Martin Bryant – Port Arthur massakren | Skoleskydere & massemordere

Martin Bryant skød og dræbte 35 personer, og sårede yderligere 23, d. 28. april 1996, ved det der blev kendt som ”Port Arthur Massakren”. Sagen ændrede på den australske våbenlovgivning, og nogle mener endda at hele sagen blev skabt af den australske regering, for netop at ændre på våbenloven.

Martin John Bryant blev født d. 7. maj 1967 i Hobart, Tasmanien, Australien, som det første barn af parret Maurice og Carleen Bryant. Som baby var Martin ikke interesseret i at putte eller modtage kys, og hans mor, Carleen, syntes at det var svært at få en tæt relation til ham.
Allerede da Martin var 16 måneder gammel var der godt gang i ham, og det var starten på hans tendens til at løbe hjemmefra. Maurice og Carleen fandt ham mange mærkelige steder, og endte til sidst med at binde ham fast til verandaen med en snor. Hans tale og motoriske færdigheder udviklede sig langsomt i forhold til andre børn på hans alder, og da han var 3 år gammel stod det klart for Maurice og Carleen, at Martin ikke var som andre børn. Han blev alligevel skrevet ind på en ganske almindelig folkeskole, men han formåede aldrig at opbygge sunde, sociale relationer til de andre børn, og blev drillet og mobbet med at han var anderledes. Til sidst blev han meldt ind i en specialklasse, da det viste sig at hans IQ kun var på 66.
Som 12-årig kom Martin i de lokale nyheder, efter at være kommet til skade fordi han havde leget med fyrværkeri. Han blev spurgt om han havde lært noget af det, og til det svarede han ja, men at han stadig ville lege med fyrværkeri.

Da Martin fyldte 14 år fik han et luftgevær i fødselsdagsgave af hans far. Det var begyndelsen på Martins kærlighed til skydevåben, og efterfølgende begyndte han at gemme sig, mens han i skjul skød efter passerende trafik, eller ud i bugten om natten. På et tidspunkt skød han en papegøje ned fra et træ, og gik derefter hen til papegøjen og skød den flere gange i hovedet.
Dagen før hans 16-års fødselsdag i 1983 forlod han skolen, og kom ikke tilbage igen. I februar året efter afgjorde psykiateren Dr. Eric Cunningham Dax, at Martin skulle have invalidepension, og skrev i sine notater: ”Kan ikke læse eller skrive. Laver en smule havearbejde og ser TV… Kun hans forældres indsats forhindrer yderligere forringelse. Kan være skizofren, og forældre står overfor en dyster fremtid med ham.”

Martin fik småjobs rundt omkring, hvor han ordnede havearbejde for folk. Og sådan mødte han i 1987 den 54-årige Helen Mary Elizabeth Harvey, hvis bedstefar havde sikret hende en stor arv hun kunne leve af. Helen blev beskrevet som en excentrisk, men harmløs, kraftig kvinde, der boede sammen med sin mor. Martin så deres forsømte have, og bankede på for at høre, om han kunne få arbejde hos dem. Helen sørgede den efterfølgende tid for at Martin havde noget at arbejde med; blandt andet at fodre hendes omkring 40 katte i garagen, eller hendes 14 hunde i huset. Helen og Martin udviklede et venskab, men dette venskab betød at Helens mor blev mere eller mindre efterladt til sig selv, på trods af, at hun havde brug for hjælp.
I juli 1990 ankom ambulancefolk til Helen og hendes mors hjem, og kunne hurtigt konstatere at både Helen og hendes mor havde brug for at blive indlagt på hospitalet, da både Helen og hendes mor havde betændte sår på benene, og Helens mor havde brækket hoften. Ambulancefolkene var chokereret over at se huset stand. Der var dyr og beskidt service over alt, og huset så ikke ud til at være blevet gjort rent i årtier.
Helen og hendes mor var indlagt i flere uger, og efterfølgende blev Helens mor sendt på plejehjem, hvor hun døde kort efter. Mens Helen var indlagt blev størstedelen af dyrene fjernet fra hjemmet, og hele huset gennemgik en massiv rengøring og oprydning, der stod på i tre måneder. Da Helen blev udskrevet, flyttede Martin ind hos hende, og sammen tilbragte de hver dag på at bruge Helens penge – ofte på biler. Efter Martin flyttede ind hos Helen, mærkede folk omkring ham en ændring i hans humør, og oplevede at han blev mere utilregnelig og ”mørk i sindet”.

Da det skulle revurderes, om Martin stadig skulle modtage invalidepension, blev der noteret i hans fil: ”Far beskytter ham fra enhver anledning, der måske vil ophidse ham, da han gentagende truer med vold… Martin fortæller mig at han gerne vil gå rundt og skyde folk. Det ville være usikkert at lade Martin slippe af hans forældres kontrol.”
I november 1991 skrev Martins far i sit testamente, at i tilfælde af hans død, skulle familiens hus overdrages til Martins mor, og hvis hun var død, skulle det deles mellem Martin og hans lillesøster. Fordi Martin ville have brug for ekstra ressourcer, efterlod hans far ham udbyttet fra en pensionsfond, der var mere end $250.000 værd. Tre uger efter lavede Helen også et testamente, hvori hun efterlod sin formue til ”min ven Martin Bryant for hans absolut eget brug og fordel”. Dette stod gentaget fire gange i testamentet, og hendes formue indeholdte hendes ”verdslige goder”, husdyr, hendes palæ, hendes gård og indkomst fra arven fra hendes bedstefar. Dette betød, at i tilfælde af Helens død, stod Martin til at blive multimillionær.

