Når staten slår uskyldige ihjel

Hvert år bliver tusindevis af personer henrettet verden over. Ifølge Amnesty International er antallet af henrettelser faldet, men der er fortsat et mørketal vi ikke kender til. Iblandt de mange henrettelser der det seneste århundrede har fundet sted, er der desværre en del tilfælde, hvor uskyldige er blevet henrettet. Jeg har skrevet om otte sager, hvor den henrettede senere er blevet posthumt frikendt.

I 2018 blev der registreret henrettelser i 18 lande. Man ved at over 545 personer blev henrettet, men det er uden tallene fra Kina, Nordkorea, Syrien og Vietnam, da antallet af henrettelser enten ikke bliver registreret eller er bliver holdt hemmeligt. Selv Hviderusland, som er det eneste land i Europa der fortsat har dødsstraf, har ikke offentliggjort relevante dokumenter siden 2006, og antallet af henrettelser begået i landet vides derfor ikke med sikkerhed, men man antager på baggrund af registreringer, at der blev henrettet mindst to personer i år 2019.
I Danmark fandt den sidste henrettelse under fredstid sted i 1892, da 29-årige Jens Nielsen blev henrettet i Horsens Statsfængsel. Dødsstraffen blev ophævet i 1930, men efter 2. Verdenskrig blev der i forbindelse med Retsopgøret vedtaget et tillæg til straffeloven, der gjorde det lovligt at henrette personer der havde begået landsforræderi under krigen. 46 personer blev henrettet – den sidste d. 20. juli 1950. Derefter blev dødsstraffen atter ophævet, og endeligt i den militære straffelov i 1978. I 2002 tiltrådte Danmark Europarådets 13. tillægsprotokol i den europæiske menneskerettighedskonvention, hvilket betyder at der ikke må anvendes dødsstraf i landet under nogen omstændigheder, og at dødsstraf ikke kan genindføres, så længde landet er en del af konventionen.
Du kan læse mere om dødsstraf i Danmark i dette indlæg.

Men mange steder i resten af verden finder henrettelser fortsat sted. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg er imod dødsstraf, uanset årsag, og en af årsagerne til det, er at det sker at uskyldige personer bliver henrettet – selv i et forholdsvist veletableret land som USA. Derudover er der sager, hvor folk blandt andet bliver henrettet fordi de har ytret deres mening, får foretager aborter eller er homoseksuelle, men det er en helt anden snak. Dette indlægs fokus ligger på dødsstraf for mord. Mord for mord.
Jeg har fundet 8 sager, hvor den henrettede efter henrettelse er blevet frikendt. De fleste af sagerne har en del år på bagen, men tag ikke fejl – det sker fortsat, og vil ske indtil den dag dødsstraffen ophæves fuldstændigt verden over. Sager, der for mange år siden blev lukket som værende opklaret, vil blive åbnet på ny og den dømte vil blive frikendt. Nye sager vil finde sted, og flere henrettelser af uskyldige vil ske. Og nogle gange vil nye fund blive dækket over.
Det er uundgåeligt, så længe dødsstraffen eksisterer.

Colin Campbell Ross

Født d. 11. oktober 1892, henrettet d. 24. april 1922 i Melbourne, Australien – 29 år gammel
D. 31. december 1921 blev 12-årige Alma Tirtschkes nøgne lig fundet i nærheden af Colin Ross’ vinbar. Hun var sidst blevet set i live dagen før, omkring klokken 15, i nærheden af gerningsstedet.
Selvom Colin samarbejdede med politiet, og flere vidner kunne fortælle at han havde været i baren på mordtidspunktet, valgte politiet d. 12. januar 1922 at anholde ham, baseret på to upålidelige vidners udsagn samt nogle hårstrå fundet på Colins hovedpude. Da Colin blev anholdt var der blevet fundet nogle gyldne hårstrå på hans hovedpude, som blev sammenlignet med Almas hår. Hverken farve eller tykkelse var den samme, hvilket retsmedicineren også fortalte under retssagen. Efter længere tids vidneudsagn og pres ændrede retsmedicineren nu konklusion, og sagde pludselig at hårene tilhørte Alma. Det var højst mærkværdigt, men ikke noget juryen bed fast i. Under retssagen vidnede også John Harding, der på daværende tidspunkt sad fængslet for mord. Han fortalte at Colin i fængslet havde tilstået mordet, hvilket også var hvad en prostitueret og en spåkone fortalte. Colin blev fundet skyldig, trods bevismangel, og blev idømt dødsstraf. Hans advokat forsøgte at anke dommen, men blev afvist.

