Bible John

Aileen Wuornos

Efter en turbulent opvækst, blev Aileen som teenager hjemløs og prostitueret. Fra november 1989 til november 1990 skød og dræbte hun 7 mænd, ifølge hende selv i selvforsvar. Aileen blev idømt seks dødsdomme, og blev henrettet i 2002. 

 Aileen Carol Wuornos, født Pitmann, blev født d. 29. februar 1956 i Rochester, Michigan, USA. Hendes forældre, Leo Dale Pitmann og Diane Wuornos, blev gift da de var 14 og 17 år i 1954, og året inden Aileen blev født, kom hendes storebror, Keith, til verden. Forældrene nåede kun at være gift i omkring to år, for da Diane var højgravid med Aileen valgte hun at blive skilt fra Leo, fordi hun var bange for ham. Leo var eftersigende en yderst ubehagelig mand med et voldsomt temperament, og mishandlede både dyr og mennesker. Da Aileen blev født sad Leo i fængsel, og Aileen nåede aldrig at møde sin far. Mens han sad fængslet blev han diagnoseret med skizofreni og senere dømt for sexforbrydelser mod børn. Han hang sig selv i fængslet d. 30. januar 1969.

I januar 1960 blev det for meget for Diane at være alene med børnene, og hun efterlod derfor Keith og Aileen hos hendes forældre, Lauri og Britta Wuornos, som derefter adopterede dem. Bedsteforældrene opdrog Keith og Aileen sammen med deres andre børn, som var det deres egne, i Troy, Michigan. Da Aileen var 6 år gammel blev hun brændt i ansigtet i et uheld, hvor hende og Keith legede med ild, hvilket førte til permanente ar i hendes ansigt.
Bedstefaderen Lauri var meget hård mod børnene og drak en del, mens bedstemoderen Britta bare så på. Ifølge Aileen var hendes opvækst fyldt med seksuelt misbrug og vold fra bedstefaderens side, og allerede som 11 årig begyndte hun at deltage i seksuelle aktiviteter. Blandt andet modtog hun cigaretter, mad og stoffer fra andre elever på skolen, i bytte for sex.
Da Aileen var 12 år gammel, opdagede hun og Keith sandheden om deres bedsteforældre. Indtil da havde de troet at Lauri og Britta var deres forældre, men de opdagede nu, at de var blevet efterladt af deres mor, og de begyndte derfor at gøre oprør. Ifølge Aileen havde hende og Keith desuden et seksuelt forhold som unge teenagere.
Som 14-årig blev Aileen gravid, efter at være blevet voldtaget af en af hendes bedstefars venner. Hun blev sendt på et hjem for ugifte mødre, hvor hun d. 23. marts 1971 fødte en søn, som hun bortadopterede. Få måneder efter droppede hun ud af skolen, og omkring samme tidspunkt døde hendes bedstemor, eftersigende af leversvigt, men nogle mistænkte at bedstefaren stod bag. Da Aileen var 15 år gammel blev hun smidt ud hjemmefra, og begyndte at tjene penge på prostitution, mens hun boede i en skov tæt på hendes tidligere hjem.

Aileen begyndte at komme på kanten med loven, og som 18-årig i 1974 blev hun anholdt i Jefferson County, Colorado, for at køre påvirket, gadeuro og for at affyre en kaliber .22 pistol. Hun blev senere anklaget for ikke at møde op i retten.
To år senere besluttede hun sig for at tage til Florida, og mødte på vejen 69-årige Lewis Fell, da han samlede hende op. Lewis Fell var rig og ejede en yacht klub, og han forelskede sig straks i den unge Aileen. Kort efter blev de to gift, hvilket blev annonceret i de lokale aviser. Lykken over ægteskabet forsvandt hurtigt, da Aileen begyndte at komme i barslagsmål ofte, og blev endda kortvarigt fængslet for overfald. Da Aileen begyndte at slå Lewis med hans stok fik han nok, og fik lavet et tilhold mod hende, og efter kun ni ugers ægteskab, blev ægteskabet annulleret.

