Ted Bundy

David Berkowitz – Søn af Sam

I 1976 og 1977 mistede 6 personer livet, og yderligere 7 blev såret, da David Berkowitz, også kendt som Søn af Sam, terroriserede New Yorks gader. Om det var på grund af psykisk sygdom, hævn over sin mor der bortadopterede ham, eller fordi han var med i en Satanistisk kult, at han følte behov for at dræbe hovedsageligt unge, mørkhåret kvinder, ved kun David. I dag sidder David stadig fængslet i Shawangunk Correctional Facility, 65 år gammel.

I 1936 blev Elizabeth Broder og Tony Falco gift, og kort efter fik parret en datter sammen ved navn Roslyn. Ægteskabet varede i fire år, og sluttede da Tony forlod Elizabeth for en anden kvinde. Elizabeth indledte derefter et forhold med en gift mand ved navn Joseph Klineman, og tre år senere, d. 1. juni 1953, blev Richard David Falco født i Brooklyn, New York, USA. Joseph ville ikke have noget med barnet at gøre, og fik derfor efternavnet Falco og blev bortadopteret få dage efter fødslen.
To uger senere blev barnet adopteret af ægteparret Pearl og Nathan Berkowitz, der ejede en isenkramforretning i Bronx. De valgte at deres adoptivsøn, som var deres eneste barn, skulle hedde David Richard Berkowitz.

Som 5-årig startede David i børnehaveklasse, men udviste allerede dengang problemer, og havde et fravær på 46 dage. Dog var David en intelligent dreng, og allerede som 7-årig viste en IQ test at han havde en IQ på 118, altså over normalen. Som 7-årig blev David desuden ramt af en bil, som resulterede i en hovedskade, og få måneder efter fik han endnu en hovedskade, da han løb ind i en væg. Også i det år fik David at vide, at han var adopteret.
I 4. klasse begyndte David at blive mobbet af skolekammerater på grund af hans størrelse, hvilket resulterede i at David forsøgte at blive venner med de yngre børn på skolen og i nabolaget. Når de yngre børn afviste ham, ville han vende sig mod dem og være led overfor dem.

Da David var 11 år gammel begyndte han at opleve problemer med at sove. Han ville derfor enten sove med lys tændt eller sove inde hos sine forældre, hvilket de ikke var begejstret for. Davids efterhånden mange problemer valgte hans forældre at håndtere ved at forkæle ham med en masse legetøj.
Som 13-årig begyndte han at torturere og dræbe dyr; blandt andet dræbte han sin mors parakit, Pudgy, ved at give den små doser af rensevæske i en periode på tre uger. Døden var ikke noget David var ukendt med, for han havde flere gange set folk dø. Første gang som 9-årig, da han så en pige blive ramt af en bil og miste livet, så igen som 10-årig, da en mor og datter mistede livet også ved at blive ramt af en bil, og til sidst som 13-årig, da en dreng faldt ud af siden på en bus og mistede livet.
Da David holdte bar mitzvah var der ikke mange deltagende, for ligesom David, havde hans forældre heller ikke mange venner, da de foretrak at være for sig selv.

I oktober 1967, da David var 14 år gammel, døde hans mor af brystkræft. Hun havde været syg i længere tid, dog uden Davids viden, hvilket han også blev meget vred på sin far over. Deres forhold blev aldrig det samme, og David begyndte at klare sig dårligere og dårligere i skolen. Hans karakterer faldt fra hovedsageligt B til F eller C.
Året efter begyndte David at forsøge sig med dating, men uden den store succes. Dog havde han sin første seksuelle oplevelse som 16-årig, da en pige udførte oral sex på ham. I 10. klasse pjækkede David i 36 dage i løbet af skoleåret, og dumpede de fleste af fagene det år.
I 1970 flyttede David og hans far ind i en andelslejlighed i Co-op City i Bronx, og David begyndte at begå hærværk og vandalisme; blandt andet ødelagde han bilruder og påsatte ildebrande. Året efter blev Davids far gift med Mary, hvilket David bestemt ikke var glad for, og da han senere på året færdiggjorde high school flyttede Davids far og hans nye kone til Florida, og efterlod David i New York.

Efter high school meldte David sig til hæren, og blev i december 1971 udstationeret i Korea i 10 måneder. Her begyndte han at eksperimentere med marihuana, meskalin, amfetamin og LDS. Hæren var ikke en succesoplevelse for David, og de var heller ikke synderligt glade for at have ham, særligt eftersom han blev taget i at stjæle mad og ofte var forsinket. Dog havde han sit første samleje under sin tid i hæren, med en koreansk prostitueret der efterlod ham med en kønssygdom. I januar 1973 blev David sendt til Fort Knox i Kentucky, og begyndte at gå i baptistkirke for at bede, ifølge ham selv fordi han følte sig tom.
David havde formået at holde pause med brandstiftelse i hans tid i hæren, men begyndte igen i 1974, og begyndte at holde overblik over dem via dagbøger. Også i 1974 blev han døbt i baptistkirken, og i sommeren blev han afskediget fra hæren. Han fik derefter job som sikkerhedsvagt; her blev han bidt af en vagthund, men var alligevel en af de få ansatte der ikke var bange for hunde.

