Pekka-Eric Auvinen - Skyderiet på Jokelaskolen

Richard Speck – Mordene på sygeplejerskestuderende i Chicago

Allerede som 13 årig begyndte Richard Speck at begå kriminalitet. I 11 år holdte han sig til at begå diverse indbrud og tage på vilde drukture, indtil han d. 13. juni 1966 brød ind på et kollegium for kvindelige sygeplejerskestuderende. Natten til d. 14. mistede otte kvinder livet, én tog derfra med livet i behold. Richard døde i fængslet, dagen før sin 50-års fødselsdag i 1991. 

Richard Benjamin Speck blev født d. 6. december 1941, i Kirkwood, Illinois, USA. Richard var Benjamin Franklin Speck og Mary Margaret Carbaugh Specks syvende barn; da Richard blev født havde de allerede 4 døtre og 2 sønner. Richard og hans lillesøster, Carolyn, var en del år yngre end deres ældre søskende – næsten tyve år yngre end det ældste barn i flokken.
Kort efter Richard kom til verden flyttede familien til Monmouth. I 1947 døde faderen, hvilket tog hårdt på Richard, der var meget tæt knyttet til sin far.
Få år senere forelskede moderen sig i rejseforsikringssælgeren Carl August Rudolph Lindberg fra Texas. Carl var alkoholiker og havde en meget plettet straffeattest, blandt andet for spirituskørsel – faktisk var han en fuldstændig modsætning af Richards far, og umiddelbart ikke én man ville tænke, den dybt religiøse Mary ville forelske sig i. I 1950 blev Mary og Carl gift, og hun flyttede til Texas. På det tidspunkt var de ældste børn allerede blevet gift og flyttet hjemmefra, så for at Richard kunne færdiggøre 2. klasse i Monmouth, flyttede han og lillesøster Carolyn ind hos deres storesøster, Sara.
Da Richard havde færdiggjort 2. klasse flyttede han og Carolyn til Santo, Texas, hos deres mor og Carl. De boede i Santo i et års tid, før de flyttede til Dallas – og herefter flyttede de ofte rundt i Dallas. Carl var, udover at være dybt alkoholisk, også en voldelig mand, og udsatte Richard for mishandling og trusler.
I 1952 døde Richards storebror, Robert, i et biluheld, kun 24 år gammel.

Skolen var ikke nem for Richard. Han gik 8. klasse om, og næsten midtvejs i 9. klasse valgte han at droppe ud af skolen, kort før sin 16 års fødselsdag. Om det var faglige udfordringer, eller om det var på grund af det alkoholmisbrug han allerede var begyndt at udvikle som 12 årig, der gjorde at skolen var en udfordring, er usikkert. Som 13 årig fik han sin første plet på sin straffeattest, da han blev anholdt for ulovlig indtrængen.
Som 18 årig fik han arbejde på en aftapningsfabrik for 7 UP. Et år senere mødte han 15-årige Shirley Annette Malone, som han kort efter gjorde gravid. De blev derfor gift d. 19. januar 1962, og Shirley flyttede ind hos familien. På et tidspunkt forinden var Mary og Carl blevet separeret, og Carl var flyttet til Californien. D. 5. juli 1962 blev datteren Robbie Lynn født – imens afsonede Richard 22 dages fængsel for at have forstyrret den offentlige orden.
I 1963 mistede Richard sit arbejde, efter at være blevet fanget i at have forfalsket og forsøgt at indkassere en kollegas check på $44. Samme år røvede han en dagligvarebutik, hvor han kom af sted med cigaretter, øl og $3 i kontanter. For røveriet og forfalskningen blev han idømt 3 års fængsel, men blev allerede prøveløsladt 16 måneder senere, i 1965.

