Edmund Kemper – Co-ed Killer | Seriemordere

Edmund Kemper begik sine første mord da han som 15-årig dræbte sine bedsteforældre. På sin 21-års fødselsdag blev han løsladt; et par år efter dræbte han i løbet af 11 måneder otte kvinder – inklusiv hans egen mor, som han altid havde haft et anstrengt forhold til.

Edmund Emil Kemper III blev født d. 18. december 1948, i Burbank, Californien, USA. Hans far, Edmund II, var veteran fra 2. Verdenskrig, og havde efter krigen været med til at teste atomvåben ved Pacific Proving Grounds, inden han drog tilbage til Californien og fik arbejde som elektriker. Edmund II giftede sig med Clarnell i 1942, og sammen slog de sig ned i Helena, Montana. I 1943 kom deres datter, Susan, til verden, og fem år senere blev Edmund født.
Da Edmund blev født vejede han 5,9 kg, og var altså allerede dér større end gennemsnittet. Der gik heller ikke mange år, før han var et hoved højere end sine jævnaldrende. Som 2-årig fik Edmund en lillesøster, Allyn.

Familien var ikke ligefrem præget af kærlighed og varme. Forældrene følte efterhånden ikke andet end foragt for hinanden, og da Edmund var ni år gammel valgte de derfor at blive separeret – og endeligt skilt fire år senere. Edmund II flyttede ud, og Edmund III blev flyttet i kælderen, eftersigende fordi hans mor var bange for at han ville gøre sine søstre fortræd, og fordi de var bange for hans størrelse. Men Edmund havde endnu ikke trangen til at gøre mennesker fortræd. Dyr derimod, havde han ikke noget imod at mishandle. Som 10-årig begravede han en af familiens katte levende; da den var død, gravede han den op igen, halshuggede den og satte hovedet på et spid. Tre år senere dræbte han endnu en af familiens katte, fordi han havde lagt mærke til at den bedre kunne lide hans lillesøster end ham. Han beholdte dele af katten, som hans mor senere fandt i hans klædeskab.
Udover at dræbe katte viste Edmund også usædvanlig og dyster adfærd i sine lege. Hans yndlingslege bestod blandt andet af at lade som om han skulle henrettes i den elektriske stol eller gasses i et gaskammer. På et tidspunkt havde Edmund udviklet følelser for sin lærer; dette opdagede hans storesøster, og da hun spurgte ham hvorfor han ikke bare kyssede hende, svarede han: ”Hvis jeg kysser hende, er jeg nødt til at dræbe hende først”.
Men udover den yderst makabre side af ham, var Edmund et meget intelligent barn – noget der senere ville komme ham til god gavn.

To gange oplevede Edmund eftersigende nærdødsoplevelser – begge gange på grund af sin storesøster. Første gang var ved at hun forsøgte at skubbe ham ud foran et tog, og anden gang var ved at hun skubbede ham ud i den dybe ende af en pool, hvor han nær var druknet.
Generelt var Edmunds forhold til sin familie ikke særligt godt. Især hans mor havde han store problemer med. Edmunds mor var alkoholiker, og hun nedgjorde, ydmygede og mishandlede Edmund. Hun kunne finde på at låse ham inde i kælderen om natten, og hun hånede hans størrelse, der da han var 15 år lød på 1,93 m. Hun nægtede desuden at vise omsorg overfor ham, fordi hun ”frygtede at det ville gøre ham til bøsse”. Hun sagde desuden ofte til ham, at han mindede om hans far, og at ingen kvinde nogensinde ville komme til at elske ham.

De første drab

Da Edmund var 15 år gammel fik han nok af forholdene derhjemme. Han løb derfor hjemmefra, i håb om at kunne bo hos hans far i Californien. Men da han ankom hos hans far, opdagede han at faderen var blevet gift og havde fået en stedsøn. Edmund fik lov til at bo hos dem kort, inden han blev sendt hjem til sine bedsteforældre ved North Fork, Madera County, Californien. Han begyndte på Sierra Joint Union High School, hvor han klarede sig udmærket fagligt og ellers ikke gjorde sig bemærket. Edmund var ikke særlig glad for at bo hos sine bedsteforældre; han har senere beskrevet sin bedstefar som senil, og fortalt at hans bedstemor konstant ’emaskulerede’ Edmund og hans bedstefar.

