Lyle & Erik Menéndez

En sommeraften i 1989 skød og dræbte Lyle og Erik Menéndez deres forældre i deres hjem i Beverly Hills. Der gik flere måneder før brødrene blev anset som mistænkte i mordene, på trods af at de nærmest kastede om sig med penge fra arven. Men hvad var motivet? Var det pengene, eller var det hævn for det seksuelle misbrug og volden de angiveligt blev udsat for som børn?

Joséph Lyle Menéndez blev født d. 10. januar 1968, i New York City, New York, USA. To år senere blev hans lillebror, Erik Galen Menéndez, født i Blackwood, New Jersey, USA.
Deres far, José Enrique Menéndez blev født i Havanna, Cuba i 1944, og flyttede som 16 årig til USA, hvor han efter high school blev optaget på Southern Illinois University. Her mødte han den tre år ældre Mary Louise ”Kitty” Andersen, som han i 1963 giftede sig med. Efter vielsen flyttede parret til New York City, hvor José uddannede sig indenfor regnskab på Queens College.
Da Lyle og Erik kom til verden sagde Kitty sit job op som lærer, og blev hjemmegående mor.

José forventede at hans sønner også blev succesfulde, og der lå derfor en del pres på Lyle og Erik, og det var ikke meget de fik lov til blot at være børn. Det resulterede i at drengene ofte havde mavepine og skar tænder – og at de begge udviklede et voldsomt temperament. Det gjorde dog også brødrene tætte, og Erik udviklede stor beundring af sin bror. Men selvom de var meget tætte, var de også ret forskellige; Lyle blev af sine venner beskrevet som fjern men vittig med en stær personlighed, mens Erik blev beskrevet som følsom og stille.
På et tidspunkt besluttede deres far, at de skulle vælge en sport de ville dyrke, og som de ville mestre i. Han opfordrede dem til ikke at vælge holdsport, da han ikke var begejstret for teamwork. Da Lyle var 12 år, og Erik 9 år, havde de besluttet sig for at de ville spille tennis.

Da familien i 1979 boede i Pennington, New Jersey, gik Erik og Lyle på privatskolen Princeton Day School, hvor de begge fik middel karakterer. Deres lærere var dog bekymret for om drengene led af indlæringsvanskeligheder, men det var ikke noget deres far ville høre på. Derefter oplevede lærerne at deres lektier var udført meget bedre, end det arbejde drengene udførte i skolen. Desuden lagde de mærke til, at de var mere umodne end de andre drenge på deres aldre; for eksempel tissede Lyle stadig i sengen og legede med bamser som 14-årig. Alligevel fik han sin første kæreste, Stacey, som 15-årig. Lyle forkælede hende med alverdens gaver, og de talte endda om at blive gift og få børn. Men da Stacey skulle af sted til college brød hun forholdet, da hun alligevel ikke følte at hun var klar til at blive gift. Lyle blev naturligvis ked af det, og forsøgte endda at vinde hende tilbage ved at love hende en pelsjakke, men Stacey afslog, og da valgte Lyle at komme videre.

José drømte om at hans sønner skulle gå på et Ivy League college, men Lyle havde andre drømme. Han fortalte sine venner at han ønskede at skippe college og i stedet åbne en restaurant, men det accepterede José ikke, og Lyle ansøgte derfor om at blive optaget på Princeton i 1986. Men blev afvist. Han begyndte derfor i stedet på community college, og ansøgte igen året efter. Imens han ventede på svar fra Princeton, mødte han den fem år ældre Jaime Pisarcik, der arbejdede som tjener på en Princeton restaurant og også spillede tennis. De to begyndte at date, selvom Kitty og José bestemt ikke var begejstret for Jaime. De var nemlig af den overbevisning, at Jaime kun datede Lyle på grund af deres penge.
I 1987 blev Lyle optaget på Princeton, og samme sommer blev Jaime og Lyle forlovet. Lyle valgte derfor at flytte til Alabama med Jaime, der skulle flytte dertil for at undervise i tennis, i stedet for at begynde på Princeton. José var så vred over Lyles beslutning, at han i al hemmelighed sponsorerede en Europa-tour for Jaime, i håb om at Jaime ville tage til Europa og Lyle flytte tilbage og starte på Princeton. Men José tog fejl – Lyle valgte i stedet at flytte med til Europa.
Året inden var familien desuden flyttet til Calabasas, Californien, på grund af Josés arbejde. Her begyndte Erik på Calabasas High School, og fik endelig sin egen personlighed. Indtil da havde Erik nærmest bare fulgt sin bror, og været en slags skygge af ham. Men nu fik han en vennegruppe, og udviklede sig til at blive mere rebelsk og højlydt, hvor han førhen havde været meget stille.
Erik blev nærmest beordret af sin mor til at finde sig en pigekæreste indenfor de første seks måneder, da hun var bekymret for at han var homoseksuel. Erik fandt en pige der gik på samme high school, men forholdet varede ikke længe; til en fest kom de op at skændes, og da Erik låste hende inde i et værelse, ville hun ikke længere være hans kæreste. Senere blev han kæreste med en pige ved navn Janice.
Det var dog ikke kærester der betød mest for Erik. Det var nærmere hans venskab med Craig. Sammen skrev de et manuskript på 62 sider, kaldt Friends, der handlede om en søn af en rig familie, der fandt ud af at han ved hans forældres død ville arve $157 millioner. Derfor dræbte sønnen sin familie for at få fingre i pengene, men endte med selv at blive dræbt.

José endte med at få sin vilje angående Lyles uddannelse, og Lyle brød forholdet med Jaime og begyndte på Princeton i 1987. Men allerede i hans første semester opstod der problemer, da han blev beskyldt for plagiat. På daværende tidspunkt rejste Lyle hjem til familien i Californien i weekenderne, og havde på en af sine ture mistet sin notesbog med noter fra en psykologiklasse. Han havde derfor lånt en klassekammerats noter, men havde ikke fået skrevet dem ordentligt om, og dermed lignede deres opgaver hinanden så meget, at læreren meldte det som plagiat.
José troede at han kunne redde sin søn ved at skrive et pænt brev, som Lyle skulle læse op, men da tog han fejl. I stedet blev Lyle suspenderet i et år. Straks efter at have modtaget nyheden om suspenderingen fløj José til Princeton for at møde skolens leder. Det ændrede dog heller ikke noget, og Lyle var fortsat suspenderet. Derefter udtrykte Lyle at han ønskede at blive overført til University of California, Los Angeles eller University of Pennsylvania, men det ville José ikke høre tale om.
I det år Lyle var suspenderet sørgede José for at han blev ansat i firmaet, hvor han havde til opgave at gennemgå udgiftsrapporter og finde måder at forbedre effektiviteten og reducere omkostningerne. Lyle blev behandlet som enhver anden ansat af sin far, men blev ifølge ham selv foragtet af de andre ansatte, fordi han var chefens søn. Dog var det nok nærmere hans opførsel, attitude, mangel på indsats og at han konstant mødte for sent på arbejde, der gjorde at de andre ansatte foragtede ham. Det endte med at en af medarbejderne ytrede sin utilfredshed til Lyles far. Han spurgte medarbejderen om, hvad han ville have gjort hvis Lyle ikke havde været chefens søn. Til det svarede medarbejderen at han ville have fyret ham – og således endte det med at Lyle blev fyret.