På et tidspunkt flyttede Martin og Helen ind i et nedslidt hus, beliggende i en landsby mellem Hobart og Port Arthur, og her kunne de have alle de dyr, de ønskede. Naboerne var ikke særligt begejstret for de nye tilflyttere, og fandt Martin uforudsigelig med et hidsigt temperament. Han brugte meget tid på at skyde med sit luftgevær, særligt mod turister der købte æbler ved en bod ved vejen. Om natten rendte han rundt udenfor og affyrede skud, så hundene i nabolaget gøede. Om dagen kørte Martin og Helen rundt med bilen fyldt med hunde, katte og nogle gange miniatureheste på bagsædet, og brugte penge på at shoppe og spise på restauranter og caféer. Nogle gange når de var ude at køre, kunne Martin finde på pludselig at tage fat i rattet, hvilket gjorde at Helen ikke turde køre mere end 60 km/t, og kørte kun på små veje.

D. 20. oktober 1992 kørte Martin og Helen galt. Martin udtalte at ulykken skete, fordi tre hunde på bagsædet sloges, men mange troede ikke på hans forklaring. Helen døde i uheldet, sammen med to af de tre hunde – den tredje hund løb væk, men kom hjem efter nogle dage. Martin kom slemt til skade med nakken, og brækkede to ryghvirvler.
Martin sendte en dødsannonce i avisen The Mercury et par dage efter uheldet, hvori han citerede et vers fra et digt af Hilaire Belloc:

”From quiet homes and first beginning, out to the undiscovered ends, there’s nothing worth the wear of winning, but laughter and the love of friends”.

Efter uheldet flyttede Martin hjem til sine forældre for at komme sig. Han havde svært ved at håndtere tabet af sin bedste og eneste ven, og på trods af stor opmærksomhed fra sin far, forsøgte Martin at finde en person, der kunne overtage Helens plads i hans liv. Han forsøgte at komme i kontakt med børnene i nabolaget, men de ville ikke have noget med ham at gøre – præcis som da han selv var barn. Martin ønskede at folk kunne lide ham, og han forstod ikke hvorfor de ikke kunne.
På grund af Helens testamente, stod Martin nu til at være multimillionær, og for at han ikke skulle bruge hele formuen på én gang, sørgede hans far for, at han fik hjælp til at styre arven.

D. 13. august 1993 tog Martins far til gården i Copping, som Martin havde arvet fra Helen, for at være lidt alene. Han ringede til Martins mor og lillesøster for at fortælle dem, at han elskede dem. Dagen efter ankom en mand til gården, for at spørge ind til en annonce om en hestetrailer der var til salg. På hoveddøren var en seddel, hvorpå der stod ”Ring til politiet”.
Politiet gennemgik huset og grunden, og to dage efter fandt de Martins fars lig. Liget lå i en dam bag huset, holdt nede af et dykkerbælte, som Martin ejede. Martins far havde taget 18 stk. Serepax af 30 mg (som bruges til bl.a. angst), og derefter druknet sig selv i dammen.
Martin havde nu mistet to af de mest betydningsfulde personer i hans liv, og måden han håndterede det på, var ved at iklæde sig i skøre outfits og grine.

I december 1993 besluttede Martin sig for, at han skulle opleve noget nyt, så han købte en flybillet til Melbourne og derefter Singapore. Der gik ikke mere end tre dage før han var hjemme igen. I april 1994 solgte Martin gården i Copping, og tog derefter ud at rejse igen. Denne gang tog han til Melbourne, og videre til Bangkok. Derfra rejste han til London, Sverige og Los Angeles, inden han kom hjem igen d. 7. maj. Hen over de næste to års tid rejste han seks gange til Europa og USA, og tre gange til Sydøstasien samt New Zealand og Japan. Dét Martin elskede allermest ved at rejse var flyturene, for her kunne han snakke med folk, uden at de havde mulighed for at flygte fra ham.
I 1994 fik Martin sin første kæreste, den 16-årige ”Mary”. Martin var på dette tidspunkt 27 år, men ifølge ”Mary” var han besat af bamser, dukker og voldelige videoer, og havde på et tidspunkt videoer med dyresex med hjem fra Skandinavien. Forholdet varede 8 måneder, og undervejs afslog ”Mary” et frieri. Der gik dog ikke længe efter forholdets ende, før Martin fandt sammen med Petra Wilmott, som også var betydeligt yngre end ham selv.