I januar 1975 flyttede David ind i en lejlighed på 2161 Barnes Avenue i Bronx, og omkring samme tidspunkt lærte han, at hans fødenavn var Richard David Falco. Efterhånden begyndte Davids psykiske tilstand at blive forværret, hvilket tydeligt kunne fornemmes i et brev han sendte til hans far, hvori der blandt andet stod: ”Verden bliver mørk nu. Jeg kan føle det mere og mere. Menneskerne, de udvikler et had for mig. Du ville ikke tro på hvor meget nogle mennesker hader mig. Mange af dem vil dræbe mig. Jeg kender ikke engang disse mennesker, men alligevel hader de mig. De fleste af dem er unge. Jeg går ned af gaden og de spytter og sparker efter mig. Pigerne kalder mig grim og de generer mig mest. Drengene griner bare. Hvor end, ting vil snart vende til det bedre.
Få måneder senere skød David en schæferhund, uden grund.
David fandt sin biologiske mor, Elizabeth, i maj 1975, og sendte hende et Mors Dag-kort, som indledte et forhold mellem dem, og satte ham i kontakt med hans halvsøster, Roslyn. Omkring samme tidspunkt begyndte han også på Bronx Community College og fik job som taxichauffør.

Jobbet som taxichauffør blev efter hans 22-års fødselsdag skiftet ud med job som sikkerhedsvagt i John F. Kennedy International Airport. Men det job holdte ikke længe, da han i efteråret sagde det op, ifølge ham selv fordi vagthundene talte til ham. I stedet fandt han et job som kanalarbejder i et airconditionfirma.
I november 1975 havde David ifølge hans dagbøger startet 1488 ildebrande rundt omkring i New York.
Juleaften i 1975 overfaldt David to kvinder med en kniv. Den første kvinde blev kun overfladisk såret og formåede at kæmpe imod, inden David løb videre. Kort efter stak han Michelle Forman, da hun var på vej over en bro; hun blev såret men overlevede.
Måneden efter stoppede David kontakten med sin biologiske mor og halvsøster, og flyttede ind i et hus i New Rochelle. Han fik desuden våbentilladelse og købte en halvautomatisk riffel samt fire æsker med ammunition. I marts fik han job hos Postal Service, og kort efter flyttede han fra huset i New Rochelle – ifølge ham selv for at flygte fra dæmonernes hyleri i huset – og ind i en lejlighed på 34 Pine Street i Yonkers. Her kom han til at bo ved siden af 63-årige Sam Carr og hans hund. Få måneder senere forsøgte David at dræbe Sams hund uden held.
I juni tog David til Houston for at besøge en ven fra hæren, og her købte han en .44 kaliber revolver.

Mordene

Kort efter midnat d. 29. juli 1976 sad 18-årige Donna Lauria og 19-årige Jody Valenti i Jodys bil, parkeret ude foran Donnas hjem i Pelham Bay, og snakkede om deres aften på et diskotek i New Rochelle. Da Donna åbnede døren for at gå ud af bilen så hun en mand komme gående hen mod dem. Manden tog en pistol op fra en papirspose og begyndte at affyre skud mod dem. Donna blev ramt og døde med det samme. Jody blev ramt i låret, men overlevede. Efter at have skudt pigerne vendte manden sig om, og gik derfra i hurtigt tempo.
Jody fortalte politiet at hun ikke genkendte manden, og beskrev ham som en hvid mand i 30’erne, omkring 175 cm høj, omkring 73 kg og med kort, mørkt og krøllet hår. Donnas far havde set en lignende mand i en gul bil, parkeret i nærheden, samme aften.
Manden ville senere vise sig at være David.

De næste måneder forholdt David sig i ro. Men så i oktober, d. 23., så han 20-årige Carl Denaro og 18-årige Rosemary Keenan sidde i Rosemarys bil, parkeret ved siden af Bowne Park i Queens. David affyrede skud fra sin .44 kaliber revolver mod bilen og smadrede bilens ruder. Parret skyndte sig at køre væk, stadig ikke helt bevidst om at der var en der havde skudt efter dem, på trods af at Carl blødte ud af et skudsår i hovedet. De begge overlevede, men så ikke David.
Dette skyderi fik særligt politiets opmærksomhed, eftersom Rosemarys far havde arbejdet hos politiet i mange år, men umiddelbart linkede de ikke de to skyderier sammen.

Kort efter midnat d. 27. november var 16-årige Donna DeMasi og 18-årige Joanne Lomino på vej hjem fra biografen. De stod og snakkede sammen udenfor Joannes hjem i Queens, da David tog kontakt til dem, og med lys stemme spurgte om vej. Pigerne nåede ikke at svare før David trak sin revolver frem og skød begge piger med et enkelt skud hver. Da de var faldet til jorden affyrede David flere skud, hvoraf nogle ramte Joannes hjem, inden han løb væk derfra. En nabo der hørte skyderiet løb udenfor, og så David løbe derfra med revolveren i hånden. Donna var blevet ramt i halsen, men var udenfor livsfare og overlevede. Joanne blev ramt i ryggen, og var i livsfare. Hun overlevede, men blev lam fra livet og ned.

