Randy Kraft - Scorecard Killer

Jared Loughner – Skyderiet i Tucson, Arizona

D. 8. januar 2011 skød og dræbte dengang 22-årige Jared Loughner seks personer i Tucson, Arizona, USA. Yderligere 13 personer blev såret af skud, herunder hans udsete offer for skyderiet, Gabrielle Giffords. Hvorfor Jared havde et ønske om at Giffords skulle dø, er endnu ikke opklaret.  

Jared Lee Loughner blev født d. 10. september 1988, i Arizona, USA. Han er ene barn af Amy og Randy, og voksede op i Pima County, hvor moderen arbejdede i parkafdelingen, mens faderen er pensioneret lastbilchauffør. Jared gik på Thornydale Elementary School og senere Tortolita Middle School.
Gennem sin opvækst havde Jared flere venner, og havde endda en kæreste i flere måneder i high school, men da hun gik fra ham, begyndte han at ændre sig, hvilket resulterede i at han mistede en del venner. Han droppede ud af Mountain View High School i 2006, og i de følgende to år led han med et alkohol- og stofmisbrug. Også hans politiske synspunkt ændrede sig til det mere ekstreme og statsfjendtlige, hvor han blandt andet mente at kvinder ikke skulle have magt og at regeringen forsøgte at hjernevaske folket. Han registrerede sig som uafhængig, men stemte til valgene i både 2006 og 2008.

I 2007 deltog han i et event med demokraten Gabrielle Giffords, der året forinden var blevet indvalgt i Repræsentanternes Hus ved midtvejsvalget. Jared var i forvejen ikke tilhænger af Giffords, og da hun ikke svarede tilfredsstillende på hans spørgsmål, der lød: ”Hvad er regering hvis ord ingen mening har?”, blev det kun værre. Da han senere modtog et takkebrev fra hende, for at have deltaget i eventet, opbevarede han det efterfølgende i en kasse med en kuvert, hvorpå han skrev ting som ”dø, bitch” og ”attentatplaner er lavet”.

I oktober samme år blev Jared anholdt for at være i besiddelse af stoffer, og blev sat i et behandlingsprogram. Året efter ødelagde han et vejskilt og blev igen anholdt, men da han færdiggjorde behandlingsprogrammet i marts 2009 blev anklagen droppet. Da han var kommet ud af misbruget i 2008 meldte han sig til militæret, men blev afvist på grund på grund af misbruget.
Han begyndte derefter at bruge mere og mere tid online, hvor han blandt andet deltog i konspirationsforums. Her skrev han blandt andet om 9/11, New World Order og 2012-fænomenet, hvor Jorden skulle gå under. Han kunne sjældent komme med troværdige kilder på sine overbevisninger, og mange af de andre medlemmer tog sjældent god imod teorierne.

Da Jared ikke længere gik i skole, forsøgte han sig i stedet med at arbejde. I noget tid arbejdede han på en Quiznos-restaurant, men blev fyret på grund af de ubehagelige ændringer i hans personlighed. Bagefter var han i kort tid frivillig hos et dyreinternat, hvor han luftede hunde, men også her blev han fyret, da han gentagende gange ikke lyttede til lederen. I 2009 fik han arbejde i tøjbutikskæden Eddie Bauer i Tucson Mall, hvor han arbejdede på deltid. Dette job holdt dog heller ikke længe.
Udover en kort periode hvor Jared boede i en lejlighed i Tucson, boede han fortsat på sit værelse hjemme hos sine forældre, som gav ham lommepenge når han ikke havde arbejde.

I februar 2010 begyndte Jared på Pima Community College, men også her skabte han problemer om sig mange gange. Flere gange vagte han uro i biblioteket og i klasselokalerne, hvilket fik hans lærere til at mistænke at han var psykisk syg og frygtede at han kunne finde på det værste. Det var også en frygt, flere medstuderende havde. Især én episode blev aldrig glemt; en kvindelig medstuderende oplæste et digt der omhandlede hendes abort, hvor Jared reagerede med at grine højlydt og håne kvinden, og talte om at binde en bombe fast på fostret og lave en ”baby-bombe”.
I slutningen af september blev skolen opmærksom på en video, som Jared havde postet på YouTube. I videoen hævder han blandt andet at skolen var i uoverensstemmelse med USA’s forfatning og et af USA’s største fupnumre. Det resulterede i at Jared blev midlertidigt suspenderet fra skolen, og skulle møde op med sine forældre til en samtale. Da fik han besked på, at han måtte vende tilbage hvis han fik godkendelse fra en professionel på at hans adfærd ikke var til fare for ham eller andre, samt hvis han ikke overtrådte skolens reglement. Men Jared valgte at afslå tilbuddet, og vendte ikke tilbage til skolen igen.
Det var ikke kun skolen der opfordrede Jared til at søge professionel hjælp; hans forældre forsøgte også flere gange, men blev hver gang afvist. Til sidst endte det med, at de ikke længere tillod ham at låne bilen om aftenen, i håb om at Jared ville ændre sig til det bedre.

