H. H. Holmes

Jeff Weise – Red Lake skyderiet

D. 21. marts 2005 skød og dræbte 16-årige Jeff Weise sin farfar og hans kæreste. Han tog derefter hen på Red Lake Senior High School, hvor han dræbte fem elever, en lærer og en sikkerhedsvagt, inden han tog livet af sig selv. Jeff havde igennem sin opvækst oplevet tab og svigt, og havde to gange forsøgt at tage livet af sig selv, inden han valgte at tage ni personer med sig i døden.

 

Jeffrey James Weise blev født d. 8. august 1988, i Minneapolis, Minnesota, USA. Hans forældre var ganske unge da Jeff kom til verden; hans mor, Joanne, var blot 17 år gammel, og hans far, Daryl, 21 år. De to gik fra hinanden inden Jeff blev født, og fandt aldrig sammen igen. Da Jeff var 3 måneder gammel gav hans mor ham til faderen, som boede hos sine forældre i Red Lake reservatet. Lige inden han fyldte tre år overtog moderen atter forældremyndigheden, og flyttede til Minneapolis-Saint Paul, og kort tid efter begyndte hun at date en mand ved navn Timothy. Ifølge Jeff havde hans mor et alkoholmisbrug, og var fysisk og psykisk voldelig overfor Jeff – hvilket Timothy også efterhånden ville deltage i.
I juni 1993, da Jeff var fem år gammel, blev hans mor standset af politiet og kortvarigt fængslet, efter at hun var blevet taget i at have kørt i påvirket tilstand.
I efteråret 1996 flyttede Jeff, hans mor og Timothy til Shakopee; her begyndte Jeff i tredje klasse på Pearson Elementary School. Samme år kom hans lillesøster, Daphne, til verden, og året efter hans lillebror, Sebastian.

D. 21. juni 1998, da Jeff var 8 år gammel, begik hans far selvmord ved at skyde sig selv i brystet. Selvmordet skete efter at politiet i flere dage havde forsøgt at få fat på ham. Jeffs farfar, som var politibetjent i reservatet, havde forsøgt at få Jeffs far til at aflevere sit våben og overgive sig, men formåede ikke at overtale ham. Hvad der præcist udløste hele episoden, er ikke offentliggjort.
I september samme år flyttede Jeff og familien til Chaska, og kort efter til Red Lake reservatet. Her blev Jeffs mor i 1998 gift med Timothy. Sidst i september 1998 begyndte Jeff i femte klasse på Bluff Creek Elementary School.
Da Jeff var ti år gammel var hans mor i en bilulykke, der resulterede i en hjerneskade; i marts 1999 var hun ude at køre med sin kusine, begge påvirket af alkohol, da bilen blev ramt af en traktorvogn. Kusinen døde, og moderen flyttede ind i en hjælpebolig. Efter uheldet blev moderen separeret fra Timothy, og han valgte kun at søge om forældremyndigheden over Daphne og Sebastian. Jeff måtte efterfølgende flytte hjem til sin farmor, Shelda. Selvom Jeffs farmor og farfar var skilt, havde Jeff et godt forhold til begge, og havde endda et værelse hos sin farfar, selvom han havde adresse hos sin farmor. Hans farfar boede sammen med sin kæreste, Michele, som han sammen med havde en søn der blev født i 1992. I 2003 var Jeffs mor kommet sig så meget efter bilulykken, at hun nu kunne det meste selv og have et deltidsarbejde, men alligevel valgte Jeff at blive boende hos skiftevis sin farmor og farfar.