Aftenen inden sin henrettelse modtog Colin et brev fra en anonym mand, der tilstod at have dræbt Alma, men ikke ville melde sig selv til politiet, fordi det ville knuse hans familie. Inden sin henrettelse udtalte Colin:
”Jeg skal nu møde min skaber, og jeg sværger ved Gud den Almægtige, at jeg er en uskyldig mand. Jeg så aldrig barnet. Jeg begik aldrig forbrydelsen, og jeg ved ikke hvem der gjorde. Jeg tilstod aldrig til nogen. Jeg beder Gud tilgive dem der har svoret mit liv væk, og jeg beder Gud om at være barmhjertig ved min stakkels elskede mor og min familie”
D. 24. april 1922 blev Colin hængt i Melbourne Gaol, 29 år gammel. Normalt blev der brugt trestrenget reb til henrettelserne, men denne dag valgte myndighederne at eksperimentere og i stedet bruge firstrenget. Det resulterede i at rebet ikke gled gnidningsfrit gennem løkken, og i stedet for at knække rygsøjlen over, kom der blot et brud, og Colin blev derfor stranguleret ihjel. Derefter blev det forbudt at bruge reb under henrettelser.

Colins advokat fortsatte med at forsøge at rense Colins navn, og skrev endda en bogen The Gun Alley Tragedy om sagen. I 1993 blev den tidligere skolelærer Kevin Morgan interesseret i sagen og begyndte at lave en masse research. Han fik fingrene i nogle af Colins personlige skriverier, som familien havde fået efter henrettelsen, samt gennemgik de officielle dokumenter fra efterforskningen og retssagen. Her fandt han blandt andet at et vidne havde hørt skrig fra en bygning omkring det tidspunkt Alma sidst var blevet set i live, og det tidspunkt hvor Colin havde et alibi – men dette vidneudsagn var ikke blevet videregivet og taget med i retssagen. Flere af de vidner der var blevet indkaldt under retssagen, var utilregnelige og havde årsager til at vidne til fordel for anklager. Et af dem var den førnævnte John Harding, der efter at have vidnet, fik forkortet sin fængselsstraf væsentligt, og andre modtog penge. Under sin research interviewede Kevin Morgan Almas søster Viola, der fortalte at hun var af den overbevisning, at morderen var deres kusines mand, George, som havde pædofile tendenser.
To år efter at Kevin Morgan begyndte at researche sagen, dukkede hårprøverne endelig op. I 1998 blev de undersøgt for DNA, og det kunne endelig fastslås med sikkerhed, at hårene ikke var fra samme person. I 2005 søgte både Colin og Almas familie om benådning. D. 27. maj 2008 blev Colin endelig frikendt, som den, indtil videre, eneste person i Australien. I oktober 2010 blev Colins rester gravet op og overdraget til hans familie, så de kunne give ham en ordentlig begravelse.

I Australien blev dødsstraf anvendt frem til 1980’erne, men undervejs fjernet i de forskellige delstater. Den første delstat der fjernede dødsstraf var Queensland i 1922, og den sidste var New South Wales i 1985.

