Geneviève Lhermitte

D. 28. februar 2007 dræbte Geneviève Lhermitte sine fem børn ved at skære halsen over på dem. Men hvad drev moderen til at dræbe sine elskede børn? Svaret ville tilsyneladende vise sig i breve til Genevièves psykiater og hendes veninde.

Geneviève Lhermitte blev født d. 16. november 1966 i Bruxelles, Belgien. Hendes far, Michael Lhermitte, var forretningsmand, og hendes mor, Marina Schoevaert, var sygeplejerske. Geneviève fik i 1969 en lillesøster ved navn Catherine, og igen i 1972 en lillesøster ved navn Mireille. Barndomshjemmet har Geneviève senere omtalt som ”et helvede”, og igennem sin opvækst kæmpede hun med sin selvtillid.
Som ung studerede Geneviève Fransk og historie på Educational Institute of Social Promotion of the French Community i byen Ukkel. Der var i skoleåret 1988-1989, at Geneviève mødte sin kommende ægtemand, Bouchaib Moqadem. Bouchaib studerede matematik og fysik, men blev aldrig færdig med sine studier. Det gjorde Geneviève derimod i 1991, med diplom i Fransk og historie.

Bouchaibs familie boede i Marokko, og da Bouchaib besluttede sig for at studere i Belgien, flyttede han ind hos familiens ven, Dr. Michel Schaar. Da Bouchaib og Geneviève blev gift d. 22. september 1990, flyttede Geneviève ind hos Bouchaib hos Michel – og det gjorde hende ikke noget, for det skulle blot være midlertidigt. Desuden tog Michel sig af det meste økonomisk, da Bouchaib ikke tjente meget med sit job i en dagligvarebutik.
I 1991 fik Geneviève arbejde som lærer, og året efter, d. 13. august 1992, fødte hun parrets første barn, Yasmine. Kort efter fødslen betalte Michel for et hus, som både han og den lille familie kunne bo i. Der gik ikke længe før Geneviève begyndte at vise tegn på depression, og hun måtte derfor stoppe med at arbejde. I 1993 kom hun tilbage på arbejde i få måneder, men Michel, som fungerede som Genevièves læge, erklærede hurtigt at hun ikke var i stand til at arbejde på grund af depression og asteni. Genevièves forsikringsselskabs medicinske rådgiver bekræftede dette.
D. 13. februar 1995 kom parrets andet barn, Nora, til verden. Året efter fik Bouchaib arbejde i Michels praksis som arkiveringsassistent på deltid, som blev til fuldtid i 1998. Michel tog sig dog stadig af det meste økonomisk, inklusive ferier, reparationer i hjemmet, regninger og livsforsikringer på alle familiemedlemmer.
I oktober 1996 blev Geneviève af en beskikket psykiater diagnoseret med ”tilbagevendende endogent angst og depression, med en lidt destabiliseret grundlæggende personlighed”. Psykiateren konkluderede at Geneviève fik en følelse af forfølgelse og paranoia ved social kontakt, og havde en tendens til at trække sig ind i sig selv. Psykiateren sluttede af med at skrive: ”Til konklusion står vi overfor en skrøbelig, følsom og nervøs personlighed, med overvældende følelser, fobiske og besatte komponenter, som i situationer med angst sandsynligvis kan reagere følelsesmæssigt, trække sig ind i sig selv og udvikle manifestationer af angst, forfølgelse og depression.”

Parrets tredje barn, Myriam, blev født d. 20. april 1997, og to år senere, d. 20. maj 1999, blev parrets fjerde barn, Mina, født. Derefter flyttede familien – og Michel – til byen Nivelles, hvor Michel boede på husets øverste etage.
Geneviève og Bouchaib begyndte at opleve gnidninger i forholdet. Bouchaib var ofte væk fra hjemmet, enten fordi han var i Marokko for at besøge familie – hvilket kunne vare mellem en uge til en måned – eller fordi han var på bar eller i spa. D. 9. august 2003 fødte Geneviève parrets femte og sidste barn – men første søn – Mehdi.
Året efter henviste Michel Geneviève til psykiateren Dr. Diderick Veldekens, som ordinerede antidepressiva, sovemedicin og medicin mod angst til hende. I februar 2005 bad Dr. Veldekens Michel om at give hende noget nyt medicin, og Geneviève begyndte derefter at besøge psykiateren en gang om måneden frem til sommeren 2006, og efterfølgende mindst hver tredje uge. Dr. Veldekens noterede i journalen, at Geneviève altid virkede meget anspændt og led af nervøs udmattelse, samt at hun viste symptomer på social tilbagetrækning, og unormal udmattelse ved huslige opgaver. I foråret 2006 fortalte Geneviève at hun følte sig isoleret fra sin egen familie, og i januar 2007 sagde hun, at hendes udmattelse skyldtes Michels tilstedeværelse.

