Robert Berdella - The Kansas City Butcher

Mordet i værelse 1046

Først på natten d. 5. januar 1935 afgik en ung mand ved døden af voldsomme kvæstelser, som var blevet ham påført under hans ophold på Hotel President i Kansas City, Missouri, USA. Den unge mand havde brugt et falsk navn under sit ophold, og hans identitet blev først opklaret halvandet år efter mordet. Men mysteriet endte ikke der – for hvem dræbte den unge mand, og hvem stod bag brevene, som hans mor fortsat modtog efter sønnens død?

Tidlig eftermiddag d. 2. januar 1935 checkede en ung mand ind på Hotel President i Kansas City, Missouri, USA, under navnet Roland T. Owen. Han fortalte at han kom fra Los Angeles, og bad om at få et værelse på de øvre etager med vinduer væk fra gaden. Han var iført nydeligt tøj og mørk jakke, men havde ingen former for baggage med sig. Personalet lagde mærke til at han havde et ar i tindingen og blomkålsøre, og tænkte derfor at han var professionel bokser eller wrestler. Han fik udleveret nøglen til værelse 1046 på 10. etage, og ført derop af hotelportøren. På vejen fortalte Roland at han natten forinden havde boet på det nærliggende Muehlebach Hotel, men syntes at de $5, svarende til cirka 590 kr. anno 2021, var for dyrt.
Da de ankom til værelset tog Roland en hårbørste, en kam og en tube tandpasta op af jakkelommen, og kort efter forlod de atter værelset. Roland blev set forlade hotellet, men da en stuepige kort efter kom for at gøre rent på værelset, var han allerede tilbage. Stuepigen bed mærke i at Roland havde lukket for persiennerne og lyset var afdæmpet, og at den unge mand virkede bange. Sådan ville værelset se ud, hver gang hun kom forbi de følgende dage. Der gik ikke mange minutter efter hendes ankomst, før Roland forlod værelset med beskeden, at hun ikke behøvede at låse døren efter sig, fordi han ventede gæster. Da stuepigen atter besøgte værelset omkring kl. 16 for at aflevere rene håndklæder, lå Roland fuldt påklædt på sengen i mørket. Fra lyset på gangen, kunne hun se en besked på sengebordet, hvorpå der stod: ”Don: Jeg er tilbage om 15 minutter. Vent”.

Den følgende formiddag vente stuepigen tilbage til værelset omkring kl. 1030. Hun blev mødt af en låst dør, og brugte derfor sin egen nøgle til at låse sig ind på værelset. Herinde sad Roland i mørket, og svarede, da telefonen kort efter ringede: ”Nej, Don, jeg vil ikke have noget at spise. Jeg er ikke sulten. Jeg har lige spist morgenmad … Nej, jeg er ikke sulten”. Mens han fortsat havde telefonen i hånden, spurgte han stuepigen om man kunne bosætte sig på hotellet, og klagede igen over priserne hos Hotel Muehlebach. Omkring kl. 16 vendte stuepigen igen tilbage til værelset, for at aflevere rene håndklæder. Hun kunne høre to mænd tale på værelset, og bankede derfor på døren. Hun fortalte gennem døren at hun kom med rene håndklæder, men fik svaret, at det var der ikke brug for.
Senere på aftenen var der godt gang i hotellet, og der blev hørt både mandlige og kvindelige stemmer fra værelset. Efter kl. 0130 var der dog ro på hotellet, med undtagelse af en fest i værelse 1055. Flere fra hotelpersonalet lagde mærke til en kvinde, som de mente var prostitueret. Hun nævnte værelse 1046 og 1026, men blev først på natten ført til 9. etage i selskab med en mand. Kl. 415 forlod hun hotellet, og kort efter forlod manden ligeledes hotellet, med forklaringen at han ikke kunne sove, og ville gå sig en tur. Om kvinden har noget med sagen at gøre, har man ikke kunne fastslå med sikkerhed, men der blev senere fundet fire uidentificerede fingeraftryk, som efterforskerne grundet størrelsen mente stammede fra en kvinde.
Et andet vidne mente at have set Roland ved Lydia Avenue omkring kl. 23, kun iført undertrøje, bukser og sko. Manden kom kørende i sin bil, da Roland kom løbende hen mod ham, viftende med armene. Da manden stoppede bilen, undskyldte Roland og forklarede at han troede bilen var en taxi. Manden gik alligevel med til at give Roland et lift, og lagde mærke til, at han så slemt tilredt ud. Blandt andet blødte han fra den ene arm. Manden satte Roland af ved 12th Street og Troost Avenue, og så ham først igen hos bedemanden, da han skulle identificere såret på armen.

