Jeff Weise - Red Lake skyderiet

Fred & Rosemary West


I 1970’erne dræbte Rosemary og Fred West sammen mindst ni unge kvinder, hvoraf størstedelen blev seksuelt mishandlet og begravet på deres grund. Udover unge kvinder, mishandlede og voldtog parret også størstedelen af deres i alt til sammen 10 børn. Heraf blev også to af døtrene dræbt af parret.

Frederick Walter Stephen West blev født i Much Marcle, Herefordshire, England, d. 29. september 1941. Hans forældre, Walter og Daisy, var fattige gårdarbejdere, og flyttede i 1946 familien til Moorcourt Cottage, i et hjem uden elektricitet. Moderen fødte i alt 8 børn, hvor kun 6 overlevede, heraf Fred som den ældste. Faderen var disciplinær, moderen overbeskyttende – især overfor Fred, som var hendes favorit. Han blev set som en mors dreng, der var lurvet og sløv.
Senere hævdede Fred at hans mor introducerede ham for sex da han var 12 år gammel, og at han i de tidlige teenageår ofte havde sex med dyr. Han hævdede desuden at faderen havde udsat Freds søstre for seksuelle overgreb, men hans bror, Doug, afviste senere alle disse hævdelser, med kommentaren at det måtte have foregået i Freds fantasi.

Da Fred var 15 år gammel valgte han at droppe ud af skolen, og blev ansat på Moorcourt Farm, hvor hans forældre arbejdede, og hvor han og hans søskende regelmæssigt hjalp til. Skolen sagde ham aldrig noget, men han havde stor interesse for træarbejde og kunst. Omkring samme tidspunkt begyndte han og hans bror, John, ofte at besøge en ungdomsklub i Ledbury. Fred var ikke ligefrem populær her og blev set som en bondeknold. Pigerne så han som objekter der ikke havde andet for, end at stå til rådighed for hans lyster og behov, men det lykkedes ham alligevel at have samleje med nogle af dem – dog yderst utilfredsstillende for pigerne, da hans egen tilfredsstillelse var det eneste vigtige for ham.
Kort efter sin 17 års fødselsdag købte Fred en motorcykel, som han to måneder senere kørte galt på. Uheldet resulterede i at han var bevidstløs i syv dage, havde fået et kraniebrud, en brækket arm og et brækket ben, og skulle gå med krykker i flere måneder efterfølgende. Efter uheldet udviklede Fred en ekstrem frygt for hospitaler og fik pludselige anfald af raseri. To år senere blev han udsat for endnu en hovedskade, da han forulempede en kvinde på en brandtrappe udenfor ungdomsklubben, hvilket resulterede i at hun slog ham så hårdt i hovedet at han faldt af trappen og to etager ned.
I 1960 mødte Fred skotten Catherine ”Rena” Bernadette Costello til en fest. De to begyndte efterfølgende at date i nogle måneders tid, inden Catherine tog tilbage til Skotland.

Det var dog ikke kun pigerne i ungdomsklubben, som Fred ikke kunne holde fingrene fra. I juni 1961 fortalte Freds 13-årige lillesøster deres mor at Fred havde voldtaget hende siden december året forinden, og at han havde gjort hende gravid. Da Fred samme måned blev anholdt tilstod han ikke kun at have voldtaget sin lillesøster, men også at han havde udsat unge piger for overgreb siden han var ung teenager, med spørgsmålet: ”Gør alle ikke det?”.
Fem måneder senere blev Fred bragt for en domstol. Selvom hans mor foragtede hans gerninger, valgte hun alligevel at hun ville vidne for hans sag. Sagen blev dog droppet da Kitty ikke ville vidne, og Fred kunne gå derfra som en fri mand. Det meste af hans familie ville dog ikke have noget med ham at gøre efterfølgende, og han måtte ikke længere bo hjemme hos sine forældre. Han flyttede derfor ind hos sin tante i Much Marcle. Et halvt års tid efter begyndte Fred igen at have kontakt med sine forældre, men ikke så meget med resten af familien.

I september 1962 mødte Fred igen Catherine. Hun var undertiden blevet gjort gravid af en pakistansk buschauffør, hvilket muligvis var grunden til at hun var kommet tilbage. D. 17. november blev Fred og Catherine gift, med Freds lillebror, John, som den eneste gæst. Til en start boede parret hos Freds tante, men flyttede så til Coatbridge, hvor Fred fik arbejde som isbil-chauffør. I marts 1963 blev Catherines datter, Charmaine, født. Det var tydeligt at Charmaine var af blandet herkomst, hvilket Fred og Catherine forklarede med at Catherine havde tabt deres baby og de derfor havde adopteret Charmaine. Kort efter fødslen flyttede den lille familie til Savoy Street i Glasgow, Skotland. Her fødte Catherine i juli 1964 parrets datter, Anna Marie.
Parret ansatte en barnepige, som sammen med Catherine stod for at tage sig af døtrene. Fred selv ville ikke have noget med dem at gøre; når han endelig var hjemme, forlangte han at pigerne lå inde i deres køjeseng, som han mere eller mindre havde gjort til bure med tremmer.
Ægteskabet mellem Fred og Catherine var ikke ligefrem lykkeligt. Fred indrømmede at han havde haft flere affærer, og at en af disse affærer endda havde resulterede i et barn, som han ikke havde noget forhold til. Da Catherine fandt ud af Freds utallige affærer, valgte hun selv at indlede en affære, med en mand ved navn John McLachlan. Fred fandt på et tidspunkt de to sammen, og slog Catherine i ansigtet med en knytnæve. John slog derefter Fred, som trak en kniv og snittede hans mave. Da John gav ham endnu en knytnæve i ansigtet, stoppede Fred med at forsvare sig. John og Catherine fortsatte efterfølgende deres affære, men efter at se hvordan Catherine blev udsat for mere og mere vold fra Fred, tog John sagen i egen hånd, og gav Fred en ordentlig omgang tæsk. Da John så Fred slå Charmaine, efter at den lille pige havde spurgt om hun måtte få en is, tæskede han Fred igen.