Aileen var atter alene, og hun besluttede sig for at tage til Michigan igen. Her blev hun anholdt d. 14. juni 1976 i Antrim County for overfald og gadeuro, efter at have kastet en billardkugle efter en bartender. Få dage efter døde Keith af kræft i spiserøret, og Aileen modtog $10.000 fra hans livsforsikring. $105 af livsforsikringen brugte hun på at betale en bøde for at have kørt spirituskørsel i august, og resten brugte hun på luksusting, inklusiv en ny bil som kort efter blev smadret. Efter to måneder var alle $10.000 blevet brugt.
Efter noget tid drog Aileen atter mod Florida, og her blev hun anholdt d. 20. maj 1981 for væbnet røveri i en dagligvarebutik, hvor hun stjal $35 og to pakker cigaretter, iført bikini. Året efter blev hun idømt fængselsstraf for det væbnede røveri, men blev allerede løsladt efter at have afsonet lidt over et år. Der gik dog ikke mere end et år før Aileen igen blev anholdt, denne gang fordi hun forsøgte at indløse en falsk check. I november 1985 blev hun nævnt som en mistænkt i et røveri af en pistol og ammunition, og d. 4. januar 1986 blev hun anholdt i Miami for biltyveri, modstand mod anholdelse og ”hindring af retfærdighed”, da hun brugte identifikation med sin tantes navn på. I den stjålne bil fandt politiet en .38 kaliber pistol og en æske med ammunition.
I juni samme år blev Aileen tilbageholdt af politiet i Volusia County, da en mand anklagede hende for at have truet ham med en pistol og krævet $200. Da politiet tilbageholdte hende, var hun i besiddelse af ammunition, og under passagersædet i bilen fandt politiet en pistol.

Det var omkring dette tidspunkt, i sommeren 1986, at Aileen mødte Tyria Moore. Tyria var 24 år gammel og arbejdede som stuepige på et motel. De mødte hinanden på en bar, og blev hurtigt dybt forelskede i hinanden. Aileen ønskede at forsørge Tyria, så Tyria sagde sit job op som stuepige. Men det var svært for Aileen at forsørge dem med de penge hun tjente som prostitueret, og de penge hun kunne få for de ting hun stjal fra kunder, og de boede derfor skiftevis på billige moteller, og andre gange i lader eller skov.

 

Mordene og jagten på morderen

D. 13. december 1989 fandt to unge mænd et lig i et skovområde. Fingeraftryk viste at den afdøde var 51-årige elektronikforretningsejer Richard Mallory. Han var blevet skudt tre gange, hvor to kugler i venstre lunge var dødsårsagen. I starten af efterforskningen mistænkte politiet, at morderen var en stripper ved navn Chastity. Chastity havde fortalt sin kæreste at hun havde festet med Richard, og at hun havde dræbt ham, men da politiet anholdte hende for mordet, fandt de ud af at dette var blevet sagt i et vredesudbrud, og at det var løgn. Hun blev derfor frikendt, og efterhånden blev sagen kold.
D. 1. juni 1990 blev et nøgent mandelig fundet i en skov i Citrus County. Først seks dage senere blev liget identificeret som 43-årige bygningsarbejder David Spears fra Sarasota, som sidst var blevet set d. 19. maj. Kort efter blev hans lastvogn fundet på Interstate 75 med dørene ulåst og nøglerne væk, samt noget værktøj stjålet. David var blevet skudt ni gange.
Allerede fem dage senere blev endnu et nøgent mandelig fundet, få mil fra Interstate 75. Liget var så forrådnet at der ikke kunne tages fingeraftryk eller fastslås et dødstidspunkt. Personen, der senere blev identificeret som 40-årige Charles Carskaddon, var blevet skudt ni gange med en .22 kaliber pistol – ligesom de to andre mænd. Politiet begyndte derfor at mistænke, at det var samme gerningsmand der stod bag alle tre mord.

D. 4. juli 1990 kørte Aileen og Tyria ind i et krat i Orange Springs, Florida. En kvinde der boede i nærheden så dette, og spurgte dem om de havde brug for hjælp. Aileens arm blødte, men bad vredt kvinden om ikke at ringe til politiet, med forklaring om at hendes far boede længere nede af vejen. Bilen havde fået smadres forruden og fået andre skader, men Aileen og Tyria satte sig alligevel ind i bilen og kørte videre. De nåede dog ikke langt før bilen atter stoppede, og de besluttede sig for at efterlade den.
En frivillig brandmand blev kaldt ud til uheldet, og så Aileen og Tyria komme gående. Han spurgte om de havde været i bilen, og Aileen svarede nej og sagde, at de ikke ville have hjælp, hvorefter brandmanden efterlod dem.

