Marcel Lychau Hansen - Amagermanden

Peter Lundin

I 1991 dræbte den dengang 19-årige Peter Lundin sin mor i deres hjem i USA. Han fik blev fængslet, men på grund af pladsmangel i de amerikanske fængsler, blev han allerede løsladt og udvist af USA til Danmark i 1999. Kort efter mødte han den 36-årige enke Marianne Pedersen og hendes to sønner, som snart ville miste deres liv.

Peter Kenneth Bostrøm Lundin blev født i Roskilde d. 15. februar 1972. Hans mor, Anna Schaftner Lundin var tysk, hans far, Ole Bostrøm Lundin var dansk, men tilbragte sine teenageår i Amerika med sine forældre. Anna og Ole mødtes da han var udstationeret som Amerikansk soldat i Vesttyskland.
Ole Lundin var murer, og byggede familiens hus på Fuglesangsvej i Solrød Strand, men efter en blodprop i 1978, kunne han ikke længere arbejde. Familien valgte derfor at flytte til USA da Peter var 9 år gammel, hvor de begyndte at drive et motel i Ormond Beach, Florida.
I 1984 flyttede familien til Maggie Valley, North Carolina, men nogle år efter valgte Ole at gå fra Anna, og tog Peter med sig. Først flyttede de til Los Angeles i få uger, derefter New York, så Boston, og til sidst Miami, hvor Ole begyndte at arbejde som murer igen, og Anna sluttede sig igen til familien.

Gennem sin skoletid i Miami arbejdede Peter forskellige steder i sin fritid, blandt andet som afrydder på en restaurant. Da Peter var 16 år gammel droppede han ud af skolen, og begyndte at arbejde på sin fars arbejdsplads i stedet. Det var her, at han begyndte at ryge marihuana og tage kokain, selvom han havde prøvet at ryge marihuana allerede da han var 12 år gammel. Han begyndte også på dette tidspunkt at dyrke sin nye hobby (eller sport, som han selv kaldte det): prostituerede på bordeller.
Familien flyttede tilbage til Maggie Valley. Peter startede på det lokale high school, hvor han begyndte at sælge hash.

Familiens hjem var præget af voldsomme udbrud og kaos. Naboer havde flere gange tilkaldt politiet, men der kom aldrig en anmeldelse ud af det. De havde aldrig gæster mere, og stemningen i hjemmet var presset. Peter skammede sig over sine forældre, fordi han mente at de var ramt af et kulturchok. Hans far, Ole, fik diabetes 2, hvilket først blev opdaget mange år senere. Ole følte sig træt, umotiveret, deprimeret og begyndte at lukke sig inde i sig selv.
Peter og hans mor havde igennem hans barndom et meget tæt forhold, men dette begyndte at ændre sig. Mens Peter begyndte at gå sin egen retning, levede Anna for at gøre ham glad og sørge for, at han havde alt han ville have. Hun begyndte at drikke en del, følte sig ensom og ulykkelig. Hun ville have sit gode liv tilbage, og truede ofte med at ville skilles fra Ole. Ole fik til sidst nok, da Anna havde ødelagt alt i huset, undtagen fjernsynet og sin stol, så han flyttede for sig selv på en campingplads.

I starten af april 1991 slog Peter sin mor ihjel. Han var dengang 19 år, og skulle den aften til en fest. Han havde været forbi sin far, som havde udtrykt at han ønskede at flytte hjem igen. Derefter kørte han hjem for at tage et bad og hente nogle ting, og derhjemme ventede hans mor. Ifølge Peters egen udtalelse i sin bog (”En Morders Bekendelser”), gad han ikke snakke med hende – han havde travlt med at komme til fest. Han fortalte at hans far havde planer om at flytte ind igen, og Anna blev meget glad og ville snakke mere. Peter hentede sine ting, løb ud i bilen og læssede af, men havde glemt sine nøgler indenfor, og løb derfor tilbage. Inde i huset stod hans mor i vejen for ham, og han skubbede derfor til hende, mens han sagde ”Jeg har travlt”. Han hørte hende vælte, men havde ikke tid til at tjekke, om hun var OK. Et sekund tænkte han over, om han havde været for voldsom, da han var meget veltrænet og ikke altid var bevidst om sin styrke. Sekundet varede ikke længe, og han tog af sted til festen.