På et tidspunkt fik Edmund en riffel af sin bedstefar, som han kunne bruge til at skyde kaniner og jordegern. Edmund brugte den dog også til at dræbe sine bedsteforældre med, d. 27. august 1964. Efter et skænderi med sin bedstemor skød Edmund hende i ryggen og hovedet. Da hans bedstefar kom hjem fra indkøbstur skød Edmund også ham. Han havde dermed dræbt sine to første ofre. Han vidste ikke hvad han skulle gøre efterfølgende, og han ringede derfor til sin mor, som sagde at han skulle ringe til politiet. Det gjorde han så, og han ventede pænt på at politiet skulle ankomme.
Edmund blev taget ind til afhøring, hvor han tilstod at have dræbt sine bedsteforældre, med begrundelsen at han bare ville se hvordan det føltes at skyde sin bedstemor. Han blev sendt til Juvenile Hall, mens der blev overvejet hvad der skulle ske med ham.
En psykiater blev sat på sagen; denne diagnoserede Edmund med paranoid skizofreni, og han blev derfor sendt til Atascadero State Hospital, på afdelingen for sindssyge kriminelle. Mens han var her blev hans mentale tilstand atter diskuteret, da der var stor uenighed om hans givne diagnose. I stedet for paranoid skizofreni blev Edmund nu diagnoseret med passiv-aggressiv personlighedsforstyrrelse. En IQ-test viste desuden at Edmund havde en IQ på 145, altså betegnet som ’geni’, i en alder af 15 år.
Edmund var en suveræn indsat, og han blev derfor trænet til at udføre psykiatriske tests på de andre indsatte. Dette var også noget der senere ville være til stor gavn for Edmund.

Da Edmund fyldte 21 år, d. 18. december 1969, blev han prøveløsladt. Psykiaterne gav god for at han blev prøveløsladt, men anbefalede at han ikke flyttede hjem til sin mor; dette blev dog ignoreret, så Edmund blev sendt hjem til sin mor, der i mellemtiden var blevet både gift og skilt, og var flyttet til Aptos, Santa Cruz, Californien, hvor hun arbejdede på University of California, Santa Cruz. Edmund ønskede at blive politibetjent, men blev, ifølge ham selv, afvist på grund af hans højde, der nu lød på 2,06 m. Højden, samt hans vægt på 136 kg, gjorde at Edmund fik kaldenavnet ’Big Ed’. I stedet fik han arbejde indenfor vejbygning, og købte en motorcykel – eftersigende for at føle sig som en politibetjent. Motorcyklen blev dog ødelagt i et uheld, hvorefter Edmund brugte forsikringspengene på at købe en bil, der mindede om en politibil.
Omkring dette tidspunkt blev Edmund kæreste med en 16-årig pige, som han ifølge visse kilder også var forlovet med ganske kort. Det var også omkring dette tidspunkt at Edmund begyndte at samle kvindelige blaffere op, og hænge ud på en bar, hvor politimænd ofte kom efter fyraften. Han flyttede også i en lejlighed i Alameda, sammen med en ven.

Seriemordene

Indtil videre havde Edmund kun samlet kvindelige blaffere op, og sat dem af igen – uden at skade dem. Men nu kunne han ikke længere ignorere sine lyster; d. 2. maj 1972 samlede han 18-årige Mary Anne Pesce og 18-årige Anita Mary Luchessa op, med løfte om at køre dem til Stanford University. I stedet kørte han til et afsides skovområde, hvor han gav Mary Anne håndjern på og låste Anita inde i bagagerummet. Han stak Mary Anne nogle gange og strangulerede hende til døde – og udsatte derefter Anita for det samme. Han lagde Mary Anne om til Anita i bagagerummet, og kørte hjem til sin lejlighed. Edmunds ven var ikke hjemme, så han kunne uden forstyrrelser tage ligene med ind på sit værelse. Her tog han tøjet af dem, fotograferede dem og havde sex med dem, inden han parterede dem. Han havde derefter oralsex med hovederne, inden han puttede ligdelene i plastikposer.
Han dumpede plastikposerne ved Loma Prieta bjerget; Mary Annes hoved blev fundet i august, men hverken hendes krop eller Anitas er siden blevet fundet.