Da Martin kom hjem fra sin sidste rejse, mærkede hans mor store forandringer i hans humør og opførsel – og ikke til den gode side. Martin havde i 1993 købt en AR-10 halvautomatisk riffel via en annonce i en avis, og i 1996 blev denne sendt til reparation. Omkring samme tid henvendte Martin sig i flere butikker, med ønske om at købe en AR-15 halvautomatisk riffel. Dengang var registrering af skydevåben, udover håndvåben, ikke påkrævet i Tasmanien.
Martins far havde år forinden forsøgt at købe en bed and breakfast ved navn Seascape, men inden købet gik igennem, slog en anden køber til. De nye ejere var parret Noelene og David Martin. Efter Martins fars død, forsøgte Martin at købe en anden af Noelene og Davids ejendomme, men parret afslog. Martin mente at Martin-parret med vilje havde købt Seascape for at såre hans familie, og at det var dét der førte til hans fars selvmord.

Port Arthur massakren

Søndag d. 28. april 1996 stod Martin op kl. 6⁰⁰ om morgenen, hvilket ifølge hans mor og daværende kæreste Petra, var meget usædvanligt. Petra havde overnattet hos Martin, og omkring kl. 8⁰⁰ tog hun hjem til sine forældre. Ifølge alarmsystemet i hjemmet, tog Martin af sted fra hjemmet kl. 9⁴⁷. Han satte sig ind i sin gule Volvo, selvom han ikke havde kørekort, og kørte af sted, med bilen fyldt med to sæt håndjern, reb, jagtkniv, flere benzinbeholdere og en sportstaske med ammunition og tre halvautomatiske skydevåben, samt et surfbræt på taget.
Omkring kl. 10³⁰ stoppede han for at købe en lighter. Ti minutter efter stoppede han ved et supermarked, hvor han gik ind i butikken med sin sportstaske åben, fyldt med våbnene, og købte tomatsuppe. Omkring ti kilometer længere væk stoppede han ved en tankstation, hvor han købte kaffe og højlydt sagde at han skulle surfe på stranden i Roaring. Mens han tankede sin bil op, fortalte han igen om sine planer om at surfe.

Omkring kl. 11⁴⁵ ankom Martin ved Seascape, som hans far nogle år forinden havde forsøgt at købe. Hvad der præcist skete vides ikke, men man ved at han gik ind i receptionen og affyrede skud. David Martin blev stukket ihjel og Noelene Martin udsat for dødelig stump vold. Martin-parret blev dermed Martins første ofre.
Udenfor bed and breakfasten mødte Martin et par der ønskede at tjekke ind, men Martin fortalte dem, at det kunne de ikke, for hans forældre var ikke til stede, og hans kæreste var indenfor. Parret beskrev senere Martin som uhøflig og gav dem en følelse af ubehag, så de forlod stedet igen omkring kl. 12³⁵.
Martin låste dørene ved Seascape og kørte mod Port Arthur. På vejen så han en bil der holdte ind ved siden af vejen, og han stoppede op for at snakke med de to personer i bilen, hvor han foreslog dem at komme til Port Arthur senere for at drikke kaffe på en café.

Martin kørte forbi Port Arthur Historic Site og mod en ejendom ved Palmer’s Lookout Road, ejet af Martin-parret. På vejen stødte han på Roger Larner, der var på vej ud af sin indkørsel. De to havde mødt hinanden mange år forinden, men Roger genkendte ikke Martin til at starte med. Martin fortalte Roger, at han havde købt en ejendom ved navn Fogg Lodge, og at han lige havde været ude at surfe. Han spurgte ind til køb af kvæg af Roger, og kom med flere kommentarer om, at han ville købe Martin-parrets ejendom. Martin spurgte Roger, om hans kone Marian var hjemme, og om han måtte køre ned af indkørslen for at besøge hende. Roger sagde at det var okay, men at han ville tage med ham – og i det samme skiftede Martin mening, og sagde at han i stedet ville komme tilbage i løbet af eftermiddagen.

Omkring kl. 13¹⁰ ankom Martin til Port Arthur Historic Site, og holdte i kø for at købe billet i indgangen. Da han nærmede sig indgangen forlod han køen, for at køre om bagerst i køen. Da han til sidst ankom til indgangen, sagde han at nogen havde bakket ind i ham. Han betalte for at komme ind, og parkerede sin bil ved Broad Arrow Café. En sikkerhedsvagt kom hen til Martin og fortalte ham, at han ikke kunne parkere der, så Martin kørte bilen et andet sted hen. Han sad derefter i bilen i nogle minutter, og parkerede derefter ved siden af caféen igen. Sikkerhedsvagten så ham gå hen til caféen, bærende på sin sportstaske og et videokamera, men valgte at ignorere det. Martin gik ind i den fyldte café og bestilte noget mad, som han spiste udenfor. Han forsøgte flere gange at starte samtaler med andre gæster; han snakkede blandt andet om manglen af hvepse i området, og at der ikke var så mange japanske turister som normalt. Mest af alt, virkede det dog til at han bare sad og mumlede for sig selv, og han virkede nervøs og kiggede hele tiden på sin bil og ind i caféen.