Joseph ’Joe’ Arridy

Født d. 29. april 1915, henrettet d. 6. januar 1939 i Colorado, USA – 23 år gammel
Om natten d. 14. august 1936 blev 15-årige Dorothy Drain og hendes 12-årige lillesøster Barbara overfaldet, mens de lå og sov i deres hjem i Pueblo, Colorado, USA. Begge piger blev overfaldet med en økse, men kun Barbara overlevede. Dorothy blev voldtaget, inden hun mistede livet.
To uger senere blev Joe anholdt i Cheyenne, Wyoming for hjemløshed, da han vandrede rastløst rundt ved en togstation. Under afhøringen fortalte Joe at han var rejst gennem Pueblo, og sheriffen begyndte da at tale om overfaldet på Drain-søstrene. Der gik, ifølge sheriffen, ikke længe for Joe tilstod at have begået overfaldt. Sheriffen kontaktede Pueblos politi for at fortælle om Joe, men fik da at vide, at de allerede havde en hovedmistænkt: mexicanske Frank Aguilar, der havde arbejdet for Drain-søstrenes far, men kort forinden mordet var blevet fyret. Det, samt at politiet fandt et øksehoved i hans hjem, gjorde at politiet mistænkte ham. Efter at have fået den information, hævdede sheriffen nu pludselig at Joe havde sagt, at en mand ved navn Frank havde været meddeltagende i overgrebet.
Joe blev fragtet til Pueblo, hvor han eftersigende igen tilstod flere gange, men denne gang med en masse ukorrekte informationer. Blandt andet hævdede Joe til en start at have begået overgrebet med en kølle, men da han fik at vide, at det var en økse der var blevet brugt, ændrede han pludselig forklaring. Meget tydede altså på at han gav en falsk tilståelse, baseret på informationer han var blevet ’fodret’ med og ledende spørgsmål. Frank Aguilar tilstod også angrebet, og fortalte i den forbindelse, at han aldrig havde mødt Joe. Frank blev henrettet i 1937 for overgrebet og mordet på Dorothy.

På trods af ingen beviser og Franks tilståelse, samt at Barbara fortalte at Joe ikke var manden der slog hendes søster ihjel, men derimod Frank, fortsatte sagen mod Joe.
En mentalundersøgelse viste, at Joe havde en IQ på 46, en mentalalder på 6 år, og var ude af stand til at skelne mellem rigtigt og forkert. Han var ude af stand til at forstå sagens alvor, og hvad han præcist blev anklaget for. Hans advokater forsøgte derfor at få han kendt ikke skyldig på grund af sindssyge, men uden held. Joe blev fundet skyldig og idømt dødsstraf.
Joes advokater forsøgte at anke dommen, men formåede kun at få henrettelsen udsat. Fængselsinspektøren, der troede på Joes uskyld og samarbejdede med Joes advokater, gav ham et legetøjstog, som Joe ustandseligt legede med. Der var ingen tvivl om, at Joe ikke forstod at han skulle dø eller hvorfor han var fanget på dødsgangen. Til sit sidste måltid fik han is, og hele vejen til gaskammeret, smilte Joe og sagde at han ikke ville komme til at dø.
D. 6. januar 1939 blev Joe henrettet i gaskammeret, 23 år gammel.

I 1964 udgav Robert Perske bogen Deadly Innocence?, der omhandler sagen og lignende sager. Bogen blev genudgivet i 1995, og senere læst af advokaten David A. Martinez, som involverede sig i sagen. Han fik samlet informationer, dokumenter og beviser sammen, og skrev en 400 siders lang andragende til daværende guvernør Bil Ritter, hvori han forklarede hvorfor Joes navn skulle renses. I 2011 blev Joe frikendt og hans navn endelig renset.

Nogle år efter Joes henrettelse, afgjorde USA’s Højesteret at det var i strid med forfatningen, at mentalt handicappede blev idømt dødsstraf. Delstaten Colorado afskaffede i marts 2020 dødsstraffen for forbrydelser begået efter 1. juli 2020. Det betød ikke at de 3 personer, der sad på dødsgangen i Colorado automatisk ville undslippe dødsstraffen, men guvernøren valgte at benåde dem og i stedet afsoner de nu en livstidsdom.

