Andrei Tjikatilo – Red Ripper | Seriemordere

Mellem 1978 og 1990 dræbte Andrei Tjikatilo mindst 53 personer. Ofrene, der var af begge køn, var mellem 7 og 45 år, og mordene blev begået rundt omkring i Sovjetunionen.
Andrei, der havde både børn og kone, samt en fortid som lærer, blev henrettet i 1994.

Andrei Romanovich Tjikatilo, også stavet Chikatilo, blev født d. 16. oktober 1936 i Yabluchne, Somy oblast, Ukrainske SSR.
Hans forældre var kollektive landmænd, og den lille familie boede i en etværelses hytte. I stedet for løn i form af penge, fik forældrene lov til at dyrke på et lille stykke jord bag hytten.
Som lille fik Andrei at vide af sin mor, at hans storebror, Stephen, som fireårig var blevet kidnappet og spist af naboerne, inden Andrei blev født. Det skete som følge af den hungerskatastrofe, der i starten af 1930’erne hærgede Ukraine. Hungerskatastrofen bliver i dag kaldt Holodomor, og fandt sted i de østlige egne af Ukrainske SSR (Ukrainske Socialistiske Sovjetrepublik) og sydvestlige egne af Russiske SFSR (Russiske Socialistiske Føderale Sovjetrepublik). Det hele blev igangsat af bøndernes modstand mod tvangskollektivisering af landbruget, urealistiske planmål og voldsomme kornrekvisitioner, og resulterede i mellem 2,4 og 7,5 millioner dødsfald. Der har siden været udbredt uenighed om, om hungerskatastrofen var en hungerskatastrofe eller folkedrab, også selvom Ukraines parlament i 2006 meddelte at det skulle betragtes som folkedrab – med tilføjelsen at der var 20 millioner mennesker der døde, hvilket ikke stemmer overens med nogen anden information om dødsfaldene.

Altså skulle naboerne angiveligt have spist Andreis bror fordi de sultede. Det var en fortælling Andrei ville høre mange gange i sit liv, men det er aldrig blevet fastslået om det egentlig skete, eller om broderen overhovedet havde eksisteret.
Det var dog ikke kun fortællingen om storebroderens drab der satte sit præg på Andreis opvækst. Hele landet var præget af hungerskatastrofen, fattigdom og 2. verdenskrig, og det mærkede Andrei bestemt. Da Sovjetunionen trådte ind i 2. verdenskrig blev Andreis far indkaldt til Den Røde Hær, og skulle deltage i krigen. Faderen blev fængslet af nazisterne, efter at være blevet såret i kamp, men vendte senere hjem – dog med stemplet som ”bedrager” fordi han havde været taget til fange. Mens faderen var væk sov Andrei i samme seng som sin mor, selvom han var sengevæder, hvilket hun tæskede og ydmygede ham for.

I 1943 fik Andrei en lillesøster, ved navn Tatyana. Eftersom faderen havde været i krig da Tatyana blev undfanget, kunne Andrei og hende umuligt have samme far. Mange ukrainske kvinder blev under krigen voldtaget af tyske soldater, og det mistænkes at det var netop en voldtægt der resulterede i lillesøsteren. Og eftersom Andrei og hans mor boede i den lille etværelses hytte, er der stor risiko for at Andrei overværede voldtægten.
Året efter begyndte Andrei i skole. Han blev betragtet som genert og fysisk svag, men ganske flittig. I 1946 blev USSR (Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker), som Ukraine var en del af, ramt af endnu en hungersnød. Hungersnøden ramte især Ukraine, Moldova og dele af central Rusland, og skyldtes tørke der var blevet forværret af ødelæggelserne 2. verdenskrig havde forårsaget. Denne hungersnød ramte naturligvis også Andrei og hans familie. Hans mave blev opsvulmet af sult, og han besvimede både derhjemme og i skolen – og særligt det sidste resulterede i mobning, samt at han var lille og fysisk svag.
Men det var ikke kun i skolen af Andrei blev behandlet skidt, for hans mor var ikke meget bedre end mobberne i skolen. Det var også noget Andreis lillesøster mærkede til. Deres far var eftersigende en venlig mand, men gjorde ikke noget for at stoppe hverken moderen eller mobberne.

Men på trods af at skolen ikke var et rart sted for Andrei at være, var han yderst flittig med skolearbejdet, og var en dygtig elev. Som 14-årig blev han derfor også udpeget som redaktør for skolens avis, og to år senere formand for elevernes Kommunistudvalg. I 1954 færdiggjorde han skolen med fremragende karakterer, som den eneste fra den kollektive farm, familien boede på.
Kort forinden oplevede Andrei sin første forelskelse. Det var i en pige ved navn Lilya, som han kendte via skoleavisen. Men fordi Andrei havde problemer med at opnå erektion og i forvejen var genert i kvinders selskab, gjorde han aldrig noget ud af forelskelsen. I stedet hoppede han på sin 11-årige lillesøsters veninde, som han holde nede på gulvet – hvilket resulterede i at han fik udløsning, mens hun prøvede at komme fri fra hans greb.

Da han havde færdiggjort skolen søgte han om et stipendium ved Moskvas statsuniversitet, men blev – på trods af at have bestået optagelsesprøven – ikke optaget. Andrei mente at det var fordi hans far var blevet stemplet som ”bedrager” efter krigen, men i virkeligheden var det bare fordi andre elever havde gjort det bedre end ham. Han opgav universitetsdrømmen, og flyttede i stedet til Kursk i Rusland, hvor han blev arbejdsmand. Efter tre måneder, i 1955, begyndte han på en erhvervsskole for at uddanne sig til kommunikationsteknikker.
Samme år indledte han sit første forhold, til en lokal kvinde der var to år yngre end ham selv. De var sammen i 18 måneder, og forsøgte tre gange at dyrke sex, men på grund af Andreis problemer med at opnå erektion kunne det ikke gennemføres, og hun endte med at bryde forholdet.
Uddannelsen til kommunikationsteknikker tog to år, og efter at have færdiggjort denne flyttede Andrei til Nizhny Tagil for at arbejde på et byggeprojekt. Mens han boede her tog han også kurser indenfor ingeniørarbejde.

