Alexander Pichushkin – Skakbrætmorderen

I 2007 blev Alexander Pichushkin, også kendt som Skakbrætmorderen og Bitsa Maniac, idømt fængsel på livstid for 48 mord, begået mellem 1992 og 2006 – men Alexander selv, hævder at have begået mindst 61 mord. Hans mål var at begå mindst 64 mord; ét for hvert felt på et skakbræt.

Alexander Yuryevich Pichushkin, nogle gange stavet Aleksandr Pitjusjkin, blev født d. 9. april 1974, i Mytishchi, Sovjetunionen. Hans far forlod familien da Alexander var helt lille, og dermed blev hans mor, Natalia, alenemor. Alexander havde ellers en ganske normal opvækst, indtil han en dag faldt af en gynge, og blev ramt i hovedet af gyngen da den svingede tilbage. Efter uheldet blev Alexander aldrig den samme dreng igen; han blev aggressiv og impulsiv, og hans mor valgte derfor at rykke ham til en skole for børn med indlæringsproblemer. Dette resulterede i at Alexander blev mobbet af de børn, han før havde gået i skole med, og blev kaldt for blandt andet ”den retarderede”, hvilket ikke ligefrem hjalp på hans aggressivitet.
Alexanders morfar mente, at Alexander var talentfuld og ikke blev udfordret i skolen, og han flyttede derfor Alexander hjem til sig. De begyndte at spille skak sammen, og senere begyndte Alexander at bruge meget tid i Bitsa Park, sydvest for Moskva, hvor han spillede skak med ældre mænd – og for det meste vandt han.

Da Alexanders morfar pludselig døde, flyttede Alexander hjem til sin mor igen. Omkring dette tidspunkt begyndte han at udvikle et alkoholmisbrug, og begyndte at udvikle en meget skummel hobby, ukendt for andre. Når han vidste at han ville komme i nærheden af børn, tog han et kamera med sig, og filmede børnene mens han truede dem. En gang vendte han et barn på hovedet, mens han holdt barnet i benet, og sagde til kameraet: ”Du er i min magt nu. Jeg vil smide dig ud af vinduet… og du vil falde 15 meter ned til din død…”. Alexander genså disse videooptagelser flere gange, men til sidste kunne videoerne alene ikke tilfredsstille hans behov for at føle magt.

Mordene

I 1992, da Alexander var 18 år gammel, kvalte han en skolekammerat, og smed ham ud af vinduet, så skolekammeraten døde. Episoden blev dog erklæret for selvmord, og Alexander indrømmede først mordet år senere.
Først i 1999 dræbte Alexander igen – og han stoppede ikke, før han blev fanget. Hans ofre var i starten hjemløse, misbrugere eller lignende, således der ikke var nogle der ville savne dem. Han lokkede sit udvalgte offer hen til et afsides område i Bitsa Park, med aftale om at de skulle drikke vodka eller øl, og skåle for hans afdøde hund. Når ofret var beruset, ville han angribe ofret bagfra – for ikke at få blod på tøjet – og enten kvæle eller slå ofret i hovedet med en hammer eller et lignende objekt. Han smed derefter ofret i en brønd eller gravede ofret ned. Nogle ofre smed han i brønden inden de var døde, og næsten alle disse døde af at drukne. I 2001 lokkede han Maria Viricheva med løfte om at vise hende varer fra det sorte marked, men da de nåede Alexanders fortrukne sted, tog han hende i håret, og smed hende ned i den otte meter dyp brønd. Maria var en af de få personer, der overlevede at møde den morderiske skakspiller.

Med tiden blev Alexander mere og mere uforsigtig og brutal; han begyndte blandt andet at efterlade vodkaflasker i ofrenes knuste kranier, og han gik ikke længere kun efter hjemløse og misbrugere. Blandt andre dræbte han sin nabo, Valery Kulyazhov, eftersigende på grund af et skænderi de havde haft ti år forinden der omhandlede deres hunde, hvor Valery havde truet med at få Alexanders hund fjernet.
I 2003 begyndte beboerne i Moskva for alvor at blive bange for seriemorderen, som aviserne navngav ”Bitsa maniac”, som efterlod makabre drabsscener i Bitsa Park. I 2006 blev en mand skudt i benet af politiet, da han lignede beskrivelsen af den frygtede morder, og en transvestit blev samme år tilbageholdt, da han havde en hammer i sin taske.

