Belle Gunness

Pigen fra Main

I juli 2001 blev liget af en uidentificeret ung pige fundet i en flod i Tyskland. Trods grundig efterforskning har det endnu ikke været muligt at hverken fastslå pigens identitet eller finde frem til en gerningsmand, men meget tyder på at hun ikke var af tysk oprindelse.  

Om eftermiddagen d. 31. juli 2001 blev liget af en ung, mørkhåret pige fundet af en forbipasserende i Main floden i Nied, Frankfurt, Tyskland. Liget havde ligget i floden i mellem 12 og 14 timer, og var sandsynligvis blevet dumpet i vandet mellem Griesheim spærreilden og Wörthspitze parken. Liget, der lå med benene bukket og presset mod brystet, var pakket ind i et dynebetræk med brunt leopardmønster, som var bundet med elastisksnore, hvoraf nogle af dem stammede fra Pakistan eller Afghanistan. Alt dette var bundet til en parasolfod, formentlig i forsøg på at få liget til at synke til bunden af floden. Der blev ikke fundet nogle personlige ejendele hverken på eller ved liget.

Obduktionen, som varede 13 timer, viste at den unge pige var 15-16 år gammel, 157 cm høj og vejede 38,5 kg. Hun havde 30 cm langt mørkebrunt hår, huller i begge ører og i næsefløjen, og hendes tænder var i dårlig stand. Det var ikke muligt at fastslå hendes øjenfarve.
Obduktionen viste yderligere tegn på mange års mishandling. Begge arme havde været brækket flere steder, og var ikke groet ordentligt sammen. Pigen havde lange ar på benene, overkroppen og i panden, og brændemærker fra cigaretter flere steder på kroppen. Hun havde desuden et såkaldt blomkålsøre på venstre side, forårsaget af skader. En undersøgelse af pigens underliv viste at hun ikke var jomfru, men der var hverken tegn på tidligere eller nuværende graviditet, og heller ej skader.
Det blev konkluderet at dødsårsagen var to brækkede ribben, der havde punkteret pigens lunger og milt.

Efterforskning

Fordi der ikke blev fundet nogle personlige ejendele på eller ved liget, gjorde det efterforskningen og muligheden for at identificere pigen noget nær umulig. Der blev ikke fundet nogle spor der kunne lede til en gerningsmand, og de eneste fysiske bevismaterialer efterforskerne havde at gå ud fra, var de ting liget var pakket ind i. Fordi elastiksnoren kun blev produceret og solgt i Pakistan og Afghanistan, valgte efterforskerne at gå ud fra en teori om at pigen oprindelit kom derfra. De sendte derfor tegning og beskrivelse af pigen til kirker og ungdomscentre i Afghanistan, Pakistan og det nordlige Indien, på både tysk og arabisk, og senere igen på persisk, urdu, dari og pashto. De samlede desuden en liste over alle unge kvinder fra disse lande, der havde boet eller boede i Tyskland, og kom i kontakt med alle kvinderne, uden at der kom yderligere spor ud af det. Ingen kendte til pigen.

Efterforskerne begyndte derfor at mistænkte, at pigen havde boet som tjenestepige i et diplomatisk hjem, og var blevet mishandlet her. Dette kom sig af, at der ikke blev fundet nogle papirer på pigens ankomst til Tyskland. Men diplomatiske hjem er nærmest umulige at efterforske grundet immunitet, og efterforskningen på denne teori er derfor gået i stå.

Efterforskerne valgte at finansiere en begravelse og et gravsted til den uidentificerede unge pige på Heiligenstock kirkegård. På gravstenen står der: ”Ukendt pige, fundet d. 31. juni 2001 i Frankfurt am Main”.
Selvom sagen fortsat er uopklaret, og der ikke er kommet nogle nye spor i sagen de sidste mange år, er sagen endnu åben. En dusør på €10.000, svarende til cirka 74.400 kr., er udlovet til den person der kan komme med informationer der kan føre til gerningsmanden/gerningsmændene.

Kilder

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Belle Gunness