I november 1965 kom Fred til, ved et uheld, at køre en lille dreng ned med sin isbil i Glasgow. Drengen døde, men Fred blev ikke fundet skyldig i mord. Dog var han så bange for de lokales reaktion, at han måneden efter tog Charmaine og Anna Marie under armen og flyttede ind i en lejet campingvogn i Bishop’s Cleeve, Gloucestershire, England. To måneder senere flyttede Catherine ind, sammen med barnepigen, Isa McNeill, og hendes veninde, Anne McFall. Ikke længe efter fik Fred arbejde som fragtmand for et slagteri.
Der gik heller ikke længe før Fred blev ekstremt dominerende og kontrollerende overfor alle tre kvinder i hjemmet, samt døtrene. Især Catherine, Isa og Charmaine måtte føle for hans vrede. Omkring dette tidspunkt opfordrede han eftersigende Catherine til at prostituere sig selv for at øge familiens indkomst, og begyndte at udsætte Charmaine for seksuelle overgreb.
Catherine og Isa begyndte at frygte for deres og børnenes sikkerhed, imens Anne blev mere og mere betaget af Fred. Catherine og Isa lagde derfor en plan for hvordan de kunne komme væk, der lød på at Isas kæreste og John skulle komme og hente dem. Men Fred formåede at lære denne plan at kende – sandsynligvis via Anne – så da John og Isas kæreste ankom, stod Fred klar. Fred og John kom op at slås, imens Fred holdte fast på børnene. Politiet blev tilkaldt, og Catherine, John, Isa og hendes kæreste måtte til sidst forlade hjemmet uden børnene. Da Catherine tog af sted, truede Fred med at han ville dræbe hende, hvis han nogensinde så hende igen.
Catherine kunne naturligvis ikke bare holde sig væk fra sin døtre, og hun besøgte dem derfor regelmæssigt. På et tidspunkt blev Catherine så irriteret over Annes opførsel omkring hendes døtre, at hun valgte at stjæle nogle ting fra campingvognen. Det faldt ikke i god jord, og Catherine blev anmeldt til politiet for tyveri, for hvilket hun fik en betinget dom på tre år.

Efter retssagen fortsatte Catherine med at komme hos Fred og børnene. Anne var stadig dybt betaget af Fred, og skrev i breve til sin familie og Isa, at hun forsøgte at få Fred til at blive skilt fra Catherine, så de to kunne gifte sig.
Men hverken Catherine eller Fred søgte om skilsmisse, og i slutningen af 1966 blev Anne gravid, med Freds barn. I juli 1967, da hun var omkring 8 måneder henne, forsvandt Anne pludselig, 18 år gammel. Hun blev aldrig meldt savnet, og blev først fundet i 1994. Resterne af hendes lig blev fundet ved en mark mellem Much Marcle og Kempley, med flere af lemmerne nøje skilt ad, mange af fingerknoglerne manglende, og ifølge nogle kilder var det ufødte barn skåret ud af maven.
Den følgende måned flyttede Catherine ind hos Fred igen, og kort efter flyttede de sammen til Lake House Caravan Park. Det så ud til at deres forhold gik bedre denne gang, men kun ganske kort, for året efter flyttede Catherine igen ud, og efterlod igen børnene i Freds varetægt. Fred havde skiftevis kvinder til at tage sig af børnene, men i de perioder hvor der ingen kvinde var, afleverede han dem hos de sociale myndigheder.

Mødet med Rosemary

I starten af 1969, da Fred var 27 år gammel, mødte han 15-årige Rosemary Letts på en busstation i Cheltenham.

Rosemary Pauline Letts blev født d. 29. november 1953 i Northam, Devon, England. Hun var det femte ud af syv børn, af forældrene William og Daisy, og voksede op under fattige kår. Rosemarys mor led med depression og modtog elektrochokbehandling under graviditeterne, hvilket nogle mener muligvis har forårsaget skader på fostrene. Det var dog ikke kun moderen der led med psykiske problemer, for faderen var diagnoseret med paranoid skizofreni. Han var desuden en yderst voldelig mand overfor både moderen og børnene, og da Rosemary var omkring ti år gammel, begyndte han at forgribe sig på Rosemary og hendes storesøster, Patricia.
Da Rosemary gik puberteten i møde, begyndte hun at udvikle stor interesse for sin krop og seksualitet. Hun ville ofte gå nøgen rundt i hjemmet, nærmest som for at vise sig frem, og begyndte med tiden også at forgribe sig på sine lillebrødre, Gordon og Graham. Som teenager var hun meget seksuelt aktiv, især med ældre mænd, hvilket hendes far var meget vred over.
Også da Rosemary var teenager, fik hendes mor nok af faderens opførsel, og hun flyttede derfor væk sammen med børnene. I seks måneder boede Rosemary hos sin mor, inden hun flyttede hjem til sin far igen, i Bishop’s Cleeve. Og inden længe mødte hun Fred West.

Til at starte med var Rosemary frastødt af Fred på grund af hans usoignerede udseende, men det lykkedes efterhånden Fred at få charmeret sig ind på Rosemary. Han fik lov til at følge hende hjem, og efter at have fået afslag to gange, sagde hun tredje gang ja til at tage på date med ham. Han havde fået en fremmede kvinde til at gå ind i den brødbutik, hvor Rosemary arbejdede, med en gave fra Fred, med kommentaren at gaven var fra en mand udenfor butikken. Fred havde efter få minutter trådt ind i butikken og spurgt om hun ville tage på en date med ham, til hvilket hun svarede ja. Rosemary begyndte efterfølgende at tilbringe meget af sin tid hos Fred og tog sig ofte at børnene. Få uger efter deres første møde forlod Rosemary jobbet i brødbutikken, uden sine forældres viden. Derfor gav Fred hende hver uge en sum penge, som hun afleverede til sine forældre, for at de ikke skulle finde ud af sandheden.
Der gik flere måneder, før Rosemary endelig præsenterede Fred for sine forældre, som naturligvis ikke ligefrem jublede over nyheden. Mødet resulterede i at forældrene forbød Rosemary at se mere til Fred, hvilket hun ikke adlød. Derfor henvendte de sig ved de sociale myndigheder, hvor de fortalte at deres 15-årige datter var begyndt at date en ældre mand og at hun var begyndt at prostituere sig selv. Hun blev derfor sendt på et hjem for problemfyldte teenagere i august 1969, hvor hun kun måtte forlade hjemmet under kontrollerede forhold – undtagen i weekenderne, hvor hun fik lov til at tage hjem til sine forældre. Under disse hjemture besøgte hun stort set altid Fred.
På sin 16 års fødselsdag forlod Rosemary hjemmet for at flytte hjem til sine forældre igen. Fred afsonede på det tidspunkt en fængselsstraf på 30 dage for tyveri og ubetalte bøder, men så snart han kom ud, flyttede Rosemary ind i den lejlighed i Cheltenham, som Fred boede, og kort efter fik Fred sine døtre hjem.

