William Bonin – Freeway Killer | Seriemordere

På lidt over et år dræbte William Bonin mindst 21 unge drenge og mænd i Californien, USA. Ligene dumpede han ved motorveje, hvilket fik medierne til at kalde ham for Freeway Killer.
Williams opvækst var stærkt præget af vold og seksuelt misbrug, men det var ikke grund nok til at kunne undgå at blive idømt dødsstraf. I 1996 blev han henrettet af en giftinjektion i San Quentin Prison.

William George Bonin blev født d. 8. januar 1947, i Willimantic, Connecticut, USA, som nummer to ud af tre sønner af forældrene Alice og Robert. Forældrene var dybt alkoholiske, hvilket resulterede i at de forsømte deres børn. I stedet blev de ofte sat af hos deres morfar, som var dømt for overgreb på børn, herunder blandt andet på sin egen datter, Williams mor. Også William og hans to brødre ville blive ofre for morfaderens seksuelle overgreb. De eneste personer der tog sig bare en smule af William og hans brødre, var deres naboer der til tider gav dem noget at spise.
Faderen var en meget voldelig mand, der tæskede både børnene og deres mor. For at, eftersigende, beskytte sine børn, valgte Williams mor at aflevere ham og hans brødre hos et børnehjem i 1953, men børnehjemmet var ikke just bedre for dem. Her stod den på hård disciplinering, i form af blandt andet tæsk, stressstillinger og delvis drukning, og de blev regelmæssigt seksuelt misbrugt. William var senere meget åben omkring sin opvækst, med sine minder om børnehjemmet som undtagelse.
Tre år senere, da William var ni år gammel, blev han og hans brødre sendt hjem til deres forældre igen. Året efter blev William anholdt for at stjæle en nummerplade og placeret i et ungdomsfængsel, hvor han igen blev udsat for seksuelt misbrug, af blandt andet andre indsatte og sin vejleder.
I 1961 mistede familien Bonin deres hjem i Mansfield, og valgte derfor at flytte til Angell Street i Downey, Californien. Kort efter deres ankomst døde Williams far som følge af skrumpelever.
I Californien begyndte William selv at begå seksuelle overgreb mod andre, herunder sin egen lillebror og børn i nabolaget. Han ville lokke offeret hjem til sig med løfte om alkohol, og derhjemme begå overgrebet. Han begik derudover også en del tyverier og røverier.

I 1965 færdiggjorde William high school, og samme år meldte han sig til USA’s flyvevåben. Inden han blev sendt af sted til millitæret, fandt hans mor en kvinde, som William blev beordret at forlove sig med, i et håb om at det ville dæmpe hans åbenlyse homoseksualitet.
Under sin tid i flyvevåbenet deltog William i Vietnamkrigen i fem måneder som luftskytte; her havde han sex med både mænd og kvinder, og udsatte endda to soldater for seksuelt overgreb, mens han truede dem med en pistol. Under krigen satte han på et tidspunkt sit liv på spil for at redde en såret soldat, for hvilket han modtog en tapperhedsmedalje. Efter tre år i flyvevåbenet blev William hæderfuldt afskediget i oktober 1968, og han flyttede derefter hjem til sin mor igen. William fortalte senere, at det var Vietnamkrigen der gav ham holdningen, at menneskeliv er overvurderet.
Kort efter sin hjemkomst giftede William sig med sin forlovede, men ægteskabet holdt ikke særlig længe.