Da han var færdig med at spise, gik han ind i caféen for at aflevere sin bakke. Han satte sin sportstaske på et tomt bord ved indgangen, trak sin halvautomatiske riffel op af tasken, og begyndte at skyde. Nogle af de første skud dræbte 48-årige Moh Yee Willing Ng og 32-årige Sou Leng Chung, der var på besøg fra Malaysia. Derefter skød Martin Mick Sergent, der heldigvis overlevede. Martin skød og dræbte Micks kæreste, 21-årige Kate Elizabeth Scott, med et skud i baghovedet. Han vendte sig mod Joanne Winter og hendes 15 måneder gamle søn Mitchell, og straks kastede Joannes mand, Jason, en bakke efter Martin. Joannes far skubbede hende og hendes søn ned på gulvet og ind under et bord. 44-årige Anthony Nightingale rejste sig forvirret op, og da Martin rettede sit våben mod ham, råbte han: ”Nej, ikke her!”, inden han blev dræbt. Martin skød og dræbte derefter 68-årige Kevin Vincent Sharp. Det næste skud dræbte 66-årige Walter John Bennett. Skuddet gik gennem ham, og dræbte derefter 67-årige Raymond John Sharp. Martin vendte sig mod 49-årige Andrew Bruce Mills, 51-årige Tony Vadivelu Kistan og Tonys kone, Sarah. Tony skubbede Sarah væk, inden han blev dræbt af et skud. Andrew blev dræbt af et skud i hovedet. Mange flere personer blev såret af skudfragmenter, men først nu var alvoren ved at gå op for gæsterne i caféen og i gavebutikken, der hang sammen med caféen.
Martin skød Graham Colyer, der blev hårdt såret, og nær var druknet i sit eget blod. 15-årige Sarah Kate Loughton løb hen mod sin mor, Carolyn, som straks kastede sig over sin datter. Carolyn blev såret af skud, men overlevede. Desværre var Sarah ikke ligeså heldig; hun døde af et skud i hovedet, på trods af hendes mors forsøg på redde hendes liv, ved at kaste sig over hende. Lige efter skød og dræbte Martin 55-årige Mervyn John Howard og hans kone, 57-årige Mary Elizabeth Howard.

Alt dette var sket på kun 15 til 30 sekunder, og Martin rykkede sig nu fra indgangen, hen mod gavebutikken i den anden ende. Mens Martin gik, skyndte folk at gemme sig under borde og bag diske. Han skød og dræbte 17-årige Nicole Louise Burgess og 26-årige Elizabeth Jayne Howard, der begge arbejdede i gavebutikken. Derefter dræbte han 53-årige Leslie Dennis Lever med et skud i hovedet. 49-årige Pauline Virjeana Masters, 71-årige Ronald Noel Jary, 32-årige Peter Brenton Nash og hans kone Carolyn, forsøgte at flygte ved at løbe ud af en dør, men kom ikke langt, da døren var låst. Peter lagde sig i stedet ovenpå sin kone for at beskytte hende. Der var ikke meget at gemme sig bag i gavebutikken, så en del personer sad sammenklemt i et hjørne. Da 67-årige Gwenda Joan Neander forsøgte at flygte, blev hun dræbt af et skud i hovedet.

Martin bevægede sig tilbage mod indgangen i caféen, og skød undervejs efter Peter Croswell, der forsøgte at gemme sig under et bord. Jason, der før havde kastet en bakke efter Martin, opholdt sig i gavebutikken, og troede ved en fejltagelse at Martin havde forladt bygningen. Han rejste sig derfor op, og blev med det samme dræbt af et skud. Martin genladte sin riffel og gik tilbage i gavebutikken. Her fik han øje på Ronald, Pauline og Peter, der før havde forsøgt at flygte. Han skød og dræbte alle tre. Heldigvis havde han ikke set Carolyn, der lå gemt under Peter. Martin sigtede derefter på en uidentificeret mand, men hans riffel var løbet tør for ammunition igen. Han genladte sin riffel og forlod derefter bygningen. Der var kun gået 90 til 120 sekunder fra han affyrede første skud, til han forlod bygningen.
Martin havde nu dræbt i alt 22 personer, inklusiv Martin-parret, og såret yderligere 12. Men han var ikke færdig endnu…

Da skyderiet fandt sted i caféen og gavebutikken, var nogle ansatte flygtet ud af en dør i køkkenet, og havde skyndt sig ud for at advare folk udenfor. Mange gemte sig i buske og andre nærliggende bygninger, men nogle troede at det hele var en del af et event, og rykkede derfor tættere på caféen.
Martin var nu udenfor, og mens en ansat forsøgte at hjælpe folk med at komme væk, skød Martin efter ham. Han ramte heldigvis ikke den ansatte, men først der begyndte alvoren at gå op for folkene udenfor. Martin gik hen mod nogle parkerede turistbusser, hvor den 59-årige chauffør Royce William Thompson forsøgte at gemme sig. Han blev ramt af et skud, og kravlede ind under en bus for at gemme sig – og her døde han senere af sine kvæstelser. Samtidig forsøgte andre at gemme sig mellem busserne, og rykkede sig alt efter hvor Martin gik hen. To personer kom til skade, men var i stand til at flygte og overleve. Han gik derefter hen bag en anden bus, hvor han skød efter en gruppe mennesker. 58-årige Winifred Joyce Aplin blev dræbt af et skud i siden.
Et par forsøgte at flygte væk, men Martin skød efter dem, og ramte 50-årige Janette Kathleen Quin. Efter at have affyret flere skud gik Martin hen til sin bil for at skifte riffel. Han skød efter en kvinde, og satte sig derefter ind i sin bil, hvor han blev siddende i nogle få minutter. Da han steg ud af bilen igen, gik han hen mod turistbusserne igen, og skød efter nogle personer der gemte sig bag biler. Martin fik øje på den sårede Janette, og gik hen til hende. Han skød hende igen, og skød derefter ind i en bus, og dræbte 48-årige Elva Rhonda Gaylard. Han skød derefter ind i en anden bus, og sårede Gordon Francis alvorligt.
Janette var stadig i live da hendes mand, Neville, kom tilbage efter hende. Martin fik øje på Neville, og begyndte at jage ham rundt om turistbusserne, mens han mindst to gange skød efter ham, inden Neville flygtede ind i en af busserne. Martin gik ind i bussen Neville gemte sig i, og inden han skød ham, sagde Martin: ”Ingen flygter væk fra mig”. Neville blev ramt i nakken, men han overlevede, og da Martin var gået ud af bussen, lykkedes det ham at komme hen til hans kone. Janette døde senere i Nevilles arme.