Der gik kun en uge i friheden, før Richard overfaldt en kvinde på en parkeringsplads foran den lejlighedsbygning hun boede i. Da hun begyndte at skrige flygtede han, men politiet var hurtigt på stedet og fandt Richard tæt på. For dette blev han idømt 16 måneders fængsel. På grund af en fejl var Richard atter ude i friheden, denne gang efter kun 6 måneders fængsel.
Han fik arbejde hos Patterson Meat Company, hvor han havde seks uheld med lastbilen inden han efter tre måneder blev fyret for ikke at møde op på arbejde.
I december 1965 blev Richard og Shirley separeret, og Richard flyttede derefter ind hos en 29-årig fraskilt kvinde, der arbejdede som bartender på Richards yndlingsbar, Ginny’s Lounge – eftersigende fordi hun havde brug for en der kunne se efter hendes tre børn. Shirley anmodede om skilsmisse i januar 1966; samme måned stak Richard en mand med en kniv på Ginny’s Lounge. Han blev sigtet for grov vold, men advokaten, ansat af Richards mor, fik anklagen ændret til forstyrrelse af den offentlige orden, og Richards straf lød derfor kun på en bøde på $10. Men da han valgte ikke at betale for bøden, blev han fængslet i tre dage. Skilsmissen mellem Richard og Shirley gik igennem i marts, og Richard så aldrig sin datter igen. Tre dage efter skilsmissen gik igennem, blev Shirley gift med en anden mand.

D. 5. marts 1966 købte Richard en brugt bil. Aftenen efter begik han røveri mod en dagligvarebutik, hvor han stjal 70 kartoner med cigaretter – disse solgte han efterfølgende fra bilens bagagerum på dagligvarebutikkens parkeringsplads. Da han havde solgt de sidste kartoner efterlod han bilen. Politiet kunne dog via bilens registrering finde frem til Richard, og de udstedte derfor en arrestordre på ham.
Dette ville have været Richards 42. anholdelse i Dallas, men han formåede at tage bussen til Chicago, Illinois, inden han blev fanget. I Chicago flyttede Richard ind hos sin søster, Martha, og hendes mand og to døtre. Han boede hos dem i få dage, inden han drog til sin barndomsby, Monmouth. Her skaffede hans bror ham et job hos en tømrer, hvor Richard skulle slibe gipsplader. Han flyttede ind på Christy Hotel, og brugte det meste af sin fritid på diverse værtshuse. I slutningen af marts blev Richard og nogle af hans drukvenner tilbageholdt, efter Richard havde truet en mand med en kniv.

Klokken 1 om natten, d. 3. april 1966 kom 65-årige Fru Virgil Harris hjem, og fandt en indbrudstyv i hendes hjem. Indbrudstyven, der ville vise sig at være Richard, gav hende bind for øjnene, bandt hende fast og voldtog hende, inden han tog derfra med de $2,50 Fru Virgil Harris havde tjent som barnepige få timer forinden.
En uge senere forsvandt 32-årige Mary Kay Pierce. Hun blev sidst set på forlade sin svogers værtshus, Frank’s Pub, hvor hun arbejdede som bartender. Hun blev officielt meldt savnet fire dage senere – og samme dag blev hendes lig fundet i en tom svinestald bag værtshuset. Hun var blevet dræbt af slag mod maven, der havde fået hendes lever til at briste.
Richard kom hyppigt på Frank’s Pub og havde været med til at bygge svinestalden kort forinden, og derfor blev han afhørt i sagen. Politiet bad ham om at blive i byen, i tilfælde af at de fik brug for at tale yderligere med ham, men da de fire dage senere dukkede op på Christy Hotel for at foretage endnu en afhøring af Richard, var han ikke til at finde. Han havde netop forladt byen.
Politiet ransagede hans værelse; her fandt de en radio og nogle smykker der tilhørte Fru Virgil Harris, samt andre ejendele der var blevet meldt stjålet efter to andre lokale indbrud indenfor den seneste måned.
Om Richard begik mordet på Mary Kay Pierce er aldrig blevet afklaret, men meget tyder på det.