Rosemarys forældre gav ikke bare lige sådan op på at få deres datter hjem. De involverede politiet i sagen, hvilket resulterede i at Rosemary i februar 1970 blev tilset af en læge. Her fandt lægen at Rosemary var gravid, og hun blev derfor atter sendt til hjemmet for problemfyldte teenagere. Her var hun dog kun i ganske kort tid; d. 6. marts fik hun lov at forlade hjemmet, med betingelsen at hun fik en abort og flyttede hjem til sin familie. Men det gjorde Rose ikke. I stedet tog hun direkte hjem til Fred, og da gav hendes forældre op. Hun måtte derefter ikke længere komme hos hverken sin far eller mor. Tre måneder senere flyttede Fred og Rosemary til Gloucester.
D. 17. oktober 1970 kom Rosemary og Freds datter, Heather Ann, til verden. To måneder senere blev Fred idømt 6½ måneders fængsel for tyveri, hvilket efterlod Rosemary alene med tre børn. Da fik Anna Marie og Charmaine at vide, at de skulle kalde Rosemary for deres mor. Men Rosemary var ikke en særlig god mor overfor dem; hun kritiserede dem ofte, og udsatte dem for både fysisk og psykisk vold. Anna Marie reagerede ofte ved at græde, mens Charmaine nærmest ikke reagerede, hvilket i stor grad irriterede Rosemary. D. 28. marts 1971 blev Charmaine behandlet for et alvorligt sår på sin venstre ankel på skadestuen, som Rosemary ifølge journalen forklarede skyldtes et uheld i hjemmet.

D. 15. juni 1971 besøgte Rosemary Fred i fængslet sammen med børnene. Samme dag eller få dage efter forsvandt Charmaine pludseligt. Når folk spurgte ind til hvor Charmaine var blevet af, sagde Rosemary at Charmaines mor, Catherine, havde hentet hende og at de var flyttet væk. Til nogle sagde hun at de var flyttet til Bristol, til andre London eller Skotland. Da Fred var blevet løsladt fra fængslet, havde Anna Marie spurgt sin far om, hvorfor deres mor kun havde hentet Charmaine, til hvilket han havde svaret: ”Hun ville ikke have dig, kære. Du har den forkerte farve”.
Fred vidste godt at hans datter ikke var blevet hentet af Catherine, men i virkeligheden dræbt af Rosemary. Og Fred tog del i skylden, da han efter sin løsladelse gravede Charmaines lig ned. Indtil hans løsladelse havde Rosemary gemt liget i kulkælderen, hvor han efter begravede det i haven tæt på bagdøren til deres lejlighed. Da liget mange år senere blev gravet op, manglede der både knæskaller, fingre, håndled, tæer og ankler.
I den sidste halvdel af august opsøgte Catherine parrets adresse for at besøge sine døtre, og muligvis bede om forældremyndigheden over dem. Catherine blev ikke set i live igen. Da hendes lig blev fundet var det delt i flere stykker, lagt i plastik poser, og begravet ved nogle træer ved Letterbox Field, Much Marcle.

Der gik ikke længe for Rosemary blev gravid igen, og d. 29. januar 1972 blev parret gift. De flyttede derefter til et lejet hus i nærheden, på 25 Cromwell Street, som Fred senere købte for £7.000 (cirka £94.500 i 2019, altså 779.450 kr.). De fleste af værelserne på førstesalen valgte Rosemary og Fred at leje ud for at tjene penge, og lavede underetagen om således lejerne kunne komme til deres værelser uden at forstyrre deres privatliv. Haven måtte lejerne heller ikke komme i.
D. 1. juni 1972 blev parrets anden datter, Mae June, født. Kort efter fødslen begyndte Rosemary at prostituere sig selv af egen fri vilje og lyst, og brugte et af værelserne på førstesalen til sit arbejde. Værelset, der blev kaldt Rose’s Room havde flere kighuller og en babyalarm placeret i rummet, så Fred kunne kigge og lytte med, til hans egen fornøjelse. Hun havde annoncer i lokale blade, og havde kunder af begge køn. Ved siden af arbejdet begyndte hun også at have uformel sex med personer af begge køn, men især kvinderne var hun hård ved, og spurgte ofte: ”Er du ikke kvinde nok til at kunne tage det?”, hvis de sagde fra. Flere af disse kvinder blev også inviteret ind i ægteparrets seng, og deltog i trekanter med Fred og Rosemary. Her kunne det heller ikke blive hårdt eller voldsomt nok for ægteparret.
Men det var ikke nok med kunder og kvinder. I september 1972 blev datteren Anna Marie første gang udsat for seksuelt overgreb af Fred og Rosemary, hvilket ville fortsætte i mange år efter. De truede hende til at tie stille, og sagde at det var noget alle gjorde mod deres døtre. Da Anna Marie var 13 år, tvang de hende til at prostituere sig selv, hvor Rosemary altid var tilstede i lokalet under selve akten, for at være sikker på at hun ikke sladrede.

