Dorothea Puente

Da Dorothea Puente i 1980’erne atter åbnede et pensionat i Sacramento, og lod ældre, mentalt handicappede og misbrugere flytte ind, modtog hun stor ros, men det var ikke på grund af hendes gode hjerte. Dorothea forfalskede underskrifter for at modtage beboernes understøttelse, men hvad der præcist fik hende til at dræbe mindst syv beboere, én elsker og én veninde, vides stadig ikke.

Dorothea Helen Gray blev født d. 9. januar 1929, i Redlands, Californien, USA. Hun var det sjette barn ud af en flok på syv, af forældrene Trudie og Jesse James Gray. Dorothea voksede op i fattige kår, både materielt og omsorgsmæssigt. Da hun var 8 år gammel døde hendes far af tuberkulose, og Dorothea og hendes seks søskende stod nu tilbage med en alkoholisk og omsorgssvigtende mor. Moderen døde året efter faderen, og efterfølgende blev den nu forældreløse Dorothea kastet mellem familiemedlemmer og plejefamilier i Napa og Los Angeles.

Da Dorothea var 16 år gammel flyttede hun til Olympia, Washington, hvor hun begyndte at arbejde som prostitueret. Det var igennem sit job, at hun mødte den netop hjemvendte soldat, 22-årige Fred McFaul. De forelskede sig, blev gift i 1945, og flyttede til Gardnerville, Nevada, for at stifte familie. I 1946 fødte Dorothea parrets første datter, og under et år senere fødte hun parrets anden datter. Men moderrollen var ikke for Dorothea; hun valgte derfor at bortadoptere den ene datter, mens den anden datter blev sendt til et familiemedlem. I 1948 blev hun igen gravid, men tabte barnet, og samme år blev Fred og Dorothea skilt. Dorothea flyttede derefter til San Bernardino, hvor hun kort efter blev anholdt, da hun forsøgte at indløse en falsk check. For dette blev hun fængslet i fire måneder, og da hun blev prøveløsladt tog hun til Riverside County, på trods af at hun ikke måtte ifølge reglerne for prøveløsladelsen. Hun blev gravid med en ukendt mand, men bortadopterede datteren da hun fødte.

I 1952 indgik Dorothea sit andet ægteskab, denne gang med en svensk mand ved navn Axel Johanson, som hun havde mødt i San Francisco. Parret flyttede til Sacramento, hvor de boede i cirka et årti. Ægteskabet var præget af hyppige skænderier, som ofte handlede om Dorotheas alkoholmisbrug, ludomani og andre mænd.
Dorothea drev et bordel, men dette stoppede i 1960, da hun blev anholdt og fængslet i 90 dage. Da hun blev løsladt blev hun dog atter fængslet i yderligere 90 dage, på grund af løsgængeri. Året efter fik Axel indlagt Dorothea på et psykiatrisk hospital, hvor hun påbegyndte medicinsk behandling.
Axel fik til sidst nok, og i 1966 blev de skilt.

Der gik dog ikke mere end to år, før Dorothea atter blev gift. Denne gang var det med den 16 år yngre mexicaner Roberto Puente. Dorothea var meget vellidt i det mexicanske miljø, hvor hun donerede tøj og mad, og hjalp unge kvinder der ville skilles. Ægteskabet med Roberto varede kun et års tid, eftersigende fordi Roberto blot ønskede penge og amerikansk statsborgerskab, men Dorothea valgte at beholde hans efternavn.
Kort efter skilsmissen åbnede Dorothea et pensionat på 2100 F Street i Sacramento. Pensionatet fik succes fra start, og ved at donere penge til politiske kampagner og velgørenhed, så Dorothea legitim ud og gav hende dermed adgang til det celebre liv, ifølge hende selv. Hun hævdede senere at hun i 1970’erne tilbragte tid med Edmund Gerald ”Pat” Brown Sr., Edmund Gerald ”Jerry” Brown Jr. og Ronald Reagan. Igennem Ronald Reagan fik hun kontakt til vicepræsident Spiro Agnew og senator Alan Cranston, og i midten af 1970’erne spiste hun middag med Clint Eastwood. Dog tyder meget på, at dette nærmere var fantasi end virkelighed, for løgne var ikke noget usædvanligt for Dorothea. Hun sagde på et tidpunkt at hun var født i Mexico, og påstod endda at hun havde arbejdet som sygeplejerske under 2. verdenskrig – på trods af, at hun altså kun var 13 år da 2. verdenskrig brød ud.

