Luke Woodham - skyderiet på Pearl High School

Harold Shipman

I en periode på 23 år døde et mistænkeligt højt antal af Dr. Harold Shipmans patienter, men først da en afdød patient i 1998 ifølge sit testamente ville efterlade hele sin formue til sin praktiserende læge, begyndte politiet at kigge nærmere på sagen. Harold Shipman, der fik kaldenavnet Dr. Death, blev to år senere dømt for 15 mord, men anses for at have dræbt mindst 215 af sine patienter.  

Harold Frederick Shipman blev født d. 14. januar 1946 i Nottingham, Nottinghamshire, England. Han kom fra en arbejderklassefamilie, og blev opdraget indenfor metodismen. Han var midterbarn ud af en søskendeflok på tre, og var desuden sin mors yndlings – hvilket hun ikke lagde skjul på. De to havde et tæt forhold, og Harold var derfor også trofast ved hendes side gennem hendes lungekræftforløb, der i 1963 tog livet af hende.
Året efter færdiggjorde Harold sin skolegang, og søgte ind på Leeds School of Medicine, University of Leeds. Han havde ikke haft den store interesse for det faglige igennem sin skolegang, men været mere fokuseret på sport og atletik, hvor han havde været vicekaptajn for skolens atletikhold. Grundet manglende fokus på det faglige, fik Harold derfor også først afslag på at komme ind på medicinstudiet. Andet forsøg lykkedes dog, til stor glæde. Hans medstuderende fandt ham prætentiøs og en smule mærkelig, især efter han tog sin søster med til skolebal.

Da Harold var 19 år gammel mødte han den to år yngre Primrose Oxtoby. Kort efter deres møde blev hun gravid, og hun var fem måneder henne da de i 1966 giftede sig. Parret fik en datter i marts 1967, og en søn fire år senere.
I 1970 blev Harold færdig med medicinstudiet, og fik arbejde på Pontefract General Infirmary i Pontefract, Yorkshire. Fire år senere skiftede han jobbet ud, og startede i stedet som praktiserende læge ved Abraham Ormerod Medical Centre i Todmorden. Han kom ikke godt ud af det med sine kollegaer, hovedsageligt på grund af sin nedgørende og bedrevidende adfærd. I 1975 blev Harold taget i at forfalske recepter og udskrive det smertestillende lægemiddel Pethidin til eget brug, hvilket havde resulteret i flere blackouts. Han blev straks fyret, og lod sig i den forbindelse indskrive på et behandlingscenter i York. I starten af 1976 kom han for retten og kendte sig skyldig i otte tilfælde af receptforfalskning, for hvilket han blev idømt en bøde på £600, svarende til cirka 36.000 kr. i 2020. Til trods for dette fik han lov til at beholde sin lægeautorisation, og blev ansat som praktiserende læge ved Donneybrook Medical Center i Hyde nær Manchester i september 1977. Omkring samme tidspunkt købte han et hus i Nottram, og fik to børn mere i marts 1979 og april 1982.

I 1993 sagde Harold pludseligt sin stilling op, og åbnede sin egen praksis tæt på sin gamle arbejdsplads. Størstedelen af de patienter Harold tog med sig var ældre kvinder, der satte stor pris på hans tålmodighed og receptblok. Hans patienter var så taknemmelige for hans arbejde, at de indsamlede £19.200, svarende til cirka 308.120 kr. anno 2020, som Harold kunne bruge på nyt udstyr og diverse til hans nye klinik.

