Velma Barfield

I løbet af ni år dræbte Velma Barfield mindst fire personer ved at forgifte dem, herunder blandt andre hendes egen mor og sin kæreste. Det mistænkes dog at dødstallet er højere. Velma led i mange år med et misbrug og forsøgte mange gange at begå selvmord. Det var til sidst en dødelig indsprøjtning der tog livet af hende i 1984, i dødskammeret på Central Prison, North Carolina.  

Margie Velma Bullard blev født d. 29. oktober 1932 i South Carolina, USA. Hun voksede op i et religiøst hjem i Fayetteville, North Carolina, med sine forældre, Lillian og Murphy, en storebror og syv yngre søskende. Familien boede på en lille gård uden el og vand, og havde ikke mange penge at gøre godt med. Faderen var en temperamentsfuld og alkoholisk mand, der ofte udøvede vold mod moderen, og Velma var derfor bange for ham.
Som 7-årig begyndte Velma at gå i skole. Hun elskede skolen og fik gode karakterer, men oplevede ofte at blive hevet hjem fra skole af sin far, fordi hun skulle lave huslige pligter. Eftersom hun var den ældste datter i hjemmet, havde hun en del at se til, og da hun var 12 år gammel stod hun for al madlavning i hjemmet. I 1945 flyttede familien til Robeson, hvor Velma som 13 årig mødte Thomas Burke. Det var også i denne periode at Velma for første gang oplevede at hendes far voldtog hende.

Da hun var 15 år gammel blev Velma udtaget til skolens basketballhold, men fik ikke lov at være med for sin far, da det ville betyde at hun ikke ville have ligeså meget tid til de huslige pligter. Året efter begyndte hun regelmæssigt at komme i baptistkirken og blev også døbt her. Samme år fyldte Velma 16 år og fik af sine forældre lov til at date. Hun begyndte at date Thomas Burke, som året efter friede til hende i den lokale biograf. De stak af til South Carolina for at gifte sig, og efterfølgende flyttede Velma ind hos Thomas og hans forældre.
Thomas droppede ud af skolen, og fik arbejde ved en tekstilmølle i Red Springs. Da de havde sparet penge nok op, flyttede parret i 1951 til Wade, hvor Thomas fik arbejde hos en sodavandsvirksomhed. D. 12. oktober samme år fødte Velma parrets første søn, Ronnie, og de flyttede efterfølgende til Parkton. To år senere, d. 3. september, kom datteren Kim til verden.
Alt syntes at være lykkeligt for den lille familie, indtil Velma som 23-årig i 1955 blev ramt af en spritbilist og efterfølgende lå indlagt i nogen tid. Under indlæggelsen endte hun i en dyb depression, som det aldrig rigtig lykkedes hende at komme ud af. Og det blev bestemt ikke bedre, da hun syv år senere fik fjernet livmoderen, fordi hun led af blodmangel og træthed.

I 1963 købte Thomas’ mor et stykke land udenfor Parkton til parret, hvor Thomas byggede et hus til familien. Det skulle være en lykkelig tid i deres nye hjem, men Velma kunne ikke se noget lykkeligt ved tilværelsen, og hendes tilstand forværredes. Hun klagede især over sine nerver, og følte sig hele tiden nervøs, irritabel og bange. Som årene gik, udviklede Thomas et alkoholmisbrug, og ægteskabet gik mere og mere fra hinanden. I 1966 fik Velma Thomas indlagt på Dorothea Dix State Hospital for alkoholmisbruget, men han udskrev sig selv allerede efter tre dage. Han var vred på Velma og følte sig ydmyget over hendes handlinger. Kort efter mistede Thomas sit job på grund af alkoholismen, og Velma blev derfor nødt til at tage endnu et job, for at familien kunne overleve. Hun arbejdede nu både i stormagasinet Belk og i en bomuldsmølle.
I 1968 tog Thomas’ alkoholmisbrug til, og han begyndte at udvise voldelig adfærd overfor børnene. Han havde før slået Velma, men en dag i juni tog han fat i sin 16-årige søn, skubbede ham op af væggen og truede ham med at tage livet af ham.
I starten af vinteren blev Velma indlagt på hospitalet grundet et nervøst sammenbrud, og begyndte derefter at få beroligende medicin. Men i stedet for kun at tage medicinen én gang om dagen, som lægen havde foreskrevet, tog hun det tre gange dagligt. Det resulterede i et begyndende misbrug, og sled ligeså meget på ægteskabet, som Thomas’ alkoholmisbrug.

