Albert Guay – bombningen af Flight 108

 

I september 1949 fik Albert Guay placeret en bombe på et indenrigsfly i Canada, der tog livet af alle 23 personer om bord. En af disse personer var Alberts egen kone, Rita, som han ønskede at slippe af med, men ikke kunne blive skilt fra grundet sin stærke katolske tro.

Joseph Albert Guay blev født d. 23. september 1918 i Quebec, Canada. Han var den yngste ud af fem børn, og blev efter sin fars død dybt forkælet af sin mor. Moderen lagde ikke skjul på at Albert var hendes favorit, og stod noget i vejen for hans ønsker, skulle hun nok sørge for at få det af vejen.
Som 16-årig begyndte Albert at hænge ud i poolhaller og sælge smykker og ure på provision, for at tjene penge. Da 2. Verdenskrig brød ud blev Albert ansat hos Canadian Arsenals Limited i St. Malo, hvor hans job bestod af at overvåge en slibemaskine. Her tjente han $40 om ugen, svarende til ca. 3500 kr. i 2020, og var en ganske vellidt og populær ung mand, med gode manér. Han var en rigtig smart fyr, der ofte førte sig frem, men dog uden meget at have det i. Han var desuden yderst hjælpsom, og var ikke bleg for at låne penge ud eller give en hjælpende hånd med til praktiske ting.

Især var Albert populær hos kvinderne, og inviterede jævnligt kvinder med i byen. En af disse kvinder var den smukke Rita Morel, med mørke øjne og sort hår. Det lød at hun var den smukkeste kvinde på fabrikken, og Albert forelskede sig dybt og voldsomt i hende – og hun i ham. De giftede sig og flyttede ind i et hus i Saint-Sauveur-nabolaget i Quebec. Usædvanligt for sin tid, lagde Rita og Albert ikke skjul på deres kærlighed offentligt, hvilket mange ligefrem fandt kvalmende. Trods denne åbenlyse kærlighed og tiltrækning, var én kvinde ikke nok for Albert, og han fortsatte derfor med at ses med kvinder ved siden af sit ægteskab. Rita var derimod meget trofast og ikke engang så meget som kiggede på andre mænd, men alligevel var Albert meget jaloux. Det kom blandt andet til udtryk da en nabo en dag gav Rita et lift hjem. Derhjemme blev de mødt af Albert, der stod ventende udenfor parrets hjem. Han gik hen til bilen, og sagde til naboen: ”Roger, jeg vil give dig et venligt råd. Ikke mere af den slags. Den slags ting kan ende i en tragedie”.
Men udad til så Albert og Rita ud til at have et perfekt ægteskab, fyldt med kærlighed og ømhed, der i 1945 resulterede i at datteren Lise kom til verden. Hver søndag morgen gik den lille familie i kirke, hvor Albert havde et tæt forhold til præsten. Albert var meget stærk i sin katolske tro, og hverken drak eller bandede.

Ved siden af sit arbejde på fabrikken, startede Albert en lille forretning hvor han reparerede ure og smykker for folk i sin fritid. Sandheden var dog nærmere at han sendte urene og smykkerne til en professionel reparatør, og når produkterne kom tilbage, tog Albert overpris for ”sit” arbejde. Albert havde en drøm om at blive rig, og da forretningen ikke gav det overskud han ønskede, blev han på uheldig vis ramt af et indbrud, hvor nogen angiveligt stjal ure til en værdi for over $1000, svarende til ca. 70.000 kr. i 2020. Forsikringen dækkede dette indbrud, og de følgende to år blev Albert ramt af yderligere 4-5 indbrud, hvor forsikringen dækkede tabet gang på gang. Flere mistænkte at der var svindel involveret i indbruddene, men fordi Albert generelt var så vellidt, var der ingen der nævnte deres mistanke dengang.
Da fabrikken lukkede ned i 1945, valgte Albert at tage et stort skridt og åbne en butik, hvorfra han solgte og reparerede ure og smykker. Han ansatte Généreux Ruest, der havde evner indenfor mekanik, reparationer og lignende. De første to år gik forretningen godt, trods butikken to gange blev ramt af ildebrande, som forsikringen dækkede. Men pludselig begyndte det at gå nedad for Albert – ikke kun professionelt, men også privat. Rita opdagede Alberts kvinder på siden, og som hævn begyndte hun at småflirte med andre mænd. Det gjorde Albert rasende, og resulterede i at parret flere gange blev set og hørt skændes voldsomt offentligt. Dagen efter disse skænderier ville Albert dog købe sin kones tilgivelse med blomster og gaver.