Henry ’Harry’ Gleeson

Født i 1903, henrettet d. 23. april 1941 i County Tipperary, Irland – 38 år gammel
Om morgenen d. 21. november 1940 fandt Harry liget af 38-årige Mary McCarthy, på sin onkels mark, da han skulle kigge efter nogle får. Han meldte det straks til politiet, som dagen efter anholdte ham for mordet. Mary arbejdede som prostitueret, var mor til 7 børn – med mindst 6 forskellige mænd – og boede i et hus, der delte brønd med Harrys onkels gård, hvor Harry var ansat. Politiet hævdede at Harry var far til Marys yngste barn, der noget tid forinden var død som spædbarn, og for at Harrys onkel ikke skulle opdage dette og gøre ham arveløs, dræbt han Mary. Men der var ingen beviser, og Harry holdte fast i, at han ikke var morderen.
I slutningen af februar 1941 fandt juryen Harry skyldig i mordet, men anbefalede dommeren at benåde ham. Det var dog en anbefaling dommeren gik imod, og i stedet blev Harry idømt dødsstraf. D. 23. april samme år blev Harry hængt i Mountjoy Prison, 38 år gammel, og efterfølgende begravet i fængselsgården. Aftenen inden sin henrettelse, udtalte Harry:
”Den sidste ting jeg vil sige, er at jeg i morgen til bede til at hvem end der gjorde det vil blive opdaget, og at det hele vil være som en åben bog. Jeg stoler på at I så vil rense mit navn. Jeg har ingen tilståelse at give, udover at jeg ikke gjorde det.”

I 1980’erne udkom bogen The Farcical Trial of Harry Gleeson, skrevet af Harrys ven, Bill O’Connor. I bogen forklarer O’Connor hvordan Harry blev dømt og henrettet for et mord, han ikke begik. Derefter blev der kigget nærmere på sagen, og det ville vise sig, at Harry faktisk havde haft et alibi for mordtidspunktet, samt at onklen og dennes kone ikke var blevet afhørt i sagen. Samtidig kom det frem at politiet havde opstillet en konfrontation mellem Harry og to af Marys børn, samt at politiet under efterforskningen ikke havde tjekket det lokale våbenregister, for at se om Harry eller hans onkel ejede et våben af samme mærke og kaliber, som det der dræbte Mary. Altså var den eneste forbindelse mellem Harry og Mary, at Harry fandt hendes lig på marken.
Næsten 75 år efter Harrys henrettelse, d. 19. december 2015, blev hans navn endelig renset, som den første i landet.

Den sidste henrettelse i Irland, fandt sted i 1954, da morderen Michael Manning blev hængt, men først i 1990 blev dødsstraf endelig afskaffet.

George Junius Stinney, Jr.

Født d. 21. oktober 1929, henrettet d. 16. juni 1944 i South Carolina, USA – 14 år gammel
D. 23. marts 1944 blev 11-årige Betty June Binnicker og 7-årige Mary Emma Thames fundet dræbt i en grøft, i den afroamerikanske del af byen Alcolu. En eftersøgning var blevet sat i gang, da pigerne ikke var vendt hjem aftenen før, og det var under denne eftersøgning, at en præst fandt ligene. Det ville vise sig, at pigerne dagen forinden var stoppet op ved familien Stinneys hjem, og spurgt George og hans søster, om de viste hvor man kunne finde passionsblomster. Obduktionerne viste at pigerne var blevet dræbt af stump vold mod hovedet, og at de ikke var blevet udsat for voldtægt, men Bettys kønsdele var en anelse forslået.
På trods af alibi, blev George og hans storebror Johnny anholdt for mordene. Johnny blev senere løsladt. Efter flere timers sult og derefter bestikkelse med mad, tilstod George, ifølge betjentene der stod for afhøringen, mordene. Retssagen varede kun en enkelt dag. Juryen bestod udelukkende af hvide personer, og afroamerikanere var forbudt adgang i retsbygningen. De eneste ’beviser’ bestod af de tre politibetjente, der hævdede at George havde tilstået mordene. George beskikkede forsvarsadvokat gjorde ingen protester under retssagen – heller ikke, da anklager pludselig halvvejs kom med en ny teori om motiv og metode, der ligeledes ikke kunne bakkes op af beviser. Juryen brugte under ti minutter på at komme frem til deres afgørelse: George var skyldig i både mord og voltægt – selvom obduktionen ikke viste tegn på voldtægt – og for det, blev han idømt dødsstraf.
George så ikke sin familie under efterforskningen, og fik først lov til at se sin familie én enkelt gang, ganske kort, da retssagen overstået. Det var sidste gang, familien så George i live.