Fra Monmouth flygtede Richard atter til Chicago, og flyttede endnu en gang ind hos sin søster Martha og hendes familie. Han fortalte Martha, at han var blevet nødt til at forlade Monmouth efter at have nægtet at være med til at sælge narkotika. D. 25. april tog Richards svoger, Gene, ham derfor med til U.S. Coast Guard for at ordne papirarbejde til at søge efter job som sømand. Der gik ikke længe før Richard fik sit første job, og fem dage senere kunne han derfor drage til søs. Jobbet sluttede dog brat da Richard d. 3. maj fik blindtarmbetændelse og akut blev hentet af en helikopter og fløjet til St. Joseph’s Hospital i Hancock, Michigan.
Da han blev udskrevet fra hospitalet blev han sendt hjem til sin søster, Martha. D. 20. maj genindtrådte han sit arbejde til søs, men blev sendt hjem igen d. 14. juni, efter at have drukket sig fuld og skændtes med officeren. Den følgende uge boede han på et herberg i Chicago, og tog derefter toget til Houghton, Michigan. Her besøgte han sygeplejersken Judy Laakaniemi, som han havde lært at kende under sin indlæggelse på St. Joseph’s Hospital. Han var hos hende indtil d. 27. juni, hvor hun gav ham $80, til at hjælpe ham til han fandt et arbejde. Han tog tilbage til Chicago, og boede hos Martha i to uger.

Gene, Richards svoger, var dog ikke yderligt tilfreds med at have Richard boende, og han kørte ham derfor til National Maritime Union (NMU), for at lave papirarbejde, således Richard kunne få et sømandskort. D. 8. juli fik Richard sit sømandskort og blev registreret. Den følgende mandag pakkede Richard sine ting hos Martha, og blev atter kørt til NMU for at vente på job. Han overnattede på logihus, og dagen efter fik han at vide, at han havde fået job på et tankskib der lå 30 minutters kørsel fra NMU. Men da Richard dukkede op, var jobbet blevet givet til en anden – og da han kom tilbage til NMU havde de lukket for dagen. Richard havde ikke penge til at overnatte på logihus igen, så han afleverede sine tasker på en tankstation, hvor en ansat lovede at passe på dem til dagen efter. Han fandt derefter et tomt, ufærdigt hus, som han overnattede i.

Mordene

Om morgenen d. 13. juli hentede Richard sine tasker på tankstationen, og blev derefter kørt til NMU af Martha og Gene. Richard var i forvejen vred over situationen fra dagen forinden, så da han havde ventet i nogle timer, holdt hans tålmodighed ikke længere. Kl. 1030 forlod han derfor NMU og tog på Shipyard Inn, hvor han lejede et værelse for de $25 han havde fået af Martha. Han brugte dagen på at drikke på forskellige værtshuse. På det sidste værtshus mødte han 53-årige Ella Mae Hooper, som han tog med til sit værelse på Shipyard Inn. Her voldtog han hende og stjal hendes pistol. Han spiste aftensmad i byen, og tog derefter tilbage til sit værelse og gav sig til at drikke mere alkohol. Kl. 2220 forlod han Shipyard Inn, iført sort tøj, og bevæbnet med Ella Mae Hoopers pistol og en springkniv.