Igen efter midnat, d. 20. januar 1977, sad 26-årige Christine Freund med sin forlovede, 30-årige John Diel, i dennes bil nær Forest Hill i Queens. Parret havde lige set filmen Rocky, og gjorde sig nu klar til at tage i byen for at danse. Omkring kl. 0040 affyrede David skud fra sin revolver igennem bilen; Christine blev ramt af to skud, og John kun overfladisk såret. John skyndte sig at køre Christine på hospitalet, hvor hun døde nogle timer senere. David havde nu to menneskeliv på samvittigheden.
Efter drabet på Christine Freund mistænkte politiet nu at sagerne hang sammen, da alle ofre var blevet skudt eller skudt efter med en .44 kaliber revolver, og alle havde langt mørkt hår. Alle var kvinder – udover Carl Denaro, men selv han havde langt mørkt hår, og politiet mistænkte at gerningsmanden havde troet at Carl var en kvinde. Der blev desuden lavet en skitse af gerningsmanden ud fra vidner og overlevende ofres beskrivelser.

To drab og flere drabsforsøg var dog ikke nok for David, og selvom han nu vidste at han var eftersøgt, lod han sig ikke stoppe. D. 8. marts slog David til igen – dog var forløbet denne gang en anelse anderledes end før. 19-årige Virginia Voskerichian var på vej hjem fra lektioner på Columbia University omkring kl. 1930 da David skød hende. Hun havde forsøgt at beskytte sig med sine bøger, men kuglen gik gennem og ramte hende i hovedet, og hun døde på stedet.
Selvom mordet fandt sted tidligt på aftenen var der ingen direkte vidner til selve mordet, men flere vidner kunne fortælle politiet at de havde set en ung mand, lignende skitsen, i området før mordet.

I starten af april sendte David et anonymt brev til sin nabo, Sam Carr, hvori han klagede over hans hund. Samme måned skiftede David job fra Postal Service til Post Office – alt imens fik mordene stor opmærksomhed i medierne.
Midt om natten d. 17. april blev 20-årige Alexander Esau og 18-årige Valentina Suriani skudt, mens de sad i Valentinas bil nær hendes hjem i Bronx. Valentina døde i bilen, men Alexander døde på hospitalet to timer senere.
Da politiet ankom til gerningsstedet fandt de en hvid konvolut, med et brev adresseret til politikommissær Joseph Borrelli fra New York Police Department. I brevet stod der:
Jeg er dybt såret over at I kalder mig kvinde hader. Det er jeg ikke. Men jeg er et monster. Jeg er ”Søn af Sam”. Jeg er en lille ”møgunge”. Når fader Sam bliver fuld bliver han ond. Han tæsker sin familie. Nogle gange binder han mig fast til bagsiden af huset. Andre gange låser han mig inde i garagen. Sam elsker at drikke blod. ”Gå ud og dræb”, kommanderer fader Sam. Bag vores hjem hviler nogle. Mest unge – voldtaget og slaget – deres blod drænet – kun knogler nu. Papa Sam holder mig også låst på loftet. Jeg kan ikke komme ud, men jeg ser ud af loftsvinduet og ser verden gå forbi. Jeg føler mig som en outsider. Jeg er på en anden bølgelængde end alle andre – programmeret til at dræbe. Hvor end, for at stoppe mig skal du dræbe mig. Opmærksomhed al politi: Skyd mig først – skyd for at dræbe, for ellers. Hold dig ude af min vej eller du vil dø! Papa Sam er gammel nu. Han har brug for noget blod til at bevare sin ungdom. Han har haft for mange hjerteanfald. For mange hjerteanfald. ”Ugh, mit hjerte gør ondt sonny boy”. Jeg savner min kønne prinsesse mest af alt. Hun hviler sig i vores damers hun, men jeg vil se hende snart. Jeg er ”Monsteret” – ”Beelzebub” – ”Chubby Behemouth”. Jeg elsker at jage. Strejfe gaderne, lede efter et fair spil – velsmagende kød. Kvinderne af Queens er de kønneste af alle. Det må være vandet de drikker. Jeg lever for jagten – mit liv. Blod for papa. Hr. Borrelli, sir, jeg vil ikke dræbe længere, sir, ikke længere, men jeg skal, ”ære din far”. Jeg vil elske med verden. Jeg elsker mennesker. Jeg hører ikke til på Jorden. Send mig tilbage til yahoos. Til menneskerne af Queens, jeg elsker jer. Og jeg vil ønske jer alle en god påske. Må Gud velsigne jer i dette liv, og det næste, og for nu siger jeg farvel og godnat. Politi – lad mig hjemsøge jer med disse ord; jeg vender tilbage! Jeg vender tilbage! Som fortolkes som – bang, bang, bang, bang, bank, bang – ugh!! Jeres i mord, Hr. Monster