Martin havde nu dræbt 26 personer og såret 18. Han gik tilbage til sin bil, og kørte væk fra parkeringspladsen. Vidner har senere udtalt, at han på vejen væk dyttede med hornet og vinkede til folk. Han passere flere flygtende personer, men først da han fik øje på en mor med hendes to børn, sænkede han farten. 36-årige Nanette Patricia Mikac løb med sin 3-årige datter, Madeline, i armene, og foran hende løb hendes 6-årige datter, Alannah. Martin åbnede døren i bilen, og Nanette gik hen mod ham – muligvis i troen om, at det var en person der ville hjælpe dem. Vidner der så dette råbte ”det er ham!” til hende.
Martin steg ud af bilen og gik hen til Nanette. Han lagde sin hånd på hendes skulder, og sagde hun skulle gå i knæ. Mens hun gik i knæ, gentog hun: ”vær sød ikke at gøre mine babyer fortræd”. Martin dræbte Nanette med et skud i tindingen. Derefter dræbte han Madeline med to skud. Alannah løb hen bag et træ, i et forsøg på at gemme sig, men Martin så hende. Han gik hen til hende, og dræbte hende.
Martin skød derefter mod nogle buske, hvor andre forsøgte at gemme sig. Flere forsøgte at flygte, og råbte til folk der kørte ind af indgangen, at de skulle vende om.

Martin satte sig ind i sin bil igen, og kørte mod indgangen til Port Arthur Historic Site. Her holdt flere biler, og Martin parkerede sin bil, så den blokerede for en BMW, hvor 60-årige Mary Rose Nixon, 72-årige Russell James Pollard, 50-årige Helene Maria Salzmann og 58-årige Robert Graham Salzmann sad indeni. Robert kom op at skændes med Martin, og blev dræbt af et skud. Russell steg ud af bilen og gik hen mod Martin – han blev skudt og dræbt. Martin hev derefter Mary og Helene ud af bilen, dræbte dem, og slæbte dem ud på vejen.
Han lagde derefter ammunition, håndjern, en riffel og benzinbeholder ind i BMW’en. En anden bil kom kørende forbi, som Martin skød efter. Inde i bilen sad Graham Sutherland, og han skyndte sig derefter at køre til en tankstation tæt på, for at advare folk.
Martin satte sig ind i BMW’en, kørte væk, og efterlod dermed sin gule Volvo samt et haglgevær og 100 runder af ammunition. Martin fulgte efter Graham Sutherland, men på vejen kørte han lige ind foran en hvid Toyota, hvor kæresteparret 28-årige Zoe Anne Hall og 35-årige Glen Ray Pears sad indeni. Martin steg ud af sin bil midt på vejen med sin riffel i hånden, og gik hen til kæresteparret. Han forsøgte at hive Zoe ud af bilen, men Glen stoppede ham. Martin sigtede på Glen med sin riffel, og skubbede ham baglæns og ned i bagagerummet på BMW’en. Martin gik derefter tilbage til Zoe, som forsøgte at komme ud af bilen ved at kravle over i den anden side, men hun nåede ikke langt, før Martin dræbte hende med et skud.
Mange vidner ved tankstationen havde set dette, og forsøgte at gemme sig i nærliggende buske. Tankstationens opsynsmand sagde til alle indenfor, at de skulle ligge sig ned, inden han låste døren. Han tog en riffel med, men inden han nåede at lade den, var Martin igen kørt væk – i BMW’en, med Glen i bagagerummet.