Geneviève og Dr. Veldekens havde endnu en aftale d. 13. februar 2007, og her afleverede Geneviève et brev til psykiateren, hvori hun skrev:

”Doktor, jeg har det ikke godt når jeg vågner, jeg har problemer med at komme ud af sengen, og jeg har mavekramper. Jeg bliver dog nødt til at stå op, for jeg har diarre hver morgen. Jeg har denne store knude. Hele min venstre arm er frossen. Jeg føler mig så ked af det, dybt ked af det. Jeg kan ikke længere klare kaffen om morgenen. Jeg føler mig meget svag og mangler energi. Jeg er bange hele tiden. Jeg er bange for mig selv. Jeg er bange for fremtiden. Når jeg går ned af gaden, er jeg bange. Jeg har ikke modet. Jeg ved ikke hvor jeg skal finde modet, og jeg er træt af det hele. Jeg har ikke lyst til at tro på en bedre fremtid. Jeg er i en blindgyde. Jeg har været i en butik. Jeg tog af sted for at se, om de havde en meget skarp kødkniv. Jeg ved ikke hvordan jeg skal fortælle min mand alt dette, at jeg ikke har det godt, og at jeg altid har skjult at jeg havde det så skidt med mig selv og i mit hoved, og at jeg tog medicin. Jeg beder, gør noget for mig. Jeg bliver knust af en masse dårlige følelser. Jeg har aldrig følt mig så sårbar. Jeg føler mig utilpas om natten. Jeg vågner ofte og tænker. Ms. Lhermitte…”

Geneviève havde to gange i februar 2007 nævnt knive overfor psykiateren, men han slog det hen som en form for ”impuls fobi”.
De havde endnu en aftale d. 23. februar, hvor psykiateren noterede at Geneviève stadig var påvirket af sine negative følelser overfor Michel, og at det derfor var svært for hende, at Bouchaib var i Marokko. D. 27. februar 2007 tog Geneviève til Dr. Veldekens praksis og afleverede et brev. I brevet stod der:

”Dr. Veldekens, du har ikke meget tid. Jeg har ikke haft det godt de sidste dage. Jeg har mørke tanker. De er selvmordstanker, som vil tage mig væk, og jeg vil tage mine børn med mig. Det er en daglig kamp. Min ven vil støtte mig. Der er ingen løsning på mit problem. Jeg føler mig omringet af en mur. Jeg føler mig som en fange. Jeg har ikke styrken længere. Jeg tror ikke min mand vil redde mig, for lige meget hvilken måde du ser det på, er han i en fordelagtig position. Han kommer hjem i morgen aften, men jeg kan ikke fortælle ham om min smerte og pine. Familiesituationen kan ikke ændres. Jeg har allerede haft selvmordstanker i fortiden. Jeg forestiller mig scenarier som er både sande og realistiske, og som jeg ved at jeg er i stand til. Dette er ikke en leg. Undskyld at jeg tager din tid! Ms. Lhermitte…”

Senere samme dag ringede hun til psykiaterens praksis, for at sikre sig at brevet var modtaget.