Om morgenen d. 4. januar kunne telefonisten ikke komme igennem til Rolands værelse, da telefonrøret var taget af. Hotelportøren gik op til Rolands værelse, og blev på døren mødt af et ”Forstyr ikke”-skilt. Han bankede derfor på døren nogle gange. En stemme fra værelset svarede, men døren forblev låst. Da hotelportøren igen bankede på, sagde stemmen at han skulle tænde for lyset. Men døren forblev låst, og hotelportøren vendte derfor atter tilbage til lobbyen, efter at have bedt Roland om at lægge telefonrøret på.
Kl. 830 var telefonrøret fortsat af, og en anden hotelportør blev derfor sendt op til værelset. Skiltet hang fortsat på døren, der stadig var låst, og han valgte derfor at låse sig ind på værelset. Her fandt han Roland liggende nøgen på sengen, i mørket, umiddelbart beruset. I mørket så han mørke pletter på sengen, og at telefonen var blevet væltet ned fra natbordet. Han satte telefonen på plads, og forlod atter værelset. To timer senere var telefonrøret igen af telefonen, og den første hotelportør gik derfor op til værelset igen. Han låste sig ind, og fandt Roland på knæ og albuer, med blod på sig. Der var ligeledes blod på væggene og i sengen. Hotelportøren satte telefonen på plads, og løb ned i lobbyen efter hjælp. Da han kom tilbage med hotelbestyreren, var Roland faldet sammen bag døren, og de kunne derfor ikke komme ind, før Roland havde fået samlet kræfter nok til at rejse sig og sætte sig på kanten af badekarret. Da de kom ind på værelset blev politiet tilkaldt, som kort efter ankom med en læge.
Roland var blevet bundet om halsen, håndledende og anklerne, og der var tydelige tegn på at nogen havde forsøgt at kvæle ham. Han var blevet stukket mere end én gang i brystet over hjertet, og et af disse stik havde punkteret hans lunge. Han havde desuden fået slag mod hovedet, der havde resulteret i kraniebrud. Lægen spurgte Roland om, hvem der havde gjort dette mod ham, til hvilket han blot kort svarede: ”Ingen”. Lægen spurgte derfor om han havde forsøgt at begå selvmord. Roland nåede lige at svare nej, inden han mistede bevidstheden.
Da han kort efter ankom til hospitalet, var han i koma. Roland afgik ved døden kort efter midnat d. 5. januar 1935. En følgende obduktion viste at dødsårsagen var de voldsomme kvæstelser.