I 1957 blev Andrei indkaldt til Den Røde Hær, hvor han var indtil 1960. Han var blandt andet udsendt som grænsevagt i Asien og til en KGB-afdeling (Komiteen for den statslige sikkerhed – Sovjetunionens hemmelige politi) i Berlin. Kort efter hans tid i hæren endte, sluttede han sig til Sovjetunionens kommunistiske parti. Han flyttede desuden også tilbage til hans forældre. Her indledte han et forhold til en ung kvinde – men forholdet varede kun tre måneder, og endte efter flere mislykkede forsøg på samleje, hvor kvinden havde spurgt sine venner om råd angående Andreis manglende erektion. Det havde ikke været kvindens hensigt, men pludselig spredte informationen sig til deres jævnaldrende i byen, og ifølge Andrei forsøgte han at hænge sig selv, fordi han syntes det var så forfærdeligt at folk vidste det.
Derfor valgte Andrei i 1961 at flytte til Rostov ved Don, i Russiske SFSR (Russiske Socialistiske Føderale Sovjetrepublik) , hvor han fik arbejde som kommunikationsingeniør. Samme år færdiggjorde Andreis lillesøster, Tatyana, skolen, og flyttede ind hos ham. Kort efter flyttede deres forældre også til området. I seks måneder boede Andrei og Tatyana sammen, indtil hun fandt en mand og flyttede ind hos ham og hans forældre. Hun besluttede sig derfor, at nu var det også på tide at Andrei fandt en kvinde – åbenlyst uvidende om hans problem. Hun introducerede ham derfor for en kvinde ved navn Feodosia Odnacheva i 1963, der var tre år yngre end ham selv. To uger efter blev parret gift. Andrei var tiltrukket af Feodosia, men fortalte senere at det faktisk mest havde føltes som et arrangeret ægteskab.
Parrets sexliv var minimalt, men Feodosia var forstående overfor Andreis problem. Så for at blive gravid ejakulerede Andrei eftersigende på hende, og skubbede derefter sæden op i hende med sine fingre. Utroligt nok resulterede det i ikke kun én graviditet, men hele to. I 1965 fik parret en datter ved navn Lyudmila, og i 1969 en søn ved navn Yuri.

I 1964 begyndte Andrei at studere russisk litteratur og filologi via brevundervisning hos Rostov Universitet. Kort inden han blev færdiguddannet, fire år senere, fik han et job indenfor regional sport. Jobbet havde han i et år, inden han begynde sin karriere som lærer i Russisk og russisk litteratur, på en skole i Novoshaktinsk. Andrei var ikke en særlig god lærer; han havde al den viden han skulle have, men formåede ikke at videregive den, eller opnå respekt fra eleverne. Ligesom da han selv gik i skole, blev han nu igen udsat for mobning – igen af eleverne.
I maj 1973 begik Andrei det første kendte seksuelle overgreb mod en elev; det skete da han svømmede mod den 15-årige pige, og tog hende på brysterne og kønsdelene. Da hun forsøgte at komme fri fra hans greb, ejakulerede han på hende. Nogle måneder senere begik han endnu et overgreb, igen mod en teenagepige; denne gang låste han pigen inde i klasselokalet. Flere gange så andre lærere Andrei røre ved sig selv seksuelt, når han var i selskab med eleverne, men hverken det, eller de seksuelle overgreb, som skolen udmærket kendte til, resulterede i konsekvenser for Andrei. Det var først da flere og flere elever begyndte at klage over Andrei, at skoledirektøren indkaldte ham til et møde, hvor Andrei fik mulighed for enten selv at sige op eller blive fyret. Han valgte at sige op, og fandt kort efter et nyt lærerjob i samme by. I september 1978 blev han fyret fra dette job – ikke på grund af hans seksuelle overgreb, men på grund af personale nedskæringer. Han fandt da et nyt job i Sjakhty, også som lærer. Få måneder senere begik Andrei sit – af hvad man ved – første mord.

Mordene

D. 22. december 1978 var 9-årige Yelena Zakotnova på vej hjem fra skøjtebanen, da hun mødte Andrei. Han lurede hende hen til et hus, han i hemmelighed havde købt, hvor han forsøgte at voldtage hende, men mislykkedes da han ikke kunne opnå erektion. Yelena kæmpede imod, mens Andrei kvalte hende og stak hende tre gange i maven. Da han stak hende ejakulerede han. Efter at have kvalt hende til bevidstløshed smed han hende i en nærliggende flod, hvor liget ville blive fundet to dage senere.
Der var mange beviser, der forbandt Andrei med mordet; blandt andet at blodpletter blev fundet i sneen nær huset, at naboer havde set Andrei ved huset den aften, at Yelenas skoletaske blev fundet for enden af vejen, og at et vidne havde set en mand, der lignede Andrei meget, tale med Yelena ved bustoppestedet, hvor hun sidst var blevet set i live. Alligevel var det 25-årige Aleksandr Kravchenko, der tidligere havde afsonet en dom for voldtægt og mord af en teenagepige, der blev anholdt for mordet. I hans hjem fandt politiet nemlig et stykke af hans kones tøj, hvorpå der var blod der matchede Yelenas blodtype. Blodet matchede dog også Aleksandrs kones blodtype. Hans kone, en af hendes veninder og nogle naboer var Aleksandrs alibi, men trusler fra politiet om at konen ville blive dømt medskyldig i mordet, fik konen og veninden til at ændre deres forklaringer – og til sidst endte Aleksandr også med at tilstå mordet, som han ikke havde begået, eftersigende på grund af trusler og tortur. Han trak senere sin tilståelse tilbage, men blev i 1979 fundet skyldig i mordet og dømt til døden. I december 1980 blev dommen dog ændret til 15 års fængsel, men efter pres fra Yelenas familie blev Aleksandr sat igennem endnu en retssag, hvor han atter blev fundet skyldig og idømt dødsstraf.
I juli 1983 blev Aleksandr Zakotnova henrettet for et mord han ikke begik – alt imens Andrei stadig var på fri fod.

I marts 1981 endte Andreis karriere som lærer, efter flere anklager om seksuelle overgreb mod børn af begge køn. Han fik i stedet et job på en farbrik i Rostov der producerede byggematerialer, og med jobbet fulgte en del forretningsrejser rundt omkring i Sovjetunionen, hvor han skulle enten købe materialer eller lave kontrakter.
D. 3. september 1981 stod 17-årige Larisa Tkachenko og ventede på en bus, da hun var på vej hjem fra kostskole. Andrei tog kontakt til hende, og fik hende til at gå med hen til en skov nær floden Don, med invitation til at drikke vodka og slappe af. Da de nåede til et isoleret område i skoven smed han Larisa til jorden og hoppede på hende. Han rev hendes tøj af, og forsøgte at voldtage hende, men kunne igen ikke opnå erektion. Han proppede jord ind i hendes mund for at få hende til at tie stille, inden han tæskede og strangulerede hende til døde. Da hun var død bed han en af hendes brystvorter løs, og dækkede hende bagefter til med blade, grene og stykker af aviser. Liget blev fundet dagen efter.