D. 21. april 1969 kom Velma og børnene hjem til et brændende hus. Indenfor fandt de Thomas død. Han var eftersigende faldet i søvn påvirket med en tændt cigaret i hånden, som havde antændt hjemmet, og var blevet dræbt af kulilteforgiftning. For at få Velma til at falde ned efter hendes mands død, gav en sygeplejerske hende noget beroligende, og misbruget tog efterfølgende til.
Hun nåede dog ikke at sørge særlig længe, før en kollega efter et halvt års tid introducerede hende for den 16 år ældre Jennings Barfield. Jennings havde emfysem og diabetes, og havde ligesom Velma, en afdød ægtefælle. De to udviklede et forhold og d. 23. august, efter at have kendt hinanden i ni måneder, blev de gift. Men heller ikke dette ægteskab var lykkeligt. Efter tre måneders ægteskab forsøgte Velma at begå selvmord ved at tage en overdosis af sin medicin og blev indlagt. Da hun havde været hjemme i tre måneder forsøgte hun atter at begå selvmord, og Jennings begyndte at ytre sin fortrydelse angående ægteskabet.

Mordene

D. 22. marts 1971 forgiftede Velma Jennings med arsenik. Han reagerede med vejrtrækningsproblemer, opkast og diarré, og til sidst døden. Hans officielle dødsårsag lød dog på hjerteproblemer.
På få år havde hun mistet to ægtefæller, og hendes medicinmisbrug tog atter til. I oktober forsøgte hun atter at begå selvmord, og var denne gang meget tæt på at lykkedes. Hun lå efterfølgende indlagt i tre uger.
I december blev hun fyret fra sit job hos Belk, og mistede kort efter også huset som Thomas havde bygget til familien, da hun ikke betalte pantelånet. Hun flyttede derfor hjem til sine forældre, hvor hendes far efter fire måneder døde af lungekræft. I løbet af det kommende år forsøgte Velma igen at begå selvmord og lå indlagt i to uger.

I efteråret 1974 tog Velma to lån i sin mors navn, men det var først da moderen begyndte at modtage betalingsvarsler fra lånefirmaet, at hun opdagede det. En uge efter at pengene skulle have været betalt tilbage, købte Velma en flaske med gift i St. Paul. Derhjemme gav hun moderen en dosis af giften, og kort efter begyndte moderen at få diarré, gå i krampe og kaste op. Velma ringede til lægen, som udskrev noget medicin til moderen, men da natten kom kunne moderen ikke længere være oprejst. Velmas bror tilkaldte en ambulance, og moderen blev indlagt på hospitalet i Fayetteville. Få timer efter afgik hun ved døden, ifølge dødsattesten af et hjerteanfald.

Velma flyttede derefter hjem til sin datter og hendes mand i deres campingvogn. Efter en måneds tid kontaktede politiet Velma angående lånene i moderens navn, og bad hende betale pengene tilbage. Som reaktion til det flygtede Velma hen til sin søns hus, hvor hun forsøgte at begå selvmord for femte gang. Hun var efterfølgende indlagt i tre uger. Her kom politiet forbi og fortalte hende, at når hun blev udskrevet på hospitalet, ville hun blive anholdt for forfalskning. Og ganske rigtigt, da hun blev udskrevet i marts 1974, blev hun anholdt lige efter. Under varetægtsfængslingen forsøgte hun atter at begå selvmord, men undgik ikke at komme for en dommer den følgende dag. Velma kendte sig skyldig i forfalskningen og blev idømt seks måneders fængsel, der skulle afsones i Correctional Center for Women i Raleigh, North Carolina. Velma afsonede fire måneder, hvorefter hun blev løsladt for god opførsel. Da hun var blevet løsladt flyttede hun tilbage til sin datter og svigersøn. Om sommeren stjal hun en check fra sin svigersøn, som hun forfalskede og brugte til at betale for sin medicin. Da det blev opdaget ringede Velmas søn til hendes læge, og bad lægen om at stoppe med at udskrive medicinen.