Den manglende succes med forretningen og ægteskabet var ikke den eneste nedtur, som Albert blev ramt af i disse år. Han var Ridder af Columbus – en katolsk broderlig tjenesteordre – i 3. grad, og arbejdede hårdt på at komme op i 4. grad. Han modtog stor ros af præsterne, og var så sikker på at han ville opnå den 4. grad, at han brugte unødvendigt mange penge på et nyt sæt tøj til modtagelsesceremonien. Men det ville vise sig at Albert var blevet afvist, hvilket var en af de største nedture i hans liv.
Kort efter afslaget mødte den nu 30 år gamle Albert den 17-årige Marie-Ange Robitaille på en restaurant, hvor hun arbejdede som tjener. Hun var smuk og uskyldig, og Albert begyndte at bejle til hende. Under navnet Roger Angers ringede han to-tre gange om ugen hjem til hendes forældre, og besøgte også familien Robitailles hjem flere gange. Forældrene faldt for Albert, og fandt ham ganske passende til deres datter, i deres uvidenhed om både hans alder og ægteskab. Sammen med Marie-Ange følte Albert sig som en ung dreng, der kunne få en ny start, og han købte derfor en forlovelsesring til hende. Affæren stod på i flere måneder, indtil Rita i november 1948 opdagede det, og derfor aflagde familien Robitaille et besøg. Besøget faldt ikke i god jord, men i stedet for at bryde affæren, valgte Albert og Marie-Ange at flytte til Sept-Îles, hvor de i noget tid levede som mand og kone. Marie-Ange forsøgte flere gange at forlade Albert, men endte gang på gang tilbage hos ham. Til sidst formåede hun dog at få nok, da hun endelig indså at Albert ikke ville lade sig skille fra sin kone, grundet sin katolske tro, og hun følte derfor ikke at der var fremtid i deres forhold. Hun tog tilbage til sine forældre, og Albert stod nu tilbage med ingenting – udover et ønske om at få Marie-Ange tilbage. Han besluttede derfor at Rita skulle af vejen, og brugte noget tid på at overveje hvordan. Han kom frem til, at hvis han kunne få det til at ligne en ulykke ville han ikke kun slippe af med Rita og dermed få Marie-Ange tilbage – han ville også kunne få hendes livsforsikring udbetalt, der lød på hvad der svarer til ca. 260.000 kr. i 2020, og dermed få betalt sin gæld af. Det ville betyde, at Albert kunne starte helt forfra med Marie-Ange.

Albert rejste tilbage til Rita og sin datter, som nu boede hos Ritas mor. Rita tog ham tilbage, og udadtil virkede parret helt nyforelsket. Albert købte gaver og blomster til hende, og de fremførte igen deres kærlighed offentligt, som dengang de lige havde mødt hinanden. Alt virkede noget nær perfekt, men ved siden af planlagde Albert fortsat afskaffelsen af sin kone. Han havde fået sin kollega og ven Généreux Ruest til at lave en tidsindstillet bombe af dynamit, batterier og et vækkeur. Bombeingredienserne havde Généreux’ søster, Marguerite Pitre, købt hos en isenkræmmer. Dengang kunne privatpersoner sagtens købte dynamit og andre sprængstoffer i Canada, dog med krav om registrering af disse køb. Det blev der dog ikke ført meget kontrol over.
Da Généreux fortalte at bomben nu var færdig, begyndte Albert at græde hulkende.