D. 12. juni 1982 satte Andrei sig på en bus, med planen om at tage til Bagayevsky for at købe grøntsager. Han steg af i Donskoy for at skifte bus, men besluttede sig for at gå resten af vejen i stedet for. På vej væk fra busstationen mødte han 13-årige Lyubov Biryuk, der var på vej hjem fra en shoppetur. Da de nåede til et mere aflukket sted på ruten trak Andrei Lyubov ind i krattet. Her rev han hendes kjole af, og stak hende ihjel. Hun blev stukket 22 gange, i hovedet, halsen, brystet og bækkenet, og havde også fået skader i øjenhulerne. Lyubovs lig blev fundet d. 27. juni.

Derfra tog mordene for alvor til. D. 25. juli dræbte han 14-årige Lyubov Volobuyeva nær Krasnodar Lufthavn, hvis lig blev fundet d. 7. august.
D. 13. august dræbte han sit første mandlige offer, den 9 årige Oleg Pozhidayev. Andrei dræbte drengen i Adygea, men liget blev aldrig fundet. Også i august dræbte Andrei 16-årige Olga Kuprina, hvis lig blev fundet d. 27. oktober.
D. 12. september dræbte han 19-årige Irina Karabelnikova, som blev fundet otte dage senere. Samme måned dræbte han 15-årige Sergey Kuzmin, der var løbet væk fra sin kostskole. Hans lig blev fundet ved Sjakhty station i januar 1983.
D. 11. december var 10-årige Olga Stalmachenok på vej hjem til sine forældre med bussen, da Andrei formåede at få hende til at stå af bussen med ham. Han tog hende med til en kornmark i udkanten af Novoshaktinsk, hvor han stak hende omkring 50 gange rundt omkring på kroppen, skar hendes overkrop op, og fjernede noget af tarmen og livmoderen.

Da januar 1983 kom havde politiet så småt forbundet fire af mordene til den samme morder, og et hold af ti efterforskere blev sat på sagen, som de kaldte ”Operation Skovsti”.
Der ville dog gå seks måneder før Andrei atter slog til igen. I juni 1983 dræbte han 15-årige Laura Sarkisyan, der kom fra Armenien. Måneden efter dræbte han 13-årige Irina Dunenkova. Lauras lig blev aldrig fundet, men det blev Irinas d. 8. august. Samme sommer blev dræbte Andrei også 24-årige Lyudmila Kushuba, hvis lig først blev fundet d. 12. marts 1984. D. 9. august dræbte han 7-årige Igor Gudkov. Igor var det yngste af Andreis ofre.
Ligheden mellem mordene fik straks efterforskerne til at forbinde mordene til Operation Skovsti. På grund af den brutale måde mordene blev begået på, var efterforskerne dog endnu i tvivl om, om de ledte efter en seriemorder, en gruppe der høstede organer, eller en satanistisk kult. Efter nogen tid begyndte de dog at gå efter teorien om en seriemorder, der var enten psykisk syg, homoseksuel eller pædofil. De begyndte derfor at tjekke alibi på mistænkte, herunder alle personer der havde været indlagt på psykiatrisk afdeling eller var blevet dømt homoseksuelle eller pædofile, samt sexforbrydere, men fandt ikke noget at gå efter. Havde Andrei været blevet dømt for de overgreb han begik mod børnene tidligere, havde politiet muligvis haft ham på listen over mistænkte, men sådan var det desværre ikke.
I begyndelsen af september havde flere unge mænd tilstået mordene – uden at have begået dem. Ofte var disse unge mænd mentalt retarderet, som tilstod efter lange og brutale afhøringer. Disse afhøringer resulterede i at tre homoseksuelle mænd og en dømt seksualforbryder begik selvmord. Men efterforskningen førte ikke kun til dårlige ting; mere end 1000 ikkerelaterede forbrydelser, herunder blandt andet 95 mord, 140 overfald og 245 voldtægter, blev opklaret som følge af efterforskningen. Men der ville endnu gå lidt tid før de fandt den rette gerningsmand, selvom der blev ved med at dukke nye lig op. Det gjorde også at politiet måtte erkende, at selvom de havde fået flere til at tilstå, kunne det altså umuligt være en af dem der var gerningsmanden de ledte efter.

Også i september dræbte Andrei 22-årige Valentina Chuchulina. Hendes lig blev fundet d. 27. november i et skovområde nær Kirpichnaya. På et tidspunkt dræbte han også en uidentificeret kvinde, anslået til at være mellem 18 og 25 år gammel. Liget blev aldrig fundet, og man har derfor heller ikke kunne fastslå hvem kvinden var. Ifølge Andrei mødte han kvinden, da hun ledte efter en ”klient” med en bil, hvilket kunne tyde på at hun var prostitueret.
Tre dage efter liget af Valentina blev fundet, blev endnu et lig fundet; 19-årige Vera Shevkun, der var blevet dræbt d. 27. oktober.
D. 27. december lokkede Andrei den 14-årige Sergey Markov til at stå af et tog med ham. De gik lidt væk fra stationen i Novocherkassk, hvor Andrei dræbte drengen med 70 knivstik, og efterfølgende fjernede organerne fra kroppen. Sergeys lig blev fundet d. 4. januar 1984.
D. 9. januar 1984 dræbte Andrei 17-årige Natalya Shalapinina, der havde været tætte veninder med Olga Kuprina, som Andrei dræbte tilbage i 1982. D. 21. februar dræbte han 45-årige Marta Ryabenko. Både Marta og Natalya blev dræbt i byskoven Aviators Park i Rostov.
D. 24. marts stødte Andrei på 10-årige Dmitriy Ptashnikov i en kiosk, hvor drengen kiggede på frimærker. Andrei sagde at han selv var samler, og tilbød drengen at han måtte se hans frimærker. Således fik Andrei lokket drengen med sig, og væk fra kiosken, så han kunne dræbe ham. Flere vidner så Andrei gå væk med drengen, og kunne give efterforskerne en god beskrivelse. Derudover fandt efterforskerne fodspor nær gerningsstedet, samt sæd og spyt på Dmitriys tøj, da liget blev fundet tre dage senere.