I oktober 1972 ansatte parret en barnepige, 17-årige Caroline Owens. De havde mødt hende da de gav hende et lift hjem fra hendes kæreste, hvor hun havde fortalt at hun ikke kunne lide sin stedfar og at hun ledte efter et job. Få dage efter flyttede Caroline ind i hjemmet, hvor hun delte værelse med Anna Marie.
Parret fortalte hende, at Rosemary arbejdede som massør og Fred som abortlæge, hvilket forklarede de mange kunder. Der gik ikke længe før Fred konstant talte om sex når Caroline var i nærheden, og han lagde heller ikke skjul på sine lyster til hende. På et tidspunkt sagde han til hende, at mange af de kvinder, han havde udført aborter på, havde været så tilfredse med hans arbejde, at de havde tilbudt seksuelle ydelser som tak. Til sidst fik Caroline nok af parrets tilnærmelser, og hun besluttede sig derfor for at tage hjem.
Parret gik derefter i gang med at planlægge, hvordan de kunne få fat på Caroline igen. De vidste at hun ofte blaffede når hun skulle hjem fra sin kæreste, og det var netop sådan de fandt hende d. 6. december. De stoppede op og undskyldte for deres opførsel, og tilbød at køre hende hjem. Caroline troede på deres ord og satte sig ind på bilens bagsæde, hvor Rosemary hurtigt hoppede om for at få en ”pige-snak” med Caroline, mens Fred kørte bilen. Der gik dog ikke længe før snakken igen landede på sex, og da Caroline begyndte at sige fra, holdte Fred ind til siden, kaldte hende for en ’bitch’, og slog hende til hun var bevidstløs. Rosemary og Fred bandt hende derefter fast og kneblede hende med et tørklæde og gaffatape, og kørte hjem. Derhjemme gav de hende en kop te, inden de igen kneblede hende, og begyndte at forgribe sig på hende. De udsatte hende for vold, blandt andet slag på kønsdelene med et læderbælte, og voldtægt. Efter noget tid var Caroline så bange og udmattet, at hun gav op på at stritte imod.
Morgenen efter bankede en af børnene på døren ind til værelset, hvor parret havde bundet Caroline fast. Caroline begyndte at skrige, hvilket fik Fred til at true hende med, at hvis hun ikke stoppede ville han låse hende inde i kælderen og lade hans ”sorte venner” mishandle hende, og når de var færdige med det, begrave hende. De spurgte hende derefter, om hun ville genoverveje at være deres barnepige. Caroline tænkte at dette kunne være vejen ud for hende, og hun svarede derfor ja og blev derefter sat til at støvsuge hjemmet. Senere samme dag tog hende og Rosemary til et vaskeri, hvor Caroline formåede at flygte og løbe hjem. Caroline ville til start ikke fortælle sin mor, hvad der var sket, men måtte til sidst overgive sig, da moderen så skaderne på hendes krop. Politiet blev straks kontaktet og Rosemary og Fred blev anholdt og anklaget for flere tilfælde af overfald og voldtægt. D. 12. januar 1973 kom sagen for retten, men da Caroline ikke kunne vidne blev alle anklager om voldtægt og seksuelt overgreb droppet. Rosemary og Fred kendte sig dog skyldig i overfald, og blev begge idømt en bødestraf på £50 (cirka £336 i 2019, altså 2770 kr.). De kunne derefter begge gå fra retten som frie mennesker. Da Caroline hørte dette, forsøgte hun at begå selvmord.

Mordene

Tre måneder efter overfaldet på Caroline dræbte Rosemary og Fred deres første fælles offer efter Catherine: 19-årige Lynda Carole Gough. De lærte hende at kende gennem en af lejerne i starten af 1973, og hun kom ofte i huset. D. 19. april flyttede hun ind i et værelse, men allerede dagen efter var hun væk. Rosemary og Fred fortalte at hun havde slået et af deres børn, og derfor var blevet bedt om at forlade huset, hvilket Lyndas mor især fandt en smule mærkværdigt, eftersom Rosemary var iført noget af Lyndas tøj, da hun fortalte det.
Da Lyndas lemlæstede lig blev fundet, begravet under garagen, var der bundet tape om munden og næsen, muligvis for at fortie hendes skrig, og to små rør havde muligvis været indsat i hendes næsebor for at hun kunne trække vejret. Der blev også fundet snor og stof i nærheden af resterne – i stedet manglede fem ryghvirvler, knæskaller og flere fingerknogler. Dødsårsagen var sandsynligvis strangulation eller kvælning, forårsaget af at have hængt fra loftet.
Samme år fødte Rosemary sønnen Stephen.

D. 10. november 1973 bortførte Rosemary og Fred 15-årige Carol Ann Cooper, da hun stod og ventede på en bus, på vej hjem fra biografen, hvor hun havde tilbragt aftenen med sin kæreste. Fred slæbte hende ind i bilen, bandt hendes ansigt med kirurgisk tape og armene med en flettet klud. De kørte derefter til hjemmet, hvor de hang hende fra loftet og begyndte at mishandle og torturere hende. Da de var færdige strangulerede de hende ihjel, skar liget op og begravede det i kælderen.
Måneden efter forsvandt 21-årige Lucy Katherine Partington efter at have besøgt en ven. Meget tyder på at parret holdte Lucy i live i flere dage, inden de dræbte hende. Tidligt om morgenen d. 3. januar besøgte Fred skadestuen, for at få behandlet et sår; sårets snit matchede kniven, der senere ville blive fundet sammen med Lucys lig.

