The Keepers

Amy Bishop – skyderiet på University of Alabama, Huntsville

 

I februar 2010 dræbte 44-årige Amy Bishop tre af sine kollegaer på University of Alabama i Huntsville, Alabama. Hun sårede yderligere tre.
Men dette var ikke første gang, at Amy slog nogen ihjel; 24 år forinden havde hun dræbt sin lillebror, hvilket dengang blev afskrevet som et uheld. Men var det et uheld, eller var det med fuldt overlæg?

Amy Bishop blev født d. 24. april 1965 i Iowa City, Iowa. Tre år senere flyttede hun og hendes forældre til Braintree, Massachusetts, hvor Amys lillebror, Seth, blev født senere på året. Hendes far, Samuel, fik arbejde som underviser på Northeastern University, mens hendes mor, Judy, engagerede sig i det lokale liv. Amy var et glad og empatisk barn, der på grund af sin astma ofte besøgte sygehuset. Dette vækkede hendes interesse for videnskaben; en interesse hun delte med sin lillebror. I 3. klasse begyndte Amy at spille violin, og musikken blev også en interesse hun delte med sin lillebror. De to var meget tætte, men konkurrerede ofte imod hinanden.
Efter at have færdiggjort high school, flyttede Amy til Boston og begyndte på Northeastern University, hvor hendes far fortsat underviste.

I 1985 oplevede familien Bishop et indbrud i deres hjem i Braintree. Amys far valgte derefter at købte et haglgevær som beskyttelse, som han opbevarede i skabet i soveværelset, med ammunition på kommoden. Amy tog ofte hjem i weekenderne, og det var derfor ikke en sjældenhed at hun var hjemme i weekenden d. 6. december. Hvad der præcist skete den dag ved kun familien, men det resulterede i at Amys 18-årige lillebror Seth mistede livet.
Ifølge Amy var hun alene hjemme om formiddagen, og hun havde derfor fundet haglgeværet frem. Hun vidste hvordan hun skulle lade haglgeværet, men ikke hvordan man afladte det, og det var i netop et forsøg på at aflade haglgeværet, at Amy kom til at affyre et skud ind i væggen på sit værelse. Da hun hørte sin mor og sin bror var kommet hjem, gik hun nedenunder for at spørge om hjælp til at aflade våbenet. Hendes mor nåede lige at sige til Amy, at hun ikke måtte pege på sin bror med haglgeværet, inden Amy affyrede et skud der ramte Seth. Amy løb derefter ud af bagdøren, med haglgeværet i armene, gennem et skovområde og hen til en bilforhandler. Forhandleren havde egentlig lukket fordi det var lørdag, men nogle mekanikere brugte deres fridag på at hænge ud i værkstedet. Amy gik derind og forlangte at få overrakt nøglerne til en bil. Mekanikerne formåede at løbe ud derfra, og kort efter kom en politibetjent for at anholde Amy. Hendes mor havde allerede ringet til politiet, og sagt at hendes datter havde skudt hendes søn. Da politiet ankom, forklarede Amys mor at det var sket ved et uheld, og Seth blev straks kørt på sygehuset. Her blev han kl. 1508 erklæret død.
Amy blev afhørt i flere timer, men efter at have hørt at hendes lillebror havde mistet livet, valgte politiet at sende hende hjem, da hun ikke var i stand til at blive afhørt yderligere. I lang tid virkede Amy til at være i chok, og for en tid flyttede hun hjem igen, hvor hun sov sammen med sine forældre i deres seng.
Retsmedicineren konkluderede at mordet var sket ved et uheld, og den konklusion tog politiet til sig – på trods af, at der på Amys værelse blev fundet en artikel, omhandlende to mænd der begik et mord med et haglgevær og derefter flygtede fra scenen og kaprede en bil. D. 30. marts 1987 blev sagen lukket, med forklaringen at der var sket et uheld, og Amy blev dermed renset.