Da han flyttede hjem til sin farmor, måtte Jeff igen skifte skole. Han begyndte i 6. klasse på Red Lake Middle School, hvor han måtte gå 8. klasse om da han dumpede størstedelen af fagene og havde for meget fravær. Han blev i 2002 derfor placeret i et specialundervisningsprogram. Igennem sin skoletid oplevede Jeff at blive mobbet regelmæssigt, hvilket muligvis var hvad der resulterede i det høje fravær. Han blev blandt andet mobbet med sit udseende, da han var en høj og stor dreng, og at han, ifølge mobberne, ikke havde nogen far.
I 2003 begyndte Jeff på Red Lake Senior High School; her blev han af lærer og elever husket som en tilbagetrukket dreng med en til tider problemfyldt opførsel. I nogle fag var han yderst engageret og lyttende, hvor han i andre fag var doven og ugidelig. Selvom Jeff blev beskrevet som tilbagetrukket, spillede han i et band og havde flere venner, af hvilke han blev beskrevet som sjov, loyal og cool. Samme år meldte han sig ind i et online forum for nazister, hvor han på et tidspunkt kommenterede: ”Jeg har altid haft en naturlig beundring for Hitler og hans idealer og hans mod til at påtage sig større nationer”. Senere skrev han, at han på sin skole var blevet beskyldt for at have planlagt et skyderi d. 20. april (som er både Hitlers fødselsdag og årsdag for Columbine-massakren), samt at han havde været oppe at slås med en kommunist på grund af politiske uenigheder.

I løbet af det første år på den nye skole, blev Jeff ramt af en depression. I onlineforums udtrykte han sin frustration over at bo i Red Lake reservatet og livet generelt. I maj 2004 førte depressionen til at Jeff skar sine håndled over i et forsøg på at begå selvmord. Han valgte hurtigt at søge hjælp, og skrev følgende på websiden Above Top Secret:
Jeg havde gået gennem en masse ting i mit liv, der havde drevet mig på en mørkere vej end de fleste vælger at tage. Jeg splittede kødet på mine håndled med en hobbykniv, malede gulvet på mit værelse med blot jeg ikke skulle have spildt. Efter at have siddet der for hvad der føltes som timer (som åbenbart kun var minutter), fik jeg åbenbaringen om at dette ikke var vejen. Det var min beslutning at søge medicinsk behandling, da jeg ellers kunne have valgt at sidde der, indtil nok blod blev drænet fra mine nedadgående flænger på mine håndled til at jeg ville dø.
Den følgende måned forsøgte Jeff igen at begå selvmord, hvilket resulterede i at hans tante fik ham indlagt på en facilitet væk fra reservatet. Han begyndte i behandling, der lød på samtaler og antidepressivummet Prozac, i Danmark kendt som Fluoxetin.

I august 2004 begyndte Jeff at modtage hjemmeundervisning. Hvorfor er ikke helt klart, da der er kommet flere forskellige forklaringer. Forklaringerne lyder blandt andet på, at det var fordi han blev mobbet, at han havde helbredsproblemer, at han havde adfærdsvanskeligheder, at han var deprimeret, og at han havde en konflikt med en lærer. Hvad den egentlige årsag er, er altså ikke helt klar.
Efterhånden virkede han til at blive mere og mere vred, hvilket især kunne ses på hans adfærd på internettet. Han havde en bruger på LiveJournal, som er et virtual community hvor brugere kan skrive indlæg nærmest som en slags dagbog. I januar 2005 skrev han:
Så fucking naiv, man, så fucking naiv. Forventer altid en ændring, når jeg ved at intet nogensinde ændrer sig. Jeg har set mødre vælge deres mand over deres eget kød og blod, jeg har set andre vælge alkohol over venskab. Jeg ofrer ikke mere for andre, en del af mig er fucking død og jeg hader det her lort. Jeg lever enhver mands mareridt, og det fact alene losser mig i røven. Jeg må virkelig være fucking værdiløs. Det her sted ændrer sig aldrig, det vil det aldrig. Fuck alt.”.
Med sin bedste ven og fætter, Louis, skrev Jeff om sine planer om at udføre et skoleskyderi, men hvorvidt Louis var en del af planen eller vidste at det var en realitet, er en anelse uvist.
D. 21. februar mødtes Jeff med en læge på Red Lake Hospital, hvor han fik fornyet sin recept på Prozac, men med en højere dosis.
På et tidspunkt i løbet af det forløbne år havde Jeff formået at skaffe en Ruger MK II .22 kaliber pistol.