15-årige Aiko Koo missede om aftenen d. 14. september 1972 sin bus på vej til ballettime. Hun valgte derfor at blaffe, og blev samlet op af Edmund. I stedet for at købe Aiko til sin ballettime, kørte han igen ud til et afsides skovområde. Aiko forsøgte at flygte, uden held. Edmund tapede hendes mund sammen og stak fingrene op i hendes næsebor, i et forsøg på at få hende til at miste bevidstheden. Dette virkede ikke, så Edmund strangulerede hende i stedet for med hendes eget halstørklæde. Da hun havde mistet bevidstheden voldtog han hende – og dræbte hende efterfølgende, ved at strangulere hende igen. Han lagde liget i bagagerummet og kørte på bar. Da han endelig kom hjem havde han sex med liget, inden han parterede det – og gemte efterfølgende Aikos hoved i sin bil.
Aikos mor meldte hende savnet, hængte flere hundrede flyers op rundt omkring, men fandt først måneder senere ud af, hvad der var sket med hendes datter. Kun meget lidt af Aikos lig er blevet fundet.

To dage efter drabet på Aiko mødtes Edmund med en advokat, der noterede at intet var galt med Edmund – alt imens Aikos hoved stadig lå i hans bil.
D. 2. november blev Edmunds straffeattest renset; her noterede hans psykiater: ”Hvis jeg skulle se denne patient, uden at have nogen baggrund tilgængelig eller lære hans baggrund at kende fra ham, ville jeg tro at jeg havde med en yderst veltilpasset ung mand, der havde initiativ, intelligens og som ikke havde nogen psykisk sygdom. Det er min holdning, at han har haft god respons på årene med behandling og rehabilitation, og jeg kan ikke se nogen psykiatrisk årsag til at se ham som en fare for sig selv eller et andet medlem af samfundet … [og] siden det muligvis vil give ham mere frihed som voksen, til at udvikle sit potentiale, vil jeg se det rimeligt at have hans ungdomsoptegneler slettet permanent”.
På et tidspunkt i løbet af den følgende måneds tid flyttede Edmund hjem til sin mor igen.

D. 8. januar 1973 samlede Edmund 18-årige Cynthia Ann Schall op ved Cabrillo College, og kørte atter til et afsides skovområde. Her skød og dræbte han hende med sin helt nye .22 kaliber pistol, og lagde hende derefter i bagagerummet. Han kørte hjem og gemte liget i sit skab på sit værelse. Da hans mor var taget på arbejde den følgende morgen, havde Edmund sex med liget, og fjernede derefter kuglen fra liget, inden han parterede det i badekarret. Han smed efterfølgende ligdelene ud over en klippeskrænt – undtagen hovedet, det beholdte han i flere dage, for at have oralsex med det flere gange. Da han havde fået nok af det, begravede han hovedet i baghaven, med øjnene rettet op mod hans mors soveværelse, ifølge ham selv fordi hans mor altid havde ønsket at folk skulle se op til hende. Resten af ligdelene blev fundet i løbet af det følgende uger.

Det var kommet frem i medierne at der var en seriemorder på spil, som muligvis gik efter kvindelige blaffere i Santa Cruz-området. Derfor blev elever på de nærliggende uddannelsesinstitutioner rådet til kun at stige ind i biler, der havde et universitetsklistermærke på. Eftersom Edmunds mor arbejdede på University of California, Santa Cruz var det meget nemt for Edmund at få sådan et klistermærke på sin bil. Så da Edmund, efter et voldsomt skænderi med sin mor d. 5. februar, skulle på jagt efter nye ofre, var det ikke svært at få overbevist 23-årige Rosalind Thorpe og 21-årige Alice Liu til at stige ind i bilen.
Denne gang kørte han ikke til et afsides skovområde; han kunne ikke vente, og valgte derfor at skyde begge piger imens han kørte. Alice døde ikke med det samme, så han skød hende flere gange, inden han kørte til en blind vej, hvor han uforstyrret kunne lægge ligene i bagagerummet. Inden han tog ligene med indenfor derhjemme, halshuggede ham dem mens de stadig lå i bagagerummet. Indenfor havde han sex med begge lig, inden han fjernede kuglerne. Morgenen efter skilte han sig af med ligdelene – nogle blev fundet allerede en uge senere ved Eden Canyon, og i marts blev der fundet flere nær Highway 1.

