Mordet på Dian Fossey

Mordet på William McKinley

Assassination of President McKinley, af T. Dart Walker

6. september 1901 skød Leon Czolgosz USA’s daværende præsident William McKinley under et besøg ved verdensudstillingen i Buffalo, New York. Otte dage senere døde præsidenten som følge af skuddet, og den 28-årige anarkist stod nu overfor en drabssigtelse og dermed en dødsdom.

 D. 4. marts 1901 blev William McKinley genvalgt som USA’s præsident. McKinley havde haft succes i sin embedsperiode, blandt andet med den spansk-amerikanske krig i 1898, hvor USA overtog tidligere spanske kolonier, herunder Cuba, Puerto Rico, Filippinerne og Guam.
Efter genvalget besluttede McKinley sig for at rejse landet rundt via tog sammen med sin kone, Ida. I april begyndte rejsen, der ifølge planen skulle slutte d. 13. juni i Buffalo, New York, hvor de skulle besøge verdensudstillingen Pan-American. Førstedamen blev dog syg i Californien i maj – så syg at folket frygtede at hun ville dø – og rejsen måtte derfor stoppes før tid. I stedet ville de tage til Buffalo og besøge verdensudstillingen i september 1901. I mellemtiden tilbragte McKinley nogle uger i Washington, inden han tog til Canton, Ohio, hvor hans hjem lå, og forberedte sig på turen til Buffalo.

Attentatet

D. 4. september 1901 ankom William og Ida McKinley med toget til Buffalo. Dagen inden havde den 28-årige anarkist Leon Czolgosz købt en .32 kaliber revolver og besluttet sig for at dræbe præsidenten, dog uden nogen egentlig plan for attentatet.
En kanon skulle salutere parret ved deres ankomst, men fordi denne var placeret for tæt på sporerne, sprang flere ruder i toget da kanonen blev fyret af. Naturligvis blev folkene på perronen forskrækket, og flere troede at skaderne og larmen var forårsaget af en bombe, hvilket fik dem til at råbe ”Anarkister!”. Der kom dog hurtigt ro på igen, og McKinley-parret kunne træde ud af toget. Idet skubbede Leon Czolgosz sig frem i menneskemængden, men fandt at præsidenten var for overvåget og beskyttet til at han kunne dræbes på dette tidspunkt.

Den følgende dag besøgte McKinley verdensudstillingen og holdte en tale, hvor omkring 50.000 personer mødte op. I talen opfordrede han til at ende amerikansk isolation og foreslog handelsordninger, der ville give amerikanske producenter nye markeder at handle på. Efter talen så han på de forskellige seværdigheder på verdensudstillingen og snakkede med offentligheden, med stærkt bevæbnede soldater og politifolk som beskyttelse.
Leon Czolgosz besøgte også verdensudstillingen den dag, med sin revolver i lommen. Han var ankommet tidligt og stod klar ved podiet, hvor McKinley afholdte sin tale. Igen overvejede han at skyde præsidenten, men fordi der var så mange mennesker på så lidt plads, følte han ikke at han kunne sigte ordentligt, og før han vidste af det, var præsidenten væk igen. Han forsøgte at følge efter præsidenten rundt på verdensudstillingen, men blev skubbet væk af sikkerhedsfolkene, og valgte derfor til sidst at forlade verdensudstillingen.

