton fra brandvæsenet”.

Retssagen om Florida-mordene

D. 27. juli 1978 blev Ted tiltalt for mordene på Margaret Bowman og Lisa Levy, og senere også mordet på Kimberly Diane Leach. I juli 1979 begyndte retssagen om Margaret Bowman og Lisa Levys mord, og det var den første retssag der blev sendt på nationalt tv i USA. Retssagen var desuden mediedækket af 250 journalister fra fem kontinenter.
Ted havde fem advokater i sit forsvarsteam, men valgte igen at være sin egen advokat. Der blev arbejdet på en studehandel, hvor Ted skulle kende sig skyldig i mordene og blive idømt 75 års fængsel, og dermed undgå dødsstraf. Men Ted nægtede at kende sig skyldig, og dermed blev studehandlen ikke til noget.

Medlemmer fra Chi Omega studenterforeningen gav i retten nogle gode og brugbare vidneudsagn; en så Ted forlade hjemmet, og en anden så ham i nærheden. Ted havde desuden efterladt et meget brugbart bid i Lisa Levys balde.
D. 24. juli fandt juryen Ted skyldig i mordene på Margaret Bowman og Lisa Levy, mordforsøg på Kathy Kleiner, Karen Chandler og Cheryl Thomas, samt to indbrud. Seks dage senere blev Ted idømt dødsstraf.

Men det var endnu ikke helt ovre, for retssagen om kidnapningen og mordet på Kimberly Diane Leach skulle også finde sted. Retssagen begyndte d. 7. januar 1980 i Orlando, Florida, og her fortalte vidner at de havde set den stjålne bil i skolegården. Desuden blev der fundet tøjfibre med en fabriksfejl på både Kimberlys krop og i bilen, som matchede tøjfibre fra den jakke Ted havde på da han blev anholdt.
Under retssagen vidnede også Carol Ann Boone, som stadig stod ved Teds side og endda var flyttet tættere på fængslet. Elizabeth og Bundy var som sådan ikke et par længere, men udvekslede stadig breve til tider. Da Carole sad i vidneskranken spurgte Ted hende om hun ville giftes med ham. Hun sagde ja, og han erklærede overfor retten at de nu var gift – og dermed var de lovligt gift, for ifølge en uklar lov i Florida krævede det blot en dommer til stede og en højlydt erklæring om at man nu var gift med hinanden.
D. 10. februar blev Ted fundet skyldig i kidnapning og mordet på Kimberly Diane Leach, og han fik nu sin tredje dødsdom. Da straffen blev læst højt rejste Ted sig op, og råbte: ”Fortæl juryen at de tager fejl!”.

Ted blev sendt til Florida State Prison, også kendt som Raiford Prison. Her var det ikke tilladt at være alene med sine besøgende, men alligevel formåede Ted at gøre Carole gravid. Det var nemlig ikke unormalt at fængselsvagterne kunne bestikkes til at lade den indsatte være alene med sin besøgende. I oktober 1982 blev parrets datter, Rose, født.
Ted ankede dommen og fortsatte med at arbejde på sagen for at undgå dødsstraf, men lige lidt hjalp det. Han gik med til at deltage i en serie af interviews med Stephen Michaud og Hugh Aynesworth, hvilket resulterede i bøgerne ”Ted Bundy: Conversations with a Killer” og ”The Only Living Witness: The True Story of Serial Sex Killer Ted Bundy”. Under disse interviews omtalte han sig selv i tredje person, eftersigende for at undgå ”stigmatisering af tilståelse”, og begyndte at afsløre detaljer fra mordene. Han fortalte blandt andet at tyverierne, de seksuelle overgreb og mordene handlede meget om følelse af besiddelse. Det snakkede han også om med specialagent William Hagmaier fra FBI Behavioral Analysis Unit.