Kort efter fandt en vicesherif fra Marion County den efterladte bil, der havde blodige håndaftryk og blodpletter indvendig. Nummerpladen manglede, men en søgning på bilens stelnummer viste, at bilen tilhørte 65-årige pensionerede Peter Siems. Peter Siems var taget fra Jupiter, Florida til Arkansas for at besøge familie d. 7. juni, men var aldrig kommet frem og var derfor blevet meldt savnet. John Wisnieski, der arbejdede for politiet i Jupiter og havde arbejdet på efterlysningen, udsendte efter fundet af bilen et telegrafi med beskrivelse og skitser af Aileen og Tyria til Florida Criminal Activity Bulletin. Hans tro på at finde Peter Siems i live, var dog ikke stor.
50-årige Troy Burress arbejdede som fragtmand for Glichrist Sausage, og tidlig morgen d. 30. juli drog han som sædvanlig af sted på sin leveringsrute. Da han ikke kom tilbage om eftermiddagen blev hans kollegaer nervøse, og begyndte at ringe rundt til stoppene på leveringsruten, hvor de fandt ud af, at han aldrig var nået frem til de sidste par stop. Senere samme dag tog en kollega og hendes mand ud for at lede efter Troy, men da han stadig ikke var fundet kl. 2 om natten, valgte Troys kone at melde ham savnet. To timer efter fandt en vicesherif Troys lastbil, ulåst, uden nøgler og uden Troy.
Fem dage efter fandt en familie på picnic Troys lig nær Highway 19, cirka 18 mil fra hvor hans lastbil var blevet fundet. På grund af varmen og fugten kunne liget ikke identificeres med det samme, men Troys kone kunne identificere hans vielsesring. Troy var blevet skudt to gange – én gang i brystet og én gang i ryggen.

D. 12. september blev 56-årige Charles ”Dick” Humphreys’ lig fundet i Marion County. To dage inden havde han fejret sin 35-års bryllupsdag, og dagen efter fejret sin sidste arbejdsdag hos Floridas Department of Health and Rehabilitative Services afdeling i Sumterville, inden han skulle flyttes til afdelingen i Ocala. Han var aldrig kommet hjem efter fejringen af sin sidste arbejdsdag og var blevet meldt savnet. Charles var blevet skudt seks gange i hovedet og en gang i overkroppen. Først senere i september blev hans bil fundet i Suwanee County.
Lidt over en måned senere blev endnu et nøgent mandelig fundet. 62-årige lastbilchauffør Walter Jeno Antonio var blevet dræbt af fire skud, og blev fundet nær en fjern skovvej i Dixie County. Det blev fastslået, at han var blevet dræbt indenfor de seneste 24 timer. Fem dage senere blev hans bil fundet i Brevard County.

Kommandør for Marion County Sheriff’s Criminal Investigation Division, Steve Binegar, hørte om de lignende sager fra de andre amter, og mistænkte straks en sammenhæng. Han formulerede en teori i samarbejde med et team med repræsentanter fra de forskellige amter: det var en sjældenhed at folk samlede blaffere op, og derfor måtte gerningsmanden virke ikke-truende, muligvis en kvinde. Da Steve hørte om sagen om de to kvinder og Peter Siems’ smadrede bil i Orange Springs, besluttede han sig for, at han ville finde dem. Han gik derfor til pressen for at bede om hjælp, og sidst i november 1990 udgav Reuters en artikel om mordene, hvori der stod at politiet ledte efter de to kvinder. Også aviser i Florida begyndte at skrive om mordene, og udsendte skitser af de to kvinder.
Der gik ikke længe før folk begyndte at henvende sig, og allerede i midten af december havde politiet mange tips om de to kvinder. En mand fra Homosassa Springs fortalte at to kvinder ved navn Tyria Moore og Lee havde lånt en trailer af ham et år forinden. En kvinde fra Tampa fortalte at Tyria havde været ansat på hendes motel, og at den anden kvindes navn var Susan Blahovec. En anonym person fortalte at kvinderne hed Ty Moore og Lee Blahovec, og at de havde købt en autocamper i Homosassa Springs. Personen kunne desuden fortælle, at Lee Blahovec var dominerende og prostitueret.