D. 6. september stod Leon tidligt op, for at stille sig i kø ved koncertsalen Temple of Music, der var en del af verdensudstillingen, hvor præsidenten senere på dagen ville ankomme til en reception. Netop dette besøg var præsidentens personlige sekretær ikke begejstret for, og havde to gange forsøgt at fjerne det fra programmet, på grund af frygt for præsidentens sikkerhed. Men McKinley ønskede at støtte verdensudstillingen, var glad for at møde offentligheden og frygtede ikke at blive dræbt, så han havde begge gange fået det på programmet igen. Det havde ført til en samtale, hvor præsidenten havde sagt til sin sekretær, at der var intet at frygte, for folket holdte af ham og vidste at han holdte af dem, men sekretæren valgte alligevel at kontakte myndighederne i Buffalo og bede dem om at indsætte ekstra sikkerhedsfolk.
Præsidenten var også tidligt op denne dag, for inden hans besøg i Temple of Music, skulle han se Niagara Falls med sin kone. Førstedamen måtte dog føres tilbage til et hotel, da varmen gjorde hende syg. Parret tog sammen tilbage til Buffalo, men førstedamen endte med at måtte blive væk fra receptionen, da hun stadig havde det skidt. Lidt efter kl. 15:30 drog præsidenten mod koncertsalen med sine sikkerhedsfolk til receptionen, hvor han skulle hilse på offentligheden. Salen var blevet indrettet således at der gik en midtergang fra døren i den ene side af bygningen til døren i den anden side af bygningen, og i midten skulle præsidenten stå og uddele håndtryk til de forbipasserende.
Udover de sædvanlige og de ekstra sikkerhedsfolk, var også artillerister blevet hyret. Egentlig skulle de have stået i receptionen i fuld uniform, som en slags dekoration, men fik i stedet besked på at stå inde i salen med instruktioner om at holde øje med mistænkelige personer.

McKinley kom lige akkurat til tiden. Orglet spillede USA’s nationalmelodi The Star-Spangled Banner, og dørene åbnede op. McKinley havde i sine år som præsident trykkede mange hænder, og havde fundet en rutine i det; for at kunne trykke 50 personer i hånden per minut, ville han tage fat i deres hånd først og guide dem videre. Rutinen blev dog brudt, da 12-årige Myrtle Ledger spurgte om hun måtte få den røde nellike han bar på sin jakke. Tidligt i sin politiske karriere fik McKinley en rød nellike af en politisk modstander under en debat, og da McKinley vandt debatten, blev nelliker en slags lykkeamulet for ham, som han efterfølgende altid ville have med sig for held og lykke. Pigen fik nelliken, og præsidenten fortsatte sin hilsen på folket.
Planen var at receptionen skulle vare i ti minutter, så da halvdelen af tiden var gået, blev sikkerhedsfolkene nødt til at lukke døren. På det tidspunkt fik flere sikkerhedsfolk øje på en mistænkelig mand, der var på vej mod præsidenten, men kunne ånde lettet op, da manden gav håndtryk uden der skete noget og roligt gik videre mod udgangen.
Normalt var reglen at enhver der var på vej mod præsidenten skulle have hænderne tomme og åbne, men på grund af varmen denne dag gik mange med lommetørklæder i hånden for at tørre sved af. Bag den mistænkelige mand stod Leon Czolgosz, med sin højre hånd bundet ind i et lommetørklæde, som var den skadet. Præsidenten rakte derfor ud mod Leons venstre hånd i stedet. Idet de rørte hinandens hænder, blev McKinley ramt af to skud fra den revolver, som Leon havde skjult under lommetørklædet. McKinley slingrede et skridt frem, og Leon gjorde klar til at skyde ham endnu engang. En mand ved navn James Parker, der havde stået bag Leon i køen, forsøgte at få revolveren fra Leon, og straks kastede sikkerhedsfolk og artillerister sig over Leon. Præsidenten, der forsøgte at overbevise sin personlige sekretær om at han ikke havde brug for hjælp, blev placeret på en stol, og beordrede at sikkerhedsfolkene stoppede med at tæske på Leon. Da de fulgte Leon væk fra scenen, blev han ved med at kigge bagud, over på præsidenten, hvilket resulterede i at en af sikkerhedsfolkene slog ham i gulvet.