De mistænkelige dødsfald

Som enhver anden læge oplevede Harold dødsfald hos sine patienter. Til en start vækkede det ikke megen opmærksomhed, men i marts 1998 kontaktede Dr. Linda Reynolds retsmediciner John Pollard fra Southern Manchester District, og fortalte om sin bekymring angående det høje dødstal blandt Harolds patienter – især blandt hans ældre, kvindelige patienter. Politiet gik ind i sagen, men allerede den følgende måned lukkede de sagen grundet mangel på beviser.
Men så døde Kathleen Grundy, få dage før hendes 82 års fødselsdag i juni 1998. Selve dødsfaldet var ikke specielt chokerende for Kathleens pårørende, men det var hendes såkaldte testamente derimod. Testamentet var skrevet på en skrivemaskine, og i det stod der:

Al min ejendom, penge og hus til min læge. Min familie er ikke i nød, og jeg ønsker at belønne ham for al den pleje han har givet mig og folket i Hyde. Han er fornuftig nok til at håndtere de problemer dette måtte give ham. Min læge er H.F. Shipman

Kathleen efterlod sig en formue på £386.402, svarende til cirka 5,7 mio. kr. anno 2020. Efter oplæsningen af testamentet modtog Kathleens advokat en besked, skrevet på samme skrivemaskine og papirtype som testamentet, fra en S. Smith, hvori der stod:

Jeg forstod at hun indgav et testamente til dig, som jeg som en ven har skrevet ud for hende”.

Beskeden havde ingen afsenderadresse, og ingen blandt Kathleens pårørende kendte til nogen S. Smith. Familien meldte sagen til politiet, som straks tog sagen dybt seriøst. Det ville vise sig, at de to vidner der havde underskrevet testamentet, var to af Harolds patienter der havde skrevet under på et sammenfoldet dokument, mens de ventede på at komme til deres konsultation d. 9. juni 1998 – næsten to uger forinden Kathleens død.

Efterforskerne valgte at få gravet Kathleens lig op, for at få foretaget en obduktion. Denne viste spor efter diamorfin, som ofte er blevet brugt til smertelindring hos kræftpatienter – ligesom hos Harolds egen mor. Harold forklarede dette med at Kathleen havde et misbrug af diamorfin, der lægger sig tæt op af heroin, og fremviste kommentarer i hendes journal der bakkede op om dette. Det tog dog ikke teknikerne længe, før de kunne bevise at disse kommentarer var skrevet efter Kathleens død.
D. 7. september blev Harold anholdt for mordet på Kathleen, men efterforskerne mistænkte allerede at de stod med en langt større mordsag. Over de følgende måneder blev 17 patienter gravet op for at få foretaget obduktioner, og hos 15 af disse kunne retsmedicinerne konstatere at dødsårsagen var en overdosis af diamorfin eller morfin. Ofrene var alle kvinder mellem 49 og 82 år, der var døde i Harolds varetægt mellem april 1993 og juni 1998. Harold ville, efter at have underskrevet patienternes dødsattest, gå ind og ændre i deres journaler, så patienterne ville fremstå ved langt dårligere helbred end de egentlig var.
En ransagning af Harolds ejendele resulterede blandt andet i fundet af skrivemaskinen der havde skrevet både testamentet og den mystiske besked.

Retssag og fængsling

Retssagen begyndte d. 5. oktober 1999 i Preston Crown Court. Forsvar ønskede at dele retssagen op i tre dele, men fik ikke sin vilje. I stedet stod Harold overfor 16 anklagepunkter, hvoraf 15 af dem var mord.
D. 31. januar 2000 blev Harold fundet skyldig i alle 15 mord, samt et tilfælde af forfalskning. Han blev idømt fængsel på livstid, med anbefaling om at han aldrig måtte blive løsladt. Halvanden uge senere fik Harold officielt frataget sin lægeautoritet.

Efterforskerne ønskede dog ikke at lukke sagen her, da de fortsat var overbevist om at Harold stod bag langt flere mord. Til en start mistænkte de mellem 75 og 100 yderligere ofre, men som tiden gik, ville dette tal blive større. I alt blev 800 dødsfald undersøgt. I maj 2001 udtalte politiet at yderligere 23 mord kunne lægges oveni de 15 Harold var dømt for. Flere pårørende til disse ofre henvendte sig til efterforskerne med deres viden, der bakkede op om deres mistanke.
I juli 2002 erklærede Højesteretsdommer Janet Smith at Harold dræbte 215 patienter i en periode på 23 år, og at yderligere 200 dødsfald blev anset som værende dybt mistænkelige. Af disse 215 ofre var 171 kvinder og 44 mænd, alle i alderen 47 til 93 år.