I april 1974 forsvandt 21-årige Thérèse Siegenthaler, da hun ville blaffe fra London til Irland. November samme år forsvandt 15-årige Shirley Hubbard på vej hjem fra arbejde. Ligesom flere af de andre ofre, blev Shirley fundet med ansigtet bundet ind i tape, med et lille rør indsat således hun kunne trække vejret.
18-årige Juanita Marion Mott havde tidligere lejet et værelse hos parret, men boede hos sin mors ven i Newent, da hun pludselig forsvandt i april 1975. Fred lagde derefter cement over gulvet i kælderen, og lavede den om til et værelse til de ældste børn. Der ville da gå nogle år før de atter begik mord. I mellem tiden fik parret to børn yderligere: Tara i 1977 og Louise i 1978. Tara var dog ikke Freds biologiske barn, men barn af en af Rosemarys kunder, men Fred behandlede hende ligesom var hun hans egen – hvilket jo ikke ligefrem var nogen god behandling. For at forklare den anderledes hudfarve, sagde de til børnene at deres oldemor havde været en sort kvinde.
Rosemary var ikke den eneste der fik børn med andre udenfor ægteskabet; Fred gjorde 18-årige Shirley Anne Robinson gravid, da hun boede som lejer og arbejdede som prostitueret hos dem. Shirley var flyttet ind hos dem i april 1977, og i maj året efter blev hun dræbt og begravet i haven. Ulig de andre lig der blev fundet, var der ikke tegn på at Shirley var blevet mishandlet seksuelt inden drabet, og det tyder derfor på at dette nærmere var et drab der gik ud på at få Shirley af vejen.
Som årene var gået havde Rosemary fået kontakt til sin far igen, og han var begyndt at respektere Fred mere og mere. Han og Fred åbnede derfor en café, kaldt The Green Lantern, i 1977, men den gik hurtigt konkurs. Da han fandt ud af hvad Rosemary arbejdede med, begyndte han selv at blive ens af hendes faster kunder.

I midten af 1979 løb 16-årige Alison Jane Chambers væk fra et lokalt børnehjem for at arbejde som barnepige hos Rosemary og Fred. Hun boede der i flere uger, inden hun d. 5. august blev dræbt af parret. Hun blev begravet i haven, tæt på muren ind til badeværelset, men havde ikke ligeså mange skader som de andre ofre.
Også i 1979 blev Anna Marie, der på det tidspunkt var omkring 15 år gammel, behandlet for en graviditet udenfor livmoderen. Da hun kom hjem tæskede Rosemary hende i maven, hvilket resulterede i at Anna Marie løb hjemmefra. Da Anna Marie ikke længere var en del af hjemmet, fokusrede Fred nu mere på Heather Ann og Mae June, og især efter de kom i puberteten blev mishandlingen og de seksuelle overgreb forværret. Mindst én gang blev begge piger gjort gravide af deres far, og en gang imellem ville alle børnene blive tvunget til at se porno med ham. Heather Ann, Mae June og Stephen lå tæt op ad hinanden aldersmæssigt, og de begyndte derfor efterhånden at holde mere og mere sammen. De ville ikke længere lade nogen af dem være alene med deres far, og især pigerne undgik at bade og tage tøjet af når deres far var hjemme. Stephen fik desuden at vide, at han, når han fyldte 17 år, skulle have sex med sin mor. Men Stephen løb hjemmefra da han var 16 år gammel.
Mishandlingen førte naturligvis til at børnene ikke opførte sig som alle andre børn. Især Mae June var påvirket, og viste mange af de typiske tegn på at være blevet mishandlet. Hendes opførsel fik dog Fred og Rosemary til at mistænke at hun var homoseksuel, hvilket resulterede i at hun blev udsat for yderligere hån og ydmygelse.

Til sidst kunne Heather Ann heller ikke tie stille, og fortalte nogle af sine venner om, hvad der foregik i hjemmet. Skolen begyndte også at udtrykke bekymring for især Heather Ann, men desværre valgte de ikke at gøre noget yderligere ved bekymringen. Fred fandt til sidst ud af at Heather Ann havde fortalt om hjemmet, og især om Rosemarys job som prostitueret, og i et forsøg på at stoppe Heather Ann i at sige mere, begyndte han at følge hende til og fra skole. Heather Ann færdiggjorde skolen i 1986, og søgte derefter flere job i forsøg på at komme væk fra hjemmet. Juni året efter troede Heather Ann på, at nu kunne hun komme væk, da hun fandt et job i Torquay, men kort tid efter fik hun at vide, at hun havde fået afslag. Det fik hende til at bryde sammen i tårer foran Mae June og Stephen, og hun stoppede først med at græde sent på natten. Dagen efter, d. 19. juni, var alt tilbage til det ”normale”, og hendes søskende tog i skole.
Da de kom hjem fik de at vide af deres forældre, at Heather Ann havde fået arbejdet i Torquay og var rejst, og senere, da de spurgt ind til hvorfor de ikke hørte noget fra hende, sagde de til dem, at det var fordi hun var løbet væk med en lesbisk elskerinde. Mae June og Stephen forslog at melde Heather Ann savnet, hvilket fik Fred til at ændre historien til at hun var involveret i noget kriminelt. Hen over de kommende år ville Fred og Rosemary ofte ændre forklaring, og når børnene – som der desuden var kommet flere af: Barry i 1980, Rosemary Jr. i 1982, hvis far var den samme som Taras, og Lucyanna i 1983 – gjorde noget forældrene ikke ville have, jokede de med at børnene ville ”ende under terrassen ligesom Heather”.
Efterhånden kunne de ikke længere holde styr på de mange forklaringer, og politiet begyndte derfor også at kigge nærmere på sagen.

En dag i maj 1992 var Fred alene hjemme med børnene. Han bad datteren Louise om at hente nogle flasker til ham, hvilket hende søskende forsøgte at stoppe hende i. Senere blev Louise fundet af dem; hun lå grædende i smerter, og fortalte at faderen havde voldtaget hende og delvist stranguleret hende. Da Rosemary kom hjem fortalte Louise hvad der var sket, til hvilket hun kun svarede: ”Nå. Du bad selv om det”.
De følgende uger tog voldtægterne til. Rosemary var til stede ved nogle af dem, og Fred filmede andre af dem. Til sidst fortalte Louise til en af sine tætteste venner, hvad hendes far havde udsat hende for. Vennen fortalte sin mor det, som derefter kontaktede politiet anonymt. D. 6. august 1992 ankom politiet til hjemmet med forklaringen, at de var der for at lede efter stjålne ejendele. De fandt alverdens pornofilm, hvoraf flere var hjemmelavet, men ingen videoer med voldtægterne. Louise fortalte om alt hvad hendes far havde gjort, og hvordan hendes mor havde delvist deltaget og været vidne til, og alle børnene blev derefter placeret i familiepleje dagen efter, hvor de også blev undersøgt at læger.