Efterforskning

Trods Roland havde benægtet både overfald og selvmordsforsøg, valgte Kansas City Police Department at åbne en efterforskning, da det stod klart for dem, at der var tale om en mordsag.
Værelset blev gennemgået, men der blev ikke fundet meget. Det i sig selv var også mystisk, for hvorfor havde den unge mand ingen baggage med sig? Af mulige spor blev der fundet en hårnål, en sikkerhedsnål, cigaretter, en flaske fortyndet svovlsyre, og fire fingeraftryk tilhørende en kvinde på telefonen. Den sæbe, shampoo og de håndklæder som hotellet altid havde på værelserne var fjernet, og et af drikkeglassene blev fundet i håndvasken, med et stykke manglende.
Der gik ikke længe, før det gik op for efterforskerne at Roland ikke hed Roland T. Owen. Der var ingen i Los Angeles med det navn, og hans fingeraftryk blev derfor sendt til Justice Department’s Bureau of Investigation, i dag kendt som FBI. Men der blev ikke fundet et match, og efterforskningen gik nu ikke kun ud på at finde morderen, men også ofrets identitet. På Muehlebach Hotel havde han brugt navnet Eugene K. Scott, men heller ikke dette navn tilhørte nogen i Los Angeles.
Politiet gik derfor til aviserne og bad offentligheden om hjælp, både med identificeringen af ofret, og om ledetråde der kunne føre til morderen. Mange henvendte sig til både aviserne og politiet, men desværre uden videre resultat.
Få gange troede efterforskerne dog, at liget var blevet identificeret. Første gang da en mand identificerede liget som sin fætter, men dette blev udelukket, da fætterens kone kunne fortælle at han var død fem år forinden. En uge efter mordet identificerede wrestlingpromoter Toni Bernardi fra Arkansas liget som Cecil Werner. Det var der uenighed om i wrestlingmiljøet, og det blev senere fastslået, at ofret ikke var Cecil.

Efterhånden havde efterforskerne ikke meget at gå efter, og med nye mord at efterforske, fik sagen mindre og mindre opmærksomhed både af efterforskerne og offentligheden. D. 3. marts fik sagen dog fornyet opmærksomhed, da bedemandsforretningen der opbevarede liget, i avisen annoncerede at de ville begrave liget i byens fællesgrav den følgende dag. Samme dag modtog bedemanden et opkald fra en mand, der bad om at begravelsen blev udsat. Han ønskede at sende bedemanden penge til en begravelsesceremoni og et gravsted på Memorial Park Cemetery, eftersigende så ”manden kunne være tæt på sin søster”. Bedemanden og manden talte sammen i lidt tid, hvor manden fortalte at ofret havde haft en affære, mens han var forlovet med en anden kvinde, og at manden og kvinderne havde slået sig sammen for at tage hævn. Lige inden han lagde på, sagde manden: ”Utro personer får typisk det, der kommer til dem”.
Som manden havde bedt om, blev begravelsen udsat. D. 23. marts modtog bedemanden en kuvert med $25, svarende til cirka 3000 kr. anno 2021 fra en ukendt afsender. Beløbet var nok til at dække begravelsesomkostningerne og gravstedet. En lokal blomsterhandler modtog 2 kuverter med $5 i hver, svarende til i alt cirka 1200 kr. anno 2021, efter at have modtaget et lignende opkald. Med kuverterne fulgte en besked om at pengene skulle bruges på 13 lyserøde roser, underskrevet ”Love Forever – Louise”.
Ved begravelsen deltog præsten og flere af efterforskerne. De følgende dage holdte efterforskerne på skift vagt ved gravstedet, men ingen kom for at besøge det.

Der gik efterfølgende længe, før der skete nyt i sagen, trods billedet af ofrets lig fortsat blev sendt rundt i hele landet. Da billedet halvandet år efter mordet blev bragt i avisen The American Weekly, viste en kvinde det til sin veninde, Ruby Ogletree fra Birmingham, Alabama. Ofret lignede Rubys søn, Artemus, der i 1934 var taget hjemmefra for at rejse til Californien. Det undrede Ruby, for hun havde flere gange modtaget breve fra sin søn, efter han angiveligt skulle være blevet dræbt – men arret i tindingen efterlod ingen tvivl hos moderen. Hun kontaktede derfor politiet i Kansas City, og kunne fortælle nok om ofret, blandt andet at arret skyldtes at Artemus i barndommen havde fået brandvarmt fedt på sig, til at politiet troede på hende. I november 1936 offentliggjorde efterforskerne, at de havde identificeret liget til at være Artemus Ogletree, født i Florida i 1915, og bosat i Birmingham, Alabama hos sine forældre, Leon og Ruby, og to yngre søskende Edward og Eleanor. Artemus var kun 19 år, da han blev dræbt.