Politiet fik både brev og konvolut undersøgt for fingeraftryk, men det viste sig at gerningsmanden kun havde brugt fingerspidserne til at håndtere brevet, og der kunne derfor ikke findes et brugbart fingeraftryk. Før brevet havde David fået kaldenavnet ”.44 Kaliber-morderen” af medierne, men blev nu også kaldt for ”Søn af Sam”. Brevet havde en del stavefejl, hvoraf nogle kunne lyde som skotsk accent, hvilket fik politiet til at mistænke at gerningsmanden måske var skotsk. Desuden mistænkte det at gerningsmanden var ude på at hævne sig på en mørkhåret sygeplejerske der var indblandet i hans fars mange hjerteanfald og død. Det viste sig nemlig at både Donna Lauria og Jody Valenti havde arbejde indenfor sundhedsvæsenet.
To dage efter mordene på Alexander Esau og Valentina Suriani blev en task force lavet, hvor 75 kriminalbetjente og 225 politibetjente skulle arbejde på sagen. Samme dag modtog Davids nabo, Sam Carr, endnu et brev. I brevet stod der blandt andet: ”Jeg kan se at der ikke vil være fred i mit liv, eller min families liv, før jeg ender dit”. Sam Carr blev naturligvis skræmt over brevet og afleverede det derfor til Yonkers politi. Ti dage senere blev Sams hund skudt, men overlevede.

I slutningen af maj offentliggjorde politiet en psykologisk profil af gerningsmanden, hvori flere psykiatere havde konkluderet at gerningsmanden var neurotisk og muligvis led af paranoid skizofreni, med overbevisning om at han var offer for en dæmonisk besættelse.
Få dage senere modtog Jimmy Breslin, journalist for New York Daily News, et brev fra en der hævdede at være .44 Kaliber-morderen. På bagsiden af konvolutten stod der: ”Blod og Familie – Mørke og Død – Absolut Fordærvelse – .44”, og i selve brevet stod der:
Hej fra rendestenene i N.Y.C. som er fyld med hunde gødning, bræk, forældet vin, urin og blod. Hej fra kloakkerne i N.Y.C. som sluger disse delikatesser når de bliver skyllet væk af fejemaskinerne. Hej fra revnerne i fortovene i N.Y.C. og fra myrerne der dvæler i disse revner og fodres af det indtørrede blod fra de døde der har bosat sig i revnerne. J.B., jeg smider dig bare en linje for at fortælle dig at jeg værdsætter din interesse i de nylige og forfærdelige .44 mord. Jeg vil også fortælle dig at jeg læser din klumme dagligt og jeg finder den ret informativ. Fortæl mig Jim, hvad vil du have for 29. juli? Du kan glemme mig hvis du vil, for jeg er ligeglad med offentlig omtale. Dog må du ikke glemme Donna Lauria og du kan ikke lade menneskerne glemme hende heller. Hun var en meget, meget sød pige, men Sam er en tørstig fyr, og han vil ikke lade mig stoppe med at dræbe før han får sin blodfyldning. Hr. Breslin, sir, tro ikke at fordi du ikke har hørt fra mig i noget tid, at jeg er faldet i søvn. Nej, tvært imod, jeg er her stadig. Som en ånd, strejfer natten. Tørstig, sulten, stopper sjældent for at hvile; ængstelig for at tilfredsstille Sam. Jeg elsker mit arbejde. Nu, tomrummet er blevet fyldt. Måske skal vi mødes ansigt til ansigt en dag, eller måske vil jeg blive sprunget i luften af betjente med rygende .38’ere. Hvor end, hvis jeg er heldig nok at møde dig vil jeg fortælle dig alt om Sam hvis du vil, og jeg vil introducere dig for ham. Hans navn er ”Sam den forfærdelige”. Uden at vide hvad fremtiden indeholder skal jeg sige farvel og jeg vil se dig ved det næste job. Eller skulle jeg sige, du vil se værk ved næste job? Husk Frk. Lauria. Tak. I deres blod og fra rendestenen ”Sams kreation” .44 Her er nogle navne til at hjælpe dig. Videresend dem til inspektøren for brug af N.C.I.C: ”Hertugen af Død” ”Den Onde Kong Wicker” ”De 22 Disciple af Helvede” ”John Wheaties – Voldtager og Kvæler af Unge Piger”. P.S: Vær venlig at informere alle kriminalbetjente forblive. P.S: JB, vær venlig at informere alle kriminalbetjente på sagen at jeg ønsker dem det bedste held og lykke. ”Fortsæt med at grave, kør på, tænk positivt, let røven, bank på kister, osv.” Når jeg bliver fanget lover jeg at købe alle fyrene der arbejder på sagen et nyt par sko, hvis jeg kan finde pengene til det. Søn af Sam.
Brevet blev naturligvis afleveret til politiet, som straks begyndte at analysere alle dele af brevet. En uge senere blev brevet offentliggjort i avisen New York Daily News, hvor Jimmy Breslin opfordrede gerningsmanden til at overgive sig. Avisen solgte den dag 1,1 millioner eksemplarer – en rekord som avisen endnu ikke har formået at slå. Efterfølgende modtog politiet tusindevis af opkald fra borgere, men desværre uden at det førte til fangst.