D. 1. november 1975 fik Velma job som plejer for 93-årige Montgomery Edwards. Velma fik $75 om ugen for jobbet, hvilket inkluderede et værelse hos Montgomery og hans kone, 83-årige Dollie. Det havde førhen været Dollie der tog sig af Montgomery, men hun var nu blevet for svag og kunne ikke længere. Efter at have arbejdet hos ægteparret i et halvt års tid, mødte Velma Dollis alkoholiske nevø, Rowland Stuart Taylor. De to fik et godt øje til hinanden, men Stuart var endnu gift med sin kone, selvom de planlagde skilsmisse.
D. 29. januar 1977 afgik Montgomery ved døden efter nogen tids sygdom. Velma havde aldrig brudt sig om Dollie, og i stedet for blot at sige sit job op og komme videre med sit liv, valgte hun at købe noget gift og forgifte Dollie. D. 1. marts døde Dollie af forgiftningen. Det mistænkes at Velma også stod bag Montgomerys død, selvom Velma benægtede.

Den følgende måned fik Velma et nyt arbejde som plejer. Denne gang hos 76-årige Record Lee, der havde brækket benet. Efter nogle måneder begyndte Records mand, John Henry, at klage over mave- og brystsmerter, og fik diarré og kastede op. D. 4. juni 1977 døde John Henry Lee, ifølge dødsattesten af hjerteanfald. Men ligesom Velmas andre ofre, var det forårsaget af forgiftning.
Fire måneder efter John Henrys død valgte Velma at sige jobbet som plejer op, og flyttede til Lumberton. Her lejede hun en campingvogn og fik arbejde som sygeplejerassistent på det lokale plejehjem. Hun begyndte kort efter at date Dollies nevø, Stuart, som hun hurtigt flyttede ind hos.

Efter at have boet sammen i en måneds tid, begyndte Velma at forfalske Stuarts checks, for at få fingrene i hans penge. I december købte hun arsenikbaseret rottegift, som hun begyndte at komme i Stuarts øl og te. Da Velma og Stuart en aften var til et gospelmøde blev Stuart meget dårlig, og tre dage senere blev han indlagt på hospitalet. De følgende måneder passede og plejede Velma ham, mens hun samtidig forgiftede ham yderligere. D. 3. februar 1978 døde Stuart. Velma gav lægerne tilladelse til at foretage en obduktion, ligesom hun havde gjort med sin mor, uden at der var sket noget. Men denne gang fandt lægerne at Stuart var blevet forgiftet.
D. 10. marts blev Velma hentet ind til en tre timers lang afhøring hos Robeson County Sherrifs Department. Allerede kort efter Stuarts begravelse havde de modtaget et tip, fra en kvinde der sagde at hun var Velmas søster. Kvinden havde fortalt at Velma var morder, men først da de hørte svaret fra obduktionen, valgte de at hente hende ind til afhøring. Tre dage senere forsøgte Velma at begå selvmord, men blev reddet af sin søn. Samme dag tilstod hun at have forgiftet Stuart, og blev anholdt.

Retssag og tiden efter

Tre dage efter anholdelsen blev Velma sendt til Dorothea Dix State Hospital for at få foretaget psykiatriske undersøgelser, for at afgøre om hun var i stand til at komme for retten. Undersøgelserne varede i fem uger, hvorefter hun blev sendt tilbage til fængslet. Her fandt hun igen troen på Gud og tilgivelse, efter at have hørt et radioprogram af evangelisten J. K. Kinkle.

D. 23. november 1978 gik Velmas retssag i gang i Elizabethtown, North Carolina, hvor hun var tiltalt for at dræbe Rowland Stuart Taylor. En uge efter retssagens start blev hun kendt skyldig og idømt dødsstraf. Hun blev derefter ført til dødsgangen i Correctional Center for Women i Raleigh, hvor hun fortsatte med at udforske sin genfundne tro. Hun begyndte desuden at prædike og vejlede de andre indsatte, for hvilket hun modtog stor ros for af evangelist Billy Graham. Hun begyndte at udveksle breve med Billys kone, Ruth, og fik også besøg af deres datter, Anne. De indsatte hun vejledte kaldte hende for Mama Margie, mens hun kaldte dem for sine adopterede børn.

Til en start blev Velmas henrettelsesdato sat til d. 3. februar 1979, men henover årene ville datoen blive udsat seks gange. Velma ankede dommen, og under appelsagen vidnede professor i psykiatri, Dorothy Otnow Lewis, som fortalte at Velma havde dissociativ identitetsforstyrrelse. Hun fortalte at hun havde talt med Velmas anden personlighed, en mand ved navn Billy, som havde fortalt at Velma var blevet seksuelt misbrugt og at han havde dræbt dem der havde misbrugt hende. Men det var ikke noget der rørte dommeren. Appellen blev afvist, og Højesteretten nægtede så meget som bare at se på sagen.
Velma blev derefter flyttet til Central Prison, og en endelig henrettelsesdato fastsat: d. 2. november 1984. Velma fik valget mellem dødelig indsprøjtning og gaskammer, og valgte sprøjten som henrettelsesmetode.
I slutningen af oktober besøgte Velmas børn og børnebørn hende på dødsgangen for at tage afsked. Nogle dage senere skrev Velma et brev til ofrenes familier, hvori hun bedte om tilgivelse. Hun gav brevene til pastor Hugh Hoyle, som hun var blevet meget tæt med hen over årene, og bad ham aflevere brevene til familierne når hun var blevet henrettet.