Kl. 23 brød Richard ind på et kollegium for sygeplejerskestuderende på 2319 E. 100th Street, der lå tæt på NMU. Otte kvindelige sygeplejerskestuderende boede her, og lige denne aften var endnu en kvinde på besøg. Da Richard brød ind var kun 6 kvinder i hjemmet, og med pistolen truede han kvinderne til at gå ind på et værelse. Da de sidste tre kvinder kom hjem, fik han også dem til at gå ind på værelset, og bandt kvinderne med ødelagte lagener, efter at have fået dem til at udlevere alle deres kontanter og værdifulde ejendele. Han begyndte derefter at tage kvinderne ud fra værelset, én efter én, og enten stak eller strangulerede ihjel. Da han havde slået syv kvinder ihjel, nåede han 22-årige Gloria Davy; Richard voldtog hende, før han strangulerede hende ihjel.
En kvinde, Corazon Amurao, formåede at gemme sig langt inde under en seng, og undgik dermed at blive dræbt. Hun blev liggende gemt under sengen indtil klokken seks om morgenen d. 14, hvor hun åbnede vinduet og begyndte at skrige og råbe. En kvinde fra huset overfor hørte Corazon, og løb derfor hen til kollegiet. Indenfor blev hun mødt af et forfærdeligt syn; Gloria lå nøgen i stuen, med lagen bundet stramt om halsen. Kvinden løb derefter hen til husmoderens hus og fortalte at der var problemer i kollegiet i nr. 2319. Sammen med andre sygeplejerskestuderende løb husmoderen hen til kollegiet. De fandt, udover Gloria, 20-årige Patricia Matusek på badeværelset, og de resterende kvinder, 24-årige Nina Jo Schmale, 20-årige Pamela Wilkening, 21-årige Suzanne Farris, 20-årige Mary Ann Jordan, 22-årige Merlita Gargullo, 23-årige Valentina Pasion på to andre værelser.
En person hentede en politibetjent, som gav besked over radioen, at der var brug for mandskab på 2319 E. 100th Street. Indenfor fandt politiet et blodigt fingeraftryk, og efter hurtigt at have gennemgået gerningsstedet, bad de en politireporter om at skrive, at alle kvinderne var blevet dræbt ved at få skåret halsen over. På den måde kunne de nemt frasortere de personer, der ville angive sig selv som morderen uden at være det.
Corazon Amurao gav politiet en god beskrivelse af morderen, og de begyndte straks at undersøge nærområdet, i søgen efter moderen eller nogen der kendte til ham eller havde set noget. Således blev de ført til NMU, og her fik de fat i navnet Richard B. Speck.

Omkring kl. 1030 ankom Richard på værtshuset Pete’s Tap, ren og frisk. I sit bælte havde han en springkniv, som han fortalte bartenderen han havde brugt til at dræbe med i Vietnam. På et tidspunkt sneg Richard sig ind på bartenderen, holdte kniven for hans hals, og sagde at det var sådan han ville dræbe nogen, hvis han skulle. Bartenderen advarede Richard, som så hævdede at det hele bare var en joke. Kort efter købte en mand, William Kirkland, kniven af Richard, og sammen tog de videre til et andet værtshus. Her hørte Richard at der var en kvinde der havde overlevet massakren i kollegiet, og sagde til William at det måtte have været en ”dirty motherfucker” der havde begået mordene. Han fortalte desuden William at han havde slået sin svoger i hovedet med en flaske, og han derfor var blevet smidt ud af deres hjem – men først efter at hans søster havde givet ham $85.
På et tidspunkt efter stødte Richard på Robert ”Red” Gerald, som han så tog sig til at drikke med. Da Robert var ved at gå kold tog Richard ham med til sit værelse på Shipyard Inn. Robert faldt i søvn, og Richard gik ned i baren for at drikke videre – og her modtog han et telefonopkald.

En efterforsker havde fået en ansat fra NMU til at ringe til Richards søster, Martha, for at sige at de havde et job til Richard. Marthas mand, Gene, ringede derefter til Shipyard Inn, for at tale med Richard og bede ham ringe til NMU, hvilket Richard gjorde da opkaldet var slut. Den ansatte fra NMU fortalte Richard at de havde et job til ham på skibet Sinclair Great Lakes – men Richard vidste, at dette skib få dage forinden var sejlet at sted, og lurede hurtigt hvad der foregik. For at købe sig lidt tid, sagde han til den ansatte at han ville komme indenfor en times tid. Richard ringede derefter efter en taxi, gik op på sit værelse, vækkede Robert og pakkede sine ting. Han gik ned i baren igen for at spille pool mens han ventede. Tre politibetjente kom ind på baren og spurgte bartenderen om han havde set en høj, lyshåret fyr, med sydlig accent –  så da taxien ankom, skyndte Richard sig at få fat på Robert og snige sig udenfor til taxien. Richard vidste ikke hvor han skulle tage hen, så da de nåede Cabrini-Green ved Clybourn Avenue bad han om at blive sat af der. Inden da havde han fået Robert smidt af taxien.
Richard gik derfra hen til logihuset Raleigh Hotel, hvor han med sin charme formåede at leje sit ind på et værelse under navnet John Stayton – et navn der tilhørte en gammel ven fra Texas. På et tidspunkt i løbet af aftenen tog Richard en kvinde med op på værelset, hvor en ansat hørte kvinden kalde ham for Richard. En halv time senere kom kvinden ned i receptionen og fortalte at Richard havde en pistol. Receptionisten fortalte sin chef om dette morgenen efter, og chefen valgte at ringe til politiet, som ankom kl. 830. Politibetjentene gik op på Richards værelse, hvor de fandt ham sovende med pistolen stikkene ud under hovedpuden. De vækkede ham og spurgte hvorfor han havde en pistol, til hvilket Richard benægtede. Da han fandt ud af at de havde set pistolen, hævdede han at den tilhørte en prostitueret, og lod dem tjekke hans ID. På dette tidspunkt var hans navn ikke nået denne del af byen, så efter en samtale på 15 minutters tid og konfiskering af pistolen, gik politibetjentene igen.