Allerede en måned efter sin hjemkomst fortsatte William med at begå seksuelle overgreb på teenagedrenge og unge mænd. Fra november og fire måneder frem udsatte han fire ofre, i alderen 12 til 18 år, for seksuelle overgreb og tortur. Da han forsøgte at skaffe sig offer nr. 5 blev han fanget. Det resulterede i at han blev idømt en behandlingsdom for blandt andet fem tilfælde af bortførelser samt fire tilfælde af seksuelle overgreb, som skulle afsones på Atascadero State Hospital. Her undergik han mentale undersøgelser, som fandt at han havde en IQ på 121, hvilket er over gennemsnittet, samt en skade på den forreste del af pandelappen, som kunne være skyld i de symptomer han viste på mani og depression. Efter to år på hospitalet blev han sendt til et statsfængsel, da lægerne ikke mente at de kunne give ham yderligere behandling, muligvis fordi han regelmæssigt dyrkede sex med andre mandlige indsatte. D. 11. juni 1974 blev han løsladt, med doktorens ord for at han ikke længere var til fare for andre.
Der gik dog ikke mere end tre måneder, før William begik overgreb igen. D. 8. september samlede han 14-årige David McVicker op, der blaffede i Garden Grove. Kort efter at David havde sat sig ind i bilen, spurgte William om han var homoseksuel. David bad William om at stoppe bilen og sætte ham af, men i stedet trak William en pistol frem og kørte til et afsides område. Her beordrede William den unge dreng til at tage hans tøj af, hvorefter han tæskede og voldtog ham. Efter voldtægten tog William Davids T-shirt og begyndte at strangulere ham, men da han begyndte at skrige, stoppede William og undskyldte. Han kørte derefter David hjem. Da han satte ham af, sagde William roligt at de ville ses igen.
To dage senere tilbød William en 15-årig dreng $35 (i 2019 svarende til cirka $180, altså 1200 kr.) for seksuelle ydelser. Da drengen afslog hans tilbud, forsøgte William at køre ham ned. Kort efter blev William anholdt, og sigtet for voldtægt og forsøg på bortførelse. David McVicker havde med det samme han var kommet hjem, fortalt sin mor hvad der var sket, og hun havde hurtigt kontaktet politiet, som heldigvis hurtigt fandt frem til William.
William kendte sig skyldig i anklagerne, og d. 31. december 1975 blev han idømt 1 til 15 års fængsel, der skulle afsones i California Men’s Facility i San Luis Obispo. D. 11. oktober 1978 blev William prøveløsladt med 18 måneders overvåget prøveløsladelse. Han flyttede derefter ind i en lejlighedsbygning i Kingswood Village, i den sydlige del af Los Angeles County, og fik arbejde som chauffør for et fragtfirma. Hos nabolagets teenagedrenge fik han hurtigt ry for at være selskabelig og villig til at købe alkohol for dem, og åbnede sit hjem op for de unge drenge. Han fortalte rundt omkring at han datede en kvinde, som han regelmæssigt tog med til Anaheim, hvor de rullede på rulleskøjter sammen. Men hvorvidt denne kvinde rent faktisk eksisterede er uvist.
William fik hurtigt en ven i bygningen: 43-årige Everett Fraser, der ofte holdte fest, som William deltog i. Det var gennem Everett, at William lærte 21-årige Vernon Butts og 18-årige Gregory Miley at kende, som han regelmæssigt ville dyrke sex med.