Bombningen af Flight 108

D. 9. september 1949 fik Albert lagt yderligere $10.000, svarende til ca. 520.000 kr. i 2020, oveni Ritas livsforsikring. Det ville betyde at i tilfælde af hendes død, ville Albert få udbetalt en sum på svarende til ca. 780.000 kr. i 2020. Til samme dato havde Albert købt en flybillet til Rita, der angiveligt skulle hente nogle ting i Baie-Comeau til hans butik. Flyet, Flight 108 fra Canadian Pacific Air Lines, kom fra Montreal, og mellemlandede i L’Ancienne-Lorette, Quebec, hvor Rita stod på. Marguerite Pitre leverede bomben til lufthavnen, og fik checket den ind som bagage på flyet. Albert havde planlagt alt nøje, men en forsinkelse på fem minutter fik planen til at gå anderledes.

Ifølge Alberts plan skulle bomben springe over Saint Lawrence River, for hvis flyet styrtede ned i vand, ville det gøre de tekniske undersøgelser noget nær umulige at gennemføre eller få resultat ud af. Men forsinkelsen betød at bomben sprang over Cap Tourmente, og flyet styrtede derfor ned tæt på et område kaldt Sault-au-Cochon. Alle fire besætningsmedlemmer og 19 passagerer døde ved flystyrtet. Herunder var blandt andre Rita, fire børn, og tre ledere fra minedriftsfirmaet Kennecott Utah Copper Corporation.
Nyhederne om flystyrtet ramte radioen kl. 13, og få timer efter begyndte familiemedlemmer og bekendte at kime Ritas mor ned. De ønskede at vide om Rita havde overlevet den forfærdelige ulykke. Albert, der var kommet hjem nogle timer forinden og gået i seng med en hovedpine, tog derfor nu til billetkontoret i lufthavnen med sin datter, og spurgte om det var sandt at hans kones fly var styrtet ned. Da en billetsælger bekræftede at flyet var styrtet ned, faldt Albert sammen i en stol, og gav sig til at hulke højlydt og ukontrolleret.

Sagen fik meget opmærksomhed i medierne, både fordi det var den tredje værste i Canadas luftfartshistorie, samt at tre ledere fra Kennecott Utah Copper Corporation var om bord på flyet og havde mistet livet. Man var til en start overbevist om at der var tale om en tragisk ulykke, men alligevel ønskede Canadian Pacific Air Lines at lave en grundig undersøgelse af flystyrtet. Det fik Albert til at ringe til sin advokat to dage efter styrtet, for at spørge hvad han skulle foretage sig, hvis det kom frem at ulykken var sket fordi Canadian Pacific Air Lines havde handlet uagtsomt. Dagen efter forsøgte Albert at få Ritas livsforsikring udbetalt.
Der blev foretaget obduktioner af så mange lig som muligt, og de blev derefter placeret i byens lighus, hvor pårørende kunne komme og identificere ligene. Flere af ligene var dog så medtaget at de var uidentificerbare, men ikke Rita. Albert ønskede alligevel ikke at se Rita, og hulkende fik han overtalt Ritas bror til at identificere hende, med forklaringen at han ønskede at huske hende som hun havde været. Begravelsen blev storslået og overdådig, og mange beskrev Albert som værende ude af den. Han havde blandt andet købt en meget dyr kiste, og placeret et stort kors af røde roser, med teksten ”Fra din elskede Albert” midt i kirken.

Efterhånden begyndte undersøgelserne af flystyrtet at tyde på, at der ikke var tale om en ulykke. Det blev blandt andet fundet at flyets motorer og propeller stadig var i gang, da flyet ramte jorden, og der var spor af blod og kød bagerst i kabinen, hvilket betød at noget havde fået det til kun at sprøjte bagud. Teknikkerne konkluderede derfor at noget havde eksploderet, og de skulle nu finde ud af hvad og hvorfra. Mange af de første personer på gerningsstedet havde nævnt lugten af dynamit, men ifølge optegnelserne var der ikke registeret hverken ansøgninger eller godkendelser til at medbringe dynamit på flyet. Deres undersøgelser kunne desuden udelukke at det var en del af flyet der var eksploderet, og de måtte derfor gå ud fra at hvad end der havde fået flyet til at eksplodere, var blevet bragt om bord på ulovlig vis. De begyndte derfor at gennemgå al bagage, først med en formodning om at nogen havde placeret en bombe på flyet for at komme af med de tre ledere fra Kennecott Copper Corporation. Men denne formodning gav ikke pote, og til sidst formåede de at spore sig ind på Rita og dermed også Albert.