I løbet af dagen fik Chicago Police Department FBI til at tjekke fingeraftrykkene fundet på kollegiet, og forsøgte at følge sporene efter Richard. Alt imens tog Richard på værtshus; her mødte han Claude ”One Eye” Lunsford og ”Shorty” Ingram. De boede på logihuset Starr Hotel, så Richard valgte at tage til Raleigh Hotel og pakke sine ting, for at flytte til Starr Hotel. 15 minutter efter Richard havde forladt Raleigh Hotel ankom politiet i søgen efter ham.
Richard drak videre med Claude og ”Shorty”, og blev ved med at snakke om at rejse som blind passager på et godstog. I håb om at få ham til at tie stille, lovede Claude at rejse med ham den følgende dag, men da Richard dagen efter fandt Claude, blev planen hurtigt droppet – af Claude. Richard forsøgte derfor i stedet at sælge nogle af hans ejendele, for at have penge nok til at blive boede på Starr Hotel.

Da politiet d. 16. fik svaret fra fingeraftrykket, blev der straks lavet en arrestordre på Richard Speck, og kort efter arrangeret et pressemøde.
Da Richard billede og navn kom i aviserne, brugte Richard sine penge, han havde tjent ved at sælge sine ting, på at købe aviser og vin. Da han ankom til Starr Hotel gik han ind på badeværelset, smadrede vinflasken og brugte et glasskår til at skære sig i håndledet og indersiden af albuen. Han lagde sig derefter ind i Claudes seng for at forbløde. Der gik dog ikke længe før Claude kom og fandt Richard – og da havde han allerede set hans ansigt på diverse avisforsider. Claude ringede straks til alarmcentralen og Richard blev kørt til Cook County Hospital og lappet sammen. Lægen genkendte Richard, særligt på hans ”Born to Raise Hell”-tatovering nævnt i aviserne, og ringede straks til poltiet, som kort efter kom og anholdte Richard.

Richard overlevede sit selvmordsforsøg, og kunne nu sige farvel til livet som en fri mand.

Retssag

Richard hverken kendte sig skyldig eller uskyldig – han hævdede at have været blackoutet af alkohol og stoffer den aften, men udtalte dog til en psykiater: ”Jeg må have gjort det, hvis alle siger jeg gjorde”. Psykiateren mente ikke at Richard var sindssyg, men diagnoseret ham sociopat.

Richards forsvar fik rykket retssagen fra Chicago til Peoria, cirka tre timers kørsel fra Chicago. D. 30. marts 1967 blev jurymedlemmerne endelig fundet, og retssagen kunne begynde d. 3. april. Claude, Robert, diverse bartendere, Ella Mae Hooper, vidner, Corazon Amurao og mange flere blev indkaldt til at vidne for retten. Corazon Amurao udpegede Richard som morderen i retten, og fortalte om aftenen og natten, helt fra da Richard brød ind, til da hun kravlede ud fra under sengen og gav sig til at skrige og råbe ud af vinduet. Hun fortalte desuden, at hun hørte Richard spørge en af kvinderne om hun var pigen i den gule kjole – dette indikerede, at Richard havde set sygeplejerskestuderende inden, hvilket ikke var helt utænkeligt, eftersom NMU lå ganske tæt på.