Martin satte kurs mod Seascape, men stoppede op ved vejen ned mod bed and breakfasten. Han steg ud af bilen, og da en anden bil kom kørende, skød han efter den. Han ramte føreren af bilen, Linda White, i armen, og ramte også gaskablet i bilen. Lindas kæreste skiftede plads med Linda, men han kunne ikke styre bilen på grund af det ødelagte gaskabel. En anden bil passerede også Martin, men det var først da de kom tæt på ham, at de opdagede at han var bevæbnet. Martin skød efter bilen og ødelagde forruden, og passageren Douglas Horner blev såret af glasskår. De skyndte sig at køre væk, og da de nåede lidt længere ned af vejen, så de Linda og hendes kæreste, som de samlede op. De kørte videre, og kontaktede derefter politiet.
Endnu en bil kom kørende, som Martin skød efter, og her ramte han Susan Williams, der var passager i bilen, i hånden. En bil var på vej ned af vejen, men personerne i bilen så dette og begyndte hurtigt at bakke væk.
Martin satte sig derefter ind i bilen igen, og kørte til Seascape, hvor Martin-parrets lig stadig lå. Han ankom til bed and breakfasten omkring kl. 14⁰⁰, og her tog han Glen ud af bagagerummet og låste ham fast med håndjern til et trappegelænder inde i bygningen.

To politibetjente havde allerede fået besked om Martin over radioen kl. 13³². Først kørte de til Port Arthur i hver deres bil, med besked om at holde øje med en gul Volvo. På vejen fik de at vide, at den gule Volvo holdt i Port Arthur, og at de i stedet skulle holde øje med en BMW.
På vejen til Port Arthur kørte den ene politibetjent forbi Seascape, og så Linda Whites efterladte bil. Han gav besked til den anden politibetjent, og de kørte derefter begge til Seascape. Her ankom de omkring kl. 14⁰⁰, og så BMW’en i brand. Med det samme begyndte Martin at skyde efter dem, så de måtte gemme sig i en grøft i vejsiden. Hver gang de forsøgte at komme op, skød Martin efter dem, og de endte med at ligge der i flere timer.
Omkring kl. 14¹⁰ modtog Seascape et opkald, som Martin besvarede. Opkaldet var fra en kvinde fra radio- og tv-netværket ABC, som havde ringet til lokale forretninger for at få nogle informationer om skyderiet i Port Arthur. Martin sagde til kvinden, at hans navn var Jamie, og da hun spurgte hvad der skete, svarede han: ”masser af sjov”, og sagde at hvis hun ringede igen, ville han skyde Glen.
Omkring kl. 15⁰⁰, efter at Martin havde tvunget en gruppe politibetjente til at søge ly i grøften med de to andre politibetjente, ringede han til den lokale politistation, hvor konen til en af politibetjentene tog imod opkald. Martin sagde igen at hans navn var Jamie, og spurgte hende om, hvem hun var, og om hun vidste hvor hendes mand var. Han spurgte hende om hun vidste om hendes mand var okay, og da hun ikke svarede ham, sagde han til hende, at han var okay, og at han vidste hvor hendes mand var. Derefter gik der mange timer, hvor der umiddelbart ikke skete så meget, udover at Martin skød efter politibetjentene, når de forsøgte at komme op af grøften.

Omkring kl. 21⁰⁰ ankom en specialgruppe, som skulle hjælpe politibetjentene med at komme op af grøften, og få Martin og hans eventuelle ofre ud af bygningen. Timerne gik, og undervejs snakkede politiet i telefon med Martin, som stadig kaldte sig for Jamie. Han bad om en helikopter, og sagde at han ville flyves til et fly, og derefter tage til Adelaide i South Australia. Han sagde, at hvis de gav ham helikopteren, ville han give dem Glen, og kun beholde Noelene – som jo allerede var død, men det anede politiet ikke. Martin observerede specialgruppen intenst, og fik dem flere gange til at rykke tilbage. På grund af mørket mistænkte de, at Martin brugte en form for hjælpemiddel til at se i mørket, men den efterfølgende efterforskning fandt intet.
På et tidspunkt så specialgruppen en mand på taget til en tilstødende bygning, som menes at have været Martin. Den trådløse telefon Martin brugte til at have kontakt til politiet, begyndte at løbe tør for strøm i løbet af natten, og på trods af forsøg på at overtale ham til at sætte den til en lader, gik den til sidst ud, og de kunne ikke længere kommunikere med ham.

Den følgende morgen, mandag d. 29. april, opstod der ildebrand i et af gæstehusene – formegentlig påsat af Martin. Martin hånede politiet med at de skulle komme og fange ham, men fordi de var overbeviste om, at gidslerne allerede var døde, besluttede de sig for at ilden nok til sidst ville få Martin til at komme ud af bygningerne. En stor del ammunition blev antændt af ilden og eksploderede sporadisk inde i huset.
Det endte med at Martin løb ud af den brændende bed and breakfast, iført brændende tøj. Han havde fået brandsår på ryggen og ballerne, og blev straks efter anholdelsen bragt til hospitalet for at modtage behandling.

Det viste sig, at Glen var blevet skudt og dræbt før ilden blev påsat, og det blev fastslået at ligene af Martin-parret var døde omkring middagstid dagen før.
Et våben blev fundet brændt i huset, og det andet våben på taget, det sted hvor de mente at have set Martin aftenen inden.

Retssag og fængsling

Martin blev tilbageholdt på Royal Hobart Hospital, stærkt bevogtet af politivagter. En af vagterne har efterfølgende udtalt, at der var flere personer der tog til hospitalet, med ønsket om at udføre hævn mod Martin.