Tilbage i april blev David stævnet fordi han kørte uden at have sin bil forsikret, og da han ikke dukkede op i retten, fik han d. 7. juni frataget retten til at køre bil.
Dagen inden havde Davids underbo, Craig Glassman, modtaget et truende anonymt brev, hvori der stod:
Craig Glassman,
Du er blevet udvalgt. Du er blevet udvalgt til at dø. Craig, jeg forbander din mors grav. Jeg forbander din mors grav. Jeg pisser på hende Craig. Urinere på hendes hoved. Din mund er fyldt med sæd. Dit blod er surt.
Du, Craig Glassman, er virkelig Satans barn, og nu ønsker han dig ved sin side. Kom og slut jer til ham, I små. Master Glassman, du er en mand med magt (magten af mørke). Du er hermed beordret til at frigøre din terror mod mennesket. ”Ødelæg alt godt og ødelæg menneskers liv. Begynd straks!”. Mægtig Craig, hvor er dit våben. Hvis du ikke adlyder kommandoerne, kommandoerne fra din far, så vil du blive straffet. Jeg sværger, Glassman, dit liv vil blive rent Helvede. Vi vil dræbe dig. Vi vil myrde dig. Husk, Craig, at din mor, skøgen, den lesbiske luder, ønsker at elske dig så gør hende glad – dræb nogle af dine børn. Husk hvis du ikke gør som vi siger vil du med sikkerhed dø en tidlig død.
Dine brødre & søstre
Craig skat, Craig Glassman, den grusomste sygeste mand på Jorden. Grusomme Glassman, grusomme Glassman, ond, forfærdelig, grusom, hadefuld, Craig Glassman,
Dø Craig Dø.

Tolv dage senere modtog han endnu et truende brev, hvori der blandt andet stod: ”Sandt, jeg er morderen, men Craig, mordene er på din kommando”.

D. 26. juni omkring kl. 300 sad 20-årige Sal Lupo og 17-årige Judy Placido i Sals parkerede bil i Queens, da tre skud pludselig ramte bilen. Sal blev såret på højre underarm, mens Judy blev ramt i højre tinding, skulder og nakke. Begge overlevede, men nåede ikke at se gerningsmanden. Det gjorde to vidner i stedet, og kunne give samme beskrivelse af gerningsmanden som ved de andre skyderier. Tre yderligere vidner så samme mand flygte væk i sin gule bil, og én kunne endda angive lidt af nummerpladen.
Tre dage senere sagde David sit job op hos Post Service.

Om natten d. 31. juli sad 20-årige Stacy Moskowitz og hendes kæreste, 20 årige Robert Violante, og kyssede i Roberts bil, der var parkeret under en gadelampe ved siden af parken i Bath Beach nabolaget. David kom gående hen mod bilen, mens han affyrede fire skud mod parret. Begge blev ramt i hovedet, inden David flygtede væk gennem parken. Stacy døde senere på hospitalet, mens Robert overlevede – dog blind på det ene øje og delvist blind på det andet øje.
Der var flere vidner til dette mord, end der havde været til nogle af de andre skyderier. Blandt andet Tommy, der sad i sin bil med sin kæreste, parkeret overfor Stacy og Robert, som havde set gerningsmanden tydeligt under gadelampen. Ifølge Tommy var gerningsmanden mellem 25 og 30 år gammel, gennemsnitlig af højde, med busket mørkeblond eller lysebrunt hår, der lignede en paryk. En kvinde så David løbe ud fra parken og hoppe ind i sin gule bil, og hun nåede at skrive noget af nummerpladen ned, inden han flygtede fra stedet. Kort efter var en mand nær kørt sammen med David, hvilket efterlod manden så vred at han valgte at følge efter David, men tabte ham til sidst af syne.
De følgende dage kiggede politiet nærmere på de over 900 Volkswagen biler i New York og New Jersey, fordi et vidne havde sagt at gerningsmanden kørte i en Volkswagen – men det viste sig, at det var en gul Ford Galaxie de skulle kigge efter. Heldigvis havde et vidne set en gul bil nær parken i Bath Beach området få en parkeringsbøde samme nat som Stacy og Robert blev skudt, hvilket politiet lærte fire dage efter skyderiet. Det undersøgte de nærmere, og her fandt de blandt andet Davids bil.