I juli 1988 begik Erik og Lyle deres første indbrud i et hjem i Calabasas. Det var det første af mange indbrud, som de begik i hjem ejet af forældre til deres venner. De stjal både penge og smykker, og fandt dermed en måde at have penge til diverse ting – selvom det ikke ligefrem var penge familien manglede, men deres far var ikke meget for at give ud af dem. I alt stjal de for mere end $100.000 ($216.000 i 2019, altså 1,4 millioner kroner) inden politiet opdagede tyvekoster i Eriks bagagerum. Deres far var rasende, men hans sønner skulle under ingen omstændigheder i fængsel, så han hyrede den bedste advokat. Advokaten formåede at lave en aftale, således Lyle blev frifundet, hvis Erik tog skylden for indbruddene. Erik var endnu mindreårig og havde en pletfri straffeattest, og derfor blev han kun idømt samfundstjeneste og samtaler med en psykolog. Derudover skrev deres far en check på $11.000 til hvert offer. Det svarer i dag til cirka $23,800, altså næsten 160.000 kroner.
Indbruddene fik snakken til at gå i Calabasas, og derfor gad deres far ikke længere bo der. Ifølge ham modtog familien chikanerende telefonopkald og deres ejendele udsat for hærværk, og han følte derfor at familien ville være mere sikker i Beverly Hills.

Lyle vendte tilbage til Princeton i efteråret 1988, og indledte atter forholdet med Jaime. På Princeton skulle han dele værelse med en anden, hvilket han var så utilfreds med, at han smed hans roommates ting ud på gangen. Igen kom hans far til hans undsætning; han skrev et brev til Princeton, hvori han bad om at Lyle fik et eneværelse. Og det fik Lyle så.
I februar 1989 introducerede Jaime Lyle for Donovan, der var startet på Princeton efter at have gået på et junior college i Nordcalifornien i to år forinden. De to fandt at de havde en del tilfælles, og blev hurtigt gode venner – så gode venner, at Donovan ofte lavede Lyles skoleopgaver, så han ikke dumpede. Det var også et venskab Lyles forældre var begejstret for, netop fordi Donovans ”hjælp” kunne sørge for at Lyle ikke blev smidt ud af Princeton. På trods af venskabet med Donovan talte Lyle ofte om ønsket om at gå på University of California, Los Angeles i stedet for, hvilket José ikke ville høre tale om. Noget andet José og Kitty ikke var glade for, var Lyles nye kæreste: en 30-årig model ved navn Christy.
Venskabet med Donovan varede ikke længe. Efter forårsferien beskyldte nogle medstuderende Donovan for at stjæle, og i steder for at forsvare ham, valgte Lyle at hoppe med på beskyldningerne. Det resulterede i at Donovan blev tvunget til at forlade Princeton, og i sin hast væk fra Lyles værelse glemte han sin pung, der indeholdte både kørekort, sundhedskort og andre id-kort.
I starten af sommeren var det dog Lyle der pludselig stod overfor problemer. Hans kæreste Christy var blevet gravid, og det var bestemt ikke en del af Josés plan. Eftersigende betalte José Christy $100.000 (cirka $216.000 i 2019, altså cirka 1,4 mio. kroner) for at hun fik en abort og forlod Lyle. Lyles karakterer var desuden heller ikke for gode, men José var efterhånden nået til det punkt hvor han ikke længere pressede sin søn akademisk, men bare håbede på at han ville bestå.

Samme sommer afsluttede Erik high school, og brugte sommeren på at deltage i forskellige tennisturneringer. Til start spillede han godt og vandt, men begyndte efterhånden at spille mere useriøst. Erik var blevet optaget på både University of California, Los Angeles og University of California, Berkeley, og havde valgt at begynde på University of California, Los Angeles efter sommerferien, da de havde et bedre hold for tennisspillere.
Da sommeren var ved at være slut, havde spændingen mellem sønnerne og deres forældre taget til. D. 19. juli havde Kitty fortalt sin terapeut at hun var bekymret for at hendes sønner var sociopater, og at frygten især var begyndt at vokse efter at hun havde talt med Eriks terapeut. Erik og Lyle fik siden taget hjemmets nøgler fra sig, og Kitty begyndte at låse døren ind til soveværelset om natten, hvor hun desuden havde to rifler stående i sit skab.
At Kitty og José, i håb om at deres sønner ville begynde at opføre sig mere passende, havde truet med at fjerne sønnerne helt fra testamentet, gjorde ikke forholdet mindre anspændt. I testamentet stod der at sønnerne, i tilfælde af at både Kitty og José døde, ville arve hele boet. Det var også et håb om at Lyle ville tage sin uddannelse mere seriøst, der fik dem til at købe en ejerlejlighed i nærheden at Princeton til Lyle. Lejligheden var stor nok til at Kitty og José kunne overnatte uden at forstyrre Lyle, og som en slags tak, fik Kitty lov til at indrette lejligheden.

D. 18. august 1989 kørte Lyle og Erik over 200 km til Big 5 Sporting Goods i San Diego. Her købte de haglgevær, inden de igen kørte hjem til Beverly Hills. Dagen efter lejede familien en yacht, for at tage ud at fiske. Ifølge mandskabet på yachten virkede familien ikke ligefrem som en glad familie, der var ude for at hygge sig. José opholdte sig bagerst på yachten og fiskede, mens Kitty opholdte sig i kabinen fordi hun var søsyg, og Erik og Lyle holdte sig for sig selv forrest på yachten.

Mordene

Om aftenen d. 20. august 1989 sad José og så fjernsyn, mens Kitty sov i sofaen ved siden af ham, i deres hjem på 722 North Elm Drive i Beverly Hills. På et tidspunkt i løbet af aftenen trådte Erik og Lyle ind i rummet med deres haglgevær. Først blev José skudt i baghovedet, hvilket vækkede Kitty. Hun fløj op af sofaen, og løb mod entreen. Hun blev skudt i benet, hvilket resulterede i at hun gled i sit eget blod. Hun blev dernæst skudt flere gange i armen, brystet, ansigtet og knæskallerne. José, der allerede var død, blev også skudt i knæskallerne – muligvis i et forsøg på at få det til at ligne at mordene var relateret til organiseret kriminalitet.