I november købte Jared en Glock 19 pistol hos Sportman’s Warehouse i Tucson. Fordi han ikke havde nogle registrerede psykiske lidelser, kunne Jared helt uden udfordringer lovligt købe et skydevåben – også på trods af, at han tidligere havde været på kant med loven. Hans forældre forsøgte på et tidspunkt at konfiskere våbnet fra Jared, da de var dybt bekymret for ham. Hans mor hørte ham flere gange tale og grine for sig selv, og mistænkte at han var begyndt at tage stoffer igen. Forældrene fik ham derfor til at tage en narkotest, der kom tilbage negativ.
Om natten d. 8. januar 2011, omkring kl. 2, lagde Jared en telefonsvarerbesked til en af de få venner han havde tilbage, hvor han sagde: ”Hey mand, det er Jared. Mig og dig havde gode tider. Peace out. Ses senere”. To timer senere skrev han et indlæg på sin MySpace-profil: ”Farvel venner. Venligst ikke vær sur på mig. Læsefærdighedsraten er under 5%. Jeg har ikke talt med én person der kan læse og skrive. Jeg ønsker at komme levende igennem. Den længste krig i USA’s historie. Farvel. Jeg er ked af den nuværende møntfod og jobbeskæftigelse. Jeg havde en mobber i skolen. Tak. PS. påberåber den femte!”. Sammen med indlægget var tilføjet et billede af et håndvåben, der lå ovenpå et dokument med titlen United States History.

Skyderiet

Ved 7-tiden d. 8. januar 2011 forlod Jared sit hjem for at køre til Walmart og købe ammunition. Først besøgte han Walmart nær Foothills Mall, men måtte forlade butikken uden at købe noget, da ekspedienten ikke ville sælge til ham på grund af hans udseende og opførsel. Han kørte derfra til en anden Walmart, hvor han uden problemer kunne købe al den ammunition han ville. Dernæst kørte han hjem, hvor han på vejen blev stoppet af en politibetjent, da han kørte overfor rødt. Fordi der ikke var noget relevant at finde på Jareds navn, lod betjenten ham slippe med en besked om at køre forsigtigt. Jared kom hjem igen ved 8-tiden, hvor han afviste sine forældres forsøg på at snakke, og løb ud af hjemmet med sin rygsæk. Han tog dernæst en taxa til Safeway-supermarkedet i Casas Adobes, hvor Gabrielle Giffords afholdte et møde, kaldt Congress on Your Corner. Her ankom han ved 10-tiden

Gabrielle Giffords sad placeret ved et bord med 20 til 30 personer omkring sig, da Jared pludselig trak sin pistol og skød hende i hovedet. Han begyndte dernæst at skyde mod personerne omkring Giffords, og ramte flere personer. Da magasinet var tomt, stoppede Jared op for at lade pistolen med et nyt magasin. Han tabte det på jorden, og en kvinde skyndte sig at samle det op før Jared. En anden person tog en klapstol og slog Jared i baghovedet med den. Slaget skadede personens albue, og blev skyderiets 14. skade.
74-årige veteran Bill Badger, der også var blevet skudt, kastede sig over Jared og smed ham ned på jorden, og flere personer holdte Jared nede mens de ventede på at politiet og ambulancer ville ankomme. Imens blev de sårede hjulpet af vidner og personer der ankom til stedet. Kl. 1015 ankom første patrulje til stedet, og kort efter ambulancer, der fragtede de sårede til University Medical Center i Tucson. Da Jared blev anholdt, sagde han med det samme at han ikke ville udtale sig, og det holdte også ved et godt stykke hen af vejen.

Ofre

6 personer blev dræbt af skud.

  • Christina-Taylor Green, 9 – Christina-Taylor er det eneste offer, der ikke døde på gerningsscenen. Hun blev erklæret død på hospitalet.
  • Dorothy Morris, 76
  • John Roll, 63
  • Phyllis Schneck, 79
  • Dorwan Stoddard, 76
  • Gabriel Zimmerman, 30

Derudover blev 13 personer såret af skud, herunder Gabrielle Giffords og to personer fra hendes personale. En 14. person blev såret, da han slog Jared med en klapstol.

Efterforskning og motiv

Der var ikke stor tvivl om, at Jareds mål med skyderiet, var at dræbe Gabrielle Giffords. Kort efter skyderiet skrev flere medier at hun var blevet dræbt, men det blev hurtigt slået til jorden igen. Hun var en af de sårede der blev fragtet til University Medical Center i kritisk tilstand; her blev hun hasteopereret, hvor hun fik fjernet noget af kraniet for at forhindre yderligere hjerneskade forårsaget af hævelse af hjernen. Efter operationen blev hun lagt i kunstigt koma for at lade hendes hjerne komme sig. Få dage efter åbnede hun øjnene for første gang, og hun kunne langsomt begynde genoptræning. D. 21. januar blev hun udskrevet fra hospitalet og sendt på rehabiliteringscenter. Men da var Jared stadig i den tro, at han havde dræbt Giffords.

