Mordet på Dorothy Jane Scott

Mordet på Roujan Ismaeel

I juni 1995 blev 7-årige Roujan Ismaeel voldtaget og dræbt i en opgang på Nørrebro. På trods af utallige afhøringer af vidner og mange års ihærdig efterforskning, er mordet den dag i dag fortsat uopklaret.

I 1989 flygtede familien Ismaeel, bestående af en søn og en datter samt deres iranske forældre, fra en flygtningelejr i Afghanistan til Danmark. Seks år senere boede de i en lejlighed på Mimersgade på Nørrebro i København. Børnene gik på den lokale skole og i fritidshjemmet, og kunne tale flydende dansk. Det var vigtigt for forældrene at de blev integreret i det danske samfund, og hjemmet var derfor også i stor grad præget af dansk kunst og kultur, på trods af religionsforskellen.

Sidst på eftermiddagen d. 13. juni 1995 legede datteren, 7-årige Roujan, i baggården til deres hjem, mens hendes mor var i gang med at ordne huslige pligter i hjemmet. Omkring kl. 1730 blev Roujan set på sin trehjulede cykel nær hjemmet af en nabo, og kort efter forsvandt hun. Hendes mor kunne ikke længere se hende fra hjemmet, og da Roujans far kom hjem fra arbejde ved 18-tiden, igangsatte forældrene en eftersøgning. Lidt under halvanden time senere blev Roujan fundet, omkring 100 meter fra sit hjem.
Omkring kl. 1920 åbnede en beboer på Rådmandsgade 10 sit vindue for at lufte ud. Til sin store forskrækkelse opdagede beboeren noget, han først troede var en børnemannequin i en skraldesæk fra Dragør Kommune, dumpet i en lyskasse i bygningens baggård. Efter at have undersøgt posen, fandt beboeren at det han troede var en børnemannequin, var et barnelig. Politiet blev straks tilkaldt, og kort efter blev liget identificeret. 7-årige Roujan Ismaeel var blevet dræbt.

Efterforskning og teorier

Straks efter gik en årelang mordefterforskning i gang. Obduktionen viste at Roujan var blevet voldtaget, seksuelt mishandlet og dræbt omkring kl. 18, af utallige slag fra et stumpt objekt – muligvis en hammer – der havde forårsaget 10 store sår i kraniet, samt hun var blevet stukket tre gange i ryggen af et usædvanligt og uidentificerbart stykke værktøj. Roujan var blevet fundet liggende på ryggen i den sorte sæk, med bukserne trukket ned, dog iført underbukser, samt striktrøjen trukket op over maven. Sækken var fyldt med blod, hvori også hendes sorte laksko lå. Roujan havde desuden et stykke tyggegummi i munden, som politiet længe mistænkte at hun havde fået af gerningsmanden. Det viste sig dog at hun havde afleveret en flaske hos en kiosk, og fik et stykke tyggegummi som pant. Sækken viste sig at stamme fra en skraldebil, der havde stået på gaden natten inden mordet, og gerningsmanden menes derfor at være en fra nærområdet.
Politiets teknikere fandt blodspor i opgangen på Rådmandsgade 14, samt et fingeraftryk, som ikke tilhørte nogle af beboerne i ejendommen. Efterhånden fik de sammensat en teori, der lød at gerningsmanden lokkede Roujan ind i opgangen med slik, hvorefter han i løbet af ti minutter voldtog, mishandlede og dræbte hende. Han placerede hende derefter i sækken, og trak hende om i baggården, hvor hun blev fundet næsten halvanden time senere. Meget tyder desuden på at mordet ikke var planlagt, men blev begået impulsivt.

Flere vidner, der mente at have set gerningsmanden, henvendte sig til politiet den efterfølgende tid. Et af vidnerne fortalte at hun så en mand slå og sparke løs på et skrigende barn ved opgangen, men troede at det var en far der afstraffede sin datter. Et par med en barnevogn og en lille hund gik også forbi, men reagerede heller ikke. Parret blev efterlyst og henvendte sig, men kunne ikke fortælle noget politiet ikke allerede vidste. Et andet vidne så en mand med blod på højre hånd og underarm løbe mod Nørrebrogade via Allersgade. Et tredje vidne blev eftersøgt at politiet, men henvendte sig aldrig. Vidnet blev set tale med en pige der kunne være Roujan, inden han gik ind opgangen hvor mordet kort efter ville finde sted.
I alt blev cirka 5000 vidner og personer afhørt i forbindelse med mordet, og efterhånden fik politiet også skabt et signalement på gerningsmanden, der lød således: mand af dansk af udseende, omkring 30 år gammel, cirka 185 cm høj, og slank. Han havde halvlangt, glat, blond hår, muligvis med et mørkere overskæg, og iført lyst eller beigefarvet tøj. Flere vidner fortalte desuden at han virkede beruset og/eller påvirket.

I februar 2000 blev en 13-årig pige overfaldet i en elevator på Nørrebro, af en psykisk ustabil narkoman ved navn Jan Olsen. Han stak pigen med en saks på overlæben, og begyndte derefter at slå og sparke hende.
Jan Olsen blev afhørt i forbindelse med mordet på Roujan i både 1996 og 1998, efter at nogen havde hørt ham sige at han havde dræbt en lille pige. Udover at være en smule lavere, stemte hans udseende overens med signalementet på gerningsmanden der dræbte Roujan. Da han blev anholdt for overfaldet på den 13-årige pige, blev han atter afhørt angående mordet på Roujan, men politiet måtte igen erkende, at de ikke havde noget at gå efter. Det var ikke muligt at kortlægge hans færden på mordtidspunktet på grund af hans psykiske tilstand, og Jan fortalte at det var stemmer i hans hoved, der var grunden til at han havde sagt, at han havde dræbt en lille pige. Men det der især rensede ham for mistanke, var at hans fingeraftryk ikke matchede det fundet i opgangen. Jan Olsen blev idømt behandlingsdom på ubestemt tid for overfaldet på den 13-årige pige.

En anden, for offentligheden ukendt, mand har været hovedmistænkt i sagen, men på grund af manglende bevismateriale har det ikke været muligt at sigte ham.

Henover årene blev der ihærdigt arbejdet på sagen, og den er blevet hevet frem flere gange efterfølgende. Bevismateriale blev sendt til tekniske undersøgelser hos Scotland Yard i London, og en dusør på 100.000 kr. blev udlovet – men alt uden held. Sagen er derfor den dag i dag fortsat uopklaret.

Medier

Sagen er desværre ikke blevet omtalt meget udover i aviserne.
I januar 2000 blev sagen taget op i et afsnit af Efterlyst på TV3, hvorefter mange kontaktede politiet med diverse tips. Tre år senere var sagen med i clairvoyantprogrammet Fornemmelse for mord på TvDanmark.

Sagen er desuden nævnt i to bøger:

  • Amagermanden, af Erik Haaest, 2011
  • Gerningssteder: En kriminalvandring gennem Københavns mord, af Peer Kaae, 2014

Kilder

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mordet på Dorothy Jane Scott