Da de havde dræbt deres forældre, rensede Lyle og Erik våbnene for fingeraftryk og kørte mod Mulholland Drive, hvor de smed dem i en nærliggende kløft. Derefter kørte de til en tankstation, hvor de dumpede deres tøj, sko og patronhylstre. Egentlig ville de have mødtes med deres ven, Perry, men fordi Erik var så oprørt valgte de at kørte til en biograf og købe billetter til Batman. De så ikke filmen, men kørte i stedet hjemad, hvor de ankom omkring kl. 23⁴⁵. Få minutter efter ringede Lyle til alarmcentralen. I opkaldet høres Lyle grædende og nærmest hysterisk fortælle at hans forældre var blevet skudt og dræbt. Opkaldet varede 2½ minutter, og få minutter efter ankom de første politibetjente til hjemmet. De gik rundt om hjemmet, da Erik og Lyle pludselig løb ud af hjemmet, skrigende. De faldt til knæene på græsset mellem fortovet og vejen ude foran hjemmet, mens de igen og igen råbte: ”Åh min Gud, jeg kan ikke tro det!”. Politibetjentene forsøgte at få informationer ud af dem, men kunne ikke. Erik begyndte at løbe rundt og forsøgte endda at banke sit hoved ind i et træ, men blev stoppet af Lyle, der forsøgte at få ham til at falde ned. Imens gik politibetjentene ind i hjemmet, og fandt Kitty og José. Og med det gik mordefterforskningen i gang.
Kriminalbetjent Les Zoeller blev sat på sagen som efterforskningsleder, og ankom til hjemmet kort efter. Han bemærkede straks at selvom rummet, hvor Kitty og José blev dræbt, var blevet endevendt, var intet blevet stjålet, og der var heller ej tegn på indbrud. Altså konkluderede han hurtigt, at gerningsmanden eller gerningsmændene var nogen Kitty og José kendte.
Erik og Lyle blev naturligvis ført til politistationen for at blive afhørt, men var ikke under mistanke. Under afhøringen begyndte Erik at græde ukontrolleret, og afhøringen af ham måtte derfor stoppe efter tyve minutter. Lyle derimod var noget mere rolig og fattet. Ifølge brødrene brugte de dagen således:
Om morgenen havde de spillet tennis på banen bag huset, senere set en tenniskamp i fjernsynet, og dernæst brugt eftermiddagen på at shoppe i Beverly Hills Center. Omkring kl. 17 lavede de planer med en ven om at tage til en lokal madfestival i Santa Monica. De tog hjemmefra kl. 20 for at tage i biografen i Westwood Village for at se License to Kill, men fordi køen var lang valgte de i stedet at til biografen i Century City centeret, hvor de så Batman. Da filmen var færdig kørte de mod Santa Monica, men for vild på vejen og missede deres ven. Via en mønttelefon ringede de til deres ven Perry, som de aftalte at mødes med ved Cheesecake Factory i Beverly Hills. Efter opkaldet kørte de hjem for at hente Eriks falske id-kort, så han kunne købe alkoholiske drikke. Da de ankom til hjemmet bemærkede de røg der kom fra rummet, hvor Kitty og José var blevet dræbt. Og dermed fandt de deres dræbte forældre.
Lyle fortalte desuden at deres mor var på kanten til selvmord, og da overbetjenten, der stod for afhøringerne, spurgte hvem der kunne hade deres forældre nok til at ville dræbe dem, svarede han: ”Måske mafiaen”.
Fordi brødrene ikke var mistænkte blev der ikke fortaget nogle prøver på dem, som for eksempel test for skudrester, som ellers kan bruges til at afgøre om en person har affyret et skydevåben for nylig.

Tre dage efter mordene blev der udført obduktion først på José, og dernæst Kitty.
Obduktionen fandt at skudsåret i Josés baghoved var stort nok til at en knytnæve kunne komme ind, og at hjernen var blevet nærmest pulveriseret. I skudsåret blev der desuden fundet sod, og det, sammen med de andre fund, viste at våbenet havde været placeret direkte i baghovedet på José, da det blev affyret. Der var også andre skudsår, men dette var det dræbende. Skudsårene indikerede desuden at morderen havde stået både bagved og foran José, men det var svært at sige præcis hvilken rækkefølge de forskellige skud var blevet affyret i.
Obduktionen på Kitty viste at hun var blevet skudt flere gange i ansigtet, hvoraf et af skuddene havde sønderrevet hendes hjerne. Skuddene havde gjort hendes ansigt ugenkendeligt. Der blev også fundet skudsår andre steder på hendes krop, men særligt et var mærkværdigt: det der næsten havde fjernet hendes tommelfinger. Først antog efterforskerne at Kitty havde løftet hånden foran sig som en forsvarsmekanisme, men i langt de fleste tilfælde vender mennesket håndfladen væk mod sig, når de bruger hånden som en slags skjold i forsvar; Kittys håndflade havde vendt ind mod hende selv, som havde hun dækket sig for øjnene.

Tiden efter mordene

25. august blev der afholdt en udførlig mindeceremoni for Kitty og José i Los Angeles. Da Erik og Lyle ankom, en time forsinket, var Erik rød og opsvulmet i ansigtet og så yderst utilpas ud, mens Lyle var mere rolig. Dette skulle være Lyles indtræden i forretningsverdenen, og hans overtagelse af Josés plads som leder af familien.
Tre dage senere blev begravelsen afholdt i universitetskapellet på Princeton. Under tjenesten holdte Lyle en 30 minutters lang tale, hvor han fortalte hvor meget hans forældre havde betydet for ham. Erik var for oprørt til at ville tale.

Det var altså meget klart at mordene på deres forældre påvirkede Erik og Lyle forskelligt. Ikke kun hvordan de, i hvert fald udadtil, reagerede følelsesmæssigt, men også i deres handlinger. Erik var i tvivl om, om han skulle begynde at studere på University of California, Los Angeles igen, eller om han skulle satse på sin tenniskarriere. Lyle derimod var mere målrettet, og valgte at fortsætte med at studere og planlagde en karriere indenfor forretningsverdenen.

Der gik dog kun fire dage efter mordene, før brødrene begyndte at bruge af den sum penge, deres fars livsforsikring havde udbetalt dem. Summen lød på $650.000, hvilket i 2019 svarer til cirka $1,3 mio., altså 8,7 mio. kroner. Pengene brugte de på nye biler, designertøj og smykker. Noget af de første de købte var Rolex urer og pengeclips for $15.000 ($31.000 i 2019, altså 207.000 kroner).
Udover deres fars livsforsikring så brødrene også frem til at arve pengene fra ejendommene og aktier, der lød på i alt $14 mio. ($29 mio. i 2019, altså 187 mio. kroner). Hvad brødrene ikke havde regnet med, var at der skulle betales skat og lån af den store sum, og når alt var trukket fra, stod de ”kun” til at arve $2 mio. hver ($4,1 mio., altså 27 mio. kroner). På trods af at det i sig selv er en enorm sum penge, var det altså ikke nok til hvad brødrene havde forventet. Ifølge en af deres venner, havde de nærmere forventet noget nær $90 mio. hver, og de var derfor overbevist om at deres far havde gemt nogle penge på en Schweizisk konto.
En uge efter mordene mødtes Erik og Lyle med nogle af lederne fra det firma deres far arbejdede ved, for at tale om eventuelle formuer de skulle modtage fra firmaet på grund af deres far. Men også her blev de noget overrasket. Den forsikring der skulle udbetale et beløb på $5 i tilfælde af Josés død, kunne ikke udbetales, da José ikke havde opfyldt de krav der var indenfor sundhed.

Erik og Lyle besluttede at de ikke kunne bo i hjemmet, og fortalte deres venner at de flyttede fra hotel til hotel, fordi de var bange for at mafiaen ville komme efter dem, som de var kommet efter deres forældre. Firmaet deres far havde arbejdet for betalte et ophold på Bel Air Hotel, samt bodyguards og limousinekørsel, der i alt løb op på $8800, hvor af $2000 blot var for roomservice. Opholdet varede kun fem dage. Efter at have boet på diverse luksuriøse hoteller i Beverly Hils valgte brødrene at leje to lejligheder lige ved siden af hinanden i Marina City Towers i Marina del Rey. Lyles husleje lød på $2150 pr. måned ($4430 i 2019, altså 29.670 kroner), mens Eriks lød på $2450 pr. måned ($5049 i 2019, altså 33.780 kroner). De havde ellers haft øje på et penthouse i en af bygningerne i nærheden, der kostede $990.000 ($2 mio. i 2019, altså 13 mio. kroner), men finansieringen kunne ikke lade sig gøre, og handlen gik derfor ikke igennem.