Inden præsidenten blev ført ud af koncertsalen og hen til hospitalet, bad han sin sekretær om at være forsigtig når han skulle fortælle førstedamen hvad der var sket. Kl. 16:25 ankom McKinley til verdensudstillingens hospital, der, selvom det normalt kun håndterede mindre skader, havde en operationsstue. Byens bedste kirurg, Dr. Park, var denne dag i Niagara Falls for at udføre en nakkeoperation; da han blev ringet op sagde han, at han ikke kunne forlade operationen, ikke engang for præsidenten. To uger senere opererede Dr. Park en kvinde, der også var blevet skudt og pådraget sig en næsten identisk med præsidentens skade – den kvinde overlevede uden væsentlige mén.
I stedet blev McKinley mødt af Dr. Mynter, som han havde hilst på dagen forinden. McKinley genkendte lægen, og jokede med at han ikke havde forventet at få brug for hans lægelige hjælp. Han blev ført ind på operationsbordet, hvor han om Leon sagde: ”Han vidste det ikke, stakkels fyr, hvad han gjorde. Han kunne ikke have vidst det”. Det blev fastslået at de ikke kunne vente på Dr. Park, og Dr. Mann, der specialiserede sig i gynækologi og ikke havde erfaring med maveskader, måtte i stedet træde til og udføre operationen.
McKinley var blevet skudt to gange; det ene skud havde kun snittet ham, mens det andet skud havde ramt ham i maven. Dengang havde man ikke stor viden om skudsår, særlig i maven, og det var kun 17 år forinden, at det havde lykkedes en læge at redde en patient, der var blevet skudt i maven. Og at hospitalet ikke havde alle redskaber, som på et normalt hospital, samt dårlig belysning i operationsstuen, gjorde det mere vanskeligt at udføre operationen. Det lykkedes ikke Dr. Mann at finde kuglen, muligvis på grund af McKinleys overvægt, så han valgte til sidst at sy skudsårene sammen. Omkring en time efter præsidentens ankomst til hospitalet, vendte Dr. Park hjem fra Niagara Falls, men valgte at han ikke ville forstyrre operationen.
Umiddelbart da operationen var overstået og de følgende dage, så det ud til at operationen var gået godt, og at præsidenten ville overleve. Thomas Edison sendte en røntgenmaskine, således lægerne muligvis kunne finde den forsvundne kugle. Lægerne forsøgte først at tage et røntgenbillede på en mand af samme størrelse som McKinley, men fandt at de ikke kunne se alt de havde brug for, og for ikke at ydmyge præsidenten, valgte de ikke at forsøge at tage røntgenbillede af ham.
I fire dage fik præsidenten kun nærende lavement, men d. 11. fik han lov at få lidt flydende bouillon. Fordi det så ud til at være godt for ham, fik han dagen efter lov til at få toast, kaffe og kyllingebouillon. Da han efterfølgende oplevede smerter, mente hans læger at det skyldtes fordøjelsesbesvær, og han fik derfor blot noget afføringsmiddel, inden lægerne sluttede af for dagen.
Om morgenen d. 13. september 1901 forværredes McKinleys tilstand hurtigt, og speciallæger blev tilkaldt. Lægerne vidste det ikke endnu, men der var gået koldbrand i McKinleys mave, og giftstofferne var begyndt at sprede sig i hans blod. Han røg ind og ud af bevidsthed hele dagen, men når han var bevidsthed, var han også til stede. Da de nåede aftenen, var McKinley klar over, at han var ved at dø, og han bad derfor om at de skulle bede en bøn. Med hans nærmeste samlet om ham, afgik præsident McKinley ved døden kl. 2:15 om natten, d. 14. september 1901, 58 år gammel.

Morderen – Leon Czolgosz

Leon Frank Czolgosz

Leon Frank Czolgosz blev født d. 5. maj 1873 i Alpena, Michigan, USA, og var ud af en søskendeflok på otte, af forældrene Paul Czolgosz og Mary Nowak, med polske og amerikanske aner. Da Leon var fem år gammel flyttede familien til Detroit. Fem år senere boede familien i Posen, Michigan, og her døde moderen seks uger efter at have født Leons lillesøster, Victoria. Gennem sin barndom og teenageår blev Leon mobbet af sine jævnaldrende, og viste ikke særlig interesse for hverken venskab eller romantiske forhold.
Som teenager arbejdede Leon i en glasfabrik i Natrona, Pennsylvania, og senere på stålfabrikken Cleveland Rolling Mill Company i Cleveland, Ohio. I 1893 gennemgik USA en voldsom økonomisk krise, hvilket resulterede i at fabrikken måtte lukke for noget tid og skære i de ansattes løn. Det resulterede i en strejke, som blev enden for Leon og hans brors arbejde på fabrikken. På grund af uro i Leons liv gik han til den katolske kirke for at finde ro, og fandt sammen med andre personer der, ligesom han, var bekymret for uretfærdigheden. Han sluttede sig til broderskabsorganisationen Knights of the Golden Eagle, og senere en mere socialradikal gruppe, kaldt Sila Club. Det var her interessen for anarkisme fik grobund hos Leon.