D. 15. april blev Richard fundet skyldig i otte mord. Det tog kun juryen 49 minutter at blive enige, og deres anbefaling var, at Richard blev idømt dødsstraf. Dette gjorde dommeren sig enig i, så d. 5. juni blev Richard idømt dødstraf med henrettelse af den elektriske stol.
Dommen blev stadfæstet d. 28. november 1968, men i juni 1971 blev det afgjort at straffen skulle genovervejes igen, da mere end 250 potentielle jurymedlemmer blev ekskluderet fra retssagen fordi de var imod dødsstraf. Da dødsstraffen i 1972 blev midlertidigt afskaffet i USA i fire år, blev Richard i stedet idømt otte gange 50-150 års fængsel, altså i alt 400-1200 års fængsel.

Tiden efter

Richard blev fængslet i Stateville Correctional Center i Crest Hill, Illinois. Her fik han tilnavnet ”Birdman”, efter filmen ”Birdman of Alcatraz”, da han havde to spurve i sin celle, der ved et uheld var fløjet derind. Han blev desuden set som lidt af en ensom særling, og blev ofte fanget i at være i besiddelse af stoffer eller alkohol.

Da Richard i 1978 blev interviewet af Chicago Tribune tilstod han mordene, med kommentaren om at han forventede at være ude af fængslet før år 2000, og at han, når han blev en fri mand, ville åbne en dagligvarebutik. Han udtalte desuden at han, da han begik mordene, ikke havde følt noget, men at det havde ændret sig: ”Jeg havde ingen følelser overhovedet den nat. De sagde at der var blod over alt. Jeg kan ikke huske det. Det føltes som ingenting… Jeg er ked af det, som én i helvede. For de piger, og for deres familier, og for mig. Hvis jeg skulle gøre det igen, ville det være et simpelt indbrudstyveri”.

FBI profiler John E. Douglas interviewede også Richard, hvilket var en del af hans arbejde, samt bogen ”Mindhunter: Inside the FBI’s Elite Serial Crime Unit”. I et interview fortalte Richard om hvordan han havde passet og plejet en spurv der var fløjet ind i hans celle, og da spurven var blevet rask nok til at stå op, havde han bundet en snor om dens ene ben og gik rundt med den på hans skulder. Men da en vagt havde sagt til ham at kæledyr ikke var tilladt i fængslet, var Richard gået hen til en ventilator og kastet spurven ind i den, så den blev maltrakteret og dræbt. Da vagten sagde at han troede, at Richard var glad for fuglen, svarede Richard: ”Hvis jeg ikke kan have den, kan ingen have den.”

I maj 1996 modtog nyhedsvært Bill Kurtis videobånd fra en anonym afsender, optaget inde i fængslet i 1988. Videobåndene indeholdte optagelser af blandt andet sex og stofbrug; på nogle optagelser kunne man se Richard udføre oralsex på en anden indsat, og dele en stor mængde kokain med denne. Han poserede desuden i blå silketrusser, og viste sine kvindelignende bryster frem, som angiveligt var et resultat af et brug af indsmuglet hormonbehandlinger. På disse optagelser tilstod Richard igen mordene, og fortalte at han ikke var ked af at have gjort det, samt at han nød at have sex med mænd.

Richard søgte om prøveløsladelse allerede i 1976 – men han blev afvist allerede syv minutter inde i mødet. Han søgte igen i 1977, 1978, 1981, 1984, 1987 og 1990, men blev afvist hver gang.
Richard døde af et hjerteanfald d. 5. december 1991 – dagen før hans 50 års fødselsdag. Hans søster, Carolyn, spredte hans aske et hemmeligt sted i Joliet-området.

Da Richard døde, var det kun Carolyn der endnu var i live. Hvad der er blevet at Richards datter, vides ikke.

Ofre

  • Gloria Davy, 22 år
  • Patricia Matusek, 20 år
  • Suzanne Farris, 21 år
  • Mary Ann Jordan, 20 år
  • Nina Jo Schmale,  24 år
  • Merlita Gargullo, 22 år
  • Pamela Wilkening, 20 år
  • Valentina Pasion, 23 år

Medier

I 1976 udkom filmen ”Naked Massacre”, der er stærkt inspireret af sagen.
Filmene ”Speck”, 2002, og ”Chicago Massacre: Richard Speck”, 2007, omhandler mordene. Den overnaturlige horrorfilm ”100 Ghost Street: The Return of Richard Speck”, også kaldt ”Paranormal Entity 4: The Awakening” fra 2012, handler om nogle paranormale efterforskere der tager til kollegiet for at filme Richards spøgelse.