Mordene

Da William havde siddet fængslet, havde han lovet sig selv aldrig at blive fanget igen – og den eneste løsning William så på den udfordring, var at dræbe sine ofre.
Den første, af hvad man ved, person William dræbte, var 14-årige Thomas Glen Lundgren. Thomas blev sidst selv forlade sit hjem i Reseda omkring kl. 10⁵⁰ d. 28. maj 1979. Samme eftermiddag blev hans lig fundet, kun iført T-shirt, sokker og sko. Han havde fået kønsdelene fjernet, og var blevet tæsket så voldsomt i hovedet, at hans kranie flere steder var flækket. Dødsårsagen var strangulation, selvom William også havde skåret halsen over på ham og stukket ham mange gange. Thomas’ undertøj, jeans og afskårne kønsdele blev fundet på en mark, ikke langt fra hvor liget blev fundet. William begik mordet på Thomas, men Vernon Butts var til stede under hele akten.
I midten af 1979’erne blev William anholdt efter at have forgrebet sig på en 17-årig dreng i Dana Point. Det skulle have resulteret i at han blev sendt tilbage i fængsel på grund af hans prøveløsladelse, men en administrativ fejl gjorde at han slap fri, og kunne kort efter hentes af Everett i Orange County Jail.
D. 4. august 1979 blev 17-årige Mark Shelton bortført af William og Vernon, da han var på vej til biografen. Han blev mishandlet så voldsomt, at hans krop gik i sådan et chok at han døde af det. William og Vernon dumpede derefter liget i San Bernardino County. Dagen efter samlede de 17-årige Markus Grabs op, der blaffede ved Pacific Coast Highway. Inde i bilen blev han bundet med ledninger, og kørt til Williams hjem. Her blev han tortureret, voldtaget, og dræbt af 77 knivstik. William og Vernon dumpede bagefter hans lig i Malibu Creek, tæt på Las Virgenes Canyon Road. Liget blev fundet den følgende morgen. Flere af skaderne på liget blev sammenlignet med voldsomme hundebid.
D. 27. august bortførte William og Vernon 15-årige Donald Ray Hayden, da han gik ved Santa Monica Boulevard om natten. Samme morgen blev hans lig fundet i en skraldespand ved Ventura Freeway; dræbt af strangulation. Donald var også blevet udsat for voldsom tortur og mishandling, herunder et forsøg på at fjerne kønsdelene, inden han var blevet dræbt. To uger senere blev 17-årige David Murillo bortført af William og Vernon, da han var på vej til biografen. Han blev bundet fast i bilen, voldtaget, tæsket med et dækjern og til sidst stranguleret ihjel. Hans nøgne lig blev dumpet ved Highway 101. Otte dage senere, d. 17. september, dræbte William alene 16-årige Robert Wirostek. Liget blev fundet ti dage senere ved Interstate 10.

Der ville da gå over en måned, før William dræbte igen. D. 1. november bortførte William og Vernon en uidentificeret ung mand, anslået til at have været mellem 19 og 25 år gammel. Ofret blev brutalt tæsket og derefter stranguleret ihjel, inden William og Vernon dumpede liget langs State Route 99, nær byen Taft. Ofret blev aldrig identificeret, men William fortalte senere at han havde været 23 år gammel, samt at han havde stukket en issyl ind i næseboret og øret inden ofret døde.
D. 2. december dræbte William 17-årige Fransk Dennis Fox sammen med James Munro. William var James’ chef og udlejer, mens de ved siden af havde et seksuelt forhold. Det nøgne lig af Frank blev fundet to dage senere ved Ortega Highway; obduktionen viste at Frank havde været bundet fast og var blevet udsat for vold mod hovedet. Elleve dage senere dræbte William 15-årige John Fredrick Kilpatrick, der indtil d. 5. august 1980 var uidentificeret. John blev stranguleret ihjel, og hans lig blev dumpet ved et afsides område i Rialto og fundet dagen efter mordet fandt sted.
D. 1. januar 1980 strangulerede William 16-årige Michael McDonald ihjel, og dumpede hans fuldt beklædte lig ved langs Highway 71. Liget blev fundet to dage senere, men Michael ville først blive identificeret d. 24. marts.
Sammen med Gregory Miley kørte William d. 3. februar til Hollywood, med intentionen om at begå et mord sammen. De samlede 15-årige Charles Miranda op langs Santa Monica Boulevard, og havde angiveligt sex med ham uden tvang. Pludselig hviskede William til Gregory at drengen skulle dø, og de bandt ham straks fast. William spurgte Charles om hvor mange penge han havde og beordrede Gregory til at tage hans pung. Han voldtog derefter Charles. Gregory forsøgte også at voldtage Charles, men kunne ikke opretholde erektion, hvilket resulterede i at han i frustration angreb Charles med skarpe objekter. Sammen tæskede de Charles, indtil William til slut strangulerede Charles ihjel, mens Gregory trampede på Charles’ bryst. De dumpede derefter Charles’ lig på East Second Street i Los Angeles. Allerede fem minutter efter at have dumpet liget, foreslog William at de fandt et nyt offer, hvilket Gregory ikke var imod. De kørte mod Huntington Beach, hvor de få timer efter mødte 12-årige James McGabe. De lokkede drengen ind i bilen, og kørte derefter rundt i noget tid. Gregory agerede som chauffør, mens William tæskede og voldtog den grædende dreng bag i bilen. Bilen blev stoppet, og Gregory tog deltagelse i at tæske James. William strangulerede James ihjel, og efterfølgende dumpede de liget, fuldt beklædt, vedsiden af en skraldespand i Walnut. Tre dage senere blev James’ lig fundet.

