Mordene på Peter Bangs Vej

På Peter Bangs Vej i Frederiksberg er der i perioden fra 1944 til 1972 blevet begået fire mord, heraf ét af dem et dobbeltmord. Vejen der siden 1861 har været opkaldt efter tidligere statsminister Peter Georg Bang, hed pudsigt nok førhen Klammerivej.

Mordet på Regner Schmidt

august 1944, Peter Bangs Vej 74

Sidst på formiddagen trådte Asbjørn ”Lille Bjørn” Lyhne og Sven ”Store Bjørn” Aage Geisler ind i grøntbutikken Torvehallen på Peter Bangs Vej 74, hvor ejeren Regner Schmidt var ved at lægge grøntsager og frugter på plads, mens hans kone, Ellen, stod bag kassen. Tidligere på formiddagen mødtes Asbjørn og Sven med Vagn Riis-Hansen, der eftersigende havde beordret de to mænd til at likvidere Regner. De havde derefter taget en taxa til grøntbutikken, hvor de på turen derhen havde fortalt chaufføren at de var fra modstandsbevægelsen. Tæt på grøntbutikken var Jan Jansson og Mogens Anton Hansen stødt på gruppen, og blev sat til at holde øje med området, mens Asbjørn og Sven gik ind i butikken.
Inde i butikken trak Asbjørn og Sven hver deres pistol frem, og beordrede Regner til at give dem hans tegnebog. Indeni tegnebogen fandt de et Ausweis til et lukket område i Frihavnen og et stort beløb i kontanter. Man er ikke helt sikker på hvor stort beløbet var, men det siges at have været mellem 3000-4000 kr., hvilket i 2019 svarer til mellem 69.500-92.700 kr. Asbjørn spurgte derefter Regner om han var medlem af Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP), til hvilket Regner svarede at han ikke havde været længe. Han blev derefter ramt af skud, først af Sven og næst Asbjørn. Regner faldt til gulvet mellem kartoffelsækkene, og blev atter skud af Asbjørn, denne gang to gange i venstre tinding. Regners kone, Ellen, der havde været vidne til det hele begyndte nu at skrige. Asbjørn bad hende holde kæft og affyrede skud i hendes retning. Hun nåede lige at rykke på sig, og fik derfor kun skudt en finger af.
Derefter skyndte Asbjørn og Sven sig ud af butikken, og ind i taxaen, som havde ventet på dem. Taxachaufføren havde nemlig selv løs tilknytning til modstandsbevægelsen, og havde derfor været nem at overtale til at blive – så længe de lovede, at holde ham udenfor likvideringen. De kørte i hast væk derfra, og da Mogens, Asbjørn og Sven hoppede ud af taxaen ved Godthåbsvej, efterlod de et beløb på mere end det dobbelte af hvad turen havde kostet.
En ambulance blev tilkaldt og kørte Regner og Ellen til Frederiksberg Hospital. På vejen dertil afgik Regner ved døden, med sin kones hånd om sin.

Selvom gerningsmændene havde forsøgt at få det til at ligne en likvidering udført af modstandsbevægelsen, regnede politiet efterhånden ud at de stod med et rovmord. De fandt at Regner havde været medlem af DNSAP i juni 1940 til august 1943, men fandt ikke nogen forbindelse mellem Regner og de tyske efterretningstjenester, og udelukkede dermed modstandsbevægelsens involvering. Inden da havde Regners kone forsøgt ihærdigt i flere år, at overbevise om at han ikke havde noget med tyskerne at gøre og nå til bunds i sagen. Fordi hun var så sikker i sin sag om sin mands uskyld, lagde hun i 1954 sag an mod modstandsbevægelsen og staten, med krav om en erstatning på 35.000 kr., hvilket i dag svarer til over en halv million kr. To år senere kom Østre Landsret frem til at det var for vanskeligt at vurdere sagen efter almindelige retsregler, og både staten og modstandsbevægelsen blev derfor frikendt. I stedet blev enken dømt til at betale sagens omkostninger.
Sagen er den dag i dag endnu officielt uopklaret, selvom man er klar over, hvem der stod bag. Asbjørn og Sven blev nogle år senere hentet ind til afhøring i en anden mordsag, der fandt sted i opgangen ved siden af grøntbutikken.