Lyle hyrede bodyguards, der indtil d. 4. september fulgte ham over alt. Han fyrede dem med forklaringen at han ikke længere havde brug for deres hjælp, fordi deres onkel havde lavet en aftale med mafiaen. Hvordan hans middelaldrene onkel fra en forstad til New Jersey havde formået at kontakte mafiaen, og fjerne den dødsdom Erik og Lyle ifølge dem selv havde over sig, valgte Lyle ikke at forklare nærmere om.
På to måneder havde Lyle brugt for mere end $90.000 på Josés konto ($185.500 i 2019, altså 1,5 mio. kroner). Nogle af pengene blev brugt på regelmæssige rejser mellem New Jersey og Californien på businessclass, mens han havde travlt med at etablere sit eget firma, Menéndez Investment Enterprises. På et tidspunkt samlede Lyle sine venner fra Princeton, hvoraf langt de fleste ligesom Lyle havde været i problemer med Princeton, og annoncerede at de nu var bestyrelsesmedlemmer i hans firma. Han lejede et kontor i et Princeton shoppingcenter, som han indrettede med dyre møbler – men firmaet flyttede aldrig ind. For hverken Lyle eller hans venner havde forstand på at drive forretning.
Arven og hans fars penge gav dog også Lyle muligheden for at udleve en af hans største drømme: at åbne en restaurant. Først forsøgte han at købe takeout-pizzeriaet Teresa’s Pizza, der lå overfor Princeton, men ejeren ville ikke sælge. Muligvis fordi Lyle fornærmede ham som noget af det første. Dernæst udså han Chuck’s Spring Street Café, der lå på Princetons område og specialiserede sig indenfor spicy kyllingevinger. Han betalte $550.000 for at blive medejer ($1,1 mio. i 2019, altså 7,35 mio. kroner), selvom caféen nok nærmere var det halve værd. Lyle begyndte straks at arbejde på caféen, og skiftede som noget af det første navnet til Mr. Buffalo’s og udvidede deres leveringstider fra kl. 00 til 1. Kort efter udmeldte han, at han ønskede at åbne endnu en café i et nærliggende Princeton center, og overvejede også lokationer nær University of California, Los Angeles og nær Rutgers University, New Jersey. Sidst lød planen, at han ville åbne en ny café hver anden måned. Men caféen begyndte hurtigt at miste penge, fordi Lyle lod sine såkaldte venner udnytte ham.

Selvom Lyle nok var den der kastede mest om sig med pengene, gjorde Erik også sit indhug i arven. Han sponsorerede en rockkoncert i Los Angeles, men blev snydt af sin ”partner”. Han besluttede sig derefter at alt det med forretningsaftaler og college ikke var noget for ham, og valgte i stedet at satse på tennissen. Han hyrede en tenniscoach for $60.000 pr. år ($1,2 mio. i 2019, altså 8,02 mio. kroner), som han sammen med rejste rundt omkring. De boede på luksuriøse hoteller og brugte penge på alt, der muligvis kunne forbedre Eriks evner og spil.

Efterforskningen

I den tidlige efterforskning forsøgte politiet at indsnævre potentielle mistænkte. En af de første mistænkte var en pornografidistributør ved navn Noel Bloom, men han blev hurtigt renset for mistanke.
De undersøgte naturligvis også om mafiaen havde været involveret, som Lyle havde hintet, og som skuddene i knæskallerne kunne tyde på. Men heller ej her fandt de noget at grave videre i. Efterhånden som tiden gik indså politiet at de nok blev nødt til at kigge nærmere på Lyle og Erik, eftersom de jo også havde et motiv for at dræbe deres forældre: penge. Og deres ekstreme pengeforbrug efter mordene gjorde ikke mistanken mindre.

D. 24. oktober blev Erik afhørt af efterforskningslederen. Her klagede Erik over at Lyle brugte så mange penge, og at han begyndte at opføre sig som deres far. Efter afhøringen forsøgte Erik at få fat på Lyle, men lykkedes ikke. Han ringede derfor i stedet til sin terapeut, og lavede en aftale om at mødes d. 31. De gik rundt i Beverly Hills og snakkede, blandt andet om Eriks depression og selvmordstanker. Da de nærmede sig terapeutens kontor, stoppede Erik op og lænede sig op af et parkometer, og sagde: ”Vi gjorde det. Vi dræbte vores forældre”. Erik fortalte hvordan han og Lyle havde set miniserien Billionaire Boys Club, og efterfølgende talt om at de frygtede at deres far ville fjerne dem fra sit testamente, og hvor forfærdelige deres liv var fordi deres far forsøgte at kontrollere dem. De havde derfor besluttet sig for at dræbe deres far. Egentlig ville de ikke dræbe deres mor, men de kunne ikke finde på en måde at dræbe deres far, uden også at dræbe deres mor. Terapeuten fik da Erik til at stoppe med at fortælle og i stedet ringe til Lyle, som straks skyndte sig hen til terapeutens kontor. Inden Lyle ankom, nåede Erik at fortælle videre, om hvordan de havde kørt til San Diego for at købe våben, og hvordan han og hans bror havde troet at de havde begået den perfekte forbrydelse. Han fortalte alt – alt om hvordan de havde skilt sig af med våbnene og tøjet efterfølgende, og forsøgt at lave et alibi. Da Lyle ankom til terapeutens kontor var han rasende på Erik, og sagde at han troede på at deres far ville have været stolt af ham, over at han havde udført et så vellykket mord. Terapeuten forklarede brødrene forskellen på at begå mord i et oprørt øjeblik og begå et planlagt mord for at opnå noget, og hvordan opførslen i den sidste form for mord ville blive betegnet som sociopatisk. Da havde brødrene ifølge terapeuten kigget på hinanden, og sagt: ”Vi er sociopater”.
Lyle var derefter brudt ud i vrede igen, og truede terapeuten med at hvis han fortalte nogen hvad Erik havde fortalt, ville han dræbe ham.
D. 2. november mødtes terapeuten med brødrene igen, hvor Lyle atter truede ham på livet, og endda sagde at de havde overvejet at dræbe ham, for at han ikke kunne melde dem. Men som terapeut havde han tavshedspligt, og selvom Lyles dødstrusler faktisk gjorde at terapeuten godt måtte overtræde tavshedspligten, valgte han at lade være. I stedet tog han noter og optog deres samtaler på bånd.

Både venner af José og Kitty, samt Lyle og Eriks venner, blev afhørt i forbindelse med mordene. D. 17. november afhørte politiet Eriks ven, Craig, som fortalte at han havde besøgt Erik i familiens hjem i Beverly Hills kort efter mordene. Her havde Erik spurgt Craig om han ville se hvordan det skete – og med det mente han naturligvis mordene. Erik fortalte at han og Lyle var taget hjem for at hente Eriks id-kort, og da han gik mod bilen var han blevet mødt at Lyle, der stod med deres haglgeværer. Da havde Lyle sagt: ”Lad os gøre det”. Planen var at Lyle skulle skyde deres far og Erik deres mor. De var derefter gået ind i stuen til deres forældre; Lyle skød straks deres far, mens Erik følte sig ude af stand til at bevæge sig. Da deres mor forsøgte at flygte, skød Lyle hende. Erik fortalte Craig, at da det lignede hans mor var død, skød han hende to gange. Men det var, ifølge denne historie, Lyle der dræbte begge deres forældre.
Craig fortalte under afhøringen at han var i tvivl om, om han troede på Eriks historie – for selvom det lød meget sandsynligt, kunne det blot være en af Eriks mærkelige måder at ”drille” Craig på.
Selvom hele afhøringen gav efterforskningen en masse, var det bare ikke nok til at kunne anholde Erik og Lyle. De spurgte derfor Craig om han ville iføre sig en mikrofon, og mødes med Erik, for muligvis at få en tilståelse på bånd – selvfølgelig uden Eriks viden. Det gik Craig med til, til stor overraskelse.
Craig mødtes med Erik d. 29. november, til middag på en restaurant. Til stor skuffelse for politiet sagde Erik til Craig, at hele historien havde været en løgn, og at ham og Lyle ikke havde haft noget at gøre med mordene på deres forældre.
Dog var distriktsadvokat ikke ligeså skuffet; hun var nemlig nu overbevist om at Craig havde fortalt sandheden, og at der måtte ligge mere bag historien end blot en løgn.