I 1988 blev Amy færdig med sin bachelorgrad på Northeastern University, og begyndte derefter at studere genetik på Harvard University. Året efter giftede hun sig med Jim Anderson, som hun havde mødt i en klub for Dungeons & Dragons på Northeastern University. De to havde datet i nogle år inden de blev gift. Henover de kommende år fik de tre døtre: Lily, Thea og Phaedra. Amy var en omsorgsfuld mor, der opmuntrede sine børn til at udforske og udfordre deres evner. Ligeledes holdte hun fortsat fast i studierne, selvom hun mødte stor modstand og udfordringer. I 1993 færdiggjorde hun sin Ph.d., men med en ret skuffende afhandling som kun lige klarede det. Hun begyndte derefter at arbejde for Dr. Paul Rosenberg, en forsker på et børnehospital i Boston, hvor hun samarbejdede med otte andre forskere. Dr. Rosenberg havde længe overvejet at fyre Amy på grund af hendes ustabilitet og utilregnelighed, men endnu ikke haft mulighed for det. Da gruppen af forskere skulle udgive en rapport, stod Amys navn som nummer to på forfatterlisten, hvilket fik hende til at gå amok i raseri. Dette var en oplagt mulighed for Dr. Rosenberg at fyre Amy, og det var netop hvad han gjorde. Under en måned senere modtog Dr. Rosenberg et bombebrev, der heldigvis var defekt og derfor ikke gik af. Amy og hendes mand blev efterfølgende afhørt, men der var ikke beviser nok til at kunne anholde dem.
Derefter flyttede Amy og familien tættere på Amys forældre, der efter lidt tid valgte at flytte 55 km væk fra Braintree.
I 2001 fik Amy og Jim en søn, som de gav navnet Seth. Som om at det i sig selv ikke var en anelse sært, taget sagen i betragtning, blev Seth født på den samme dato, som hans afdøde morbror ville være fyldt 33 år.
Efter sønnens fødsel begyndte Amy at blive mere sær end hun i forvejen var. En lørdag i 2002 valgte familien at tage ud for at spise morgenmad på en fyldt restaurant. Da de endelig fik et bord var den sidste barnestol netop blevet givet til en anden familie. Det gjorde Amy så rasende, at hun gik hen til den anden familie, og begyndte at råbe: ”Jeg er Dr. Amy Bishop!” flere gange til moderen. Amy blev bedt om at forlade restauranten, hvilket hun også gjorde, men først efter at have slået moderen i ansigtet. Amy blev derefter anholdt, men anklagerne droppet.
Ved siden af sin forskning og studier, brugte Amy meget tid på at skrive, ofte dystert, poesi, noveller og romaner, der alt sammen kunne relateres til hendes eget liv.

I 2003 fik Amy job som assisterende professor på Biologisk Institut på University of Alabama i Huntsville. Det var et stort flyt for familien, og de var nu pludselig langt væk fra familie og venner. Efterhånden trak Amy sig mere og mere fra hendes familie og tidligere venner, og stoppede med at besvare opkald og e-mails fra dem. Hun formåede at få nogle enkelte venner i blandt sine kollegaer og i en skriveklub, men hendes konstante behov for at ophøje sig selv, gjorde at venskaberne sjældent blev særligt tætte. Hendes elever var ligeledes ikke særligt begejstret for hende, og mange klagede over hende og valgte at droppe hendes klasse. Hun kunne blandt andet finde på at svine eleverne til, sige at de ikke var ligeså kloge som eleverne på Harvard University, og pludseligt smide dem ud af laboratoriet uden grund.
Indtil foråret 2009 havde Amy haft fast ansættelse på universitetet, men da ansættelsen skulle forlænges fra februar 2010, fik hun afslag. Hun ankede afgørelsen, men tabte sagen i november, hvorefter hun lagde sag an mod universitetet for diskrimination, da hun havde hørt nogen kalde hende for sindssyg. En dag parkerede hun udenfor universitetets administrationsbygning, og ringede til sekretæren for at fortælle at hun ville komme ind for at tale om sagen angående hendes ansættelse. Sekretæren informerede hende om, at rektoren ikke var til stede og at Amy ikke måtte komme ind i bygningen. Kort efter så Amy eftersigende rektoren blive eskorteret ud af bygningen af politibetjente.
I februar 2010 tog Amy og hendes mand Jim på en skydebane for at øve sig i at skyde, hvor de brugte en halvautomatisk pistol, som Jim havde fået af en ven ulovligt for en del år siden, tilbage i Massachusetts.