Han kom hjem igen tidlig morgen, mens det stadig var mørkt udenfor. Han kunne med det samme mærke at noget var forkert, og så at hans mor lå samme sted som da han tog af sted. Han fandt hurtigt ud af, at hun var død. Derefter kørte han hen til sin far, og fik ham til at tage med tilbage til huset. Peter vidste ikke hvad han skulle gøre, og tænkte ikke over at ringe til politiet, da han ikke stolede på dem. Han gik derfor i seng.
Et par dage senere pakkede Peter sin mor ind i tæppe og plastik med reb og tape, og sammen med sin far, Ole, kørte han til stranden Cape Hatteras på den amerikanske østkyst. Her begravede de liget af Peters mor, Anna Schaftner.

Peter og Ole aftalte at de aldrig ville snakke om denne episode igen, og at de ville fortælle folk, at Anna var rejst tilbage til Tyskland.

D. 1. November 1991 blev liget af Anna fundet på stranden. Orkanen Andrew havde revet liget op af sandet, og nogle tilfældige forbipasserende havde fundet hende. Hun blev først identificeret i maj 1992.
Kort efter blev Peter og Ole fundet. De blev udspurgt, men holdt fast i historien om at Anna havde sagt hun ville tage til Tyskland. De fik lov at gå, men måtte ikke forlade staten.
I stedet for at blive, tog de til Michigan, og derefter til Toronto. Her blev de fundet d. 6. juni 1992 på et lufthavnsmotel, med flybiletter til London. De havde planer om at tage fra London til Danmark, og måske Australien.

Peter og Ole kom i fængsel, og sad i tre måneder i Toronto. Oles søster betalte hans kaution efter en uge. Hun nægtede at betale for Peter. De blev fløjet fra Toronto til North Carolina, hvor de sad fængslet sammen i næsten et år, mens de ventede på at retssagen skulle i gang.
Peter var rasende over at have fået frataget sin frihed, og drømte om livet på den anden side af muren.
Ole fik to år for at have hjulpet med at begrave Anna, mens Peter blev sigtet for manddrab, som senere blev ændret til uagtsomt manddrab. Ifølge politiet var Anna død af iltmangel, da hun havde fået to brud på nakkehvirvlerne, der havde klemt de nerver, der regulerer åndedrættet.
Retssagen gik i gang i juli 1993, og her fortalte Peter, at hans mor havde forsøgt at klippe hans lange hår af, og derfor skubbede han hende væk. I hans bog skrev han om dette: ”Jeg kunne ligeså godt skabe lidt sensation omkring det. Ville gerne gøre mig vigtig. Så jeg skabte et drama, der ikke var sandt”. Peter tilstod, da han troede at han kun ville få 12 år. Han fik i stedet 20. Hans advokat sagde at de ville vinde appelsagen, og at den eneste grund til at Peter havde fået 20 år, var fordi dommeren stillede op til guvernørvalget og skulle ”vinde point”.
D. 16. april 1995 gik appelsagen i gang, og Peter endte med at få 15 år, og blev flyttet til et andet fængsel i North Carolina. I alt nåede han at sidde i 18 forskellige fængsler i staten.

I fængslet spillede Peter meget musik, særligt med en fyr ved navn Stephen. De kaldte deres band for ”Fat and Nasty”, og senere ”Swine Soup”.  De drømte om at blive rockstjerner, med masser af damer og succes. Da Stephen kom ud efter et år, endte deres drøm og kontakt.

Peter modtog et brev fra Nordisk Film & TV, hvori han blev spurgt om han ville være med i et program om danskere i USA. Det takkede han ja til, og besluttede sig for at det skulle være vanvittigt og chokerende. Udsendelsen ”Drømmen om Amerika” blev vist på TV2 d. 14. december 1994. I udsendelsen fortalte Peter om det gode og det onde, og oplæste et selvskrevet digt om dette, mens han malede sig sort i den ene side af ansigtet.

Efter udsendelsen på tv begyndte en masse danske kvinder at skrive breve til ham, bl.a. den 14-årige Mariann Poulsen fra Færøerne, som senere skulle blive en del af hans liv.