Som tiden gik begyndte efterforskningslederen og de andre på sagen efterhånden at bekymre sig om, om de nogensinde ville fange morderen – eller morderne, for de var efterhånden blevet mere og mere overbeviste om at det ikke blot drejede sig om én morder. I et håb om at kunne forbinde Lyle og Erik med mordene, gik de i gang med at lede efter mordvåbnene. Til start samlede de en liste over de 80 butikker i Los Angeles County der solgte haglgevær, men det var ikke der de skulle kigge, måtte de konstatere efter at have kontaktet alle 80 butikker. Og atter stod de uden reelle beviser der kunne forbinde brødrene med mordene.

D. 6. marts 1990 blev politiet kontaktet af den 37-årige Judalon Smyth. Judalon var Eriks terapeuts elskerinde, og hun var i besiddelse af vigtige informationer. Terapeuten havde nemlig bedt Judalon om at lytte i smug, da brødrene besøgte ham. Her havde Judalon hørt Lyle råbe til Erik at de blev nødt til at dræbe terapeuten og enhver der var tilknyttet ham, til hvilket Erik havde svaret: ”Jeg kan ikke stoppe dig i at gøre hvad du skal gøre, men jeg kan ikke dræbe flere”. Samtalen var blevet brudt af at Erik løb derfra grædende, hvorefter Lyle igen havde truet terapeuten på livet. Terapeuten havde efterfølgende haft brødrene inde til samtale flere gange, for måske at finde frem til hvad der fik dem til at dræbe deres forældre. Og heldigvis var alle samtaler blevet optaget – også de, hvor brødrene tilstod at have dræbt deres forældre.
D. 8. marts fik efterforskningslederen en ransagningskendelse, der betød at terapeuten skulle aflevere alle 17 bånd og syv siders notater fra samtalerne. Og dermed stod politiet nu med brødrenes tilståelse.

Anholdelse og retssag

Dagen inden terapeuten afleverede båndene, fløj Lyle og to af hans venner fra New Jersey til Los Angeles, for at finde frem til de penge Erik havde mistet, da han var blevet snydt med det falske sponsorat til en rockkoncert. På flyveturen fandt Lyle ud af at efterforskningslederen havde besøgt hans café, Mr. Buffalo, en time efter at han var taget af sted, i håb om at kunne tale med ham. Da havde Lyle taget $1400 frem og et visitkort med navnet Gerald Chaleff, og givet det til sin ven, med kommentaren at hvis der skete ham noget, skulle han bruge pengene på at betale kaution, så han kunne komme ud af fængsel, og at Gerald Chaleff og hans terapeut vidste alting.

Firmaet José havde været ansat i, hyrede efter mordene nogle privatefterforskere, der skulle undersøge om der var nogen grund til at være bekymret for om mordene var relateret til firmaet. D. 8. marts blev der afholdt et møde i firmaet, hvor privatefterforskerne fortalte at der ikke var grund til bekymring, for de havde snust sig frem til at Erik og Lyle var mistænkt for at stå bag, og at det var forventet at de snart ville blive anholdt og sigtet.
Samme eftermiddag besluttede Lyle og hans venner at tage til Cheesecake Factory, og kørte af sted i Eriks jeep. Længere nede af vejen fra familiens hjem i Beverly Hills, holdte politiet og ventede. Selvom de foretrak at skulle anholde brødrene mens de var sammen, eller i hvert fald på samme tid, måtte de erkende at det ikke kunne lade sig gøre. De havde nemlig hørt at Lyle planlagde at forlade Los Angeles, og Erik var på daværende tidspunkt i Israel for at spille tennis. Så da de så Lyle komme kørende valgte de at slå til. En bil kørte ind foran Lyle, men han nåede lige at stoppe før han ramte den. Han satte bilen i bakgear og bragede ind i bilen, der havde stoppet op bag ham. Lyle og hans venner blev bedt om at stige ud af bilen, hvilket de adlød og blev sat i håndjern.
Lyle blev anholdt, men af overstående årsager kunne politiet endnu ikke anholde Erik. De var derfor bekymret for at Erik ville flygte fra Israel, men ifølge familiemedlemmer ville Erik ikke lade Lyle i stikken, med forklaringen: ”Erik ville følge Lyle til helvede, selv hvis det betød at han skulle forlade himlen for at gøre det”. Da Erik hørte at Lyle var blevet anholdt ringede han til deres onkel, som sagde at det bedste han kunne gøre, var at melde sig selv. Erik fløj efter samtalen til Miami for at møde sin tante, og sammen fløj de til Los Angeles. D. 11. marts 1990 landede de i Los Angeles International Airport, hvor de blev mødt af efterforskningslederen, der straks tog Erik i sin varetægt og anholdte ham.

Selvom brødrene var blevet anholdt, var efterforskningsteamet stadig ved at bygge sagen op. De havde endnu ikke noget fysisk bevismateriale der kunne forbinde brødrene med mordene, så de forsøgte stadig ihærdigt at finde frem til den butik der havde solgt dem våbnene. Atter kunne terapeutens elskerinde være til hjælp; hun havde nemlig hørt, da de fortalte at de havde købt våbnene i Big 5 Sporting Goods i San Diego, og at de havde dumpet dem i en kløft efter mordene. De bad om at se optegnelser over solgte skydevåben hos Big 5 Sporting Goods, og da fandt de at brødrene havde købt haglgeværerne d. 18. august 1989, underskrevet med navnet Donovan Jay Goodreau, med en adresse i Los Angeles. De ringede derfor til denne Donovan, og spurgte hvor han havde været på selv samme dato. Donovan forklarede at han da havde været i New York, på arbejde på en restaurant, og havde beviser der kunne bakke hans alibi op. Dermed var det altså umuligt at Donovan havde købt de våben. Nummerpladen passede, men både adressen og underskriften var falsk. Det fik politiet til at samle håndskriftsprøver på brødrene, for at sammenligne med den underskrift der var givet på formularen. Men om ikke andet, så havde de nu noget der kunne forbinde brødrene med mordene.
D. 26. marts blev de stillet for en dommer, og officielt anklaget for mordene på deres forældre. Deres opførsel i retten var yderst mærkværdig; de opførte sig som om de var totalt ubekymret, og smilte og vinkede til deres venner og pårørende, der var til stede i retten. Dommeren læste deres sigtelser op, og fortalte at de kunne, hvis fundet skyldig, risikere dødsstraf. De begge kendte sig ikke skyldige, med et undertrykt smil på læberne.