Politiet begyndte derefter at lave en tidslinje fra september til midt december, og placere de to kvinder i denne. De fandt blandt andet ud af, at parret primært havde boet på Fairview Motel i Harbor Oaks, hvor Lee/Susan Blahovec stod registreret som Cammie Marsh Greene. De boede kort tid i en lille lejlighed bag en restaurant nær Fairview Motel, men vendte tilbage til motellet. Tidligt i december forlod de Fairview Motel, dog kom Cammie Marsh Greene tilbage alene og boede der til d. 10. december.
De lavede også en søgning, der viste kørekort og straffeattest på Tyria Moore, Susan Blahovec og Cammie Marsh Greene. Tyria Moore var i 1983 blevet anklaget for indbrud, men anklagen var senere blevet droppet. Susan Blahovecs straffeattest viste en straf for ulovlig indtrængen, og Cammie Marsh Greene havde slet ingen straffeattest. Men billedet på Susan Blahovecs kørekort lignede ikke det på Cammie Marsh Greenes kørekort. Politiet tjekkede pantlånerbutikker i området, og fandt et kamera, en radar detektor og noget værktøj der var blevet pantsat af Cammie Marsh Greene. Kameraet og radar detektoren viste sig at tilhøre Richard Mallory, og værktøjet matchede beskrivelsen af det der var blevet stjålet fra David Spears lastvogn.
Da Cammie Marsh Greene havde pantsat disse ting, havde hun efterladt et fingeraftryk på kvitteringen, og dette var til stor hjælp for politiet. En søgning på fingeraftrykket viste et match med Lori Grody, hvis straffeattest viste våbenanklager og en udestående arrestordre. Samtidig matchede fingeraftrykket også det blodige håndaftryk fundet i Peter Siems’ bil. Men nu sad politiet med fire forskellige navne på én kvinde: Lee Blahovec, Susan Blahovec, Cammie Marsh Greene og Lori Grody. Da de kiggede nærmere på Lori Grodys filer poppede Aileens navn op, samt hendes fingeraftryk fra tidligere anholdelser. De kunne nu konstatere, at den morder de ledte efter hed Aileen Carol Wuornos, og de andre navne var dæknavne.

Politiet startede deres jagt på Aileen d. 5. januar 1991. To politibetjente gik undercover på gaden som narkotikahandlerne ”Bucket” og ”Drums” i håb om at støde på Aileen. Om aftenen d. 8. januar så ”Bucket” og ”Drums” Aileen på Port Orange Pub, og deres plan var lige ved at mislykkedes, da det lokale politi pludselig trådte ind på baren og tog Aileen med udenfor. Undercoverbetjentene fik fat på centralen, og forklarede situationen. Aileen, der nær var blevet anholdt, trådte ind på baren igen, og ”Bucket” og ”Drums” fik hurtigt gang i en samtale med hende. De købte hende nogle øl, inden hun forlod baren omkring kl. 22. ”Bucket” og ”Drums” fulgte efter hende, uden hendes viden, ind på en bar ved navn Last Resort, hvor de fortsatte snakken og købte hende flere øl. Omkring midnat tog ”Bucket” og ”Drums” fra baren – Aileen blev og sov på et bilsæde i baren.
Om eftermiddagen den følgende dag, mødte ”Bucket” og ”Drums” igen Aileen på Last Resort. Denne gang var de iført mikrofon, så centralen kunne følge med i alt der foregik. Deres plan var at anholde Aileen om aftenen, men fordi baren var ved at gøre klar til en fest, skulle anholdelsens ske hurtigst muligt. ”Bucket” og ”Drums” spurgte Aileen om hun ville med til deres motelværelse for at nette sig, hvortil hun takkede ja, og gik ud af døren med dem. Udenfor døren ventede Larry Horzepa fra Volusia County Sheriff’s Office, og han fortalte Aileen at hun var anholdt for en udestående arrestordre for Lori Grody. Der blevet intet nævnt om mordene, da de ønskede at finde Tyria Moore først.