Peter tænkte, at de mange breve fra kvinderne kunne være en god måde at få penge på. Han lod som om at han blev forelsket i kvinderne, og bildte dem ind at han havde brug for penge til mad, advokatbistand, og så videre. Nogle af kvinderne var ifølge ham selv så grimme at han ikke ville lyve overfor dem, og skrev bare med det samme at han manglede penge.
En del af kvinderne meldte med det samme fra, men andre holdt ved, og da Peter kom ud af fængslet, havde han 27.000 kr.

En af kvinderne han bedst kunne lide var Tina. Hun var 31 år, fraskilt og boede i Måløv med sin datter. De havde udvekslet breve i et års tid da de mødte hinanden for første gang, og her friede Peter til hende. De to blev gift i fængslet d. 20. marts 1996. Imens Peter sad fængslet i USA besøgte Tina ham fire gange.

En anden kvinde Peter udvekslede mange breve med, var den enlige mor Gitte på 26 år. Peter fortæller i sin bog: ”Hvis det ikke var blevet Tina, var det blevet Gitte”.

På grund af pladsmangel blev Peter løsladt da han havde afsonet 6 år, 11 måneder, 3 uger og 5 dage. En del af straffen var, at Peter og hans far, Ole, blev udvist af USA, så da Peter blev løsladt, blev han sendt på et fly til Danmark eskorteret af fire amerikanske politibetjente.

Danmark

D. 4. juni 1999 ankom Peter i Københavns Lufthavn, Kastrup. Her modtog Tina og Ole ham, og han flyttede med det samme ind hos Tina og hendes teenagedatter i Måløv. Peter havde planer om at forlade Tina med det samme han kom til Danmark, men ændrede mening.

Peter syntes det var svært at komme ud i friheden i et nyt land, hvor der var nye regler og en ny kvinde, og han begyndte derfor at kede sig meget. Han startede med at træne en del, og tog anabole steroider. Han begyndte også at kigge meget efter andre kvinder.
Peter opsøgte Gitte, der havde afsluttet kontakten med Peter, da hun opdagede at han var blevet gift. Han bildte hende ind at det hele var en misforståelse, og at han ikke var sammen med Tina. Det blev dog ikke til mere end et enkelt besøg.
I sin kedsomhed, optog Peter sin gamle hobby: bordeller og prostituerede. Han begyndte at lave ruter over bordeller han kunne besøge, så han kunne nå flest mulige ad gangen – nogle gange 10 på en dag. På et bordel blev han særligt glad for en asiatisk kvinde, som han begyndte at have sex med uden betaling, men fordi hun ikke ville sige sit job op, droppede han kontakten.

Tina fandt ud af at han besøgte prostituerede, og begyndte at smide ham ud hjemmefra med jævne mellemrum. I efteråret 1999 blev det dog endeligt, selvom Tina i mellemtiden var blevet gravid. Peter flyttede ind på Mændenes Hjem, et herberg på Nørrebro.
To uger efter mødte han den 36-årige Marianne Pedersen. Hun var for et halvt år siden blevet enke, og havde to børn – Brian på 13 og Dennis på 11. Hendes afdøde mand havde opstartet et bordel, hvor Marianne var blevet ansat som bordelmutter, selvom hun var førtidspensionist, og det var her at Peter og Marianne mødte hinanden.

Peter planlagde at han ville overtage bordellet, og flyttede med det samme ind hos Marianne og hendes to sønner. Tina havde i mellemtiden skiftet mening, og ville have at Peter flyttede tilbage. Fordi hun var gravid, løj Peter og sagde at han flyttede hjem igen – hvilket var nemt at lyve om, siden han ikke ejede særlig mange ting. Han bildte hende ind at han arbejdede som sikkerhedsvagt på bordellet, hvor han havde taget styringen fra Marianne. Til Marianne sagde han, at han blev nødt til at overnatte nogle nætter hos Tina, fordi hun var gravid. Peter levede i et halvt år et dobbeltliv, hvor kun hans far kendte til sandheden. Ifølge Peter brød han sig ikke om nogen af kvinderne, men den ene var gravid med hans barn, og den anden var hans vej til succes, og dermed indtjeningen på hans prostitutionsbesøg. Han stiftede bekendtskab med en rumænsk pige på 17 år, ved navn Gabriella. Sammen tilbragte det meget tid, og røg hash og tog coke. I maj 2000 fødte Tina hans søn.