Idéen om at flygte fra fængslet var endnu ikke død hos Ted. I juli 1984 blev der fundet to nedstrygere i hans celle, som han havde brugt til at fjerne en stang fra vinduet. Stangen havde han limet på igen med hjemmelavet sæbebaseret klædemiddel. Han blev derfor rykket til en ny celle, men nogle måneder senere blev der fundet et uautoriseret spejl i hans celle, så han blev atter flyttet.
På et tidspunkt blev Ted overfaldet af en gruppe indsatte. Ted benægtede dog at det var sket, selvom flere af de indsatte indrømmede at have overfaldt ham og udsat ham for gruppevoldtægt. Kort efter blev Ted anklaget for uautoriseret korrespondance, da han udvekslede breve med John Hickley Jr., der d. 30. marts 1981 havde forsøgt at dræbe daværende præsident Ronald Reagan.
I oktober 1984 kontaktede Ted kriminalbetjent Robert Keppel, da han ønskede at dele sin ekspertise angående seriemordere med ham. Robert Keppel arbejdede på sagen om den dengang uidentificeret Green River-morder i Washington. Robert Keppel og Dave Reichert interviewede Ted flere gange, hvilket resulterede i bogen ”The Riverman: Ted Bundy and I Hunt for the Green River Killer” – men desværre ikke anholdelsen af seriemorderen. Det var først 17 år senere at politiet opklarede sagen, og Gary Leon Ridgway blev fanget.

Henrettelsen

I starten af 1986 blev der fastsat en dato for Teds henrettelse; den skulle finde sted d. 4. marts. Men pludselig blev henrettelsen rykket til d. 2. juli, hvor Ted kort efter fortalte William Hagmaier og hans advokat Polly Nelson, hvad han havde gjort ved nogle af ofrene. Han fortalte blandt andet at han havde besøgt Taylor Mountain, Issaquah og andre gerningssteder efter mordene for at besøge ligene, ofre flere gange, for at ligge med ligene og udføre seksuelle handlinger med ligene indtil forrådnelse gjorde det umuligt. Flere gange kørte han i mange timer for at komme hen til ligene, og tilbragte gerne natten med dem. Han fortalte desuden at han havde givet Melissa Smith make-up på, og at han havde vasket Laura Aimes hår flere gange. Han halshuggede cirka tolv af ofrene med en nedstryger, og beholdte nogle af ligene i sin lejlighed i noget tid, inden han skaffede sig af med dem.

D.2. juli – dagen hvor Ted skulle henrettes – kom, men under 15 timer inden henrettelsen skulle finde sted blev den udsat på ubestemt tid af Eleventh Circuit Court of Appeals. Der var nogle detaljer i sagen om mordene på Margaret Bowman og Lisa Levy der skulle gennemgås igen, og der var pludselig opstået tvivl om Teds mentale tilstand under retssagerne.
I stedet blev der fastsat en dato til henrettelsen for mordet på Kimberly Diane Leach – d. 8. november 1986. Men også da denne dag kom blev henrettelsen udsat.
Det var først i midten af 1988 at der endelig blev fastsat en dato for henrettelsen, som denne gang ville finde sted d. 24. januar 1989.

Efter datoen var blevet fastsat gik Ted med til at tale med efterforskerne igen, og tilstod at have stået bag alle otte mord fra Washington og Oregon, som han var hovedmistænkt for. Han beskrev desuden ydereligere fem uidentificerede mord i Washington og Oregon. Han kunne i detaljer fortælle hvor han havde begravet Georgeann Hawkins, Janice Anne Ott og Denise Marie Naslunds lig, og at han havde brændt Donna Gail Mansons hoved i Elizabeths pejs.
Da efterforskerne fra Idaho, Utah og Colorado begyndte at interviewe Ted, begyndte han at tilbageholde informationer, muligvis i håb om at købe sig mere tid. Det hjalp dog ikke, og det blev mere og mere klart at der ikke var nogen udvej for Ted. Den eneste mulighed der var, var benådelse, og derfor begyndte Teds seneste kærlighedsinteresse, advokat Diana Weiner, at kontakte ofrenes familier for at få dem til at skrive under på en underskriftsindsamling, der skulle afleveres til guvernør Bob Martinez. Alle familierne nægtede at skrive under, og Bob Martinez gjorde det klart at han ikke ville benåde Ted.