D. 25. maj dræbte Andrei 32-årige Tatyana Petrosyan for øjnene af hendes tiårige datter, Svetlana, i et skovområde uden for Sjakhty. Da han havde dræbt Tatyana, som han desuden havde kendt i nogle år forinden, dræbte han Svetlana.
I juni dræbte Andrei 22-årige Yelena Bakulina, og måneden efter dræbte han 13-årige Dmitriy Illarionov, 19-årige Anna Lemesheva og 20-årige Svetlana Tsana.
Hen over sommeren 1884 blev Andrei fyret fra sit job på grund af tyveri, men allerede d. 1. august fandt han et nyt job, meget lig det gamle. Dagen efter dræbte han 16-årige Natalya Golosovaskaya i Aviators Park, og seks dage senere 17-årige Lyudmila Alekseyeva nær floden Don. Få timer efter at have dræbt Lyudmila satte Andrei sig på et fly til Tasjkent i Usbekistan, hvor han skulle på forretningsrejse. Selvom forretningsrejsen ikke varede mange dage, formåede han alligevel at dræbe to personer: en uidentificeret kvinde mellem 20 og 25 år, og 11-årige Akmaral Seydaliyeva.
Da han kom hjem dræbte han 11-årige Aleksandr Chepel, som blev fundet nær floden Don, stranguleret til døde, kastreret, og med øjnene fjernet fra øjenhulerne. D. 6. september dræbte Andrei 24-årige Irina Luchinskaya, i Aviators Park.

En uge efter mordet på Irina, blev Andrei observeret af undercover kriminalbetjente forsøge tale med unge kvinder på Rostov busstation. Kriminalbetjentene fulgte efter Andrei mens han gik gennem byen, hvor han igen og igen forsøgte at komme i kontakt med kvinder, og gned sig seksuelt op af flere af dem. Da de nåede til centrum valgte kriminalbetjentene at anholde Andrei. Da de gennemgik hans personlige ejendele, fandt de en stor kniv, reb og en bøtte Vaseline. De fandt også ud af at han var sigtet for tyveri fra sin tidligere arbejdsplads, hvilket gav efterforskerne ret til at tilbageholde ham i længere tid. Efterforskerne troede på at de havde den rette gerningsmand, men en blodprøve viste at Andrei havde blodtype A, hvorimod blodtypen, fundet på ofrene, var blodtype AB. De måtte derfor droppe mordanklagerne, og i stedet kun sigte ham for tyveri, for hvilket han blev fundet skyldig og idømt et års fængsel. Han blev dog allerede løsladt igen d. 12. december, efter at have afsonet kun tre måneder.
Efter løsladelsen fik Andrei job på en lokomotivfabrik og holdte lav profil helt indtil d. 1. august 1985. Da kunne han ikke længere modstå trangen til at dræbe. På en forretningsrejse til Moskva mødte han 18-årige Natalia Pokhlistova, som han lokkede med ind i en skov, bandt og stak 38 gange, inden han strangulerede hende til døde. Efterforskerne mistænkte at morderen havde rejst fra Rostov til Moskva via fly, og de tjekkede derfor passagerlister over flyafgange med flyselskabet Aeroflot mellem Moskva og Rostov fra sidst i juli til start august. Andrei havde dog valgt at tage toget i stedet for at flyve, og han var derfor ikke på listen over passagerer, og dermed undgik han at blive mistænkt igen.
Fire uger senere dræbte han 18-årige Irina Gulyayeva i Sjakhty – det sidste offer i lang tid.

Efterforskningsteamet var nu blevet større, og bestod af blandt andre 29 kriminalbetjente og 15 anklagere, der skulle arbejde udelukkende på at finde morderen. De gennemgik igen morderne til bunds, og påbegyndte endnu en afhøringsrunde af seksualforbrydere og homoseksuelle – selvom langt de fleste af ofrene var kvinder.
I december 1985 blev kvindelige politibetjente sat til at gå undercover på forskellige bus- og togstationer, i håb om at gerningsmanden ville tage kontakt til en af dem. For første gang i Sovjetunionens historie arbejdede efterforskerne tæt med en psykiater, der skulle lave en psykologisk profil af gerningsmanden. Psykiateren Dr. Alexandr Bukhanovsky lavede en 65-siders psykologisk profil af gerningsmanden, hvor han beskrev en mand mellem 45 og 50 år gammel, der havde gennemgået en smertefuld og isoleret barndom, og som ikke var i stand til at flirte med kvinder. Gerningsmanden skulle desuden være af gennemsnitlig intelligens, sikkert gift og have børn, men have en sadistisk side – og lide af impotens, og kun kunne opnå seksuel tilfredsstillelse ved at se sine ofre lide. Dermed mente psykiateren altså også at mordene blev begået med seksuelle motiver, hvor kniven var en erstatning for gerningsmandens penis. Altså var psykiateren faktisk helt på rette spor.
Andrei fulgte nøje mediernes dækning af efterforskningen, mens han forsøgte at holde sine morderiske lyster under kontrol. Der gik også lang tid, før Andrei slog til igen, hvilket også undrede efterforskerne. Dog blev en 33-årige kvinde dræbt d. 23. juli 1986, som til start blev mistænkt også at være offer af gerningsmanden, på grund af måden mordet var begået på. Men det var ikke Andrei, og snart måtte efterforskerne også erkende at det hun ikke var offer af den seriemorder de ledte efter. I efteråret 1986 begyndte efterforskerne at overveje om gerningsmanden var flyttet væk.