I slutningen af juni 2000, da Peter var 28 år, tog han livet af Marianne, Dennis og Brian.

Ifølge Peters egen udtalelse i sin bog, havde han ikke sovet de seneste dage, og havde røget en del hash og taget en del coke.

Sammen skulle de til en sommerfest på drengenes skole, og her opstod et skænderi mellem Marianne og Peter. Parret skændtes tit og voldsomt, ofte med fysisk tumult.

Da de kom hjem, modtog Marianne et opkald, som hun ifølge Peter svarede upassende på. Hun var for ”sød” i sin stemme til at han troede på at det var en kunde, og han blev derfor jaloux. De kom igen op at skændes, endte i et slagsmål, hvor Peter trak Marianne op i soveværelset og kastede hende ned i sengen, med sig selv ovenpå. I sin bog, fortæller Peter, at det var her hun døde, ved et uheld – ligesom hans mor. Derefter dræbte han drengene, for der skulle ikke være nogen vidner.

Derefter parterede han deres lig i kælderen, hvor han skilte bløde ligdele fra hårde ligdele. De bløde ligdele kom han i affaldssække, og smed i forskellige affaldscontainere rundt omkring. De hårde ligdele kom han i fryseren. Og så tog han hjem til Tina.

D. 19. juni 2000 tog han til Metro i Glostrup, hvor han købte en økse, gummihandsker, plastikposer og rengøringsmidler, og betalte med Mariannes afdøde mands kort. Derefter tog han tilbage til huset og parterede resten af ligdelene, som han kom i plastikposerne, og placerede til storskrald udenfor huset, som så blev kørt til forbrænding. Han kørte muligvis rundt og placerede ligdele i forskellige affaldscontainere, men på trods af flere grundige gennemsøgninger, er ligdelene aldrig blevet fundet.
Peter satte en seddel på familiens hoveddør om at de var taget på ferie, og det samme fortalte han på bordellet, samt at han skulle sætte huset i stand og male, så huset kunne blive solgt.

D. 3. juli 2000 blev Marianne, Brian og Dennis erklæret forsvundet, og dagen efter blev Peter anholdt. Politiet fandt blodspor og organvæv i kælderen på huset, og en del af Mariannes ting hos både Tina og Peters far.
Til politiet forklarede han, at han havde fundet Marianne påvirket, med en kniv og de to drenge døde, og at hun derefter var faldet om og døde af en overdosis. Han havde parteret ligene og smidt dem ud.

Peter blev under sin varetægtsfængsling i Vridsløselille Statsfængsel overfaldet af en gruppe på 6-10 personer, der anvendte blandet andet jernrør fra kondirummet. Han fik brækket sin næse, fik en hjernerystelse, trykkede ribben og en flænge i ansigtet, og endte på hospitalet. Han blev derefter flyttet til isolation i 3 måneder, mens to personer blev straffet for overfaldet. Den ene var den 25-årige Daniel Blikfeld, der blev idømt seks måneders fængsel, og den anden var den 29-årige Hells Angels-rocker Chris Skov Larsen, der blev idømt 4 måneders fængsel.

Retssagen tog ti dage, og d. 15. marts 2001, modtog han sin dom, der lød på fængsel på livstid. Peters far, Ole, blev idømt fire måneders ubetinget fængsel d. 7. juni 2002, på grund af tyveri af Mariannes personlige ejendele, der blev fundet under ransagningen af hans hjem.
I retten benægtede Peter mord, men ville gerne tilstå vold med døden til følge eller uagtsomt manddrab. Hans forklaring var anderledes, end den han fortalte til politiet, samt den han fortalte senere i sin bog. Han fortalte i retten, at han var blevet jaloux på grund af et opkald Marianne modtog, og de kom op at skændes. Hun havde truet med at ringe til Tina og fortælle det hele, hvorefter de kom op at slås i soveværelset. Her brækkede Peter Mariannes hoved bagover, hvor hun døde. Han gik derefter i panik da drengene havde overværet det hele, og brækkede drengenes halse bagover.