Skyderiet

Amy blev d. 12. februar 2010 suspenderet fra sin stilling uden løn. Dette var derfor hendes sidste arbejdsdag, og der var dermed ingen grund til at Amy skulle deltage i fakultetsmødet kl. 15 den eftermiddag. Hun valgte alligevel at deltage i mødet, hvor 13 professorer og medarbejdere i Biologisk Institut deltog, inklusiv hende selv. Normalt var hun meget aktivt deltagende i disse møder, men denne eftermiddag sad hun tavst og observerede mødet.
Efter cirka 50 minutter blev mødet rundet af, men inden døren til konferencelokalet blev åbnet, rejste Amy sig op, trak den halvautomatiske pistol op af sin håndtaske, og sigtede på sin kollega, 52-årige Gopi Podila. Hun affyrede et skud, der ramte ham i hovedet og tog livet af ham. Hun skød derefter assistenten Stephanie Monticciolo og 52-årige Adriel D. Johnson, Sr. Folkene i lokalet begyndte nu at gå i panik og forsøgte at skjule sig under bordet og bag stole. Det var ikke muligt for dem at flygte ud af døren, for den stod Amy fortsat foran.
Efter at have skudt og dræbt 50-årige Maria Raglund Davis, råbte Amys kollega og veninde Debra Moriority: ”Amy, gør det ikke! Tænk på min datter, tænk på mit barnebarn!”. Men Amy var kold overfor Debras ord. Hun pegede pistolen mod hende og trykkede på aftrykkeren, men pistolen havde sat sig fast, og kunne derfor ikke affyres. Debra kravlede forbi Amy, der forsøgte at få pistolen til at virke igen, og flygtede ud af lokalet. Amy fulgte efter hende og forsøgte gentagende gange at skyde hende. Debra flygtede ind i et andet lokale, hvor en anden kollega formåede at blokere for døren så Amy ikke kunne komme derind.
Der var kun gået få minutter siden Amy rejste sig fra sin stol. 3 personer havde mistet livet, og yderligere tre var blevet såret.

Amy gik derefter nedenunder og ind på dametoilettet, hvor hun vaskede pistolen. Hun smed den og sin blodplettede blazer ned i skraldespanden, og gik derfra ind i et laboratorium, hvor hun bad en elev om at give hende hans telefon. Hun ringede til Jim og sagde at hun var færdig for i dag, og forlod derefter roligt bygningen via bagindgangen. Her blev hun stoppet af en politibetjent, som anholdte hende og førte hende til politistationen. Da var medierne allerede begyndt at dukke op ved universitetet.
Da Jim ringede til Amys mor for at informere hende om Amys anholdelse, var hendes første reaktion at spørge Jim, om han havde haft en pistol i hjemmet.

Efterforskning og retssag

Kort efter at nyheden om skyderiet spredte sig, modtog politiet i Huntsville et opkald fra politiet i Braintree, som informerede dem om at Amy i 1986 havde dræbt sin lillebror. De ville kigge på sagen igen, og kom hurtigt frem til, at det var mærkværdigt at sagen var blevet lukket så hurtigt, især fordi hun kunne have været blevet sigtet for ulovligt brug og besiddelse af skydevåben og ammunition. Det ville vise sig at nogle dokumenter dengang var blevet tilbageholdt, og det mistænkes stærkt at den daværende politichef stod bag og lod Amy slippe, som en tjeneste for hendes mor. Sagen om Seths død blev derfor officielt genåbnet i april 2010, og alle der havde været involveret på den ene eller anden måde, blev genafhørt. D. 16. juni 2010 kom Amy for en dommer, tiltalt for mordet på hendes bror. Hendes forældre offentliggjorde derefter denne udtalelse: ”Vi kan ikke forklare eller overhovedet forstå hvad der skete i Alabama. Men vi ved, at hvad der skete for 23 år siden for vores søn, Seth, var et uheld”, samt at politiet i Braintree løj om den daværende politichef. To dage efter forsøgte Amy at begå selvmord ved at skære sig i håndleddene. En fængselsbetjent fandt hende og reddede dermed hendes liv.