I 1976 blev Dorothea gift med Pedro Montalvo, en mand der eftersigende var en voldelig alkoholiker. Ægteskabet varede dog ikke mere end få måneder, hvorefter Dorothea begyndte at besøge lokale barer, hvor hun ledte efter ældre mænd der modtog understøttelse fra det offentlige.
Som ejer af pensionatet fik Dorothea meget ros fra socialarbejdere, fordi hun blandt andet tog imod alkoholikere, narkomaner og personer med psykisk syge. Men Dorothea gjorde det ikke på grund af sit gode hjerte; hun gjorde det fordi dette gav hende en fast indtægt. Ved at forfalske sine beboeres underskrift, kunne hun få deres understøttelse udleveret. I 1978 blev Dorothea anholdt for netop dette, og modtog en betinget dom på 5 år, hvor hun ikke måtte drive pensionat.

Efter at have modtaget dommen, begyndte Dorothea at arbejde som hjemmeplejer, hvor hun igen udnyttede de ældre og svage. Her mødte hun socialrådgiver Milred Ballenger, som senere har udtalt, at Dorothea altid fortalte at hun var syg af kræft, og at kræften ofte havde flyttet sig – først fra hjernen til brystet, og senere til leveren og videre i kroppen.
To ældre patienter begyndte at lide af tilbagevendende sygdom der forvirrede lægerne, men da tests viste høje niveauer af ikke ordineret medicin i deres systemer, begyndte lægerne at mistænke at det var Dorothea der stod bag. Da flere patienter pludselig fik stjålet checks, kontakter og værdifulde ejendele, begyndte Milred også at mistænke Dorothea.
Omkring samme tidspunkt mødte hun 74-årige Malcolm McKenzie på en bar, hvor hun kom noget stærkt beroligende middel i hans drink. De tog sammen hjem til ham, hvor hun stjal checks, kontanter og en diamandring fra ham, alt imens han kiggede på, uden at være i stand til at gøre nogen form for modstand.
I april 1982 flyttede 61-årige veninden Ruth Monroe ind i Dorotheas lejlighed, da hendes mand var uhelbredeligt syg og hun ikke længere havde penge til at bo i sit hus. Kort efter døde Ruth af en overdosis af kodein og paracetamol. Dorothea fortalte politiet, at Ruth havde været meget deprimeret på grund af mandens sygdom, og det blev derfor fastslået at Ruth havde begået selvmord, selvom Ruths børn mistænkte at Dorothea havde stod bag det pludselige dødsfald. Der gik dog ikke længe før politiet atter mødte Dorothea, da Malcolm McKenzie fra barren meldte hende til politiet for at have bedøvet ham og stjålet fra ham.

I august 1982 blev Dorothea idømt fem års fængsel for tyveri af både Malcolm McKenzie og de ældre kvinder, og afsonede i California Institution for Women i Corona. I fængslet begyndte Dorothea at udveksle breve med 77-årige Everson Gillmouth fra Oregon, og de to udviklede et forhold.
Dorothea blev løsladt efter at have afsonet kun tre år af sin straf, på grund af god opførsel, men hendes betingede dom fra tidligere blev forlænget til 1990. Inden hun blev løsladt diagnoserede en psykolog Dorothea med skizofreni, og tilføjede i hendes journal: ”Denne kvinde er en forstyrret kvinde, som ikke virker til at have anger eller fortrydelse for det hun har gjort. […] Hun skal betragtes som farlig, og hendes hjemmemiljø og/eller ansættelse bør blive nøje overvåget”.
Da Dorothea kom ud fra fængslet, holdt Everson i sin røde Ford Pickup og ventede ude foran fængslet. Deres forhold udviklede sig derefter stærkt, og de begyndte at planlægge bryllup og fik fælleskonto.