I 1898 flyttede Leon hjem til sin far igen, der nu boede på en gård i Warrensville, Ohio. Nogle kilder mener, at det var et nervøst sammenbrud, der resulterede i at han flyttede hjem til sin far. Faderen havde giftet sig igen, og forholdet mellem Leon og den nye kone var en anelse anspændt, især fordi Leon nærmest nægtede at hjælpe til på gården.
I 1901 deltog Leon i et foredrag af anarkisten Emma Goldman, som i stor grad imponerede ham. I juli forsøgte han at møde hende hjemme hos Abraham Isaak, forlægger af avisen Free Society, i Chicago, men nåede kun kort at fortælle om sin skuffelse over socialisterne i Cleveland og hurtigt hilse på hendes ven, inden hun skulle med toget. Leon var socialt akavet og spurgte ofte ind til hemmelige klubber, når han var i selskab med anarkisterne Abraham Isaak og Emil Shilling, hvilket fik dem til at trykke en advarsel, der omhandlede Leon, i avisen Free Society d. 1. september:
OPMÆRKSOMHED! Kammeraternes opmærksomhed henvises til en anden spion. Han er velklædt, af middelhøjde, temmelig smalle skuldre, blond og omkring 25 år gammel. Indtil i dag har han vist sig i Chicago og Cleveland. I det førstnævnte sted forblev han kun en kort tid, mens han i Cleveland forsvandt, da kammeraterne bekræftede hans identitet og var på kanten til at afsløre ham. Hans opførsel er af den sædvanlige type, foregiver at være interesseret i sagen, spørger om navne eller hjælp til påtænkt vold. Hvis denne person viser sig andre steder, advares kammeraterne på forhånd og kan handle i overensstemmelse hermed”. Selv før advarslen undgik anarkisterne ham, fordi de fandt ham akavet og mistænkte at han var spion.

Men Leon var ikke en spion. Han anså sig selv som værende anarkist, og var af den overbevisning, at der var en ulighed i det amerikanske samfund, der gjorde at de velhavende kunne udnytte de fattige, og at den ulighed skyldtes strukturen i regeringen. D. 29. juli 1900 dræbte anarkist Gaetano Bresci kong Umberto I af Italien, ifølge ham selv af hensyn til ”den almindelige mand”. Dette var noget der i den grad inspirerede Leon, og for evigt ville ændre hans liv.

D. 31. august 1901 rejste Leon til Buffalo, New York, og lejede et hotelværelse på Nowak’s Hotel. Han købte en revolver, og seks dage senere dræbte han USA’s daværende præsident, William McKinley.

Retssag

Straks efter at have skudt McKinley blev Leon ført til politiets hovedkvarter. Her sad han indtil d. 13. september, hvorefter han blev flyttet til Erie County Women’s Penitentiary, fordi politiets hovedkvarter var under renovering. Dagen efter afgik præsidenten ved døden, så da Leon d. 16. september blev ført for en dommer i Erie County Jail, stod han nu overfor en drabssigtelse. Han blev derefter overført til Auburn State Prison, for at vente på at retssagen kunne begynde. Han nægtede dog at tale med sine advokater, samt den psykiater der skulle undersøge hans mentaltilstand, hvilket naturligvis besværliggjorde sagen.