Efterforskerne kunne dog ikke lukke sagen endnu, for de stod stadig med to meget store mysterier: hvem sendte brevene til Artemus’ familie, og hvem slog ham ihjel?
Ruby Ogletree havde modtaget et brev tidligt i 1935, sendt fra Chicago, angiveligt fra sin søn. Men brevet var, ulig de tidligere breve hun havde modtaget, skrevet på en skrivemaskine og i et andet sprog, end Artemus normalt brugte. I april modtog hun endnu et brev, sendt fra New York, hvori der stod at han ville rejse til Europa. En ukendt mand, angiveligt fra Memphis, Tennessee, ringede til hende i august, og fortalte at hendes søn havde reddet hans liv i en slåskamp. Han fortalte at Artemus havde mistet en tommelfinger i slåskampen, og derfor ikke var i stand til at skrive breve, men at han havde bosat sig i Kairo, Egypten, hvor han havde giftet sig med en velhavende kvinde. Ruby og den ukendte mand talte sammen i en halv times tid, og Ruby bed især mærke i, at manden virkede urolig og talte vildt. Mandens identitet blev aldrig fastslået, og man har aldrig fundet noget der skulle tyde på, at Artemus på noget tidspunkt har opholdt sig i Kairo.
Senere fandt man ud af, at Artemus havde boet på et tredje hotel i Kansas City, St. Regis, hvor han havde brugt et falsk navn og overnattet med en anden mand.

I 1937 anholdte politiet i New York City en mand ved navn Joseph Martin, for at have myrdet en mand han havde delt værelse med, og sendt liget til Memphis. På hotellet havde Joseph brugt navnet Donald Kelso, og hans håndskrift var mistænkeligt ens med håndskriften i et af brevene til Ruby Ogletree. Men det var ikke muligt for efterforskerne at sætte Joseph i forbindelse med mordet på Artemus, og han blev derfor hverken anklaget eller dømt for mordet.
Helt frem til 1960’erne blev sagen genoptaget med få års mellemrum, men der kom intet nyt i sagen og til sidst gik sagen kold.
I 2003 eller 2004 kom der dog lidt nyt i sagen, da en lokalhistoriker fra Kansas City Public Library modtog et opkald fra en person, der fortalte at denne havde været med til at rydde et dødsbo, hvor der var blevet fundet en skotøjsæske med avisudklip om sagen, samt et objekt omtalt i nogle af disse artikler. Personen ønskede ikke at tilkendegive sin identitet, ej heller at overrække skotøjsæsken, og der blev derfor ikke gjort mere ud af sagen. Det kom desuden først ud til offentligheden i 2012, da lokalhistorikeren skrev om det i et blogindlæg på bibliotekets hjemmeside.

Mysteriet bag den unge Artemus Ogletrees mord er derfor fortsat uopklaret.

Medier

Sagen er nævnt i følgende podcasts:

  • The Trail Went Cold, episode 19: Artemus Ogletree, oktober 2016
  • Stuff They Don’t Want You To Know, episode: Who Killed Artemus Ogletree, april 2019
  • The Wardcaster Files: A True Crime Podcast, episode: Unsolved: Artemus Ogletree and the Connecticut River Valley Killer, juli 2020
  • Dark Side of Wikipedia / True Crime & Dark History, episode 55: The Murder of Artemus Ogletree, januar 2021

Dokumentarserien BuzzFeed Unsolved: True Crime har desuden lavet en episode om sagen: sæson 2, episode 6: The Creepy Murder in Room 1046, sendt første gang d. 1. september 2017.

Kilder

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Robert Berdella - The Kansas City Butcher