Peter Lundin

Verner Erling Larsen

Billede af Verner Erling Larsen der føres til grundlovsforhør. 

Fredag d. 2. maj 1975 skød Verner Erling Larsen trafikassistenten Jens Rasmussen med et stjålet jagtgevær. Kort tid efter skød og dræbte han Emmy Hemme i hendes hjem, hvor hun spillede whist med sine gæster.

Verner Erling Larsen var en 196 cm høj københavner, født i 1955. Som 19-årig var han arbejdsløs, og boede på et lille pensionsværelse, uden kontakt til hverken venner eller familie.

D. 18. april 1975 brød han ind i en lejlighed på Nørrebro, i håb om at kunne stjæle nogle kontanter. I stedet fandt han et spansk jagtgevær samt ti patroner, som han tog med sig hjem. Få dage efter indbruddet savede han et stykke af kolben, og forkortede løbet med en nedstryger.
Et par uger efter, d. 2. maj 1975, startede han dagen ud med at tage i Tivoli. Her drak han en del øl, inden han forlod Tivoli for at gå hen i et supermarked på Københavns Hovedbanegård. Her kom han op at toppes med nogle andre kunder, der også var berusede, og personalet tilkaldte derfor politiet. Verner fik snakket politiet fra at tage ham med tilbage til stationen, og tog derefter et S-tog hjem. Derhjemme skiftede han tøj, kom jagtgeværet i en plastikpose, og tog derefter toget til Peter Bangs Vej Station, hvor han ankom klokken 22:45.
På Peter Bangs Vej Station var der næsten ingen mennesker. Verner trak en nylonstrømpe over hovedet og ladede geværet med to patroner. Derefter gik han direkte hen til billetlugen, hvor den 41-årige trafikassistent Jens Rasmussen arbejdede. Jens vendte sig mod Verner for at spørge hvad han kunne hjælpe med, men blev i det samme skudt i halsen. Jens faldt bagover, mens Verner skød én gang til. Dette skud ramte væggen, og Jens formåede at ringe til alarmcentralen, for at fortælle at han var blevet skudt og at det blødte meget. Imens løb Verner ud på Peter Bangs Vej, hvor han tog nylonstrømpen af hovedet, og ladede igen jagtgeværet med to patroner. Han løb videre, og endte i en nærliggende baggård, hvor han forsøgte at få vejret efter løbeturen væk fra gerningsstedet.
Verner fik øje på et åbent vindue, og besluttede sig for at kravle op på garagetaget, og ind af det åbne vindue ind til et mørkt værelse. Herinde fra kunne han høre nogle tale i stuen, og han gik derfor ud i entreen, og kiggede ind gennem dørsprækken til stuen. Her så han fire voksne personer spille whist rundt om et bord, samt et barn på 7 år. Værtinden var den 66-årige Emmy Hemme, og da det blev hendes tur, stak Verner ubemærket jagtgeværet ind i stuen. Verner trykkede to gange på aftrækkeren, og skød Emmy i hovedet. I choktilstand ringede Emmys mand efter en ambulance.

Verner løb ud samme vej som han kom ind, og forstuvede begge ankler, da han hoppede ned fra garagetaget. Han smed sine handsker og jagtgeværet under en bil på Junggreensvej. På grund af den store smerte i anklerne, satte Verner sig på en trappesten nær Flintholm Kirke. Derfra haltede han videre til Peter Bangs Vej Station, hvor politiet havde spærret af, og sat hundepatruljer i gang med afsøgning af området. Verner kom uden problemer igennem, og da han nåede en baneskrænt ved Gustav Johansens Vej, lagde han sig ned i 10 minutter. Da han havde sundet sig, kravlede han hen over jernbanesporene og op på perronen, hvor han tog toget hjem.
Jens Rasmussen overlevede skuddet i halsen, mens Emmy Hemme døde af skuddet.

Onsdagen inden havde en bevæbnet gerningsmand med nylonstrømpe over hovedet begået røveri mod en købmand på Østerbro, og politiet mente derfor at gerningsmændene muligvis var den samme person. DR-TV lavede en rekonstruktion af hændelserne d. 2. maj i bedste sendetid, og fik dermed hele Danmark til at ville finde den meget høje og haltende lystmorder, som ingen vidste hvem var.