Mordene

Onsdag d. 28. februar 2007 lagde Geneviève et brev og en pose med smykker i sin veninde Valeries postkasse. I brevet stod der:

”Min kære ven Valerie,
Jeg har afbrudt forbindelsen til min telefon, og jeg starter nu på at skrive dette brev.
Jeg håber ikke, at du bliver chokeret over hvad jeg vil skrive.
Du bliver nødt til at vise det til Dr. Diderick Veldekens, som vil være på Érasme [hospital] fredag morgen kl. 9. Han vil kunne hjælpe dig og forklare hvad du har forklaret mig så venligt, når du kom til mit hjem. Jeg har ikke modet til at få ting kørende, og jeg er fuldstændig frossen og lammet af frygt, fordi der ikke er en løsning på mit problem. Du har altid åbnet din dør for mig og mine børn, og har altid været en solstråle i vores liv, og jeg vil takke dig for evigt. Jeg har besluttet at gå en lang vej væk med børnene for evigt. En dag, vil du se, vil vi mødes igen, men jeg fortryder ikke denne endelige beslutning.
Venligst lad min søster Mireille … og min anden søster Catherine … vide. Vær venlig at tilgive mig. Jeg beder mine søstre tilgive mig, hvis jeg har såret dem. Jeg kan ikke længere klare denne situation, for min mand er blind og døv, og alligevel er han lykkelig i denne situation. Michel Schaar er en skiderik, der har ødelagt mit liv og frarøvet mig mit privatliv med min mand og børn. Jeg forlod helvedet i mine forældres hjem, blot for at falde ind i et andet helvede…”
Geneviève sluttede brevet af med at bede Valerie om at dele smykkerne med hendes søstre. Hun lagde efterfølgende en besked på Valeries telefonsvarer, hvor hun fortalte at hun havde lagt et brev og en gave i hendes postkasse, før hun sagde farvel.

Efter at have lagt brevet i Valeries postkasse, tog Geneviève til en dagligvarebutik, hvor hun stjal to knive. Derhjemme gemte hun knivene væk i en skuffe, mens børnene så filmen Spy Kids 3. Hun kaldte på 8-årige Mina fra et andet rum, og da Mina kom hen til sin mor, forsøgte hun at kvæle hende. Mina gjorde modstand, så Geneviève skar halsen over på hende i stedet for, mens hun snakkede stille og roligt og undskyldte. Da Mina var død, kaldte hun på 3-årige Mehdi. Hun forsøgte at kvæle ham, men Mehdi mistede livet på samme måde som sin søster. Efter at have vasket kniven, sagde hun til 10-årige Myriam, at hun havde en overraskelse til hende på kontoret. Da Myriam gik ind på kontoret, bad Geneviève hende om at sætte sig ned på en stol og dække øjnene til med et blåt lommetørklæde. Geneviève slog derefter sin datter i hovedet med en marmorplade, og skar halsen over på hende. 12-årige Nora var den næste til at miste livet. Efter at have dræbt fire af sine børn, skrev Geneviève bogstaverne ”JUD” med Noras blod på Michels badeværelsesspejl. Geneviève har senere fortalt, at hun havde forsøgt at skrive ”JUDAS” – eftersigende fordi, at Nora var Michels yndlings guddatter.
Den sidste af børnene der blev dræbt, var 14-årige Yasmin. Geneviève havde, ligesom med Myriam, sagt at hun havde en overraskelse til datteren. Geneviève overfaldt Yasmin bagfra da hun trådte ind på kontoret, men Yasmin undgik kniven ved at kaste sig ned på gulvet. De havde en kamp, hvor Yasmin fik en del stiksår, men blev til sidst dræbt ved at blive stukket i ryggen og få skåret halsen over.

Efter at have dræbt sine fem børn, forsøgte Geneviève at tage livet af sig selv, ved at kaste sig over kniven. Da det gik op for hende, at hun ikke ville dø af stiksåret, skrev hun ”ring til politiet” på at stykke papir, og hang det på hoveddøren, og ringede derefter til alarmcentralen. Da politiet ankom til stedet, fandt de Yasmin, Myriam, Mina og Mehdi i deres senge, nogle af dem med bamser i armene, mens Nora blev fundet på Michels badeværelse.