D. 9. august 1977 blev Yonkers politi bedt om at hente David ind til afhøring. Yonkers politi havde da allerede David mistænkt for nogle andre kriminaliteter, som der endda var refereret til i brevene.
Dagen efter tog politiet ud til Davids lejlighedsbygning, hvor de fandt hans bil parkeret foran. De undersøgte bilen, og valgte at åbne den op på grund af en riffel der lå på bagsædet. Indeni fandt de en køjesæk fyldt med ammunition, kort over gerningsstederne og et truende brev adresseret til politiinspektør Timothy Dowd, der ledte task forcen. Alt tydede altså på at de nu havde fundet Søn af Sam, men de valgte at vente på at David selv kom ud fra lejligheden, fremfor at risikere et voldeligt sammenstød i den smalle gang i bygningen. Samtidig ventede de også på en ransagningskendelse til hans lejlighed – en ransagningskendelse der var meget vigtig for sagen, fordi de egentlig havde brudt ind i bilen uden lov, for selv en riffel gav ikke lov til det, og hvis ikke de fik en ransagningskendelse kunne sagen blive ødelagt i retten.
Omkring kl. 22 kom David ud fra sin lejlighed og satte sig ind i sin bil. To kriminalbetjente gik hen mod bilen, med deres våben trukket, og spurgte David om hvem han var. Til det svarede David, at han var Søn af Sam, David Berkowitz. Visse kilder lyder på at David desuden tilføjede ”Nå, nu har I mig. Hvorfor tog det jer så lang tid?”.
David blev anholdt d. 10. august 1977, og Søn af Sam-mordene kunne endelig stoppe. Efter anholdelsen blev David bragt til Yonkers politistation, og derefter Coney Island, hvor task forcen var lokaliseret. Omkring kl. 01 mødte daværende borgmester Abraham Beame David, og fortalte bagefter offentligheden via medierne at nu kunne de endelig slappe af, for politiet havde fanget en mand de mente var Søn af Sam.

Efterforskning og retssag

Tidligt om morgenen d. 11. august 1977 blev David afhørt for første gang, og her tilstod han at stå bag skyderierne, og udtrykte desuden interesse i at kende sig skyldig. Han fortalte hans nabos hund var besat af en ældgammel dæmon, der forlangte at han skulle dræbe unge kønne piger, fordi den ville have deres blod.
D. 24. august blev han mentalundersøgt, og det blev konkluderet i rapporten at David var sindssyg.

Få uger efter anholdelsen fik David lov til at sende et brev til New York Post. I brevet fortalte David igen om den dæmoniske hund, og sluttede af med at advare: ”Der er andre Sønner derude, Gud hjælpe verden”.
Måneden efter var David til kompetencehøring, hvor Dr. Abrahamsen på grund af sine undersøgelser konkluderede at David viste paranoide træk, men at det ikke var noget der stod i vejen for hans evne til at stå for retten. I april 1978 var han igen igennem en kompetencehøring, og her viste en IQ test at hans IQ var på 115, altså 3 IQ-point mindre end da han var 7 år. Psykiaterne var desuden enige om at David havde en psykopatisk personlighed, men ikke ude af stand til at stå for retten. Davids advokat rådede alligevel David til at kende sig ikke skyldig på grund af sindssyge, men det nægtede han. Så d. 8. maj 1978 kendte han sig officielt skyldig i alle anklager i retten.

Det at David kendte sig skyldig, betød at han ikke skulle igennem en retssag omhandlende skyldsspørgsmålet, men kun en retssag angående hvilken straf han skulle have. Den retssag skulle begynde d. 22. maj, men da forsøgte David at hoppe ud af et vindue på 6. sal i retsbygningen. Da vagterne holdt ham tilbage, gentog han: ”Stacy er en luder, Stacy er en luder”, og sluttede af med at råbe: ”Jeg ville dræbe hende igen, jeg ville dræbe dem alle igen”. Det resulterede i endnu en mentalundersøgelse; her tegnede David en tegning af en fængslet mand med mure om sig, hvor der nedenunder stod skrevet: ”Jeg har det ikke godt. Slet ikke godt”. Men David blev atter fundet i stand til at stå for retten.
D. 12. juni 1978 blev David idømt 25 år til fængsel på livstid for hvert mord, som skal afsones efter hinanden – altså mindst 150 års fængsel. På grund af David havde kendt sig skyldig, gav det ham ret til at søge om prøveløsladelse efter 25 år.

Fængslet

Da David havde fået sin straf blev han bragt til Sing Sing Correctional Facility i Ossining, New York, og derefter Clinton Correctional Facility i Dannemora, New York, hvor han blev undersøgt både mentalt og fysisk. D. 7. juli 1978 blev han så bragt til Central New York Psychiatric Center i Marcy, og her fortalte han Dr. Abrahamsen at han længe havde overvejet at begå mord for at hævne sig på verden, som han følte havde afvist og såret ham. Han var på Central New York Psychiatric Center i 6-8 uger, inden han endelig blev sendt til Attica Correctional Facility i Attica, New York.

I februar 1979 fortalte David FBI profiler Robert Ressler at hele forklaringen med naboens hund og dæmonisk besættelse var noget han havde sagt, bare for at blive erklæret sindssyg, og hævdede at han i stedet havde begået drabene på grund af hans vrede mod hans mor og hans manglende evne til at skabe positive relationer med kvinder. Han havde altså nu givet tre forskellige forklaringer på sit motiv: først den dæmoniske hund, derefter hævn mod verden og nu dette.
I juli 1979 blev David overfaldet i fængslet; en anden indsat forsøgte at skære halsen over på ham, hvilket resulterede i et 20 cm langt ar på halsen. David nægtede at fortælle hvem der stod bag, med kommentaren at han havde fortjent det, og at han var taknemmelig for overfaldet. Omkring 1990 blev han, til stor lettelse, flyttet til Sullivan Correctional Facility i Fallsburg, New York.