Dobbeltmordet på Vilhelm og Inger Margrethe Jacobsen

februar 1948, Peter Bangs Vej 74

Det var en ganske almindelig dag for ægteparret Jacobsen, med få undtagelser. Nogle af dem større end andre.
Vilhelm var taget hjemmefra tyve minutter tidligere end normalt, og men mødte alligevel først ind på sit kontor på Nørre Vold kl. 8¹⁵. Senere hidsede han sig mærkværdigt op ved et ledermøde, under et ligegyldigt skænderi med en kollega. Kl. 16³⁰ forlod han kontoret, og blev lidt senere set i Botanisk Have, i selskab med en yngre kvinde der luftede sin hund. Kl. 17³⁰ satte han sig ind i en taxa, og bad om at blive kørt til Peter Bangs Vej 74. På turen sagde han ikke et eneste ord, men var dybt begravet i sin avis. Da taxaen nåede destinationen steg Vilhelm ud. Taxachaufføren opdagede da at Vilhelm havde glemt noget på bagsædet, og ville råbe ham op, men blev afbrudt af synet af Vilhelm der stivnede. En høj mand hilste på ham, og Vilhelm hilste stift tilbage. En yderligere tredje mand blev også set af taxachaufføren, inden han kørte væk derfra.

Inger havde tilbragt dagen med at besøge en antikvitetsforretning, en viktualieforretning, et ismejeri og et bageri. Hun havde derefter besøgt sin kusine, Karen, og var taget hjemad igen lige over kl. 16. På vejen hjem havde hun handlet ind i grøntbutikken ved siden af opgangen til parrets lejlighed, og hentet sigtebrød hos ismejeriet. Hjemme skiftede hun tøj, og gik i gang med at forberede aftensmad og anrette spisebordet. Men pludselig blev Inger afbrudt, og få minutter efter, da klokken var omkring 16⁵⁰ hørte underboen det første af mange bump fra lejligheden. Det første bump var så voldsomt, at lysekronen hos underboen begyndte at dingle. 50 minutter senere kom Vilhelm hjem, og bumpene fortsatte til kl. 18. Underboen hørte ikke noget i en del timer; først kl. 23³⁰ begyndte det atter at larme hos ægteparret. Underboen hørte en mand tappe vand, gøre rent og gå rundt med tunge, og til tider slæbende, fodtrin. Underboen endte med at måtte tage en sovepille for at kunne falde i søvn for al larmen, og faldt først i søvn kl. 1. Da larmede det stadig hos ægteparret.

Præcis kl. 8 næste morgen ringede hushjælpen, Asta, på køkkendøren som hun havde gjort hver dag de sidste mange år. Da der ikke blev svaret begyndte Asta at banke på døren. Efter nogle minutter besluttede Asta sig for at gøre brug af sin nøgle og låse sig ind i lejligheden, men slåen bagpå døren forhindrede hende i at komme ind. Hun råbte ind i lejligheden efter fru Jacobsen, men uden svar. Hun gik derfor op over tørreloftet og ned af hovedtrappen, for at låse sig ind af hoveddøren til lejligheden. Hun blev mødt af en mørk lejlighed, hvor gardinerne stadig var trukket for, men hendes blik formåede alligevel at fange dørspionklappen, der lå på gulvet. Asta gik ned af gangen i lejligheden, og så døren til herreværelset stå på klem. Gennem sprækken kunne hun se et par mandeben ligge på gulvet; overkroppen var gemt under et plaid, bag en medaljonstol. Ved siden af liget lå en knækket porcelænslampe og aviser. Asta fortsatte ned af gangen, i retningen mod soveværelset. En dyne gjorde at døren sad fast, så hun måtte tvinge døren op. Det resulterede i at døren ramte Inger i hovedet, og da Asta mødte synet af Ingers blodige hoved, begyndte hun at skrige. Hun løb ud af lejligheden og hen til genboen, som kl. 8¹⁸ ringede til politiet.

Selvom morderen havde stjålet cirka 500 kr. (i dag svarende til cirka 11.000 kr.) i kontanter fra Vilhelms tegnebog, en lille æske med kortspilsregnskab, en flaske cognac, en anden lille æske, nogle trav- og galopprogrammer, to checks fra Vilhelms checkhæfte, samt hans nye skindmappe med indhold, udelukkede politiet rovmord. Meget tydede nemlig på at politiet stod med at affektmord, begået af én ægteparret kendte. Politiet fandt desuden at Vilhelm på dagen havde udskrevet en check på 8500 kr., hvilket i dag svarer til cirka 186.000 kr., som de mistænker var blevet overdraget til morderen.
Lejligheden var gjort grundigt rent af morderen, men politiet formåede alligevel at finde seks brugbare handskeaftryk. De fandt også at morderen havde placeret Ingers stifttand, øreringe og et par pyntekamme på en radiatorhylde, og placeret en blodig stok ved siden af begge lig – som ikke var mordvåbnet, men blot brugt til at løfte deres hoveder, for at kunne vikle håndklæder om halsen på dem begge. Både Inger og Vilhelm blev slået med porcelænslampen, og derefter stranguleret med håndklæder. Inger døde af strangulationen, mens Vilhelm døde af blodtab, da morderen skar hans pulsårer over med en kniv fra køkkenet.