Alexander arbejdede i et supermarked, og igennem sit arbejde mødte han 36-årige Marina Moskalyova. I juni 2006 aftalte de at gå på en date, og inden Marina tog hjemmefra, efterlod hun en seddel til sin søn, hvorpå hun skrev at hun var taget på date med Alexander, samt noterede Alexanders telefonnummer. Dette var sidste gang, Marinas søn hørte fra sin mor.
Da Marinas lig blev fundet, fandt politiet en metrobillet i hendes lomme. Alexander havde benægtet at have noget med mordet at gøre, men overvågningsvideoer fra Moskvas metrosystem viste at Alexander og Marina havde været sammen få timer før hendes død, og Alexander valgte derefter at tilstå, at have dræbt Marina.

D. 16. juni 2006 blev Alexander anholdt, hvorefter politiet fandt et skakbræt på Alexanders værelse, med datoer skrevet på 62 ud af de 64 felter.

Retssag

Alexander tilstod ikke kun mordet på Marina; han tilstod at have dræbt 61 til 63 personer, også selvom politiet kun fandt 48 lig. Alexander sammenlignede sig selv med den sovjetiske seriemorder Andrei Chikatilo, der dræbte mindst 50 personer og blev henrettet i 1994, og var stolt over, at have dræbt flere personer end Andrei. Han var dog ikke tilfreds med, at han ikke blev anklaget for alle mordene.
Alexanders tilståelse blev vist på russisk tv; her udtalte han, at hans mål var at dræbe mindst 64 personer, men at han ikke ville have kunnet stoppe der, og at politiet havde reddet en masse liv ved at fange ham. Han sagde derudover: ”For mig er livet uden mord, som livet uden mad for dig” samt ”Dette første mord, det er som første kærlighed, det er uforglemmeligt”.
Eksperter fra Serbsky Institute konkluderede, at Alexander lider af antisocial personlighedsforstyrrelse og narcissistisk personlighedsforstyrrelse, men at han var ved sine fulde fem og i stand til at komme for retten.

Retssagen begyndte d. 13. september 2007, og varede til d 24. oktober 2007. Under hele retssagen sad Alexander i et glasbur i retssalen, for sin egen sikkerheds skyld, ligesom Andrei Chikatilo også havde gjort.
Juryen var enig, og Alexander blev kendt skyldig i 48 anklager om mord, og idømt fængsel på livstid.

Tiden efter

I 2008 blev Alexander interviewet i fængslet af en journalist fra den russiske tabloid Tvoi Den. I interviewet fortalte Alexander om sit had til sin advokat, om sit ikkeeksisterende forhold til Gud, om at han har mareridt om sin afdøde hund, og at han ikke fortryder at have begået mordene.

Efter en udsendelse i fjernsynet i 2009 tog den dengang 22-årige Natalya kontakt til Alexander. Alexander var i forvejen eftertragtet af kvinder, men Natalya og Alexander udviklede hurtigt et forhold. I 2014 deltog Natalya i et dokumentarprogram, hvor hun fortalte om deres forhold, og besøgte Bitsa Park og Alexanders barndomshjem. Natalya fortalte at Alexander havde friet til hende – selvom de aldrig har mødt hinanden, og kun har haft kontakt via breve – og at de er forlovede. Hun har uofficielt taget hans efternavn til sig, og fået en tatovering af hans portræt samt et skakbræt på sin underarm. Hun fortalte desuden, at hun selvom hun gerne vil føde Alexanders barn, ved hun at dette ikke kan lade sig gøre, og at hun derfor har fået hans tilladelse til at gå på udgik efter en mand, der kan gøre hende gravid.
I et interview i 2016 fortalte Natalya, at de ikke har haft kontakt i to år, fordi fængselspersonalet ikke tillader det, men at det ikke har sat en ende på deres forlovelse. Natalya har desuden kontakt til Alexanders mor, også selvom Alexanders mor ikke længere vil have kontakt til sin søn. Eftersigende forsøger hun at glemme, at hun nogensinde har haft en søn.

Medier

I 2006 havde dokumentaren ”Serial Killers: Chessboard Killer” premiere, der omhandler Alexander. D. 2. april 2009 blev sjette afsnit af sæson 2 af serien ”Crimes That Shook the World” sendt, der også omhandler Alexander og mordene.

Sagen er desuden nævnt i bøger, herunder ”Modern-Day Serial Killers” af Don Rauf fra 2015, ”Serial Killers: Inside the Minds of the Most Monstrous Murderers” af Charlotte Greig fra 2017 samt ”Alexander Pichushkin: The Shocking True Story of the Chessboard Killer” af Roger Harringston fra 2018

Kilder

– Absolute Crime

– The Telegraph

– Independent

– The Guardian

– The Exila via Wayback Machine

– Wikipedia

– The Siberian Times