Dagen efter fandt politiet Tyria Moore, der boede hos sin søster i Pittston, Pennsylvania. Jerry Thompson fra Citrus County og Bruce Munster fra Marion County fløj fra Florida til Pennsylvania for at møde Tyria. Tyria fortalte dem, at hun havde kendt til mordene siden Aileen kom hjem med Richard Mallorys bil, og at hun dengang havde sagt til Aileen, at hun ikke ville høre om det. Jo mere hun vidste om mordene, jo mere følte hun, at hun blev nødt til at melde Aileen til politiet, og det ønskede hun ikke. Den efterfølgende dag tog Tyria med til Florida for at hjælpe til med efterforskningen. Deres plan var, at Tyria skulle ringe til Aileen i fængslet, og fortælle hende at politiet var efter hende, og hun var bange for at mordene ville blive plantet på hende. De håbede på at Aileen af loyalitet overfor Tyria derfor ville tilstå mordene i samtalerne.
D. 14. januar fandt det første opkald sted. Aileen anede ikke at politiet vidste til at hun var morderen, men hun vidste at telefonerne i fængslet blev overvåget, og hun forsøgte derfor at snakke i koder, når Tyria ville snakke om mordene. Blandt andet sagde hun: ”Jeg tror at nogen på arbejdet – hvor du arbejdede – sagde noget med at det lignede os. Og det er ikke os, ser du? Det er en sag om fejltagen identitet”.
Telefonopkaldende fortsatte i tre dage, hvor Tyria fik Aileen til at tro på at politiet var efter hende mere og mere, og efterhånden blev det klart at Aileen vidste hvad der skulle ske. Aileen begyndte at mistænke at Tyria ikke var alene og at nogen optog samtalerne, men samtidig blev hun også mindre forsigtig med hvad hun sagde. I deres sidste opkald sagde hun: ”Bare fortæl dem hvad du vil vide, hvad de vil vide eller noget, og jeg vil dække over dig, fordi du er uskyldig. Jeg vil ikke lade dig komme i fængsel. Hør, hvis jeg bliver nødt til at tilstå, så gør jeg det”.
Om morgenen d. 16. januar 1991 tilstod Aileen morderne.

Aileen gjorde det klart flere gange, at Tyria på ingen måde var indblandet i mordene, og forklarede at mordene var begået i selvforsvar, da hvert offer havde enten truet, overfaldet eller voldtaget hende. Hun var blevet udsat for voldtægt flere gange de seneste år, og til sidst havde hun fået nok.
Hendes historie begyndte at udvikle sig fra hver gang hun fortalte den, og hvis hun kom til at sige noget der stillede hende i dårligt lys, begyndte hun at fortælle forfra og ændrede på detaljer, så det igen lignede selvforsvar. Hendes advokat rådede hende flere gange til at stoppe med at tale, men hun fortsatte.
Medierne begyndte at følge sagen tæt, og efterforskere, pårørende, Tyria og Aileen begyndte at få tilbud om at få historien lavet til bøger og film. Aileen troede at hun kunne tjene millioner på sin historie, men Florida havde en lov der gjorde, at kriminelle ikke måtte tjene penge på sådan en måde. Aileen fortsatte dog med at fortælle sin historie til enhver der ville lytte – og for hver fortælling blev historien vildere, og gjorde hende til offer.

Midt i alt dette dukkede Arlene Pralle pludselig op. Arlene var 44 år, genfødt kristen, hesteavler og boede i Ocala-området. Hun havde set Aileens billede i avisen, og sendte hende straks et brev, hvori der stod: ”Mit navn er Arlene Pralle. Jeg er genfødt. Du vil tænke at jeg er skør, men Jesus sagde til mig, at jeg skulle skrive til dig”. I brevet var hendes telefonnummer vedlagt, og d. 30. januar modtog Arlene et opkald fra Aileen. De to udviklede hurtigt et nært forhold, og Arlene rådede Aileen til at skifte sine advokater ud, da hun mente at dem hun havde, blot ønskede at tjene penge på historien – og Aileen fik derfor nye advokater. Til medierne udtalte Arlene at deres forhold var sjælbindende, og at hvis verden bare kunne lære den ægte Aileen at kende, ville ingen jury finde hende skyldig. Igennem 1991 deltog Arlene i talkshows og tabloider, hvor hun fortalte om Aileens gode, sande natur. Hun arrangerede desuden interviews mellem Aileen og journalister, hun fandt sympatiske – og Aileen fortsatte med at ”pynte” på sin historie.
D. 22. november 1991 adopterede Arlene og hendes ægtemand Aileen, ifølge Arlene fordi Gud havde sagt hun skulle.