Under afhøringen opførte Martin sig yderst mærkeligt, og grinte og smilte meget af tiden. Han hævdede først, at han var uskyldig, og ikke anede hvad der var sket d. 28. og 29. april. Han var meget interesseret i at høre, hvor mange personer der i alt døde og kom til skade, og spurgte ind til det mange gange. Da han fik et endeligt tal, begyndte han at smile og grine.
Politiet og advokater brugte flere måneder på at få overtalt Martin til at erklære sig skyldig. De viste blandt andet billeder af gerningsstederne og ofrene, samt en artikel i et blad. Dette hjalp ikke, men gjorde bare Martin mere opstemt over antallet af ofre og opmærksomheden.
Martin holdt fast i at være uskyldig indtil d. 24. oktober 1996, hvor han i en erklæring, skrevet til hans advokat på et A3 ark, erklærede sig skyldig i alle 72 anklager. Ifølge Martin selv, havde han planlagt massakren i flere måneder, og udtalte at det ikke ville være sket, hvis ikke det havde været så nemt at købe våben.
Under et af de mange interviews med advokater og efterforskere på sagen, udtalte Martin at han ikke burde sidde inde. Da efterforskeren spurgte ham hvorfor, svarede han: ”Fordi det er ikke fair for mig, er det? Jeg mener, jeg ved jeg har gjort det forkerte, men de kan sikkert træne mig, lad os sige, i nogle måneder – et år – for det jeg har gjort. Vi kan finde ud af det”.

Men Martin kom ikke ud. D. 22. november 1996 blev han idømt 35 livstidsdomme for mordene, samt 1035 års fængsel for 20 drabsforsøg, 3 tilfælde af alvorlig kropslig skade, 8 tilfælde af kropslig skade, 4 tilfælde af grov vold, 1 tilfælde af brandstiftelse. Martin vil aldrig få mulighed for prøveløsladelse, og skal tilbringe resten af sit liv som indsat.

Da Martin blev fængslet fik han erklæret Aspergers Syndrom, dyssocial personlighedsforstyrrelse (tidligere kendt som psykopati), og Borderline personlighedsforstyrrelse.
De første 8 måneder af sin straf, afsonede han i en celle bygget for at forhindre selvmordsforsøg, i næsten fuldstændig isolation. Han forblev i beskyttelse for egen sikkerhed, indtil han d. 13. november 2006 blev flyttet til Wilfred Lopes Center, som er en maksimumsikkerheds psykiatrisk afdeling med 35 sengepladser til indsatte med alvorlig psykisk syge.
D. 25. marts 2007 forsøgte Martin at begå selvmord ved at skære sig i håndledet. To dage senere forsøgte han atter at begå selvmord ved at skære sig i halsen, og han blev derefter kortvarigt indlagt på hospitalet.
I 2015 var Martin indsat i medium- til maksimumsikkerhedsfængslet Risdon Prison, tæt på Hobart. Under sin fængsling har Martin taget meget på i vægt, og har på et tidspunkt vejet 160 kg.
De eneste besøg Martin får, er fra hans mor og en nær ven af familien.

Reaktioner

Efter massakren blev der lavet om på våbenloven i Australien, hvilket skabte stor debat, samt protest fra Australiens våbenlobby. Førhen havde Australien en liberal våbenlovgivning, ligesom USA er kendt for, men allerede efter 12 dage efter massakren, ændrede den daværende premiereminister John Howard på våbenlovgivningen. Regeringen afvæbnede almindelige australiere, og betalte dem for at aflevere deres våben, således købte staten våbnene. Derudover blev det forbudt at købe automatvåben og halvautomatiske våben, og loven blev strammet.

Nogle uger efter massakren åbnede Port Arthur Historic Site igen. Siden er der blevet bygget en restaurant, caféens struktur er blevet til et ”sted for stille eftertanke”, og i april 2000 blev der åbnet en mindehave med et mindesmærke.

Dr. Phil West fra Melbourne blev dybt berørt over Nanette og hendes to små døtres forfærdelige død. Sammen med faderen til døtrene og Nanettes mand, samt en gruppe frivillige, herunder blandt andre Gaye og John Fidler, der overlevede massakren, skabte Dr. Phil West The Alannah & Madeline Foundation. Fondens mission er blandt andet at hjælpe voldsramte børn, og beskytte børn fra vold.

I december 2015 udtalte Martins søster sig for første gang til medierne. De første mange år efter massakren, brugte hun på at forsøge at ”flygte”; hun skiftede navn, flyttede væk og skiftede job flere gange. Hun har ikke haft kontakt med Martin efter massakren.

Martins mor, Carleen Bryant, udgav i 2010 bogen ”My Story”, hvori hun blandt andet skrev, at hun fortrød at hun opfordrede sin søn til at erklære sig skyldig, fordi hun nu var i tvivl om, om han overhovedet var i stand til at planlægge og udføre en massakre på grund af hans psykiske tilstand. Efter bogens udgivelse deltog Carleen i et interview i 60 Minutes, hvor hun igen satte spørgsmålstegn ved sin søns skyld, og udtalte at der ikke var nogle egentlige beviser på, at gerningsmanden var Martin.
I 2016 udtalte Michael Ludeke, som hjalp Carleen med at skrive bogen, at hun nu tror på, at han er skyldig.