Retssagen og tiden efter

Geneviève tilstod fra start af, at hun havde dræbt sine børn. I sin første afhøring af politiet udtalte hun, at hun havde handlet i fortvivlelse over familiens afhængighed af Michel.
To psykologer blev sat til at undersøge Genevièves mentale tilstand, og disse afleverede deres rapporter d. 30. oktober og 8. november 2007. Begge konkluderede at Geneviève led af indre skrøbelighed, der krævede et massivt og stift forsvar, for at bevare en perfekt facade. De mente at Geneviève havde udviklet en moderlig almægtighed og mangel på psykologisk afstand mellem børnene og hende selv. De mente derfor, at ved at dræbe sine børn, dræbte Geneviève sig selv, både som person og som mor.
Tre psykiatere blev også sat på sagen, og d. 30. oktober 2007 afleverede de en rapport, hvori der blandt andet stod, at de mente Geneviève var i en svær tilstand af angst og depression, hvilket havde fået hende til at handle som hun havde gjort. De mente desuden, at hun ikke led af psykisk sygdom eller forstyrrelse, der gjorde hende ude af stand til at styre sine egne handlinger.

Fordi Geneviève havde tilstået mordene, fokuserede retssagen mest på motivet. Retssagen begyndte d. 8. december 2008, hvor anklageren bad om en fængselsstraf på 30 år. Geneviève vidnede i retten, at hendes rolle som kone og mor var blevet forstyrret af at Michel boede i deres hjem. Hun fortalte desuden, at grunden til at hun havde lagt Nora på Michels badeværelse, var for at såre Michel.
Indtil videre havde psykiaterne ment, at Geneviève ikke led af nogen form for psykisk forstyrrelse, men da brevene, både de som blev sendt til Dr. Veldekens og det til Valerie, blev præsenteret for retten, skiftede de mening. De mente nu, at Geneviève havde været i en mental tilstand, hvor hun ikke længere kunne styre sine handlinger, og anbefalede at hun blev idømt behandling i stedet for fængselsstraf.
Men denne anbefaling så juryen bort fra. D. 19. december 2008 blev Geneviève idømt Belgiens hårdeste straf: fængsel på livstid. Fordi Geneviève ikke har nogle tidligere straffe, kan hun tidligst søge om prøveløsladelse i år 2022.

Før retssagen gik i gang, blev Geneviève og Bouchaib skilt. Fordi Geneviève ikke kunne betale for retssagens omkostninger, hang Bouchaib, på trods af skilsmissen, på regningen som i alt lød på cirka 542.000 kr. Det var Bouchaib selvfølgelig ikke tilfreds med, og derfor forsøgte hans advokat at få regningen fjernet fra Bouchaibs ansvar.
I februar 2010 blev Bouchaib gift med Asmae Beldi, og et år senere fik de en datter. I 2013 kom det frem at Bouchaib havde tabt omkring 223.500 kr. på investeringssvindel, og at Genevièves advokater eftersigende chikanerede ham, for at få penge ud af ham.

Da retssagen var ovre, sagsøgte Geneviève sin tidligere psykiater, Dr. Diderick Veldekens, for 22.355.100 kr. Hendes begrundelse var, at hvis Dr. Veldekens havde taget sig tid til at se hende d. 28. februar 2008, ville hun ikke have dræbt børnene. Dr. Veldekens havde fortalt under retssagen, at han havde mødtes med Geneviève efter at have læst et af de alarmerende breve, men at han ikke havde haft mulighed for at mødes med hende den pågældende dag, på grund af en fyldt kalender. I december 2011 blev sagen afvist, med begrundelsen at anklagerne mod psykiateren var irrelevante.

Medier

I 2012 havde filmen ”À perdre la raison”, på engelsk ”Our Children” premiere. Filmen, som er et Belgisk-fransk drama af filminstruktøren Joachim Lafosse, er baseret på sagen. I december 2010 sagsøgte Bouchaib og Michel filminstruktøren, med ønsket om at se filmens screenplay inden den blev lavet, men sagen blev afvist, da produktionen allerede var påbegyndt.

I 2009 udkom bogen ”Maman nous a assassinés: L’historie de Geneviève Lhermitte”, skrevet af Philippe Boudart, og i 2017 udkom bogen ”Affaire Lhermitte: Chronique d’un drame annoncé” skrevet af Alessandra d’Angelo. Begge bøger handler om sagen.

Kilder:

– Wikipedia

– Case of Lhermitte v. Belgium