D. 23. september 1901, ni dage efter præsidentens død, begyndte retssagen i Buffalo. Leon kendte sig skyldig i anklagen; dog ville dommeren ikke godtage denne kendelse. Fordi Leon havde nægtet at tale med sine advokater, havde det ikke været muligt for dem at forberede sig ordentligt, og de valgte derfor at forsøge at overbevise dommer og jury om at Leon havde været sindssyg i gerningsøjeblikket og dermed ikke skulle findes skyldig i mordet. Anklageren indkaldte blandt andet lægerne, der havde behandlet McKinley, og flere øjenvidner til at vidne i retten, mens forsvaret ikke indkaldte nogen, og dét, samt at Leon også nægtede at vidne i retten, gjorde intet godt for Leons forsvar.
Retssagen sluttede allerede dagen efter. D. 24. september blev Leon fundet skyldig, og idømt dødsstraf to dage senere, med henrettelse i den elektriske stol d. 29. oktober 1901.

Efter retssagen blev Leon ført tilbage til Auburn State Prison, der havde sin egen elektriske stol. D. 29. oktober blev Leon placeret i den elektriske stol. Til stede var hans bror, Waldek, og hans svoger, Frank Bandowski. Leons sidste ord var:
Jeg dræbte præsidenten fordi han var fjenden til det gode folk – det gode, arbejdende folk. Jeg er ikke ked af min forbrydelse. Jeg er ked af, at jeg ikke kunne se min far”.
Kort efter blev han henrettet af tre omgange af 1800 volt igennem kroppen, og erklæret død kl. 7:14.
Liget blev efterfølgende obduceret; lægerne fandt at hans tænder var normale men i dårlig tilstand, at hans kønsorganer var normale dog med sår fra kønssygdom, og at han generelt havde været ved godt helbred. Da obduktionen var overstået blev en dødsmaske lavet, og Leons breve og tøj brændt.
Hans revolver kan i dag ses på Pan-American udstillingen på Buffalo History Museum i Buffalo.

Broderen spurgte om hans bror kunne få en ordentlig begravelse, men fik at vide at det ikke kunne lade sig gøre at fjerne liget fra fængslets grund, uden at folkene udenfor ville gå amok. I stedet blev Leon begravet på fængslets kirkegård. Først ville fængselsinspektøren putte kalk i kisten, for at få liget til at nedbrydes hurtigere, men efter at have testet det på et stykke kød, valgte han i stedet at der skulle hældes svovlsyre ind i kisten.

Tiden efter

Efter McKinley døde, blev en obduktion udført på hans lig. Her fandt lægerne ud af, at McKinley havde lidt af kardiomyopati, som er en sygdom i hjertemusklen, som gjorde at det var sværere for McKinley at komme sig efter at være blevet skudt. De fandt at kuglen var gået fra maven, gennem tyktarm, dernæst gået gennem hjørnet på venstre nyre, og til sidst forsvundet i bughulen. Den havde desuden forårsaget skader på binyrerne og bugspytkirtlen. Kuglen blev aldrig fundet, men der er generel enighed om at den satte sig fast i rygmusklerne, og McKinleys overvægt gjorde det mere besværligt at finde den.
Dødsårsagen er der dog ikke hel enighed om; nogle mener at McKinley døde af akut bugspytkirtelbetændelse, mens andre mener at det var koldbrand og blodforgiftning.
Efter fire timers obduktion beordrede McKinleys kone, Ida, at lægerne skulle slutte. De lavede en dødsmaske, og kørte liget hen til Milburn House, hvor parret havde opholdt sig under besøget i Buffalo. Her blev der afholdt en privat ceremoni, inden liget blev kørt til Buffalo City and County Hall. Fem dages national sorg kunne begynde. Fra Buffalo blev liget fragtet via tog til først Washington, og dernæst Canton.

D. 19. september blev begravelsen afholdt. Da kisten blev kørt fra McKinleys hjem hen til First Method Church, blev der holdt fem minutters stilhed i hele landet. Alt blev stoppet, slukket og lukket landet over – med undtagelse af ligvognen. Efter ceremonien i kirken blev kisten kørt til West Lawn Cemetery, hvor McKinley blev lagt til hvile, men kun i seks år. Planerne om at bygge McKinley National Memorial var allerede begyndt, og her skulle præsidentens endelige hvilested være.