Skyderiet

D. 21. marts 2005 skød Jeff sin farfar, 58-årige Daryl Lussier Sr., to gange i hovedet og ti gange i brystet med sin pistol. Da farfarens kæreste, Shelda, var på vej op af trappen med vasketøj, skød Jeff hende to gange i hovedet. Begge blev dræbt.
Jeff tog derefter farfarens to tjenestevåben, en .40 kaliber pistol og et haglgevær, et våbenbælte og en skudsikkervest, og kørte hen til Red Lake Senior High School i sin farfars tjenestebil, hvor han ankom omkring kl. 1445. Han gik ind af hovedindgangen, hvor han blev mødt af to ubevæbnet sikkerhedsvagter, der stod ved metaldetektoren. Her skød og dræbte han sikkerhedsvagten Derrick Brian Brun, mens den anden sikkerhedsvagt løb væk. Jeff gik derefter videre ind på skolen, og hen til et klasselokale hvor en engelsktime var i gang. Han begyndte at skyde ind i lokalet; han dræbte først læreren, Neva, og skød derefter seks elever, hvoraf tre af dem døde. En af de dræbte var Chase Lussier (der på trods af efternavnet ikke var i familie med Jeff); han blev skudt og dræbt, da han havde skærmet en anden elev mod skuddene. En af de sårede elever, Jeffrey May, forsøgte at kæmpe mod Jeff inde i klasselokalet, og stak ham i maven med en blyant – men uden stor skade, på grund af den skudsikre vest. Under denne kamp formåede flere elever at flygte ud af lokalet. Kampen endte da Jeff skød Jeffrey tre gange.

Omkring kl. 1452 gik Jeff tilbage mod indgangen. Her skød han fire elever, hvoraf to af dem blev dræbt. Politiet var da allerede ankommet, og begyndte at udveksle skud med Jeff. Skyderiet mellem politiet og Jeff resulterede i at han blev ramt af skud i overkroppen og højre arm, og efter fire minutter flygtede han ind i et tomt klasselokale. Her lænede han sig op af væggen og vendte pistolen mod sig selv. Jeff begik selvmord ved at skyde sig selv under hagen med et haglgevær.

Vidner fortalte efterfølgende at Jeff under skyderiet havde haft et smil på læberne. Et vidne udtalte, at Jeff havde spurgt en elev om han troede på Gud – dette menes at have været en reference til Columbine-massakren fra 1999, hvor Dylan Klebold spurgte en pige om hun troede på Gud, inden han skød hende. Pigen overlevede. Hos størstedelen af skoleskydere finder man interesse for andre skoleskydere – især Dylan Klebold og Eric Harris – og hos Jeff fandt man også nogen interesse. Hans venner fortalte efter skyderiet, at Jeff nogle gange talte om netop Dylan Klebold og Eric Harris og jokede om Columbine-massakren, og to af hans yndlingsfilm var Elephant og Zero Day. Zero Day er baseret på Columbine-massakren, hvor Elephant blot er delvist baseret på den.
Da ingen svarede på Jeffs ”Tror du på Gud”-spørgsmål, sagde han: ”Nu er det tid til at du finder ud af det”, inden han atter skød om sig.

Ofre

Jeff dræbte ni personer, og sårede yderligere fem. De dræbte er:
– Daryl Allen Lussier Sr., 58 år
– Michelle Leigh Sigana, 32 år
– Derrick Brian Brun, 28 år
– Neva Jane Wynkoop-Rogers, 62 år
– Alicia Alberta White, 14 år
– Thurlene Marie Stillday, 15 år
– Chanelle Star Rosebear, 15 år
– Chase Albert Lussier, 15 år
– Dewayne Michael Lewis, 15 år

Red Lake Band of Chippewa lavede efter skyderiet en mindesfond, der i alt samlede $200.000 (svarende til cirka $262,745 i 2019, altså cirka 1,774 mio. kr.) ind fra donationer fra hele landet. Fonden gik til tilskud til de overlevende ofre og til pårørende til de dræbte – og til Jeffs familie.
Daryl, Michelle, Chanelle og Chase blev begravet på den nærliggende Saint Mary Cemetery. Derrick blev begravet på Holy Cross Cemetery, mens Alicia blev begravet på Fox Point Cemetery. Det er uvist hvor Neva, Thurlene og Dewayne blev begravet. Ens for dem alle er, at de blev begravet med traditionel Ojibwe ceremoni og bønner.
Det er også uvist hvor Jeff er blevet begravet henne.