Da Jared var blevet anholdt, blev han straks ført til afhøringslokalet. Han nægtede fortsat at svare på spørgsmål, også da FBI blev sat på sagen, men sagde dog at de skulle vide, at han var den eneste der kendte til planen om skyderiet. Han blev i den følgende tid tilbageholdt i Federal Correctional Institution, Phoenix, isoleret fra de andre indsatte.
D. 19. januar blev Jared officielt sigtet for mordforsøg på Gabrielle Giffords og hendes to assistenter, Ron Barber og Pamela Simon. Seks uger senere blev han derudover også sigtet for flere mord og mordforsøg. Han stod nu til at skulle mentalundersøges, for at vurdere om han var i stand til at komme for retten. D. 24. februar blev han rykket til United States Penitentiary i Tucson.
D. 25. maj afgjorde dommeren at Jared ikke var i stand til at komme for retten, da mentalundersøgelserne viste at han led af paranoid skizofreni. Han blev derfor sendt til U.S. Medical Center for Federal Prisoners i Springfield, Missouri, hvor han blev sat i tvungen medicinsk behandling.
I september skulle Jared igen møde i retten; mødet resulterede i at Jared måtte slæbes ud af retssalen, da han forstyrrede retten med et udbrud, da han fandt ud af at Gabrielle Giffords havde overlevet skyderiet. Indtil da havde Jared åbenbart troet, at han havde dræbt hende. Dommeren fandt at Jared stadig ikke var i stand til at komme for retten, og han skulle derfor fortsat være i behandling indtil næste høring i januar 2012. Det blev dog udskudt i yderligere fire måneder, hvor Jareds advokater i mellem tiden forsøgte at gøre ende på tvangs medicineringen uden held. Mentalundersøgelsen blev udsat flere gange, men fandt til sidst sted i august. Her kom retspsykologen frem til at Jared var i stand til at komme for retten, og kort tid efter erklærede Jared at han var skyldig i anklagerne. Dermed kunne han undgå en retssag og risikoen for at blive idømt dødsstraf.

Fordi den dræbte John Roll var dommer og kendte de føderale dommere i Arizona, blev de frataget af sagen. I stedet blev en dommer fra Californien sat på sagen.
D. 8. november 2012 mødte Jared i retten for at få sin dom. Her var flere overlevende ofre og pårørende af de dræbte til stede. Dommeren idømte Jared syv livstidsdomme, samt 140 års fængsel uden mulighed for prøveløsladelse.
Han har siden siddet fængslet i Federal Medical Center i Rochester, Minnesota, som er et fængsel for personer med psykiske sygdomme.

Tiden efter

Jareds forældre var yderst samarbejdsvillige og dybt berørte af hændelsen. Tre dage efter skyderiet udsendte de denne udtalelse:
Det er en meget svær tid for os. Vi beder medierne respektere vores privatliv. Der er ingen ord der på nogen måde kan beskrive hvordan vi har det. Vi ville ønske at der var, så vi kunne få jer til at få det bedre. Vi forstår ikke hvorfor dette skete. Det gør muligvis ingen forskel, men vi ville ønske at vi kunne ændre de forfærdelige hændelser der fandt sted lørdag. Vi føler dybt for ofrene og deres familier. Vi beklager dybt deres tab”.

Området omkring Safeway-supermarkedet og centret det lå i var lukket af i nogle timer efter skyderiet, og centeret i nogle dage. Da Safeway en uge senere åbnede, var et mindesmærke for ofrene blevet placeret forrest i butikken.
Fra d. 9. til 15. januar flagede USA’s regering på halvt til ære for ofrene. D. 10. januar blev der afholdt et minuts stilhed kl. 11 i hele landet, og dagen efter tog daværende præsident Barack Obama til Tucson, hvor han mødte de pårørende til ofrene. Han besøgte da også Gabrielle Giffords, inden han om aftenen afholdte mindetale på nationalt TV.

D. 25. januar 2012 fratrådte Gabrielle Giffords sin stilling for at fokusere på sit helbred. Hun har siden været fortaler for en strammere våbenlov.
New Yorks senator, Charles ”Chuck” Schumer, foreslog efter skyderiet at USA strammede våbenloven, med forslag om forbud mod magasiner med høj kapacitet og salg til personer der er har fået afslag af militæret. Der har siden været ændringer i våbenloven i de forskellige stater, men ikke i Arizona.

Medier

Afsnit 5, Horror at the Mall, i sæson 1 af dokumentarserien Killing Spree, handler om sagen. Afsnittet blev sendt første gang d. 23. april 2014.

Jared er desuden nævnt i følgende bøger:
Youth Violence: Theory, Prevention, and Intervention af Kathryn Seifert, Karen Ray og Robert Schmidt, 2011
Tragedy in Tucson: Arizona Shooting Rampage af Aimee Houser, 2012
Murderous Minds: Exploring the Criminal Psychopathic Brain: Neurological Imaging and the Manifestation of Evil af Dean A. Haycock, 2014
American Mass Murderers af Valrie Plaza, 2015
Crimes of the Centuries: Notorious Crimes, Criminals, and Criminal Trials in American History af Steven Chermak og Frankie Bailey, 2016

Kilder

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Randy Kraft - Scorecard Killer