Dagen efter mordene på Charles og James blev William anholdt for at overtræde betingelserne for sin prøveløsladelse. Han blev tilbageholdt i Orange County Jail indtil d. 4. marts, men det skræmte ham ikke fra at begå flere mord.
Ti dage efter sin løsladelse bortførte, voldtog og dræbte William 18-årige Ronald Gaitlin. Han stak en issyl ind i hans øre og hals, inden han strangulerede ham ihjel. Liget dumpede William i Duarte, hvor det blev fundet dagen efter. En uge senere lokkede William 14-årige Glen Barker ind i sin bil, da han var på vej i skole. Han voldtog drengen, brændte ham med cigaretter på nakken og stak et objekt op i hans endetarm, og strangulerede ham derefter ihjel. Senere samme dag bortførte William 15-årige Russell Rugh fra et busstoppested i Garden Grove. William holdte ham fanget i cirka otte timer, hvor han torturerede og til sidst dræbte ham. To dage senere blev Glen og Russells lig fundet ved Ortega Highway.
En fredag i marts mødte William 17-årige William Ray Pugh gennem Everett, og tilbød ham et lift hjem. Under turen spurgte William den unge mand om han ville have sex med ham. William Pugh blev forbavset, og svarede ikke; i stedet forsøgte han at forlade bilen, da William satte farten ned ved et trafiklys. William lænede sig ind over ham og tog fat i hans krave, og begyndte eftersigende at fortælle om hvordan han nød at samle blaffere op, og mishandle og dræbe dem. Inden William lod den unge mand forlade bilen, fortalte han ham at han havde valgt ikke at dræbe ham, fordi de var blevet set forlade Everetts hjem sammen.
Hændelsen havde åbenbart ikke skræmt den unge William alt for langt væk, for d. 24. marts tog han med ham ud at køre. Sammen bortførte de 15-årige Harry Todd Turner, der fire dage forinden var løbet væk fra et drengehjem i Lancaster. De mishandlede Harry, inden William strangulerede ham med hans egen T-shirt. Bagefter dumpede de liget ved bagdøren til en forretning nær Santa Monica Freeyway.
Om eftermiddagen d. 10. april bortførte William 16-årige Steven Wood; hans nøgne lig blev fundet tæt på Pacific Coast Highway dagen efter. Tre uger senere lokkede William og Vernon 19-årige Darin Kendrick ind i sin bil med påskud om at William havde stoffer i sit hjem. Derhjemme bandt de ham fast og begyndte at mishandle ham, blandt andet ved at tvinge ham til at drikke saltsyre, som gav ham ætsende kemiske forbrændinger i munden og maven, og på brystet og kinderne. Efter noget tid stak William en issyl ind gennem Stevens øre, som ramte hans rygsøjle og dræbte ham. De dumpede bagefter liget bag et pakhus nær Artesia Freeway – stadig med issylen siddende fast i øret på Steven.
D. 12. maj bortførte og dræbte William 17-årige Lawrence Sharp. William fortalte senere at de to kendte hinanden, men at han var vågnet den morgen og havde besluttet sig for at dræbe ham, fordi han var træt af ham. Liget af Lawrence blev fundet seks dage senere bag en tankstation. En uge senere spurgte William Vernon om han ville være med til at dræbe en, men denne gang valgte Vernon at takke nej. Så alene bortførte han 14-årige Sean King fra et busstoppested, dræbte ham og dumpede hans lig i Live Oak Canyon. Bagefter tog han hjem til Vernon og blærede sig med, hvad han lige havde gjort.