Retssagen

Aileens advokater fik lavet en studehandel om delvis tiltalefrafald til gengældelse for tilstående, som Aileen gik med til. Det betød, at hun skulle tilstå seks anklager om mord, og dermed blive idømt seks livstidsdomme – men statsadvokaten var stadig af den mening, at Aileen burde idømmes dødsstraf.
D. 14. januar 1992 startede retssagen angående mordet på Richard Mallory. Retsmedicineren, der havde udført obduktionen på Richard Mallory, fortalte i retten at det havde taget mellem 10 til 20 minutter for Richard Mallory at dø. Tyria fortalte i retten at Aileen ikke havde virket særligt trist, nervøs eller fuld, da hun havde tilstået mordet overfor hende. 12 mænd fortalte i retten om møder med Aileen hen over årene – og ikke mange af disse møder, blev husket som positive.
Florida har en lov ved navn Williams Rule. Denne lov tillader beviser, der er relateret til andre forbrydelser end den der anklages for, at blive tilføjet i retten, hvis disse kan hjælpe med til at vise en form for mønster. På grund af denne lov blev informationer vedrørende de andre mord præsenteret for juryen, og Aileens forklaring om at have handlet i selvforsvar, blev derfor mindre troværdig. I retten blev hendes tilståelse, der var optaget på video, desuden vist. I videooptagelsen fremstod Aileen selvsikker og ikke spor berørt af hvad hun fortalte. Hun snakkede let med forhørslederne, og bad endda sin advokat om at tie stille. Denne videooptagelse var også med til at overbevise juryen om, at Aileen ikke havde dræbt i selvforsvar.
Aileens advokater ønskede ikke at hun skulle vidne i retten, men Aileen insisterede – hun ville fortælle sin historie. Hendes forklaring mindede ikke længere om den hun gav i første omgang, dengang hun tilstod mordene, og anklageren konfronterede hende med dette. Det gjorde Aileen vred, og 25 gange gjorde hun brug af sin ret til ikke at udtale sig i vidneskranken. Da hun forlod vidneskranken var der ikke meget tvivl om, hvordan retssagen ville ende.

D. 27. januar 1997 blev Aileen fundet skyldig i manddrab. Aileen blev rasende, og råbte: ”Jeg er uskyldig! Jeg blev voldtaget! Jeg håber I bliver voldtaget! Møgsvin af Amerika!”.
Dagen efter begyndte fasen hvor juryen skulle afgøre, hvilken straf Aileen skulle modtage. Ekspertvidner, som forsvaret havde bragt i vidneskranken, fortalte at Aileen var psykisk syg, at hun led med Borderline personlighedsforstyrrelse, og at hendes urolige opvækst havde ødelagt hende. Alligevel var juryen enige om at anbefale dommeren, at Aileen skulle idømmes dødsstraf. Og således blev dommen d. 30. januar 1992. Aileen skulle henrettes.

I slutningen af marts erklærede Aileen nolo contendere, til morderne på Charles Humphreys, Troy Burress og David Spears, hvilket betyder at hun hverken erklærede sig skyldig eller ikke skyldig. I retten sagde hun: ”Jeg ville tilstå overfor jer, at Richard Mallory voldtog mig som jeg fortalte jer; men de andre gjorde ikke. De begyndte blot på det”. Til slut vendte hun sig mod den assisterende statsadvokat, og sagde til ham: ”Jeg håber din kone og dine børn bliver voldtaget i røven”.
D. 15. maj 1992 blev Aileen idømt yderligere tre dødsdomme. I juni erklærede Aileen sig skyldig i mordet på Charles Carskaddon, og i november modtog hun sin femte dødsdom.
Aileens advokater havde i mellemtiden fået fat på nye beviser omhandlende Richard Mallory. Disse beviser viste, at Richard Mallory havde været anklaget for voldtægtsforsøg, og at han havde været indsat i et maksimumsikkerhedsfængsel i otte år, der tilbød behandling for seksualforbrydere. I 1961 blev der noteret i hans journal fra fængslet, at han havde påtaget sig stærke sociopatiske træk.
Dommeren nægtede at disse beviser måtte introduceres i retssagen, og afslog at lade Aileen få en ny retssag.

I februar 1993 erklærede Aileen sig skyldig i mordet på Walter Jeno Antonio, og blev idømt sin sjette dødsdom. Hun blev aldrig dømt for mordet på Peter Siems, da hans lig aldrig blev fundet.