Ligene dukker op

I november 1985 hyrede Dorothea handyman Ismael Florez til at lave nogle træpaneler i hendes lejlighed, hvilket han modtog $800 og en rød Ford Pickup for at gøre. Hun fortalte Ismael at den røde Ford Pickup tilhørte hendes kæreste, der boede i Los Angeles, men at han ikke havde brug for den længere. Da Ismael havde lavet træpanelerne i lejligheden, fik hun ham til at lave en stor opbevaringsboks, og da denne var lavet, spurgte hun ham, om han ville hjælpe hende med at transportere den til et opbevaringsrum. På vejen til opbevaringsrummet bad hun Ismael om at stoppe på Garden Highway i Sutter County, og dumpe opbevaringsboksen i flodbredden. Han fandt det en smule mærkværdigt, men Dorothea bildte ham ind, at det blot var skrald der var i opbevaringsboksen, og at den derfor ikke skulle opbevares alligevel.
D. 1. januar 1986 fandt en fisker opbevaringsboksen og kontaktede politiet. Indeni lå et forrådnet lig af en ældre mand, som i tre år ville være uidentificeret.

Everson var væk, og for at hans familie ikke skulle blive mistænksomme, sendte Dorothea breve til dem, mens hun samtidig modtog hans pension.
På trods af betingelserne for prøveløsladelsen, åbnede Dorothea i 1986 igen et pensionat, denne gang på 1426 F Street i Sacramento, hvor der kunne bo op til otte personer. Som tidligere nævnt var Dorothea en eminent løgner, så når prøveløsladelsesbetjentene besøgte hende for at tjekke op på hende, fortalte hun at beboerne blot var gæster, og hun blev ikke mistænkt for at have åbnet et pensionat igen.
Nogle af beboerne kunne ikke lide Dorothea på grund af hendes nærighed, og klagede over at hun ikke ville udlevere deres post og penge, mens andre beboere roste hende til skyerne for hendes venlighed og hjemmelavede måltider.
På et tidspunkt fik Dorothea den hjemløse alkoholiker, kaldt Chief, til at udføre arbejde for sig. Han udgravede kælderen, kørte jord og affald væk i en trillebør, og dækkede kældergulvet med betonfliser. Han rev derudover garagen ned, og lagde betonfliser hvor den havde været. Da naboerne begyndte at stille spørgsmålstegn ved Chief, fortalte Dorothea at hun havde adopteret ham og gjort ham til sin personlige handyman, men efter arbejdet var udført, så de ham ikke igen.