Mange havde forventet at Ida McKinley ville dø lige efter sin mand, og flere snakkede endda om at forberede en dobbelt begravelse. Det var dog ikke tilfældet. Ida døde d. 26. maj 1907, få måneder før McKinley National Memorial var færdigbygget. Da den endelig var færdigbygget, blev Ida og William McKinley lagt til hvile ved siden af hinanden, sammen med deres to døtre, der begge var døde som små børn i 1870’erne.

Vicepræsident Theodore Roosevelt havde flere gange besøgt præsidenten efter operationen. Da McKinley døde blev Theodore Roosevelt udnævnt som USA’s nye præsident, og var præsident helt frem til 1909.
Da der var præsidentvalg igen i 1912 stillede Roosevelt atter op. Lige før han skulle begynde sin tale d. 14. oktober 1912 i Milwaukee, Wisconsin, blev han skudt i brystet af John Flammang Schrank. Schrank blev ført væk, og Roosevelt konstaterede, at eftersom han ikke hostede blod op, kunne han godt vente med at tage på hospitalet. Så han fortsatte sin plan, og holdte en 90 minutters lang tale. Da han senere ankom til hospitalet, viste det sig at kuglen havde sat sig fast i hans brystmuskel, og det ville være farligere at forsøge at fjerne den, end at lade den sidde. Så da Roosevelt i 1919 døde af en blodprop, sad kuglen stadig fast i hans brystmuskel.
Roosevelt tabte desuden præsidentvalget; i stedet vandt Woodrow Wilson, og blev USA’s 28. præsident.

Da verdensudstillingen i starten af november 1901 endte, blev bygningerne og grundende solgt til Chicago House Wrecking Company for hvad der i dag svarer til $2,41 mio. (cirka 16 mio. kroner). Temple of Music og størstedelen af de resterende bygninger blev alle revet ned indenfor halvandet år, og landstykket blev delt op til bebyggelse af veje, huse og parker. Noget af det er i dag en del af Delaware Park, og der hvor Temple of Music var opført, er i dag placeret en sten som et mindesmærke.

Anarkisten Emma Goldman blev efter attentatet anholdt på grund af mistanke om at hun var involveret. Hun blev dog løsladt hurtigt igen, da der ikke var nogle beviser på at hun var involveret. Men det var ikke slut med opmærksomhed på hende; senere udgav hun et brev, hvori hun mere eller mindre støttede Leons gerninger. Det fik flere anarkister til at tage afstand til Emma, da de følte at han havde gjort skade på deres bevægelse.

Medier

I 1990 blev musicalen Assassins opført for første gang. Musicalen blev skabt af Stephen Sandheim og John Weidman, baseret på en idé af Charles Gilbert, Jr. Musicalen handler om mænd og kvinder der har stået bag attentatforsøg – hvoraf nogle af dem lykkedes – på amerikanske præsidenter, herunder blandt andre Leon Czolgosz, Lee Harvey Oswald (der dræbte John F. Kennedy), og Lynette ”Squeaky” Fromme (der forsøgte at dræbe Gerald Ford).
Musicalen, der har vundet fem Tony Awards, er blevet opført flere gange siden, og blandt andre Greg Germann (Ally McBeal), Annie Golden (Orange is the New Black), Neil Patrick Harris (How I Met Your Mother) og Denis O’Hare (American Horror Story) har medvirket i den.
Den amerikanske minidokumentarserie Assassinations That Changed the World havde premiere i 1996. Serien, der er på fire afsnit, inkluderede et afsnit der blandt andet omhandlede Leon Czolgosz og attentatet på William McKinley, kaldt The Loner Meets the President.

Året efter attentatet udgav Carlos F. McDonald bogen The Trial, Execution, Autopsy and Mental Status of Leon F. Czolgosz, alias Fred Nieman, the Assassin of President McKinley. Bogen er senere blevet genudgivet med diverse tilføjelser og ændringer.

Følgende bøger nævner desuden Leon:
Anarkistiske erindringer af Emma Goldman, udgivet i to dele i 1931 og 1934
Murdering McKinley: The Making of Theodore Roosevelt’s America af Eric Rauchway, 2003
Trials of the Century: An Encyclopedia of Popular Culture and the Law af Scott Patrick Johnson, 2010

Kilder

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mordet på Dian Fossey