Om aftenen d. 20. april 1973 blev Edmund vækket af sin mor, der kom hjem fra en fest. Edmund gik ind på hendes værelse, hvor hans mor sad i sengen; hun snerrede til ham: ”Jeg formoder at du vil sidde op og snakke hele natten”, hvortil Edmund kortfattet svarede: ”Nej, godnat!”, og gik ind på sit eget værelse igen, og satte sig til at vente på at hans mor faldt i søvn. Da hun var faldet i søvn fandt han en hammer, gik ind på hendes værelse, og slog hende ihjel med hammeren. Han halshuggede hende derefter, og havde oralsex med hovedet. Han placerede derefter hovedet på en hylde, og begyndte at råbe og kaste dartpile efter det, inden han smadrede det. Han skar tunge og strubehoved ud og puttede i køkkenkværnen – men stemmebåndet kunne ikke komme igennem køkkenkværnen, og kom derfor op i vasken igen. Om det har Edmund senere udtalt: ”Det virkede passende, så meget som hun havde brokket sig og skreget af mig over så mange år”. Efter at have haft sex med liget, gemte han det i et skab og tog på en bar.
Da han kom hjem fra baren ringede han til sin mors bedste ven, 59-årige Sara Taylor Hallett, og inviterede hende over til middag. Da hun ankom strangulerede han hende med Aikos halstørklæde til hun døde. Han halshuggede hende derefter, og brugte den følgende nat på at have sex med og undersøge liget.

Den følgende morgen lagde han Saras lig i et skab og begyndte at rydde op i hjemmet. Han skrev en seddel til politiet, som han hængte på døren: ”Cirka 5:15 lørdag. Ingen grund til at hun skal lide mere i hænderne på denne forfærdelige ”morderiske Slagter”. Det var hurtigt – i søvne – måden jeg ønskede det. Ikke sjusket og ufærdigt, herrer. Bare en ”mangel på tid”. Jeg har ting at gøre!!!”.
Han satte sig derefter ind i Saras bil, og kørte til en mekaniker. Her hævdede han at noget var galt med bilen og den skulle repareres, så han fik udleveret en lånebil. Han kørte derfra til Pueblo, Colorado – en tur på cirka 18 timer – uden at stoppe. Fordi han intet havde hørt om mordene på sin mor og Sara i radioen, valgte han at ringe til politiet i Santa Cruz, da han ankom til Pueblo. Politiet i Santa Cruz vidste udmærket godt hvem Edmund var – ikke på grund af mordene på hans bedsteforældre, men fordi Edmund tilbragte meget tid på den bar, hvor politimændene selv hang ud efter fyraften. De troede derfor ikke på ham, da han fortalte dem at han havde dræbt sin mor og Sara, og de bad ham ringe igen senere. Nogle timer efter ringede Edmund atter til politiet; denne gang bad han om at tale med en politibetjent han kendte godt. Denne gang blev han taget seriøst, og han blev derfor hentet af politiet og anholdt. Han tilstod desuden de yderligere seks drab, og da han blev spurgt om hvorfor han valgte at melde sig, svarede han: ”Det oprindelige formål var væk… Det tjente ikke noget fysisk eller reelt eller følelsesmæssigt formål. Det var bare et rent spild af tid… Følelsesmæssigt, kunne jeg klare det meget længere”. I et interview senere, har Edmund dog udtalt at han meldte sig selv, fordi han ikke ville begå flere mord, men ikke kunne stoppe af sig selv. Da han ankom til Santa Cruz viste han stederne hvor han havde skilt sig af med ligdelene, men ikke alt er blevet fundet.

Retssagen

D. 8. maj 1973 blev Edmund officielt anklaget for otte mord. Han havde givet efterforskerne en detaljeret tilståelse, og hans forsvarsadvokaters strategi lød derfor på at få ham kendt ikke skyldig på grund af sindssyge, hvilket de var optimistiske omkring på grund af de tidligere diagnoseringer.

Retssagen begyndte d. 23. oktober 1973 – inden da havde Edmund forsøgt at begå selvmord to gange. Tre psykiatere vidnede i retten at de ikke mente at Edmund var sindssyg. En af dem, Dr. Joel Fort, havde gennemgået Edmunds tidligere optegnelser og journaler, samt interviewet Edmund – også mens han var påvirket af det såkaldte sandhedsserum. Mens han var påvirket havde Edmund hævdet at have skåret kød af et af sine ofres ben, og tilberedt kødet i en kasserolle og spist det. Dr. Joel Fort mente, ud over at Edmund ikke var sindssyg, at han havde været ved fuld bevidsthed ved alle mord, og at Ed nød at blive set og kendt som seriemorder. Edmund trak senere tilståelsen om kannibalisme tilbage, og eftersom man ikke har fundet alle ligdele er det ikke til at vide med sikkerhed.