D. 16. juni 1944, omkring kl. 19, blev George placeret i den elektriske stol i Central Correctional Institute, i Columbia, South Carolina. Fordi han blot var et barn, blev han nødt til at sidde på en bibel, for at kunne blive tilsluttet stolen. George blev spurgt om han ville sige et par sidste ord, men rystede blot på hovedet. Han fik derefter en maske over ansigtet, der også var alt for stor, imens han græd. Efter stødet faldt masken af, og hans brændte ansigt, med tårer ned af kinderne, savl ud af mundvigen, rygende tænder og et manglende øje, blev blottet. Otte minutter senere blev George erklæret død, 14 år gammel. Dagen efter begravede familien ham i Sumter. I lang tid var gravstedet umarkeret, da familien frygtede at han ellers ikke ville kunne få lov til at hvile i fred.

I 2004 begyndte lokalhistorikeren George Frierson, der var vokset op i Alcolu, at interessere sig for sagen, efter at have læst en artikel om den. Det vækkede ligeledes interessen hos en flok advokater, herunder Steve McKenzie og Matt Burgess, som i samarbejde med Georges families advokat, Ray Chandler, i 2013 anmodede om at få sagen genåbnet. I januar 2014 kom sagen for retten med bevismaterialer, der ikke var blevet brugt i den første retssag, herunder Georges søskendes vidnesbyrd. Sidst på året erklærede dommeren, at George ikke havde fået en fair retssag, og George blev i samme forbindelse endelig frifundet og hans navn renset – 70 år efter henrettelsen.

Delstaten South Carolina har fortsat dødsstraf, og 38 personer sidder på dødsgangen. Siden 1976 er 43 personer blevet henrettet i delstaten, hvoraf den seneste var i 2011.

Mahmood Hussein Mattan

Født i 1923, henrettet d. 3. september 1952 i Cardiff, Wales – 29 år gammel
D. 6. marts 1952 blev 42-årige Lily Volpert fundet dræbt i hendes tøjbutik i Cardiff Docklands området. Hendes hals var blevet skåret over med et barberblad, og hvad der i dag svarer til cirka 24.000 kr. var blevet stjålet fra butikken. Der gik ikke mange timer, før politiet anholdte somalieren Mahmood Hussein Mattan, der var kommet til landet nogle år forinden. Han havde da giftet sig med en lokal kvinde, og sammen havde de fået tre børn, inden de valgte at blive separeret, da forholdet ikke kunne holde til den konstante kritik over ’raceblandingen’. Efter anholdelsen ransagede politiet Mahmoods hjem, men fandt ingenting.
Under retssagen var hovedvidnet en jamaicaner ved navn Harold Cover, der havde en voldelig baggrund. Han fortalte her at han havde set Mahmood forlade Lily Volperts tøjbutik, men det kom senere frem, at han tidligere havde udpeget en anden somalisk mand. Dette blev dog ikke nævnt under retssagen, og heller ej, at flere vidner ikke havde udpeget Mahmood blandt rækken over mistænkte. En 12-årig pige fortalte endda politiet, at det bestemt ikke var Mahmood hun havde set forlade butikken, men dette blev ignoreret på grund af pigens alder. Noget andet der under retssagen blev brugt som bevismateriale, var en blodplet på Mahmoods sko. Men skoene var købt brugt, og der blev aldrig taget prøver af pletten. Altså var der ingen beviser, der kunne forbinde Mahmood med mordet.
Mahmood forstod ikke meget engelsk, og fik ikke en tolk. Hans beskikkede advokat kaldte ham under retssagen for ”halvt barn af naturen; halvt semi-civiliseret vildt”, hvilket generelt var i samme tone som resten af retssagen.
D. 24. juli 1952 blev Mahmood fundet skyldig i mordet og idømt dødsstraf. Muligheden for at anke dommen, blev kort efter afvist.
D. 3. september 1952 blev Mahmood hængt i Cardiff Prison, som den sidste person, 29 år gammel.

Mahmoods familie forsøgte at rense hans navn, men blev afvist i 1969. I 1996 fik de lov til at få ham gravet op, så han kunne blive begravet på den lokale kirkegård, i stedet for fængslets kirkegård. På hans gravsten står der: ”DRÆBT AF URETFÆRDIGHED”.
I midten af 1990’erne begyndte Criminal Cases Review Commission at tage gamle sager op, og den første de tog op, var sagen om Mahmood. I 1998 afgjorde appelretten at Mahmood ikke havde haft en fair retssag, og familien fik cirka 6 mio. kr. i kompensation. Dermed blev Mahmoods navn også endelig renset.