På et tidspunkt i maj blev William Pugh anholdt for biltyveri, og blev tilbageholdt i Los Padrinos Juvenile Courthouse. Mordene havde siden starten af året tiltrukket en del opmærksomhed i medierne, og en taskforce var blevet oprettet til at arbejde på sagen. Mens William Pugh blev tilbageholdt, hørte han om nogle af mordene i en radioudsendelse, og valgte at fortælle en advokat, at det lød som de mord William Bonin havde fortalt ham, at han havde begået. Advokaten viderebragte informationerne til politiet, og hastigt blev en afhøring af William Pugh sat i gang. Under afhøringen fortalte William ikke at han selv havde været deltagende i mindst ét af mordene, men gav kun informationer der kunne forklare hvorfor William Bonin skulle være den berygtede Freeway Killer. Efter et kig på William Bonins straffeattest, blev teorien om at han skulle være morderen, ikke just mindre sandsynlig. De mange anklager og domme om seksuelt misbrug af teenagedrenge var nok til at efterforskerne d. 2. juni kunne gå i gang med overvågning af William Bonin. Samme dag lokkede William, i selskab med James Munro, 18-årige Steven Wells ind i Williams bil. Efter at have fundet ud af at Steven var biseksuel, tilbød William ham $200 (cirka $600, svarende til cirka 4000 kr. i 2019), for at give William lov til at binde ham fast og have sex med ham. Ifølge James tog Steven imod pengene, og gik frivilligt med til at blive bundet, da de ankom til Williams lejlighed. Efter at have bundet ham fast, begyndte James og William at tæske og voldtage ham, hvor William til sidst strangulerede ham ihjel med hans egen T-shirt. William puttede bagefter liget i en papkasse, som ham og James derefter kørte hen til Vernon, for at han kunne se liget. Henne hos Vernon snakkede de om hvordan de skulle skaffe sig af med liget, hvorefter William dumpede liget bag en tankstation, hvor det blev fundet fem timer senere. Derefter tog Vernon, William og James på McDonald’s, hvor de købte hamburgere for Stevens penge; mens de spiste, grinte William og ”takkede” Steven for maden. Alt dette blev ikke overvåget.
Først efter ni dages overvågning, fik efterforskerne noget at gå efter. Fem gange forsøgte William at lokke teenagedrenge ind i sin bil, inden han til sidst formåede at samle 17-årige Harold Eugene Tate op i Hollywood. Han kørte derefter hen til en øde parkeringsplads tæt på Hollywood Freeway, alt imens efterforskerne fulgte efter ham. William parkerede bilen, og efter kort tid sneg efterforskerne sig ind på bilen. Da de kunne høre dæmpet skrig og bankelyde indefra enden af bilen, tvang de sig vej ind i bilen og blev mødt af synet af William der var i gang med at voldtage Harold. De anholdte straks William for voldtægt, og kunne dermed købe sig tid til at samle bevismaterialer nok til at dømme ham for mord.
Dagen efter stjal James Munro en bil og flygtede til Michigan.

Efterforskning og retssag

Som noget af det første, blev Williams bil, en Ford Econoline varevogn, ransaget. Her blev der fundet talrige genstande der kunne bevise at William havde begået mordene, blandt andet en masse knive, nylonsnor, og dækjern. Døren i passagersiden havde fået fjernet det indre dørhåndtag, således ofrene ikke kunne komme ud af bilen, og i handskerummet blev en scrapbog, med udklip fra avisartikler om mordene, fundet. Der blev desuden fundet en del blodpletter i både hans bil og hjem.
Til en start benægtede William at have noget med mordene at gøre, men valgte at tilstå efter at have fået oplæst et brev fra Sean Kings mor, det bønfaldt ham afsløre hvor han havde gjort af hendes søns lig. Hen over flere aftener tilstod William flere og flere mord, og endte til sidst med at have tilstået 21 mord. Mange af mordene kunne retsmedicinske undersøgelser også bevise at han havde været involveret i, via blod- og sædpletter, fibre og hår. D. 8. august blev William officielt tiltalt for blandt andet 14 mord og 11 røverier.

