Charles Starkweather & Caril Ann Fugate

Mordere på tur

18-årige Charles Starkweather og 13-årige Caril Ann Fugate indledte i 1957 et forhold. Carils mor og stedfar var dybt imod forholdet, men dette fik ikke blot Caril til at løbe hjemmefra med Charles – det endte med at Charles dræbte hendes mor, stedfar og halvlillesøster. Dette var ikke første gang at Charles dræbte et menneske, men det var starten på parrets morderiske tur, hvor 7 mennesker ville miste livet.
Men var Caril en villig deltager i mordene, eller var hun endnu et offer af Charles?

Charles Raymond Starkweather, født d. 24. november 1932 i Lincoln, Nebraska, var 3. barn ud af en søskendeflok på 7. Charles’ far, Guy, var snedker, men pga. en kronisk, inflammatorisk ledsygdom i hænderne var han ofte arbejdsløs. Når Guy ikke havde arbejde, var det Charles’ mor, Helen, der forsørgede familien ved at arbejde som servitrice. Selvom familien var fattig, var de meget respekteret.

Charles gik på Saratoga Elementary School, senere Irving Junior High School, og sidst på Lincoln High School. Charles havde ikke gode minder fra sin skolegang; han blev mobbet igennem hele skolegangen, fordi han var født med hjulben og havde taleforstyrrelser. Han udnyttede gymnastiktimerne til at få luft for sine aggressioner, og som hans fysik blev stærkere, begyndte han at mobbe de der havde mobbet ham. Senere blev alle, som han af en eller anden grund ikke kunne lide, mobbet af ham. Charles gik fra at være en af de mest velopdragne teenagere i byen, til at være en af de mest problematiske teenagere i byen.

En ven fra high school, Bob von Busch, udtalte senere: » Han kunne være den rareste person du nogensinde havde set. Han ville gøre alt for dig, hvis han kunne lide dig. Han var også fandens sjov at være sammen med. Alt var bare én sjov vittighed for ham. Men han havde den her anden side. Han kunne være så ond som én i helvede, grusom. Hvis han så en stakkels fyr på gaden som var større end ham selv, pænere eller bedre påklædt, ville han forsøge at få den stakkels fyr ned på hans eget niveau «.

I 1956 mødte 18-årige Charles den 13-årige Caril, gennem Charles’ ven, Bob von Busch. Caril Ann Fugate, født d. 30. juli 1943, boede med sin mor, stedfar og halvlillesøster. Charles droppede ud af skolen, og fik arbejde ved Western Unions avislager, da det lå tæt på Whittier Junior High School, som Caril gik på, og her besøgte han hende hver dag når hun fik fri fra skole. Ifølge Charles’ arbejdsgiver ved Western Union var Charles ikke en god ansat: » Nogle gange skulle man fortælle ham noget to eller tre gange. Af alle de ansatte i lagerhuset var han den dummeste mand vi havde «.

Charles besluttede sig for at lære Caril at køre bil, men da Caril kørte bilen ind i en andens bil, ledte det til et hedt skænderi mellem Charles og hans far. Da Charles’ far ikke længere ville undskylde for Charles’ opførelse, smed han ham ud af hjemmet. Charles sagde derefter sit job op, og fik nyt job som skraldemand med mindsteløn.

Det var omkring dette tidspunkt at Charles begyndte at få et nihilistisk syn på livet. Han troede at hans nuværende situation var afgørende for hvordan resten af hans liv ville se ud. Charles begyndte derfor at udnytte sin affaldsrute på arbejdet til at planlægge bankrøverier, og udviklede samtidig sin egen personlige filosofi, som han levede efter resten af sit liv: ”Døde mennesker er alle på samme niveau”. Mange mener at Charles fandt stor inspiration i den amerikanske skuespiller James Dean og hans filmroller.

Carils familie var dybt imod parrets forhold, og dette fik ikke bare Caril til at løbe hjemmefra med Charles – det endte med at familien blev dræbt.

Mordene

Sent om aftenen d. 30. november 1957 blev Charles sur på Robert Colvert, som var ansat på en tankstation. Charles ville købe et tøjdyr på kredit, men Robert nægtede, og Charles kom tilbage flere gange i løbet af aftenen for at købe småting. Da han kom tilbage den sidste gang, truede han Robert med et haglgevær til at give ham $100, og kørte ham derefter ud til at fjerntliggende område. Her blev Robert såret under en kamp om haglgeværet, og Charles dræbte ham derefter ved at skyde ham i hovedet. Da Charles mødtes med Caril senere sagde han til hende, at han havde røvet Robert, men at en anden person havde dræbt ham. Caril udtalte senere til politiet at hun ikke troede på hvad Charles havde sagt den aften, men at hun lod som om pga. frygt.

