Syv dage til døden

Foto: CMD

Titel: Syv dage til døden: En sand beretning om forbrydelse og dødsstraf (Sju dagar kvar att leva: En berättelse om brott och dödsstraff)
Forfatter: Carina Bergfeldt
Forlag: Turbulenz
Sprog: Dansk, oversat fra svensk af Mette Egerod
Udgivelsesdato: maj 2015, dansk udgave i januar 2016

Bagsidetekst

Da den svenske journalist Carina Bergfeldt i sommeren 2013 møder amerikaneren Vaughn Ross, har han en uge tilbage at leve i. Han er dømt til døden i Texas, den amerikanske delstat, der henretter flest fanger. I mere end ti år har han ventet på at dø som straf for de to mord, han blev dømt for i 2002.

Mødet bliver startskuddet til en uge i Texas, hvor forfatteren interviewer mennesker, der har dødsstraf tæt inde på livet: Præsten, der har hørt de sidste bekendelser fra 150 dødsdømte. Fængselsdirektøren, der har ført 88 mænd og én kvinde ned af dødsgangen. Kvinden, der er forelsket i en morder. Familien, som vil have hævn. Og politibetjenten, der har afgivet et løfte, der først indfries, når dødsdommen eksekveres.

Men det hele begynder og slutter med manden, der har syv dage til døden.

---

I slutningen af januar 2001 blev 53-årige Douglas Birdsall og 18-årige Viola McVade fundet dræbt i en bil i Texas, USA. Vaughn Ross, der var kærester med Violas søster, blev senere fundet skyldig og idømt dødsstraf for mordene.
Sagen om Vaughn Ross fik meget opmærksomhed i Sverige, da han i ugen op til henrettelsen blev interviewet af journalist Carina Bergfeldt, som en del af en artikelserien En vecka med döden om dødsstraf i avisen Aftonbladet. Netop dette var også hvad der førte til bogen.

Men bogen handler ikke kun om Vaughn Ross. Faktisk handler den ikke særlig meget om ham, men mere om dødsstraf, om systemet og personerne der vedrører. Om manden der blev idømt dødsstraf og næsten henrettet for et mord han senere blev frikendt for, efter at have siddet bag tremmer i over 18 år. Om pårørende til både dødsdømte og ofre af dødsdømte. Om de personer der har været en del af systemet, og har arbejdet med henrettelser og dødsdømte. Bogen ser derfor sagen – dødsstaf – fra faktisk alle synspunkter.
Udover de involverede personer, tager forfatteren også fat i selve dødsstraffen, og giver et indblik i hvordan henrettelser foregår og systemet omkring dødsstraf. Og belyser også ret godt, hvem der bliver idømt dødsstraf – for selvom domstolen burde være retfærdig, er den det ikke altid. Især den amerikanske har tendenser til at være racistisk.

Carina Bergfeldt, født 1980, er svensk journalist, der arbejder som USA korrespondent for SVT. Tidligere har hun været journalist hos Aftonbladet. I 2012 vandt hun en pris for sin reportage Dagen vi aldrig glömmer, omhandlende massakren på Utøya, 22. juli 2011. Carina har vundet flere priser, og også været nomineret til en del, herunder blandt andre Schibsted Journalism Awards for artikelserien som bogen er udsprunget af, En vecka med döden. Hun har desuden skrevet to krimier: Fadermord, 2012 og Fotografiet, 2015.

Udvalgt citat

”Der er ingen ende på Anthony Graves’ ^{[manden der var idømt dødsstraf og sad fængslet i over 18 år for et mord han ikke begik]} historier. Han fortæller om en fange, der ikke havde forstået, at han skulle dø, men gang på gang spurgte de andre indsatte, hvad de syntes, han skulle tage på til begravelsen, ganske enkelt uden at fatte, at det var ham selv, der skulle i kisten. Han fortæller om en anden fange, som satte sig midt på gulvet og langsomt rev sit lagen i strimler, viklede det om kroppen og stak ild til sig selv. Og om fangen med diagnosticeret skizofreni, der en dag pressede sit ene øje ud med hånden, stoppede det i munden og spiste det. Han fortæller om fangen, der aldrig måtte komme i nærheden af et barberblad, for aldrig så snart han gjorde det, før han skar et eller andet af kroppen. Hvad som helst, bare et eller andet, han kunne komme til at skære af. Mænd og minder, der bliver hos Anthony Graves, længe efter at han har lagt medfangerne og fængslet bag sig.
»Isolation giver en lyst til at dø,« siger han roligt.
»Nogle af fyrene derinde trak deres appel tilbage. De nåede til et punkt, hvor de hellere ville dø end at leve videre i Polunsky.« ^{s. 76}

Min bedømmelse

Jeg overvejede i nogen tid, om bogen overhovedet hørte til på Mennesker der dræber. For selvom bogen udspringer af Vaughn Ross og hans henrettelse, handler den jo om så meget mere end det. Faktisk handler den meget mere om andet, end et menneske der dræber. Alligevel føler jeg at bogen hører til herinde, og hvorfor kan jeg ærlig talt ikke helt forklare. Jeg kan bare sige, at det muligvis er en af de bedste bøger indenfor denne genre, jeg har læst.

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg er helt og aldeles imod dødsstraf. Intet kan i mine øjne retfærdiggøre mord – heller ikke, når det er staten der udfører det. Jeg har altid været imod dødsstraf, og jeg kan komme med mange grunde til, hvorfor det burde afskaffes. Ikke kun grunde der har grobund i følelser, men også i tal og statistikker.
Min fornemmelse siger mig, at forfatteren også er imod dødsstraf, men det er sådan set irrelevant. Bogen er på ingen måde politisk eller en debat, men angiver facts der viser, hvor forkert dødsstraf er på så mange punkter. Ikke nok med at henrettelse er mord, så er det ikke usædvanligt at uskyldige bliver idømt dødsstraf, og heraf er der desværre også en del der bliver henrettet. Nu skal jeg ikke røbe for meget, men det er bare noget af det, som bogen også belyser.

På trods af det lidt tunge emne, er bogen let og yderst velskrevet. Den sætter tankerne i gang, og til tider også tårekanalerne – i hvert fald hvis man, som jeg, har let til tårer.
Som det nok kan fornemmes allerede, så kan jeg i den grad anbefale denne bog.

Jeg faldt tilfældigt over den, en dag jeg gik rundt i Bog & idé. Jeg foretrækker til enhver tid fysiske bøger, men det er desværre ikke lykkedes mig at finde ud af, hvor man kan købe den udgave på internettet. Dog har både Bog & idé, Saxo og Arnold Busck den som E-bog. Men det kan være at du kan være heldig som jeg, at finde den fysiske udgave i en af deres butikker.