William fortalte yderligere at han ikke havde været alene i at begå mange af mordene, men at Vernon Butts, James Munro og Gregory Miley havde medvirket i flere af mordene. William Pugh havde til sidst selv tilstået.
Den første til at blive anholdt var Vernon, og d. 29. juli blev han sigtet for at have medvirket i seks mord begået mellem august 1979 og april 1980, samt tre røverier. Til en start benægtede Vernon at have noget med mordene at gøre, men tilstod til sidst at have ledsaget William i seks mord, samt aktivt deltaget i voldtægterne af flere af ofrene og tortureret ét. Han fortalte under afhøring at han typisk agerede som chauffør, mens William torturerede offeret bag i varevognen i noget tid, hvorefter han ville parkere et sted og deltage.
D. 31. juli blev James Munro anholdt i Michigan og ført tilbage til Californien. Her blev han sigtet for ét mord, til hvilket han kendte sig ikke skyldig. D. 22. august blev Gregory Miley anholdt i Texas og ført tilbage til Californien, hvor han blev sigtet for to mord. Til en start kendte han sig ikke skyldig, men han havde da allerede tilstået sin deltagelse i en telefonsamtale med en ven, og han endte med at kende sig skyldig i begge mord. Både James og Gregory gik med til at vidne mod William i hans retssag, for at få formildnet deres straffe.

Den foreløbige høring fandt sted d. 2. januar 1981; her kendte William sig formelt ikke skyldig i 14 mordanklager, samt sodomi og røveri – på trods af sin tilståelse af 21 mord under afhøringer. Nogle dage senere blev hans retssag i Los Angeles County, hvor han var tiltalt for 10 mord, fastsat til at skulle begynde d. 19. oktober, men da dagen kom, blev den rykket til d. 5. november.
Under retssagen gik anklager efter at få William idømt dødsstraf for hvert mord han var tiltalt for, med begrundelsen at han havde nydt at dræbe og havde fået personer med lav intelligens til at deltage i mordene. Som vidner indkaldte de James Munro og Gregory Miley, der afgav detaljerede beskrivelser af mordene. Under beskrivelserne, måtte flere fra publikum forlade salen da de fik det dårligt. Forsvaret gik efter at sætte spørgsmålstegn ved forsvarets vidners troværdighed – især James og Gregorys – og overbevise juryen om at Williams traumatiske opvækst, fyldt med psykisk og fysisk vold og seksuelt misbrug, havde påvirket ham til at blive som han var. For at bakke det op indkaldte de Dr. David Foster, ekspert i udviklingseffekterne af vold og overgreb på børn, som havde talt med og undersøgt William. Han fortalte at Williams opvækst netop havde påvirket ham i en sådan grad, at han var forvirret over forskellen mellem vold og kærlighed, og at det kunne være årsag til hans handlinger. Som modsvar indkaldte anklager Dr. Park Dietz, retspsykiater og ekspert i impulsforstyrrelser og seksuel sadisme. Han fortalte at Williams handlinger, herunder blandt andet hans planlægning af mordene, generelt var i strid med manglende evne til at styre sine impulser, selvom han mente at William havde en dyssocial personlighedsforstyrrelse. Derudover indkaldte de også journalist David López, der mellem december 1980 og april 1981 havde udført syv interviews med William. Han fortalte at William havde tilstået at være Freeway Killer og have dræbt 21 personer, samt at han havde nydt ’lyden af børn dø’.
D. 16. december afgav anklager sine afsluttende argumenter, som blandt andet lød at William var et umætteligt, følelseskoldt individ med en ondskabsfuld tankegang, der følte ekstrem glæde ved de lidelser han påførte ofrene.
Fem dage senere afgav forsvar sine afsluttende argumenter, hvor de igen satte spørgsmålstegn ved anklagers vidners troværdighed og mindede juryen om Williams traumatiske opvækst og hvilken indflydelse den havde haft på ham.
D. 6. januar 1982 blev William fundet skyldig i 10 mord. Dagen efter gik domsforhandlingerne i gang, og d. 20. januar blev William idømt dødsstraf for mordene. Men da var sagen endnu ikke færdig, for William skulle også for retten i Orange County, hvor han var tiltalt for røveri og fire mord.
D. 14. juni 1983 gik retssagen i gang. Denne gang handlede det for anklager mest om at overbevise juryen om at det var samme person der havde begået mordene i Orange County og Los Angeles County – og at den person var William Bonin – hvilket de blandt andet gjorde ved at tale om mordmetoder og præsentere bevismaterialer i form af blandt andet fiber og blod. Der skulle ikke megen forhandling til, og d. 2. august blev William fundet skyldig i tre røverier og fire mord. D. 26. august blev William igen idømt dødsstraf.