Da efterforskerne henvendte sig til politiet i Quebec med ønske om at vide mere om ægteparret, blev de henvist til Marie-Ange. Marie-Ange sendte dem videre til Marguerite Pitre, men i stedet for at tage direkte kontakt til hende, tog de kontakt til den taxichauffør der havde kørt hende til lufthavnen d. 9. september. Han ville ikke med sikkerhed identificere Marguerite som den kvinde han havde kørt rundt, og fik derfor besked på at vente udenfor hendes lejlighed, for at kunne få et godt syn af hende, når hun kom ud. Offentligheden var på det tidspunkt fortsat af den tro, at der var tale om en forfærdelig, tragisk ulykke, men det ændrede sig hurtigt, da chaufføren ikke kunne tie om sin involvering med efterforskningen. Han tog kontakt til en journalist fra en avis fra Montreal, der, uden at nævne navne, i en artikel skrev at politiet var på sporet af en kvinde der havde leveret en mystisk pakke til lufthavnen. Artiklen udkom d. 15. september, og tre dage senere mødtes Albert og Marguerite for første gang siden flystyrtet – begge uvidende om artiklen. Marie-Ange var også til stede ved dette møde, og Albert sagde her til hende, at de kunne leve lykkeligt sammen, når der var gået noget tid med at sørge for offentligheden.
Dagen efter dette møde vendte Albert, der nu havde læst artiklen, fortvivlet tilbage til Marguerite. Han forsøgte at overtale hende til at begå selvmord og efterlade sig et selvmordsbrev, hvori hun skulle skrive at hun havde placeret bomben på flyet, fordi hun troede at Albert var om bord. Den idé var Marguerite dog ikke helt med på. I stedet ringede hun til sin læge og klagede over mavesmerter, og bad om at blive indlagt den følgende dag. Med sig på hospitalet havde hun en flaske sovepiller. Da hun var blevet indlagt slugte hun sovepiller nok til at hun blev døsig og omtåget, og forklarede det efterfølgende med at lægerne ikke havde givet hende nok opmærksomhed. D. 23. september blev hun udskrevet fra hospitalet, og derhjemme ventede politiet, der ønskede at afhøre hende. Her indrømmede Marguerite at hun, som en tjeneste for Albert, havde afleveret pakken i lufthavnen, men at hun var af den overbevisning at den havde indeholdt en statue. Hun blev tilbageholdt af politiet for at have forsøgt at begå selvmord, og den nyhed ramte radioen mens Albert fejrede sin fødselsdag med en middag hos sin svigermor, hvor han fortsat boede med sin datter.
Da Albert hørte nyheden rejste han sig hastigt og slog sin hånd ned i bordet, mens han råbte: ”Forbandede luder!”. Han ilede derefter hjem til sin mor, hvor han kort tid efter blev anholdt for bombningen.

Retssagen og den følgende tid

Retssagen mod Albert begyndte d. 24. februar 1950. Her vidnede blandt andre Marie-Ange, der sagde at hun ikke længere elskede Albert og ikke ønskede at have noget med ham at gøre. Det var den eneste gang under hele retssagen, at Albert udviste nogen form for følelser. Han ønskede ikke selv at vidne, og da retssagen d. 14. marts endte med at Albert blev fundet skyldig og idømt dødsstraf, ønskede han heller ej at anke dommen. Hans eneste kommentar til dette, var: ”Hvorfor? For hvem? Jeg har ikke nogen interesse i at leve længere”.