Samtidig stod Amy også overfor en mordretssag i Alabama, sigtet for tre mord og mordforsøg. Til en start udtrykte Amy et ønske om at blive idømt dødsstraf og blive henrettet, fordi hun ikke ønskede at sidde fængslet, men efter at hendes forældre forklarede hende, at hun alligevel ville sidde fængslet i en del år, inden hun muligvis ville blive henrettet, gik Amy med til at kende sig ikke skyldig på grund af sindssyge.
Det blev til en start naturligvis mistænkt at skyderiet var hævn, og at hun ville dræbe de personer der havde været skyld i hendes fyring. Men det viste sig at Amy godt vidste hvem der havde stemt for og imod hendes fastansættelse, og at nogle af de der havde stemt for, var blevet skudt eller forsøgt skudt. Det, samt at hun hævdede ikke at kunne huske skyderiet, og at have hallucineret i nogle måneder op til skyderiet og desuden hørt stemmer siden Seths død, var med til at bakke op om sindssyge-teorien. At hun også flere gange kom i problemer i fængslet, herunder tre slåskampe, hjalp også på sagen.

I 2012 skrev en pårørende til en af de dræbte et brev til dommeren. Heri skrev personen, at familien havde lidt i stor grad efter mordene, men at de ikke kunne se fordelene i at endnu et menneskeliv skulle gå tabt – altså, at de var imod at Amy skulle idømmes dødsstraf. De ni overlevende fra skyderiet udtalte også, at de ikke ønskede dødsstraf for Amy. Derfor tilbød Amys forsvarsadvokater at Amy ville kende sig skyldig, til at anklager i gengæld ikke ville gå efter dødsstraf. Det gik anklager med til, og Amy kendte sig derefter skyldig i de tre mord og tre mordforsøg.
D. 24. september 2012 blev Amy idømt fængsel på livstid uden mulighed for prøveløsladelse.

Under alt dette havde der fortsat været tvivl om, hvorvidt Amy skulle i retten for Seths mord. Kort efter domsafsigelsen blev det besluttet, at fordi Massachusetts ikke har dødsstraf, ville de ikke hive Amy i retten for Seths mord, da hun nu havde fået den hårdeste straf muligt. Kort efter udmeldte Amy dog, at hun ønskede at komme i retten for mordet, så hun kunne bevise sin uskyld og komme ud med sandheden.
Som tidligere skrevet, så er det kun familien der kender til den fulde sandhed om Seths død. Vi kender Amys version, men moderens var anerledes – og skiftende. Ifølge hende havde der været nogle skænderier mellem børnene og deres far om morgenen, og Amy var hen af formiddagen endt med at være alene hjemme. Denne forklaring trak hun dog senere tilbage. En anden af forklaringerne lød at Seth var kommet hjem kort efter moderens hjemkomst ved 14-tiden, mens en tredje forklaring lød at Seth var hjemme da moderen kom hjem og kort forlod hjemmet for at købe frokost til familien. En forklaring lyder desuden på at haglgeværet affyrede da det var i bevægelse, mens en anden forklaring lyder at Amy pegede direkte på Seth med haglgeværet, da det affyrede.
Det mistænkes af flere, at det måske var faderen, Amy havde haft intentioner om at slå ihjel på grund af skænderierne, mens andre mistænker at Amy dræbte Seth med fuldt overlæg af ren lyst.
Amys ønske om en retssag er endnu ikke blevet til noget.