Efterforskning

Fred blev derefter sigtet for sodomi og tre tilfælde af voldtægt, og Rose for at være medskyldig. Hun blev derudover også sigtet for børnemishandling, for at opfordre Fred til at have sex med deres datter og for at stå i vejen for politiets arbejde. Under afhøring af begge blev der spurgt ind til Heather Ann og hvor hun befandt sig henne, og igen var forklaringerne forskellige og usammenhængende.
D. 12. august blev Rosemary løsladt mod kaution, med betingelserne at hun ikke kontaktede sine børn, sin steddatter eller hendes ægtemand inden retssagen.

Da Anna Marie fandt ud af at hendes far var blevet anholdt, kontaktede hun selv politiet og fortalte hvad hun selv var blevet udsat for som barn. Hun fortalte desuden at hun i flere år havde forsøgt at opspore sin mor, Catherine, og søsteren Charmaine. Mens Anna Marie havde været væk hjemmefra, var hun blevet gift med Chris Davis, og havde haft kontakt til sine søskende. Chris Davis fortalte politiet at han, inden Heather Ann var forsvundet, havde snakket med hende, hvor hun fortalte at hun var ulykkelig og ønskede at komme væk hjemmefra. Chris havde tilbudt at konfrontere Rosemary og Fred, men Heather Ann havde bedt ham om at lade være, med begrundelsen at de ville slå dem begge ihjel. Under sin samtale med politiet, opfordrede Chris dem til at tage kontakt til Heather Ann, da han var sikker på at hun også kunne fortælle om mishandlingen og seksuelle overgreb.
Da der skulle samles flere beviser ind i sagen mod Fred og Rosemary, talte både politiet og de sociale myndigheder med Mae June, men i et forsøg på at støtte sin søster, Louise, som ikke ville have at deres far blev fængslet, afslog hun at hun var blevet udsat for seksuelle overgreb og vold. Politiet rettede derfor fokus på at finde Heather Ann, men kunne ikke finde noget der gav håb om at hun var i live.

Alt imens politiet forsøgte at samle beviser i sagen, erklærede Louise pludselig at hun ikke ville vidne mod sine forældre, og at hun ville hjem til sin familie igen. Anna Marie fulgte efter, da hun så hvor ulykkelig hendes søskende var og frygtede Rosemarys hævngerrighed, og trak sin udtalelse tilbage. Dermed blev Fred og Rosemary frikendt for alle anklager, men fik endnu ikke sine børn tilbage. Politiet satte nu kampen ind på at finde Heather Ann, og på grund af Freds udtalelse til børnene angående Heather under terrassen, formåede politiet at få en ransagningskendelse d. 23. februar 1994, så de kunne ransage grunden og hjemmet. Dagen efter ankom de til hjemmet og viste Rosemary kendelsen, hvilket gjorde hende helt hysterisk. Hun beordrede Stephen til at hente Fred, der var på arbejde, og da han ankom tre timer senere tilbød han at snakke med politiet om datterens færden. Han fortalte her at han havde set hende i live, og at hun var involveret i narkokarteller, men da det ikke virkede til at de tog imod forklaringen, udbrød han at de bare ikke kunne lide ham på grund af anklagerne om voldtægten på datteren. Fred fik lov at gå hjem igen, og dagen efter bad han sønnen Stephen om at holde øje med Rosemary og forsøge at sælge huset, med forklaringen at han havde gjort noget slemt. Da politiet ankom om morgenen for at fortsætte ransagningen, fortalte Fred dem at han ønskede at blive anholdt for mordet på Heather Ann og blive taget til politistationen for at afgive fuld tilståelse. Og han fik sit ønske opfyldt.

Den formiddag fortalte Fred at han i vrede havde stranguleret Heather Ann ihjel, derefter skåret liget i flere stykker på badeværelset, og lagt delene i en skraldespand indtil han kunne begrave dem. Han holdte fast i at Rosemary ikke havde kendskab til mordet, og tilbød derefter at vise dem hvor han havde begravet Heather Ann.
D. 26. februar viste Fred dem hvor de skulle grave efter Heather Anns ligrester, men det var et andet sted, som Fred havde insisteret på at de ikke behøvede at grave i, at de fandt en lårknogle. I løbet af dagen og aftenen fandt de flere ligdele, gravet ned rundt omkring i haven, som blev sendt til undersøgelser, der viste at de tilhørte Heather Ann. Fred vidste nu at der ikke var nogen vej udenom, og han tilstod samme aften derfor, at der var yderligere to lig gravet ned i haven. To dage senere fandt politiet ligene, og Fred blev nu anklaget for tre mord.
Det blev derefter besluttet at hele grunden og hjemmet skulle ransages fra ende til anden, og Rosemary blev flyttet ind i et midlertidigt hjem. Da Fred hørte dette, bad han sin advokat om at give efterforskningslederen et brev fra ham. I det stod der: ”Jeg, Frederick West, bemyndiger in advokat, Howard Odgen, til at fortælle Inspektør Bennett om at jeg ønsker at tilstå yderligere (cirka) ni drab, udtrykkeligt Charmaine, Rena [Catherine], Lynda Gough og andre der skal identificeres. F. West”.
Da han blev afhørt angående brevet, fortalte han stille og roligt, at der var begravet fem lig i kælderen og et sjette under badeværelsesgulvet i stueetagen. Han fortalte at de fleste af ofrene havde været blaffere som han havde dræbt i 1970’erne, efter de truede med at fortælle Rosemary om hans utroskab. Mellem 5. og 8. marts fandt politiet seks lig; alle lemlæstet og tydeligt mishandlet, og alle manglede flere knogler. Da politiet spurgte ind til de manglende knogler, nægtede Fred at udtale sig.

Selvom Fred blev ved med at holde fast i, at Rosemary ikke havde noget med mordene at gøre, troede de ikke på ham. D. 20. april 1994 blev Rosemary anholdt, til start for anklager om voldtægt af en 11-årig pige og angreb på 8-årig dreng, som stammede tilbage fra midten af 1970’erne. Hun blev dagen efter ført til Pucklechurch Prisons mest sikre afdeling, hvor hun blev afhørt om mordene. D. 25. blev hun officielt anklaget for mordet på Lynda Gough.
Fred tilstod pludselig også at vide hvor Anne McFall lå begravet, men benægtede at have dræbt hende. Han gik med til at vise hvor Anne McFall, Catherine og Charmaine lå begravet, og blev derefter ført til Winson Green Prison i Birmingham, hvor vagterne hvert 15. minut skulle holde øje med at han ikke begik selvmord.