Pludselig var det d. 2. november. Inden Velma blev ført til dødskammeret i Central Prison, fik hun et sidste måltid der bestod af en pose Cheetos og et glas Coca-Cola, og gav en sidste udtalelse, der lød: ”Jeg ved at alle er gået gennem meget smerte, alle familier forbundet, og jeg er ked af det, og jeg vil takke alle der har støttet mig i alle disse seks år”. Udenfor fængslet stod mange af de der havde støttet hende gennem årene, samt både modstandere og tilhængere af dødsstaffen.
Kl. 02¹⁵ blev Velma erklæret død, 52 år gammel, henrettet af dødelig indsprøjtning. Hun var den første kvinde der blev henrettet i USA siden 1962. Efterfølgende blev hun begravet på Parkton Cemetery, nær hendes første ægtemand Thomas Burke.

Pastoren forsøgte måneden efter at aflevere brevene til ofrenes familier, men alle nægtede at tage imod.

Ofre

Velma tilstod at have dræbt fire personer:
– Lillian Bullard, 64
– Dollie Edwards, 85
– John Henry Lee, 80
– Rowland Stuart Taylor, 56

Efter hendes anholdelse blev hendes afdøde mand Jennings Barfield gravet op, og der blev foretaget prøver på liget, der viste at Jennings ligeledes var blevet forgiftet. På trods af denne viden, benægtede Velma at have dræbt ham. Det mistænkes dog alligevel generelt meget stærkt, at hun stod bag hans død.
Det mistænkes ligeledes at hun dræbte hendes første ægtefælle, Thomas Burke, 36, og Montgomery Edwards, 95, men intet har kunne bevise det, og Velma har også benægtet dette.

Alle ofrene blev dræbt af forgiftning, men hvorfor de skulle dø, var der forskellige grunde til; Jennings ville skilles, og Lillian og Stuart var ved at opdage at Velma havde taget lån i deres navne. Men hvorfor Dollie og John Henry, og muligvis også Montgomery, skulle dræbes, er der ikke nogen umiddelbar grund til, udover ren lyst, for Velma fik intet økonomisk ud af deres død.

Medier

Jennings’ barnebarn, singer-songwriter Jonathan Byrd, udgav i 2001 sit debutalbum Wildflowers, hvorpå man finder sangen Velma, der omhandler Velma og mordene.

Velma er desuden nævnt i dokumentarserierne American Justice, sæson 4 episode 4: Death Row Women og History’s Mysteries: Infamous Murderers, episode: Deadly Ladies.

Under sin tid på dødsgangen skrev Velma to bøger, Woman on Death Row og Death Row: Condemned to Die Yet She Served Christ, som blev udgivet i årene efter hendes henrettelse.

Følgende bøger omhandler Velma og mordene:
– Death Sentence: The True Story of Velma Barfield’s Life, Crimes, and Punishment, af Jerry Bledsoe, 1998
– Gateway to Heaven: The Velma Barfield Story, af Sylvia Perrini, 2013
– Death Row Granny: The True Story of Serial Killer Velma Barfield, af Georgia Johnson, 2016

Sagen er desuden nævnt i følgende bøger:
– Death and the Life After, af Billy Graham, 1994
– Woman Who Kill, af Ann Jones, 1997
– Murder Most Rare: The Female Serial Killer, af Michael D. Kelleher, 1998
– Wretched Sisters: Examining Gender and Capital Punishment, af Mary Welek Atwell, 2007
– Female Serial Killers: How and Why Women Become Monsters, af Peter Vronsky, 2007

Kilder

• Serial Killer Timelines: Margie Velma Barfield – Death Row Granny/Mama Margie, af Mindy Griffith, Christen McWhorter, Carrie Maupin og Samantha Martin, Deparment of Psychology, Radford University
• Wikipedia (Engelsk): Velma Barfield
• Artikel: The Shocking Crimes of Velma Barfield, the “Death Row Granny”, af Mark Oliver, via All That’s Interesting