I starten november 1988 meldte 52-årige Alvaro Montoyas socialrådgiver ham savnet. Alvaro Montoya, der var udviklingshæmmet og skizofren, boede på Dorotheas pensionat, og Dorothea fik derfor besøg af politiet d. 11. november. Dorothea sagde at Alvaro var taget ud at rejse, og gav politiet lov til at undersøge hele huset. De fandt intet mistænksomt i huset, og spurgte derfor om de måtte grave i haven, hvilket hun også gav dem lov til, og overrakte endda en politibetjent en skovl. Der gik ikke længe før politiet fandt en forrådnet fod i en sko, samt noget forrådnet kød. Da Dorothea så dette agerede hun overrasket og chokeret. Det var ikke usædvanligt at der dukkede ligrester op fra de tidligere 1920’ere i haver i centrum, da det i 1920’erne ikke var alle familier der havde råd til at få begravet deres kære på kirkegårde, og derfor gjorde det i haven i stedet for. Dog tydede stadiet af forrådnelse på, at disse ligrester ikke stammede fra 1920’erne. Men Dorotheas overbevisende overraskelse, samt dét at hun indrømmede at hun drev et pensionat, gjorde at politiet umiddelbart ikke ville anklage hende for noget, og blot valgte at have betjente på vagt foran pensionatet natten over.
Dagen efter vendte politi og kriminalteknikkere tilbage til pensionatets grund, for at gennemgå jorden. Dette tiltrak en del opmærksomhed, og Dorothea spurgte derfor om hun måtte tage til det nærliggende Clarion Hotel med beboer John McCauley for at drikke kaffe med hendes nevø. En kriminalbetjent fulgte dem halvvejs, og da han vendte tilbage gik der ikke mere end en halv time, før kriminalteknikkerne fandt ligrester fra endnu et lig. Betjentene tog derfor straks til hotellet for at anholde Dorothea, men hun var ikke til at finde der. Dorothea og John havde kun opholdt sig ganske kort på hotellet, før de var taget til en bar, og derefter var de gået hver for sig. Dorothea var taget til Stockton, og derfra videre til Los Angeles i en bus. I Los Angeles lejede hun et hotelværelse på Royal Viking Hotel for tre dage – alt imens kriminalteknikkerne gravede fem lig mere op, inklusiv liget af Alvaro Montoya.
På fjerdedagen besøgte Dorothea en bar tæt på hotellet, hvor hun mødte den pensionerede tømrer Charles Willgues. Hun præsenterede sig som Donna Johansson, og de tilbragte eftermiddagen med at snakke sammen, hvor Donna blandt andet spurgte ind til Charles’ pension og kom med forslag om at de skulle flytte sammen. Inden de skiltes, aftalte de at mødes dagen efter for at gå på shoppetur. Da Charles kom hjem kom han pludselig i tanke om, hvorfor Donna virkede så bekendt – og senere samme aften, ankom politiet til Dorotheas hotelværelse, hvor hun overgav sig uden kamp.

Dorothea blev eskorteret tilbage til Sacramento med politiet på et fly ejet af tv-stationen KCRA, hvor hun kort blev interviewet af Mike Boyd. Her udtalte hun: ”Jeg har ikke dræbt nogen. Jeg indkasserede checkene, ja. […] Jeg plejede at være en meget god person engang.”. Hun blev ved med at holde fast i, at hun ikke var morderen, og udpegede endda på et tidspunkt beboeren John McCauley som en mulig gerningsmand.

Retssagen og tiden efter

Da dommeren mente, at Dorothea ikke ville kunne få en fair retssag i Sacramento, blev retssagen rykket til Monterey, og her startede Dorothea ud med at afslå en studehandel, der ville betyde at hun ikke kunne idømmes dødsstraf, hvis hun tilstod alle ni mord. Dorotheas advokater holdt fast i forklaringen om, at hun havde begravet personerne, efter at de var døde af naturlige årsager eller selvmord; de var klar over, at hun fortsat havde indkasserede deres indtægter, og sagde at hun muligvis var tyv, men bestemt ikke morder. At et af ligene blev fundet begravet i en siddende stilling, med hoved, hænder og fødder skåret af, blev dog ikke forklaret.
Samtidig havde retsmedicineren ikke kunne fastslå en sikker dødsårsag, men kunne konstatere at alle ofre havde haft forskellige stoffer i kroppen, herunder antikonvulsive midler, antidepressiva, antipsykotika, smertestillende og beroligende medicin. Det eneste stof fundet i alle ofrene, var Dalmane, der blandt andet bruges mod søvnløshed.
En retsmedicinsk psykiater snakkede med Dorothea for første gang fire måneder efter hendes anholdelse, og denne diagnoserede Dorothea med antisocial personlighedsforstyrrelse, som blandt andet kendetegnes med manglende morale. Psykiateren mente desuden at Dorothea havde åbnet pensionatet for at komme væk fra de smertefulde barndomsminder, og tilføjede i hendes journal: ”Jeg tror, hun virkelig ønskede at rehabilitere [sine beboere], fordi hun ikke kunne det med personerne i hendes egen familie. […] På den anden side, når disse personer, som forventet, ville te sig – på det tidspunkt, ville hun eksplodere og beslutte sig for at dræbe dem.”