Retssag

D. 30. juni 1994 blev Fred officielt sigtet for 11 mord, og Rosemary for ni. Parret havde ikke set hinanden siden Fred var blevet anholdt i februar, og Rosemary var ikke ligefrem glad for gensynet. Hun ignorerede hans forsøg på kontakt, og lavede grimasser da han rørte hende. De blev derefter ført tilbage til hvert deres fængsel.
D. 3. juli blev Fred yderligere sigtet for mordet på Anne McFall.

Efter at have modtaget sigtelserne blev Fred mere og mere deprimeret. Rosemary nægtede at tage imod hans breve, og hun havde til pressen udtalt at hun var uskyldig og sørgede over at hendes mand, som hun hadede, havde dræbt hendes datter og steddatter. De eneste af børnene der besøgte ham var Mae June og Stephen, som han forsøgte at få til at overtale deres mor til at kontakte ham. Men hun nægtede. Det resulterede i at Fred trak sine tilståelser tilbage, og nu erklærede at Rosemary havde været deltagende i alle mordene – på nær Anne McFalls mord, som ifølge ham skulle være begået af hans første kone, Catherine.
D. 1. januar 1995 blev Fred fundet død i sin celle; han havde begået selvmord ved at kvæle sig selv. I cellen blev der fundet et selvmordsbrev, hvor der i bunden stod: ”I elsket minde. Fred West. Rose West. Hvil i fred, hvor ingen skygge falder. I perfekt fred venter han på Rose, hans kone”, på en tegning af en gravsten.

Efter Freds selvmord blev Rosemary yderligere sigtet for mordet på Charmaine, og stod nu overfor ti mordsigtelser, til hvilke hun kendte sig ikke skyldig.
D. 3. oktober begyndte retssagen. Anklageren ville overbevise juryen om at Fred og Rosemary var sexbesatte, sadistiske mordere, og at Rosemary havde været ligeså, hvis ikke mere, aktiv i mordene, som Fred. Anklageren indkaldte blandt andet lejere, pårørende til ofrene, Rosemarys mor og søster, og overlevende ofre, herunder blandt andre Anna Marie og Caroline Owens, som vidner.
Forsvaret forsøgte at lægge al skyld på Fred og få ham til at fremstå som sadistisk og kontrollerende. Rosemary vidnede selv i retten, og fortalte grædende om hvordan hun var blevet udsat for børnemishandling og voldtægter, og grinene fortalte at det havde været svært at forlade Fred fordi hun altid var gravid. Hun hævdede at hun aldrig havde mødt seks af ofrene, og gjorde grin med en af ofrenes briller. Da hun blev spurgt indtil livet med Fred, fortalte hun at de havde levet hvert sit liv, hvilket var stik imod hvad andre vidner havde fortalt. Rosemary havde i alt mange forklaringer, som alle selvfølgelig lød på at hun var uskyldig og selv et offer.
Forsvaret kaldte derudover syv kvinder ind til at vidne, som alle var blevet udsat for overgreb eller angreb af en mand der lignede Fred. Kvinderne havde genkendt gerningsmanden, da Freds billede kom frem i medierne i 1994. Forsvaret forsøgte her at overbevise juryen om at Fred havde handlet alene, men alt dette faldt til jorden, da anklageren indkaldte socialrådgiveren Janet Leach. Janet havde været med under efterforskningen, og havde efterhånden vundet Freds tillid. Han havde derfor fortalte hende, at han og Rosemary d. 25. februar, aftenen inden han blev anholdt, havde indgået en aftale om at han tog al skyld for mordene, samt at Rosemary havde dræbt Charmaine mens han var fængslet og senere Shirley Robinson. Han havde fortalt også at han havde stået for lemlæstelsen af ligene, men at Rosemary efter mordet af Shirley, havde skåret hendes ufødte barn ud af maven og lemlæstet liget. Under krydsafhøringen tilstod Janet dog at have løjet under ed om at have solgt sin historie til en avis for hvad der i dag svarer til næsten 28 mio. kr., men holdte fast i at hun ikke løj nu. Pludselig faldt Janet sammen, og retten blev hævet i seks dage. D. 13. november afgav hun resten af sit vidneudsagn.

Efter syv uger skulle juryen nu afgøre, om Rosemary var skyldig eller ej. D. 21. og 22. november meldte juryen at alle havde været enige i at Rosemary var skyldig. Dommeren idømte hende fængsel på livstid, og understregede at hun aldrig skulle have mulighed for prøveløsladelse. Hun blev derefter ført til HMP Bronzefield.

Ofre

Man ved at Rosemary og Fred begik mindst ti mord sammen, og hver især ét alene, men flere af de der arbejdede på sagen, er sikre på at der er flere ofre. Det mistænkes blandt andet at Fred dræbte 15-årige Mary Bastholm, der forsvandt i 1968.

  • Anne McFall, 18 – dræbt af Fred i juli 1968
  • Charmaine West, 8 – dræbt af Rosemary i juni 1971
  • Catherine West, 27 – dræbt i august 1971
  • Lynda Carole Gough, 19 – dræbt i april 1973
  • Carol Ann Cooper, 15 – dræbt d. 10. november 1973
  • Lucy Katherine Partington, 21 – dræbt i december 1973
  • Thérèse Siegenthaler, 21 – dræbt d. 16. april 1974
  • Shirley Hubbard, 15 – dræbt d. 15. november 1974
  • Juanita Marion Mott, 18 – dræbt d. 12. april 1975
  • Shirley Anne Robinson, 18 – dræbt d. 10. maj 1978
  • Alison Jane Chambers, 16 – dræbt d. 5. august 1979
  • Heather Ann West, 16 – dræbt d. 19. juni 1987

Tiden efter

Fred blev kremeret og hans aske spredt ud over vandet. Kun fire familiemedlemmer deltog i den lille ceremoni d. 29. marts 1995.
I november året efter begik hans bror, John, selvmord ved at hænge sig selv i sit hjem i Gloucester. John stod overfor en retssag, hvor han var anklaget for voldtægt af sin niece, Anna Marie, tilbage i 1970’erne.