I Danmark betyder livsvarigt fængsel eller fængsel på livstid, at den straffede får en tidsubestemt fængselsstraf. Gennemsnitligt afsones 17 år, men allerede efter 12 år kan den straffede søge om prøveløsladelse.

Efter retssagen skiftede Peter navn til Niels Schaftner, og kvinder begyndte igen at skrive til ham, men denne gang handlede det for ham ikke om at få penge af dem – han ville have kærlighed.
Blandt en af kvinderne var 32-årige Marianne fra Jylland, og i seks år var han den eneste kvinde i hans liv. I 2006 stoppede hun deres forhold, da hun ikke kunne klare det længere.

Så kom Mariann Poulsen fra Færøerne ind i hans liv igen. Tilbage i 1994 havde hun som 14-årig skrevet til ham da han sad fængslet i USA, hvor de skrev fortroligt i halvandet år, inden hendes mor fandt brevene og satte en stopper for det. I 2006 flyttede hun til Danmark med sin kæreste og deres datter, og besluttede sig for at hun ville se Peter én gang. Mødet var starten på en hemmelig affære, som stod på i to år. Undervejs begyndte Peter at ringe til Mariann og svine hende til og kalde hende skældsord. Han truede hende med, at hvis hun ikke blev gift med ham, ville han sende brevene, hendes besøgstilladelse og alle beviser på, at hun besøgte ham og at de havde et forhold, til hendes kæreste og familie. D. 28. september 2008 blev Mariann og Peter gift, og udenfor fængslet ventede fotografer og journalister. Det hele kom ud, og alle vendte Mariann ryggen. Ægteskabet varede kun 11 dage.
I dag bor har Mariann fundet sammen med kæresten igen, og sammen med deres datter bor de nu på Færøerne.

Siden juli 2009 har Peter afsonet sin livstidsdom i Anstalten ved Herstedvester. Han har brugt over 200.000 kr. på telefonopkald til sin far og til kvinder.
Han har flere gange forsøgt at få lov til at have kontakt med sin førstefødte søn, men er blevet afvist af både Københavns Statsamt og Civilretsdirektoratet.

Efter to måneder med to-tre ugentlige samtaler med psykiaterne på Justitsministeriets retspsykiatriske undersøgelses-klinik, blev Peter erklæret for ”karakter-afviger”, hvilket vil sige at han lider af dyssocial personlighedsforstyrrelse, tidligere kendt som psykopati.
Den svenske psykiater Sten Levander, konkluderede efter at have set tv-udsendelsen med Peter i fængslet i USA, at han var den klareste psykopat han havde set, og gav ham 39 ud af 40 point på en psykopat-tjekliste.

I maj 2011 blev Peter gift med Betinna Brøns på 26 år, og i september 2014 fik de sammen en søn. De to er stadig gift, og familien ses ofte. Betinnas egen far og bror vil ikke længere kendes ved hende, mens hendes mor blot ikke vil høre eller snakke om Peter.

I starten af 2014 døde Peters far, Ole. Han blev 81 år gammel, og havde taget navneforandring til Ole Bostrøm Skounborg.

I marts 2016 udtalte Peters advokat, Karoline Normann, at der ikke er aktuelle planer om at forsøge at få Peter prøveløsladt.

OPDATERET, 11. oktober 2017: 

Peter Lundin og Betinna Brøns er blevet skilt.
Betinna udtalte til Se og Hør, at hun i flere år forsøgte at få skilsmissen igennem, men da Peter modsatte sig skilsmissen, gik det ikke lige så nemt. Hun forklarer at Peter ikke var nem at være i et forhold med, og at han bl.a. krævede at hun skulle besøge ham hver dag – også de dage hun lå syg med 40 i feber.
Betinna ønsker ikke at deres fælles søn, født i 2014, skal have nogen former for samværd med Peter.

Kilder:

– ”En Morders Bekendelser” af Peter Lundin i samarbejde med Rikke Pedersen (2009).

– BT I
– BT II
– BT III
– BT IV

– Ekstra Bladet

– Ude&Hjemme I
– Ude&Hjemme II

– Wikipedia

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Marcel Lychau Hansen - Amagermanden