Carole, der igennem hele sagen havde vedholdt sin tro på Teds uskyldighed, følte sig dybt forrådt da Ted begyndte at indrømme mordene, og endda fortælle om flere mord end han var mistænkt for. At han så også havde et forhold til Diana Weiner gjorde det ikke bedre. Hun blev derfor skilt fra Ted, og flyttede sammen med datteren Rose til Washington. Hun nægtede endda at tage imod hans telefonopkald den dag Ted blev henrettet.
D. 23. januar 1989 udførte Ted sit sidste interview, udført af psykolog James Dobson. De snakkede om følelserne angående henrettelsen, om Teds opvækst, og Ted forklarede at han mente at hård pornografi var med til at skabe en lyst hos ham, som hans brug af alkohol gjorde muligt for ham at udføre. Han fortalte desuden at han havde fundet Jesus, og følte anger over at have begået mordene.

D. 24. januar havde mere end 100 personer samlet sig ude foran fængslet. Nogen solgte T-shirts hvorpå der var en tegning af Ted i den elektriske stol og teksten ”Burn, Bundy, Burn”, og flere bar skilte med tekster som ”Tuesday is fry day”.
Teds sidste måltid bestod af steak, spejlæg, kartoffelpandekager, ristet toastbrød med gelé og smør, mælk og juice, og hans sidste ord var: ”Jim og Fred, jeg vil gerne have at I giver min kærlighed til min familie og venner”. Jim Coleman, hans advokat, og Fred Lawrence, en metodistpræst, nikkede til Ted, og kort efter blev Ted henrettet, kl. 7¹⁶, 42 år gammel.
Da hans lig blev ført ud af fængslet jublede og sang folkene udenfor, og der blev fyret fyrværkeri af.
Teds lig blev kremeret, og hans aske spredt ud over et ukendt sted i Cascade Range, Washington, som der stod ønsket i hans testamente.

Ofre

Hvor mange Ted dræbte, vides ikke med sikkerhed. Aftenen inden henrettelsen tilstod han at have dræbt 30 kvinder, men forinden havde han givet tvetydige svar. Til Hugh Aynesworth sagde han engang at for hvert kendt mord han havde begået, kunne der være et ukendt. Til FBI agenter, der var kommet frem til 36 ofre, sagde han at de skulle tilføje et tal mere. Til sin advokat Polly Nelson sagde han at 35 var det rigtige antal, men ifølge metodistpræst Fred Lawrence vidste Ted ikke selv hvor mange han egentlig havde dræbt.

Teds fortrukne drabsmetode var strangulering eller stump vold, eftersom pistoler larmede og efterlod bevismateriale. Og netop bevismateriale var noget Ted var god til ikke at efterlade – ikke engang hans fingeraftryk blev nogensinde fundet på gerningsstederne. Han var desuden god til at ændre sit udseende, og få folk til at stole på ham, hvilket gjorde det nemmere for ham at lure hans ofre hen til hans bil. Langt de fleste ofre fik fjernet deres tøj, som han brændte – udover det tøj han afleverede til en velgørenheds tøjcontainer. Han besøgte ofte ligene flere gange efterfølgende, og flere af de ofre der blev fundet, blev fundet med tøj og neglelak på der ikke tilhørte dem selv.
Til fælles havde alle ofrene det, at de havde langt, glat hår med midterskilning – præcis som hans ekskæreste Stephanie Brooks havde. Ted afviste flere gange at det skulle være med vilje.