Fordi Lyle havde truet terapeuten på livet, blev tavshedspligten fjernet, og dermed kunne båndene bruges i retssagen. Der var flere høringer angående båndene, og efter en af disse høringer opdagede politiet at en af forbindelserne i Lyles ankelkæde var blevet skåret over, hvilket de mistænkte skyldtes at Lyle ville forsøge at flygte. De undersøgte derfor både Lyle og Eriks celler. I Eriks celle fandt de et brev på 17 sider fra Lyle, sammen med nogle noter der beskrev planer om at rejse til Sydamerika og videre til Mellemøsten. Der blev også fundet tegninger af en bygning med trapper og døre, men de fandt ikke ud af hvilken bygning det var. I brevet fra Lyle stod der at han aldrig ville vidne mod ham, og: ”Jeg er ikke en almindelig person. Jeg ser ikke ting i form af mord og livstidsdomme. Jeg ser kun sejr, tab, ære og vanære. Far kigger med, og jeg vil ikke skuffe ham igen, eller mor, ved at give op og gøre så deres død var forgæves”.
Under en anden høring dukkede Erik op med en hævet og forslået næse, som var et resultat af nogle tæsk han havde fået i fængslet. Hverken Erik eller Lyle var særligt vellidt i fængslet, og blev set som to snotforkælet rige drenge, der opførte sig arrogant og nedladende. Lyle skabte især problemer, fordi han brugte meget tid på at bruge telefonen, særligt på at ringe til lederen i hans café.
Brødrenes advokater var dog, af åbenlyse årsager, ikke begejstret for at båndene måtte blive brugt i retssagen, og de valgte derfor at anke afgørelsen. Anken varede helt indtil 4. juni 1992, da den kom for højesteretten i Californien. I den forbindelse blev citater fra båndene offentliggjort, og for første gang blev det afsløret at Lyle og Erik havde tilstået at have dræbt deres forældre. Flere af deres familiemedlemmer havde længe støttet brødrene og talt højt om deres uskyld, men disse forsvandt nu helt. Anken resulterede i at kun bådene fra 31. oktober og 2. november måtte bruges i retssagen, og desværre ikke det bånd fra 11. december, hvor brødrene fortællere om mordene mere detaljeret. Men om ikke andet, så kunne retssagen endelig begynde, over to år efter at brødrene var blevet anholdt.

Allerede kort efter anholdelsen var Erik blevet selvmorderisk, og fik udleveret Alprazolam, også kendt som Xanax. Han fik i den tid også besøg af en præst, og for første gang åbnede han op for nogle af de traumer han oplevede som et presset barn. I juni 1990 begyndte han at gå til ugentlige samtaler med en psykiater.
Også i begyndelsen af fængslingen fik Erik besøg af sin kæreste, Janice. Besøget foregik med et vindue mellem dem, hvor de talte over en telefon. Også Lyle var til stede under besøget, men talte ikke med Janice – han brugte i stedet tiden på at kigge på hendes bryster. Ifølge Janice opførte Erik sig pænt i fængslet, mens Lyle skabte problemer. Men dog var det Erik der pludselig en dag blev taget i at være intim med en anden indsat. Han var blevet efterladt alene med den anden indsatte i badet, da vagten af ukendte årsager valgte at gå ind i et andet lokale. Da vagten kom tilbage få minutter senere, sad Erik på en stol, mens den anden indsatte sad på knæ foran Erik. Hvad de præcist lavede kunne vagten kun gætte sig frem til, men deres reaktion var at de begge rejste sig hurtigt op, og så meget forlegne ud.

Dommeren besluttede at Erik og Lyles retssager skulle slås sammen, for at spare tid og penge, hvilket også ville være nemmest, eftersom de samme beviser og vidner skulle bruges i begge retssager. Dog skulle de have hver deres jury. Eriks bestod af otte mænd og to kvinder, mens Lyles bestod af syv mænd og fem kvinder.
Retssagen begyndte d. 20. juli 1993, og blev sendt på Court TV. Planen var at brødrene skulle tilstå at have begået mordene, men med forklaringen at de gjorde det fordi de ville sætte en ende på den livslange mishandling de var blevet udsat for af deres forældre. Forklaringen lød således at José havde misbrugt brødrene seksuelt, mens deres mentalt ustabile og selvviske mor, der led med både alkohol- og stofmisbrug, opfordrede ham til det, og desuden også var voldelig. Ifølge forklaringen var dét der fik det til at sige klik hos brødrene, at Erik fortalte Lyle at deres far havde misbrugt ham i tolv år – til hvilket Lyle havde fortalt Erik at hans far havde misbrugt ham fra han var seks til otte år. De havde efterfølgende, ifølge forklaringen, konfronteret deres far med dette, og derefter kørt til San Diego for at købe haglgeværerne. Og så ventet nogle dage, før de dræbte deres forældre.
Brødrene skulle altså portrætteres som ofrene. Den eneste udfordring var dog bare, at der var absolut ingen beviser på dette. Hverken udtalelser til venner, terapeuter eller nogen anden, ingen medicinske eller fotografiske beviser, ingen fysiske beviser overhovedet.
Paul Mones, der som advokat har arbejdet på flere sager om mishandlede børn der dræber deres forældre, blev kontaktet af Erik og Lyles advokater. Ifølge Paul Mones, vil mishandlende børn, når de dræber deres mishandlende forældre ofte gå ”amok” – for eksempel affyre flere skud eller fortsætte med at stikke selvom døden er indtruffet – og de vil slå til, når deres mishandlere er i et sårbart øjeblik – som for eksempel når de sover. Derudover har børnene meget lavt selvværd og selvtillid, og de og deres forældre lever ofte et meget privat og hemmelighedsfuldt liv.
For at få brødrene til at se mere barnlige ud, valgte deres advokater at klæde dem i drengeagtige sweatere, sportstrøjer og kakibukser, og den ene af advokaterne fjernede regelmæssigt små fnullermænd og lignende fra Eriks sweater, og rørte ham på skulderen når hun hviskede ham i øret – alt for at få ham til at ligne en lille dreng i en voksen krop, som ikke var et monster der havde dræbt sine forældre, men et offer der havde lidt livslangt mishandling.
Den kæphøje og arrogante attitude brødrene førhen havde haft var nu væk – i hvert fald i retten.

Flere af Erik og Lyles venner vidnede i retssagen, samt flere af de der havde arbejdet på efterforskningen, herunder efterforskningslederen og retsmedicineren. Også Eriks terapeut vidnede, hvilket, sammen med de andre vidner, sparkede forsvarets strategi til jorden.
Mens retssagen stod på modtog distriktsadvokaten pludselig et opkald fra en kvinde ved navn Louise, der havde fulgt retssagen på Court TV. Louise fortalte at hun engang havde haft en affære med José, og Kitty havde konfronteret hende med affæren. Ifølge Louise, var hverken José eller Kitty som Erik og Lyles advokater forsøgte at få folk til at tro; de begge var rare mennesker, og især Kitty, som ellers havde god grund til at lade Louise mærke sin vrede, havde været så venlig som omstændighederne nu tillod det. Distriktsadvokaten overvejede om Louise skulle vidne i retssagen, men valgte at holde hende udenfor, da de ikke ville udsætte hende for en mediestorm.
Naturligvis vidnede Erik og Lyle også. Lyle startede ud, med detaljerede fortællinger om det påståede seksuelle misbrug han var blevet udsat for af sine forældre. Både han og Erik græd flere gange, mens Lyle vidnede. Men hvor Lyle havde været mere fattet da han videde, virkede Erik nærmere mentalt forstyrret, da det blev hans tur til at vidne. Det var også tydeligt at mærke på hans advokater, at de ikke var sikre på om han kunne klare vidneskranken, og han blev behandlet mere som et barn, end en voksen mand. Eriks vidneudsagn handlede mere om hans forældres kontrol over ham og Lyle, men også om at han angiveligt blev seksuelt misbrugt af sin far. Dog virkede han til at have problemer med at huske detaljer, og svarede ofte ”Det kan jeg ikke huske” til spørgsmål der involverede hans forældres drab. Men det er selvfølgelig også svært at huske detaljer om noget man lyver om.
På et tidspunkt blev Erik direkte taget i at lyve i vidneskranken. Anklageren spurgte ind til da han og Lyle købte våbnene, og her svarede Erik at de havde kigget på håndskydevåben, der var udstillet i en glasmontre. Problemet med den forklaring var bare, at Big 5 Sporting Goods stoppede med at sælge håndskydevåben i marts 1986 – altså flere år før brødrene besøgte butikken. Derudover benægtede Erik at have set Billionaire Boys Club.
På trods af at forsvaret havde flere vidner på sin side, der bakkede brødrene op i deres fortællinger om misbrug – dog ikke venner, familiemedlemmer eller andre bekendte – følte distriktsadvokaten at hun havde juryen på sin side, og hun valgte derfor ikke at kalde sin psykologiske ekspert i vidneskranke. Også båndet fra d. 11. december hos terapeuten, hvor brødrene snakker om mordet, blev spillet i retten, selvom dommeren først havde afslået dem. På båndet er der masser af snak om mordet, men ikke noget om seksuelt misbrug – og mest var det Lyle der snakkede, mens Erik flere gange hørtes græde i baggrunden. Efter båndene valgte forsvaret at hive terapeutens elskerinde, Judalon Smyth, i vidneskranken, i et forsøg på at få terapeuten til at se utroværdig ud. Og selvom det var hende der i stor grad var med til at få Erik og Lyle fanget, sagde hun nu at hun var blevet hjernevasket og manipuleret af terapeuten til at tro at Erik og Lyle dræbte deres forældre.