Dødsgangen

Efter retssagen blev William fængslet på dødsgangen i San Quentin State Prison. Han appellerede og ankede dommen flere gange, og gjorde sammen med sine nye advokater alt hvad de kunne for at få William af dødsgangen, men blev afvist hver gang, senest i 1995.
Under sin tid på dødsgangen begyndte han at male og skrive, og modtog flere mindre priser for både malerier, noveller og digte. Han fik endda udgivet bogen Doing Time: Stories from the Mind of a Death Row Prisoner i 1991.
William udvekslede breve med flere af ofrenes mødre, men udtrykte aldrig nogen form for anger eller fortrydelse over at have dræbt deres sønner – kun over at være blevet fanget. Til Sean Kings mor skrev han endda, at hendes søn havde været hans yndlingsoffer fordi han havde været ’sådan en skriger’. I andre brevudvekslinger, dog ikke med pårørende til ofrene, forsøgte William at overbevise modtagerne om at den virkelige hjerne bag mordene havde været Vernon Butts.

Egentlig blev William idømt henrettelse i gaskammer, men efter henrettelsen af Robert Alton Harris i april 1992, blev det ændret til henrettelse af giftinjektion. Henrettelsen af Robert Alton Harris havde været den første siden 1967, og havde vist hvor forfærdelig gaskamret er.
24 timer inden henrettelsen deltog William i et interview med en lokal radiostation. Her fortalte han, at han havde fundet fred med at han skulle dø, og at hans eneste fortrydelse i livet var at han ikke havde forfulgt sin passion for bowling, da han var teenager. Da han blev spurgt om, om han havde noget at sige til ofrenes pårørende, svarede han: ”De føler at min død vil bringe dem afslutning, men det er ikke tilfældet. Det vil de finde ud af”. Som sidste måltid valgte han to store pizzaer, en masse is og tre sixpacks Coca-Cola. De sidste timer af sit liv tilbragte han med fem personer han selv havde valgt, herunder blandt andre sin nye advokat og en præst. Den sidste officielle udtalelse William kom med, var:
”Jeg føler ikke at dødsstraffen er et svar på de aktuelle problemer. Jeg føler at det sender den forkerte besked til menneskerne i dette land. Unge mennesker opfører sig som de ser andre opføre sig. Jeg vil råde ti,l at når en person har tanker om at gøre noget seriøst imod loven, at før de gjorde det, skulle de gå til et stille sted og tænke seriøst over det”.
D. 23. februar 1996, kl. 00¹³ blev William erklæret død, 49 år gammel. Ingen fra hans familie var til stede under henrettelsen, men flere af ofrenes pårørende var. Hans familie nægtede desuden efterfølgende at tage imod hans lig, og det blev derfor kremeret og asken spredt over Stillehavet senere.

Ofre

De fleste af ofrene var blaffere, men nogle af dem blot unge mænd eller teenagedrenge, der var på vej et sted hen. Enten blev de lokket eller tvunget ind i Williams Ford Econoline varevogn, hvor de blev overmandet og bundet fast. Derefter ville William mishandle dem, voldtage og/eller tæske, ofte på kønsdelene og hovedet, for derefter at dræbe dem. Typisk dræbte han ofrene ved at strangulere dem med deres egne T-shirts, men nogle blev stukket eller tæsket ihjel, én døde af chok, og én fik en issyl gennem rygsøjlen. De fleste af ofrenes lig blev dumpet ved motorveje i Californien, hvilket var grunden til at William blev kaldt Freeway Killer. William er ikke den eneste seriemorder i Californien, der har gået under navnet Freeway Killer; også Randy Kraft og Patrick Kearney blev kaldt Freeway Killer, da de også efterlod lig ved motorveje i Californien. Randy Kraft var aktiv fra 1971 til 1983, mens Patrick Kearney var aktiv fra 1965 til 1977.