Kl. 620 d. 13. januar 2004, dagen før sin 58 års fødselsdag, blev Harold fundet livløs i sin fængselscelle i Wakefield Prison. Han havde begået selvmord ved at hænge sig i sit sengetøj fra tremmerne i vinduet. Frem til sin død fastholdte Harold sin uskyld, hvilket hans kone fortsatte med at bakke op om efterfølgende. Familien blev rådet til ikke at begrave ham offentligt, grundet stor sandsynlighed for hærværk mod gravstedet. I stedet blev Harold kremeret udenfor åbningstid i al hemmelighed, og asken er i dag i familiens besiddelse.

Tiden efter

General Medical Council (GMC), der er en uafhængig tilsynsmyndighed for læger i Storbritannien, kiggede efterfølgende nærmere på seks læger der havde skrevet under på kremation hos flere af Harolds ofre. De ønskede at undersøge hvorfor lægerne ikke havde bemærket et mønster mellem Harolds hjemmebesøg og dødsfald hos sine ofre, men kunne ikke finde noget mistænkeligt, og alle seks læger blev derfor renset for mistanke.
På baggrund af sagens undersøgelsesrapports anbefalinger blev nogle af de medicinske procedurer i Storbritannien efterfølgende ændret. Dette bliver kaldt for Shipman-effekten, og vedrører blandt andet øget tilsyn af receptudskrivning, dødsattester og antal af læger på praktiserende lægeklinikker. Alt dette er for at have flere øjne på de enkelte sager, og dermed forhåbentlig undgå lignende sager fremover, eller i så fald opdage det hurtigere.

D. 30. juni 2005 blev mindeshaven Garden of Tranquillity åbnet i Hyde Park, London, til ære for ofrene.

Ofre

Harold blev officielt dømt for 15 mord, men yderligere 215 mord blev tilskrevet ham i 2002 af Højesteretsdommer Janet Smith. I samme forbindelse blev 200 yderligere mord tilskrevet som værende dybt mistænkelige.
De 15 ofre, som Harold blev fundet skyldig i at have dræbt, blev alle dræbt af en overdosis diamorfin mellem 1995 og 1998.

Deres navne er:

  • Marie West, 81 år – marts 1995
  • Irene Turner, 67 år – juli 1996
  • Lizzie Adams, 77 år – februar 1997
  • Jean Lilley, 58 år – april 1997
  • Ivy Thomas, 63 år – maj 1997
  • Muriel Grimshaw, 76 år – juli 1997
  • Marie Quinn, 67 år – november 1997
  • Kathleen Wagstaff, 81 år – december 1997
  • Bianka Pomfret, 49 år – december 1997
  • Norah Nuttall, 64 år – januar 1998
  • Pamela Hillier, 68 år – februar 1998
  • Maureen Ward, 57 år – februar 1998
  • Winifred Mellor, 73 år – maj 1998
  • Joan Melia, 73 år – juni 1998
  • Kathleen Grundy, 81 år – juni 1998

Medier

Sagen er blandt andet nævnt i følgende podcasts:

  • Serial Killers, episode: ”Dr. Death” – Harold Shipman, februar 2018
  • Mens Rea: A True Crime Podcast, episode 15: Harold Shipman: Medical Murders, part 1-2, april-maj 2018
  • The TM Podcast, episode: Death, Harold Shipman, september 2019
  • Killer Jobs: Serial Killer Podcast, episode 58: Harold Shipman – DR. DEATH, marts 2020

I 2001 blev tegneseriestriben Harold and Fred – they make ladies dead udgivet i tegneseriemagasinet Viz. Tegneseriestriben handler om at Harold Shipman og seriemorderen Fred West konkurrerer om hvem der hurtigst kan slå en ny kvindelig nabo ihjel. Det viser sig at naboen er morderen Ed Gein forklædt som kvinde, iført et af sine ofres hud. Mange af ofrenes pårørende blev dybt forarget, rasende og berørte af denne tegneseriestribe, og i stedet for at undskylde eller trække den tilbage, valgte Viz’ redaktør at udtale at man måtte lade være med at købe magasinet, hvis man ikke kunne holde til den slags humor.