TV-dokumentarfilmen ”Richard Speck: Born to Raise Hell” fokuserer på retssagen og det overlevende offer, og blev sendt første gang d. 4. april 1999.
Dokumentarserien ”Biography” sendte d. 18. august 1999 afsnittet ”Richard Speck: Natural Born Killer”. Dokumentarserien ”Infamous Murderers”, sendt på History Channel, viste i 2001 afsnittet ”Lady Killers”, der omhandler Richard Speck, John Christie og William Heirens.
Dokumentarserien ”A Crime to Remember”, sendt på Investigation Discovery, havde i sæson tre et afsnit der omhandlede efterforskningen, anholdelsen og retssagen, kaldt ”And Then There Was One” .

Serien ”American Horror Story” havde i første sæson “Murder House” et afsnit, der ifølge skaberen Ryan Murphy, var baseret på Richard Speck. Afsnittet hedder ”Home Invasion”, og er afsnit nr. 2.
I Netflix-serien ”Mindhunter”, baseret på John E. Douglas’ bog ”Mindhunter: Inside the FBI’s Elite Serial Crime Unit”, spilles Richard Speck af Jack Erdie.
Law & Order: Special Victims Unit” og ”Chicago PD” havde et ’crossover’ afsnit, med en handling der var baseret på mordene, kaldt ”Worldwide Manhunt” og ”The Song of Gregory William Yates”, sendt første gang d. 10. februar 2016.

Også indenfor musikverdenen har Richard Speck og sagen været til inspiration. I sangen ”7 O’Clock News/Silent Night” af Simon and Garfunkel kan man i baggrunden høre en nyhedsreporter sige: ”In Chicago, Richard Speck, accused murderer of nine student nurses, was brought before a grand jury today for indictment. The nurses were found stabbed and strangled in their Chicago apartment”. Det skulle eftersigende være fra en nyhedsudsendelse, enten på radio eller TV, selvom nyhedsreporteren kommer med flere forkerte udtalelser. Sangen kan findes på albummet ”Parsley, Sage, Rosemary, and Thyme” fra 1966.
Flere bands har ligefrem lavet sange om Richars Speck, herunder blandt andre Cheap Trick med ”The Ballad of TV Violence (I’m Not the Only Boy)” fra 1977, The Chesterfield King med ”Richard Speck” fra 1989, Macabre med ”What the Heck, Richard Speck” fra 1993 og Church of Misery med ”Born to Raise Hell” fra 2009. Både Church of Misery og Macabre har udgivet sangene på albums, hvor alle sangene omhandler diverse mordere.

I 1967 udkom bogen ”Born to Raise Hell: The Untold Story of Richard Speck”, skrevet af Jack Altman og Martin Ziporyn. I 1993 udkom bogen ”The Crime of the Century: Richard Speck and the Murderers That Shocked a Nation”, skrevet af Dennis L. Breo og William J. Martin. Begge bøger omhandler Richard Speck og mordene.
Sagen er desuden nævnt i bogen ”American Mass Murderers” fra 2015, skrevet af Valrie Plaza, samt “Mindhunter: Inside the FBI’s Elite Serial Crime Unit” fra 1995, skrevet af John E. Douglas og Mark Olshaker.

Sagen har ikke kun været til inspiration for film, TV, musik og bøger; den har også været inspiration for den tyske kunstner Gerhard Richter. I 1966 lavede han et maleri, hvori han brugte portrætfotos af de dræbe sygeplejerskestuderende, kaldt ”Eight Student Nurses”.

Kilder

– Wikipedia

– Richard Speck: Born to Raise Hell”, artikel af Connie Fillipelli, via Murderpedia

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Pekka-Eric Auvinen - Skyderiet på Jokelaskolen