Fængsling og henrettelse

Aileen blev fængslet i Florida Department of Corrections, Broward Correctional Institution, på dødsgangen for kvinder. Hun forsøgte at anke dommen i 1996, men anmodningen blev afvist. I 2001 skrev hun et brev til Floridas højesteret, hvori hun skrev at hun ville fyre sine advokater og afslutte alle ventende appeller. I brevet skrev hun blandt andet: ”Jeg dræbte de mænd, jeg røvede dem kold som is. Og jeg ville gøre det igen. Der er ingen chance i at lade mig leve eller noget, fordi jeg vil dræbe igen. Jeg har had kravlende igennem mit system… Jeg er så træt af at høre det der ’hun er sindssyg’. Jeg er blevet evalueret så mange gange. Jeg er kompetent, ved mit fulde fem, og jeg forsøger at fortælle sandheden. Jeg er en der seriøst hader livet og ville dræbe igen”. Hendes advokater mente ikke at Aileen var mentalt kompetent til at afgøre noget som dette, men Aileen insisterede på at hun vidste hvad hun gjorde, og et panel af psykiatere var enige med hende.
Aileen gennemførte desuden Psychopathy Checklist-Revised (PCL-R), med en score på 32 ud af 40. Testen af en af de mest anerkendte værktøjer til at vurdere om en person har psykopatiske træk, og som regel diagnoseres personen med psykopati (i dag kendt som dyssocial- og antisocial personlighedsforstyrrelse i Danmark) hvis scoren er over 25 point.

I 2002 begyndte Aileen at beskylde personalet i fængslet for at komme spyt, tis og snavs i hendes mad. Hun udtalte, at hun havde overhørt en samtale mellem personalet, hvor de havde snakket om at være efter Aileen, så hun ville begå selvmord før henrettelsen kunne nå at ske, og sagt at de ville voldtage hende. Hun klagede derudover over nøgne kropsvisiteringer, stramme håndjern, sparken på hendes dør, hyppig kontrol af hendes vindue, lavt vandtryk, skimmel på hendes madras, og at der blev råbt og sagt seksuelle ting til hende. Hun truede derfor med at stoppe med at gå i bad og tage imod madbakker, hvis bestemte ansatte var på arbejde.

I starten af hendes fængsling begyndte dokumentarfilmskaber Nick Broomfield at lave interviews med hende, der i starten hovedsageligt handlede om hvordan Aileen blev udnyttet af dem omkring hende. Interviewsne blev til dokumentarfilmen ”Aileen Wuornos: The Selling of a Serial Killer”, og udkom i 1992. Nick Broomfield fortsatte med at lave interviews med Aileen helt indtil hendes henrettelse. I ugerne op til henrettelsen begyndte de at snakke om døden, og Aileen beskrev hvordan hun ville blive taget væk, for at møde Gud, Jesus og englene, og ”hvad end der er ud over det hensiddes”.
Dagen før hendes henrettelse, udførte de deres sidste interview. Her sagde hun blandt andet, at hendes sind var blevet tortureret i fængslet og hendes hoved knust af lydtryk. Hun beskrev igen hvordan hun var blevet udsat for madforgiftninger og andre former for mishandling, og at det var blevet værre for hver gang hun havde klaget.
Hun udtalte desuden også, at politiet havde vidst hvem hun var og hvad hun havde gjort, allerede efter hun havde dræbt Richard Mallory, og at de lod hende dræbe de andre mænd: ”Fordi jeg var ikke nogen professionel seriemorder eller noget, eller morder, eller hvad end du vil kalde det. […] Jeg udførte et sjusket stykke arbejde”. Da de igen snakkede om døden, sagde hun til Nick: ”Jeg er okay, Gud vil være der, Jesus vil være der, og englene og alt. […] Jeg gjorde det rigtige, jeg reddede en del røve”.

Aileen Carol Wuornos blev henrettet i Florida State Prison d. 9. oktober 2002 kl. 947, af en dødelig indsprøjtning, 46 år gammel.
Hun afslog sit tilbud om et sidste måltid, hvor den dødsdømte kan vælge lige præcis hvad de ønsker at spise under $20, og fik i stedet en kop kaffe. Hendes sidste ord var: ”Ja, jeg vil bare gerne sige at jeg sejler med klippen, og jeg vil komme tilbage som Independence Day, med Jesus. 6. juni, som filmen. Stort moderskib og alt, jeg kommer tilbage, jeg kommer tilbage”.
Hun var den tiende kvinde i USA og anden kvinde i staten Florida, der blev henrettet efter 1976. I 1972 blev dødsstraffen afskaffet i USA, men genindført igen i 1976. Mange mente, og nogle mener stadig, at Aileen på grund af psykisk syge, ikke skulle have været henrettet.

Aileen ønskede at sangen ”Carnival” af Natalie Merchant blev spillet til hendes begravelse, da sangen havde betydet meget for hende under fængslingen. Natalie Merchant, der var blevet berørt af Aileens historie, tillod at sangen blev spillet til begravelsen. Aileen blev efterfølgende kremeret, og hendes aske spredt bag et træ i Fostoria, Michigan.