Storbritannien begyndte at ophæve dødsstraf i 1969, men først i 1998 blev det helt afskaffet. Den sidste henrettelse i Wales fandt sted i 1958, da Vivian Teed blev henrettet for mordet på William Williams.
I 2004 trådte Storbritannien ind i 13. tillægsprotokol af den europæiske menneskerettighedskonvention, og kan ligesom Danmark ikke genindføre og må ikke gøre brug af dødsstraf.

Aleksandr Kravchenko

Født i 1953, henrettet i juli 1983 i Sovjetunionen – 25 år gammel
Juleaften i 1978 blev 9-årige Yelena Zakotnovas lig fundet ved en flod i Rostov oblast. To dage forinden var hun blevet stukket og stranguleret ihjel, og smidt i floden. Til en start mistænkte politiet Andrei Tjikatilo, da der var en del beviser der forbandt Andrei med mordet. Men pludselig dukkede Aleksandr Kravchenkos navn op under efterforskningen, da han boede i nærheden. Aleksandr var få måneder før sin 18 års fødselsdag blevet idømt 10 års fængsel for voldtægt og mord på en teenagepige, og var blevet løsladt efter at have afsonet seks år. Da politiet tog ham i et indbrud, valgte de ikke kun at anholde ham for indbrud, men også for mordet på Yelena. Under ransagningen af Aleksandrs hjem, fandt politiet et stykke af hans kones tøj, hvorpå der var en blodplet. Blodtypen matchede Yelenas, men også konens. Alligevel mente politiet at det var nok til at kunne sigte Aleksandr for mordet, på trods af at han endda havde et alibi for mordtidspunktet. Den detalje fiksede efterforskerne simpelt ved at sigte konen, der var en del af Aleksandrs alibi, for at være medskyldig i mordet. Efter en del tortur og trusler, trak konen sin forklaring tilbage og Aleksandr tilstod mordet. Han trak senere tilståelsen tilbage, men blev alligevel fundet skyldig i mordet – trods manglende beviser – og idømt dødsstraf i 1979. Det følgende år blev dommen ændret til 15 års fængsel, men efter pres fra Yelenas familie, kom Aleksandr atter for retten og blev igen idømt dødsstraf.

I juli 1983 blev Aleksandr henrettet ved skud, 25 år gammel.
Syv år senere blev Andrei Tjikatilo anholdt, og tilstod efterhånden over 50 mord. Han blev fundet skyldig i 52 mord, herunder mordet på Yelena Zakotnova, og blev i 1994 henrettet. Efter de mange tilståelser begyndte efterforskere at se nærmere på sagen, og fandt at et vidne havde set en mand tale med Yelena – og at denne mand ikke var Aleksandr. Hun blev aldrig kaldt indkaldt til at vidne under retssagen, og fordi hun var bange for at Andrei ville finde hende og dræbe hende, gjorde hun aldrig mere ud af sagen. I 1991 blev Aleksandrs dom ophævet og hans navn renset.

Ved Sovjetunionens opløsning i 1991, var dødsstraf fortsat lovligt og i brug. Rostov oblast, hvor Aleksandr blev henrettet, er i dag under Rusland, som i 1996 blev medlem af Det Europæiske Råd, og i den forbindelse blev dødsstraf midlertidigt forbudt. Det blev da lovet, at dødsstraf ville blive afskaffet ved lov, men det er endnu ikke sket. Det midlertidige forbud er der dog fortsat, og i 2009 blev det besluttet, at det midlertidige forbud skal gælde, til dødsstraf bliver afskaffet ved lov.

Teng Xingshan

Henrettet d. 28. januar 1989 i Mayang, Kina
I april 1987 blev et parteret lig af en kvinde fundet i en flod i Mayang, Kina. Baseret på et portrætfotografi, konkluderede myndighederne at kvinden var Shi Xiaorong, der måneden forinden var forsvundet. Der gik ikke længe før de anholdte Teng Xingshan for mordet, da parteringen var blevet udført af en der havde den rette viden, og Teng arbejdede som slagter. Teng nægtede sig skyldig, men efter langvarig tortur tilstod han eftersigende mordet. Efterforskerne teori var, at Teng havde haft et seksuelt forhold med Shi, og at han havde slået hende ihjel, da han mistænkte hende for at stjæle hendes penge. Denne teori var der absolut ingen beviser på.
D. 28. januar 1989 blev Teng henrettet.