De ofre man ved Ted dræbte, er:

– Lynda Ann Healy, 21
– Donna Gail Manson, 19
– Susan Elaine Rancourt, 19
– Roberta Kathleen Parks, 20
– Brenda Carol Ball, 21
– Georgeann Hawkins, 18
– Janice Anne Ott, 23
– Denise Marie Naslund, 19
– Nancy Wilcox, 16
– Melissa Anne Smith, 17
– Laura Ann Aime, 17
– Debra Jean Kent, 17
– Caryn Eileen Campbell, 23
– Julie Cunningham, 26
– Denise Lynn Oliverson, 25
– Lynette Dawn Culver, 12
– Susan Curtis, 15
– Margaret Bowman, 21
– Lisa Levy, 20
– Kimberly Diane Leach, 12

Derudover har Ted tilstået at have dræbt yderligere 10 uidentificerede kvinder. Kun 14 af de identificerede ofre blev fundet.
Ted er desuden mistænkt for mindst 14 andre mord, men disse er endnu uopklaret.

Tiden efter

Teds mor, Louise, forsvarede Ted igennem retssagen, og i mange år nægtede hun at hendes søn kunne være morder. Blandt andet udtalte hun i 1980, efter han blev dømt for mordene i Florida: ”Ted Bundy går ikke rundt og dræber kvinder og små børn! Og jeg ved dette, også, at vores uendelige tro på Ted – vores tro på at han er uskyldig – aldrig har vaklet. Og den aldrig vil.”
Men som Ted begyndte at tilstå mordene mens han sad på dødsgangen, forsvandt troen på hans uskyld. Dog forsvarede Louise Ted til enhver tid hun følte at han blev urimeligt behandlet. I 2007 døde Teds stedfar, Johnny, og d. 23. december 2012 døde Louise, 88 år gammel. Teds halvsøskende har ikke været i medierne.
Hvad der skete med Carole og Rose, vides ikke.

I 1989 udkom bogen ”The Phantom Prince: My Life with Ted Bundy”, skrevet af Elizabeth Kloepfer, under navnet Elizabeth Kendall. I bogen fortæller Elizabeth om hende og Teds forhold, fra de mødte hinanden første gang og frem til Teds henrettelse.

Ifølge FBI filer fra 1991 hævdede en kvinde ved navn Janla N. Carr at være Teds halvsøster, på hans fars side. Ifølge kvinden var hendes var, Thomas Carr, også far til Ted og resultat af et engangsknald mellem Louise og Thomas, hvor han havde sagt hans navn var Lloyd Nelson eller Jack Worthington. Hun fortalte at hende og Ted havde mødt hinanden flere gange i løbet af livet, og at Ted endda engang havde hentydet overfor hende at havde begået mord. FBI tog naturligvis kontakt til Thomas Carr, som benægtede at være far til Ted, og kunne fortælle at Janla havde været meget opslugt af sagen.

I 2016 udkom bogen ”I Survived Ted Bundy: The Attack, Escape & PTSD that Changed My Life”, skrevet af Rhonda Stapley. I sin bog hævder Rhonda at hun i 1974 tog imod et lift af Ted, og blev voldtaget og nær dræbt af ham, men ikke turde sige noget før mange år senere. Hvorvidt det er sandt, vides desværre ikke med sikkerhed.

Teds brunlige Volkswagen Beetle kan man se på Alcatraz East Crime Museum i Pigeon Forge, Tennessee, USA.