Medier

Der er skrevet en del bøger om sagen, herunder:

– ”On A Killing Day: The Bizarre Story of Convicted Murderer Aileen Lee Wuornos” af Dolores Kennedy, 1992.

– ”Lethal Intent: The Shocking True Story of one of America’s Most Notorious Female Serial Killers” af Sue Russell, 2002.

– ”The Female Homicide Offender: Serial Murderer and the Case of Aileen Wuornos” af Stacey L. Shipley og Bruce A. Arrigo, 2003.

– ”Dead Ends: The Pursuit, Conviction, and Execution of Serial Killer Aileen Wuornos” af Michael Reynolds, 2003.

– ”Monster: My True Story” af Christopher Berry-Dee og Aileen Wuornos, 2004. Bogen er Aileens historie med hendes egne ord, fortalt til Christopher Berry-Dee.

– ”Dear Dawn: Aileen Wuornos in Her Own Words” af Aileen Wuornos – i samarbejde med Daphne Gottlieb og Lisa Kester, 2011. Bogen er en autobiografi, skrevet ud fra Aileens 10 år lange korrespondance med barndomsven Dawn Botkins, mens hun sad på dødsgangen.

– ”Lethal Intent: Aileen Wuornos, America’s Deadliest Female Serial Killer” af Sue Russell, 2013.

Sagen er desuden nævnt i flere bøger, herunder blandt andet:

– ”Bad Girls Do It! An Encyclopedia of Female Murderers” af Michael Newton, 1993

– ”Deadlier Than the Male: Stories of Female Serial Killers” af Terry Manners, 1995

– ”Murder Most Rare: The Female Serial Killer” af Michael & C.L. Kelleher, 1998

– ”Serial Killers: Inside the Minds of the Most Monstrous Murderers” af Charlotte Greig, 2017

De to mest kendte dokumentarfilm, er de to lavet af Nick Broomfield: ”Aileen Wuornos: The Selling of a Serial Killer” fra 1992 og ”Aileen: Life and Death of a Serial Killer” fra 2003.

I 1992 blev tv-filmen ”Overkill: The Aileen Wuornos Story” sendt for første gang, med Jean Smart i rollen som Aileen.
I 2003 havde filmen ”Monster” præmiere. Charlize Theron spiller rollen som Aileen, hvilket hun modtog en Oscar for i 2004 – på den dag, der ville have været Aileens 48 års fødselsdag. Charlize Theron brugte Nick Broomfields dokumentarfilm som inspiration, da hun skulle sætte sig ind i rollen som Aileen.
Alle navne, udover Aileens, blev ændret i filmen. Selby Wall er baseret på Tyria Moore, og spilles af Christina Ricci. Filmens tidslinje strækker sig fra da Aileen mødte Selby (Tyria) til hun får sin første dom for mord.
Lily Rabe portrætterede Aileen i flere afsnit i femte sæson af ”American Horror Story”.

Derudover er der lavet en opera i 2001, ved navn ”Wuornos” skrevet af Carla Lucero, dirigeret af Mary Chun og produceret af Jon Sims Center for the Performing Art, der omhandler Aileens liv.

Flere musikere har fundet inspiration i sagen, herunder blandt andre Jewel med sangen ”Nicotine Love”, It Dies Today med sangen ”Sixth of June”, Bitch and Animals med sangen ”Aileen Wuornos” og Dolly’s Circus med sangen ”Aileen’s Song”. Diamanda Galás dedikerede desuden sin sang ”Iron Lady” til Aileen, og kaldte Aileen for en ”stor helt”.

I starten af 2017 havde skuespillet ”Monster” præmiere i Skuespilhuset i København. Skuespillet er baseret på filmen af samme navn, og har Lise Baastrup i rollen som Aileen. Marie Tourell Søderberg spillede rollen som Selby, men blev i senere forestillinger erstattet af Cæcilie Rasmussen. Rosa Lux lagde musik til skuespillet.
Jeg så selv dette skuespil, og vil helt klart anbefale alle interesserede til at se det! Det var gennemført, rørende og helt igennem bare rigtig godt.

Kilder:

– Crime Library (via Internet Archive)

– Wikipedia

– Bog: ”Serial Killers: Inside the Minds of the Most Monstrous Murderers” af Charlotte Greig

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bible John