Grunden til at man mener at dette var et affektmord begået af én bekendt af ægteparret, er blandt andet på grund af mordmetoder og måden ligene blev fundet på. Retsmediciner Steen Holger Hansen har senere lavet en ny obduktionsrapport på baggrund af en ny analyse af gerningsstedet samt en profil af FBI, som lyder at gerningsmanden ankom til ægteparrets lejlighed kl. 16⁴², og blev lukket ind af Inger. Indenfor fem minutter opstod en konflikt mellem de to, der resulterede i at han slog Inger med lampen og dræbte hende. Han gemte hendes lig væk i soveværelset, for at Vilhelm ikke skulle se det, når han kom hjem. Gerningsmanden forlod dernæst lejligheden og bygningen, og tog sig til at vente foran opgangen. Gerningsmanden er ifølge denne teori, den mand som taxachaufføren, der kørte Vilhelm hjem, så hilse på ham. De to fulgtes op i lejligheden, hvor Vilhelm overrakte ham checken på det høje beløb, hvorefter gerningsmanden slog ham med lampen og dræbte ham. Gerningsmanden skulle derefter have forladt lejligheden for at anskaffe sig et alibi, og vendte først tilbage ved 23³⁰-tiden, hvor han begyndte at gøre rent efter mordene og placerede falske spor for at vanskeliggøre efterforskningen.

Efterforskningen stod på i mange år, men førte kun få mistænkte med sig. I midten af 1950’erne nedsatte daværende justitsminister Hans Hækkerup en kommission, der skulle gennemgå sagen på ny. Kommissionen kom officielt ikke frem til en opklaring af sagen, men de havde én bestemt mistænkt, som flere den dag i dag stadig fortsat tror på: ægteparrets bedste ven, Erik. Kommissionen mente at Erik opførte sig mystisk, og han blandede sig usædvanligt meget i sagen og mødte ofte uventet op på politistationen – hvilket alt sammen, ifølge FBI, ofte ses hos gerningsmænd. Men det var ikke muligt at finde nogle egentlige beviser på at Erik var morderen, og hvis han havde været, ville det også betyde at samtlige vidner havde taget fejl.
Andre mistænkte i sagen var førnævnte Asbjørn ”Lille Bjørn” Lyhne og Sven ”Store Bjørn” Aage Geisler, som man mener dræbte grønthandler Regner Schmidt fire år forinden. Det er baseret på, at taxachaufføren der kørte Vilhelm hjem, udpegede Sven som den mand der havde hilst på Vilhelm udenfor opgangen. Da Asbjørn og Sven stort set altid begik forbrydelser sammen, var det derfor nærmest en selvfølge at Asbjørn skulle have været den tredje mand. Men det var ikke muligt at finde en forbindelse mellem forbryderparret og ægteparret, og de blev derfor renset for mistanke – officielt.
Da Peer Kaae lavede research til sin bog om sagen, Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej, kom han i besiddelse af Ingers lommebog, hvori navnet og telefonnummeret på en nær samarbejdsparter til Vilhelm var noteret. Navnet er på grund af arkivloven beskyttet, og må først offentliggøres i 2023, og han går derfor under navnet Hr. X. Grunden til at Hr. X mistænkes, er fordi han i dagene omkring mordet lavede en varebyttehandel for hvad der svarer til 130 mio. kr., som ifølge denne teori var resultat af en idé som han stjal fra Vilhelm og udførte bag ryggen på ham sammen med Ingers barndomsven, Georg.
Men ingen er blevet dømt for dobbeltmordet, og det er derfor den dag i dag endnu uopklaret.

Dog har sagen også været grobund for en del konspirationsteorier, blandt andet at dobbeltmordet var iscenesat af en hemmelig efterretningstjeneste.
Fra maj 2011 til februar 2012 havde Politimuseet en udstilling, der omhandlede sagen. Flere bøger er skrevet om sagen, herunder Peer Kaaes bog Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej, fra 2012. I 1976 blev bogen Dobbeltmordet: Århundredets danske kriminalgåde af Erik Haaest udgivet, og i 2000 blev opfølgeren udgivet. Sagen der desuden nævnt i en del bøger, herunder blandt andre Mordet på Moster & Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej af Susanne Meelbye, 2014.