Men Martins mor er ikke den eneste der har tvivlet på Martins skyld i massakren.
Joe Vialls udgav i 1999 bogen ”Deadly Deception at Port Arthur”, hvori han skriver at hele sagen blev sat op af den australske stat, for at få indført en ny våbenlovgivning. I 1998 blev der skabt et website, der indeholdte alle Joe Vialls konspirationsteorier. Joe Vialls døde i 2005, men hans konspirationsteorier lever videre.

I september 2008 udgav Dale R.R. McGregor bogen ”The Story Behind a Massacre: The Port Arthur Killings”. Dale voksede op i Tasmanien, og begyndte tidligt at tvivle på de informationer der blev offentliggjort om sagen, og startede derfor sin egen efterforskning. Han har baseret sin bog på videooptagelser, referater, fotografier og vidne-udtalelser, og konkluderer i sin bog at han ikke tror på, at Martin er gerningsmanden bag massakren. Også Dr. Keith Allan Noble tvivler på Martins skyld, og i februar 2015 udkom hans bog ”Mass Murder: Martin Bryant Case Re-Examined”, hvori han genbehandler sagen, som han ikke mener blev behandlet retfærdigt.
I 2015 blev der startet en underskriftsindsamling for at Martins sag skulle genoptages, så det kunne bevises at han er uskyldig. Der blev samlet 3179 underskrifter inden den blev lukket, men der blev aldrig startet en ny retssag, og chancerne for at det kommer til at ske, er meget små.

I 2016 kom det frem at filmskaber Paul Moder planlagde at lave en film om sagen. Han udtrykte i et interview, at hans mening om sagen var, at Martin ikke fik en fair retssag og omtalte Martin som ”den påståede gerningsmand”. Filmen, som hedder ”WASP – The Port Arthur Massacre” startede optagelserne i starten af 2018.

Medier

Den australske komponist Peter Sculthorpe komponerede efter massakren ”Port Arthur, In memoriam: for chamber orchestra”, som blev opført første gang d. 24. juni 1996 i Government House, Hobart af Tasmanian Symphony Orchestra, dirigeret af David Porcelijn.

I 2007 udgav Tom Holloway skuespillet ”Beyond the Neck”, der omhandler fire fremmede personer, der alle er forbundet af det samme minde, nemlig Port Arthur massakren. Skuespillet er baseret på interviews, og finder sted ti år efter massakren.

I marts 2012 vandt kunstneren Rodney Pople en Glover Prize for sit landskabsmaleri ”Port Arthur”, der viser Port Arthur Historic Site, med en bevæbnet Martin i forgrunden.

Casefile True Crime Podcast udgav i februar 2017 deres 45. afsnit, kaldt ”Case 45: Port Arthur”.

Der er også skrevet flere bøger om sagen, udover de tidligere nævnte.
Paola Totaro og Robert Wainwright udgav i 2009 bogen ”Born or Bred? Martin Bryant: the making of a mass murderer”. Bogen er baseret på samtaler med Carleen Bryant, Martins psykiater og andre der kendte ham, i et forsøg på at finde svar på, om Martin var født som massemorder, eller om han blev det. Under deres arbejde på bogen, nægtede Carleen pludselig at samarbejde mere med forfatterne.

Jack Rosewood, der blandt andet er kendt for sin bogserie ”True Crime by Evil Killers”, udgav i oktober 2015 bogen ”Martin Bryant: The Port Arthur Massacre”, der omhandler Martin Bryant og sagen.

”The Media and the Massacre: Port Arthur 1996-2006”, skrevet af Sonya Voumard, udkom i april 2016. Sonya Voumard fokuserede i sin bog på journalistikken og medierne omkring sagen, samt den tidligere nævnte bog ”Born or Bred?”.

Ofre

– Noelene Joyce Martin, 69 år
– David Martin, 72 år
– Moh Yee Willing Ng, 48 år
– Sou Leng Chung, 32 år
– Kate Elizabeth Short, 21 år
– Anthony Nightingale, 44 år
– Raymond John Sharp, 67 år
– Walter John Bennett, 66 år
– Kevin Vincent Sharp, 68 år
– Andrew Bruce Mills, 49 år
– Tony Vadivelu Kistan, 51 år
– Sarah Kate Loughton, 15 år
– Mervyn John Howard, 55 år
– Nicole Louise Burgess, 17 år
– Elizabeth Jayne Howard, 26 år
– Leslie Dennis Lever, 53 år
– Gwenda Joan Neander, 67 år
– Jason Bernard Winter, 29 år
– Ronald Noel Jary, 71 år
– Pauline Virjeana Masters, 49 år
– Peter Brenton Nash, 32 år
– Royce William Thompson, 59 år
– Winifred Joyce Aplin, 58 år
– Janette Kathleen Quin, 50 år
– Elva Rhonda Gaylard, 48 år
– Nanette Patricia Mikac, 36 år
– Madeline Grace Mikac, 3 år
– Alannah Louise Mikac, 6 år
– Robert Graham Salzmann, 58 år
– Russell James Pollard, 72 år
– Mary Rose Nixon, 60 år
– Helene Maria Salzmann, 50 år
– Zoe Anne Hall, 28 år
– Glen Roy Pears, 35 år