Retssagen varede fem måneder, og det tog 24 dage for juryen at blive enige om en dom. Der var mere end 150 vidner, herunder blandt andre Dorotheas datter, som hun ikke havde set i mange år, og der var tusindevis af bevismaterialer.
D. 27. august 1993 blev Dorothea kendt skyldig i to tilfælde af manddrab og et tilfælde af uagtsomt manddrab. Dommeren erklærede fejl i de resterende seks anklager om drab, efter juryen rapporterede, at de ikke kunne komme videre med disse.
Dorothea blev idømt fængsel på livstid uden mulighed for prøveløsladelse, og blev fængslet i Central California Women’s Facility i Chowchilla, Californien.

Al den tid Dorothea var fængslet, havde hun ikke kontakt med sin familie. Hun holdt fast i at hun var uskyldig, og fortsatte med at fortælle sine løgne. Ifølge hende selv, gik politiet efter hende fordi de ikke havde andre at gå efter, og derfor blot besluttede sig for at beskylde hende for mordene.
D. 27. marts 2011 døde Dorothea i en alder af 82, i fængslet af naturlige årsager.

Ofre

I alt blev Dorothea anklaget for ni mord, dog kun fundet skyldig i tre, herunder et uagtsomt. Dog mistænker flere, at Dorothea dræbte langt flere, måske helt op til 25 personer.

Ruth Monroe, 61 år – blev først antaget som selvmord, og begravet på kirkegård.
Everson Gillmouth, 77 år – blev fundet på flodbredden af Sacramento River, og først identificeret tre år efter fundet.
Alvaro Montoya, 52 år – fundet begravet på pensionatets grund.
Dorothy Miller, 65 år – fundet begravet på pensionatets grund.
Benjamin Fink, 55 år – fundet begravet på pensionatets grund.
Betty Palmer, 78 år – fundet begravet på pensionatets grund.
Leona Carpenter, 80 år – fundet begravet på pensionatets grund.
James Gallop, 62 år – fundet begravet på pensionatets grund.
Vera Faye Martin, 64 år – fundet begravet på pensionatets grund.

Medier

I 1998 tog undergrundskunstner, udgiver, filmskaber og multimediakommunikator Shane Bugbee kontakt til Dorothea. Deres kontakt førte i 2004 til udgivelsen af bogen ”Cooking with a Serial Killer Recipes from Dorothea Puente”, som indeholder næsten 50 opskrifter og et interview med Dorothea Puente.

I 1994 udkom bøgerne ”Disturbed Ground” af Carla Newton samt ”The Bone Garden: The Chilling Story of a Female Serial Killer” af William P. Wood, og i 1991 bogen ”Human Harvest: The Sacramento Murder Story” af Daniel J. Blackburn, der alle tre omhandler Dorothea og mordene. Sagen er desuden nævnt i bogen ”Hunting Humans: An Encyclopedia of Modern Serial Killers” af Michael Newton fra 1991.

Sagen har også været i TV op til flere gange, herunder i dokumentarserien ”Crime Stories” sendt på TruTV. Den fjerde episode af fjerde sæson, ”The Boarding House Killer” blev sendt d. 19. januar 2007. Derudover er sagen nævnt i sjette episode af anden sæson af dokumentarserien ”Deadly Women” på Investigation Discovery. Episoden, der hedder ”Predators”, og handler om både Dorothea Puente, Aileen Wuornos og Anna Marie Hahn, blev sendt første gang d. 1. april 2009. Investigation Discoverys dramatiserede dokumentarserie ”A Stranger in My Home” havde også et afsnit omhandlende sagen; dette var allerførste episode af serien, kaldt ”House of Horrors” og sendt første gang d. 13. oktober 2013.

Selve huset har der også været meget fokus på, og det har blandt andet været en del af en guidet tur af Sacramento Old City Association i 2013. Serien ”Ghost Adventures”, produceret af Travel Channel og tidligere sendt på TV3 Puls, besøgte i sæson 13, episode 5, huset. Episoden, kaldt ”Dorothea Puente Murder House” blev sendt første gang d. 22. oktober 2016.
I 2015 udkom en kort dokumentarfilm kaldt ”The House is Innocent”, der omhandler parret der efterfølgende har købt og er flyttet ind huset.

Kilder:

– Sactown Magazine

– Wikipedia

– The New York Times