I efteråret 2004 blev teaterstykket Beyond Belief – Scenes From the Shipman Inquiry fremført i Library Theatre i Manchester. Stykket er skrevet af Dennis Wolf og instrueret af Chris Horner, og fokuserer hovedsageligt på selve retssagen og de personlige tragedier.

Der er lavet tre dokumentarfilm om sagen: Dr. Death fra 2000, Harold Shipman: Measuring Evil fra 2001 og Harold Shipman: Doctor Death fra 2018. I 2014 havde den dramatiserede minidokumentarserie Harold Shipman premiere. Den tre episoder lange dokumentarserie The Shipman Files: A Very British Crime Story havde premiere i 2020.
I juni 2002 havde TV dramatiseringen Harold Shipman: Doctor Death premiere på itv. Filmen er skabt af Roger Bramford og Michael Eaton, og har James Bolam i rollen som Harold Shipman.

Sagen er nævnt i følgende dokumentarserier:

  • Crimes That Shook Britain, sæson 1 episode 1: Serial Killer: Harold Shipman, sendt første gang d. 20. september 2008
  • Real Crime, sæson 7 episode 12: The Angel of Death, sendt første gang d. 4. december 2008
  • Twisted, sæson 1 episode 2: Harold Shipman, sendt første gang i august 2010
  • Great Crimes and Trials, sæson 1 episode 5: Britain’s Worst Serial Killer, sendt første gang i maj 2011
  • Faking It: Tears of a Crime, sæson 3 episode 4: Harold Shipman, sendt første gang d. 21. november 2018
  • 5 Mistakes that Caught a Killer, sæson 2 episode 2: Harold Shipman, sendt først gang d. 12. marts 2020
  • Britain’s Most Evil Killers, sæson 4 episode 1: Harold Shipman, sendt første gang d. 17. marts 2020

Følgende bøger er skrevet om sagen:

  • Harold Shipman, af Mikaela Sitford, 2000
  • Harold Shipman: Mind Set on Murder: Why Shipman Killed And Killed Again, The True Story, af Carole Peters, 2004
  • Prescription for Murder: The True Story of Mass Murderer Dr. Harold Frederick Shipman, af Brian White og Jean Ritchie, 2004
  • Evil Beyond Belief – How and Why Dr. Harold Shipman Murdered 357 People, af Wesley Clarkson, 2005
  • The Case of Dr. Harold Shipman, af Steven G. Carley, 2013
  • Harold Shipman: The Doctor of Death, af Mel Plehov, 2014
  • Harold Shipman: The True Story of Britain’s Most Notorious Serial Killer, af Ryan Green. 2015
  • Harold Shipman: Dr. Death, af David White, 2016
  • The Serial Killers: Harold Shipman, af Mark Simpson, 2016
  • Doctor Death: The True Story of Harold Shipman, af Natalie Marshall, 2016
  • Harold Shipman: Doctor Death: The Shocking Case of the Harold Shipman Murders, af Roger Harrington, 2018
  • Doctor Death: Harold Shipman, af Michael Newton og R.J. Parker, 2019

Sagen er desuden nævnt i blandt andet følgende bøger:

  • The Encyclopedia of Serial Killers, af Michael Newton, 2000
  • A History of British Serial Killing, af David Wilson, 2008
  • Doctors Who Killed, af R.J. Parker, 2011
  • British Serial Killers, Volume 1: Harold Shipman and Fred and Rose West, af Roger Harrington, 2018
  • From Crime to Crime: Harold Shipman to Operation Midland – 17 cases that shocked the world, af Richard Henriques, 2020

Kilder

  • Bog: The Encyclopedia of Serial Killers, af Michael Newton
  • Wikipedia (Engelsk): Harold Shipman

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Luke Woodham - skyderiet på Pearl High School