Da alle vidner havde været i vidneskranken og advokaterne havde givet deres afsluttende argumenter, gav dommeren juryen fire muligheder til at beslutte hvordan Erik og Lyle skulle dømmes. De kunne vælge mellem at finde dem skyldige i manddrab under særlige omstændigheder, skyldige i andengradsmord, skyldige i forsætligt manddrab, eller skyldige i uagtsomt manddrab.
Efter 16 dage, d. 13. januar 1994, kom Eriks jury frem til at de ikke kunne blive enige om en afgørelse. Heller ikke Lyles jury kunne blive enige, selv efter 24 dage. Det resulterede i at retssagen skulle gå om. D. 28. februar 1995 blev der sat en dato for den nye retssags start: d. 12. juni 1995. Dog blev den udskudt et par gange, og endte derfor med først at starte i august. Det ville igen blive en fælles retssag for Erik og Lyle, men denne gang ville de også få en fælles jury, i stedet for hver sin.

D. 21. august 1995 sad de igen i retssalen, som denne gang ikke ville blive sendt i TV, og der ville heller ikke være ligeså mange vidner. I den første retssag havde der været 101 vidner, men denne gang ville der kun være 64. Der var også kommet nye advokater i spil, udover Eriks advokat, Leslie Abramson, der stadig var den samme. Det betød at distriktsadvokaten nu også forsøgte sig med en ny plan, der ikke involverede terapeuten. I stedet kørte han stærkt på at motivet havde været penge; at Erik og Lyle ville have fat i deres forældres penge så hurtigt som muligt. Imens holdte forsvaret fast i det gamle.
Naturligvis skulle brødrene igen vidne. Eriks begyndte meget lig sidste gang, hvor han beskrev det seksuelle misbrug og volden hans forældre havde udsat ham og Lyle for. Han fortalte at han og hans bror elskede deres forældre, og ikke dræbte dem på grund af penge, men på grund af frygt for at de selv ville blive slået ihjel, hvis de fortalte nogen om det seksuelle misbrug de var blevet udsat for. Han fortalte også at deres far havde fortalt ham, at han ville skrive ham ud af sit testamente fordi han ikke levede op til hans forventninger. Ligesom i den første retssag forsøgte distriktsadvokaten at bringe Eriks seksualitet på banen, da flere punkter pegede på at Erik var homoseksuel eller biseksuel, men igen nægtede Erik at være seksuelt tiltrukket af mænd.
Som noget nyt blev Dr. John Wilson, professor i psykologi ved Cleveland State University, hevet i vidneskranken af forsvaret. Han fortalte at Erik led af Posttraumatisk stresslidelse (PTSD) da han dræbte sine forældre, som følge af det gentagende seksuelle og psykiske misbrug hans forældre udsatte ham for, og at han viste de typiske symptomer, som mareridt og amnesi. Det var første gang at en specifik diagnose blev placeret på Erik i retssagerne.
Fem måneder inde i retssagen valgte Lyles forsvarsadvokat at skifte retning; i stedet for at køre på forklaringen om at de havde dræbt deres forældre fordi de ville gøre en ende på mishandlingen, lød forklaringen nu at de havde dræbt dem ud af frygt, vrede og passion. Den beslutning blev truffet på det grundlag, at Lyle valgte at han ikke ville vidne i den nye retssag. Det ville han ikke, fordi han efter den første retssag i bund og grund havde udtalt på bånd at han havde snydt juryen, og det var bestemt noget anklageren kunne bruge imod ham hvis han vidnede. Anklageren havde desuden også fået fingrene i et brev, som Lyle havde skrevet til en tidligere kæreste, hvori han fortalte hende hvad hun skulle fortælle om hans sindstilstand i retten.

D. 1. marts 1996 kunne juryen endelig gå i gang med at afgøre om Erik og Lyle skulle findes skyldige. Dog måtte de starte forfra, da to af jurymedlemmerne blev nødt til at blive erstattet, da den ene fik et hjerteanfald og den anden gik i fødsel. Den nye jury bestod af otte mænd og fire kvinder. D. 20. marts, efter fire dages drøftelser, nåede juryen til en afgørelse. De fandt Erik og Lyle skyldige i to tilfælde af drab, samt flere tilfælde i forbindelse med mord, herunder blandt andet sammensværgelse om at begå mord.
Samme jury skulle beslutte hvilken dom Erik og Lyle skulle dømmes, og de havde to valgmuligheder: dødsstraf eller fængsel på livstid uden mulighed for prøveløsladelse.
D. 22. marts begyndte straffefasen, som varede tre uger. 18 vidner, der skulle vidne på brødrenes vegne, blev kaldt ind. I starten af april blev Dr. Vicary, en psykiater der havde behandlet Erik siden 1990, kaldt i vidneskranken. Under krydsforhøret indrømmede han, at han havde fjernet væsentlige informationer i sine noter, på beordring fra Eriks advokat. Han havde blandt andet fjernet 24 sider af Eriks udtalelser til psykiateren, samt omskrevet ti sider. De omtalte sider indeholdte fældende beviser mod Erik, blandt andet udtalelser om hvordan han havde haft tænkt over hvordan det ville være at leve uden deres forældre, og at han og Lyle havde talt om at gøre noget ”drastisk” – dog uddybede notaterne ikke hvad ”drastisk” var.
Indrømmelsen gjorde ondt på forsvaret, der reagerede ved at anmode om en ny retssag. Anmodningen blev afvist, og efter en del diskussion, fik Eriks advokat lov til at blive – men uden reel deltagelse. I stedet skulle hun forblive stille i den resterende retssag.

Fredag d. 12. april gik juryen i gang med at diskutere om Erik og Lyle skulle idømmes dødsstraf eller fængsel på livstid uden mulighed for prøveløsladelse. D. 17. april 1996 kom de frem til en afgørelse: Erik og Lyle skulle idømmes fængsel på livstid uden mulighed for prøveløsladelse. Afgørelsen blev truffet hovedsageligt med det grundlag at brødrene ikke havde nogen tidligere straf for voldsforbrydelser, og altså ikke en tro på påstandene om seksuelt misbrug. Ingen af jurymedlemmerne troede på at de havde dræbt deres forældre ud af frygt, men troede heller ikke på at motivet udelukkende havde været at få fingrene i pengene.
D. 1. juni anmodede forsvaret om en ny retssag, men uden held. Dagen efter, d. 2. juni 1996, blev Erik og Lyle officielt idømt fængsel på livstid uden mulighed for prøveløsladelse.