Efter retssagen blev han sendt til Montreal Jail i Bordeaux, hvor han fortalte sandheden om Généreux’ og Marguerites indblanding i sagen. D. 6. juni 1950 blev Généreux anholdt, og otte dage senere blev det Marguerites tur. Généreux holdte fast i sin uskyld, med forklaringen at han troede bomben skulle bruges til at sprænge nogle træstammer op på en mark. Under Généreux’ retssag vidnede Albert. Généreux blev fundet skyldig og idømt dødsstraf. Han blev henrettet ved hængning d. 25. juli 1952 i Montreal.
Marguerite forsøgte efter anholdelsen at begå selvmord, men lykkedes ikke. Hun fastholdte ligeledes sin uskyld og forklaringen om statuen, men den købte dommeren ikke. Hun blev fundet skyldig, og d. 9. januar 1953 blev hun henrettet ved hængning – som den 13. og sidste kvinde i Canadas historie.

I ugen op til sin egen henrettelse, var Albert så nervøs at han intet spiste, og på sin sidste dag spurgte han igen og igen fængselslægen, om det ville gøre ondt eller gå hurtigt. D. 12. januar 1951 blev Albert hængt, 32 år gammel.
Medierne skrev dengang at hans sidste ord var: ”Au moins, je meurs célèbre”, hvilket betyder: ”I det mindste dør jeg berømt”. Ifølge Alberts nabo, Roger Lemelin, der fulgte sagen tæt og senere har skrevet om den, passer dette dog ikke. Formegentlig havde Albert slet ingen sidste ord, fordi han netop var så ramt af nervøsitet.

Albert og Marie-Ange så aldrig hinanden igen efter retssagen. I noget tid efterfølgende drev hun en café, men efter den gik konkurs, fandt hun i stedet arbejde på en tøjfabrik i Quebec. Det er det sidste man har hørt til hende.

D. 1. november 1955 kopierede amerikaneren John ”Jack” Gilbert Graham Alberts forbrydelse, da han plantede en dynamitbombe i sin mors kuffert og dermed dræbte 44 personer, inklusiv sin mor, om bord på et fly i Colorado, USA. Det var eftersigende for at få fingrene i hendes livsforsikring, men den fik han ikke meget nytte af, da han blev henrettet for sin forbrydelse i januar 1957, 24 år gammel.

Dødsstraf blev afskaffet i Canada i 1976. De sidste henrettelser der fandt sted, var da 29-årige Ronald Turpin og 54-årige Arthur Lucas blev henrettet for separate mord i december 1962.

Medier

Sagen er nævnt i følgende podcasts:

• Left Behind, episode: Albert Guay, januar 2019
• Criminal Discourse Podcast, episode: Albert Guay – Airline Bomber, februar 2020
• Murder Friends, episode 101: Albert Guay, april 2020
• The Midnight Club, episode: Albert Guay, juni 2020
• Sinister – A Canadian Crime Podcast, episode: Albert Guay – ’At Least I Die Famous’ (Quebec), oktober 2020

 

Albert og Ritas nabo og ven, Roger Lemelin, der fulgte sagen tæt, fik i 1982 udgivet sin roman Le Crime d’Ovide Plouffe (oversat: Forbrydelsen af Ovide Plouffe). Romanen, der er en efterfølger til hans roman Les Plouffe fra 1948 er meget inspireret af sagen. Romanen blev til både en film og en miniserie, i henholdsvis 1984 og 1984. Miniserien omhandler tiden op til at Ovide Plouffes kone, Rita, dør på tragisk vis, hvor filmen omhandler selve retssagen, hvor han er falsk anklaget for at stå bag mordet på sin kone.
Også romanen Cape Torment af Richard Donovan fra 2012 er dybt inspireret af sagen.

Sagen er derudover nævnt i følgende bøger:

• Causes Célèbres Du Québec, af Dollard Dansereau, 1975
• The Terrorist Trap, af Jeffrey D. Simon, 1994
• Fatal Intentions, af Barbara Smith, 1996
• Murderers’ Row, af Robin Odell og Wilfred Gregg, 2006
• Rampage, af Lee Mellor, 2013

Kilder

• Artikel: My Friend Guay, the Murderer, af Roger Lemelin, via Maclean’s
• Artikel: It Has No Name, af E. J. Kahn, Jr. via The New Yorker
• Wikipedia (Engelsk): Albert Guay
• Famous Canadians: Albert Guay
• Wikipedia (Engelsk): Madame le Courbeau