Tiden efter

Aftenen efter skyderiet afholdte skolen en mindehøjtid i skolens gymnastiksal, med traditionel Ojibwe ceremoni. Medierne blev af stamrådet bedt om at forlade reservatet, og der var derfor ikke meget mediedækning over tragedien. Daværende præsident George W. Bush omtalte først skyderiet fem dage efter det havde foregået, under sin ugentlige tale til nationen i radioen.
Reservatet brugte, som traditionen siger, tre dage til at sørge, og derefter var det tid til at komme videre. Men tragedien vil aldrig blive glemt, og mange af de involverede er i dag stadig berørte.

Jeffrey May, der forsøgte at stoppe Jeff, lever den dag i dag stadig med mén fra skyderiet. Dengang var han forelsket i Alicia White og drømte om at spille professionel football, men fremtiden kom til at se anderledes ud for Jeffrey.
Han er blevet hædret af både reservatet og af hele USA, for sit enorme heltemod og forsøg på at redde sine skolekammerater og engelsklærer.
Året efter skyderiet indgik skoledistriktet, de berørte lærere og elever, samt de pårørende til ofrene et forlig, hvor skoledistriktet gik med til at betale $900,000 (cirka $1,145 mio. i 2019, altså cirka 7,7 mio. kr.) til de pårørende og $100,000 (cirka $130,000 i 2019, altså cirka 875,000 kr.) til fremtidig fordeling. Jeffrey May blev betalt i alt $750,000 (cirka $954,000 i 2019, altså cirka 6,4 mio. kr.). I løbet af 4 år brugte Jeffrey alle pengene, på blandt andet hus, biler og sjov og ballade. Han forsøgte derefter at begå selvmord, og blev indlagt på en psykiatrisk afdeling. Jeffrey er siden kommet i bedring, og sidst man hørte til ham, drømte han om at starte på college.

Louis Jourdain, Jeffs fætter og bedste ven, blev kort efter skyderiet anholdt og anklaget for sammensværgelse, baseret på mails udvekslet mellem Jeff og Louis. Da Jeff begyndte at affyre skud på skolen, havde Louis befundet sig i skolens bibliotek. Ifølge vidner havde Louis råbt at Jeff Weise var gerningsmanden, og var derefter løbet ud af biblioteket.
Anklagerne om sammensværgelse blev droppet, men Louis kendte sig skyldig i at have sendt truende beskeder over internettet.

I 2018 deltog flere af ofrenes søskende i National School Walkout. National School Walkout var en række af demonstrationer, hvor især elever forlod skolen for at demonstrere mod våbenloven i USA.
Våbenloven blev, som altid, debatteret efter skyderiet, men en debat der fik noget mere opmærksomhed, var debatten om bruget af Prozac hos børn og unge. Allerede tilbage i 2004 havde Food and Drug Administration lavet en advarsel om bruget af Prozac hos børn og unge, på grund af flere tilfælde af vold og selvmord hos især børn og unge, der tog Prozac. Dengang var Prozac dog det eneste antidepressiva, der var tilladt for børn.

Medier

I juni 2016 udkom dokumentarfilmen Red Lake. Den tager udgangspunkt i tre overlevende ofres historie, og er lavet af Billy Luther.

Sagen er nævnt i følgende bøger:
Encyclopedia of Juvenile Violence af Laura L. Finley, 2006
School Shootings: What Every Parent and Educator Needs to Know to Protect Our Children af Joseph A. Lieberman, 2008
Why Kids Kill: Inside the Minds of School Shooters af Peter Langman, 2009
Cold Blooded Killers af R.J. Parker, 2013
American Mass Murderers af Valrie Plaza, 2015
School Shooters: Understanding High School, College, And Adult Perpetrators af Peter Langman, 2015

Kilder

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

H. H. Holmes