Mordet på Emmy Hemme

maj 1972, Peter Bangs Vej 118

Det var en sen tirsdag aften, hvor 66-årige Emmy Hemme og hendes mand havde gæster. Ægteparret sad med deres gæster om bordet i stuen og spillede whist, og hørte ikke at der var en mand der kravlede ind af vinduet i et af værelserne. Da det blev Emmys tur tog hun sig god tid, hvilket de andre drillede hende for – og pludselig lød to skud. Emmy blev ramt i hovedet og faldt forover bordet. Emmys mand og gæsterne var i chok, men manden formåede alligevel at ringe efter en ambulance. Da var gerningsmanden, 19-årige Verner Erling Larsen, allerede på vej ud af vinduet igen.

Tidligere på dagen havde Verner drukket en del øl i Tivoli, og var taget hjem efter en karambolage med nogle mindst ligeså beruset kunder i et supermarked i Københavns Hovedbanegård. Derhjemme skiftede han tøj, og lagde et jagtgevær, som han havde stjålet måneden forinden, i en plasticpose, og tog toget til Peter Bangs Vej Station, hvor han ankom kl. 22⁴⁵. På stationen tog han en nylonstrømpe over hovedet og ladte geværet med to patroner, og gik hen til billetlugen, hvor 41-årige trafikassistent Jens Rasmussen var på arbejde. Da Jens vendte sig mod Verner blev han ramt af et skud i halsen. Jens faldt bagover, og Verner affyrede endnu et skud, inden han løb ud på Peter Bangs Vej. Jens var hårdt såret, men formåede at ringe til alarmcentralen.
Verner tog nylonstrømpen af hovedet, ladte atter sit gevær med to patroner, og løb ind i en nærliggende baggård, hvor han stoppede op for at få vejret. Da så han et åbent vindue, og kravlede op på et garagetag, og ind af det åbne vindue, der førte ind til Emmy Hemmes lejlighed. Efter at have skudt Emmy flygtede han fra lejligheden fra samme vej han var kommet ind, og forstuvede begge ankler da han hoppede ned fra garagetaget. På Junggreensvej smed han geværet og sine handsker under en bil. Ved Flintholm Kirke satte han sig et øjeblik på en trappesten, og haltede derfra videre til Peter Bangs Vej Station. Her havde politiet allerede spærret af og sat hundepatruljer i gang med afsøgning af området, men Verner kom forbi uden problemer. Han gik ned af Gustav Johansens Vej, og gennem en baghave, for at komme hen til en baneskrænt, hvor han lagde sig ned i ti minutter for at sunde sig. Han kravlede derfra op til stationen, hvorfra han tog et S-tog til Vanløse. Derfra tog han til Østerport Station, og hjem til sit pensionatsværelse.
Jens Rasmussen overlevede skuddet i halsen, men Emmy Hemme døde og mordet blev den tredje mordsag på Peter Bangs Vej.

Selvom der var flere vidner der havde set Verner, havde politiet ingen idé om hvem han var. Gerningsmanden var yderst eftersøgt, og alle tale om ham. Selv DR sendte en rekonstruktion af mordet i bedste sendetid, så alle fik en idé om hvordan gerningsmanden så ud.
En uge efter gik Verner beruset ind på Hotel Imperial. Her blev politiet tilkaldt, og Verner blev anholdt – dog ikke for mordet, men for mistanke om tyveri på hotellet. Under afhøringen observerede kriminalassistenten at signalementet af manden der dræbte Emmy Hemme, passede mærkværdigt godt til Verner, og politiet i Frederiksberg fik derfor overdraget ham. Verner benægtede alt, men politiet fik samlet en masse beviser, der alle pegede på at Verner var morderen. Men pludselig, ud af det blå, tilstod Verner: ”Det er den rigtige mand, I har fat i, men I får mig ikke til at sige noget om motiverne!”. Både politi, dommere og advokater forsøgte at Verner til at forklare hvorfor han havde gjort om han havde, men han fortalte det aldrig. Det stod dog klart, at Verner ikke var helt ved sit fulde fem, men alligevel blev han idømt fængsel på livstid d. 20. juli 1976. Senere blev dommen ændret til forvaring på Sikringsanstalten i Nykøbing Sj., hvor han blev diagnoseret med skizofreni.

Det var dog ikke sidste gang at man hørte til Verner, for i 1988 dræbte han igen.
Du kan læse mit indlæg om Verner Erling Larsen her.

Kilder