Da Andrei igen begyndte at dræbe, startede han væk fra sit normale område. D. 16. maj 1987 dræbte Andrei 13-årige Oleg Makarenkov, da han var på forretningsrejse til Sverdlovsk i Ukraine. Det var også på forretningsrejser at han d. 29. juli dræbte 12-årige Ivan Bilovetskiy i Zaporizhia i Ukraine, og d. 15. september dræbte 16-årige Yuri Tereshonok i Sankt Petersborg – der dengang hed Leningrad – i Rusland. Ivans lig blev fundet dagen efter drabet, mens Oleg og Yuris lig først blev fundet da Andrei ledte politiet til dem, mange år senere. Til en start blev disse tre mord ikke mistænkt at have tilknytning til Operation Skovsti.
Selvom Andrei forsøgte, lykkedes det ham ikke at lade være med at dræbe. I april 1988 dræbte han en uidentificeret kvinde, der var mellem 18 og 25 år, i Krasny Sulin i Rusland. Andrei havde skåret kvindens næse af, og stukket hende flere gange i halsen. Dét, samt at kvinden havde fået proppet jord i munden, fik hurtigt efterforskerne til at forbinde dette mord med Operation Skovsti – men blev i tvivl, da kvinden var blevet dræbt af en betonplade og ikke havde fået fjernet nogle indvolde.
D. 14. maj dræbte han 9-årige Alexey Voronko i Ilovaisk, Ukraine, og præcis to måneder efter 15-årige Yevgeniy Muratov nær Rostov. Alexeys lig blev først fundet d. 10. april 1989. Selvom resterne af liget hovedsageligt var knogler, formåede retsmedicinerne alligevel at fastslå at drengen var blevet stukket mindst 30 gange og kastreret.

D. 1. marts 1989 dræbte Andrei igen. Denne gang dræbte han 16-årige Tatyana Ryshova i hans datters lejlighed. Efter mordet parterede Andrei liget og gemte det væk i en kloak. Da ligresterne blev fundet, forbandt politiet ikke dette mord med de andre.
D. 11. maj dræbte Andrei 8-årige Alexander Dyakonov i Rostov – dagen efter drengens otteårs fødselsdag. Liget blev fundet d. 14. juli. D. 20. juni dræbte han 10-årige Alexey Moiseyev i Moskva, og d. 18. august 19-årige Helena Varga nær Rostov, der var studerende på besøg fra Ungarn. D. 28. august dræbte Andrei 10—-årige Alexey Khobotov i Sjakhty. Kun to af disse fire mord blev forbundet til Operation Skovsti, og liget af Alexey blev først fundet efter Andrei blev fanget.
Fordi så mange af ligene blev fundet nær bus- og/eller togstationer, valgte efterforskerne at placere undercoverbetjente på forskellige stationer, hvor de skulle filme og videooptage ganske diskret, og opsatte skjulte kameraer i flere toge, i håb om at fange et offer i selskab med sin morder på kamera.

D. 14. januar 1990 mødte Andrei 11-årige Andrei Kravchenko udenfor teateret i Sjakhty. Andrei lokkede drengen væk, med løfte om at vise ham importerede westernfilm i sit hjem. D. 19. februar blev liget af 10-årige Andrei fundet i et afsides område i en skov; stukket ihjel, og kastreret.
D. 7. marts lokkede Andrei 10-årige Yaroslav Makarov væk fra en togstation i Rostov, og dræbte ham i Rostovs botaniske have. Liget – med organerne taget ud af kroppen – blev fundet dagen efter.
D. 4. april fik Andrei lokket 31-årige Lyubov Zuyeva af et tog, og dræbte hende i skoven nær Donleskhoz station. Hendes lig blev først fundet i slutningen af august. Da havde han allerede dræbte to personer yderligere; d. 28. juli dræbte han 13-årige Viktor Petrov i Rostovs botaniske have, og d. 14. august dræbte han 11-årige Ivan Fomin nær Novocherkassk strand.

Efterhånden blev efterforskerne udsat for massivt pres af både medier, offentligheden og regeringen. I noget tid havde det stået stille med at kunne forbinde ofre til gerningsmanden, men nu skete der atter noget. De mange nye ofre fik efterforskerne til at påbegynde en ny operation; i stedet for kun at have undercoverbetjente, begyndte de nu også at placere synlige politibetjente på togstationerne. Dermed var der på nogle togstationer synlige politibetjente – hovedsageligt på de større togstationer – mens der på andre, der var mindre togstationer, var undercoverbetjente. Samtidig skulle politibetjentene standse enhver voksen mand, der var i selskab med en ung kvinde eller et barn, og notere hans navn og pasnummer.
Håbet var at det synlige politi ville få gerningsmanden til at vælge en af togstationerne hvor der var undercoverbetjente. Operationen blev sat i gang d. 27. oktober 1990, og efter tre dage fandt politiet liget af 16-årige Vadim Gromov ved Donleskhoz station. De kunne straks forbinde mordet med gerningsmanden, på grund af offeret var blevet stranguleret, stukket 27 gange, kastreret, fået fjernet tungespidsen og stukket i venstre øje. Det ville hurtigt vise sig at Vadim var blevet dræbt allerede d. 17. oktober, og altså dermed før operationen var blevet sat i gang. Men selvom operationen var blevet sat i gang, lykkedes det alligevel Andrei at dræbe et offer ved en af de togstationer, hvor der var undercoverbetjente. D. 30. oktober dræbte Andrei 16-årige Viktor Tishchenko. Viktor kæmpede meget imod Andrei, og bed ham endda i fingeren. Desværre var det ikke nok til at kunne redde ham fra at blive 52. offer, men det efterlod et alvorligt sår.

D. 6. november dræbte Andrei 22-årige Svetlana Korostik nær Donleskhoz station. Da han gik tilbage til stationen blev han observeret af en undercoverbetjent, mens han vaskede sine hænder og sit ansigt i en brønd. Betjenten noterede desuden at Andrei havde en lille rød plet på kinden og et voldsomt sår på fingeren, og hans jakke havde græs- og jordpletter – altså syntes betjenten at Andrei så yderst mistænkelig ud. Han stoppede derfor også Andrei op og så hans papirer, men fordi han ikke havde nogen egentlig grund til at anholde ham, måtte han lade ham gå. Han lavede dog en rapport, der beskrev hændelsen, med Andreis personlige oplysninger på.
D. 13. november blev liget af Svetlana fundet. Hun blev Andreis 53. offer, men indtil da ”kun” det 36. offer med tilknytning til sagen. Det fik efterforskerne til at gennemgå rapporterne fra den forrige uge, og her fandt de Andreis navn – et navn de kunne genkende, fordi han netop havde været mistænkt flere gange. De valgte derfor at kontakte Andreis nuværende og tidligere arbejdsgivere, og kunne med deres informationer placere Andrei i nærheden af de forskellige gerningssteder på de rette tidspunkter. De valgte også at afhøre flere der kendte til Andrei, herunder blandt andre tidligere kollegaer. Her lærte de at Andrei var blevet tvunget til at sige to jobs op på forskellige skoler på grund af anklager om seksuelle overgreb på eleverne.
De nye fund og informationer fik efterforskerne til at sætte en overvågning på Andrei i gang d. 14. november. Flere gange blev han observeret tage kontakt til unge kvinder og børn; hvis kvinden eller barnet stoppede samtalen, ville Andrei vente få minutter og derefter finde en ny. Seks dage inde i overvågningen ville de ikke vente længere, og valgte derfor at få undercoverbetjente til at anholde Andrei, da han trådte ind på en café i Novocherkassk.