D. 1. november blev Edmund placeret i vidnestolen. Her fortalte han, at han havde dræbt kvinderne fordi han ville have dem for sig selv, og forsøgte at overbevise juryen om at han var sindssyg. Men det lykkedes ham ikke at overbevise juryen.
D. 8. november blev Edmund kendt skyldig i alle anklager. Han bad om at blive idømt dødsstraf og blive henrettet af tortur. Men mellem 1972 og 1976 var dødsstraf midlertidigt fjernet fra USA, og Edmund blev i stedet idømt otte gange syv år til livstid. Disse skal afsones på samme tid, i stedet for efter hinanden, som ellers ofte er tilfældet i USA.
Han har siden retssagen afsonet sin straf i California Medical Facility.

Fængslet og tiden efter

I California Medical Facility var også blandt andre kultlederen Charles Manson og seriemorderen Herbert Mullin fængslet. Herbert, der ligesom Edmund begik sine mord i starten af 1970’erne, var ifølge Edmund yderst irriterende. Edmund hævdede at have udført adfærdsmodifikationsbehandling på Herbert, på grund af hans irriterende adfærd. Når Herbert var en ”god dreng” gav Edmund ham peanuts, og når han var irriterende smed han vand efter ham.
Derudover har Edmund igen været en suveræn indsat og ganske vellidt. Edmund har indtalt flere hundrede lydbøger, er med til at planlægge andre indsattes psykiateraftaler, og laver keramiske kopper.

Edmund har været meget åben mordene og sin baggrund, og har deltaget i en del interviews i løbet af årene. Blandt andet er han blevet interviewet flere gange af FBI profilerne John E. Douglas og Robert K. Ressler. John E. Douglas og Robert K. Ressler begyndte i 1976 at samle informationer til en database for serieforbrydere; de interviewede derfor diverse seriemordere, herunder Edmund Kemper, der var mere end villig til at hjælpe. Edmund lagde aldrig skjul på at han var seriemorder og nød at dræbe; eftersigende sagde han til Robert K. Ressler, at han kunne skrue hans hoved af og placere det på bordet så det kunne hilse på vagterne, da Robert skulle interviewe Edmund alene for første (og sidste) gang.
I interviews med medierne fortalte han også glædeligt om sin makabre side. I et interview fra 1974 med journalist Marj von Beroldingen fra magasinet Front Page Detective svarede Edmund følgende, da han blev spurgt om hvad han tænkte, når han så en smuk pige: ”Én side af mig siger, ’Wow, sikke en attraktiv sild. Jeg gad godt snakke med hende, date hende’. Den anden side af mig siger ’Gad vide hvordan hendes hoved ville se ud på en pind?’”.
Han fortalte også i et interview, at han under sin afsoning efter bedsteforældrenes drab lærte at manipulere psykiaterne, fordi han forstod hvordan de psykiatriske tests virkede, og at han lærte meget af de sexforbrydere han udføre tests på, blandt andet at det var bedst at dræbe en kvinde efter at have voldtaget hende, for at undgå at efterlade vidner. Derudover gjorde han det klart, at han ikke var voldelig – blot morderisk. Han fortalte også om hvordan han var blevet flov, da han kom til at røre ved Mary Anne Pesces bryst med bagsiden af sin hånd, da han var i gang med at give hende håndjern på, og at han havde undskyldt overfor hende på grund af det – ganske kort før han så dræbte hende.
På et tidspunkt blev Edmund spurgt om, hvorfor han valgte at halshugge sine ofre, hvortil han svarede: ”Hoved-fantasien var lidt som et trofæ. Du ved, hovedet er hvor alting er, hjernen, øjnene, munden. Dét er personen. Jeg husker at blive fortalt som barn, at skærer du hovedet af, dør kroppen. Kroppen er ingenting efter hovedet er skåret af… Nå, det er ikke helt sandt, der er meget tilbage i en piges krop uden hovedet”.
Udover at fortælle om mordene, hævdede Edmund på et tidspunkt at han også deltog i interviews for at forhindre at andre skulle dræbe.

Edmunds far døde d. 9. januar 1985. Hans storesøster Susan blev gift, fik tre børn og syv børnebørn, inden sin død i 2014.
Hans lillesøster Allyn har vedholdt kontakten med Edmund, og skulle eftersigende besøge ham regelmæssigt.

Ofre

I alt dræbte Edmund ti personer, fra 1964 til 1973.