I 1987 meldte David sig ind i den evangeliske kirke, og kaldte sig nu i stedet Søn af Håb, i stedet for Søn af Sam. David blev derefter stor fortaler for den evangeliske tro, og deltog i interview der blev offentliggjort i 1998, under titlen ”Son of Sam/Son of Hope”. I interviewet fortalte David om sine problemer som barn, og fortalte at han, efter sin afskedigelse fra hæren, på grund af ensomhed var blevet en del af en satanistisk kult. Men i fængslet var det så gået op for ham, at Gud elskede ham og Djævlen havde forsøgt at stjæle hans sjæl.
I 1993 fortalte David til medierne, at han kun havde dræbt Donna Lauria, Alexander Esau og Valentina Suriani, og at det var nogle af de andre medlemmer i den satanistiske kult, der havde dræbt de andre. Hele kulten havde været involveret i alle mordene og mordforsøgene, men han kunne ikke fortælle nogle navne på grund af hans families sikkerhed. Senere kom han dog med to navne: John og Michael Carr – sønner af hans tidligere nabo, Sam Carr. Både John og Michael var døde da David fortalte dette. John begik selvmord i 1978, og Michael døde i et biluheld i 1979.

Interviewet om hans tro førte til at David skrev bogen ”Son of Hope: The Prison Journals of David Berkowitz”, der blev udgivet i 2006. Han skriver desuden indlæg om tro og anger for diverse websider, og har endda også sin egen webside (kan findes her!), som bliver vedligeholdt af en gruppe fra kirken.
I fængslet er han involveret i kirken, og hjælper indsatte hvis de har problemer eller brug for en snak.
Da Maryland, Virginia og Washington D.C. i 2002 blev udsat for skyderier begået samme gerningsmænd, bad korrespondent Rita Cosby fra Fox News Channel om en kommentar fra David. Han sendte hende derfor et brev på tre sider, hvori han blandt andet bad gerningsmændene om at stoppe med at såre uskyldige mennesker.

I 2001 mødte David for første gang Darrell Scott, hvis datter, Rachel, blev dræbt under Columbine High School skyderiet i 1999. Darrell Scott skrev sammen med Beth Nimmo bogen ”Rachel’s Tears” efter skyderiet, som David læste og blev dybt rørt af. Han ønskede derfor at møde Darrell Scott, og siden udviklede de et venskab.

I 2002 kunne David for første gang søge om prøveløsladelse. I den forbindelse sendte han et brev til New Yorks daværende guvernør George Pataki, og bad om at høringen om prøveløsladelse blev aflyst, fordi han mente at han fortjente at være i fængsel resten af hans liv. Han fik dog ikke sin vilje, og skulle alligevel igennem en høring – blot for at blive afvist prøveløsladelse. Siden har han haft høringer om prøveløsladelse hvert andet år, men er flere gange blevet væk. I 2016 sagde David at selvom han vidste at prøveløsladelse var urealistisk, følte han at han havde ændret sig til det bedre bag tremmer og ikke en trussel overhovedet. Men David sidder stadig i fængsel, 65 år gammel, i Shawangunk Correctional Facility i Wallkill, New York. I 2017 var han dog indlagt på hospitalet, da han i december blev ramt af et hjerteanfald og undergik hjerteoperation.

Tiden efter

Før det blev opklaret hvem Søn af Sam var, efterforskede journalist Maury Terry sagen. Han skrev artikler der blev udgivet i 1979, og som senere formede sig til bogen ”The Ultimate Evil” i 1987. Maury Terry var, inden Davids snak om en satanistisk kult, overbevist om at gerningsmanden ikke arbejdede alene og mistænkte at satanisme var indblandet.
Maury Terrys teorier, samt Davids snak om sin tid i en satanistisk kult, resulterede i at Yonkers politi i 1996 genåbnede sagen. De fandt ingen nye fund eller spor, og efterforskningen blev efter noget tid stoppet, dog er sagen officielt stadig åben.
FBI profiler John E. Douglas, der har brugt flere timer på at snakke med David, er dog overbevist om at David arbejdede alene, idet han mener at David er for introvert til at kunne være involveret i gruppeaktiviteter.

Efter David blev anholdt blev ”Son of Sam”-loven lavet. Man frygtede dengang at David ville sælge sin historie til en forfatter eller filmskaber, og for at han ikke kunne tjene penge på det, lavede man loven. Loven betyder altså dermed at dømte kriminelle og deres pårørende ikke kan tjene penge på at sælge deres historie.

Medier

Der er lavet tre film, baseret på sagen: ”Out of the Darkness” fra 1985, ”Summer of Sam” fra 1999, og ”Son of Sam” fra 2008.
Derudover er filmen ”Another Son of Sam” fra 1977 inspireret af sagen.
I dramaserien ”The Bronx is Burning”, som er baseret på bogen ”Ladies and Gentlemen, the Bronx is Burning” af Jonathan Mahler fra 2005, arbejder New York Police Department på at fange Søn af Sam, alt imens New York Yankees forsøger at vinde World Series i 1977.