William tilstod at have dræbt 21 personer, men blev kun dømt for 14 mord. Ofrene er:

Thomas Lundgren, 14 år
Mark Shelton, 17 år
Marcus Grabs, 17 år
Donald Hayden, 15 år
David Murillo, 17 år
Robert Wirostek, 16 år
”John Doe” / uidentificeret, 15-20 år
Michael McDonald, 16 år
Charles Miranda, 14 år
James McGabe, 12 år
Ronald Gaitlin, 18 år
Harry Todd Turner, 15 år
Glen Barker, 14 år
Russell Rugh, 15 år
Steven Wood, 16 år
Lawrence Sharp, 18 år
Darin Lee Kendrick, 19 år
Sean King, 14 år
Steven Wells, 18 år

De medskyldige

Hvor mange mord Vernon Butts, Gregory Miley, James Munro og William Pugh præcis deltog i, er ikke helt klart. Men Vernon Butts var uden tvivl den der deltog i flest (mindst seks). Han udtalte senere at han havde fundet William både skræmmende og fascinerende, og havde nydt at se ham torturere, voldtage og dræbe ofrene. Inden Vernons retssag skulle begynde blev han fundet død i sin celle; han havde begået selvmord ved at hænge sig selv i et håndklæde. Obduktionen viste, at han havde forsøgt at begå selvmord mindst fire gange inden han blev anholdt.

James Munro blev idømt 15 år til livstid i fængslet, som bliver afsonet i Mule Creek Prison. I 2014 blev han nægtet prøveløsladelse, fordi han eftersigende havde sagt at han ville købe en varevogn, lig den William Bonin havde haft, og ’færdiggøre Williams arbejde’, under et telefonopkald. Han havde desuden givet personen, som han talte med, en liste over personer han ville dræbe, når han blev løsladt. Han har siden sin retssag forsøgt at overbevise retten og offentligheden om, at han blev narret til at tage imod en aftale om at undgå dødsstraf ved at kende sig skyldig og vidne mod William.

Gregory Miley blev ligeledes fængslet i Mule Creek Prison, efter at blive idømt 25 år til livstid i fængslet. I maj 2016 blev Gregory tæsket ihjel i fængslet af en anden indsat, der havde hørt om hvad Gregory havde deltaget i.

William Pugh tilstod at have deltaget i to mord, men blev kun dømt for mordet på Harry Todd Turner, for hvilket han fik seks års fængsel. Han afsonede under fire år af sin dom, og blev allerede løsladt i 1985.

Medier

I 2010 havde filmen Freeway Killer premiere. Filmen er baseret på sagen, og har Scott Anthony Leet i rollen som William Bonin.

Sagen er desuden fokuspunkt i afsnittet The Freeway Killer, i dokumentarserien Arrest & Trial, samt afsnit 5, The Freeway Killer, af sæson 1 af dokumentarserien Killers: Behind the Myth, sendt første gang d. 13. maj 2014.

Følgende bøger handler om sagen:
– William Bonin: The True Story of The Freeway Killer af Jack Rosewood, 2015
– Born to Kill: The William Bonin Story af Brian Lee Tucker, 2016
– The Freeway Killer: The Shocking True Story of Serial Killer William Bonin af Roger Harrington, 2018

Sagen er desuden nævnt i følgende bøger:
– Angel of Darkness: The True Story of Randy Kraft and the Most Heinous Murder Spree of the Century af Dennis McDougal, 1991
– The Encyclopedia of Serial Killers af Brian Lane og Wilfred Gregg, 1992
– The Encyclopedia of Serial Killers af Michael Newton, 2000
– On Trial for Murder af Douglas Wynn, 2003
– Without Remorse: The Story of the Woman Who Kept Los Angeles’ Serial Killers Alive af Vonda L. Pelto, 2007
– Killer on the Road: Violence and the American Interstate af Ginger Strand, 2012

Kilder