Ofre

Om det var et uheld eller ej, så dræbte Amy sin lillebror Seth, da han var 18 år gammel, d. 6. december 1986.

I skyderiet på University of Alabama i Huntsville mistede tre personer livet:
– Gopi Podila, 52 år
– Maria Ragland Davis, 50 år
– Adriel D. Johnson, Sr., 52 år

Yderligere tre personer blev såret.

Tiden efter

Fordi Amy havde kendt sig skyldig i tre mord og mordforsøg, havde hun frasagt sig rettigheden til at anke dommen. I februar 2013 indgav hun en appel, med begrundelsen at hendes advokater ikke havde haft hendes bedste intentioner i betragtning, og at hun derfor ikke var blevet informeret korrekt om sin frasigelse af retten til at anke og at hun ikke kunne trække kendelsen tilbage, samt at hun havde skizofreni og ikke var blevet undersøgt tilstrækkeligt efter skyderiet. D. 26. april blev hendes appel afvist.

I 2015 blev et notat, hvori Amy indgav endnu en appel, offentliggjort. I starten af notatet kom Amy med en kort undskyldning til ofrene, deres familier og hendes egen familie, om end en anelse halvhjertet.
Amy er forsat gift med Jim, ifølge ham af økonomiske årsager, og har regelmæssigt kontakt til sin familie. Hun sidder fængslet i Julia Tutwiler Prison for Women i Wetumpka, Alabama.

I 2017 afgik Dr. Joseph Leahy ved døden efter et hjerteanfald. Dr. Leahy blev under skyderiet skudt i hovedet og alvorligt såret, men overlevede og fortsatte med at undervise på universitetet helt op til sin død.

Medier

Der er blevet udgivet en del podcasts om sagen:
Beyond Contempt True Crime, med episoden: Amy Bishop, udgivet d. 20. november 2018
True Crime Brewery, med episoden: A Shooting in Alabama: The Crimes of Dr. Amy Bishop, udgivet d. 15. januar 2019
Going West: True Crime, med episoden: Amy Bishop, udgivet d. 8. april 2019
Moms and Murder, med episoden: Amy Bishop: The Mad Scientist, udgivet d. 10. december 2019
True Crime Snacktime Podcast, med episoden: University of Alabama in Huntsville Shooting, udgivet d. 12. februar 2020
Criminal Record Podcast, med episoden: Dr. Amy Bishop, udgivet d. 13. februar 2020

TLC udgav d. 1. august 2010 tv-dokumentarfilmen Killer on Campus, der omhandler skyderiet på University of Alabama og mordet på 24-årige Annie Le, der var elev på Yale University.

Sagen er nævnt i følgende dokumentarserier:
I Knew My Murderer, sæson 1 episode 2: Amy Bishop, sendt første gang i 2017
Snapped, sæson 10 episode 4: Amy Bishop, sendt første gang d. 24. februar 2013
Fatal Encounters, sæson 3 episode 4: Deadly Genius, sendt første gang d. 13. juni 2013
Vengeance: Killer Coworkers, sæson 1 episode 6: Deadly Ambition, sendt første gang d. 12. januar 2020

Der er skrevet tre bøger om sagen:
A Professor’s Rage, af Michele R. McPhee, 2011
Murder Untenured: Amy Bishop’s Rampage, af Jacqueline Procter Reeves, 2013
Spree Killer: The True Story of Amy Bishop, af Anna Mason, 2017

Sagen er desuden nævnt i følgende bøger:
Guns in American Society: An Encyclopedia of History, Politics, Culture, and the Law, af Gregg Lee Carter, 2012
The Murder Mystique: Female Killers and Popular Culture, af Laurie Nalepa og Richard Pfefferman, 2013
School Shooters: Understanding High School, College, and Adult Perpetrators, af Peter Langman, 2015
Crimes of the Centuries: Notorious Crimes, Criminals, and Criminal Trials in American History, af Steven Chermak og Frankie Bailey, 2016

Kilder

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

The Keepers