Sagen har desuden været inspirationskilde for romanen ”.44”, der udenfor Nordamerika har fået titlen ”Son of Sam”, skrevet af Dick Schaap, udgivet i 1978.
Romanen ”Burn Baby Burn” af Meg Medina fra 2016 handler om den unge kvinde Nora López i sommeren 1977, og hvordan det påvirker hende og hendes venners liv, at seriemorderen Søn af Sam er på fri fod.

Ikke kun film og bøger har fundet inspiration i David og mordene – også flere musikartister og bands har. Blandt andre Chain Gang der i 1977 udgav sangen ”Son of Sam”, The Dead Boys der året efter udgav sangen ”We Have Come for Your Children” og Beastie Boys der i 1989 udgav sangen ”Looking Down the Barrell of a Gun”.
På trods af at mange tror det, omhandler sangen ”Psycho Killer” fra 1977 af Talking Heads ikke David Berkowitz. Elliott Smith har udtalt at hans sang ”Son of Sam” fra 2000 heller ikke, i hvert fald ikke bogstaveligt talt, handler om David.
Da guitarist Scott Putesky i 1990’erne spillede sammen med Marilyn Manson brugte han scenenavnet Daisy Berkowitz, og sammen lavede de sangen ”Sam, Son of Man”, der delvist beskriver David.
Derudover er der det amerikanske horror punk-band Son of Sam, der har taget navn efter David.

I 2001 udkom dokumentarfilmen ”Summer of Terror: The Real Son of Sam Story” der omhandler sagen. I 2017 udkom endnu en dokumentarfilm om sagen: ”Son of Sam: The Hunt for a Killer”. David er desuden nævnt i følgende dokumentarfilm:

  • The Killing of America”, 1981
  • Murderers, Mobsters & Madmen, Vol. 3: Psychos and Mass Murderers”, 1992
  • Serial Killers”, 1994
  • Serial Killers: Profiling the Criminal Mind”, 1999
  • American Justice Set”, 2000
  • NY77: The Coolest Year in Hell”, 2007

David er også nævnt i følgende dokumentarserier:

  • Biography”, episode: ”David Berkowitz: Son of Sam”, sendt første gang d. 23. marts 1998
  • Geraldo”, episode: ”Devil Worship: Exposing Satan’s Underground”, sendt første gang d. 22. oktober 1998
  • Unsolved Mysteries”, sæson 1 episode 4, sendt første gang d. 2. november 1998
  • ”Taff”, episode: ”Son of Sam”, sendt først gang d. 18. januar 1999
  • Crime Stories”, sæson 2 episode 2: ”Inside the Criminal Mind”, sendt første gang i juni 1999
  • History’s Mysteries: Infamous Murders”, episode: ”Stalking the Innocent”, sendt første gang i 2001
  • Testimony: Profiles in Faith”, sæson 1 episode 2: ”Forgiven for Life”, sendt første gang d. 22. februar 2002
  • The Seventies”, sæson 1 episode 4: ”Crimes & Cults”, sendt første gang d. 9. juli 2015

Der er skrevet følgende bøger om sagen:

  • Son of Sam: Based on the Authorized Transcription of the Tapes, Official Documents, and Diaries of David Berkowitz” af Lawrence Klausner, 1981
  • Confession of Son of Sam” af David Abrahamsen, 1985
  • Son of Hope: The Prison Journals of David Berkowitz” af David Berkowitz, 2006
  • Son of Sam: A Biography of David Berkowitz” af Paul Brody, 2012
  • Son of Sam: the Life and Crimes of David Berkowitz” af Charles River og Zep Simpson, 2016

Derudover er David nævnt i følgende bøger:

  • Serial Killers: True Crime” af Laura Foreman, 1992
  • The Ultimate Evil: The Truth About the Cult Murders: Son of Sam and Beyond” af Maury Terry, 1999
  • The Encyclopedia of Serial Killers” af Michael Newton, 2000
  • Hunting Humans: The Rise of the Modern Multiple Murderer” af Elliot Leyton, 2001
  • Extreme Killing: Understanding Serial and Mass Murder” af James Alan Fox og Jack Levin, 2005
  • Insanity: Murder, Madness, and the Law” af Charles Patrick Ewing, 2008
  • American Murder: Criminals, Crimes and the Media” af Mike Mayo, 2008
  • The Encyclopedia of Demons and Demonology” af Rosemary Ellen Guiley, 2009
  • Clues from Killers: Serial Murder and Crime Scene Messages” af Dirk C. Gibson, 2010
  • True Crime: New York City: The City’s Most Notorious Criminal Cases” af Bryan Ethier, 2010
  • Serial Killers: Inside the Minds of the Most Monstrous Murderers” af Charlotte Greig, 2017

 

Kilder

– Wikipedia

– David Berkowitz “Son of Sam”” af Leann Fowler, Teresa Brewer, Charlie Puckett og Charles Zimmerman, fra Radford University, Department of Psychology

– “Serial Killers” af Charlotte Greig

– “The Encyclopedia of Serial Killers” af Michael Newton

– Son of Sam/Son of Hope” interview fra 1998

– Davids webside:
Gamle version
Nye version

– Breve via Murderpedia

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ted Bundy