Sigtelse og tilståelse

Andreis første reaktion var at hævde at politiet igen var forkert på den, og klagede over at han tilbage i 1984 også var blevet anholdt på grund af den samme mistanke. Men efterforskerne ville ikke lade ham gå. I stedet blev han undersøgt, og lægerne konkluderede hurtigt at såret på fingeren var forårsaget af et bid fra et menneske. Fingerknoglen var desuden brækket, og hans fingernegl var blevet bidt af.
De fandt også at han var i besiddelse af en foldekniv og noget reb. Efter at have taget blodprøve fra Andrei, blev han placeret i en celle i KGB’s hovedkvarter i Rostov. KGB (Komiteen for den statslige sikkerhed) var efter 1953 betegnelsen for Sovjetunionens hemmelige statspoliti. Her skulle politiet forsøge at hive informationer ud af Andrei, inden den officielle afhøring skulle finde sted, dagen efter, d. 21. november.
Den officielle afhøring blev udført af Issa Kostoyev, med strategien at få Andrei til at tro på at han var meget syg og havde brug for medicinsk hjælp – og dermed få ham til at tro, at hvis han tilstod, ville han ikke blive retsforfulgt på grund af sindssyge, hvilket forhåbentligt ville få ham til at tilstå. De vidste at de havde travlt, for ifølge Sovjetunionens lov, skulle de enten officielt sigte ham eller løslade ham indenfor ti dage.

Samme dag kom svaret på blodprøven: Andrei havde blodtype A, og blodet fundet på ofrene var blodtype AB. Men efterforskerne var så sikre i deres sag, at de også valgte at få lavet en sædprøve. Denne matchede sæden fundet på ofrene.
Andrei holdte fast i at han ikke var morderen, men tilstod at have begået overgreb på sine tidligere elever under sin lærerkarriere. Det var dog kun indtil d. 29. november. Da deltog Dr. Alexandr Bukhanovsky, der stod bag psykologiprofilen af seriemorderen, i afhøringen. Dr. Bukhanovsky læste uddrag op fra den 65-siders lange psykologiprofil, og indenfor to timer brød Andrei grædende sammen og tilstod at han var skyldig.
Dagen efter fortsatte forhøret, og da tilstod Andrei at have begået 34 ud af de 36 mord, som efterforskerne havde forbundet med ham. De to mord han benægtede at have begået, var mordet på Lyubov Golovakha, hvis lig blev fundet d. 23. juli 1986, og Irina Pogoryelova, hvis lig blev fundet d. 18. august 1986. Han gav en detaljeret beskrivelse af hver mord han tilstod, samt beskrivelser af gerningsstederne. Han benægtede at have begået kannibalisme, men tilstod at have smagt på ofrenes blod, bidt kønsdele, læber, brystvorter og tunger af ofrene, samt tygget på livmoder og testikler hos nogle af ofrene, og i få tilfælde ”kommet til” at sluge brystvorter og tunger.
Samme dag blev Andrei officielt anklaget for 34 mord, begået mellem juni 1982 og november 1990, som han alle havde tilstået. De efterfølgende dage tilstod Andrei at have begået yderligere 22 mord, der ikke hidtil havde været forbundet med sagen. Mordene var ikke blevet forbundet med sagen, fordi de enten var begået udenfor Rostov området, fordi ligene ikke var blevet fundet, eller fordi – i sagen om Yelena Zakotnova – at en anden var blevet dømt, og endda også henrettet, for mordet. Grunden til at efterforskerne kunne tro på at Andrei havde begået de yderligere 22 mord, var at han igen kunne give detaljerede beskrivelser, som kun gerningsmanden ville vide.
I december 1990 førte Andrei efterforskerne til liget af 10-årige Alexey Khobotov, som Andrei havde dræbt og begravet d. 28. august 1989 nær en kirkegård i Sjakhty. Senere førte han efterforskerne til yderligere to lig.
I alt tilstod Andrei at have begået 56 mord, men det lykkedes kun at samle beviser nok til at sigte ham for 53. De tre sidste ofre blev enten ikke fundet eller identificeret, og er derfor ikke til at finde på listen over ofre.

Da efterforskerne var færdige med deres arbejde, blev Andrei d. 20. august 1991 sendt til Serbsky Instituttet i Moskva, hvor han i 60 dage skulle gennemgå psykiatrisk vurdering, for at det kunne afgøres om han var i stand til at komme for retten. Psykiater Dr. Andrei Tkachenko stod for undersøgelserne, og han konkluderede at Andrei led af flere forskellige former for psykiske problemer, hvoraf nogle af dem var resultat af prænatal hjerneskade, ifølge visse kilder væske i hjernen ved fødslen, samt Borderline personlighedsforstyrrelse med sadistiske træk. Dr. Tkachenko mente at Andrei alligevel var i stand til at komme for retten.

Retssag

D. 14. april 1992 blev Andrei ført til retten i Rostov, hvor han blev tiltalt for 53 tilfælde af mord, samt fem tilfælde af seksuelt overgreb mod mindreårige – altså de overgreb han begik da han var lærer.
Indtil da havde medierne og offentligheden ikke set Andrei, men på den første dag af retssagen blev hans ansigt kendt i hele landet, og i den følgende tid blev han omtalt som blandt andet kannibal og sindssyg.
Under retssagen sad han desuden i et jernbur, specielt lavet til formålet, placeret i hjørnet af retssalen. Det var for at beskytte ham mod ofrenes pårørende, der af åbenlyse årsager var dybt berørte af sagen. Under retssagen ville de pårørende flere gange bryde ud i gråd, og nogle endda besvime, når mordene blev omtalt og bevismaterialer præsenteret.
Andrei havde under afhøringen givet meget detaljerede beskrivelser af mordene, men nu, under retssagen, svarede han afvisende når dommeren spurgte ind til mordene. Nogle gange blev han endda næsten vred, især når han blev beskyldt for at tage organerne fra ofrene eller personlige ejendele. Han forsøgte også flere gange at undskylde sine handlinger med forklaringer om misrøgt i barndommen, eller hævde at anklagerne var falske, men det ville dommeren ikke høre på, og bad ham flere gange direkte om at ”holde sin kæft”.
Andre gange ville Andrei råbe af dommerne, kalde retten for en farce, åbne sin skjorte og trække bukserne ned, så hans kønsdele var blottet, eller synge socialistiske sange. Det ville ofte resultere i at Andrei blev ført tilbage til sin celle, og retssagen fortsætte uden hans tilstedeværelse.