Maude Matilde Hughey Kemper, 66
Edmund Emil Kemper, Sr., 72
Mary Anne Pesce, 18
Anita Mary Luchessa, 18
Aiko Koo, 15
Cynthia Ann ”Cindy” Schall, 18
Rosalind Heather Thorpe, 23
Alice Helen ”Allison” Liu, 21
Clarnell Elizabeth Strandberg, 52
Sara Taylor ”Sally” Hallett, 59

Medier

Bandet Macabre udgav i 1993 albummet Sinister Slaughter, hvorpå alle sangene handler om forskellige mordere, herunder sangen Edmund Kemper Had a Horrible Temper, der som navnet røber, handler om Edmund Kemper. Andre bands har også skrevet sange om Edmund, herunder blandt andre The Celibate Rifles med Temper Temper Mr. Kemper fra 1986, The Berzerker med Forever fra 2000, samt Church of Misery med Killfornia fra 2001. Suicide Commando udgav i 2010 sangen Severed Head på albummet Implements of Hell der omhandler drabet på Edmunds mor.

Edmund var desuden inspiration for karakteren Jame Gumb, bedre kendt som Buffalo Bill, i romanen Ondskabens Øjne fra 1988 skrevet af Thomas Harris. I filmatiseringen fra 1991 spilles han af Ted Levine.
Forfatter Dean Koontz har udtalt at Edmund var inspiration for karakteren Edgler Vess i hans roman fra 1995 Intensitet. I filmatiseringen fra 1997 spilles han af John C. McGinley.
Romanen The Avenue of the Giants, skrevet af Marc Dugain, blev udgivet i 2012 og er stærkt inspireret af Edmunds historie.

I 2017 havde Netflix-serien Mindhunter premiere. Denne er hovedsageligt baseret på John E. Douglas og Mark Olshakers bog Mindhunter: Inside the FBI’s Elite Serial Crime Unit. I serien spilles Edmund af Cameron Britton. Også denne serie, er en jeg personligt kan anbefale at se.
Filmen Kemper: The CoEd Killer fra 2008 er desuden løst baseret på mordene begået af Edmund.

I 1984 udkom dokumentaren Murder: No Apparent Motive, hvori blandt andre Edmund Kemper og Ted Bundy bliver interviewet. Dokumentaren Kemper on Kemper: Inside the Mind of a Serial Killer fra 2018 handler om John E. Douglas’ interviews med Edmund.

Sagen om Edmund og mordene er desuden omtalt i flere dokumentarserier, herunder blandt andre Biography, episode Edmund Kemper fra 2008, samt World’s Most Evil Killers, sæson 1 episode 9 Edmund Kemper fra 2018.
I krimi-talkshowet Murder With Friends taler vært Grace Baldridge med Hasan Piker og Amir Nikoui om Edmund og mordene, i sæson 1 afsnit 4 Edmund Kemper fra 2016.

Flere bøger er skrevet om sagen:

The Co-ed Killer, skrevet af Margaret Cheney, 1976
Edmund Kemper: The True Story of the Co-ed Killer, skrevet af Jack Rosewood, 2015
Edmund Kemper: The Life of the Co-Ed Killer, udgivet af Hourly History, 2017
Edmund Kemper: The True Story of the Brutal Co-Ed Butcher, skrevet af Ryan Becker, 2017

Edmund er desuden nævnt i mange bøger, herunder blandt andre:

One Was Not Enough: True Stories of Multiple Murderers, skrevet af Georgina Lloyd, 1986
Whoever Fights Monsters: My Twenty Years Tracking Serial Killers for the FBI, skrevet af Robert K. Ressler og Tom Shachtman, 1992
Mindhunter: Inside the FBI’s Elite Serial Crime Unit, skrevet af John E. Douglas og Mark Olshaker, 1995
The Serial Killer Files: The Who, What, Where, How, and Why of the World’s Most Terrifying Murderers, skrevet af Harold Schechter, 2003
Serial Killers: The Method and Madness of Monsters, skrevet af Peter Vronsky, 2004
The Encyclopedia of Serial Killers, skrevet af Michael Newton, 2006
The World’s Worst Criminals: An A-Z of Evil Men and Women, skrevet af Charlotte Greig, 2007
Killer Book of Serial Killers: Incredible Stories, Facts, and Trivia from the World of Serial Killers, skrevet af Tom Philbin og Michael Philbin, 2009
Serial Killers: Notorious Killers Who Lived Among Us, skrevet af William Murray, 2009
Serial Killers and Psychopaths: True Life Cases That Shocked the World, skrevet af Charlotte Greig og John Marlowe, 2015
Serial Killers: Inside the Minds of the Most Monstrous Murderers, skrevet af Charlotte Greig, 2017