D. 28. maj 1998 stadfæstede Californiens Højesteret livstidsdommen. De indgav begge habeas corpus, hvilket er en procedure hvor en frihedsberøvet person – i dette tilfælde Erik og Lyle – angiver at denne er fængslet lovstridigt. Men det blev afslået i 1999. De forsøgte flere gange at anke dommen, indtil de ikke havde flere muligheder tilbage, men blev gang på gang afvist, og måtte erkende at de ikke kunne undgå fængslet.

Fængselslivet

Få uger efter dommen blev Erik og Lyle fængslet i North Kern State Prison. I september samme år blev de skilt ad; Lyle blev sendt til California Correctional Institution, mens Erik blev sendt til California State Prison. De blev begge adskilt fra de andre indsatte, og blev håndteret som maksimumsikkerhedsfanger.

D. 2. juli 1996 giftede Lyle sig med Anna Eriksson, som han havde udvekslet breve med i flere år. Der gik ikke engang et år før Anna brød forholdet, da hun opdagede at Lyle skrev til andre kvinder. På et tidspunkt blev Lyle flyttet til Mule Creek State Prison. Her blev han i november 2003 gift med 33-årige Rebecca Sneed, som han havde kendt i omkring ti år inden.

D. 12. juni 1999 giftede Erik sig med Tammi Ruth Saccoman, i venteværelset på Folsom State Prison, som han forinden var blevet rykket til. Tammi begyndte at skrive til Erik da retssagen blev sendt i TV, selvom hun dengang var gift. Hendes mand begik selvmord, efter hun konfronterede ham med hans seksuelle forhold til sin datter, og i den følgende tid støttede Erik hende.
I 2005 udgav Tammi bogen They Said We’d Never Make It – My Life With Erik Menéndez, som Erik har været med til at redigere. Hun har været meget åben om deres ægteskab, selvom hendes familie ikke har vist megen forståelse. I 2010 udkom dokumentarfilmen Mrs. Menéndez, der også omhandler ægteskabet.

På et tidspunkt blev Erik flyttet til Richard J. Donovan Correctional Facility. Her blev Lyle også sendt hen i februar 2018, men først i april blev han overført til samme afdeling som sin bror. De havde igennem årene haft kontakt via breve, men det var første gang i alle årene, at de så hinanden, og det var til stor glæde for dem begge.
Mens Lyle har deltaget i flere interviews, og endda været med til at skrive bogen The Private Diary of Lyle Menendez fra 1995, har Erik holdt sig mere tilbage.

Medier

I filmen Cable Guy fra 1996, med blandt andre Jim Carrey og Matthew Broderick, blev der gjort grin med mediehypet der var omkring retssagen.

Der er lavet tre film baseret på sagen om Erik og Lyle:
– Honor Thy Father and Mother: The True Story of the Menendez Murders, fra 1994, med Billy Warlock (Baywatch) i rollen som Lyle, og David Berón (East Side Story) i rollen som Erik.
– Menendez: A Killing in Beverly Hills, fra 1994, med Travis Fine (Girl, Interrupted) i rollen som Erik, og Damian Chapa (Blood In Blood Out) i rollen som Lyle.
Menendez: Blood Brothers, fra 2017, med Nico Tortoella (Scream 4) i rollen som Lyle, og Myko Olivier (Castle) i rollen som Erik. Sangerinden Courtney Love er desuden også med i filmen, og spiller brødrenes mor, Kitty.
Derudover er serien Law & Order True Crimes’ første sæson The Menendez – Murders baseret på sagen. Første sæson har otte episoder, og havde premiere d. 26. september 2017 på NBC. Gus Harper (Goat) spiller rollen som Erik, og Miles Gaston Villanueva (The Young and the Restless) spiller rollen som Lyle. Edie Falco (The Sopranos) ses i rollen som Eriks advokat, Leslie Abramson, der nær var blevet fjernet fra retssagen.

Podcastserien The Last Podcast on the Left har lavet to episoder om sagen: Episode 237: The Menendez Brothers Part I – A Castro Or A Bega og Episode 238: The Menendez Brothers Part II – Write Trash With Money, fra 2017.

Der er lavet to dokumentarfilm om sagen: Murder in Beverly Hills: The Menendez Trial fra 1993, og Truth and Lies: The Menendez Brothers – American Sons, American Murderers fra 2017. Dokumentarfilmen Mrs. Menendez fra 2010 handler ikke direkte om sagen, men om Eriks ægteskab med Tammi.
Sagen er derudover også nævnt i dokumentarfilmene Murderers, Mobsters & Madmen, Vol. 1 fra 1993 og Wanderlust fra 2006.

Sagen er nævnt i følgende dokumentarserier:
– Mugshots, episode: Menendez Brothers – Blood Brothers, 2000
– E! Mysteries & Scandals, sæson 3 episode 27: Beverly Hills Babylon, sendt første gang d. 4. september 2000
– City Confidential, sæson 6 episode 6: Beverly Hills: Brothers in Arms, sendt første gang d. 1. november 2002
– Power, Privilege & Justice, sæson 2 episode 1: Brothers in Arms, sendt første gang d. 30. december 2002
– History’s Mysteries: Infamous Murders, episode: Inheritance Killers, sendt første gang d. 6. marts 2003
– Snapped, episode: Notorious – The Menendez Brothers, sendt første gang d. 2. oktober 2006
– Barbara Walters Presents American Scandals, sæson 1 episode 4: Menendez Brothers: The Bad Sons, sendt første gang d. 23. november 2015
– Crime Files the Homefront, sæson 1 episode 2: Money Kills, sendt første gang d. 1. juni 2016
– How it Really Happened, sæson 1 episode 1: The Menendez Brothers: Murder in Beverly Hills, sendt første gang d. 27. januar 2017

Følgende bøger omhandler sagen:
– Blood Brothers: The Inside Story of the Menendez Murders af Ron Sable og John Johnson, 1994
– Bad Blood: The Shocking True Story Behind the Menendez Killings af Don Davis, 1994
– The Private Diary of Lyle Menendez: In His Own Words af Lyle Menéndez, Norma Novelli, Mike Walker og Judith Spreckels, 1995
– Hung Jury: The Diary of a Menendez Juror af Hazel Thornton, 1995
– The Menendez Murders: The Shocking Untold Story of the Menendez Family and the Kilings That Stunned the Nation af Robert Rand, 2018
– A Licence to Kill: Lyle and Erik Menendez af Pamela Lillian Valemont, 2018

Bogen They Said We’d Never Make It – My Life With Erik Menéndez af Tammi Menéndez fra 2005 omhandler ægteskabet mellem Tammi og Erik.

Og så er sagen desuden nævnt i følgende bøger:
– When a Child Kills: Abused Children Who Kill Their Parents af Paul Mones, 1991
– The Abuse Excuse: And Other Cop-Outs, Sob Stories, and Evasions of Responsibility af Alan M. Dershowitz, 1994
– When Law Goes Pop: The Vanishing Line Between Law and Popular Culture af Richard K. Sherwin, 2000
– Trials of the Century: An Encyclopedia of Popular Culture and the Law af Scott Patrick Johnson, 2011

Kilder