D. 21. april anmodede Andreis forsvarsadvokat om at Dr. Bukhanovsky skulle indkaldes som vidne, med henblik på den psykologiske profil han havde lavet samt de samtaler han havde haft med Andrei, men anmodningen blev afvist. Samme dag begyndte Andrei at nægte at svare på spørgsmål fra både dommer, anklager og sin egen forsvarsadvokat. Sådan fortsatte det i tre dage, indtil han til sidst udtalte at hans rettigheder var blevet krænket af dommeren, og at han ikke ville give flere vidneudsagn. Det resulterede i at retssagen blev udsat i to uger.
Derefter gik han videre til at trække seks mordtilståelser tilbage, og hævdede i stedet at have dræbt yderligere fire personer, der ikke var inkluderet i anklagerne. Det fik hans forsvarsadvokat til at anmode om at Andrei igen skulle gennemgå en psykiatrisk vurdering, men dette afslog dommeren. Afslaget, samt dommerens opførsel under retssagen, fik både forsvar og anklager til at fordømme dommeren offentligt, hvilket resulterede i at dommeren ændrede sin afgørelse. D. 3. juli fik Dr. Bukhanovsky derfor lov til at give vidneudsagn i retssagen, dog ikke som ekspertvidne som ellers håbet, men blot som vidne. Vidneudsagnet tog tre timer, hvor Dr. Bukhanovsky fortalte om den psykologiske profil han havde lavet inden sagen blev opklaret, samt samtalerne han havde haft med Andrei efter anholdelsen, som havde ført til tilståelserne. Udover Dr. Bukhanovsky vidnede også fire eksperter fra Serbsky Instituttet. Ifølge dem alle var Andreis opførelse under retssagen helt anerledes, end den de havde observeret under undersøgelserne, og de mente at opførelsen var et forsøg fra Andreis side på at virke sindssyg – måske i håb om at få en mildere straf.

D. 9. august kom forsvaret med sine afsluttende argumenter. Her talte advokaten om at Andrei på forhånd var blevet dømt af offentligheden, og at der kunne sættes tvivl om pålideligheden ved de tekniske beviser præsenteret under retssagen, samt dommerens objektivitet. Han rundede sine afsluttende argumenter af med at bede dommeren om at finde Andrei ikke skyldig.
Dagen efter var det anklagers tur til at give sine afsluttende argumenter. Her handlede det mere om at Andrei var ved sit fulde fem og helt klar over hvad han havde gjort, samt at Andrei endda selv var den der i 19 af mordene havde givet efterforskerne det rette bevismateriale der kunne bevise, at det netop var Andrei der havde begået mordene. Anklageren sluttede sine afsluttende argumenter af med at oplæse enhver anklage, før han bad dommeren om at idømme Andrei dødsstraf.
Efter de afsluttende argumenter spurgte dommeren Andrei om han ville give en sidste udtalelse. Andrei svarede ikke; han sad bare, uden at sige en lyd. Dommeren bekendtgjorde da at Andrei ville modtage sin dom d. 15. september, hvilket senere blev ændret til d. 14. oktober.
Da retten blev hævet, kastede broderen til 17-årige Lyudmila Alekseyeva, der blev dræbt af Andrei d. 7. august 1984, et stykke metal efter Andrei. Metallet ramte Andrei i brystet, men gjorde ingen skade. Da vagterne forsøgte at anholde broderen, stillede de andre pårørende sig mellem dem, for at beskytte ham.

De var alle tilbage i retssalen d. 14. oktober 1992, men fordi Andrei var anklaget for så mange punkter, modtog han først sin dom dagen efter. Alle 53 mordanklager blev læst op, samt de seksuelle overgreb.
D. 15. oktober 1992 blev Andrei idømt dødsstraf plus 86 års fængsel, for 52 mord og fem tilfælde af seksuelt overgreb. Det mord som Andrei var anklaget for, men ikke fundet skyldig for, var mordet på 15-årige Laura Sarkisyan. Laura, der kom fra Armenien, blev sidst set af sin familie d. 18. juni 1983, inden hun eftersigende løb hjemmefra. Andrei fortalte efterforskerne at han dræbte en armensk pige i sommeren 1983, men kunne umiddelbart ikke identificere hende på et billede. Dog passede hun til hans beskrivelse, både med hensyn til udseende og beklædning, tid, sted og måden hun var blevet dræbt på. Alligevel valgte dommeren at finde ham ikke skyldig i mordet.
Da dommen blev læst op sparkede Andrei til sin stol og begyndte at råbe. Men da han blev tilbudt at komme med et svar til dommen, blev han igen stille og nægtede at sige noget.
Dommeren sluttede retssagen af med at udtale: ”Taget de forfærdelige misgerninger han begik i betragtning, for hvilke han er skyldig, har retten ikke andre muligheder end at idømme ham den eneste straf han fortjener. Jeg dømmer ham derfor til døden”.

Efter at have modtaget dommen blev Andrei straks ført til sin celle i Novocherkassk fængsel. Han ankede dommen, men i sommeren 1993 blev anken afvist. Han forsøgte derefter at anmode daværende præsident Boris Jeltsin om benådning, men det blev også afvist.
Der var altså ikke mere at gøre for Andrei. D. 14. februar 1994 blev Andrei ført fra sin celle til et lydisoleret lokale i fængslet, hvor han blev henrettet med et enkelt skud bag højre øre.
Ifølge visse kilder var hans sidste ord: ”Skyd ikke min hjerner ud! Japanerne vil købe dem!”, men hvorvidt det passer, er lidt uklart.

Ofre

Andrei begik mindst 53 mord, men blev kun fundet skyldig i 52.
Gennemsnitsalderen på ofrene var 16 år, hvoraf den yngste var 7 år og den ældste 45 år. Hos de 32 kvindelige ofre var gennemsnitsalderen 18 år, hvor den hos de 21 mandlige ofre var 11 år.