Men i 1993 dukkede Shi Xiaorong pludselig op – i live – i sin hjemby. Hun fortalte, at hun måneden inden liget blev fundet, var blevet kidnappet og solgt til ægteskab i Shandong provinsen. Hun fortalte ligeledes, at hun aldrig havde set eller mødt Teng før.
Denne nyhed hørte Tengs børn først det følgende år, og der ville gå endnu flere år, før Tengs navn blev renset. I 2005 blev hans dom ophævet, da efterforskere ikke kunne finde nogle forbindelser mellem Teng og mordet på kvinden. Kvinden er fortsat uidentificeret, og sagen er fortsat uopklaret.

Kina har fortsat dødsstraf, og er det land i verden der henretter flest mennesker hvert år. Det præcise antal henrettelser er en statshemmelighed, men man anskyder at der hvert år bliver henrettet flere personer i Kina, end i resten af verden tilsammen.

Chiang Kuo-ching

Født i 1976, henrettet d. 13. august 1997 i Taipei, Taiwan – 19 år gammel
D. 12. september 1996 blev liget af en 5-årig pige fundet ved et toilet på Flyvevåbnets base i Taipei. Pigen, som af offentligheden kun kendes under hendes efternavn Hsieh, var blevet mishandlet seksuelt inden sin død. Militæret stod for efterforskningen af sagen, og allerede samme dag som mordet fandt sted, blev Chiang Kuo-ching, der var soldat på basen, anholdt for mordet. På toilettet var et stykke toiletpapir med pigens blod fundet i en skraldespand, og på samme stykke toiletpapir blev der fundet sædrester, der tilhørte Chiang. Disse sædrester stammede fra et andet stykke toiletpapir, som Chiang havde brugt til at tørre sig med, efter at have onaneret. Det var dog ikke en forklaring som militærefterforskerne godtog, og efter mange timers afhøring under tortur, formåede de at presse Chiang til at tilstå, på trods af, at der ikke var andre beviser. Af militærretten blev han fundet skyldig, og d. 13. august 1997 blev Chiang henrettet ved dødelig indsprøjtning og skud, 19 år gammel.

Chiangs familie troede fortsat på hans uskyld, og kæmpede efter henrettelsen fortsat på at få renset hans navn. I 2010 blev der fundet en række fejl i sagen, og det viste sig også at militæret havde været under pres fra regeringens side, på at få lukket sagen hurtigst muligt. En dybere efterforskning gik derfor i gang, og året efter blev en mand ved navn Hsu Jung-chou anholdt for mordet, som i 1990’erne havde boet på basen med sin familie, da hans far var ansat der. Hsu Jung-chou tilstod at have dræbt pigen – men det viste sig, at det ikke var første gang, at han tilstod mordet. Han havde allerede tilstået at have dræbt pigen flere måneder før Chiang blev henrettet, og hans fingeraftryk og kønshår var blevet fundet på toilettet, men det var dengang ikke blevet taget seriøst, grundet hans mentale tilstand og lave IQ. Han havde i mellemtiden været fængslet for flere tilfælde af pædofili.
I september 2011 blev Chiangs dom endelig ophævet og hans navn renset, 15 år efter henrettelsen. Hans far døde året forinden, men havde kæmpet helt op til sin død, for at rense sønnens navn. Den daværende præsident Ma Ying-jeou undskyldte overfor Chiangs familie, og de modtog senere en kompensation på cirka 23 mio. kr.
I 2011 blev Hsu Jung-chou fundet skyldig i mordet og idømt 18 års fængsel. Senere blev det opdaget at de mange tilståelser han var kommet med, alligevel ikke stemte overens med retsmedicinske fund, og han blev derfor frikendt og løsladt i 2013. Dermed er det i dag forsat uopklaret, hvem der dræbte den femårige pige.

Der er i dag fortsat dødsstraf i Taiwan, og der har været lignende sager både før og efter Chiangs henrettelse.

Seks af de otte mordsager er i dag fortsat uopklaret, og vil formegentlig forblive det.

Kilder