Charles udtalte senere at han efter det første mord, følte at han havde overgået sit tidligere ”jeg” og var nået et nyt eksistensplan, hvor han var uden for loven og kunne begå enhver forbrydelse uden skyld eller frygt for følgevirkninger.

D. 21. januar 1959 tog Charles hjem til Caril. Hun var ikke hjemme, og Carils mor og stedfar bad Charles om at holde sig væk. Det gjorde Charles så gal, at han skød og dræbte dem med sit haglgevær. Derefter dræbte han Carils 2-årige halvlillesøster ved at kvæle og stikke hende ihjel. Da Caril kom hjem kort efter var huset smurt ind i blod, og parret besluttede sig for at gemme ligene i et skur bag huset. De satte et skilt på døren om at familien lå syg, og derfor ikke skulle forstyrres. Parret blev i huset indtil kort før politiet kom d. 27. januar. Politiet var blevet kontaktet af Carils mormor, der var blevet bekymret over at familien ikke var til at komme i kontakt med. Men da politiet ankom var parret flygtet. De var kørt til Bennet, Nebraska, og her ankom de til en gård hvor 70-årige August Meyer, en ven af familien, boede. Charles skød og dræbte August med sig haglgevær, og dræbte også Augusts hund. Da parret ville flygte sad bilen fast i mudder, og de valgte derfor at efterlade bilen og forsøge at få et lift.

Og således mødte de to lokale teenagere: Robert Jensen og Carol King. De tilbød parret et lift, og Charles tvang dem til at køre til en forladt bunker i Bennet. Her skød Charles Robert i baghovedet, og forsøgte at voldtage Carol. Det lykkedes ikke, og han blev derfor meget vred og skød og dræbte hende. Charles hævdede senere at det var Caril der havde skudt Carol, og at han kun selv skød Robert.

Derefter flygtede de i Roberts bil, og kørte til en velhavende del af Lincoln, Nebraska. Her brød de ind i industrialisten Chester Lauer Wards hjem, hvor Chesters kone, Clara, og deres hushjælp, Lillian Fencl, var hjemme. Clara og Lillian blev dræbt af knivstik; Charles indrømmede at han havde kastet en kniv efter Clara, men hævdede at det var Caril der havde dræbt hende. Charles dræbte desuden også familiens hund. Da Chester kom hjem blev han skudt og dræbt af Charles. Parret flygtede derefter i Chesters bil, med stjålne smykker.

Mordene på ægteparret Ward, deres hund og Lillian Fencl skabte ramaskrig i Lancaster County, og alt blev sat ind i jagten på morderne. Guvernør Victor E. Andersson kontaktede Nebraska National Guard, og politimesteren krævede en eftersøgning af hele nabolaget. Politiet blev kontaktet flere gange fra folk der havde set Charles og Caril, og mødte derfor mange anklager om deres manglede kompetencer og evne til at fange parret.

Parret havde nu brug for en ny bil, og i søgen på sådan en, mødte de den rejsende sælger Merle Collison. Han lå og sov i sin bil ved hovedvejen udenfor Douglas, Wyoming. Idet han vågnede, blev han dræbt og skudt. Charles udtalte senere at det var Caril der havde skudt Merle, da hun havde udført et såkaldt ”coup de grâce” (nådestød), og at Caril desuden var den mest skydegale person han havde mødt.

Parret forsøgte at flygte i Merles bil, men denne havde en håndbremse; noget som Charles ikke kendte meget til, og da han forsøgte at køre, standsede bilen. En forbipasserende bilist tilbød at hjælpe ham, hvilket fik Charles til at true ham med sit haglgevær, og et skænderi brød ud. I samme øjeblik ankom en vicesherif til stedet, og Caril løb hen til ham, mens hun råbte noget i form af: » Det er Starkweather” Han vil dræbe mig! «. Charles forsøgte at flygte fra politiet i bilen, og nåede en fart på 160 km/t, inden en kugle ramte forruden på bilen, og Charles blev såret af glasskår. Han stoppede bilen og overgav sig til politiet, fordi han troede han ville forbløde af sine sår.

Retssagen og den efterfølgende tid

Charles valgte at blive udleveret til Nebraska, og her ankom han og Caril i slutningen af januar 1958. Til at starte med hævdede Charles at han havde kidnappet Caril, og at hun havde intet at gøre med mordene. Hans forklaring ændrede sig dog flere gange, og da han til sidst skulle vidne i Carils retssag lød hans forklaring på, at Caril hele tiden havde været en villig deltager i mordene. Caril har derimod altid holdt fast på at hun var uskyldig – hun hævdede at hun ikke anede at hendes familie var blevet dræbt, og at Charles holdt hende som gidsel og truede med at slå hendes familie ihjel.