Yelena Zakotnova, 9
Larisa Tkachenko, 17
Lyubov Biryuk, 13
Lyubov Volobuyeva, 14
Oleg Pozhidayev, 9
Olga Kuprina, 16
Irina Karabelnikova, 19
Sergey Kuzmin, 15
Olga Stalmachenok, 10
Laura Sarkisyan, 15
Irina Dunenkova, 13
Lyudmila Kushuba, 24
Igor Gudkov, 7
Valentina Chuchulina, 22
Uidentificeret kvinde, 18-25
Vera Shevkun, 19
Sergey Markov, 14
Natalya Shalapinina, 17
Marta Ryabenko, 45
Dmitriy Ptashnikov, 10
Tatyana Petrosyan, 32
Svetlana Petrosyan, 11
Yelena Bakulina, 22
Dmitriy Illarionov, 13
Anna Lemesheva, 19
Svetlana Tsana, 20
Natalya Golosovaskaya, 16
Lyudmila Alekseyeva, 17
Uidentificeret kvinde, 20-25
Akmaral Seydaliyeva, 11
Irina Luchinskaya, 24
Natalya Pokhlistova, 18
Irina Gulyayeva, 18
Oleg Makarenkov, 13
Ivan Bilovetskiy, 12
Yuri Tereshonok, 16
Uidentificeret kvinde, 18-25
Alexey Voronko, 9
Yevgeniy Muratov, 15
Tatyana Ryshova, 16
Alexander Dyakonov, 8
Alexey Moiseyev, 10
Helena Varga, 19
Alexey Khobotov, 10
Andrei Kravchenko, 11
Yaroslav Makarov, 10
Lyubov Zuyeva, 31
Viktor Petrov, 13
Ivan Fomin, 11
Vadim Gromov, 16
Viktor Tishchenko, 16
Svetlana Korostik, 22

Andrei tilstod desuden at have begået tre yderligere mord, der skulle være blevet begået i og omkring Sjakhty mellem 1980 og 1982. Men det lykkedes ikke politiet at bekræfte disse mord, da hverken beskrivelsen af ofrene hverken matchede beskrivelsen af forsvundne personer eller fundne lig.
Han er desuden stadig mistænkt for at have dræbt 18-årige Irina Pogoryelova, der forsvandt d. 11 august 1986. Hendes lig blev fundet begravet ved en kollektiv farm en uge senere, og var blevet påført præcis samme skader som de Andrei påførte sine ofre. Til start benægtede Andrei at have dræbt Irina, men insisterede senere på det. Desværre er sagen aldrig blevet officielt opklaret.

Tiden efter

Andreis familie formåede stort set at holde sig udenfor mediernes søgelys. Andreis kone, Feodosia, skulle eftersigende have støttet Andrei helt op til han selv begyndte at tilstå mordene, og endda givet et falsk alibi ved et af mordene. Siden da har man ikke kunne finde meget information om hende. Ligeledes var det med datteren, Lyudmila, der også har formået at holde sig udenfor mediernes søgelys. Ifølge visse kilder er hun blevet gift, og har mindst et barn.
Sønnen Yuri, der siden har skiftet efternavn, har derimod flere gange været fremme. Første gang da han blev fængslet for blandt andet voldtægt, og senere i 2009, da han blev fængslet for mordforsøg. Ifølge en artikel fra 2017, er Yuri stadig fængslet.

Medier

I 2004 udkom filmen Evilenko, der er løst baseret på sagen. Filmen har Malcolm McDowell (A Clockwork Orange, Halloween) i rollen som Andrei, der i filmen har efternavnet Evilenko. Filmen Child 44 fra 2015 er baseret på romanen af samme navn, skrevet af Tom Rob Smith, som er inspireret af sagen. På rollelisten ses blandt andre Tom Hardy (The Dark Knight Rises), Noomi Rapace (Millennium-trilogien) og Gary Oldman (The Dark Knight Rises).
Filmen Citizen X fra 1995 er baseret på bogen The Killer Department, skrevet af Robert Cullen, 1993, og omhandler sagen. På rollelisten ses blandt andre Jeffrey DeMunn (The Walking Dead), Donald Sutherland (The Hunger Games) og Stephen Rea (V for Vendetta).

Dokumentarfilmene Criminal Russia: The Trail of Satan fra 1997 og The Butcher of Rostov fra 2004 omhandler sagen. Andrei er desuden nævnt i dokumentarfilmene Inside Story: The Russian Cracker fra 1999 og Serial Killers: The Real Life Hannibal Lecters fra 2001.
Han er desuden nævnt i følgende dokumentarserierne Investigative Reports, sæson 3 episode 17: The Hunt for the Red Ripper, sendt første gang d. 25. februar 1994, samt History’s Mysteries: Infamous Murders, episode: The Cannibals, sendt første gang d. 28. januar 2003.

Følgende bøger omhandler sagen:
– The Red Ripper af Peter Conradi, 1992
– Comrade Chikatilo: The Psychopathology of Russia’s Notorious Serial Killer af Mikhail Krivich og Ol’gert Ol’gin, 1993
– The Killer Department: Detective Viktor Burakov’s Eight-Year Hunt for the Most Savage Serial Killer in Russian History af Robert Cullen, 1993
– Hunting the Devil: The Pursuit, Capture and Confession of the Most Savage Serial Killer in Russian History af Richard Lourie, 1993
– Two-faced Russian Monster: The True Story of Andrei Chikatilo af Murder Laboratory, 2016

Sagen er desuden nævnt i følgende bøger:
– Cannibalism: The Last Taboo! af Brian Marriner, 1992
– The Power and the Evil af Allan Hall, 1994
– The Encyclopedia of Serial Killers af Brian Lane og Wilfred Gregg, 1995
– The Encyclopedia of Serial Killers af Michael Newton, 2000
– On Trial for Murder af Wynn Douglas, 2003
– The World’s Most Evil Murderers af Colin Wilson og Damon Wilson, 2006
– Killer Book of Serial Killers: Incredible Stories, Facts, and Trivia from the World of Serial Killers af Tom Philbin og Michael Philbin, 2009
– The Mind of a Murderer: Privileged Access to the Demons That Drive Extreme Violence af Katherine Ramsland, 2001
– Born to Kill in the USSR af Robert Kalman, 2014
– Serial Killers: Inside the Minds of the Most Monstrous Murderers af Charlotte Greig, 2017