En uge efter mordet gik Verner beruset rundt inde på Hotel Imperial, hvilket han undskyldte at han gjorde, fordi han ledte efter et toilet. Portieren og hotellets direktør blev tilkaldt, og direktøren ringede derefter til politiet, som kom og anholdte ham.
Under afhøringen af Verner begyndte kriminalassistenten at tænke på signalementet på den høje lystmorder, der fortsat var meget eftersøgt. Politiet indsamlede derefter bevismaterialer, som alle pegede på at Verner slog Emmy Hemme ihjel, samt skød Jens Rasmussen.
Til at starte med benægtede Verner alt, men pludselig udtalte han: ”Det er den rigtige mand, I har fat i, men I får mig ikke til at sige noget om motiverne!”. Verner afslørede aldrig hvorfor han skød Jens Rasmussen og dræbte Emmy Hemme. Han sagde dog senere, under en afhøring: ”Jeg gik hjem og hørte i Radioavisen klokken 24, at ham fra billetlugen havde overlevet, og det var jeg sådan set glad for, men jeg var da pisseligeglad med, at damen var død… Hun var jo gammel”.

D. 20. juli 1976 blev Verner Erling Larsen idømt fængsel på livstid. Senere blev dommen ændret til forvaring på Sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland, hvor han fik diagnosen skizofreni.
Verner var glad for livet på Sikringsanstalten, men blev i 1984 rykket til Sankt Hans Hospital i Roskilde, hvor han fik tre timers udgang dagligt. Dette var han ligeglad med, men i håb om at blive sendt tilbage til Sikringsanstalten begik Verner i 1987 et knivrøveri på en benzintank under en udgang. Dette gik ikke som planlagt, og da Verner fik besked på at han skulle blive på Sankt Hans, truede han med at han ville slå ihjel igen, hvis han ikke blev sendt tilbage til Sikringsanstalten. Det blev dog ikke taget seriøst, og da han d. 1. september 1988 fortalte personalet at han ville tage en tur i biografen, blev der ikke tænkt yderligere over det.
I stedet for at tage i biografen, fandt Verner en annonce i en avis, hvor han læste at den 80-årige Vibeke Klint søgte en logerende i sit hjem i Gentofte. Han ringede og aftalte med Vibeke at mødes ved hendes hjem for at se værelset. Hun nåede kun at vise ham rundt kort, inden han overfaldt hende og tog kvælertag på hende. Da hun døde gav han lettet slip, da hans hænder var gået i smertefuld krampe.
Da klokken var 23:45 ringede Verner på klokken på Politigården, hvor han fortalte den vagthavende at han havde myrdet igen.

Verners forklaring lød på at det kriblede i hans fingre for at slå ihjel igen, og at Sikringsanstalten derfor var det rette sted for ham at være. Det lykkedes ham at få sit ønske opfyldt, og Verner blev sendt tilbage til Sikringsanstalten.
I Sikringsanstalten levede han en hverdag præget af en rituel, tvangshandlet og perfektionistisk tankegang, hvor kun tre personer måtte røre ved hans ting, og han ofte fik vredesudbrud, blandt andet når der skulle gøres rent i hans celle.
På et tidspunkt begyndte Verner at male, og lavede uhyggelige og forstyrrende malerier. En dag havde både Verner og en anden indsat bestilt farver, og da den anden indsatte fik sine farver før Verner, brød han ud i et stort raserianfald. Tidligere chef på Sikringsanstalten, Bjørn Kaldan, har senere udtalt til BT, at hvis Verner havde haft en maskinpistol, da han ikke fik farverne først, havde han skudt dem alle. Han udtalte desuden at han var sikker på, at hvis Verner ikke havde været på Sikringsanstalten, havde han slået flere mennesker ihjel.
I dag er Verner Erlings Larsens maleri privateje, hvor Bjørn Kaldan ejer et af billederne.

I 2012 blev Verner alvorligt syg, og døde i sin celle af sygdommen i marts 2013 – kun 57 år gammel.

Kilder:

– Wikipedia

– BT I
– BT II
– BT III

– Drabssager i Danmark

–  ”Gerningsstedet – en kriminalvandring gennem Københavns mord” af Peer Kaae (People’sPress, 2014)

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Peter Lundin