Dommer Harry A. Spencer troede ikke på Carils forklaring, blandt andet fordi hun havde haft flere muligheder for at flygte.

Charles blev kendt skyldig og idømt dødsstraf. Da han ankom til fængslet i Nebraska havde han udtalt, at han mente at det var meningen han skulle dø, og hvis han skulle henrettes, ville Caril også skulle henrettes.

Charles Raymond Starkweather blev henrettet i den elektriske stol i Nebraska State Penitentiary i Lincoln, Nebraska, d. 25. juni 1959, kl. 12⁰⁴. Han blev begravet på Wyuka Cemetery, hvor fem af hans ofre også ligger begravet.

Caril Ann Fugate blev kendt skyldig og idømt livstid d. 21. november 1958. Hun er den yngste kvinde i Amerika der er blevet dømt for manddrab.

Caril blev prøveløsladt i juni 1976, efter at have afsonet 17½ år i Nebraska Correctional Center for Women i York, Nebraska. Hun flyttede til Lansing, Michigan, skiftede navn og fik arbejde på et hospital.

I 2007 blev Caril gift med Frederick Clair. I 2013 boede hun i Stryker, Ohio, og samme år blev hun alvorligt skadet i en bilulykke, hvor hendes mand, Frederick, døde. Seneste nyt er, ifølge hendes stedsøn Tommie Clair, at hun har været ramt af en række slagtilfælde, og at hun nu bor i Hillsdale, Michigan.

Caril har altid fastholdt at hun var offer i sagen, og at hun aldrig begik mord.

Medier

Sagen om det unge par har været inspiration for mange film, bl.a. ”Stark Raving Mad” (1983), ”The Frighteners” (1996), ”The Sadist” (1963), ”Badlands” (1973), ”Kalifornia” (1993), ”Natural Born Killers” (1994) og ”Starkweather” (2004).

Flere tv-serier har også fundet inspiration i sagen, bl.a. ”Criminal Minds” (sæson 6, episode 13: ”The Thirteenth Step” fra 2011), ”Naked City” (sæson 3, episode 18: ”A Case Study of Two Savages” fra 1962), ”The Name of the Game” (sæson 1, episode 22: ”The Bobby Currier Story” fra 1969) og ”Murder in the Heartland”.

Dokumentarprogrammet ”Deadly Women” sendte i 2010 afsnittet ”Dangerous Liaisons” (sæson 3, episode 4) der omhandlede sagen. Derudover har dokumentarprogrammet ”A Crime to Remember” i 2016 også sendt et afsnit der omhandlede sagen, kaldt ”Teenage Wasteland” (sæson 4, episode 1).

Der er desuden skrevet en masse bøger om sagen, heriblandt den uautoriserede biografi ”Caril” skrevet af Ninette Beaver i 1974. I 2004 udkom bogen ”Outside Valentine”, skrevet af Liza Ward, barnebarn af ofrene Chester Lauer Ward og Clara Ward. Jeff McArthur står bag bogen ”Pro Bono: The 18-Year Defense of Caril Ann Fugate”, som udkom i 2012 og omhandler Carils forsvar i retssagen.
Den meget omtalte bog ”The Twelfth Victim: The Innocence of Caril Fugate in the Starkweather Murder Rampage” skrevet af Linda M. Battisti og John Stevens Berry, udkom i 2014. Bogen tager stor afstand fra at Caril skulle være morder, og skriver at hun i stedet var Charles’ 12. offer, da Charles havde tre gange havde planlagt at slå hende ihjel.
Stephen King skulle eftersigende havde haft en scrapbook om Charles og Caril som ung, og brugt Charles som inspiration til personer i sine bøger flere gange.

Fotografen Christian Patterson lavede over en årrække en kollektion af fotografier, kaldt ”Redheaded Peckerwood”, som indeholdte billeder fra den lange rute parret rejste, samt reproduktioner af dokumenter og fotografier af ting som Charles, Caril og ofrene ejede.

Mange musikere har også fundet inspiration i sagen, bl.a. er bandet Starkweather opkaldt efter Charles. Bruce Springsteen lavede i 1982 sangen ”Nebraska”, der skulle omhandle Charles. Sangen ”Keep Searchin’ (We’ll Follow the Sun)” af Del Shannon er skrevet som et fiktivt kærlighedsbrev fra Charles til Caril, og er baseret på hans vidneudsagn ved hendes retssag. Blood for Blood udgav i 1997 albummet ”Enemy”, hvor coveret er et billede af Charles.

Kilder: 

– Wikipedia

– WyoHistory.org

– Lincoln Journal Star