Rosemary ankede straks dommen, men blev afvist. Den dag i dag fastholder hun stadig sin uskyld i mordene. Efter at have siddet fængslet i HMP Bronzefield i nogle år, blev hun overført til HM Prison Low Newton, og i 2019 til HM Prison New Hall.
Mae June, Stephen og Anna Marie besøgte i flere år Rosemary regelmæssigt i fængslet. Men i 2006 begyndte kontakten at falde ud, især til Mae June, der begyndte at stille spørgsmålstegn til Rosemarys skyld i mordene. Det seneste man har hørt, er at det kun er Anna Marie, der i dag har skiftet navn til Anne Marie, der besøger Rosemary.

Anna Marie er ikke den eneste der har skiftet navn. De yngste børn, Lucyanna, Rosemary Jr., Barry, Tara og Louise fik efter retssagen nye navne og identiteter for deres egen beskyttelse, og forblev siden i familiepleje. I 2004 kom Barry dog frem, og fortalte at han havde været vidne til mordet på sin søster, Heather Ann, da han var 7 år gammel. Han fortalte at Fred og Rosemary havde bundet hende fast, mishandlet og voldtaget hende, og til sidst havde Rosemary dræbt hende ved at trampe på hendes hoved.

I 1999 forsøgte Anna Marie at begå selvmord, ved at kaste sig ud fra en bro i Gloucester. Hun fik to børn, blev skilt fra Chris og boede i 2005 sammen med børnene og sin kæreste Phil. I 1995 udgav hun bogen Out of the Shadows.
Også Stephen forsøgte at begå selvmord; i 2002 forsøgte han at hænge sig selv i sit hjem. I 2004 blev han idømt 9 måneders fængsel, efter at have haft sex med en 14-årig pige. Til pressen sagde han: ”Der er en smule af min far i mig”.
Mae June havde svært ved at slippe sine forældre, og udtalte på et tidspunkt at på trods af alt, så elskede hun stadig sin far. Også i 1995 udgav Mae June, sammen med Stephen, bogen Inside 25 Cromwell Street. Mae June har senere skiftet navn, fået fjernet et modermærke i ansigtet og ændret sit hår, for ikke at blive genkendt.

Hjemmet på Cromwell Street, hvor familien havde boet og som pressen havde navngivet ”House of Horrors”, blev i 1996 revet ned. Grunden er i dag blevet lavet til en offentlig sti, der fører hen til byens center.

Caroline Owens, der er et af Fred og Rosemarys overlevende ofre, havde svært ved at komme videre. Hun begyndte derfor at skrive, og udgav i 2004 bogen The Lost Girl. I dag er hun gift og har børn, og arbejder som narkotika- og alkoholrådgiver.
Lucy Partingtons søster, Marian, udgav i 2012 bogen If You Sit Very Still, der handler om hvordan hun kom sig over mordet på sin søster.

Medier

Det britiske TV-netværk ITV stod bag dokumentarfilmen Fred & Rose West: the Real Story, der havde premiere d. 21. februar 2019.
I 2008 havde miniserien på tre episoder, Fred & Rose: The West Murders premiere, og i 2014 miniserien, der også er på tre episoder, Fred & Rose.
Følgende dokumentarserier har episoder der handler helt eller delvist om sagen:
History’s Mysteries: Infamous Murders, episode: Killing for Thrills, sendt første gang d. 28. januar 2003
Crimes That Shook the World, sæson 1 episode 1: The Wests/House of Horrors, sendt første gang d. 7. december 2006
Encounters with Evil, sæson 1 episode 9: Sex Crimes, sendt første gang d. 27. februar 2018
The Clues That Caught the Killers, sæson 1 episode 3: The West Murders, sendt første gang d. 17. juli 2019
ITV stod også bag dramaserien Appropriate Adult. Serien, der er på to episoder, havde premiere i september 2011, og, som titlen muligvis røber, tager den udgangspunkt i Janet Leachs rolle i sagen.
I rollen som Janet Leach ses Emily Watson (Chernobyl, Breaking the Waves), Dominic West (The Wire, The Affair) i rollen som Fred West, og Monica Dolan (Eye in the Sky, Pride) i rollen som Rosemary West.

Følgende bøger handler om sagen:

Out of the Shadows: Fred West’s Daughter Tells Her Harrowing Story of Survival af Anne Marie West, 1995
Inside 25 Cromwell Street af Mae June West og Stephen West, 1995
Fred & Rose: The Full Story of Fred and Rose West and the Gloucester House of Horrors af Howard Sounes, 1995
She Must Have Known: The Trial of Rosemary West af Brian Masters, 1996
An Evil Love: The Life of Frederick West af Geoffrey Wansell, 1996
Happy Like Murders: The True Story of Fred and Rosemary West af Gordon Burn, 1998
The Corpse Garden af Colin Wilson, 2003
The Cromwell Street Murders: The Detective’s Story af John Bennett og Graham Gardner, 2005
Rose West: The Making of a Monster af Jane Carter Woodrow, 2010
Garden of Bones – The Story of Fred and Rosemary West af Kim Cresswell, 2016

Derudover er sagen nævnt i følgende bøger:
The Visual Encyclopedia of Serial Killers af Nigel Blundell og Susan Blackhall, 1996
The Encyclopedia of Serial Killers af Michael Newton, 2000
Experience: A Memoir af Martin Amis, 2000
The Lost Girl: How I Triumphed Over Life at the Mercy of Fred and Rosemary West af Caroline Roberts, 2004
The One That Got Away: My Life Living With Fred and Rose West af Caroline Roberts, 2004
If You Set Very Still af Marian Partington, 2012
Serial Killers: Inside the Minds of the Most Monstrous Murderers af Charlotte Greig, 2017

Kilder

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeff Weise - Red Lake skyderiet