Medier

Der er lavet følgende film om Ted Bundy:

– ”The Deliberate Stranger”, 1986 – baseret på bogen ”Bundy: The Deliberate Stranger” af Richard W. Larsen fra 1980
– ”Ted Bundy”, 2002
– ”The Stranger Beside Me”, 2003 – baseret på Ann Rules bog af samme navn fra 1980
– ”The Riverman”, 2004 – baseret på bogen ”The Riverman: Ted Bundy and I Hunt for the Green River Killer” af Robert Keppel fra 1995
– ”Bundy: An American Icon”, 2008
– ”Extremely Wicked, Shockingly Evil and Vile”, har premiere i 2019 – og er personligt en film jeg glæder mig meget til at se – og handler om sagen set fra Elizabeth Kloepfers side

Ted er desuden med i følgende dokumentarfilm:
– ”The Killing of America”, 1981
– ”Murder: No Apparent Motive”, 1984
– ”Serial Killers”, 1994

Ted har desuden været med i et hav af dokumentarserier, herunder blandt andre:
– ”Most Evil”, sæson 1, episode 2: ”Cold-Blooded Killers”, 2006
– ”Conversations with a Serial Killer”, sæson 1, episode 1: ”Ted Bundy”, 2008
– ”Behind the Screams”, sæson 1, episode 2: ”Handsome Devil”, 2015

På 30. års dagen for Teds henrettelse havde Netflix-dokumentarserien ”Conversations with a Killer: The Ted Bundy Tapes” premiere – en serie jeg personligt kan anbefale at se!

Flere musikere har fundet inspiration i Ted og sagen om mordene, herunder blandt andre:
– Jane’s Addiction med sangen ”Ted, Just Admit It” fra 1988
– Macabre med sangen ”The Ted Bundy Song” fra 2000
– Aborted med sangen ”Meticulous Invagination” fra 2003
– Mr. Morbid & Melph med sangen ”Ted Bundy” fra 2014
– Allusondrugs med sangen ”Ted, What’s the Porn Like in Heaven” fra 2014

Der er desuden skrevet følgende bøger:

– ”Bundy: The Deliberate Stranger” af Richard W. Larsen, 1980
– ”Ted Bundy: The Killer Next Door”, af Steven Winn og David Merrill, 1980
– ”The Phantom Prince: My Life with Ted Bundy” af Elizabeth Kendall, 1981
– ”Ted Bundy: Conversations with a Killer” af Stephen Michaud og Hugh Aynesworth, 1989
– ”The Stranger Beside Me” af Ann Rule, 1989 (genudgivet i 2000 og 2009)
– ”Defending the Devil: My Story as Ted Bundy’s Last Lawyer” af Polly Nelson, 1994
– ”The Only Living Witness: The True Story of Serial Sex Killer Ted Bundy” af Stephen Michaud og Hugh Aynesworth, 1999
– ”The Riverman: Ted Bundy and I Hunt for the Green River Killer” af Robert Keppel, 2005 (genudgivet i 2010)
– ”The Bundy Murders: A Comprehensive History” af Kevin M. Sullivan, 2009
– ”Terrible Secrets: Ted Bundy on Serial Murder” af Robert Keppel og Stephen Michaud, 2011
– ”The Last Murder: The Investigation, Prosecution, and Execution of Ted Bundy” af George R. Dekle, Sr., 2011
– ”Ted and Ann: The Mystery of a Missing Child and Her Neighbor Ted Bundy” af Rebecca Morris, 2013
– ”Ted Bundy” af Laura Dobson, 2016

Ted er desuden nævnt i blandt andre følgende bøger:

– ”Serial Killers – True Crime” af Laura Foreman, 1992
– ”Dead Wrong: A Death Row Lawyer Speaks Out Against Capital Punishment” af Michael Mello, 1997
– ”Serial Killers: The Method and Madness of Monsters” af Peter Vronsky, 2004
– ”The Encyclopedia of Serial Killers” af Michael Newton, 2006
– ”Inside the Minds of Serial Killers: Why They Kill” af Katherine M. Ramsland, 2006
– ”Serial Killers” af William Murray, 2009*
– ”I Survived Ted Bundy: The Attack, Escape & PTSD that Changed My Life” af Rhonda Stapley, 2016
– ”Serial Killers: Inside the Minds of the Most Monstrous Murderers” af Charlotte Greig, 2017